Jeg ville bare købe en båd!

Transkript

1 Jeg ville bare købe en båd! Man finder den båd, man vil have, betaler den, og sejler afsted. Måske skal man låne nogen af pengene i banken. Det kan vel ikke være så svært? TEKST ØYVIND BORDAL FOTO ØYVIND BORDAL, DORTE BORDAL Det virkede så enkelt. Min kone og jeg ville købe en sejlbåd. Vi vidste nogenlunde hvad for en type båd, vi gerne ville have, hvor stor den skulle være og hvor meget den måtte koste. Vi havde en god del af pengene selv og ville låne resten i banken. Det skulle være en brugt båd, og vi havde ikke noget imod at hente den i et andet land, hvis der var et godt tilbud at finde udenfor Danmarks grænser. Lykkelige dage Sådan begyndte det. Mange aftentimer rigtig mange blev tilbragt på nettet. Min kone og jeg kiggede og snakkede frem og tilbage, vejede for og imod den ene og den anden båd, checkede tilgængelig information på de både, der så spændende ud. Og der var mange flotte fartøjer at vælge imellem! Tiderne var og er stadig på købers side i et omfang, som er helt unikt. Så det så lyst ud. Det var lykkelige dage. Finansierer en olieplatform? Sideløbende med jagten på den helt rigtige båd begyndte jagten på det helt rigtige lånetilbud. Det var ikke helt så lykkeligt. Den ene bank efter den anden rekvirerede en mængde informationer, der var så omfattende, at man skulle tro det handlede om projektering af Femernforbindelsen eller påbegyndelse af olieudvinding i Nordsøen. Efter lang behandlingstid bakkede de fleste ud, på trods af risikofaktoren set udenfra virkede nærmest fraværende. Alternativt stillede de betingelser, som vi hverken kunne eller ville være med til. Kamelen må sluges Heldigvis var der én tilbage. Meget flinke folk, som dog tog sig så godt betalt, at vi virkelig måtte tænke os godt om: Ville vi det her så meget, at vi var villige til at lade os udnytte økonomisk, fuldstændig hæmningsløst? Det ville vi faktisk. Det skulle ikke ødelægge vores drøm om egen båd, at vi måtte underlægge os finanssektorens grådighed. Vores plan var at sejle på langtur en mangeårig drøm. Der var ingen vej udenom. Vi slugte kamelen. Tankskib? Det er egentlig først her, sagaen begynder for alvor. For banken ville have pant i båden. Og hvis de skulle have det, måtte båden registreres i Skibsregistret. I 46 BÅDMAGASINET

2 ... alt i alt ville omkostningerne løbe op i et beløb, som vi kunne få en pæn, ny familiebil for. Danmark er det Søfartsstyrelsen, der står for det. Det viste sig, at for Søfartsstyrelsen er der ikke rigtig nogen nævneværdig forskel mellem et tankskib i handelsflåden og en fritidsbåd. Blandt andet blev vi bedt om at danne et partsrederi og udnævne en rederibestyrer. Udenlandske statsborgere (Øyvind er normand, red.) kunne ikke accepteres. Min kone blev derfor rederibestyrer, noget der kom til at afføde en hel del jokes om bord. I det hele taget var de formaliteter og den dokumentation, vi blev afkrævet nogenlunde på samme niveau, som dem Mærsk og TORM formentlig møder. Jeg ved ikke, om prisen er det, men det skulle man i hvert fald tro. Når det hele var regnet sammen, var der for knapt kr. afgifter. Detektivjob Og så skulle vi først i gang for alvor. For der skulle præsenteres skriftlige originale papirer, der kunne dokumentere samtlige ejere og ejerskifte i bådens levetid. Dette detektivjob er der mange, som hyrer advokater eller andre fagfolk til, for det kan være rigtig svært. Hvis man valgte den løsning, kunne de små kroner meget hurtigt dobles op. Bankrenten var på omkring 11 procent, så alt i alt ville omkostningerne løbe op i et beløb, som vi kunne få en pæn ny familiebil for. Og det altså kun i afgifter, udgifter og kapitalomkostninger. Prisen for selve båden og dens drift ville komme i tillæg. Nå, vi fortsatte, men jeg tænkte i mit stille sind, at her ville enhver fornuftig person bakke ud. Bådbranchen klager over dårlige tider, men burde måske hellere juble over, at der i det hele taget er nogen, der gider. Alt parat... Historien slutter heller ikke her. For nu blev det rigtig sjovt. Båden, vi havde valgt, lå i Holland og blev forhandlet af en international mægler. Det hele indenfor EU, og der var heldigvis betalt EU-moms for båden. Der skulle altså ikke være nogen problemer, det var sådan set bare at betale, overtage båden og sejle den hjem. Forsikring og havneplads gik problemfrit. Vi havde set båden, endda fået den gennemgået af en taksator, og alt så godt ud. Super fed båd, god pris, og rammerne i orden. Vi bestilte flybilletter, arrangerede ferie og sørgede for god tid til at sejle skibet hjem og glædede os som små børn til juleaften. Logistikproblemer Så skete det. Kontrakten var underskrevet, en del af pengene var indbetalt, og flyet gik om en uges tid. Vi skulle bare lige til et sidste møde i banken. Der mødte vi en pludselig bekymret bankmand. Han trak lidt på det, og forklarede os, at de ikke rigtig kunne udbetale lånebeløbet, før de havde et dokumenteret pant i båden. Og det kunne de ikke få, før den var behørig registreret i Skibsregistret. Et af de mange led i den proces var, at båden skulle måles af en dansk måler, der er godkendt af Søfartsstyrelsen. Måles af egen måler Måles? Vi havde papirer på samtlige af bådens mål, det var endda det originale Builder s Certificate fra X-yachts i Haderslev, hvor båden var bygget. Men ak. Det var ikke nok, desværre. Skibet kunne ikke registreres, før det befandt sig i Danmark og kunne måles af den mand, Søfartsstyrelsen havde udpeget. Vi kunne altså ikke betale båden, før den var hentet hjem. Og det krævede ikke nogen højere uddannelse at regne ud, at mægleren i Holland næppe ville lade os sejle afsted med båden, før den var betalt. Bankgaranti Catch 22 kaldes det. Ikke nogen vej ud, tilsyneladende. Vi måtte tænke kreativt. Løsningen blev en bankgaranti fra forstående familiemedlemmer altså en slags mellemfinansiering. På den måde kunne vi i sidste øjeblik tilfredsstille alle parters behov for dokumentation, flyve til Holland, overtage båden og sejle den hjem. Det blev helt og aldeles det eventyr, vi havde drømt om, og båden viste sig at leve op til alle forventninger MARTS

3 Bådbranchen klager over dårlige tider, men burde måske hellere juble over, at der i det hele taget er nogen, der gider. Det var nemt at vælge båden, når vi først havde set den. Den havde alt, hvad vi ønskede os. Men kampen mod bureaukrati, udenomsomkostninger og dokumentationsvanvid ville have jaget de fleste væk fra hele projektet. og mere til. Men det er ikke temaet lige i denne artikel. For rammerne, processen, bureaukratiet, udgifterne var ikke færdige med at forfølge os. Bunker af originaldokumenter Da vi ankom til kongeriget, skulle båden måles af den mand, Søfartsstyrelsen havde udpeget. Han kom om bord med et målebånd og fandt ud af, hvor lang, bred og høj båden var. Det tog ca. 10 minutter. Derefter sendte han en regning på kroner plus moms. Efterfølgende brugte jeg dage og nætter på at fremskaffe diverse papirer og uden at være sikker på, at det var tilfredsstillende, sendte vi hele baduljen med skøder og certifikater og ejerskiftepapirer og en hel masse andet i originaler til Søfartsstyrelsen. Søfartsstyrelsen skulle bruge mindst tre måneder, før de var færdige med sagsbehandlingen. Pludselig frie! Historien kunne formentlig have fyldt et par sider mere, men vi blev heldigvis reddet af familie i Norge, som tilbød en alternativ finansiering. Det betød, at pant i båden ikke var nødvendigt alligevel, og dermed heller ikke registrering i Skibsregistret. Lige pludselig var vi frie, og vi kunne lægge det bureaukratiske cirkus bag os og spare en kvart million kroner, alt i alt. Så historien slutter lykkeligt, vi kunne glade sejle rundt på det blå ocean resten af sæsonen. Men jeg er blevet langt klogere på, hvorfor det er så svært at sælge både i Danmark. Vi har skabt et system, der faktisk dræber enhver spontanitet og glæde ved en bådhandel, og hvor omkostningerne skræmmer enhver fornuftig person væk. Med mindre man har alle pengene selv, bliver man udplyndret og kørt igennem et bureaukratisk cirkus, der får en hushandel til at ligne en tur i Netto. 48 BÅDMAGASINET

4 Handel med både drukner i bureaukrati og omkostninger Bådbranchen er hårdt presset. Køberne bliver væk. Ikke kun finanskrisen, men også afgifter og bureaukrati hæmmer markedet. Særlig svært er det, hvis der skal tages pant ved handlen. TEKST & FOTO ØYVIND BORDAL At købe en båd er for de fleste en drøm, som går i opfyldelse. Men som man kan læse i artiklen Jeg ville bare købe en båd her i bladet, kan drømmen hurtigt blive et bureaukratisk og økonomisk mareridt, når de nødvendige dokumenter skal skaffes, og de dertil hørende afgifter betales. Dyrt at være fattig Specielt er det dyrt og kompliceret for de mange, som skal låne en del af købesummen, og som ikke har friværdi i hus eller anden sikkerhedsstillelse til rådighed. De er henvist til at tinglyse pant i båden. Hvis båden måler et sted mellem fem og tyve BRT(Brutto RegisterTons) så er tinglysningen afhængig af en registrering i Skibsregistret. De fleste fritidsbåde, som det giver mening at låne penge til, befinder sig netop i den kategori. Det betyder, at hvis man ikke er velstående nok til at betale sin båd kontant eller ikke kan stille anden sikkerhed, bliver det langt dyrere og mere kompliceret at købe båd. Og der rigeligt med afgifter på fritidsbåde i forvejen eksempelvis den netop forhøjet statsafgift på kaskoforsikringen, som let bliver en årlig udgift på mange tusinde kroner. Hvorfor? På de kommende sider taler vi med involverede om den svære registrering i Skibsregistret vi har snakket med henholdsvis en bådforhandler og en repræsentant for Søfartsstyrelsen. Vi har to overordnede spørgsmål, vi gerne vil have et svar på: Hvorfor skal det være så svært og så dyrt? Og hvordan kan det gøres enklere og billigere? MARTS

5 Henrik Jørgensen, Tempo Bådsalg: En forhindring for omsætningen i branchen Den besværlige proces og de store krav til dokumentation vi møder, når en båd skal registreres i Skibsregistret, bremser salg, og er generelt en forhindring for omsætningen i bådbranchen, siger Henrik Jørgensen. Som indehaver af Tempo Bådsalg i Ishøj har Henrik Jørgensen arbejdet med bådsalg igennem rigtig mange år. Han er vant til at håndtere de forskellige udfordringer og formaliteter, der er forbundet med en bådhandel. Men det behøvede ikke at være så svært, mener han. En næsten umulig opgave Det er faktisk tale om et bureaukrati, som er så omfattende, at både forhandlere og finansieringsselskaber mere eller mindre er tvunget til at arbejde med modeller for bådhandel, hvor det er muligt at gå udenom skibsregistret. Det er et så langvarigt og opslidende arbejde forbundet med at skaffe de nødvendige papirer, at prisen bliver for høj til, at det giver mening. Der skal skaffes originale underskrifter og dokumentation fra samtlige ejere helt tilbage fra, båden blev bygget, og hvis en af dem for eksempel er død, så kan det være nok til, at en registrering ikke er mulig. I et tilfælde for nylig var vi nødt til at hyre en advokat, der skulle forestå en lang række notarbekræftelser i USA. Omkostningerne er selvfølgelig skyhøje. Ofte er bådene oprindelig bygget til en forhandler, som senere er gået konkurs. Der har vi så samme problem og fra Søfartsstyrelsens side gives der ikke længere dispensation. Kravet om originale, underskrevne dokumenter, som bekræfter hvert eneste ejerskifte og ejerskab, består, selv om hverken ejerne eller de firmaer, der måtte være involveret, længere eksisterer. Det kan være en næsten umulig opgave. Jeg oplever medarbejderne i Skibsregistret som meget flinke og hjælpsomme, men de er helt tydeligt underbemandede. Samarbejde med andre lande Som jeg ser det, siger Jørgensen og fortsætter; er Skibsregistret i udgangspunktet en god ting. Som bådforhandlere har vi nytte af at kunne vide helt præcist, hvem som ejer båden, når vi skal involveres i en handel. Men det kan gøres meget enklere. For eksempel kunne skibsregistrene i de forskellige lande samarbejde og udveksle oplysninger. Det burde være tilstrækkeligt dokumentation, når man kan fremlægge en non registration attest fra et andet lands myndighed, der viser, at der ikke er taget pant i båden. En lettere, billigere og mere rationel arbejdsgang vil være en stor hjælp, ikke kun for os forhandlere, men så sandelig også for de kunder, der bare gerne vil købe en båd. MARTS

6 Mette Stensby Lange, fuldmægtig i Søfartsstyrelsen: Fritidsskibe sjældent optaget i tingbogen Det er meget ligesom med huse, forklarer Mette Stensby Lange, der arbejder med registrering af fritidsskibe. Men med både skal man ofte starte helt forfra. Det er en af grundene til kompleksiteten. Ved registreringen i Skibsregistret får køberen af et skib samme juridiske beskyttelse overfor tredjemand, som køberen af en fast ejendom får ved tinglysning af sit skøde. Hos Skibsregistret er man meget opmærksom på sin rolle som embedsmænd, og man vil ikke kommentere på forhold, der skal besluttes fra politisk side. Men når det gælder selve sagsgangen, så er der en række juridiske forhold omkring tinglysning af pant, der ligger bag den tunge proces. Mette Stensby Lange er fuldmægtig i Søfartsstyrelsen, og i interviewet her beskriver hun de rammer, man arbejder med. Hvad er forklaringen på, at en tinglysning af en bådhandel skal være mere kompleks, end tilfældet er ved en handel med et hus, en bil eller en hvilken som helst anden genstand? Registrering af en handel med et skib har mange lighedstegn med tinglysning på fast ejendom, og der er på væsentlige områder sammenfald i regelsættet. Ved registreringen i Skibsregistret får køberen af et skib således samme juridiske beskyttelse overfor tredjemand, som køberen af en fast ejendom får ved tinglysning af sit skøde. Forskellene, i den måde sagerne behandles på, skal derfor søges i, at skibe har andre karakteristika end fast ejendom. For eksempel er langt de fleste huse og ejendomme allerede i dag optaget i tingbogen. Når der handles fast ejendom, er det derfor i de fleste tilfælde relativt enkelt, i forbindelse med tinglysningen, at sammenholde oplysningerne i skødet med de oplysninger, der fremgår af tingbogen og på den måde konstatere, om det f.eks. er ejendommens rette ejer, der har udstedt skødet eller solgt ejendommen. For fritidsskibe med en bruttotonnage under 20 er det derimod frivilligt, om man vil lade skibet registrere, og det er da også kun en brøkdel af fritidsskibene i alt ca der er registeret i Skibsregistret. Et skib af ældre dato kan dermed have haft en række ejere, før skibet købes af en eller flere personer, som ønsker skibet registreret. I disse tilfælde, hvor hverken skibet eller sælgeren allerede er registreret, skal Skibsregistret have en større grad af dokumentation vedrørende både selve skibet og ejerskabet af dette. I den forbindelse er målebrevet nødvendigt, fordi det indeholder væsentlige oplysninger til identifikation af skibet, og udgør dokumentation for blandt andet skibets mål, byggeår og så videre. Skibsregistret kan endvidere ud fra oplysningerne kontrollere, om skibet allerede er registreret. Dette er både i købers og eventuel panthavers interesse, da der ellers kunne opstå en konflikt om retten til skibet og pantesikkerheden i dette. Når skibe er købt i udlandet, kræver Skibsregistret altid dokumentation for, at skibet enten ikke er registret i det land ( non-reg. eller slettet fra slettelsesattest ), hvor skibet er købt. Disse dokumenter viser, at skibet 54 BÅDMAGASINET

7 ikke er registreret under andet lands flag, og at der ikke er registreret pant i skibet udenfor Danmark. Hvis der er registreret pant i skibet i udlandet, før skibet registreres i Danmark, vil køberen skulle respektere dette, og en ny panthaver vil få sin pantesikkerhed forringet. Hvis skibet ikke har været registreret før, skal Skibsregistret have dokumentation for, hvem der tidligere har ejet skibet. Det skyldes, at Skibsregistret, som ovenfor nævnt, ikke blot kan sammenholde oplysningerne i et skibsskøde med eksisterende oplysninger i registret. Skibsregistret skal have dokumentation, som kan vise, at skibet for eksempel ikke tidligere er stjålet, eller at der ikke er ægtefæller eller arvinger, som efter et skifte kunne have rettigheder i skibet. Den dokumentation, der skal fremskaffes i forbindelse med en registrering af et skib i Skibsregistret, tjener dermed mange formål og er herunder et værn mod situationer, hvor både køberen af et skib og en eventuel panthaver ikke får den ret, som var forudsat under aftalens indgåelse. Er det et ønske fra Søfartsstyrelsen at skabe et enklere og billigere system? Søfartsstyrelsen overvejer løbende mulighederne for forenkling og effektivisering af sagsgange og procedurer. Som det fremgår, er registrering af skibe et komplekst område, hvor flere hensyn skal balanceres overfor hinanden. Vi bestræber os på at hjælpe vores kunder gennem vejledning, ligesom vi har holdt møder med nogle af de interessenter, som finansierer fritidsfartøjer, for at drøfte og udvikle proces og sagsgange. I Holland har fritidsbåde et registreringsnummer, nogenlunde som vi kender det fra biler. Et digitalt register opbevarer ejerhistorik, som dermed er let tilgængelig. Kunne man forestille sig et tilsvarende system i Danmark og i så fald, kunne det være en opgave for Søfartsstyrelsen? Det er i sidste ende et politisk spørgsmål, om der skal indføres registreringsnummer for fritidsskibe herunder hvor opgaven i givet fald skulle placeres. P.t. skal en båd måles til mere end 5 BRT, hvis den skal kunne optages i Skibsregistret. Mindre både kan optages i personbogen, hvilket er meget enkelt og billigt. Det ville være en betydelig lettelse for bådejere og bådbranchen i øvrigt, hvis grænsen på 5 BRT blev hævet, så de fleste fritidsbåde i almindelig brug, dvs. op til ca. 45 fod, kunne tinglyse pant på samme måde. Hvad er argumentet for at fastholde en grænse på netop 5 BRT? Grænsen på 5 BRT er historisk betinget, og ændring af denne grænse er i sidste ende en politisk beslutning. Ved tinglysning af pant i personbogen får panthaver alene sikret sin prioritetsstilling. Det vurderes normalt ikke ved tinglysningen, om pantsætter er berettiget til at disponere over genstanden. Den sikkerhed, der opnås ved tinglysning af pant i personbogen, er dermed ikke den samme, som opnås ved registrering i Skibsregistret eller tinglysning i fast ejendom. Dette er formentlig en del af forklaringen på, at tinglysning i personbogen opleves som lettere end i Skibsregistret. Årlig afgift i stedet for engangsbeløb Afgiften ved registrering i Skibsregistret blev omlagt med virkning fra 1. februar i år. Tidligere kostede det kroner, som var et engangsbeløb. Det er nu erstattet med en årlig afgift. Fritidsskibe: Mellem fem og tyve BRT. Den nye afgift kr. For skibe over tyve BRT: Afgift på kr. i øvrigt det samme som kommercielle tankskibe på flere hundrede tusinde BRT. For dem som lige har betalt engangsafgiften på kr. og som nu i tillæg skal betale den årlige afgift på 800 kr., er der ingen refusion. På landets bådmesser er det svært at få en handel i hus i disse år. Når besværet og omkostningerne ved registrering i Skibsregisteret kommer i tillæg, falder omsætningen yderligere. Her forklarer Mette Stensby Lange fra Søfartsstyrelsen, hvorfor det er så svært. MARTS