Forfatter: Martin Christoffersen. COWIterm. Optimering af en elektronisk intranetordbog. Vejleder: Henrik Køhler Simonsen

Transkript

1 Cand.ling.merc. Copenhagen Business School Forfatter: Martin Christoffersen Optimering af en elektronisk intranetordbog Vejleder: Henrik Køhler Simonsen April 2009

2 Side 2

3 Executive summary [ Optimisation of an electronic intranet dictionary] Throughout 2008, I have had the challenges and the pleasure of developing, an electronically based intranet dictionary for the employees of COWI, a Danish engineering consultancy group. However, the development has been within the frames set by COWI with regards to both data presentation and data search. Therefore, my purpose in this thesis is to discuss different theories pertaining to terminology and lexicography as well as existing electronically based intranet dictionaries in order to examine the possibilities within the electronic online media, for the purpose of optimising for the intended user groups and functions. The first thing to do when planning a dictionary is to establish the intended user groups, cf Bergenholtz & Tarp (1994). The primary user group, set by COWI, consists of technicians and engineers with Danish as their native language, and the functions relevant comprise production of English texts and translation from Danish to English. Furthermore, I have assumed a secondary user group for whom the same functions apply, consisting of translators and other language employees. A secondary function is production of texts in Danish as well as translation from English to Danish by people not having Danish as a native language, resulting in a tertiary user group consisting also of primarily technicians and engineers; however; this group is more difficult to define, as it could be anyone not having Danish as a native language. I continue with outlining the theory of lexicography (Bergenholtz & Tarp, 1994), and the different word types are described, lemma and equivalent selection are touched upon, and I establish the contents of a microstructure (presentation of data) and how these data can be made searchable (the macrostructure). Afterwards, theories of terminology (Madsen, 1999) are described, including concept systems and the process of making definitions. Next, I incorporate theories on online reference works including the theories of the lexicographic convergence model as well as the lexicographic document template, cf Simonsen (2007) and Burke (1998), and establish that there are almost unlimited possibilities for data presentation and data search methods, including the elements of multimedia (sound, images, videos). In the discussion, I juxtapose the theories of traditional lexicography and terminology with those of electronic lexicography and internet reference works relevant for in order to explore the optimum layout for an electronic based intranet dictionary such as. I argue inter alia for the implementation of internal subject classifications of COWI's six main business areas, as this will help identifying 1) relevant texts to be included in the corpora; 2) relevant terms in those texts. Furthermore, it would be necessary to include annual reports and contracts as well as other economic and legally binding documents in the corpora, as the secondary user group can be assumed to produce and translate such texts. Side 3

4 I base my conclusion on a model, showing the ideal way of constructing an electronically based intranet dictionary such as, consisting of a result page in the upper third of the screen, above it only an input field for making a new search as well as the possibility of selecting a subject and a text genre for the new search. In the lower two-thirds of the screen, the information related to the term clicked upon in the result list appears, and space is reserved for different kinds of multimedia in the left hand side of the entire screen. Side 4

5 0 Indholdsfortegnelse 1 Indledning Problem Afgrænsning Teoretisk afgrænsning Fagleksikografi Terminologi Empirisk afgrænsning Metode Specialet Brugergrupper Ordbogsfunktioner Teori Fagleksikografi Ordtyper Lemmaselektion Ækvivalentselektion Mikrostruktur Makrostruktur Terminologi Begrebssystemer Definitioner Dannelse af og krav til fagudtryk Elektronisk virksomhedsleksikografi Elektronisk makrostruktur Elektronisk mikrostruktur Diskussion Lemma- og ækvivalentselektion Diskussion af makrostruktur Diskussion af mikrostruktur Brugermedbestemmelse Konklusion Litteraturliste Side 5

6 Ovenstående indholdsfortegnelse kan simplificeres ved nedenstående model, som specialet struktureres efter. Man kan øverst på hver side følge med i, hvor langt henne man er i specialet. Side 6

7 1 Indledning Virksomheder agerer i stigende grad i et internationalt og videnstungt miljø med mere og mere internationalt samarbejde. For at kunne give det rigtige tilbud til de rigtige kunder er det vigtigt, at kunderne og de interne afdelinger imellem ikke forvirres af inkonsekvent og uklart sprogbrug. Det er derfor vigtigt, at en ensartet terminologi anvendes, for internt i virksomheden at kunne koordinere sådanne projekter, da misforståelser kan være kostbare i både tid og penge (Almsten & Kristensen, 2008, s. 26). Kirchmeier-Andersen (2003) argumenterer for, at "virksomheder skal være omhyggelige med deres sproglige kommunikation, ellers risikerer de at miste kunder og penge, og i værste fald at blive offentligt til grin". "[E]n konsekvent sprogbrug [bliver] mere og mere nødvendig hvis man vil arbejde systematisk med den viden der ligger gemt i de elektroniske dokumenter" (Kirchmeier-Andersen, 2003, s. 17), og term- og videnbaser er vigtige værktøjer i opbyggelsen og vedligeholdelsen af den rigtige sprogstrategi (Kirchmeier- Andersen, 2003, s. 18). Dette er ikke mindst relevant for store, internationale virksomheder som COWI, med deres mange tusinde medarbejdere, hvis sprogbrug og kommunikation både internt og udad til sagtens kan blive meget rodet og uensartet, hvis ikke der er nedfældet retningslinjer. COWI udfører løbende projekter på stort set alle kontinenter og med mange forskellige samarbejdspartnere hvilket er tydeligt ved nogle få klik på COWIs hjemmeside, jævnfør COWI A/S så vigtigheden af en ensartet terminologi kan ikke underdrives, og Geeb (1998) argumenterer for en fleksibel og innovativ intranetløsning. Terminologi "handler om ord og om velfungerende kommunikation" (Almsten & Kristensen, 2008, s. 26), og den rette terminologi er derfor også afgørende for COWIs billede udad til. Side 7

8 2 Problem I løbet af 2008 har jeg haft fornøjelsen af og udfordringerne med at arbejde med udviklingen af en intranetordbog mellem dansk og engelsk til brug for virksomheden COWIs medarbejdere. Under udarbejdelsen har jeg, meget naturligt, været nødsaget til at læse leksikografisk og terminologisk teori, og i processen er jeg selv flere gange kommet på idéer, der kunne gøre ordbogen mere brugervenlig. Desuden har jeg fået idéer udefra til, hvordan ordbogen kunne forbedres med ordbogens målgrupper og funktioner, jævnfør Bergenholtz & Tarp (1994, s ), in mente. COWI har imidlertid, i hvert fald som udgangspunkt, ønsket en ganske simpel ordliste med et tilhørende kommentarfelt, da det ville være det nemmeste at sætte op og gå videre ud fra. På basis af disse erkendelser og erfaringer er det derfor mit formål med dette speciale at analysere og diskutere forskellige datasøgnings- og datapræsentationsmetoder i virksomhedsordbøger med henblik på forbedring af For på bedst mulig vis at finde frem til en løsning vil udforskningen af følgende underspørgsmål indgå i min analyse og besvarelse: Hvilke datasøgningsmetoder diskuteres i litteraturen og i praksis? o Ville det i være relevant at kunne filtrere efter fag? o Ville det i være relevant at kunne filtrere efter tekstgenre? Hvilke datapræsentationsmetoder findes i litteraturen og i praksis? o Hvilke datapræsentationsmuligheder ville være relevante i? o Er det administrativt forsvarligt kun at have et kommentarfelt til alle andre angivelser end lemma/ækvivalent? o Hvor meget skal brugerne selv have lov til at skræddersy den mængde data, de bliver præsenteret for? Side 8

9 3 Afgrænsning Jeg har afgrænset dette speciale både teoretisk og empirisk, og nedenfor har jeg anført hvilke afgrænsninger, der vil blive taget til hjælp for at kunne centrere analysen omkring mit problem. 3.1 Teoretisk afgrænsning Min teori består af litteratur, der især behandler fagleksikografi og terminologi. De to områder vil kort blive beskrevet herunder: Fagleksikografi "Leksikografi er udarbejdelse af ordbøger" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 27). Deraf kan så udledes, at fagleksikografi er udarbejdelse af fagordbøger. Der findes imidlertid forskellige former for leksikografi. Udover den praktiske leksikografi, som er det egentlige arbejde med udarbejdelsen af ordbøger, findes der tre typer metaleksikografi, hvori leksikografernes teoretiske overvejelser om og undersøgelser af ordbøger bliver behandlet (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 27). Det drejer sig om brugerforskning, ordbogskritiske undersøgelser samt systematisk ordbogsforskning. Inden for brugerforskning undersøges brugervenligheden i diverse ordbøger og generelle brugervejledninger opstilles; leksikografer inden for ordbogskritiske undersøgelser udarbejder ordbogsanmeldelser og modeller til dette arbejde; og endelig udarbejder leksikografer inden for systematisk ordbogsforskning nye eller forbedrede teorier, der kan bruges ved udarbejdelse af nye ordbøger. (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 28). I dette speciale er det primært systematisk ordbogsforskning, der vil blive fokuseret på Terminologi Definitionen på en term er ifølge Madsen (1999) "et sprogligt tegn, som har en specifik betydning i et fagsprog" (Madsen, 1999, s. 16), og terminologi bliver derved studiet af og arbejdet med termer (udtrykket fagterm er altså en pleonasme). Termer kan for langt størstedelen også være en del af et begrebssystem inden for det pågældende fag (Madsen, 1999, s. 13). I lingvistikken snakker man om, at en term både har et udtryk og et indhold. Udtrykket, hvilket i de fleste tilfælde vil være et fagudtryk, når det kommer til, er den skrevne repræsentation af termen, og indholdet er et ligeledes fagligt begreb, som består af karakteristiske træk. En intension består af ét eller af en række karakteristiske træk, hvorunder entiteter ude i virkeligheden kan høre. Den samling entiteter, der defineres af en sådan intension kaldes for en ekstension (Madsen, 1999, s ). "[U]dtrykket entitet refererer til et hvilket som helst fænomen, det være sig materielt eller immaterielt" (Madsen, 1999, s. 18). En terminologi kan også henvise til den samling termer, som er speciel for et bestemt fag, men denne betydning vil der i dette speciale blive set bort fra. 3.2 Empirisk afgrænsning Min empiri består primært af de tekster, jeg har fået adgang til af COWI med henblik på at udarbejde en ingeniørteknisk ordbog med tilføjelse af andre relevante ord såsom økonomiske og juridiske termer samt andre ord, der generelt kan være besværlige at oversætte. Sekundært inkluderes diskussion af datasøgnings- og datapræsentationsmetoder i andre elektroniske virksomhedsordbøger. Side 9

10 4 Metode I dette kapitel vil jeg beskrive, hvorledes resten af specialet vil udforme sig, og dernæst vil jeg give en kort beskrivelse af tilblivelsen af. 4.1 Specialet På baggrund af de indledende afsnit (Indledning, Problem, Afgrænsning og Metode) vil jeg beskrive teori inden for de relevante områder, leksikografi og terminologi. I forening med mit problem vil jeg her fokusere på, hvilke relevante søgemuligheder og datapræsentatiosmetoder, der findes i litteraturen og i praksis. Dernæst vil jeg i diskussionen, på baggrund af teoriafsnittet samt de forslag og tilføjelser til løsningen af mit problem, som jeg har udarbejdet under mit arbejde med, udlede, hvordan ordbogsartikler bør opstilles i en elektronisk onlineordbog som. Til sidst vil jeg i konklusionen svare på, hvordan optimalt set bør opstilles for at tilgodese så stor en del af brugergruppen som muligt på baggrund af både teori og diskussion. 4.2 Fra marts til december 2008 har jeg, via min kontaktperson i COWI, Anja Fabech Jensen, haft adgang til to ens korpora på dansk henholdsvis engelsk, hvert bestående af 178 tekster af meget varierende længde (fra under en halv side og op til 17 siders løbende tekst), med henblik på at udvælge relevante termer til brug i. Teksterne er løbende blevet udvalgt dels på baggrund af mine månedlige statusrapporteringer, hvor det har været muligt at identificere hvilke områder under COWI, der har været underrepræsenteret i. De engelske tekster er blevet produceret på baggrund af de danske kildetekster (se Figur 1). Arbejdet er foregået således, at jeg har identificeret relevante termer i den danske tekst og parret dem med ækvivalenter i den engelske tekst. Derefter er de blevet lemmatiseret og tilføjet. Et udsnit af den færdige ordbog i tekstformat kan ses i Figur 2. Figur 1 Et tekstpar. Kildetekst på dansk og måltekst på engelsk. Side 10

11 Figur 2 Lille uddrag af, som den færdige version så ud i tekstformat. Ændringer og rettelser må i skrivende stund forventes at være indarbejdet. Side 11

12 5 Brugergrupper Det er vigtigt først at gøre sig klart, hvem ordbogens målgruppe er, samt hvor meget sproglig henholdsvis faglig viden denne gruppe besidder. Dette er en forholdsvis simpel opgave ved koncernordbøger, da målgruppen mere eller mindre allerede er defineret (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). I begyndelsen af arbejdet med blev det defineret for mig, at ordbogen primært skulle anvendes til oversættelse til og tekstproduktion på engelsk, og at den primære målgruppe for er teknikere og ingeniører. Tillige har jeg antaget en sekundær brugergruppe, som består af oversættere og andre sprogmedarbejdere, da det må formodes, at denne gruppe også vil benytte ordbogen som et værktøj i deres arbejdsforløb. En sekundær funktion er oversættelse til og produktion på dansk af personer med andet modersmål end dansk, hvilket resulterer i en tertiær målgruppe. I Figur 3 har jeg angivet hvor stor fremmedsproglig indsigt henholdsvis faglighed, de tre grupper besidder, samt hvor store ordbogskundskaber, de formodes at have. Tillige har jeg sat mig selv ind i figuren som referencepunkt. Grunden til, at der skal skelnes mellem brugere med forskellig faglighed henholdsvis fremmedsproglig indsigt gør sig gældende dels med hensyn til hvilke elementer, der skal indarbejdes i ordbogsartiklerne, og dels med hensyn til sproget og den tekst, som artiklerne består af. Lægfolk har oftest brug for flere informationer end fagfolk har, og ligeledes har folk med lille sproglig viden brug for flere informationer omkring for eksempel uregelmæssig bøjning og ordforbindelser end folk med stor sproglig viden (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 17). Graden af ordbogskundskaber er vigtig i den henseende, at folk, der ikke er vante til at slå op i ordbøger, skal hjælpes mere på vej, både i søgeforløbet men også i selve artiklerne. Selvom mediet er skiftet fra papir til et elektronisk medium, er det stadig de samme typer information, brugerne forventer at og som de oftest kan finde. Graden af ordbogskundskaber kan give udslag i udformningen af artiklerne samt mængden og udformningen af forkortelser, for eksempel i forbindelse med de faglige markeringer, da nogle kan have svært ved at tyde disse tekstuelle og sproglige signaler. Figur 3 Hvor stor viden s brugergrupper besidder. Model videreudviklet fra Bergenholtz & Tarp (1994), jævnfør punkt Mikrostruktur (under ordforbindelser). Jeg har antaget i Figur 3, at en persons ordbogskundskaber er nogenlunde analoge med vedkommendes Side 12

13 fremmedsproglige indsigt, da det må formodes, at oversættere og andre sprogmedarbejdere jævnligt slår op i en ordbog og dermed opbygger erfaring på dette område i modsætning til teknisk uddannede, der som oftest ikke har med sprog at gøre. s primære brugergruppe (rød cirkel) består af fagfolk inden for ingeniørfag og de besidder en stor faglighed bestående af teknisk viden. Til gengæld er graden af deres fremmedsproglige indsigt begrænset. Graden af denne gruppes ordbogskundskaber er ligeledes lav, hvilket til sammen gør, at ordbogen og dens tekstuelle og sproglige signaler skal være meget let tilgængelige for at denne gruppe kan få nytte af ordbogen. s sekundære brugergruppe (blå cirkel), som består af oversættere og andre sprogmedarbejdere, ligger ikke langt fra mig selv; dog må det formodes, at denne gruppe er i besiddelse af noget mere faglighed end mig selv. Da de dog ikke arbejder med tekniske processer og maskiner til hverdag, har jeg angivet denne gruppe til at besidde middel faglighed, dog ikke langt fra grænsen til stor faglighed. Denne gruppe besidder tillige stor fremmedsproglig indsigt samt en høj grad af ordbogskundskaber. Den tertiære brugergruppe består, ligesom den primære brugergruppe, af personer med høj faglighed og viden inden for teknik og ingeniørfag. Deres fremmedsproglige indsigt er dog sværere at definere, da det er en blandet gruppe af alle udefrakommende, der kunne tænkes at benytte, men da denne gruppe ikke har dansk som modersmål og man ikke kan antage, at gruppen har engelsk som modersmål, er de ringere stillet end den primære gruppe. Ligeledes er det ukendt, hvor ofte de slår op i en ordbog samt graden af kendskab til vestligt producerede ordbøger, og til sammen gør alt dette, at gruppen i Figur 3 er defineret til at have mindre fremmedsproglig (i dette tilfælde dansk) indsigt end den primære målgruppe. Hvad angår fremmedsproglig indsigt i den primære gruppe kunne man forestille sig, at en vis del heraf besidder terminologi på fremmedsproget, men at de mangler grammatik og generel sproglig viden til at kunne skrive eller oversætte en tekst, hvorimod man i den sekundære gruppe kunne forestille sig, at det er den fagsproglige viden (terminologi), der halter bagefter. Som det kan ses af Figur 3 (grønne cirkler) har jeg flyttet mig i løbet af ordbogsprojektet. Dels har jeg lært samt kender nu til mere teknisk terminologi og sprogbrug, og dels besidder jeg nu flere ordbogskundskaber, da jeg forstår motivationen for de forskellige valg i ordbøger. Side 13

14 6 Ordbogsfunktioner Som tidligere nævnt er primært intenderet til funktionerne oversættelse til og produktion på engelsk. Til produktion af tekster på et fremmedsprog angiver Bergenholtz & Tarp (1994) en række elementer, der bør inkorporeres, og disse udgør 1) ortografi, genus, udtale, uregelmæssighed, kollokationer, andre informationer om sprogbrug; 2) norm, faglig markering og/eller faglig forklaring (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 21). Tillige diskuteres, om dataene skal placeres i en ordliste, der går fra dansk-engelsk eller engelsk-dansk, men det anbefales, at data præsenteres i begge ordlister (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Til oversættelse anbefales det at inkorporere følgende elementer: 1) til modersmålet: ordklasse, genus, udtale, uregelmæssighed; 2) til fremmedsproget: ortografi, genus, udtale, uregelmæssighed, kollokationer, andre informationer om sprogbrug; 3) ækvivalent(er); 4) eventuelt om graden af ækvivalens; 5) norm, faglig markering og/eller kort forklaring (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 21). Hvad angår produktion på og oversættelse til dansk af den tertiære målgruppe, er det de samme elementer som angivet ovenfor, der er relevante. Dette er tilfældet, fordi dansk for den tertiære brugergruppe er et fremmedsprog, og dermed gælder de samme retningslinjer som for oversættelse af dansk til engelsk og produktion på engelsk for den primære og sekundære brugergruppe, for hvem engelsk er fremmedsproget. Dog er den tertiære brugergruppe yderligere handikappet i denne forbindelse, da engelsk ikke kan siges at være modersmålet. Som det kan ses af overstående, er der sammenfald mellem nogle af de informationer, der medtages i forbindelse med de to funktioner, hvilket letter arbejdet med at producere ordbøger, der kan benyttes i multiple situationer. Hvis alle informationer alligevel bliver gjort tilgængelige for alle brugere på begge sprog, er det dog af mindre betydning, hvilke informationer der præsenteres i hvilken forbindelse. Eftersom ordbogen sekundært også er til brug for folk med andet modersmål end dansk, er der ligeledes forklaringer, eksempler med mere ved det danske lemma, hvilket igen gør, at ordbogen bliver anvendelig til reception og forståelse af tekster på dansk (Bergenholtz & Tarp (1994, s ). Side 14

15 7 Teori I det følgende kapitel vil jeg beskrive den teori, som vil ligge til grund for diskussionen af mit problem, det vil sige, som allerede nævnt i underkapitel 3.1 Teoretisk afgrænsning, teori omhandlende fagleksikografi og terminologi samt teori omkring onlineleksikografi. 7.1 Fagleksikografi Madsen (1999) inddeler det terminologiske arbejdsforløb i tre faser, "som resulterer i udarbejdelse af terminologiske artikler til en termbase eller en fagordbog" (Madsen, 1999, s. 124): 1) Forarbejde - Afgrænsning af arbejdsområdet - Indsamling af dokumentationsmateriale og kontakt med fageksperter - Bedømmelse og udvælgelse af dokumentationsmateriale - Eventuel efterjustering af afgrænsningen 2) Terminologisk arbejde Parallelt for begge sprog: - Identificering af termer og indsamling af oplysninger (definitioner, teksteksempler etc.) - Systematisering (udarbejdelse af begrebssystemer) Efter registrering af terminologi på begge sprog: - Sammenligning mellem de to sprogs begreber (definitioner og begrebssystemer) 3) Terminografisk arbejde - Udarbejdelse af terminologiske enheder (artikler) (Madsen, 1999, s. 124) Denne arbejdsmetode er ikke helt ulig den, som Bergenholtz & Tarp (1994) beskriver, og som vil blive præsenteret i det følgende. Når man planlægger en ordbog, skal man først og fremmest fastlægge ens brugergruppe og derudfra i hvilke situationer, ordbogen skal anvendes (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 15). Dette er som regel en forholdsvis simpel opgave ved udarbejdelsen af branche- og koncernordbøger i forhold til ved udarbejdelsen af andre ordbøger, da brugergruppen her allerede er defineret, jævnfør kapitel 5 Brugergrupper. Dog skal man alligevel gøre sig nogle overvejelser i denne forbindelse, såsom hvor stor faglig henholdsvis sproglig viden, den enkelte bruger besidder (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ), samt om ordbogen skal benyttes ved reception, produktion eller oversættelse af tekster (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 15). Ordbogens empiri baseres optimalt set på et tekstkorpus svarende til de tekster, som brugergruppen må forventes at skulle beskæftige sig med (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 15), da disse tekster indeholder den terminologi, som brugerne eftersøger. Hermed bliver der som sådan ikke tale om et enkelt eller nogle få fagområder, da en virksomhedsbaseret intranetordbog som kan spænde over så vidt forskellige fag og begreber som regnskabsnormer over erstatningssager til produktsortiment. Side 15

16 Bergenholtz & Tarp (1994) beskriver alle elementer indeholdt i en ordbog, og behandler derfor kun på et begyndende og nu forældet stadium elektroniske ordbøger, men mange af grundelementerne og overvejelserne omkring for eksempel opbygningen af mikrostrukturen er stadig yderst relevante. Jeg vil i det følgende starte med at definere de forskellige ordtyper og angive retningslinjer for, hvordan disse behandles. I tilknytning hertil kommer en kort redegørelse for lemma- og ækvivalentselektion. Herefter vil jeg gå mere i dybden med de forskellige dele af mikrostrukturen efterfulgt af en gennemgang af makrostrukturer Ordtyper Når man skal udvælge hvilke ord, der skal lemmatiseres, må man først have gjort sig nogle tanker omkring, hvad et ord er. Bergenholtz & Tarp (1994) nævner ortografiske, fonologiske, grammatiske samt leksikalske ord. Et ortografisk ord er en sammensætning af bogstaver, der har mellemrum eller sætningstegn omkring sig, men det kan ikke indeholde mellemrum og/eller sætningstegn, da det så ville udgøre to eller flere ortografiske ord. Selvom et begreb som "fuldstændigt endossement" ville kunne slås op i rette ordbog og i visse sammenhænge også anses som et enkelt ord består det af to ortografiske ord: "fuldstændigt" og "endossement". Ofte er det sådan med termer, der består af flere ortografiske ord, at betydningen ikke er kompositionel, hvilket vil sige, at man ikke kan udlede betydningen af de begreber, der indeholdes i de enkelte ortografiske ord (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 100) (Trask, s. 1) (Madsen, 1999, s. 14). Fonologiske ord findes i talesprog, og "kan isoleres ved hjælp af grænsesignaler, som kan være endda meget forskellige fra sprog til sprog" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 100). Således deles en talestrøm på for eksempel engelsk op i fonologiske ord ved at tælle hovedtryk: Ét hovedtryk dækker ét fonologisk ord, og således kan hele eller dele af sætninger udgøre et enkelt fonologisk ord uden hensyntagen til opdelingen i ortografiske ord (Trask, s. 2). Et grammatisk ord kan bestå af kun en ordstamme eller af en stamme samt et fleksionsmorfem. Dette kan illustreres ved hjælp af stammen "træ" og fleksionsmorfemet "-er". Desuden kan visse ortografiske ord repræsentere flere grammatiske ord (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 100) (Trask, s. 4-5). Et leksem (også kaldet leksikalsk ord) er betegnelsen for en gruppe grammatiske ord med samme stamme og fleksionsparadigme. For eksempel er "træ" og "træer" to forskellige repræsentationer af det abstrakte leksem TRÆ. Det er som hovedregel leksemerne, der lemmatiseres i ordbøger, da denne form helt og fuldkomment udgør stammen og derfor ikke har yderligere affikser eller fleksionsmorfemer tilknyttet. Derfor omtales denne repræsentation af leksemet (leksemer er jo abstrakte enheder) som grundformen. Det kan dog være hensigtsmæssigt ligeledes at lemmatisere uregelmæssigt dannede grammatiske ord, da disse ellers kan være svære at finde i ordbogen. I sådan en situation er hovedformålet med artiklen at henvise til det rette leksem, hvor forklaring med mere så vil være angivet (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ) (Trask, s. 3). Herudover kan man også med fordel lemmatisere orddele (også kaldet streglemmata), det vil sige affikser og ordstammer, da en sådan selektion kan give "brugeren indblik i regelmæssige orddannelser, som ikke alle kan lemmatiseres" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 115) samt forkortelser, da disse er hyppige i visse fagsprog, og det er ikke altid indlysende, hvilken uforkortet term forkortelsen står i stedet for (Bergenholtz Side 16

17 & Tarp, 1994, s ). Initialord er en type forkortelser, der dannes ved at trække begyndelsesbogstaverne i en ordrække sammen. Initialord (eller initialforkortelser, som de også kaldes), der kan udtales som et selvstændigt ord (for eksempel "NATO"), kaldes for et akronym, jævnfør Trask (s. 9-10) samt Madsen (1999, s. 108). Andre eksempler på forkortelser er ellipseord og teleskopord. Ellipseord dannes ved afkortning, hvor enten den første eller den sidste del af ordet skæres væk. Det er oftest sådan, at det fulde ord er gammeldags eller i hvert fald sjældnere brugt end det afkortede ord. Teleskopord dannes ved at udtage forskellige dele af ofte flerordstermer og sætte dem sammen, så de kan udtales som et selvstændigt ord. Dette er dog en noget sjældnere praksis på dansk end på engelsk (Trask, s. 9-11) (Madsen, 1999, s ). Madsen (1999) skelner herudover mellem tre typer ord, nemlig rodord, sammensætning og afledning. Således består rodord kun af en rod uden nogen former for affikser, hvor afledninger består af en rod samt et eller flere affikser. Rodord og afledninger er til sammen, hvad Bergenholtz & Tarp (1994) kalder for grammatiske ord. Sammensætninger betegnes som bestående af minimum to ordstammer med eller uden affikser, der på dansk skrives som ét ortografisk ord (ofte med et bindebogstav, som regel "e" eller "s"), men som på engelsk tit består af to ortografiske ord (Madsen, 1999, s. 102). Sammensætninger som beskrevet her er analogt med hvad Bergenholtz & Tarp (1994, s. 101) benævner ordgruppeleksemer. Derudover nævnes også ordgrupper (Madsen, 1999, s. 106), der dækker over det samme som flerordstermer, som består af to eller flere ortografiske ord. Det foreslås, at hvis ikke grundformen benyttes i det pågældende fagsprog, skal den grammatiske form, der benyttes, lemmatiseres. Grundformen kan man så anføre eventuelt udelukkende som et henvisningslemma (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 101). Det foreslås også, at man lemmatiserer relevante grammatiske termer, og især de termer, der bliver anvendt ved grammatiske angivelser. På denne måde behøver brugeren ikke at søge hjælp andetsteds for at finde ud af, i hvilke sammenhænge et bestemt ord kan bruges (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 115). Udover Madsens (1999) og Bergenholtz & Tarps (1994) inddeling af ord, diskuterer Trask (What Is A Word?) en række andre ordtyper i dybden, som jeg af pladshensyn ikke vil komme nærmere ind på her Lemmaselektion Bergenholtz & Tarp (1994, s ) diskuterer en række forskellige måder at finde frem til den rette terminologi på, når man arbejder med enkelte fagområder. Det er dog ikke relevant her, da specialet ikke omhandler et bestemt fag men en koncerns samlede fagsprog, som spænder over en uudtømmende række fag og fagområder. "Det er ikke ualmindeligt, at bilingvale ordbøger bliver vendt, dvs. at Lb-ækvivalenterne [sic] i en L a -L b - ordbog bliver selekterede til en -L b -L a -ordbog" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 102), hvilket kun kan anbefales for ikke-kulturbundne fag. Under alle omstændigheder ved vending af ordbøger skal man sørge for at læse ordbogen igennem og rydde op i eventuelle enslydende lemmata samt kontrollere ækvivalentrelationer, diverse forklaringer samt eksempler (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 102). Normalt udgøres lemmabestanden i fagordbøger af Side 17

18 1) rene termer 2) både rene termer og andre udtryk, som ikke er fællessproglige 3) alle udtryk, om hvilke det antages, at de forekommer regelmæssigt 4) udtryk, som forekommer med en fastlagt mindstefrekvens i et givet fagsprogligt korpus (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 103) Ved flerfagsordbøger bliver man nødt til at anvende enten model 2) eller 3), skønt disse "indebærer introspektive skøn, som ikke sikrer en systematisk og konsekvent selektion" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 104) Ækvivalentselektion "Det er [ ] af største betydning, at leksikografen har et pålideligt, aktuelt, systematisk sammensat og lettilgængeligt redskab til sin rådighed, når ækvivalenterne skal udvælges. Et tekstkorpus, der er sammensat med ovennævnte mål for øje, udgør et sådant redskab" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Har man ikke noget korpus til sin rådighed, anbefales det, at man kontrollerer ækvivalenter til brug i en bilingval ordbog frembragt på anden vis ved at foretage opslag i faglige, monolingvale L 2 -ordbøger og eventuelt sammenholde disse resultater med opslag i tilsvarende L 1 -ordbøger. Giver dette stadig ikke noget entydigt resultat, må man søge i yderligere materiale såsom lærebøger eller tekster fra producenter, optimalt set på begge sprog (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 107). Derudover er der fem procedurer, der bør gennemgås, når der skal selekteres ækvivalenter i korpora: 1) Leksikografen vil via introspektion have kendskab til en række lemmatas ækvivalenter, som så hurtigt kan verificeres ved søgning i et L 2 -korpus. 2) Ved tilfælde, hvor man ikke er helt sikker, men alligevel kan afgrænse mulighederne, kan man søge i korpusset på de muligheder, man mener at have, eventuelt meget gerne med trunkeringer, så man er sikker på at få alle former og dermed alle sammenhænge med. 3) Hvis ikke en brugbar ækvivalent findes ved hjælp af ovenstående metoder, kan man prøve at søge på ord i den kontekst, hvori lemmaet står. Dog skal man kun søge på ord, hvor der med stor sandsynlighed kan antages en enkelt ækvivalent uden heller at søge på for generelle, samt for sammenhængen uvæsentlige, søgeord. 4) Hvis hverken introspektion, kvalificerede gæt eller sproglig kontekst kan hjælpe en til at finde den rette ækvivalent, må man skabe sig et overblik over, hvilket produkt teksten omhandler. Herefter kan man så søge i L 2 -korpus efter samme produkt og finde termen i en parallel sammenhæng. 5) Denne sidste mulighed for ækvivalentselektion ved hjælp af korpus er forholdsvis tidskrævende og derfor den sidste udvej. Den indebærer en gennemlæsning af de nærmeste afsnit omkring forekomsterne af lemmaet og derefter søgning efter andre ord inden for det tema, hvori lemmaet indgår. De L 2 -tekster, hvor de fremkomne fund indgår, læses omhyggeligt igennem, indtil man støder på en parallel tematisk kontekst. Denne metode må anvendes oftest, når der skal udarbejdes bilingvale ordbøger inden for kulturbundne fag. (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ) Side 18

19 7.1.4 Mikrostruktur Mikrostrukturen er den måde, hvorpå selve ordbogsartiklerne er opbygget. Når man slår et ord op, hvilke forskellige oplysninger kan man så finde, og hvordan er de repræsenteret (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 216). Det være sig udtale, grammatiske angivelser, faglige og sproglige markeringer, ækvivalent(er), faglige forklaringer, ordforbindelser, eksempler, synonymer og antonymer samt henvisninger. Bergenholtz & Tarp (1994) belyser vigtigheden af, at der er system i, i hvilken rækkefølge de forskellige elementer i en ordbogsartikel bliver præsenteret. Dette kan man gøre ved først at lave et skema over hvilke informationer, der skal stå hvor i artiklen blandt andet fordi det ikke er alle informationer, der skal med i alle artikler. Det kommer an på lemmaet; på både ordklassen (det er jo for eksempel kun verber, der kan være transitive) og på hvor meget forklaring, lemmaet har brug for. Netop for at sikre, at de forskellige ordklasser bliver behandlet til fulde og ens kan man oprette et artikelskema for hver ordklasse. Dette er især relevant, hvis man påtænker også at inkludere fleksioner (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 216). Bergenholtz & Tarp (1994) er her selv lidt ustrukturerede, måske fordi det lange afsnit omkring mikrostruktur i bogen nærmest er løbende tekst. Jeg vil dog i det følgende prøve at skabe lidt orden i det. Jeg vil i øvrigt ligeledes kun fokusere på funktionerne oversættelse og produktion, da disse er de primære funktioner i projektet hos COWI, jævnfør kapitel 6 Ordbogsfunktioner. Udtaleangivelse er noget, der angives i mange ordbøger, og det kan gøres på forskellige måder alt efter, hvor detaljeret det skal være. Man kan gøre det i selve lemmaet ved hjælp af trykstreger, eller man kan danne et separat felt umiddelbart efter lemmaet før enhver grammatisk angivelse med fonetisk skrift. Det samme gør sig selvsagt gældende for en udtaleangivelse for ækvivalenten. Oplysninger om udtale er ikke direkte relateret til ordbogsfunktionerne oversættelse og produktion, da disse omhandler skrevet sprog, men det kan alligevel være en fordel at have med, "da kendskab til udtalen for mange mennesker har en hukommelsesstøttende funktion" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Grammatiske oplysninger til lemmaet bør "placeres i et grammatisk felt efter lemmaet, men før ækvivalenten, og grammatiske oplysninger til ækvivalenten bør placeres i et grammatisk felt efter denne" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 217). Det bør således altid være sådan, at oplysninger specielt tilhørende lemmaet kommer umiddelbart efter lemmaet og før ækvivalenten, og at oplysninger specielt tilhørende ækvivalenten kommer umiddelbart efter ækvivalenten og før eventuelle øvrige oplysninger, der har relevans for både lemma og ækvivalent. Bergenholtz & Tarp (1994) angiver de forskellige elementer, som grammatikfeltet kan og i de fleste tilfælde bør indeholde, hvilke er: ordklasse, køn, morfologi og syntaks. Det er ligeledes vigtigt at standardisere rækkefølgen af de feltinterne oplysninger indeholdt i grammatikfeltet, da det vil lette arbejdet for brugeren med at finde de relevante oplysninger (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 217). Især ved verber skal man passe på ikke at forvirre brugeren; det anbefales således kun at angive fleksionsmønstre ved uregelmæssige bøjninger, da de regelmæssige bøjninger som regel ikke vil være noget problem, og derfor kan være forvirrende. Hvis det skulle vise sig, at et forholdsvist kompliceret grammatisk fænomen går igen ved flere lemmata, kan det være en fordel at oprette og henvise til bestemte dele af en ordbogsgrammatik (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Side 19

20 Faglige markeringer til lemmata og/eller ækvivalenter angives oftest som forkortelser, og angiver korte faglige oplysninger. Der findes to hovedtyper, som defineres som "faglige markeringer, der angiver, hvilket fagligt tilhørsforhold et lemma/en ækvivalent har, og faglige markeringer, der angiver et sprogligt semantisk indhold inden for et eller flere fagsprog" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 226). Disse to hovedtyper deles yderligere op. Der findes således faglige markeringer, der angiver en bestemt terms faglige eller delfaglige tilhørsforhold. Især ved polysemi kan den faglige markering også tilkendegive egenskaber ved den respektive ækvivalent, eventuelt med angivelse af hvilket produkt, materiale eller funktion, egenskaben dækker. Ligeledes kan den faglige markering "give oplysninger, om det drejer sig om f.eks. processen eller funktionen, eller om det apparat, der udfører denne proces eller funktion" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 155). Endelig kan der angives en faglig norm som en særlig type faglig forklaring, såsom "DS" (Dansk Standard) og "ISO". Dette kræver dog, at brugeren er bekendt med normen for at kunne få det fulde udbytte af denne, men fordelen er, at vedkommende kan være sikker på, at han har lokaliseret den rigtige term (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). En faglig markering kan have forskellige funktioner, og optimalt set vil den supplere den faglige forklaring, så den faglige forklaring ikke behøver at indeholde angivelse omkring fagområde. Men den faglige markering kan også stå i stedet for en faglig forklaring og alligevel være fuldt tilstrækkelig til brug for visse funktioner (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 156). De faglige markeringer kan være særdeles nyttige, men de skal bruges med omtanke, og man må altid tage hensyn til ordbogens funktioner samt brugergruppe: "Er de faglige markeringer korrekt anvendt, vil en fagmand kunne have stort udbytte af ordbogen i forbindelse med produktion på og reception af et fremmedsprog, samt i forbindelse med oversættelse til og fra modersmålet" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 157). Det anbefales i langt de fleste tilfælde også at inkorporere faglige forklaringer, specielt ved kulturbundne termer (jævnfør afsnittet om faglige forklaringer nedenfor) (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 157). Spørgsmålet om, hvornår der skal gives faglige markeringer, er der ikke noget entydigt svar på, men det anbefales, at man ved flerfaglige ordbøger bringer flest mulige angivelser om fagligt tilhørsforhold. I den forbindelse, skal man være påpasselig ved udformningen af de forskellige forkortelser, der anvendes som faglige markeringer. Disse skulle meget gerne være så sigende, at det er muligt at gætte sig til meningen af dem og altså således, at de fordrer et minimum af opslag til forkortelseslisten i brugervejledningen (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Til sidst er der spørgsmålet om beskrivelsessproget, som anbefales skrevet på brugerens modersmål, men i det omfang det kan lade sig gøre, er det en god idé alligevel at anvende internationalismer især hvis brugergruppen kan have forskellige modersmål (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 160). Placeringen af den faglige markering bør være efter eventuelle grammatiske oplysninger, men hvis termen kan anvendes inden for flere forskellige fag med forskellige betydninger, anvendes polysemiindeks, og i så fald kan den faglige markering stå enten før eller efter de grammatiske oplysninger: Hvis de grammatiske oplysninger dækker både lemma samt alle delbetydningerne, placeres disse umiddelbart efter lemmaet, og altså før den faglige markering, men hvis delbetydningerne har forskellige grammatiske egenskaber, bør disse placeres efter den faglige markering (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Side 20

21 Placeringen af det vel nok mest betydningsfulde element i en bilingval produktions- og oversættelsesordbog, ækvivalenten samt rækkefølgen af eventuelt flere ækvivalenter er ikke så ligetil, som man ellers kunne foranlediges til at tro. "Som udgangspunkt kan man sige, at i oversættelses- og produktionsordbøger bør ækvivalentfeltet placeres forholdsvis tidligt i rækkefølgen af felter, da ækvivalenten her spiller en betydelig rolle" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 224). Således undgår man at skulle lede for længe efter ækvivalenten, når man skal oversætte eller producere et stykke tekst og hurtigt skal have fat i oversættelsen af et bestemt ord. Men der er også andre faktorer, der spiller ind ved placeringen af ækvivalentfeltet, såsom om der er tale om kulturbundne eller ikke-kulturbundne fag. Ved ikke-kulturbundne fag vil forklaringen til lemma og ækvivalent langt oftest være den samme, så her bør ækvivalenten i en oversættelses- og/eller produktionsordbog stå før forklaringsfeltet, da forklaringen i så fald vil dække begge termer. Ved kulturbundne fag "vil de faglige forklaringer til mange lemmata være indholdsmæssigt forskellige fra forklaringerne til ækvivalenterne, for så vidt der overhovedet findes ækvivalenter" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 224). I dette tilfælde kan man gøre en af to ting: Man kan enten give en samlet forklaring, der dækker både lemma og ækvivalent, eller man kan give dem hver sin forklaring (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 224). Hvis man vælger at give dem hver sin forklaring, er det vigtigt at placere lemmaets forklaring efter lemmaet og ækvivalentens forklaring efter ækvivalenten, da der så ikke vil være tvivl om, hvilken forklaring der hører til hvad. Dog bør den faglige forklaring komme efter eventuelle grammatiske oplysninger og udtaleangivelser (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 225). Det samme gør sig selvsagt gældende ved polyseme lemmata, hvor artiklen, ud over polysemiindeks, bør struktureres på en sådan måde, at forklaringerne til de enkelte ækvivalenter kommer umiddelbart efter disse. I forbindelse med organiseringen af flere ækvivalenter til ét lemma, "er der flere faktorer, der skal tages hensyn til, bl.a. antallet af ækvivalenter" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 221). Både monoseme lemmata og polyseme lemmata kan have flere ækvivalenter på det pågældende sprog. Ved monoseme lemmata foreslår Bergenholtz & Tarp (1994), at man i de fleste tilfælde samler alle ækvivalenter i ækvivalentfeltet, men i visse tilfælde kan man også placere blot én ækvivalent i ækvivalentfeltet og de resterende i synonymfeltet. Der er forskellige omstændigheder, der spiller ind i forbindelse med denne strukturering og også i forbindelse med hvilken ækvivalent, man i så fald skal placere i ækvivalentfeltet. Ligeledes, hvis man vælger at placere flere ækvivalenter i ækvivalentfeltet henholdsvis synonymfeltet, hvordan disse så skal organiseres. Overvejelser, som for eksempel om der i faget, der dækkes, er brug for stilistisk variation, såsom inden for erhvervskorrespondance, eller om dette ikke kan tilrådes, såsom i fag inden for teknik, er nogle, leksikografen bliver nødt til at gøre sig. Hvis det er et fag, hvor stilistisk variation tilskyndes, bør alle ækvivalenter placeres i ækvivalentfeltet, mens man i fag inden for teknik som regel skal holde samme term gennem hele teksten for at undgå forvirring, og derfor har man kun behov for en enkelt ækvivalent. Hvad angår organiseringen af ækvivalenterne, kan man benytte en ren alfabetisk tilgangsmåde og enten placere samtlige ækvivalenter i ækvivalentfeltet i alfabetisk rækkefølge; eller man kan placere den første ækvivalent i den alfabetiske rækkefølge i ækvivalentfeltet og de øvrige i synonymfeltet (også i alfabetisk rækkefølge). Denne fremgangsmåde er klart nemmest og mindst tidskrævende for leksikografen men derimod ikke til så stor hjælp for den ufagkyndige. Leksikografen kan også vælge at lave en frekvensanalyse på de forskellige ækvivalenter og følgende Side 21

22 placere dem alle i ækvivalentfeltet herefter. Eller man kan placere den ækvivalent med den højeste frekvens i ækvivalentfeltet og resten i synonymfeltet enten alfabetisk eller efter frekvens. Til sidst er der også den mulighed, at leksikografen selv tager stilling til brugen af de forskellige ækvivalenter og efterfølgende placerer dem herefter (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Det er ikke anbefalelsesværdigt i en fagordbog at placere alle ækvivalenter til polyseme lemmata i ækvivalentfeltet i hvert fald ikke uden polysemiindeks samt "en eller anden form for betydningsadskillende markering" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 223). Hvis to eller flere ækvivalenter forefindes inden for samme betydningsadskillende markering, må man gøre sig de samme tanker som ovenfor (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Dog skal man holde sig for øje, at "[u]anset hvilken løsning man vælger, må rækkefølgen af ækvivalenter hhv. synonymfeltet klart fremgå af ordbogens brugervejledning" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 223), hvilket understreger nødvendigheden af en udførlig brugervejledning til en hvilken som helst ordbog. Det er blandt andet her, at der kommer til at herske lidt tvivl om rækkefølgen af felter i mikrostrukturen. I beskrivelsen af både den faglige forklaring og af kollokationsfeltet foreslås, at de hver især placeres umiddelbart efter det grammatiske felt til ækvivalenten. Jeg vil dog mene, at det mest naturlige vil være først at få en forklaring på, hvad lemmaet omhandler, så man er sikker på at have fat i det rigtige lemma og så derefter finde frem til eventuelle kollokationer. Ved ikke-kulturbundne fag vil det være naturligt at placere den faglige forklaring efter ækvivalenten, da forklaringen således dækker både lemma og ækvivalent, og det er hurtigere for brugeren at finde ækvivalenten. Ved kulturbundne fag vil forklaringerne til henholdsvis lemma og ækvivalent ofte være forskellige, hvorfor man her kan gøre en af to ting. Enten kan man lave én forklaring til lemmaet og én til ækvivalenten, eller man kan lave en sammenfattende forklaring til både lemma og ækvivalent og indsætte den efter ækvivalenten. Både ved kulturbundne og ikke-kulturbundne fag fungerer det bedst, hvis den faglige forklaring står efter eventuelle grammatiske oplysninger og udtaleangivelser. Ved polysemi skal forklaringerne selvsagt stå logisk, for eksempel med en forklaring af lemma og forklaringer ved hver af delbetydningerne (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). "Det kan [ ] være meget svært at give nøjagtige retningslinjer for, hvornår der er behov for faglige forklaringer ved tekstproduktion og oversættelse, da det i høj grad vil afhænge af forudsætningerne hos den konkrete bruger" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 146). Det er derimod lettere at give retningslinjer for mængden af faglige forklaringer, hvis ordbogen tillige intenderer funktionen reception og/eller faglig indføring i faget. Hvis ordbogen tillige indeholder ord fælles med almensproget, må man gøre op med sig selv, om det er relevant ligeledes at forklare disse (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Ved faglig indføring har brugeren selvsagt brug for mange flere informationer, end oversætteren og tekstproducenten har, da man må gå ud fra, at en, der producerer fagtekster, har styr på fagområdet men at vedkommende har brug for ordbogen som et hukommelsesstøttende værktøj. Oversætteren kan i princippet oversætte de fleste ord udelukkende ved hjælp af en ækvivalentangivelse, men for at kunne oversætte en samlet tekst har oversætteren ligeledes brug for i hvert fald et minimum af faglig viden (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 146). Side 22

23 Alle egentlige termer, som er kendetegnet ved at have deres plads i en fagsystematik (der på den ene eller anden måde definerer fagområdets grænser), bør forklares. Dette kan enten ske i selve ordbogsartiklen, hvor termen er lemma, eller under brug af henvisninger fra og til de respektive termer i andre artikler eller såkaldte overbliksartikler. Overbliksartikler er kendetegnede ved at give en samlet forklaring til relaterede termer. Dette kan være relevant for eksempel i forbindelse med synonymi og antonymi, underbegreber og overbegreber samt ved ordklasseskift (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 147). Der er tilfælde, hvor den faglige forklaring leder brugeren hen på det rigtige lemma eller den rigtige ækvivalent. Dette er tilfældet ved homonymi og polysemi, hvor en faglig forklaring kan være af altafgørende betydning med hensyn til at vælge den rigtige term (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 148). Der stilles forskellige krav til den faglige forklaring, alt efter om ordbogen henvender sig til lægfolk eller fagfolk. En fagmand vil stille krav til en præcis, videnskabelig definition og vil synes, at det meste i en forklaring udarbejdet til lægfolk vil være overflødigt og banalt (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 148). Ligeledes er der forskel på, om der er tale om kulturbundne eller ikke-kulturbundne fag, da det især ved kulturbundne fag kan være relevant at give komparative oplysninger, da der sjældent findes fuldækvivalens i disse fag (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 151). Hvad angår stilen, skal man ikke være bange for at variere fra artikel til artikel. Der er artikler, der kan klare sig med en kortfattet definition, nogle gange bestående af en ufuldstændig sætning uden subjekt og finit verbum, og der er andre, der kræver længere forklaringer, hvor ufuldstændige sætninger bliver for besværlige at arbejde med. En varieret stil højner både læseværdigheden samt det æstetiske indtryk og er dermed at foretrække (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 153). Det diskuteres kun kort og vagt hvilket sprog, man skal bruge til forklaringssproget; dog nævnes det, at det som tommelfingerregel bør være brugerens modersmål (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 154). Efter det grammatiske felt og den faglige forklaring til ækvivalenten er det praktisk at placere ordforbindelserne, der i øvrigt bør struktureres på en sådan måde, at den ækvivalente ordforbindelse følger umiddelbart efter ordforbindelsen på udgangssproget. Der skelnes mellem tre typer ordforbindelser: normal ordforbindelse, som også kaldes kollokation; fast ordforbindelse, som også kaldes idiom; samt stivnet ordforbindelse, som også kaldes ordsprog eller sentens. De enkelte ord i en stivnet ordforbindelse kan ikke udskiftes og udgør herved en egen helhed med en bestemt betydning. De faste ordforbindelser kan der varieres begrænset i og kun i det omfang, der er konvention omkring det. Faste ordforbindelser er kendetegnet ved, at betydningen af ordforbindelsen ikke kan forklares ved hjælp af summen af de enkelte ord. Normale ordforbindelser, derimod, kan netop forklares ved hjælp af summen af de enkelte ord (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 118). I fagsprog er der som regel mange flerordstermer, og man bliver da nødt til at overveje, hvorvidt disse flerordstermer samt kollokationer skal lemmatiseres. Der findes fem metoder, hvad angår anførelse af ordforbindelser i fagordbøger: 1) Lemmatisering af flerordstermer, mens ikke-terminoloigske ordforbindelser (kollokationer) angives i ordbogsartiklerne. Side 23

24 2) Lemmatisering af både flerordstermer og kollokationer, men ingen angivelse om ordforbindelser i ordbogsartiklerne 3) Ingen lemmatisering af ordforbindelser, idet alle oplysninger om både flerordstermer og kollokationer gives i ordbogsartiklerne 4) Flerordstermer og kollokationer både som lemmata og som angivelser i ordbogsartiklerne 5) Implicitte informationer om ordforbindelser i ordbogsartiklernes faglige forklaring eller i anførte sætningseksempler Model 1) er den mest fordelagtige for brugeren men ikke for leksikografen, da den kræver mere arbejde end både 2) og 3) (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Der hersker stor uenighed om definitionen på en kollokation, men det kan siges, at situationen i fagsprog er lidt anderledes end i det almene sprog. Både i almensprog og i fagsprog er det ikke bare enhver række ord, der betragtes som kollokationer. I fagsprog kan man endvidere tage udgangspunkt i et fagligt relevanskriterium, hvilket vil sige, at det nødvendigvis ikke er alle kollokationer i en fagtekst, der er fagligt relevante. For det første er fællessproglige kollokationer ikke relevante i en fagordbog, og for det andet kan der også være fagsproglige kollokationer i en fagtekst, som ikke er relevante inden for lige netop det respektive fagområde (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Rent metodisk ved søgning efter kollokationer til en bilingval tovejsfagordbog, har man i praksis tre muligheder ved anvendelse af korpora: 1) Man kan til L 1 -L 2 -ordbogen foretage en selektion af kollokationer i L 1 -tekster og oversætte disse til L 2, hvorefter man på lignende vis til L 2 -L 1 -ordbogen selekterer kollokationer i L 2 -tekster og oversætter disse til L 1. 2) Man kan nøjes med kun at selektere kollokationerne fra L 1 -tekster, oversætte disse til L 2 og indarbejde dem i L 1 -L 2 -ordbogen. Til L 2 -L 1 -ordbogen vendes kollokationerne, hvilket vil sige, at de selekterede og oversatte L 1 -L 2 -kollokationer optages direkte i L 2 -L 1 -ordbogen. 3) Til sidst kan man gøre som i 2), blot starter man med at selektere kollokationer fra L 2 -tekster. (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 122) Model 2) og 3) har den fordel, at de er mindre arbejdskrævende end 1), da der kun skal selekteres kollokationer én gang. Det kan synes ligegyldigt, om man selekterer på det ene eller på det andet sprog, men nogle fags fagsprog er mere udviklet på nogle sprog end på andre, hvorfor det vil være en fordel at selektere på disse inden for faget mere udviklede sprog. En anden fordel ved 2) og 3) er, at kollokationsangivelserne bliver helt identiske i de to ordbøger, hvilket i praksis aldrig vil kunne lade sig gøre ved brug af mulighed 1). Dog kan man risikere, at man ikke vil få hyppigt benyttede kollokationer på L 1 med, hvis man udelukkende søger i L 2 -tekster, selvom L 1 -kollokationerne sagtens kan oversættes til L 2 (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Side 24

25 Det står klart, at mængden af nødvendige kollokationer hænger sammen med brugerens faglighed og fremmedsproglige indsigt samt ordbogens intenderede funktioner, jævnfør kapitel 5 Brugergrupper og 6 Ordbogsfunktioner. Den funktion, der fordrer flest kollokationer, er oversættelse og dernæst produktion af tekster på fremmedsproget (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 123). Der er oprettet fire brugertyper med forskellige fremmedsproglige og faglige kompetencer (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 124): Brugertype 1 har både lille faglig samt lille fremmedsproglig viden Brugertype 2 har lille faglig men stor fremmedsproglig viden Brugertype 3 har stor faglig, men lille fremmedsproglig viden Brugertype 4 har både stor faglig og stor fremmedsproglig viden Det er uhensigtsmæssigt at sætte især brugertype 1, men også brugertype 2 til oversættelse L 1 -L 2, men i så fald det hænder, har begge brugertyper brug for mange kollokationer. Brugertype 3 har ligeledes brug for mange kollokationer. De har godt nok den faglige indsigt men mangler den fremmedsproglige viden, hvilket til tider kan give et temmelig ubehjælpeligt sprog. Hvis brugertype 4 har kendskab til fagsproget på fremmedsproget, har de selvsagt brug for mange færre kollokationer end de andre brugere. Hvis ikke dette er tilfældet, har også denne gruppe brug for mange kollokationer. Ovenstående gælder ligeledes for produktion på L 2 (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Hvordan ordforbindelserne indbyrdes skal organiseres, er der mange bud på, og det nævnes, at man kan lave en alfabetisk rækkefølge "enten efter kollokationernes første substantiv, adjektiv, verbum, ikkefunktionsord (artikel), eller kollokationernes mest betydende ord" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 218). Det nævnes, at man kan lave en frekvensrelateret organisering af kollokationerne, men samtidig siges det, at det i oversættelses- og produktionsordbøger (hvilket er funktionerne for ) er mest normalt med en alfabetisk organisering (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Dog vil det nok være mest praktisk også at organisere ordforbindelserne således, at de tre typer ligeledes er delt op. Om man så vil have de stivnede eller de normale ordforbindelser først, må man tage op til overvejelse men det ville nok være mest praktisk med de stivnede først, da der højst sandsynligt er færrest af dem (og flest normale ordforbindelser), og de derfor er nemmere at overskue og skimme igennem for at komme videre til den næste kategori. Hvad angår eksempler, foreslår Bergenholtz & Tarp (1994), at de placeres efter kollokationerne. Hvis eksemplerne er på begge sprog, bør oversættelsen komme lige efter eksemplet på udgangssproget, så det følger den naturlige rækkefølge lemma-ækvivalent (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 221). Ofte indeholder faglige forklaringer også eksempler, men disse giver typisk ikke "eksempler på brugen af det søgte ord, eller i en anden betydning end den, den faglige forklaring giver" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 138). Der skelnes mellem tre forskellige slags eksempler: Belæg, belægseksempler, og kompetenceeksempler. Belæg er helt uændrede sætninger taget direkte fra en autentisk kilde. De kan være med eller uden kildeangivelse alt efter ordbogens funktion. Der er den fordel ved belæg, at brugeren kan være helt sikker på, at det er sådan, den fagsproglige virkelighed ser ud. Da det er autentisk tekst, kan der til Side 25

26 gengæld være indsneget sig en fejl, eller belægget kan give udtryk for en anden sprogbrug end den gængse (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 140). Et belægseksempel er dannet ud fra belæg, dog har leksikografen udeladt fagligt og sprogligt irrelevante dele. Fordelen ved et belægseksempel er, at brugeren ikke skal bruge tid på at gennemlæse de unødvendige dele og derved udelukkende får relevante informationer. Ulempen er, at det kræver mere arbejde af leksikografen (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 141). Til sidst kan leksikografen selv danne eksemplerne. Fordelen ved disse kompetenceeksempler er, at de er meget tidsbesparende for leksikografen, til gengæld hænder det også, at de let bliver stereotype og "virker desuden sprogligt uægte, de er ikke ukorrekte, men mangler mange af de implicitte oplysninger, som kun den autentiske sprogbrug kan give" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 141). Dette gør sig særligt gældende i forhold til ordforbindelser, grammatiske forhold samt faglige sammenhænge (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 141). I ordbøger tiltænkt som hjælp ved oversættelse bør der som minimum gives L 2 -eksempler ved L 1 - lemmata og omvendt, og gerne både L 1 - og L 2 -eksempler, da dette vil hjælpe brugeren. (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 142). I bilingvale ordbøger med oversættelse til og tekstproduktion på ækvivalentsproget kan det ikke anbefales at oversætte L 1 -eksempler direkte til L 2 -eksempler. Uanset om der er tale om kulturbundet eller ikke-kulturbundet fagsprog, vil det være noget nær umuligt for selv den bedste leksikograf at ramme den rigtige stil ved oversættelse af små deltekster, og en sådan oversættelse vil også tage uforholdsmæssig lang tid. "I en tovejs-ordbog taler meget derfor for at anbringe L b -eksempler i l a -L b - delen og L a -eksempler i L b -L a -delen og ikke at oversætte eksempler i nogen af delene" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 143). Synonymer og antonymer bør angives som noget af det sidste i artiklen med synonymiangivelse før antonymiangivelse. Samme overvejelser angående den feltinterne strukturering gør sig gældende her som for ækvivalenter (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 219). I almensproget findes der ikke to ord, der kan siges at være hinandens fulde synonym. "Der vil for to eller flere synonymer dels være mindre stilistiske forskelle, dels grammatiske forskelle, dels forskellige kollokative indskrænkninger" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 128). Der skelnes ligeledes mellem forskellige former for antonymi, som blandt andet kan deles op i konversion, som vi for eksempel finder i køb salg, komplementaritet, som i mandlig kvindelig, samt relativ modsætning som i stor lille. I fagsprog vil det oftest være den relative modsætning, der forekommer, "idet forekomsten af et fænomen udelukker et eller flere andre fænomener" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 128). I fagsprog er der ikke samme krav til variation, som der er i det almene sprog, faktisk tværtimod: Leksikalsk afveksling bør undgås i rene fagtekster, "da tekstrecipienten ellers måtte tro, at det drejer sig om forskellige fænomener" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 128). Synonymi- og antonymioplysninger i fagordbøger findes 1) eksplicit som en del af den faglige forklaring 2) implicit i den faglige forklaring Side 26

27 3) gennem en henvisning til et andet lemma 4) gennem angivelse af et dobbeltlemma 5) som angivelse efter et synonymisymbol 6) gennem to eller flere ækvivalenter uden adskillende markeringer Den bedste metode for angivelse af synonymer og antonymer får man ved en kombination af 3) og 5) (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Synonymi- og især antonymiangivelser i en fagordbog bidrager til den generelle indsigt i faget. Dog er det kun en hjælp ved tekstproduktion, såfremt producenten har et højt fagligt kendskab. Det er først og fremmest relevant at anføre synonymer og antonymer til lemmaet, hvorimod det kun i få situationer kan være fordelagtigt at anføre dem til ækvivalenten. Én situation, hvor dette kan være relevant, er, når lemma og ækvivalent i kraft af fagsproget på de respektive sprog er næsten identiske internationalismer, hvoraf man ikke kan læse nogen yderligere betydning, hvis ikke man er bekendt med fagsproget. Leksikografen kan få afløb for sine frustrationer over at sidde inde med en række forskellige ækvivalenter ved at angive en enkelt ækvivalent og så resten, eller i hvert fald et par stykker, som synonymer. Når der på denne måde ikke gives yderligere forklaringer af synonymerne, bør det fremgå af brugervejledningen, at det er ækvivalenten, der skal anvendes, medmindre brugeren har så stor faglig kundskab, at vedkommende kan identificere en mere præcis term i synonymrækken (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Placeringen af feltet til henvisninger bør stå sidst i artiklen. "Henvisninger har til formål at føre brugeren fra et sted i ordbogen til et andet eller henvise ham til en kilde uden for ordbogen (teknisk norm, citatkilde osv.)" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 227). I ordbøger findes der ofte krydshenvisningsartikler, hvor henvisningen i så fald udgør størstedelen af artiklen. En sådan artikel består som oftest af et lemma, en grammatisk angivelse og selve henvisningen. I andre artikler med henvisninger fungerer henvisningen som et supplement til de øvrige oplysninger; hovedsageligt den faglige forklaring. Henvisningsfeltet bør altid indeholde enten et sprogligt eller et grafisk symbol (se, se også, ->). Ved flere forskellige typer henvisninger bør det altid være de ordlisteinterne henvisninger, der står først efterfulgt af de ordlisteeksterne henvisninger. Hvad angår rækkefølgen inden for den enkelte type henvisning, placeres de ordlisteinterne henvisninger i alfabetisk rækkefølge, evt. den vigtigste først og så de andre efterfølgende i alfabetisk orden. Hvad angår de ordlisteeksterne henvisninger, placeres de som regel i numerisk rækkefølge, eftersom de som oftest refererer til paragraffer i for eksempel brugervejledningen, ordbogsgrammatikken eller en nummereret kilde i bibliografien (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Her kunne det så være relevant at lave en yderligere opdeling, hvor man skelnede mellem oplysninger til stede direkte i ordbogen men uden for ordlisten (brugervejledning, ordbogsgrammatik) og oplysninger, hvor man blev nødt til at skulle indhente andet materiale (kilder i bibliografien). Til sidst kan man til både lemma og ækvivalent, ordforbindelser samt synonymer og antonymer angive sproglige markeringer, jævnfør Bergenholtz & Tarp (1994, s. 133). De mest relevante for fagordbøger er de Side 27

28 diakrone, diatopiske samt de diafrekvente angivelser, medmindre der er tale om fagordbøger, der intenderer også at inkludere talt fagsprog eller 'værkstedssprog', eller der er tale om fagordbøger, der dækker et fag, der har mange overlapninger til almensproget (som eksempelvis handelskorrespondance). I stedet for disse standardiserede markører anbefales det at indarbejde oplysninger om påfaldende sprogbrug direkte i den faglige forklaring (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 135). Tillige er det relevant at udnytte mulighederne inden for det online medium i forbindelse med mikrostrukturen, hvilke vil blive diskuteret og belyst i underkapitel 7.3 Elektronisk virksomhedsleksikografi Makrostruktur Traditionelt er der forskellige måder, hvorpå man kan systematisere selve ordlisterne. Dette kaldes for makrostrukturen, og det kan foregå alfabetisk, som kan være glatalfabetisk eller i henhold til niche- eller redeprincippet; eller systematisk, altså ved hjælp af en fagsystematik (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 11). Nedenfor vil jeg kort diskutere denne traditionelle metode, hvorpå man opbygger makrostrukturen. En diskussion af en moderne og onlinetilpasset makrostruktur følger i underkapitel Elektronisk makrostruktur Alfabetisk makrostruktur Tilgangsalfabetet i en ordbog er det alfabet, der bliver brugt til at alfabetisere lemmata. Det er ofte, men ikke altid, lig med et sprogs normale alfabet og kan derudover indeholde tal samt forskellige tegn, som det er vigtigt at forholde sig til, hvad angår placering i forhold til hinanden og i forhold til bogstaverne i sprogets normale alfabet (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 206). Igen understreges vigtigheden af en udførlig brugervejledning: "[U]anset hvorledes rækkefølgen af bogstaver og tegn (grafemer) er i et konkret tilgangsalfabet, bør dette altid være angivet i brugervejledningen, hvis tilgangsalfabetet ikke er identisk med det almindelige alfabet for lemmatas sprog" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 207). Når først tilgangsalfabetet er blevet fastlagt, skal der tages stilling til, om man vil alfabetisere efter bogstav for bogstav-metoden eller ord for ord-metoden; "[h]vis man alfabetiserer efter bogstav-forbogstav metoden [sic] er det kun bogstaverne henholdsvis grafemerne i grafemrækkefølgen, der har betydning. Der tages således ingen hensyn til mellemrum i flerordslemmata" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 208). Hvis man derimod vælger ord for ord-metoden, vil mellemrummet, også kaldet blanktegn, som regel være det første tegn i tilgangsalfabetet (selvom dette måske ikke altid står i brugervejledningen dog bør der stå, om det er bogstav for bogstav- eller ord for ord-metoden, der anvendes) (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 208). Fordelen ved at anvende ord for ord-metoden frem for bogstav for bogstav-metoden er, at "alle flerordslemmata, som begynder med samme ord, og som indgår i identiske betydningsforhold, placeres efter hinanden, uden at denne rækkefølge brydes af et eller flere lemmata med helt andre betydninger" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 208). Endelig kan en alfabetisk makrostruktur enten være glatalfabetisk, nichealfabetisk eller redealfabetisk, og de vil alle her blive beskrevet kort. En glatalfabetisk ordliste er en ordliste, hvor hvert enkelt lemma har fået tildelt sin egen artikel. Der er ikke nogen tilhørende sublemmata, det vil sige, at andre lemmata ikke er 'gemt væk' under samme artikel (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 209). I en nichealfabetisk ordliste samles lemmata i nicher, hvor et enkelt lemma er nicheindgangslemma til en række nichelemmata, som kan anføres som dellemmata, der består af et pladssymbol (som regel ~ eller Side 28

29 -), som symboliserer den del af nichelemmaet, der udgøres af hele eller en del af nicheindgangslemmaet efterfulgt af resten af grafemstrengen til nichelemmaet (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ). Hvis man vælger en redealfabetisk struktur er det for at "bevare sammenhængen mellem lemmata, som indeholder samme ordstamme" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 210), og med sådan en struktur er det altså tilladt at bryde med tilgangsalfabetet. Det er dog kun tilladt for redelemmata at bryde tilgangsalfabetets rækkefølge, ikke for redeindgangslemmata. Der gælder i øvrigt de samme betragtninger som ved nichestrukturen ovenfor, hvad angår dellemmata (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 210). Bergenholtz & Tarps (1994) argumentation for at vælge enten niche- eller redestrukturen er pladsbesparelse. Dette er knapt så relevant, når informationerne kommer op på en skærm og ligger på en harddisk. Desuden vil det være mere besværligt både at programmere samt at sætte pænt op blandt andet med hensyn til søgefunktioner, hvis man skulle have fat i et niche- eller redelemma. Der vil af disse grunde i det følgende ikke yderligere tages hensyn til hverken niche- eller redeprincippet Systematisk makrostruktur Ved den alfabetiske ordning er det sproglige tegns udtryksside det centrale udgangspunkt, hvorimod indholdssiden står i centrum ved den systematiske ordning. I sidstnævnte foreligger en ordning efter begrebssystemer på grundlag af definitioner, der bl.a. tjener til at afgrænse dem i forhold til i hinanden og fastslå de indbyrdes relationer. (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 212) Det vil sige, at det er hierarkiske konstruktioner, der definerer over-, under- og sidebegreber, hvilket gør, at man hurtigt kan få et overblik over de respektive termers indbyrdes forhold, og selve artiklerne uddyber disse samt termernes definitioner. Sådanne konstruktioner kan sættes op grafisk med streger mellem overog underbegreber samt ved hjælp af såkaldte notationssystemer med tal og punktummer, hvor der for hver underordning tilføjes en decimal. Der skal dog altid i en ordbog opbygget efter det systematiske princip indeholdes et alfabetisk register, der sikrer, at man kan finde den relevante term uden at skulle bladre frem og tilbage mellem de forskellige fagområder og hierarkiske konstruktioner (Bergenholtz & Tarp, 1994, s ); jævnfør også Madsen (1999). Man kan kombinere alfabetisk og systematisk struktur på mange forskellige måder, blandt andet ved at lade hovedstrukturen være systematisk, for eksempel inddelt efter temaer, men opdele lemmata inden for de enkelte temaer alfabetisk (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 214). Et andet, konkret, eksempel, Bergenholtz & Tarp (1994) nævner, er en makrostrukturelt alfabetisk ordnet fransk-dansk/engelsk-dansk/tysk-dansk retsplejeordbog, hvor artiklerne indeholder henvisninger til over-, under- og sideordnede begreber: "Der er således tale om en ordbog med alfabetisk makrostruktur, men hvis tilblivelse bygger på en strukturering af begreberne i begrebssystemer" (Bergenholtz & Tarp, 1994, s. 214) Bergenholtz & Tarp (1994) nævner, at ordbøger generelt oftest er ordnet alfabetisk dels på grund af det store og tidskrævende arbejde det er at lave udtømmende begrebssystemer men at den systematiske makrostruktur er mest udbredt inden for de naturvidenskabelige, det vil sige de ikke-kulturbundne, fag. Side 29

30 7.2 Terminologi I introduktionen til teorien om terminologi kom jeg ind på, at indholdet af en term er et fagligt begreb, som igen består af karakteristiske træk. Disse karakteristiske træk kan for eksempel være "formål, funktion, konstruktion, bestanddele, placering og oprindelse" (Madsen, 1999, s. 17). Nogle karakteristiske træk er adskillende, det vil sige, at de definerer indholdet i et begreb i modsætning til supplerende træk, der ikke er afgørende for begrebet. Det er de adskillende træk, man tager med i en definition, hvorimod de supplerende træk ikke er nødvendige for at definere begrebet, om end det i visse tilfælde kan lette brugerens forståelse. Det er de karakteristiske træk, der anvendes ved udarbejdelse af begrebssystemer såvel som ved definitioner (Madsen, 1999, s ). Se Madsen (1999, s. 53) for en inddeling af hovedtyper af karakteristiske træk. Forskellige begreber kan godt have ens udtryk. Dette eksemplificeres for eksempel ved udtrykket hane, som har minimum tre betydninger: inden for områderne vvs, ornitologi og skydevåben. Men selvom udtrykkene er ens, er der her stadig tale om tre forskellige termer, da der er tale om tre forskellige begrebsindhold (Madsen, 1999, s. 17). For at uddybe begreberne intension og ekstension kan man sige, at "intensionen udpeger en mængde af referenter (begrebets ekstension), og ekstensionen er mængden af de entiteter, som en term refererer til" (Madsen, 1999, s. 18) Begrebssystemer Når man skal udarbejde fagordbøger, der dækker ét eller få fag(områder), er det ideelt med en systematisk arbejdsmetode til udarbejdelse af begrebssystemer, "hvorved relationerne mellem de forskellige begreber bestemmes, og der skabes et grundlag for udarbejdelse af hensigtsmæssige definitioner" (Madsen, 1999, s. 20). Der findes imidlertid forskellige relationsarter i forbindelse med begrebssystemer. De mest almindelige er de hierarkiske relationer, som underopdeles i generiske og delhelheds-relationer. Af de ikke-hierarkiske relationer er de temporale relationer de mest anvendte. Disse, samt andre knapt så hyppigt forekommende relationer, vil kort blive beskrevet nedenfor. "Der består en generisk relation mellem over- og underbegreber, hvor underbegreber er typer af et overbegreb" (Madsen, 1999, s. 21). Det vil sige, at et underbegreb skal arve samtlige af overbegrebets træk samt mindst ét ekstra træk, der udover at adskille det fra overbegrebet tillige adskiller det fra eventuelle sideordnede begreber (Madsen, 1999, s. 21). "Der består en del-helheds-relation mellem begreber, som refererer til en helhed og dens bestanddele" (Madsen, 1999, s. 22). Underbegrebet er altså en del af overbegrebet, som dækker over helheden. Delhelheds-relationer kan endvidere inddeles i bestanddelsrelationer, opdelingsrelationer, materialerelationer samt mængde-element-relationer (Madsen, 1999, s. 23). Bestanddelsrelationer er karakteriserede ved dels at der er fysisk kontakt mellem de entiteter, begreberne refererer til, og ved dels at være "en helhed og dennes funktionelt forskellige bestanddele, f.eks. et legeme og arme, ben, etc." (Madsen, 1999, s. 23). En opdelingsrelation består mellem begreber, "der refererer til en helhed og de dele, der fremkommer ved en deleoperation" (Madsen, 1999, s. 23), og som eksempel nævner Madsen (1999, s. 23) relationen mellem skive og brød. Side 30

31 Et eksempel på en materialerelation kan være den mellem bog og papir, da den repræsenterer "en entitet og det materiale (eller de materialekomponenter), som indgår i entiteten" (Madsen, 1999, s ). Herunder hører også relationer "mellem begreber, som refererer til en helhed og de ingredienser, som indgår i helheden" (Madsen, 1999, s. 23). En anden type del-helheds-relationer er mængde-element-relationerne, hvor underbegrebet, i stedet for at referere til en egentlig bestanddel, refererer til en "entitet som indgår i eller hører til den entitet som overbegrebet refererer til" (Madsen, 1999, s. 24). Som eksempel nævner Madsen (1999, s. 24) blandt andre relationen mellem alfabetet og bogstaverne og mellem en forening og dens medlemmer. Til sidst nævner Madsen (1999, s. 24) også en omslutningsrelation, der som sådan ikke er en del af delhelheds-relationerne, men som i hvert fald er snævert forbundet hermed. Som eksempel nævner hun en møllehat, der omgiver de forskellige elementer, men alt efter hvordan man betragter det, kan man tale om to begreber, "nemlig møllehat i betydningen 'skal' samt i betydningen 'den enhed som består af alle de øvrige elementer, inklusive skallen'" (Madsen, 1999, s. 24). Temporale relationer "bruges til at karakterisere forholdet mellem begreber i en proces, et forløb e.l." (Madsen, 1999, s. 25). Som eksempel nævnes en vaskeproces og de dertil hørende faser. Ved temporale relationer taler man ikke om over- og underbegreber, da man ikke kan opbygge hierarkiske konstruktioner. Man taler derfor om forudgående og efterfølgende begreber (Madsen, 1999, s. 25). For at understrege, at det ofte er muligt at opfatte tingene på flere måder, anføres det, at de forskellige faser i en vaskeproces også kan beskrives som en del-helheds-relation med vask som overbegreb (Madsen, 1999, s. 25). Madsen (1999) beskriver tillige kort en del andre relationsarter, men dem vil jeg ikke komme nærmere ind på her; de fleste relaterer sig til den temporale relation. For yderligere omkring opbygning og inddelingskriterier af begrebssystemer, se Madsen (1999, s ) Definitioner "For terminologen er det nødvendigt at bestemme hvilke træk, der karakteriserer et begreb, således at det kan placeres korrekt i forhold til andre begreber i et begrebssystem og dermed adskilles fra disse" (Madsen, 1999, s. 74). Det er tillige nødvendigt at udarbejde definitioner, hvis terminologen skal kunne vurdere, om der er tale om ækvivalens mellem begreber på forskellige sprog. Definitioner er for en bruger af en termbase relevante i forbindelse med forståelsen af tekster, mens de for en oversætter kan være afgørende for forståelsen og dermed korrekt oversættelse af tekster. Hvis der for eksempel kun er delvis ækvivalens, kan oversætteren bruge definitionerne til at afgøre, om det er den rette term at benytte i den pågældende situation (Madsen, 1999, s. 74). Der kan være forskellige definitioner i forskellige kilder, og i den situation må terminologen i kontakt med en eller flere fageksperter for at få afklaret tvetydigheden. Tillige er det mest hensigtsmæssigt, hvis definitioner, der hentes fra forskellige kilder ensrettes og harmoniseres, for "[h]vis definitioner er udformet på forskellig måde, medfører det uklarhed og dermed forvirring hos brugeren" (Madsen, 1999, s. 75). I forbindelse med definitioner benyttes en bestemt terminologi. Det begreb, der defineres, kaldes således definiendum, mens betydningsbeskrivelsen kaldes definiens. Definitor er betegnelsen for det tegn Side 31

32 (for eksempel et kolon eller et lighedstegn) eller verbale udtryk (for eksempel "er" eller "består af"), der står mellem definiendum og definiens (Madsen, 1999, s. 75) Definitionsmetoder Der findes en række forskellige definitionsmetoder, og der vil i det følgende fortrinsvist blive fokuseret på analysemetoden, da den anføres som den mest hensigtsmæssige. Sekundært vil jeg komme ind på et par af de andre metoder. Analysemetoden bygger på en analyse af begrebets karakteristiske træk, og til denne metode regnes indholds-, omfangs- samt bestanddelsdefinitioner (Madsen, 1999, s. 76) Indholdsdefinitioner kaldes også intensionelle definitioner og består ideelt set af en anførelse af det nærmeste overbegreb og dernæst af de træk, der adskiller begrebet fra sideordnede begreber. Som det kan udledes af dette, skal der udarbejdes et begrebssystem for at kunne danne en definition, da man ellers ikke kan være sikker på at kende nærmeste overbegreb. I definitionen skal ikke indgå en definition af overbegrebet. I fald man har brug for en sådan, må man finde overbegrebets ordbogsartikel for at se hvilke træk, der er tale om. Ved begreber, der har to eller flere sideordnede overbegreber, skal de alle anføres i starten af definitionen. (Madsen, 1999, s ). Det diskuteres, hvor snævert man skal definere, idet der på denne måde kan komme flere forskellige definitioner af samme begreb, hvis det indgår i forskellige sammenhænge. Dette kræver dog af terminologen, at vedkommende skal sætte sig ind i eventuelle andre fagområder, som begrebet kan relateres til, hvilket er både tidskrævende og uhensigtsmæssigt (Madsen, 1999, s. 81). Definitioner, der udelukkende består af anførelse af overbegrebet regnes også som en indholdsdefinition. Det er dog ikke tilstrækkeligt ved faglige begreber, da man således ikke kan skelne det fra sideordnede begreber (Madsen, 1999, s. 81). Indholdsdefinitioner, som anfører et overbegreb samt adskillende træk, betegnes som den eneste rigtige definitionsmetode, da man "[k]un vha. denne metode får [ ] forståelse for en terms betydning, hvilket bl.a. giver mulighed for at konstatere, om to begreber på forskellige sprog er ækvivalente" (Madsen, 1999, s. 82) Ved omfangsdefinitioner (som også kaldes ekstensionelle definitioner), anføres alle de underbegreber, der refererer til begrebets ekstension. Det er altså ikke karakteristiske træk, der nævnes i denne definitionsform men udelukkende typer af det pågældende begreb. Det gør det således svært for en bruger, der ikke er fortrolig med faget at sætte sig ind i, hvad et bestemt begreb betyder især ved kulturbundne fag. Ligeledes er det svært og tidskrævende for terminologen at udarbejde sådanne definitioner, da samtlige underbegreber skal med. Hvis bare et enkelt underbegreb udelades, som brugeren kender til, vil brugeren forvirres og undre sig over definitionen på dette (Madsen, 1999, s ). Desuden må man formode, at ordbogens andre artikler i så tilfælde falder i troværdighed. Ved bestanddelsdefinitioner "opregnes alle de begreber, som refererer til de bestanddele, som indgår i den helhed, hvortil helhedsbegrebet refererer" (Madsen, 1999, s. 83). Denne definition er uhensigtsmæssig på samme måde som omfangsdefinitionerne, da det bliver et problem for terminologen at udarbejde og for brugeren at forstå sådanne definitioner af ukendte eller komplicerede begreber (Madsen, 1999, s. 83). Side 32

33 Udover analysemetoden findes blandt andre også syntesemetoden, men der findes forskellige definitioner på og eksempler til denne metode. Ifølge Frandsen (1982) (citeret i Madsen (1999)) er det mest karakteristiske træk ved syntesemetoden, at der ikke anføres noget overbegreb. Derimod indledes det "med et begreb, 'som har et vist mål af karakteristiske træk fælles med definiendum, men hvor forholdet ikke er nærmere undersøgt'" (Madsen, 1999, s. 85) (Frandsen, 1982). Sådanne definitioner betragter Madsen (1999) dog som efter analysemetoden, og det vil jeg også gøre. Det anbefales så vidt muligt at indarbejde nærmeste overbegreb i starten af definitionen (Madsen, 1999, s. 85). Den implikative metode (også kaldet kontektsmetoden) består af et stykke tekst, som kan være taget direkte ud af den empiriske basis for den terminologiske behandling af fagområdet, og som indeholder oplysninger af forklarende art om begrebet Regler for udarbejdelse af definitioner 1 Først og fremmest skal definitioner være korte og enkle. Hermed forstås at de så vidt muligt ikke består af mere end én sætning, og at de afsluttes uden punktum. Desuden anbefales det også at starte med lille begyndelsesbogstav. Der skal tages hensyn til brugergruppen under udarbejdelse af definitionerne, hvilket i dette tilfælde vil sige fageksperter og sprogmedarbejdere. Fageksperter har som oftest brug for færre oplysninger end andre, og hvad angår sprogmedarbejderne, skal man passe på ikke at inkludere for specifikke faglige oplysninger, da de så vil have svært ved at forstå definitionen. Både for fagfolk og oversættere gælder det, at definitioner skal være klare, hvilket vil sige, at de så vidt muligt ikke bør indeholde fagspecifikke termer, og at disse i så fald skal være defineret andetsteds i ordbogen. Alternativt kan man give en forklaring på termen direkte i definitionen for eksempel ved hjælp af en indskudt eller parentetisk sætning. Inden for et overordnet emne kan visse begreber optræde i såkaldte begrænsede anvendelsesområder, hvilket i så fald fremgå af selve definitionen. Definitioner i samme ordbog bør være konsistente, hvilket vil sige ens i opbygning og begreberne bør "afgrænses klart i forhold til hinanden, og de må ikke være indbyrdes modsigende" (Madsen, 1999, s. 92). Det kan for eksempel være forvirrende, hvis to sideordnede begreber er defineret på forskellig vis såsom ved to forskellige typer træk. En definition må hverken være for snæver eller for bred, da den så ikke dækker den pågældende term præcist. En for snæver definition vil på denne måde måske dække et underbegreb til den pågældende term (selvom man ikke har intentioner om at indlemme et sådant underbegreb), og på samme måde kan en for bred term dække flere vidt forskellige både over- og sideordnede begreber. Ligeledes skal man passe på ikke at lave cirkeldefinitioner, hvilke kan forekomme både mellem to definitioner men også inden for samme definition. Ifølge Madsen (1999) er der en cirkeldefinition, når der i en definition "defineres et begreb direkte eller indirekte ved begrebet selv" (s. 93). Det siger sig selv, at definitioner skal være præcise, hvilket vil sige, at de ikke bør indeholde vage eller vurderende sammenlignende oplysninger, og man bør undgå at beskrive, hvad et begreb ikke er. 1 Dette punkt er udarbejdet på grundlag af Madsen (1999, s ). Side 33

34 Alle disse anbefalinger overholdes nemmest ved at gå frem efter indholdsdefinitionsmetoden, der, som tidligere nævnt, er den mest anvendelige for både bruger og terminolog Dannelse af og krav til fagudtryk Madsen (1999) gennemgår, "hvorledes termer dannes, og hvilke krav man må stille ved termdannelse og termudvælgelse" (s. 97), og dette vil jeg se nærmere på nedenfor. Det hænder, om end sjældent, at terminologen skal være med til at danne helt nye fagudtryk. Som oftest skal vedkommende i stedet overveje hvilket synonymt udtryk, der er relevant i den pågældende forbindelse. Terminologiarbejde kan være enten deskriptivt eller normativt, hvilket vil sige, at terminologen ved uoverensstemmelse mellem definitioner af et bestemt begreb kan vælge enten at beskrive forskellene, eller vedkommende kan beslutte sig for en bestemt opfattelse, der følgende vil ligge til grund for det videre arbejde med artiklerne. Den normative metode anvendes, når for eksempel Dansk Standard skal standardisere terminologi, hvor der normalt kun vil være angivet ét udtryk, højst med ét synonym, samt en opremsning af de frarådede udtryk. Fordelen ved standardiseret faglig terminologi er, at det letter kommunikationen, og da der ikke er de samme krav til variation som til almensproget, skal man ikke tage hensyn til dette (Madsen, 1999, s ) Krav til fagudtryk Et fagudtryk skal være selvforklarende, systemrigtigt (dvs. i overensstemmelse med det begrebssystem, hvori det hører hjemme), endvidere kort, præcist, gængs, afledningsproduktivt og i overensstemmelse med det pågældende sprogs grammatiske og ortografiske regler. Fagudtrykket må ikke være pleonastisk (PIN-nummer, nyrenoveret), ikke flertydigt (dvs. ikke være et homonym eller polysem), helst ikke have synonymer, og det skal vælges således, at der tages hensyn til international ensartethed. (Madsen, 1999, s. 110) At overholde disse retningslinjer på én gang er noget nær umuligt, og derfor er det ofte nødvendigt med en prioritering af hvilke krav, der går forud for andre. Et selvforklarende udtryk skal så vidt muligt ved hjælp af de enkelte elementer, som udtrykket består af, afspejle begrebets kendetegnende, karakteristiske træk. Ligeledes bør der så vidt muligt være overensstemmelse mellem definitionen og de træk, der fremgår af udtrykkets enkelte elementer. Det anbefales ofte at anvende såkaldte iboende træk ved udarbejdelse af fagudtryk, men Madsen (1999, s. 111) pointerer, at det ofte er bedre at anvende træk såsom formål og funktion i stedet. Fagudtryk skal så vidt muligt afspejle begrebernes generiske begrebsrelationer og således være systemrigtige, hvilket vil sige, at det semantisk overordnede element så vidt muligt skal svare til overbegrebet. Dette har dog i praksis ofte kun relevans for generiske relationer (Madsen, 1999, s. 111). Fagudtryk skal være så korte som muligt uden dog derved at skære noget af udtrykkets væsentligste træk væk. Dette vil også sige, at et udtryk skal være så præcist, at det indeholder samtlige de træk, der adskiller begrebet fra andre begreber (Madsen, 1999, s. 113). "Kravet om at bevare gængse fagudtryk konkurrerer [ ] med kravet om gennemskuelighed" (Madsen, 1999, s. 114) (min fremhævning), da det hænder, at udviklingen gør visse udtryk forældede; som eksempel nævnes blyant. Problemet er, at hvis udtrykket er så indprentet i sprogbrugen hos folk, som for eksempel Side 34

35 blyant, kan det være overordentligt svært og uhensigtsmæssigt at prøve at ændre det (Madsen, 1999, s. 114). Fagudtryk skal være i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler for ortografi og grammatik på det pågældende sprog. Som eksempel nævnes en term, som oftest findes som enten aktivt slam anlæg eller aktivt slamanlæg. Selvom den sidste skrivemåde er i overensstemmelse med retningsskrivningsreglen om, at "[h]vis en ordforbindelse udtales med hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord" (Sprognævn & Litteraturselskab, 2007), er begge skrivemåder stadig forkerte, da det ikke, som man ellers kunne foranlediges til at tro ud fra den sidste skrivemåde, er anlægget, men slammet, der er aktivt. Derfor foreslås det at anvende aktivt slamanlæg (med bindestreg) i stedet, da bindestregen viser, at det er slammet og ikke anlægget, der er aktivt (Madsen, 1999, s. 116). Det anbefales så vidt muligt at anvende nationale fagudtryk frem for fremmedsproglige, selvom dette kan stride mod, at fagudtryk skal være gængse. Det hører dog heller ikke til sjældenhederne, at dette krav tilsidesættes, jævnfør fagområderne elektronik og computere (Madsen, 1999, s. 116). Ligeledes skal et fagudtryk helst være afledningsproduktivt, da det således kan indsættes i flere sammenhænge. Således er fx natursprog mere afledningsproduktivt end naturligt sprog. Fagudtryk følger generelt almenudtryks bøjningsregler, men der er i fagsproget visse undtagelser, især hvad angår udtryk, som også indgår i almensproget såsom svejst og skruetrækkerindsatse. Ligeledes adskiller homografer sig ofte fra hinanden ved at skifte køn (Madsen, 1999, s. 116). Ligesom Bergenholtz & Tarp (1994) anbefaler Madsen også brugen af internationalismer dog med den problemstilling, at det strider imod kravet om at anvende nationale udtryk (1999, s. 117). Ét begreb bør kun have ét udtryk med én betydning, hvilket kaldes enentydighed. Dette er vanskeligt at efterleve, og eventuelle synonymer bør medtages i termbasen/ordbogen med anførelse af hvilket udtryk, der anbefales samt anførelse af frarådede udtryk. Der gælder således også, at homonymi og polysemi bør undgås (Madsen, 1999, s. 117). Side 35

36 7.3 Elektronisk virksomhedsleksikografi Størstedelen af leksikografisk teori udformet til papirordbøger er stadig yderst relevant, selvom der er tale om et medieskift fra papir til et elektronisk onlinemedium. Men som det vil blive tydeliggjort af det følgende, tilbyder det nye medium betydelige forbedringer og nye muligheder, hvad angår brugermedbestemmelse i forbindelse med organisering og opbygning af mikrostrukturen samt mulige brugertilgange til makrostrukturen Elektronisk makrostruktur [I]t is questionable whether we can talk about a macrostructure in the traditional sense, as the TeleLex database [...] makes it almost irrelevant to talk about the physical location and arrangement of data in a constantly changing and highly dynamic lemma list. (Simonsen, 2002, s. 226) TeleLex, som Simonsen her refererer til, er en onlineordbog, der blev udviklet til TDC i forbindelse med et erhvervsforskerprojekt, jævnfør Simonsen (2002). Dette citat anskueliggør, hvordan der i moderne elektronisk og online leksikografi ikke er tale om makrostruktur i betydningen, hvordan data er opstillet og sorteret, men at det, som Burke (1998) diskuterer, snarere drejer sig om søgemuligheder. Som både Simonsen (2002) og Burke (1998) diskuterer og viser, kan brugeren af en onlineordbog, alt efter hvordan programmeringen er udført (hvilket er uden for dette speciales område), arrangere og skræddersy søgemetoden nøjagtigt som vedkommende ønsker det. Til TeleLex er for eksempel udviklet en søgemetode, hvor brugerne kan kombinere den alfabetiske søgemetode med søgning efter fag, jævnfør Simonsen (2002). Burke (1998) fortsætter med at udforske de forskellige muligheder og lister en lang række muligheder, som han har fundet frem til, at leksikografer og forlag i forening har vurderet, at der var brugere til. Han konkluderer i den forbindelse, at det i onlineordbøger burde gøres muligt at søge på blandt andet ordformer og -klasser, en bestemt endelse, dialekter, sprogbrug (juridisk, teknisk, økonomisk, forskellige former for jargon og slang med mere), antal stavelser samt om et ord indeholder et eller flere bestemt(e) bogstav(er). Samtidig siger han dog, at det skal vurderes ved hver enkelt ordbog hvilke søgemuligheder, der er relevante: "It has to be decided on a lexicon-by-lexicon basis what aspects of the content of entries is worth encoding so as to be searchable" (Burke, 1998). De valg, man foretager, skal således understøtte ordbogens funktioner i prioriteret rækkefølge. Burke (1998) argumenterer tillige for en søgemetode, der dels henviser brugeren til lemmata, der ligner det søgte, i tilfælde hvor søgningen giver nul resultater, samt på lignende vis henviser brugeren til det ubøjede lemma, der er forklaret i ordbogen, i tilfælde hvor vedkommende har slået en bøjet form op. Dette er specielt relevant i bilingvale ordbøger, da ikke-indfødte brugere af det pågældende sprog ofte har ringere kendskab til sproglige og metasproglige regler på sproget end indfødte (Burke, 1998). Dette gælder særligt fagsprog, da almensproglige ord ofte, som allerede nævnt under punkt om krav til fagudtryk, optages i fagsproglige sammenhæng med ændrede bøjningsformer eller kønsskifte. Side 36

37 Se i øvrigt diskussionen omhandlende stemming i Burke (1998), hvor den betydning, der vedrører elektroniske ordbøger, anvendes her, og ikke den, der vedrører computational morphology. Simonsen (2007) diskuterer og anvender to modeller, som han kalder for leksikografisk konvergensmodel (første gang anvendt i Simonsen (2002), men nu væsentligt videreudviklet og forbedret) henholdsvis leksikografisk dokumentskabelon og anskueliggør således, hvordan det er muligt at implementere dels data fra internettet såvel som fra intranettet og dels dokumentskabeloner og trækstrukturer for forskellige tekstgenrer i forbindelse med søgning. Den leksikografiske konvergensmodel gør det muligt direkte fra ordbogen at søge efter data 1) på internettet, fra for eksempel Google; 2) på virksomhedens intranet; 3) i nationale korpora (fra begge sprogområder, hvis det drejer sig om en bilingval ordbog); 4) i virksomhedens korpora. Den leksikografiske dokumentskabelon gør det muligt for brugeren ved angivelse af tekstgenre i forbindelse med søgningen at få information om den pågældende tekstgenres 1) kommunikative formål; 2) trækstrukturer; 3) retoriske strategier (Simonsen, 2007) Elektronisk mikrostruktur Som Burke (1998) diskuterer, og Simonsen (2002) anskueliggør, er det i elektroniske onlineordbøger muligt at tilføje mange flere data til ordbogsartiklerne både hvad angår tekst, lyd og billeder. Brugeren af TeleLex, jævnfør Simonsen (2002), bliver præsenteret for en mikrostruktur delt op i moduler, alt efter om vedkommende skal producere, oversætte eller læse/forstå tekster (analogt med ordbogsfunktionen reception af tekster, jævnfør Bergenholtz & Tarp (1994)). Burke (1998) argumenterer for, at forkortelser skal skrives ud, og at der skal meget mere forklarende metasprog ind i artiklerne. Dette vil jeg dog mene kun har relevans for folk, der er uøvede ud i at slå op i ordbøger og som en konsekvens heraf, kunne man, som mediet muliggør, og som Burke (1998) også viser, gøre dette valgfrit. Ligeledes foreslås det, at der for utrænede sprogbrugere som minimum listes de mest brugte bøjningsformer af de mest besværlige ord. Hvor meget, der skal vises til hvilken type ord, kan på linje med ovenstående være op til den enkelte bruger, ligesom det kan være relevant at opstille flere eksempler samt længere og mere beskrivende definitioner til rådighed for de brugere, der måtte ønske dette. Dette er især anvendeligt i bilingvale ordbøger, da personer med anden kulturbaggrund herved lettere vil kunne forstå den anden kultur, og der vil for eksempel kunne gives små anbefalinger til hvad der er og ikke er gode samtaleemner i den pågældende kultur (Burke, 1998). Ovenstående kan sammenfattes i følgende citat: "However, in online lexicons, brevity is no longer as crucial, leaving completeness the prime virtue in definitions" (Burke, 1998). Multimedia af enhver art er en oplagt mulighed i elektroniske onlineordbøger. Således diskuterer Burke (1998) anvendeligheden af, at anvende lydklip, ikke bare i forbindelse med udtalen af ordet, men også til for eksempel at tydeliggøre over for brugeren, hvordan et dyr siger, foruden de oplagte muligheder som at anvende billeder til at vise hvordan en bestemt ting ser ud (Burke (1998) udleder af Svensén (1993), at "color illustrations and color photos are indispensible for conveying the meaning of color words, and in differentiating some kinds of plants and animals"). I specialiserede biltekniske ordbøger kunne man Side 37

38 forestille sig, at det ville være relevant med endog op til flere lydklip af en bestemt type motor, hvilket ville give en ekstra dimension i forhold til interesserede og studerende inden for faget. Ved polysemi og homonymi argumenterer Burke (1998) for en søgefunktion, der gør det muligt at liste betydningerne i forskelligt prioriterede rækkefølger. Det være sig for eksempel det 'vigtigste' begreb først (eller sidst) eller det ældste udtryk først (eller sidst). Ligeledes kunne man forestille sig, at det kunne være muligt at prioritere efter ordklasse, abstraktionsniveau (for eksempel tog i betydningen et transportmiddel der kører på skinner, over for tog som værende præteritum af tage dette konkrete eksempel indebærer, at bøjede former også medtages i ordbogen); om det tilhører plante-, dyre- eller mineralriget; om det forekommer naturligt eller om det er menneskeskabt og så videre. Ved at programmere ordbogens søgefunktion til at kunne skræddersys på mange forskellige måder, kan ordbogen tjene forskellige funktioner og hermed forskellige brugerbehov, jævnfør kapitel 5 Brugergrupper og 6 Ordbogsfunktioner; (Burke, 1998). Som det her er blevet tydeliggjort, er der utallige muligheder for at skræddersy indstillingerne for datapræsentation og datasøgningsmuligheder, men man skal også passe på, at man ikke stiller brugeren over for for mange valg, så det bliver rodet og uoverskueligt. Side 38

39 8 Diskussion I dette kapitel vil jeg sammenholde ovenstående teori med de datapræsentationsmetoder og søgemuligheder, der er relevante for s intenderede brugere og funktioner som diskuteret i kapitel 5 Brugergrupper og 6 Ordbogsfunktioner ovenfor. 8.1 Lemma- og ækvivalentselektion Som diskuteret under punkt Lemmaselektion kan ordbøger inden for ikke-kulturbundne fag sagtens vendes, og jeg vil argumentere for, at dette også er muligt med ordbøger bestående af delvist kulturbundne fag, hvis blot man er opmærksom på at læse den vendte ordbog igennem med henblik på at tilrette den til denne brug. Under punkt ovenfor er tillige defineret i grove træk, hvordan lemmata normalt er selekteret, og det må i betegnes at være model 2), der er gået ud fra. Der er således selekteret både rene termer men også andre udtryk, som ikke er fællessproglige. I tillæg til dette er der også, som angivet i underkapitel 4.2 om metoden for, selekteret fællesord, som kan antages at være besværlige at oversætte. Dette anskueliggøres af Figur 4, som repræsenterer et lille udsnit af det færdige arbejde. Her er det tydeligt, at der er selekteret termer ikke kun fra tekniske fag, men også termer omhandlende virksomhedstyper (a.m.b.a), aktiehandel (A-aktie, A-aktionær), økonomiske termer (acontofakturering), samt figurative og fællessproglige udtryk (adelsmærke, abonnement). I er der ikke skelnet stort mellem de forskellige ordtyper beskrevet under punkt ovenfor, og det vil jeg heller ikke gøre i mit forsøg på at forbedre den. Jeg vil gå frem efter ord for ordmetoden som anbefalet af Bergenholtz & Tarp (1994). Dette vil gøre det nemmere for ordbogsbrugeren at finde det relevante lemma, dels fordi øjet når det støder på lemmata med blanktegn ikke hele tiden skal springe frem og tilbage for at sammenholde bogstavet efter blanktegnet med rækkefølgen af grafemer i det efterfølgende lemma; og dels fordi man kan komme ud i situationer, hvor det relevante lemma ikke findes i ordbogen. Her kan en oversættelse muligvis stykkes sammen af relaterede lemmata samt ækvivalenter, som er placeret omkring den placering, hvor det relevante lemma skulle have været placeret efter ord for ord-metoden. Jeg vil gå frem efter model 1) hvad angår selektering af flerordstermer og ordforbindelser, som beskrevet under punkt Mikrostruktur (under ordforbindelser). Dette vil sige, at flerordstermer bliver lemmatiseret på lige fod med enkeltordstermer, men ikke med kollokationer og andre ordforbindelser; disse vil blive angivet under de relevante ordbogsartikler. Bergenholtz & Tarp (1994, s. 121) angiver dette som den model, der har flest fordele for brugeren, men som også udgør et mere besværligt arbejde end model 2) og 3). Dette er jeg dog ikke ubetinget enig i; godt nok skal man ved model 2) kun tænke på kollokationer og ikke andre ordforbindelser, men i model 3) skal alle flerordstermer og kollokationer samt andre ordforbindelser inkorporeres under de respektive artikler, og der er hermed et stort arbejde i at identificere hvilke flerordstermer og ordforbindelser, der skal ind under hvilke indgangslemmata. Dette betyder i forhold til Figur 4, at adgang til et nyt marked ikke skal have sin egen artikel, da det må betegnes som en kollokation og ikke en flerordsterm, og derfor bør indlemmes under et andet indgangslemma; i dette tilfælde enten adgang eller marked, eller alternativt under begge med en henvisning til den ene af dem, hvor den fulde beskrivelse anføres. Side 39

40 Som beskrevet i underkapitel 4.2 om metoden for bliver alle termer selekteret fra to korpora på henholdsvis dansk og engelsk, som består af repræsentative artikler og tekster, som brugergrupperne forventes at skulle beskæftige sig med. Disse korpora udgør den optimale basis for selektering af termer, jævnfør underkapitel 7.1 Fagleksikografi. Dog er halvdelen af teksterne oversatte, jævnfør underkapitel 4.2, primært fra dansk til engelsk, hvilket har den svaghed, at det ikke er fuldstændig autentisk sprog. Da er en elektronisk baseret intranetordbog, kan søgefunktionen, som vist af både Burke (1998) og Simonsen (2002), programmeres således, at der ved søgning på en term (grafemstreng) fremkommer samtlige lemmata, der indeholder denne grafemstreng og altså ikke kun eksakte resultater, men også flerordslemmata og sammensætninger, der indeholder denne grafemstreng. En udvidelse til dette ville være, at alle ord i en artikel gøres søgbare, og søgeresultaterne kunne således opstilles efter relevans. Dette har dog den svaghed, at der ved en grafemstreng med høj frekvens i ordbogsartiklerne vil fremkomme uoverskueligt mange søgeresultater, som det vil være besværligt og tidskrævende for brugeren at gennemgå. Dette kunne på lige fod med det ovenfor i praksis viste samt det nedenfor diskuterede også gøres valgfrit for brugeren eventuelt ved hver søgning eller som en generel indstilling, der bliver gemt sammen med resten af brugerens søgeprofil, jævnfør underkapitel 7.3 Elektronisk virksomhedsleksikografi, 8.2 Diskussion af makrostruktur og 8.3 Diskussion af mikrostruktur. Figur 4 som det endelige arbejde så ud. Det er her tydeligt at se, at der er selekteret såvel fagsproglige som almensproglige ord. Side 40

41 Det vil være relevant at berøre emnet omkring kulturbundne kontra ikke-kulturbundne fag, da det er nævnt flere steder ovenfor. Det er i nødvendigt at medtage termer fra begge fagtyper (jævnfør Figur 4), da COWI spænder over mange vidt forskellige fag, og da det vil være nødvendigt at producere for eksempel årsregnskaber på engelsk. Ifølge Bergenholtz & Tarp (1994) bevirker dette, at det ved nogle termer vil være nødvendigt at lave længere kontrasterende faglige forklaringer, da der i kulturbundne fag ikke altid kan forventes fuld ækvivalens, og dermed må forskellen forklares, jævnfør punkt Mikrostruktur (under faglige forklaringer). 8.2 Diskussion af makrostruktur Den traditionelle diskussion, der omhandler alfabetisk kontra systematisk makrostruktur, jævnfør punkt ovenfor, er ikke så relevant, når det drejer sig om elektronisk baserede intranetordbøger som. Ved enkeltfagsordbøger eller ordbøger med få fag kan det dog være meget relevant med en systematisk arbejdsproces. Derved får man gjort sig klart, hvordan de enkelte begreber relaterer sig til hinanden, hvilket igen letter arbejdet med udformningen af definitioner, jævnfør punkt Systematisk makrostruktur, Begrebssystemer samt Definitioner ovenfor. indeholder dog så mange forskellige fag, at det vil være et uoverkommeligt arbejde at udforme begrebssystemer til samtlige af disse. Dette ligger også til grund for, at udarbejdelsen af definitioner ikke kan blive efter Madsens (1999) principper. Madsen (1999) og Bergenholtz & Tarp (1994) er uenige om, hvorledes definitioner (Bergenholtz & Tarp (1994) kalder dem for faglige forklaringer) skal udformes. Førstnævnte mener, at der skal være stringente retningslinjer for indholdet og opbygningen af definitioner, da de definerede begreber på denne måde lettere kan skelnes fra side-, over- og underordnede begreber, hvorimod sidstnævnte mener, at en sådan fremgangsmåde leverer et kedeligt resultat, og at der godt må være variation i de forskellige definitioner, da dette letter blandt andet læsbarheden, jævnfør punkt Definitioner og Mikrostruktur. Samme problemstilling stod også Simonsen (2002) over for ved udarbejdelsen af TeleLex, og her blev i stedet udarbejdet en intern fagklassifikation, der definerede inden for hvilke af TDC's fagområder, der skulle medtages termer. COWI angiver selv inde på deres hjemmeside, jævnfør COWI A/S, at de rådgiver inden for områderne natur, samfund, transport, bygninger, industri samt forsyning. Det er selvfølgelig nogle meget brede hovedområder, og det ville derfor være nødvendigt at lave interne fagklassifikationer inden for hvert enkelt område samt inden for økonomi og regnskab og til dels inden for jura, da den sekundære brugergruppe, som består af oversættere og andre sprogmedarbejdere, jævnfør kapitel 5 Brugergrupper ovenfor, må forventes at skulle producere og oversætte blandt andet årsregnskaber, kontrakter og andre økonomiske samt juridisk bindende dokumenter på og til engelsk. I kunne man forestille sig, at brugerne ville have glæde af en søgemetode som den, der er udviklet i Simonsen (2002), så der kunne søges både alfabetisk og/eller inden for fagområde, eventuelt inden for flere tilgrænsende fagområder på én gang, jævnfør punkt Elektronisk makrostruktur. Ligeledes kunne det være relevant at implementere den leksikografiske dokumentskabelon, jævnfør punkt Elektronisk makrostruktur, da brugerne således vil kunne udforme tekster, der overholder retningslinjerne for de respektive tekstgenrer. Side 41

42 En model af startsiden med de ovenfor diskuterede emner er vist i Figur 5. Her er der også reserveret plads ude i siden til en brugervejledning til startsiden og de muligheder, som brugeren har. Brugeren kan vælge fag og tekstgenre ved hjælp af drop down-bokse eller alternativt ved at vælge flere forskellige fag og genrer i en liste. I elektronisk baserede intranetordbøger som kunne det være relevant at implementere en søgemetode, der dels lister de forskellige lemmata i henhold til relevans i forhold til den søgte grafemstreng, hvilket også indebærer en angivelse af de mest relevante lemmata, hvis der ingen resultater er for den søgte grafemstreng, for eksempel på grund af uoverensstemmelser mellem brugerens søgning og indhold i ; dels lister den ubøjede form, hvis der søges på en bøjet eller uregelmæssig form. Figur 5 Model af s foreslåede startside 8.3 Diskussion af mikrostruktur Som vist ovenfor i punkt omhandlende den traditionelle mikrostruktur anbefaler Bergenholtz & Tarp (1994) en bestemt rækkefølge i forbindelse med opbyggelsen af mikrostruktur til oversættelses- og produktionsformål. Som Burke (1998) diskuterer og Simonsen (2002) anskueliggør (jævnfør punkt 7.3.2), kan mikrostrukturen i elektronisk baserede intranetordbøger som skræddersys af brugeren, så vedkommende selv kan bestemme hvilke informationer, der bliver vist og i hvilken rækkefølge, de bliver vist. Ligeledes diskuteret ovenfor, jævnfør punkt Elektronisk mikrostruktur, kan billeder bidrage enormt til forståelse af definitionen af en fysisk genstand, men det er ikke alt, der umiddelbart kan anskueliggøres Side 42

43 ved billeder. Tilføjelsen af videoklip (eller alternativt GIF-animationer) er endnu en mulighed for at forbedre forståelsen for brugeren. Dette element er især relevant ved beskrivelsen af processer, handlinger, arbejdsfunktioner og lignende. Selvom brugeren i TeleLex, jævnfør punkt Elektronisk mikrostruktur, har mulighed for at vælge moduler af mikrostrukturen, bliver dataene internt i modulerne stadig præsenteret efter en nøje fastlagt mikrostruktur. Man kan forestille sig muligheden for at lade brugeren selv organisere, i hvilken rækkefølge data bliver præsenteret, da mediet muliggør dette. Jeg vil dog argumentere for, at det er de færreste tilfælde, hvor dette vil være nødvendigt og relevant; derfor er en nøje fastlagt mikrostruktur stadig yderst relevant, selvom brugeren har mulighed for at udtage dele af den. Figur 6 viser, hvordan ser ud ved søgning på afdække. Som det kan ses, er der fire danske lemmata med blandet synonymi- og homonymiindeks samt tilsvarende fire engelske ækvivalenter. Det var et ønske fra COWI, at der kun skulle være én dansk term og én engelsk term i hver artikel, og at kun de danske termer skulle være nummererede ved flere forekomster, da det er den dansk-engelske ordliste, der er den principale og den engelsk-danske, der er den subsidiære ordliste, jævnfør Bergenholtz & Tarp (1994, s ). Hertil er et enkelt kommentarfelt, der i dette tilfælde er blevet brugt til at angive synonymer til den danske term til hjælp ved produktion på og oversættelse til engelsk, da brugeren ikke ud fra de danske lemmata kan læse, om det for eksempel betyder tildække, undersøge eller afsløre samt hvilken ækvivalent, der i så fald skal anvendes ved de respektive betydninger. Figur 6 som den ser ud, når der søges på afdække. Side 43

44 At der er tale om synonymer til den danske term anskueliggøres af forkortelsen "dk.", der angiver, at det følgende refererer til den danske term, samt "=", der angiver synonymi, jævnfør punkt Mikrostruktur (under synonymer og antonymer), hvor det er metode nummer 5), der er anvendt, og ifølge Bergenholtz & Tarp (1994) er den optimale opstilling af synonymer og antonymer en kombination af 3), hvilket er en henvisning til et andet lemma, og 5), hvilket i dette tilfælde er let at implementere, idet man sørger for at lemmatisere de relevante og ikke allerede lemmatiserede termer. Ligeledes kan man i Figur 6 se den leksikografiske konvergensmodel, jævnfør punkt Elektronisk makrostruktur, i anvendelse. Som det tydeligt ses, er dog ikke fuldt optimeret til brug med denne, da brugeren næppe vil have nytte af at kunne søge på afdække 4 direkte på Google eller nogle af de andre steder, og brugeren bliver hermed nødt til selv at korrigere for dette, når det nye vindue med for eksempel Googles søgeside åbnes. Det er således upraktisk, at der udelukkende kan søges på den sidste forekomst af lemma henholdsvis ækvivalent de respektive steder, og det er et yderligere problem, at nummereringen indgår i selve lemmaet. Dette problem kunne løses ved at inkorporere en resultatside, hvorved brugeren efter at have udfyldt søgeruden og klikket "Søg" får en resultatside frem på skærmen, som det også er tilfældet i TeleLex, jævnfør Simonsen (2002). Men i stedet for blot at få en resultatside frem med klikbare lemmata (som følgende åbner ordbogsartiklen på hele siden, således at man bliver nødt til at klikke "Tilbage" for at komme tilbage til resultatlisten, hvis det alligevel ikke var det lemma, man søgte), kunne man have resultatlisten på for eksempel den øverste tredjedel af siden, med mulighed for at scrolle ned i listen, hvis der er for mange resultater til, at de alle kan vises. Man kan så markere et lemma, hvis fulde artikel efterfølgende bliver vist på den nederste del af siden ligeledes med mulighed for at scrolle, hvis der er for Figur 7 Model af muligheden for både at vise resultatliste samt ordbogsartikel for det i resultatlisten markerede lemma. Side 44