1 Dansk/Historie Opgave Det moderne gennembrud & Ørneflugt
2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning side 3 2. Det moderne gennembrud side 3 3. Henrik Pontoppidans forfatterskab side 4 4. Ørneflugt side 5 4.1 Fortællerforhold, opbygning og skrivestil side 5 4.2 Hovedfigur og hovedtemaer side 6 4.3 Perspektivering side 8 5. Konklusion side 9 6. Litteraturliste side 11
3 Det moderne gennembrud og Ørneflugt Indledning I denne opgave vil jeg redegøre for det moderne gennembrud samt analysere og fortolke novellen Ørneflugt skrevet af Henrik Pontoppidan. Jeg vil lægge fokus på det moderne gennembruds historie, og hvordan tendenserne og temaerne i den nye skandinaviske litteratur kommer til udtryk hos Pontoppidan. Derudover vil jeg belyse de naturalistiske forestillinger, der fremkom i midten af 1900-tallet lige mellem romantikken og det moderne gennembrud. Jeg vil drage paralleller til Pontoppidans skrivestil og sammenligne hans tekst med H.C. Andersens Den grimme ælling for at tydeliggøre, hvordan de to forfattere hver især tolker forholdet mellem arv og miljø. Det moderne gennembrud Den litterære periode, det moderne gennembrud, blev indledt af Georg Brandes i de tidlige 1870 ere. Georg Brandes var en dansk kritiker og litteraturforsker, der havde stor indflydelse på den skandinavistiske litteratur. I en alder af knap 30 år formulerede han principper for den moderne nordiske litteratur, der skabte stor interesse og hurtigt bredte sig. Det moderne gennembrud blev virkelig et gennembrud, da Georg Brandes d. 3. november 1871 stillede sig op på talerstolen i et af auditorierne på Københavns Universitet og påbegyndte foredragsrækken Hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur, der strakte sig over de næste par år. Hovedstrømninger blev signalet til et litterært opbrud og startskuddet til en bevægelse, der ændrede den skandinaviske litteratur radikalt. Efter Georg Brandes hensigt blev det moderne gennembrud bruddet med romantikkens verdensfjerne drømmeri og den nationalromantiske litteraturs dyrkelse af institutionerne: kongen, kirken, nationen og familien (1). Litteraturen skulle ikke længere omhandle den nationale hygge og ufarlighed, men vise sig levende og engageret ved tværtimod at skildre virkeligheden på en realistisk måde og sætte problemer under debat. Litteraturen skulle stille spørgsmål og diskutere samfundsforhold som social uretfærdighed og politisk undertrykkelse samt forholdet mellem de to køn, seksualitet og specielt kvindens stilling, ligesom den skulle debattere religion, moral og hykleri.
4 Det strømmede med nye forfattere, hvoraf mange i dag regnes blandt vore bedste, og de nye strømninger banede vejen for det første gennembrud for en hel generation af kvindelige forfattere. De skrev alle om kønslivet, religionen og samfundet og skrev med individualitet og eget toneleje, men alle påvirket af Brandes krav til den nye litteratur. Henrik Pontoppidan er en af de store kendte forfattere fra det moderne gennembrud og en af de gennembrudsforfattere, der mest konsekvent og grundigt belyser de centrale temaer i tidens litterære strømninger. Henrik Pontoppidans forfatterskab Pontoppidan blev født i 1857 i et præstehjem i provinsen. Hjemmet var strengt og fattigt, og atmosfæren mørk og syndsbetonet under farens tyranniske og patriarkalske ledelse (2). Pontoppidan så sig selv som et fremmed element i familien og søger allerede som ung livet uden for denne, da han tager til København for at blive ingeniør. For Pontoppidan blev bindingen til og opgøret med det strenge, patriarkalske præstemiljø og dets hæmning af drifts- og selvudfoldelse en intens og smertelig proces, der også sætter sig spor i forfatterskabet (3). Pontoppidans forfatterskab afspejler strømningerne i det moderne gennembrud, som han både er en del af og ser sig selv som ret uafhængig af (4). Skrivestilen og det tematiske fokus ændrer sig undervejs i forfatterskabet. Pontoppidans tidlige produktion er præget af naturalistiske forestillinger og påvirket af et darwinistisk udviklingssyn (5). Pontoppidan har især fokus på landarbejdernes elendige forhold, og i et køligt, næsten kynisk sprog leverer han en skarp kritik af de kummerlige forhold, sulten og fattigdommen, der præger livet for de fattigste på landet, husmændene og landarbejderne. Hermed viser han med stor social indignation, hvordan denne samfundsgruppe bliver taberne i den sociale og økonomiske udvikling. Pontoppidans naturalistiske syn findes ikke kun i den tidlige del af forfatterskabet, men gennemstrømmer en stor del af hans tekster i form af en optagethed af det naturalistiske grundtema om arv og miljø. Efter 1890 ændrer Pontoppidan retning. Fra at belyse de aktuelle billeder af livet på landet i en sammentrængt novelleform, fokuserer han nu på klassisk eksistentielle temaer i det borgerlige
5 individs kernegenre, romanen. I de store romanværker Det forjættede land (1891-95), hovedværket Lykke-Per (1898-1904) og De dødes rige (1912-16) bearbejder han både sin egen baggrund og forudsætninger og giver udtryk for en kultur, hvis værdier er i opløsning (6). Parallelt med romanværkerne skiver Pontoppidan fortsat fortællinger, noveller og indlæg i kulturdebatten. I de sidste år af sit forfatterskab skriver han sine omfattende erindringer, og han tildeles i 1917 Nobel-prisen sammen med forfatterkollegaen Karl Gjellerup. En række af de omtalte temaer fra det moderne gennembrud og Pontoppidans omfattende forfatterskab afspejles i Pontoppidans korte novelle Ørneflugt fra 1894, hvilket er baggrunden for, at jeg i det følgende har valgt at analysere og fortolke denne. Ørneflugt Ørneflugt handler om ørnen Klavs, der er opvokset mellem mennesker og tamme dyr i en præstegård, og som en dag flyver herfra for at følge sin indre længsel, men skræmmes så voldsomt af de overvældende højder og nye horisonter, at den vender om og søger tilbage til præstegården, hvor den bliver skudt af gårdens avlskarl. Fortællerforhold, opbygning og skrivestil Novellen er skrevet over fem sider med en alvidende tredjepersons fortæller, en lineær komposition og et glidende handlingsforløb. Handlingen er bygget op efter additionsmetoden og udvikler sig hurtigt hen imod den traditionelle krise, som ofte ses i genren eventyr, da Klavs flyver fra præstegården. Endnu et radikalt vendepunkt opstræder, da Klavs opgiver sin himmelflugt og igen flyver mod præstegården. Formmæssigt følger handlingen bevægelsen i den klassiske dannelsesromans Hjemme ude hjem struktur, men bryder indholdsmæssigt hermed, hvilket jeg vender til bage til. Teksten indrammes af eksplicitte referencer til H. C. Andersens eventyr Den grimme ælling, men i modsætning til H.C. Andersens idylliske fremstilling er Pontoppidans skrivestil naturalistisk. Den
6 natualistiske fremstilling er dog kun tilsyneladende objektiv, da beskrivelserne er meget stemningsbærende og afspejler den unge ørns forskellige sindstilstande. Hovedfigur og hovedtemaer Hovedfiguren, Klavs, bliver fremstillet som et dyr, en rovfugl, men med menneskelige følelser, længsler og drifter. Den omtales som æterens kongebarn og himmelætling, altså en prins, der er født til at blive noget stort og opholde sig i de øvre luftlag, men som gulnæbbet unge blev fundet af nogle drenge og bragt ind i den gamle præstegård, hvor nænsomme mennesker tog sig af den og fik den kær (7). Klavs finder sin plads mellem gårdens dyr og deltager i livets regelmæssige gang. Den havde sit stade oppe på et gammelt plankeværk ved svinehuset, hvor den sad og passede på, når pigen kastede affald ud fra køkkenet. 4 Selvom det hele tilsyneladende virker trygt og fredeligt, ligger der også en tungsindig stemning over beskrivelsen af Klavs, der relaterer sig til, at prisen for trygheden mellem gårdens dyr er, at præsten har fået stækket Klavs vinger, og dermed dens mulighed for at udfolde sit medfødte, iboende potentiale. På stormfulde dage vågner der en følelse af ubestemt længsel og hjemve i ørnens bryst, som den ikke er i stand til at handle på, og Den kunne da sidde i halve døgn med næbbet trykket ned i brystets smudsige fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde (8). Da præsten dør, glemmer folkene på gården at stække Klavs vinger. Klavs holdes dog fortsat nede med rap over næbbet, når den indimellem baskende forsøger at hæve sig op over sin plads på gården og det lave hverdagsliv. Fra at leve i en utydelig bevidsthed om egen identitet blot med en ubestemt frihedslængsel, sker der et skift, da Klavs en forårsdag med varme og frisk søndenvind næsten ubevidst erfarer, at den kan flyve. Den følte med et, at den var en ørn (9). Klavs bliver da for første gang i novellen eksplicit bevidst om sin iboende identitet og påbegynder en udvikling, da den fuld af ungdommeligt livsmod følger sin indre drift, og med et vingeslag forfølger sin længsel efter at føle friheden under sine vinger og hæve sig højere og højere. Tekstens fokus på Klavs først manglende og senere nyerhvervede flyveevne og længslen efter at udfolde den, kan relateres til den menneskelige stræben, en drift efter selvrealisering, der i
7 Pontoppidans fremstilling også inkluderer mødet med det modsatte køn, her i form af den hvidbrystede hunørn, der lokker Klavs mod de højeste sfærer. Beskrivelsen får næsten religiøse dimensioner, hvilket afspejles i sprogbrugen, hvor længslen efter de himmelske højder relateres til menneskets længsel efter det guddommelige (10). Da Klavs flyver over klippeblokke, der sammenlignes med et omstyrtet babelstårn, foregribes den videre handling, idet Klavs stræben efter det højeste heller ikke lykkes. Efter en optur, fuld af friheds- og lykkefølelse, skræmmes den af det ukendte og længes efter plankeværkets læ og bondegårdens tryghed. Da en hvidbrystet hunørn med ét kredser lokkende og kaldende over Klavs under den flammende aftenhimmel (11) forsvinder al rådvildhed, og Klavs fyldes med nyt mod. Ordvalget associerer til Klavs vågnende seksualdrift og giver ham energi til at trodse sin utrænede og gumpetunge stakåndethed, der er en konsekvens af det magelige bondegårdsliv. I vild jagt efter hunørnen, der fører an, lader Klavs sig atter stige til hidtil uanede højder og nye horisonter: Højt oppe over de drivende skyer svæver som et drømmesyn de evige snetinders overjordiske rige, ubesmudset af det levendes færden, kun ørnens og den store stilheds hjem. Det sidste dagskær ligger og ligesom blunder deroppe på den hvide sne. Bagved står den mørkeblå himmel fuld af rolige stjerner (12). Med denne ukendte storhed i sigte overvældes Klavs for alvor og bliver skrækslagen. Skiftet i Klavs sindstilstand afspejles i sproget ved, at udsigten nu pludselig opleves dødeligt truende: Den stirrer op på dette hvide dødningeland, på disse store stjerner, der blinker ned til ham gennem mørket ligesom onde katteøjne (13). Skrækken aktiverer længslen efter det trygge bondegårdsliv og det nære sociale fællesskab, hvor individerne symbolsk set lever med næbbet under vingen, i en ubevidst tilstand og i lykkelig uvidenhed om livets potentielle højder. Klavs syn på bondegårdslivet har nu ændret sig, så det pludselig fremtræder tillokkende, hyggeligt og idyllisk. Det lykkes ikke Klavs at vende tilbage til sin lune plads på plankeværket og det jordnære, trygge og velordnede liv på præstegården, efter sin midlertidige himmelflugt. Men en ulykke skulle ske. Avlskarlen som tilfældigt havde fået øje på den, og som endnu intet havde hørt om Klavs forsvinden, var hastigt løbet ind efter sin bøsse og havde stillet sig på lur bag en træstamme for at fyre på den formodede hønserøver (14). Det nøgterne, følelsesforladte ordvalg får det til at lyde som en helt tilfældig død. Herved ændres fortællerens perspektiv og dermed læserens syn på
8 ørnen. Fra at fremstå som hovedfigur og helt, der er i gang med at realisere sig selv, beskrives den med avlskarlens blik som en tilfældig hønserøver uden særskilt identitet, der frit kan nedskydes som en potentiel trussel. Skiftet i beskrivelsen synes at afspejle, at Klavs efter sin himmelflugt ikke længere hører til nogen steder. Den formåede ikke at følge sin drift og udfolde sin sande natur, men er heller ikke længere en stækket fugl i andegården, idet den netop i kraft af sin himmelflugt og sit nye perspektiv hæver sig op over de andre dyr derved udgør en trussel mod præstegårdens hyggelige, afgrænsede og bevidstløse hverdagsliv. Klavs skydes ned, uden at avlskarlen har erkendt dens sande identitet, og synker som en sten ned i møddingpølen. Lavere kan han ikke komme. Novellen afsluttes næsten kynisk med ordene For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården (15). Hermed efterlades læseren uforløst i konfrontationen med livets barske realiteter. Med denne slutsætning distancerer Pontoppidan sig både fra H. C. Andersens eventyr og den romantiske dannelsesroman. Hvor helten i disse gennemløber faserne Hjemme Hjemløs Hjem og i sidste instans positivt bekræfter sin kultur og baggrund, får Klaus forsøgsvise hjemvenden til sit sociale udgangspunkt dødelige konsekvenser for ham. Perspektivering Ørneflugt belyser to centrale temaer i Pontoppidans forfatterskab og i det moderne gennembrud. Det ene er menneskets forhold til sin opdragelsesmæssige, sociale og kulturelle arv, der fletter sig sammen med det andet tema om forholdet til naturen, og kvinden, som en tiltrækkende og potentielt helende kraft. Som tidligere nævnt refererer Pontoppidans Ørneflugt eksplicit til H. C. Andersens Den grimme ælling, og der er tydelige både sproglige og indholdsmæssige paralleller mellem de to tekster. Der er dog også markante forskelle. Sprogligt distancerer Pontoppidans naturalistiske skildring sig fra Andersens idylliske fremstilling, og indholdsmæssigt er det primært forfatternes forskellige tolkning af forholdet mellem arv og miljø, der står centralt.
9 I H.C. Andersens Den grimme ælling, lyder slutmoralen Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg. Her udfolder ællingen altså sit medfødte potentiale og udvikler sig til den flotteste svane på trods af sit sociale opvækstmiljø. I Ørneflugt er det også Klavs iboende potentiale, der bestemmer længslen efter selvrealisering, efter at sprede sine vinger og blive en fri ørn, men her ender miljøet med at vinde over de indre, medfødte anlæg. Det andet tema udspiller sig i fremstillingen af Klavs som en ung ørn, der tiltrækkes af hunørnen, og relaterer sig tydeligt til det naturalistiske syn på mennesket som et driftsvæsen, der instinktivt følger sin natur (16). At hunørnen fører an og lokker Klavs, afspejler det moderne gennembruds legitimering af kvinden som et seksuelt væsen og dermed bruddet med de traditionelle kønsroller. Selvrealiseringen og driften efter at følge sin indre natur knægtes som vi har set af ørnens egne, opvækstbetingede begrænsninger og dens manglende evne til at se ud over og hæve sig op over det sociale miljø, den er blevet givet. Hermed bliver den sociale og kulturelle arv den tungest vejende. Ved at hævde miljøets determinerende betydning for individets udfoldelsesmuligheder præsenterer Pontoppidan en slags social determinisme, der samtidig bryder med radikalismens udviklingsoptimisme. Konklusion Pontoppidans naturalistiske afdækning af livets barske realiteter bryder med romantikkens idealistisk-harmoniserede stil og indbyggede hygge, og med de behandlede temaer sætter Pontoppidan i høj grad en række af 1800-tallets problemer under debat, og opfylder således Brandes grundlæggende principper for det moderne gennembrud.
10 Noter 1 Fibiger, Johannes og Gerd Lütken: Litteraturens veje, s. 184 og 452 2 Ibid. s. 202 3 Dansk litteraturhistorie, bd.6, s.301 4 Fibiger, Johannes og Gerd Lütken: Litteraturens veje, s.202 5 Ibid. s. 203 6 Ibid s. 204 7 Pontoppidan, Henrik: Ørneflugt, s. 1, linje. 1 8 Ibid s. 1, linje. 19 9 Ibid s. 2, linje. 31 10 Ibid s. 4, linje. 8 11 Ibid s. 3, linje. 22 12 Ibid s. 4, linje. 9 13 Ibid s. 4, linje. 18 14 Ibid s. 5, linje. 5 15 Ibid s. 5, linje. 14 16 Fibiger, Johannes og Gerd Lütken: Litteraturens veje, s.446
11 Litteraturliste Busk-Jensen, Lise m.fl.: Dansk litteraturhistorie, bd.6, Gyldendal, 1985 Fibiger, Johannes og Gerd Lütken: Litteraturens veje, Gads Forlag, 2001 Pontoppidan, Henrik: Ørneflugt, 1894