HANDLEPLANSARBEJDET PÅ KRIMINALFORSORGENS TJENESTESTEDER

HANDLEPLANSARBEJDET PÅ KRIMINALFORSORGENS TJENESTESTEDER

2 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder Direktoratet for Kriminalforsorgen Straffuldbyrdelseskontoret Strandgade 100, Bygning K 1401 København K HANDLEPLANSARBEJDET PÅ KRIMINALFORSORGENS TJENESTESTEDER 1 UDGAVE, MAJ 2011

3 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder I januar 2011 udsendte direktoratet en høring vedrørende handleplansarbejdet til alle åbne og lukkede fængsler, arresthuse, KiF-afdelinger og pensioner. Alle tjenestestederne blev i høringen bedt om at besvare en række spørgsmål om, hvordan forskellige centrale emner i handleplansarbejdet håndteres. Disse besvarelser er bearbejdet og sammenfattet i følgende rapport. Formålet med høringen har ikke været at evaluere selve udarbejdelsen af handleplanerne. Høringen er nærmere tænkt som et redskab til at indsamle viden og udveksle erfaringer om, hvorledes handleplansarbejdet organiseres og varetages. I forlængelse heraf giver den tjenestestederne mulighed for at fremhæve vellykkede handleplanspraksisser eller sætte ord på de eventuelle vanskeligheder, der er forbundet med udarbejdelsen. På den vis kan de samlede høringssvar fungere som inspiration til den fremadrettede indsats på handleplansområdet samt som grundlag for en fælles dialog om handleplansarbejdets udfordringer på både centralt og lokalt plan i kriminalforsorgens regi. De stillede spørgsmål vedrører blandt andet, hvorvidt og hvordan der er implementeret en ensartet praksis på følgende områder: Organisering og udarbejdelse af handleplaner Uddannelse af personalet i udfærdigelse af handleplaner Kvalitetssikring af handleplansarbejdet Den indsatte, klienten eller beboerens inddragelse. Tjenestestedernes koordinering af handleplaner med kommunen Implementering af Køreplan for God Løsladelse Vigtige indsatsområder i det fremadrettede arbejde med handleplaner. Resultaterne viser, at der umiddelbart ikke er indarbejdet en fælles praksis på en række af ovenstående områder. Uddannelse af personale i handleplansarbejdet varierer meget i både undervisningsform og - omfang, og en systematisk kvalitetssikring af indholdet i handleplanerne er i flere tilfælde ikke omtalt som en fast implementeret praksis. Endvidere fremgår det, at de indsatte så vidt muligt deltager i handleplanssamtaler, men at de imidlertid sjældent får udleveret en egentlig kopi. Derudover oplever tjenestestederne generelt at have vanskeligt ved at koordinere handleplaner med kommunen og med at implementere dele af Køreplan for God løsladelse. Det er dog vigtigt at understrege, at der er eksempler på gode forløb, hvor en række tjenestesteder oplever, at handleplansarbejdet fungerer efter hensigten. Den samlede besvarelse vil blive præsenteret og uddybet efter en kort gennemgang af høringens metodiske fundament og rapportens anvendelighed. Rapportens metodiske fundament og anvendelighed Flere forhold må tages i betragtning inden læsningen af de samlede høringssvar. Disse vedrører blandt andet, hvad der er muligt og ikke er muligt at konkludere ud fra måden, hvorpå de fremsendte spørgsmål er konstrueret og ud fra den forholdsvis store diversitet, der viser sig at være i tilbagemeldingernes udførlighed. Disse overvejelser uddybes følgende for på den måde at fastslå, hvad rapporten kan anvendes til. Indledningsvis er det vigtigt at understrege, at undersøgelsens resultater og generaliserbarhed er begrænset af måden, hvorpå spørgsmålene er stillet. Alle spørgsmål er formuleret åbent, og det har

4 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder derfor været op til det enkelte tjenestested, hvilke punkter der blev lagt vægt på i besvarelsen. At et tjenestested kun fokuserer på enkelte områder af handleplansarbejdet i besvarelsen kan sagtens betyde, at de i praksis arbejder med de områder, de ikke nævner. Resultatet skal således ikke nødvendigvis tolkes som en beskrivelse af den faktiske handleplanspraksis og en kvantificering af besvarelserne. At opgøre præcise antal for, hvor mange der gør hvad, er generelt ikke en mulighed, da besvarelsernes indhold, formuleringer og detaljeringsgrad varierer meget fra tjenestested til tjenestested. Kun ganske få steder, har det været oplagt at opgøre, hvor mange, der har svaret på en bestemt måde. Høringssvarene er systematiseret og analyseret ud fra en kvalitativ metodetilgang med fokus på at identificere hvilke temaer og praksisformer, der har været mere eller mindre fremtrædende, og hvor formålet derudover er at få et mere detaljeret indblik i de erfaringer, tjenestestederne gør sig i deres daglige handleplansarbejde. I rapporten fremhæves også løbende en række enkeltstående udsagn, der enten beskriver specifikke problematikker ved handleplansarbejdet eller fremhæver positive eksempler på forskellige praksisformer, der fungerer godt. Dette kan forhåbentligt tjene som inspiration for tjenestestederne i det videre arbejde med handleplaner. Det skal påpeges, at de kritikpunkter og antagelser, der fremsættes om eksempelvis samarbejdsvanskeligheder med kommunen, udelukkende baserer sig på tjenestestedernes egne udtalelser og oplevelser. Det er således svært at fastslå, hvorvidt og i hvilket omfang der er tale om enkeltsager eller generelle problematikker. Endelig er det værd at tage i betragtning, at der er nogle åbenlyse forskelle i udførelsen og omfanget af handleplansarbejdet alt efter om det er fængsler, arresthuse, KiF-afdelinger eller pensioner, der er tale om. Handleplanspligten er ikke lige omfattende alle steder, og der er stor forskel på, hvor i processen de enkelte tjenestesteder yder den største indsats og således retter deres primære fokus i arbejdet med handleplaner. Den samlede besvarelse, der her følger, er derfor også altovervejende inddelt efter, om det er fængsler, arrester, KiF-afdelinger eller pensioner, der svarer. Kun enkelte steder er det muligt at drage konklusioner om handleplansarbejdet på tværs af fængsler, arresthuse, pensioner og KIF-afdelinger. Sammenfatning og præsentation af høringssvar I følgende præsenteres den endelige sammenfatning og analyse af samtlige besvarelser. Indledningsvis fremsættes en beskrivelse af, hvilke fagpersoner der på henholdsvis fængsler, arresthuse, KiF-afdelinger og pensioner primært står for udarbejdelsen af handleplanerne, samt hvorledes arbejdet organiseres på de forskellige tjenestesteder. Derefter belyses, hvorvidt tjenestestederne uddanner personalet i handleplansarbejdet, og hvorledes denne uddannelsespraksis tager sig ud på forskellige vis. Efterfølgende behandles spørgsmålet om kvalitet i en handleplan. Herunder hvad der fra tjenestestedernes side betragtes som væsentlige kvalitetskriterier i handleplansarbejdet, og hvordan de forsøger at sikre, at kvaliteten opretholdes. Dernæst anskueliggøres, hvorvidt og hvordan den indsatte, klienten eller beboeren inddrages i handleplansarbejdet, og efterfølgende i hvilket omgang tjenestestederne har implementeret en fast praksis for koordinering af handleplaner med kommunen, samt hvorvidt de har indarbejdet køreplan for God Løsladelse. Endeligt fremsættes der en række eksempler på, hvilke indsatsområder

5 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder tjenestestederne på nuværende tidspunkt vurderer som mest betydningsfulde i arbejdet med handleplaner. Handleplansarbejdets udarbejdelse og organisering Tjenestestederne er blevet bedt om at besvare, hvilken faggruppe der på pågældende sted udarbejder handleplaner, samt hvordan handleplansarbejdet organiseres. Det fremgår af besvarelserne, at det primært er socialrådgiverne, der er handleplansansvarlige i fængslerne. Kun et ud af femten fængsler svarer, at det er betjentene, der alene udarbejder handleplanerne. Fem fængsler svarer tilsvarende, at det alene er socialrådgiverne, der har ansvaret herfor. I de fleste fængsler udarbejder socialrådgiverne dog handleplanerne i samarbejde med betjentene. Størstedelen af fængsler organiserer arbejdet således, at sagsbehandlerne har hovedansvaret for indkaldelse af betjente/kontaktpersoner til handleplansmøder og for de socialfaglige vurderinger. En række fængsler tilføjer dog, at vurderinger og indsatser altid, eller så vidt muligt, udarbejdes på baggrund af en fælles dialog mellem betjent og sagsbehandler. De oplyser endvidere, at der arbejdes tværfagligt således, at andre faggrupper såsom lærere, sygeplejersker og terapeuter også har mulighed for at indberette i handleplanen, hvis det findes relevant i forhold til deres konkrete indsatsområder. I arresthusene bliver handleplanerne primært udarbejdet af betjentene. Der ses en tendens til at handleplansarbejdet er organiseret således, at betjentene opstarter handleplanerne, hvorefter socialrådgivere fra KiF færdiggører dem ved planlægning af fuldbyrdelsesordren. Udarbejdelsen fremstår således her som to adskilte arbejdsgange og ikke et tværfagligt forløb, hvor begge parter vurderer og udformer handleplanens indhold i fællesskab. Kun få arresthuse oplyser, at de har en socialrådgiver tilknyttet som sparringspartner. Hos KiF er det udelukkende socialrådgivere, der er ansvarlige for handleplansarbejdet. Det er gennemgående i alle besvarelser, at den enkelte sagsbehandler arbejder individuelt med egne tilsynssager og dermed også udfylder handleplanerne individuelt. Kun meget få afdelinger oplyser, at handleplanerne fremføres og diskuteres på fastlagte møder. På samtlige pensioner er det døgnpersonalet, der er handleplansansvarlige. Døgnpersonalet kan bestå af både socialrådgivere, pædagoger, fængselsfunktionærer og skolelærere, og i besvarelserne fremgår det, at alle medarbejdere uanset fagbeskrivelse tager del i udarbejdelsen af handleplanerne. Generelt set arbejder døgnmedarbejderne på pensionerne i teams, hvoraf hvert team har 3-4 medarbejdere tilknyttet. Hvorledes handleplansarbejdet derudover er organiseret varierer fra pension til pension. På nogle pensioner, er det kun én medarbejder fra hvert team, der er handleplansansvarlig, på andre indskriver alle teamets medarbejdere i handleplanerne, og endeligt er der eksempler på, at handleplanerne uddelegeres ligeligt mellem teammedlemmerne.

6 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder Uddannelse af personale i handleplansarbejde Tjenestestederne er blevet bedt om at oplyse, hvordan og i hvilket omfang de uddanner personalet i handleplansarbejdet. Der kan umiddelbart ikke identificeres nogen generel eller ensartet uddannelsespraksis i fængslernes besvarelser. Både undervisningsform og - omfang varierer meget fra fængsel til fængsel. En række fængsler har løbende sidemandoplæring, hvor socialrådgivere underviser betjente alt efter behov. Andre har fast implementeret undervisning på personalemøder varierende fra en til fire gange årligt. Nogle fængsler udarbejder skriftlige anvisninger med retningslinjer for handleplansarbejdet, og endelig er der et par fængsler, som slet ikke har nogen undervisningspraksis. Arresthusene har generelt ikke implementeret undervisning i handleplansarbejde. Kun få nævner, at medarbejderne har deltaget i egentlige kurser. Andre nævner sidemandsoplæring af KiFmedarbejdere eller erfarne betjente som et muligt tilbud, men overordnet set svarer de fleste arresthuse, at de ikke er i besiddelse af nogen form for uddannelse, for så vidt det angår handleplansarbejdet. De fleste KiF-afdelinger oplyser ikke om konkrete uddannelsestilbud i forbindelse med handleplansarbejdet. Socialrådgiverne får ved nyansættelse en introduktion til udarbejdelsen, hvor handleplanscirkulæret og vejledningen gennemgås, men derudover er det kun få afdelinger, der nævner, at de udbyder fælles undervisning på fastlagte personalemøder. Et par besvarelser uddyber denne praksis med, at handleplansarbejdet betragtes som en naturlig del af socialrådgiverrelevant arbejde, så det forudsættes ved ansættelse af nye socialrådgivere, at de er bekendte med de gængse procedurer. Undervisning og vejledning i handleplansarbejdet fremstår som et omfangsrigt og centralt punkt på de fleste pensioners dagsorden. Flere pensioner oplyser, at viceforstanderen har ansvaret for, at personalet uddannes i handleplansarbejdet og bliver bekendt med relevant lovgivning og eventuelle lovgivningsændringer. Endvidere er handleplansarbejdet på pensionerne generelt et fast punkt på dagsordenen til ugentlige/månedlige møder, der holdes faglige temadage om handleplaner, og døgnpersonalet superviseres derudover individuelt. Et par pensioner har endvidere tilføjet, at de har udarbejdet skriftlige handleplansvejledninger, og en enkelt forelægger, at de har udarbejdet en oversigt over målepunkter i handleplanen, som anvendes, når handleplanerne gennemgås. Kvalitet i en handleplan Tjenestestederne blev bedt om at tage stilling til, hvad kvalitet er i en handleplan og dermed, hvad de hver i sær betragter som centrale kriterier for den gode handleplan. Derudover blev de bedt om at besvare, hvorledes de sikrer, at kvaliteten opretholdes. Det fremgår af besvarelserne, at der er en række kvalitetskriterier, der samlet set og på tværs af tjenestestederne fremhæves som væsentlige i en god handleplan. Dog adskiller arresthusene sig en smule, hvilket behandles afslutningsvis. Det mest fremtrædende kvalitetskrav til en god handleplan er i besvarelserne generelt en kortfattet, præcis og aktuel handleplan. Mange påpeger, at det er essentielt, at handleplanerne er overskuelige, letforståelige og løbende sorteres for gamle irrelevante oplysninger. Nogle tjenestesteder tilføjer, at det er problematisk, at handleplanerne ofte bliver for omfattende og at overblikket derfor let kan

7 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder mistes i overdragelsen til andre kollegaer eller samarbejdspartnere. Netop det, at handleplanerne kan anvendes af eksterne instanser i forbindelse med en sags overflytning til eksempelvis kommunen, andet fængsel, behandlingsinstitution m.m., er et fremtrædende emne i de fleste besvarelser. Det er således vigtigt for kvaliteten, at de vurderinger og indsatser, der indgår i handleplanen, kun er aktuelle for den indsattes situation lige nu og her og endvidere, at de er beskrevet så klart og præcist som muligt. Et enkelt fængsel oplyser, at de forsøger at afværge uoverskueligheden ved at undgå indskrivninger i handleplanerne. De tilstræber derimod at lære personalet at oprette ny kopi, når der tilføres nyt i en handleplan og samtidig slette data, der ikke længere er aktuelle, men som kan søges i tidligere versioner. Et andet kvalitetskriterium, der lægges vægt på i en del besvarelser, er, at den dømte selv er aktiv deltager i udarbejdelsen af handleplanen, således at indsatserne bliver realistiske og realiserbare i forhold til vedkommendes egne ønsker og behov, samt dennes ressourcer og barrierer. I forbindelse med netop realiserbarheden af indsatsområderne, er en vellykket koordinering med kommunen og andre myndigheder også omtalt som en afgørende faktor i handleplansarbejdet. En enkelt pension begrunder dette kriterium med, at beboeren nemt kan blive tabt mellem to stole, forbi handleplanen eksempelvis ikke stemmer økonomisk overens med den støtte, der kan tilbydes kommunalt. Derudover lægges der i besvarelserne vægt på, at det skal være tydeligt, at handleplanerne anvendes som et aktivt arbejdsredskab og ikke kommer til at fremstå som en journal. Det skal klart fremgå, hvem der gør hvad og hvornår. Endeligt nævner en række tjenestesteder, at der skal være sammenhæng mellem den begåede kriminalitet og den iværksatte indsats, samt at der i handleplanen skal være sammenhæng mellem beskrivelse, vurdering og indsatsområder. Samlet set blev følgende kvalitetskriterier således fremhævet: Handleplanen skal være kort, præcis og aktuel Handleplanen skal løbende sorteres for gamle irrelevante oplysninger Den dømte skal deltage aktivt i udarbejdelsen af handleplanen Handleplanen skal kunne overdrages både internt og eksternt Vurderinger og indsatser skal være aktuelle for den dømtes situation nu og her Handleplanen skal koordineres med kommunen og andre relevante myndigheder Det skal fremgå klart, hvem der gør hvad og hvornår Der skal være sammenhæng mellem den begåede kriminalitet og iværksatte indsatser Der skal være sammenhæng mellem beskrivelse, vurdering og indsatsområder Tjenestestederne sikrer generelt kvaliteten af handleplansarbejdet ved i fællesskab at gennemgå og evaluere udvalgte handleplaner på de føromtalte personale-/teammøder. Kun meget få oplyser imidlertid, hvorvidt denne praksis tager udgangspunkt i en systematisk procedure eller består af forholdsvis løse diskussioner. Kun et enkelt tjenestested svarer, at evalueringen af handleplansarbejdet systematisk gennemgås ved brug af direktoratets vejledning. Derudover er der en række fængsler, der løbende tager stikprøver og således evaluerer kvaliteten ved tilfældige udtræk af handleplanerne for derefter at give en fælles eller individuel feedback til de

8 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder handleplansansvarlige med ris og ros. Overordnet fremgår det dog heller ikke i den forbindelse, hvilke specifikke punkter, der gives en tilbagemelding på. Endelig er der tjenestesteder, der oplyser, at de ikke har nogen praksis for kvalitetssikring. Heraf er størstedelen arresthuse, der enten har undladt at besvare de spørgsmål, der vedrører kvaliteten af handleplanerne, eller som ikke mener, at det er deres ansvarsområde i og med, at handleplanerne overdrages til sagsbehandlere fra KiF. Generelt er arresthusenes besvarelser sparsomme, og det fremstår umiddelbart som om, at handleplansarbejdet fylder lidt i mange tilfælde. Direktoratet er opmærksom på, at ikke alle arresthuse har pligt til at udarbejde handleplaner, og at besvarelserne derfor tager sig således ud. I forlængelse heraf har et enkelt arresthus imidlertid påpeget vigtigheden af, at handleplaner i arresthusene har til formål at beskrive den varetægtsfængsledes situationen umiddelbart før indsættelsen samt forløbet lige efter. Dette for at håndtere de problematikker, der er forbundet med at blive revet ud af en hverdag med familie og eventuelt arbejde eller uddannelse. Den indsattes inddragelse i handleplansarbejdet Tjenestestederne er blevet bedt om at angive, hvordan den indsatte/klienten/beboeren er involveret i handleplansarbejdet, herunder om den indsatte får udleveret en kopi af handleplanen. Samtlige tjenestesteder svarer, at den dømte så vidt muligt er med til handleplanssamtaler og eventuelle opfølgningssamtaler. Nogle uddyber i forbindelse hermed, at dømte under samtalen skal have mulighed for at komme med rettelser og indsigelser. Et par tjenestesteder tilføjer, at den pågældendes egne vurderinger skal fremgå tydeligt af handleplanen. Et enkelt fængsel svarer dog i forlængelse heraf, at de erfarer, at mange indsatte har svært ved at sætte ord på, hvad de selv mener om egen situation. Andre fængsler har i stedet for lagt vægt på, at den indsatte får tildelt opgaver under handleplansmøderne, således at de eksempelvis selv har ansvaret for at fremskaffe dokumenter, kontakte skole og arbejdsgiver m.m. for på den måde at fastholde, at de har ejerskab for egen situation. Nogle Kif-afdelinger svarer, at der er stor forskel på i hvor høj grad tilsynsklienterne er involveret i selve udarbejdelsen. Dette begrundes til dels med, at der er stor variation i socialrådgivernes arbejdsprocedure og deres prioritering heraf. Endvidere oplyser et par KiF-afdelinger, at de oplever, at en del klienter ikke er interesserede i at deltage i udarbejdelsen af handleplanerne. Hvorvidt den dømte helt konkret får udleveret en kopi af handleplanen varierer også meget fra tjenestested til tjenestested. Altovervejende udleveres der en kopi såfremt pågældende ønsker det, men dette sker sjældent. Mange fængsler og arresthuse vælger at undlade at udlevere handleplaner af sikkerhedsmæssige årsager, da personfølsomme oplysninger om eksempelvis begået kriminalitet og kriminalitetens årsager kan skade den indsatte, hvis andre afsonere kommer i besiddelse af handleplanen. Koordinering af handleplaner med kommunen Tjenestestederne er blevet bedt om at oplyse, hvorvidt de har etableret en fast praksis for koordinering af handleplaner med kommunen og i så fald, hvordan denne praksis tager sig ud. I fængslernes besvarelser fremgår det, at det primært er socialrådgiverne, der står for koordineringen med kommunen. De fleste oplyser derudover, at de anmoder om koordinering ved at fremsende en skrivelse, men at selve handleplanen først eftersendes, når kontakten er etableret. Et

9 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder enkelt fængsel understreger, at de ikke vil fremsende en kopi af handleplanen til kommunen, før kommunen har anmodet herom og tilkendegivet et ønske om at samarbejde. Da kommunen ofte ikke melder tilbage, finder de det uetisk, at sende en klients handleplan med personfølsomme oplysninger før samarbejdet er etableret. En række fængsler tilføjer endvidere, at de kun fremsender dele af handleplanen, da alle oplysninger ikke nødvendigvis er relevante ift. kommunens opgaver, herunder de personfølsomme oplysninger så som barndomstraumer m.m. Et par fængsler oplyser, at koordineringen generelt ikke fungerer. Derudover oplyser to fængsler helt konkret, at de ikke har etableret nogen fast praksis, da koordineringen afhænger af kommunerne, der ofte er organiseret forskelligt. Nogle kommuner ønsker ikke en kopi af handleplanerne, andre kommuner har ikke nogen fast procedure, som sikrer, at handleplanen når frem til den relevante medarbejder. En række kommuner henviser til ydelsescentret, hvilket er problematisk, da beskæftigelsesområdet ikke er en del af projekt god løsladelse, og de derfor ikke ved, hvad de skal stille op med en handleplan. Endelig er der et fængsel, der oplyser, at samarbejdet og koordineringen med kommunerne foregår uden problemer. Dette fængsel fremsender ikke handleplanen men anmoder i stedet om et konkret samarbejdsmøde. Kontoret rykker for svar såfremt kommunen ikke har meldt tilbage indenfor fire uger. De oplyser, at koordineringen fungerer upåklageligt efter, at denne procedure er iværksat, og at de får flere svar end nogensinde før. Arresthusene oplyser generelt, at de ikke har nogen fast praksis for koordinering med kommunerne eller mere specifikt, at de ikke fremsender handleplaner. I de få tilfælde, hvor der oplyses om en praksis, er det socialrådgivere eller KiF-medarbejderne, der har ansvaret herfor. Hvorvidt KiF-afdelingerne har en fast praksis for koordinering af handleplaner med kommunerne er svært at gennemskue ud fra besvarelserne. Nogle afdelinger sender en skrivelse, mens andre vælger at ringe til kommunen og anmode om koordinering, da de oplever, at en skrivelse sjældent fører til et reelt samarbejde. En enkelt afdeling oplyser, at koordineringen sker via konkrete samarbejdsmøder, og nogle steder anmodes kommunen kun om et samarbejde, såfremt klienten giver sit samtykke. Der gives også flere steder udtryk for, at praksis for samarbejdet med kommunen er individuel og afhænger af den enkelte sagsbehandler og/eller klienten. En afdeling tilføjer, at det i visse tilfælde kan virke omsonst at fremsende handleplanen dog uden at uddybe begrundelsen herfor. Flere KiF-afdelinger har imidlertid fremsat en række konkrete kritiske betragtninger i forhold til handleplanskoordineringen med kommunerne. En afdeling oplyser, at den er blevet bekendt med, at afdelingens breve med anmodning om koordinering lægges i en bunke, hvor de bliver liggende, fordi kommunen ikke ved, hvad de skal gøre med anmodningerne. En anden afdeling oplyser, at de sjældent fremsender handleplanerne, da indholdet let bliver for omfattende og uoverskueligt. De begrunder dette med, at indholdet af klientsamtalerne også skrives ind i handleplanen. Den fungerer således også som en journal, der er delt op i mange punkter, hvilket gør det vanskeligt at se, hvem der har skrevet hvad og hvornår. En kommune har på baggrund heraf netop anmodet om et fokus-ark i sted for handleplanen. Endeligt er der en afdeling, der oplever, at det ikke er klart for alle kommuner i området, hvortil handleplanerne skal sendes. Hvorvidt pensionerne har en fast praksis for koordinering af handleplaner med kommunen er også forskellig fra pension til pension. To pensioner svarer, at de ikke har nogen fast praksis, men at der arbejdes på sagen. Derudover er der et par pensioner, der oplyser, at de fremsender en skrivelse,

10 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder hvorefter de afventer, at kommunen tager kontakt. Endelig er der nogle pensioner, der mere konkret oplyser, at samarbejdet oftest er centreret om ydelseskontorer og jobcentre i forbindelse med lov om aktiv beskæftigelse. Implementering af Køreplan for God Løsladelse I forlængelse af ovenstående er tjenestestederne blevet bedt om at besvare, hvorvidt de har indarbejdet Køreplan for God Løsladelse som fast praksis i arbejdet med prøveløsladelser, og hvordan denne praksis tager sig ud. I hvor høj grad køreplanen er implementeret som fast praksis varierer en del i fængslerne. Et par fængsler oplyser, at de ikke har indarbejdet Køreplan for God Løsladelse uden nærmere begrundelse herfor. De fleste institutioner påpeger dog, at årsagen til den manglende implementering netop skal findes i samarbejds- og koordineringsvanskeligheder med eksterne instanser, heriblandt kommunerne. Det er således primært punkt 8 i køreplanen 1, der fremstår vanskelige at udføre i praksis. Det er gennemgående i besvarelserne, at det generelt ikke lader sig gøre at arrangere et fysisk møde med kommunerne. Nogle påpeger, at fængslet ikke har tid eller ressourcer til at tage til møder ude i landets kommuner. Mange oplyser endvidere, at kommunerne ikke ønsker at se den indsatte før efter løsladelsen, og at 31 udgange 2 derfor generelt ikke tages i brug. Et fængsel uddyber denne problematik med, at kommunerne frabeder sig, at de henvender sig før løsladelsen, fordi de ikke ved, om den indsatte reelt flytter til kommunen, og/eller at sagen er lukket og ikke kan genåbnes før en løsladelse. Fængslet påpeger, at dette også vedrører kommuner, der er forhandlet med, og som har været med i projekt god løsladelse fra starten. Indtrykket er endvidere, at man internt i nogle kommuner ikke har været gode nok til at få informationerne ned gennem systemet, og at opgaven i nogle tilfælde hviler på en person, hvilket gør arbejdet sårbart under ferie og sygdom. Derudover er der et fængsel, der beklager, at køreplanen er for omfattende og utilgængelig, og et andet fængsel, der mener, at køreplanen er god i teorien, men at den ikke er mulig at udføre i praksis. Der efterlyses et enkelt sted i forlængelse heraf en kort kontaktvejledning. Et enkelt fængsel nævner derudover, at motivationen hos KiF-afdelingerne opleves ringe, og at hjælpen er forbeholdt de gode klienter. De giver ofte ikke dårligt socialt fungerende indsatte flere chancer, hvis de under tidligere tilsyn ikke har overholdt aftaler. Det skal dog understreges, at der er en række fængsler, der oplyser, at de altid eller så vidt muligt etablerer kontakt til kommunen og KiF-afdelingerne, og at de endvidere har en fast praksis for størstedelen af punkterne i køreplanen. Ingen af arresthusene oplyser, at de har indarbejdet Køreplan for God Løsladelse som fast praksis. Nogle nævner dog, at de arbejder på en implementering, og at en samarbejdsaftale med KiF 1 Punkt 8 i Køreplan for God Løsladelse: Den handleplansansvarlige indkalder den indsatte og alle relevante samarbejdspartnere i KIF og kommunen til et løsladelsesmøde senest 3 mdr. før løsladelsestidspunktet, med henblik på at planlægge og aftale den gode løsladelse. 2 31 straffuldbyrdelsesloven: Udgang til særlige formål, herunder kontakt til eksempelvis tilsynsmyndighed og kommune.

11 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder vedrørende God Løsladelse skal drøftes i nærmeste fremtid. Et par arresthuse understreger endvidere, at de trods den manglende indarbejdning af køreplanen stadig har en god løsladelsesprocedure. Det er de færreste KiF-afdelinger, der svarer, at de har implementeret Køreplan for god Løsladelse som fast praksis. Få oplyser, at de er i opstartsfasen, og at køreplanen er under implementering. Andre oplyser, at de endnu kun har fokus på visse punkter, heriblandt at den indsatte eksempelvis altid får tilbudt at komme på 31 udgang. Flertallet af KiF-afdelinger har dog ikke implementeret køreplanen. Heraf argumenterer de fleste, at dette skyldes, at DFK endnu ikke har fået etableret samarbejdsaftaler med de respektive kommuner. Andre påpeger, at det er fængslernes ansvar at tage kontakt til KiF, hvis de ønsker et samarbejde, men at dette sjældent sker. Endelig er der en afdeling, der ikke mener, at Køreplan for God Løsladelse er relevant i forhold til KiF s arbejdsområde. På pensionerne er det ca. halvdelen der svarer, at de har implementeret Køreplan for God Løsladelse som fast praksis. Heriblandt oplyses der om et primært fokus på arbejdet med forsørgelses-, beskæftigelses- og uddannelsesdelen, samt om et fokus på koordinering og samarbejde med relevante samarbejdspartnere. De resterende pensioner, svarer derimod, at de ikke har indarbejdet en fast praksis, men at der arbejdes herpå. En enkelt pension nævner imidlertid, at de trods denne manglende implementering stadig har et godt samarbejde med kommunen. Fremadrettede indsatsområder Endeligt blev tjenestestederne bedt om at besvare, hvilke indsatsområder de fremadrettet finder mest betydningsfulde i arbejdet med handleplaner, og hvad de eksempelvis vil arbejde med i det kommende år. Svarene viser sig her at være meget alsidige, og det er ikke muligt at identificere specifikke indsatsområder, der er gennemgående for samtlige tjenestesteder. I nedenstående er der derfor udvalgt en række af de angivne indsatsområder, der kan være med til at løse de vanskeligheder ved handleplansarbejdet, der er påpeget løbende i den samlede besvarelse. Disse fremadrettede indsatsområder kan sammenfattes i følgende kategorier: Indarbejdelse af en bedre dokumentationskultur Prioritere uddannelse af personalet i handleplansarbejde. Motivere betjente til at udarbejde handleplaner og forstå vigtigheden heraf. Udvikle en ensartet praksis med klare manualer og retningslinjer for handleplansarbejdet. Arbejde på at handleplanerne oprettes og evalueres rettidigt. Koordinering af handleplaner med eksterne samarbejdspartnere. Indarbejdelse af en ensartet praksis mellem fængsler og KiF-afdelinger. Indarbejdelse af en fast praksis for koordinering af handleplaner med kommunen. Arbejde på at tjenestestedernes indsats understøtter kommunens indsatsområder. Handleplanen som aktivt arbejdsredskab Arbejde på handleplanernes overskuelighed og sikre, at der sorteres ud i oplysninger, der ikke længere er aktuelle. Beskrivelsesdelen skal i højere grad omsættes til vurderinger og konkrete indsatser. Arbejde på en tydeliggørelse af, hvem der gør hvad og hvornår.

12 Handleplansarbejdet på kriminalforsorgens tjenestesteder Afsluttende bemærkninger Direktoratets hensigt med at fremsende de sammenfattede høringssvar til samtlige tjenestesteder er som påpeget et ønske om, at materialet kan anvendes som erfaringsudveksling og tjene til inspiration i den fremadrettede indsats i arbejdet med handleplaner. Endvidere er intentionen at rapporten anvendes som dialoggrundlag både internt på tjenestestederne men også i forbindelse med direktoratets daglige kontakt til henholdsvis fængslerne, arresterne, KiF-afdelingerne og pensionerne. Igen skal det tages i betragtning at høringssvarende er meget alsidige, men de mange nuancer og eksemplificeringer af henholdsvis gode og vanskelige handleplanspraksisser, samt de ovenstående eksempler på vigtige indsatsområder i det videre arbejde, giver et godt grundlag for en videre diskussion. Det anbefales derfor, at de her præsenterede høringssvar anvendes aktivt i det lokale arbejde med handleplaner. Endelig vil dele af rapportens resultater blive fremført på inspektørmøder, forstandermøder og KiFmøder, hvor direktoratet vil præsentere en række nedslag, som er relevante at diskutere i forhold til både den hidtidige og fremadrettede indsats på handleplansområdet. Direktoratet for Kriminalforsorgen Straffuldbyrdelseskontoret Evaluerings- og statistikenhed Maj 2011