Europæiske kriseløsninger. KristianWeise Pil Berner Strandgaard

Europæiske kriseløsninger KristianWeise Pil Berner Strandgaard December 2012

Europæiske kriseløsninger Af Kristian Weise og Pil Berner Strandgaard. Tænketanken Cevea 2012 Udgivet med støtte fra Nævnet for fremme af debat og oplysning om Europa, www.europa-naevnet.dk Sats: Henning Guddal Tryk: CS-Grafisk A/S Printed in Denmark 2012 ISBN 978-87-995913-0-5

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 3 INDLEDNING Europa står midt i den største økonomiske krise i mere end et halvt århundrede og i EU-samarbejdets levetid. 25 millioner europæere, mere end hver tiende i den arbejdsdygtige alder, er i dag arbejdsløse. Velstanden er faldet og flere lande sendt et årti tilbage i deres sociale udvikling. Europas borgere møder den ene nedskæringspakke efter den anden. Og der er ingen tegn på, det går den rigtige vej: det forventes, at 2012 slutter med en vækst på nul og at krisen fortsætter i 2013. Aldrig før har EU skullet håndtere en krise af den størrelse. Og aldrig før har EU-samarbejdet haft så store konsekvenser for europæernes liv på om krisen bliver dybere og de kan se deres levestandard smuldre mellem hænderne på dem, eller om der kan findes en fælles vej ud af krisen og håbet om en bedre fremtid genoprettes. Godt fem år inde i krisen, og efter en endeløs række krisemøder i EU-regi, er det åbenlyst, at den europæiske kriseløsningsstrategi ikke har været effektiv. Krisen fortsætter, velstanden er endnu ikke tilbage på niveauet fra før krisen, arbejdsløsheden stiger stadig og de social problemer vokser. EU er til stadighed en vigtigere aktør for de europæiske landes økonomi, ikke mindst i kriser som denne, da EU-samarbejdet er blevet tættere og de europæiske landes økonomier er mere internt forbundne. Intet europæisk land er længere en isoleret ø heller ikke Danmark. Derfor er det helt afgørende, at EU s krisehåndtering og -løsninger rammer rigtigt. Men det er der mere og mere, der tyder på, at den ikke rigtig gør. Derfor er der brug for nye kriseløsninger.

RAPPORTENS HOVEDPOINTER ER: Krisen er ikke bare et hændeligt uheld. Den er derimod en konsekvens af den måde, hvorpå vores økonomier har forandret sig over de seneste årtier og hvordan, de er blevet styret. Det kriseforløb, vi har haft i Europa, er heller ikke tilfældigt. Det skyldes både de grundlæggende strukturer i Europas økonomi og den europæiske krisehåndtering. Krisen var og er i første omgang en finanskrise. Den økonomiske krise og statsgældskrisen er en konsekvens af finansmarkedernes sammenbrud. Ikke omvendt. Hvis der ikke gås grundigere til værks ift. Finansverden, vil der komme nye kriser som den nuværende. Sammenhængen er vigtig at huske også fordi staterne ikke skal straffes for at have reddet bankerne og holdt hånden under økonomien. Krisen har blotlagt, at vores økonomier er blevet finansialiserede i et omfang, der ikke er holdbart. Finanssektoren har vokset sig så stor, at den er en hæmsko for den økonomiske udvikling og væksten i realøkonomien, samtidig med dens størrelse betyder øgede risici for finansielle kriser og dermed gør økonomien mere ustabil. Finansialiseringen af økonomien og den eksplosive vækst i gælden, som gik hånd i hånd med den, hænger sammen med stigende økonomisk ulighed i de vestlige samfund. Uligheden har ledt til højere gældsætning, men er samtidig også et resultat af den øgede finansialisering. De strukturelle forskelle i Europa en væsentlig højere værditilvækst i produktionen i Nordeuropa end i Sydeuropa har, sammen med den større økonomiske og finansielle integration, skabt de ubalancer, der betyder, at statsgældskrisen har ramt flere lande så hårdt, som den har.

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 5 Indførelsen af den fælles mønt, euroen, gjorde at forskellene mellem de europæiske økonomier blev mindre synlige og havde færre konsekvenser for de økonomiske handlemuligheder, ikke mindst de økonomisk svageste EU-lande. Under krisen har eksistensen af euroen betydet, at solidariteten med de værst ramte kriselande har været større end hvis den ikke havde eksisteret, men også, at disse lande har haft væsentlig færre værktøjer til at komme ud af krisen, end hvis de ikke havde delt mønt med de andre eurolande. Monetarisme dvs. troen på, at centralbankernes pengepolitik er det primære greb i den økonomiske politik har domineret EU s krisehåndtering. I en periode var det således det, der blev sværget til af EU s ledere. Men det har ikke afhjulpet krisen at pumpe bankerne med penge og lade dem låne stadigt billigere. Finanskrisen er i løbet af de senere år blevet redefineret som en statsgældskrise. Det har flyttet fokus i krisen, og betyder at løsningerne på krisen i flere tilfælde er med til at forværre den snarere end at løse den, og at dele af de europæiske velfærdsstater uretmæssigt er ved at blive afmonteret. Sparepolitikken, der føres i det meste af Europa, har slået fejl. Snarere end at løse den vækstkrise, som Europa er fanget i, har den forlænget og forøget den. Det er langsomt ved at gå op for flere og flere, men har endnu ikke haft nogen reel konsekvens for den førte politik. Hvis Europa skal komme ud af krisen skal der ske et skifte i krisepolitikken. Fokus skal være på at skabe vækst i økonomien. Gælden må komme i anden række. Den hurtigste vej ud af krisen er en fælleseuropæisk investeringsplan på niveau med Marshall-hjælper i efterkrigstiden.

EU s nuværende finanspolitiske regler har et ensidigt fokus på budgetovervågning. Dermed bliver de i praksis primært en sparepagt. De må suppleres med en investeringspagt, der sikrer, at EU bruger sin fælles styrke konstruktivt, og i fællesskab styrker vækst og beskæftigelse. Krisen risikerer at fange EU i fortsat recession eller lavvækst. Europa har derfor brug for en helt ny vækstpolitik, der gør brug af nye værktøjer, og som kan sikre, at den europæiske økonomi fortsat udvikler sig og understøtter fornyelsen europæisk produktion og erhvervsstrukturer. Der skal sættes en stopper for den europæiske gældsspiral bl.a. ved oprettelsen af en fælleseuropæisk gældsmekanisme eller såkaldte euroobligationer og at finansverden reguleres på en måde, så den i fremtiden vil understøtte realøkonomien i stedet for at være arnested for kriser.

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 7

1.del Krisen: Ikke bare et uheld

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 11 For de fleste af os, stod den økonomiske krises alvor og omfang klart i løbet af efteråret 2008, efter et par store amerikanske investeringsbanker, Lehman Brothers og Bear Stearns, var krakket. Krisen blev skabt i USA, er det ofte blevet sagt. Men flere af de første alvorlige krisetegn kom reelt fra Europa. Et af dem viste sig d. 9. august 2007, da den franske bank BNP Paribas lukkede to af dens investeringsfonde: banken måtte indrømme, at den ikke længere anede, hvad de giftige subprime-relaterede aktiver obligationer og derivater, der var knyttede til den svageste del af det amerikanske boligmarked i fondene i virkeligheden var værd. Så i stedet for at løbe for stor en risiko, valgte den at lukke fondene. Det var ikke dog fordi BNP Paribas var mindre kompetent eller mere risikovillig end andre banker og finansinstitutioner. For de andre aktører vidste heller ikke, hvad subprime-aktiverne var værd. BNP Paribas var bare de første til at erkende og indrømme den usikkerhed, der herskede. Og dermed også de første til at vise, at de andre banker bluffede, når de påstod, at alt var sikkert. De fleste andre banker fortsatte nemlig med højt spil. Først i sommeren 2008 gik bluffet ikke længere: krisens realitet var ubestridelig og avisforsider verden over fyldtes med nyheder om nødstedte banker. Den har været en del af vores dagligdag siden og har domineret det europæiske samarbejde. Flere og flere finansielle institutioner løb ind i de samme problemer som BNP Paribas, ikke mindst efter investeringsbankerne Bear Stearns og Lehman Brothers faldt. Da blev det klart, at finanssystemet var ved at kollapse under vægten af sin egen risikovillighed. Men det var på mange måder kun den yderste spids af katestrofen, toppen af isbjerget så at sige, der kom op til overfladen. For under finanssystemets spekulation, store gældsætning og risikable udlån havde økonomierne i hele den vestlige verden endnu mere grundlæggende problemer: en ustabil og ineffektiv økonomisk model, stigende social ulighed og strukturelle ubalancer. For at forstå krisen og anvise holdbare løsninger på den, kan man derfor heller ikke kun anskue den på overfladen. Man må et spadestik dybere.

FEJLAGTIGE KRISEFORTÆLLINGER Der har været talt meget om krisen de sidste 4-5 år. Om dens årsager og om hvem, der er skyld i den. De mest udbredte forklaringer går på, at nogle mindre dele af systemet ikke fungerede. Den fortælling lyder, at en periode med lave renter skabte en låne- og gældsfest, der sammen med problemerne med de amerikanske subprime-boliglån, bankernes bonusordninger, rusten moral blandt nogle bankfolk, og uansvarligt udlån og dårlige prioriteringer fra de finansielle institutioners side skabte finanskrisen. Denne finansielle krise gjorde så, at kreditmarkederne frøs til is og fik bankerne til at holde på pengene. Manglen på likviditet og lånemuligheder gik ud over virksomhederne, der måtte skære ned og fyre folk, og så var den finansielle krise blevet til en økonomisk krise. Ifølge det syn på krisen skal finanssektorens snor i fremtiden være lidt kortere, så eksempelvis de store bonusordninger forbydes, solvenskravene til bankerne hæves lidt, og kreditvurderingsbureauer overvåges bedre. Det kan være fornuftige tiltag, men idéen om, at krisen skyldes mindre fejl, der kan rettes ved at justere lidt i lovgivningen, overser de meget grundlæggende problemer, finanssektoren gennem den øgede indflydelse på resten af økonomien har skabt for især den vestlige verdens økonomier og samfund. I forhold til de specifikke problemer i EU er der også en enkelt kriseforklaring, der gentages gang på gang. De kriseramte europæiske lande fremstilles som en samlet gruppe af uansvarlige overforbrugere, der op gennem 00 erne hoppede i en velfærdsluksusfælde og optog uansvarligt meget gæld. Denne kriseforklaring dominerer eksempelvis det europæiske samarbejde, hvor især Tyskland har talt for nedskæringer i de kriseramte lande som løsningen på krisen. Her er logikken, at hvis det var overforbrug, der skabte krisen, så må nedskæringer må være vejen ud. Men denne fortælling holder ikke. For langt de fleste EU-lande er statsgælden en konsekvens af krisen, ikke årsagen til krisen. Landene har brugt penge på at redde konkurstruede banker og på at understøtte store grupper af nye arbejdsløse, mens skatteindtægterne er faldet. Stats-

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 13 gældskrisen er en myte, der godt nok ofte genfortælles, men som samlet forklaring på krisen har den ikke rødder i den virkelige verden. Begge disse krisefortællinger ser på overfladen. De indeholder mange rigtige elementer. Men under den overflade, de berører, ligger langt større strukturelle problemer i den europæiske og hele den vestlige verdens økonomier, der er blevet bygget op over flere årtier. Især to ting har skabt krisen. Det ene er et strukturelt skifte i vores økonomiske model, så realøkonomien er blevet nedprioriteret til fordel for finansøkonomien, og så den finansielle sektor udgør en stadig større del af økonomien, mens dens logik er blevet mere og mere dominerende i alle dele af samfundet. Det andet er en væsentlig stigning i den økonomiske ulighed. En ulighed, der findes på to niveauer: voksende ulighed i befolkningerne, mellem forskellige grupper af lønmodtagere på den ene side og mellem lønmodtagere og kapitalejere på den anden side, samt de vedblivende store strukturelle, økonomiske forskelle, der er mellem landene i EU. BAG BOBLERNE Økonomiske bobler har spillet, og spiller stadig, en helt afgørende rolle for krisen. Op til finansmarkedernes krak var der bobler inden for mange områder af økonomien, der alle var tæt forbundne og faretruende tæt på at springe i 2007-2008. Da de amerikanske huspriser begyndte at falde i 2007 og boligboblen dermed sprang, kunne det således lige så godt have været en anden økonomisk boble, der startede lavinen. Der var bolig- eller ejendomsbobler i mange europæiske lande. I Storbritannien, Irland og Spanien var ejendomspriserne blevet fordoblet i de syv år, der gik fra 2000 til 2007. I Warszawa i Polen steg boligpriserne mere end 50 pct. på bare et enkelt år mellem 2006 og 2007. I Letlands hovedstad tredobledes priserne mellem 2004 og 2005, og boliglånene blev som regel optaget i euro eller schweitzerfranc, hvilket gjorde det næste umuligt at betale dem tilbage da krisen ramte og eksempelvis den schweiziske franc steg markant. I Danmark kostede boliger i 2007 tre gange så meget som i 1992. Også i blandt andet Holland, Bulgarien, Frankrig og Græken-

land var der ejendomsbobler. Men det var meget få, der var klar over det, før boblerne brast. Selv OECD publicerede i 2005 en rapport, hvor organisationen godt nok skrev, at visse lande havde boligpriser over normalen, men ellers mente, der ikke var problemer i sigte. Selv det amerikanske boligmarked blev frikendt. 1 Boligboblerne blev ikke, som det nogle gange er tilfældet, skabt af ekstra opsparing, men af store lån. Ofte blev der både i Danmark og i andre lande taget nye lån i boligerne i takt med at boligpriserne steg, så der var ekstra penge til forbrug. Ellers kunne man nemt få et sms- eller kviklån eller anskaffe et kreditkort. Finanssektoren nøjedes ikke længere med bare at låne ud, de optog selv lån i stor stil: den britiske finanssektors gæld steg til 250 pct. af BNP inden krisen, og i Danmark steg bankernes indlånsunderskud fra 20-30 milliarder kroner i 2004 til knap 600 milliarder kroner i 2008. Den gennemsnitlige europæiske husholdningsgæld steg fra 75 pct. af den disponible indkomst i 2000 til 99 pct. i 2010 2. De stigende gældsrater er dermed også udtryk for, at gældsætningen i sig selv var en økonomisk boble. Denne overdrevne gældssætning er en del af den udvikling, der gennem de sidste tredive år er sket i den vestlige verdens samfund, hvor finanssektoren fylder mere og mere i økonomien og i folks hverdag. Økonomien er, med et lidet mundret udtryk, blevet finansialiseret. Og finanssektoren har bevæget sig længere og længere væk fra det, den egentligt er sat i verden for at gøre og har i stedet udviklet praksisser, der i stigende grad er en byrde for samfundsøkonomien. Den finansielle sektors funktion er nemlig overordnet set at allokere opsparede midler dér, hvor der er størst behov for dem og hvor de kan anvendes mest effektivt, samt i denne allokeringsproces at vurdere, hvor risikofyldte de enkelte placeringer er og hvad afkastet på dem skal være. Det kan ske gennem banker, hvor virksomheder eller privatpersoners indlån bliver brugt af banken til at låne ud til andre virksomheder eller privatpersoner. Og det kan ske gennem finansmarkeder, hvor opsparinger kan investeres i aktier og obligationer, udstedt af virksomheder og stater. Formålet er altså at matche dem, der har finansielle midler, med dem, der mangler og efterspørger dem.

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 15 Banksektoren har traditionelt drevet sin forretning på baggrund af, at den kunne holde udlånsrenten højere end indlånsrenten, og dermed notere denne forskel som sin indtægt. Denne type finansvirksomhed hjælper mennesker med at købe hus, virksomheder med at udvide produktionen, og entreprenører til at realisere deres idéer. Det er grundlæggende finanssektorens opgave nemlig at få økonomien til at glide og gøre den mere effektiv. Eller som det også ofte er blevet sagt: at være økonomiens tjener. Denne form for bank- og finansvirksomhed som ofte er blevet kaldt boring banking har fungeret fint i flere historiske perioder. Men inden for de seneste tredive år og i endnu højere grad siden årtusindskiftet, udvidede bankerne og de mange nye finansielle aktører deres forretningsmodel. Nu skulle de ikke kun allokere midler, men også selv akkumulere dem. Og de behøvede heller ikke længere at have indlån før de kunne skabe udlån. De lånte bare penge andre steder i det finansielle system før de selv lånte dem ud. I stedet for kun at vejlede andre om risici, begyndte de selv at tage dem. Og i jagten på stadig større profitter øgede den finansielle sektor gældsætningen, og skabte af den vej indtil flere gældsbobler. Udfordringerne med finanssektoren er derfor ikke begrænsede til, at den i de seneste år har handlet uansvarligt, men at dens rolle i forhold til samfundsøkonomien er blevet forandret. FINANSIALISERING AF ØKONOMIEN Ordet finansialisering dækker, som nævnt, over en udvikling, hvor og flere og flere dele af samfundet og økonomien bliver underlagt finansmarkedernes logik. Det betyder, at vores hverdag er kommet tættere på finansmarkedernes, at finansmarkederne i stigende grad sætter dagsorden for resten af økonomien, og at finanssektorens del af den økonomiske kage bliver større og større. Mens man som almindeligt mennesker ikke nødvendigvis lægger mærke til finansialiseringen, har det fundamentalt ændret måden at være virksomhed på. Virksomhederne styres således i stigende grad af kortsigtede finansielle krav.

Det ses mest tydeligt på den måde, konceptet shareholder-value har redefineret hvad en virksomhed er og hvordan den skal forstås. Fremfor at blive set som en samlet organisme, der skal udvikle sig på langt sigte, ses virksomheden i dag som en samling af enheder, der alle skal give et afkast på den investerede kapital og hvis de ikke gør det skæres de til eller sælges fra. Samtidig kræves der overskud i virksomhederne hvert eneste kvartal, så der kan udbetales udbytter og aktiekurserne dagligt har noget at rette sig efter. Det betyder, at man i mange virksomheder ikke længere har blikket stift rettet mod at den langsigtede drift som kræver, at man udvikler gode produkter, opbygger et godt forhold til sine kunder og styrker medarbejdernes kompetencer men i stedet fokuserer på, hvordan man kan kapitalisere virksomhedens aktiver og udbetale dem til aktionærerne. Det gøres blandt andet gennem fusioner, lånfinansierede opkøb, organisationsmæssige omstruktureringer og tilbagekøb af aktier. Det har været flittigt brugt siden 1980 erne, og lønmodtagerne har i høj grad betalt prisen for finansmarkedernes krav, i form af fyringer, løntilbageholdenhed og mindre indflydelse. Jack Welch, der er tidligere administrerende direktør i General Electric og ses som en af hovedmændene bag strategien om at maksimere virksomhedens værdi for aktionærerne, har siden kaldt det kortsigtede fokus for verdens dårligste idé. 3 Den klareste indikation på, at finansialiseringen har fundet sted, er størrelsen på finanssektoren og dens aktiver i forhold til realøkonomien. I 1980 udgjorde værdien af verdens finansielle aktiver cirka det samme som verdens samlede BNP. I 2010 udgjorde finansielle produkter 3,4 gange så meget som verdens BNP, svarende til 212 trillioner dollars. Handlen med finansielle produkter er steget fra at have en værdi, der var 15 gange verdens BNP i 1990 til 74 gange BNP i 2008, og vurderes at være endnu større i dag. Men ud over at der handles mere og mere, handles der nu med papirer og på måder, der har meget lidt at gøre med, hvad der sker i den virkelige økonomi. Eksempelvis er det blevet sådan, at 45 pct. af alle aktiehandler i Europa i dag er såkaldt højfrekvenshandel i 1998 fandtes det overhovedet ikke. Højfrekvenshandel er computerstyret handel, der foregår hundredvis af gange i sekundet og som regel

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 17 efter nogle systemer, hvor computerne på signal fra matematiske algoritmer helt automatisk køber eller sælger, hvis aktien mister eller vinder bare en promille i værdi. Det vil sige, at algoritmerne udelukkende handler i forhold til, hvordan andre har prissat værdipapiret, uden selv at analysere, hvorvidt prisændringerne er funderet i egentlige ændrede forhold for den virksomhed eller andet, værdipapiret er baseret på. Finansialiseringen har også betydet, at bankerne samlet set er blevet større i forhold til økonomien og at vi har fået en gruppe af mega-banker. Og det er særligt i Europa, at bankerne er forvoksede ift. den økonomi, de er en del af: I 2011 udgjorde amerikanske bankers aktiver 92 pct. af USA s BNP, mens de europæiske bankers aktiver udgjorde hele 358 pct. af EU s BNP. Den europæiske banksektor er dermed næsten fire gange så stor som den amerikanske relativt til den omgivende økonomi. 4 Næsten hvert eneste land har sin eller sine store problembanker. I Danmark er det Danske Bank, hvis aktiver udgør 192 pct. af Danmarks årlige BNP. Det gør det svært for den danske stat at redde banken, hvis den kommer i alvorlige vanskeligheder. I Tyskland er det Deutsche Bank, der godt nok kun udgør 83 pct. af det tyske BNP, men alligevel er så stor, at det er usikkert, om den tyske stat kan redde den i tilfælde af konkurs på samme måde, som amerikanerne redede deres største banker. I Spanien udgjorde banksektorens aktiver 320 pct. af BNP i 2009, og lån til byggesektoren udgjorde samme år hele 43 pct. af BNP. 5 Se figur 1. Det er blot et par eksempler, billedet er det samme over hele Europa. Banksektorerne er så store i forhold til resten af økonomierne, at det kræver enorme summer at redde dem, hvis det er nødvendigt. Figuren her viser, hvordan bankernes aktiver som andel er BNP i eurozonen er vokset over de sidste 15 år.

FIGUR 1. BANKERNES AKTIVER SOM ANDEL AF BNP I EUROZONEN PCT. AF BNP 400 350 300 250 200 150 100 50 0 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 19 FINANSIALISERINGENS FALDGRUBER Finansialiseringen er ikke problemfri. Det er, først og fremmest, ikke nogen fordel for resten af økonomien og den generelle samfundsvelfærd, at finanssektoren vokser sig større og større. Det skyldes grundlæggende, at finanssektoren ikke producerer ting, der ændrer på vores materielle liv. Den laver ikke fødevarer, tøj og fjernsyn, bygger ikke huse, eller leverer uddannelse og sundhedshjælp. Det eneste den så at sige producerer er midler til at lave eller skaffe de ting, der danner rammerne om vore liv. Den er et middel, ikke et mål: den skal hjælpe realøkonomien og den produktive sektor til at blive mere produktiv. Men hvis finanssektoren selv bliver for stor, skader det den produktive sektor. Flere studier, bl.a. fra Den internationale Valutafond (IMF), fra de senere år peger således på, at der er en grænse for, hvor stor finanssektoren bør være, hvis vi gerne vil have en økonomi, der udvikler sig, er i vækst og skaber nye jobmuligheder m.m. 6 For når finanssektoren bliver større og større, og når sin grænse der i de omtalte studier vurderes at ligge på udlån til den private sektor på 100 pct. af BNP begynder den at bruge for stor en del af samfundets ressourcer. En stadig større del af kapitalen i samfundet bliver således genbrugt i det finansielle system fremfor at komme ud og arbejde i den virkelige økonomi, ligesom en større andel af virksomhedernes overskud bliver til finansiel kapital snarere end realkapital. Samtidig med, at en stadig større finanssektor er dårligt for væksten i realøkonomien, så betyder det også, at økonomien bliver mere ustabil. Finanssektoren har det nemlig med at komme i krise. Jo større finanssektoren er, desto større bliver også kriserne. Siden 1870 har forskere fundet 148 finansielle kriser det vil sige kriser, der er opstået i finanssektoren og har fået økonomien i et land til at skrumpe med mere end 10 pct. 7 Den Store Depression i 1930 erne er en af dem. Men i de seneste år er der kommet flere og flere. Det gælder opsparings- og lånekrisen i USA i 1980 erne, den japanske bobles brist i 1991, den svenske bankkrise i starten af 90 erne, Mexico og Argentinas kriser i midt-1990 erne, den store finanskrise i Sydøstasien i 97 og 98,

dot.com sammenbruddet i sluthalvfemserne, og krisen i Argentina igen i 2002. Når finanssektoren har vokset sig stor og hænger tæt sammen med store dele af realøkonomien, bliver kriserne mere omfattende: kriserne får konsekvenser for arbejdsløsheden, produktionen, de offentlige budgetter, husholdningernes økonomi. Det er lige der, vi står nu. Når man ved, at finanssektoren med sikkerhed skaber kriser, bør det være tydeligt, at sektoren ikke må vokse sig så stor, at de uundgåelige kriser går ud over resten af økonomien. Selvom gældsboblerne brast og finanskrisen kom, er finansialiseringen ikke et overstået kapitel. Finanssektoren er stadig dagsordens- og normsættende det har ikke mindst været tydeligt i forbindelse med EU s krisehåndtering og den er ikke vendt tilbage til boring banking. STIGENDE ULIGHED SOM KATALYSATOR Finanssektorens store ekspansion og dens sammenhæng med krisen skyldes et i længere tid overset fænomen i de europæiske og amerikanske samfund: en stærkt stigende ulighed.voksende ulighed mellem forskellige befolkningsgrupper i de enkelte lande, med store forskelle i indkomst og livsmuligheder, har således hjulpet finansialiseringen på vej og været med til at skabe den ustabilitet, som krisen er udtryk for. Samtidig har de strukturelle uligheder mellem EU-landene været med til at skabe den europæiske dimension af krisen. Forskellene mellem de enkelte landes økonomiske strukturer var og er simpelthen så store, at den økonomiske integration, særligt med den fælles valuta euroen, skabte betydelige ubalancer. Stigende ulighed er en realitet i mange EU-lande. Denne ulighedsstigning påvirkede i et par årtier finansmarkederne, fordi det gjorde, at de europæere, der havde mindst, var mere tilbøjelige til at låne, for at øge deres forbrug samtidig med at de rigeste europæere, stod med større og større opsparinger, de ønskede at forrente eksempelvis gennem udlån eller avancerede finansielle produkter, der var kreeret på baggrund af den øgede gæld.

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 21 Målt på gini-koefficienten var den gennemsnitlige ulighed for de europæiske lande, hvor der er tilgængelig statistik, i midt-1980 erne 21,1. I dag er den 29,5 for alle EU-lande og 29, hvis man fraregner de lande, der er kommet ind i EU siden 2004. Så selvom uligheden i en del af de central- og østeuropæiske lande er faldende, er tendensen i de vesteuropæiske lande den modsatte her er uligheden steget meget voldsomt over de sidste 25 år. En af grundene til, at uligheden er steget, er, at lønmodtagerne har fået en mindre andel af velstanden. I EU er lønmodtagernes andel af BNP således faldet fra omkring 70 pct. af BNP i 1970 erne til 60 pct. i 2000 erne. 8 Men hvordan hænger uligheden sammen med finansialisering og finanskrisen? Uligheden presser så at sige oppefra og nedefra for at øge udlånene, og er dermed med til at puste de mange gældsbobler op. Nedefra presser lønmodtagerne, der har lavere indtægter relativt til samfundets velstand, og derfor i mange tilfælde øger deres forbrug ved at gældsætte sig. Ovenfra presser dem, der tjener stadig mere som højtlønnede og kapitalejere. Da de som regel allerede er relativt velstående bruges de øgede indtægter sjældent på forbrug, men går i stedet til at søge nye finansielle afkast. Det har de gennem de seneste par årtier fået meget bedre mulighed for, fordi opfindsomheden i den finansielle sektor har været stor og har ført til, at der er langt flere finansielle varer på hylderne rundt omkring hos banker og investeringsselskaber. Blandt nogle af de nye varer har der særligt været finansielle produkter afledt af lån. De gav et rimeligt afkast, men var ikke forbundet med samme risici som investeringer i realøkonomien. Derfor steg efterspørgslen på dem. Alt i alt øgede det den cirkulære bevægelse, som betød at gældsætningen bare steg og steg: lønmodtagerne så det som en god mulighed for at øge deres ellers stagnerende forbrug og investorerne som en god forretning. Sådan pustedes gældsboblerne op, op igennem 00 erne. Gældsætningen i Europa var tydelig: danske husholdningers gæld udgjorde i 2010 268 pct. af den disponible indkomst, for Holland er tallet 249 pct. og for Irland 203 pct.. Derudover ligger gældsprocenten for Sverige, Storbritannien, Spanien, Luxemburg og Portugal over hundrede procent. I resten af EU-landene ligger hus-

FIGUR 2. HUSHOLDNINGSGÆLD SOM ANDEL AF DISPONIBEL INDKOMST, GENNEMSNIT AF EU-LANDE PCT. AF DISPONIBEL INDKOMST 120,00 100,00 80,00 60,00 40,00 20,00 0,00 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 23 holdningernes gæld mellem 50 og 100 pct. af BNP, men i alle lande undtagen Tyskland har tallet været stigende EU-gennemsnittet steg fra 75 pct. i 2000 til 99,3 pct. ti år senere. Se figur 2. Skabelsen af gældsbobler hænger naturligvis sammen med den pengepolitik, der føres. Den fastsætter nemlig, hvor billigt det er at låne penge til alt fra boligkøb og investeringer til finansiel spekulation. Og i årene op til krisen blev det billigere. I perioder nærmest gratis. Dermed hældte nationalbankerne reelt kun benzin på bålet. De økonomiske bobler blev så store, at de skjulte den grundlæggende ulighed og de store ubalancer, der var i alle vestlige økonomier og i særdeleshed i mellem de europæiske lande, der ellers skulle kunne dele markeder og for mange af dem også dele valuta.

FIGUR 3. BRUTTONATIONALPRODUKT 2011 EURO PR. INDBYGGER 90.000 80.000 70.000 60.000 50.000 40.000 30.000 20.000 10.000 0 Luxembourg Danmark Sverige Holland Østrig Irland Finland Belgien Tyskland Frankrig Storbritannien Italien EU27 Spanien Cypern Grækenland Slovenien Portugal Malta Tjekkiet Slovakiet Estland Litauen Ungarn Letland Polen Rumænien Bulgarien

EUROPÆISKE KRISELØSNINGER 25 STRUKTURELLE UBALANCER Uligheden i de europæiske befolkninger har i sig selv skabt nogle ustabile økonomiske forhold i samfundet. En lignende proces er foregået på et større plan i Europa. For mellem medlemslandene var og er uligheden også væsentlig. Der er store forskelle på, hvordan økonomierne i de 27 lande er skruet sammen: Hvor rige de er, hvor produktive de er, og hvad, de producerer. De meget forskellige strukturer betyder, at der stadig er en stor ulighed landene imellem. Forskelle man ikke altid har kunnet se, når man har iagttaget de enkelte lande. Disse uligheder har betydet, at de har haft meget forskellige muligheder for at forbruge på nationalt niveau, men alle befolkninger har gerne villet være med til festen. Bruttonationalproduktet er den første indikator på at forskellene mellem de 27 EU-lande er betragtelige. Figuren nedenfor viser BNP per indbygger i 2011 i landene. BNP per indbygger i det rigeste land Luxembourg er mere end 17 gange større end i Bulgarien, der er det fattigste. Fra Luxembourg er der langt ned til de næste lande, Danmark og Sverige, hvis BNP per indbygger er henholdsvis 43.000 og 41.100, hvilket igen ligger langt over gennemsnittet for EU-landene på 25.200. Danmarks BNP per indbygger er eksempelvis 70 pct. højere end gennemsnittet og ni gange højere end Bulgariens. Se figur 3. Bruttonationalproduktet er i høj grad skabt af produktionen. Det vil både sige produktiviteten i et land og hvad det producerer. Her er en høj produktivitet per arbejdstime vigtig for at skabe mest mulig velstand. Igen ligger Luxembourg meget højt (med 61,2 per time) med de nordvesteuropæiske lande herefter. Og igen er forskellene store: produktiviteten per arbejdstime i de højtrangerende lande er mere end ti gange højere end de lavere rangerende. I de højtrangerende lande skaber lønmodtagerne altså ti gange mere værdi for hver time, de arbejder. Se figur 4.