En ildsjæl skubber godt på processen S t a r t h j æ l p

En ildsjæl skubber godt på processen S t a r t h j æ l p

Starthjælp At gøre FNs Standardregler om Lige muligheder for Handicappede til en del af den kommunale virkelighed er et projekt, som i meget høj grad går på tværs af den arbejdsdeling, som er den typiske kommunale virkelighed. At udforme en kommunal handicappolitik er et projekt, der går på tværs af forvaltningsgrene, og involverer alle kommunale ansvarsområder - hvad enten der er tale om kommunen som myndighedsudøver, som driftsherre, som anlægsansvarlig eller som arbejdsgiver. Hvordan den enkelte kommune vil angribe og tilrettelægge den proces, som skal føre frem til en fælles og sammenhængende handicappolitik, vil være forskellig fra kommune til kommune. Der er ikke én bestemt måde, som er den rigtige. Hvad der er rigtigt og hensigtsmæssigt afhænger af en lang række lokale forhold. Ikke desto mindre er mange af de problemstillinger, som knytter sig til processen, af mere generel karakter, og de vil derfor være fælles for de fleste kommuner - på trods af de store forskelle kommunerne imellem. De erfaringer, som allerede er gjort, rejser spørgsmål, som man må forholde sig til, og peger på arbejdsformer, der kan lette processen, i det øjeblik beslutningen om at leve op til Standardreglerne er truffet. I denne pjece er målgruppen amter og kommuner, og vi tager derfor udgangspunkt i, at initiativerne kommer fra denne side. DSI har udarbejdet tilsvarende materiale henvendt til handicappede, som handler om de skridt, brugerorganisationerne kan tage for at få virkeliggjort tankerne bag Standardreglerne. Internt i det kommunale regi Det er vigtigt for realiseringen af projektet, at alle relevante aktører i det kommunale system inddrages. Uanset hvem og hvor i systemet beslutningen om at efterleve Standardreglerne er født, så må beslutningen forankres på både det politiske niveau, i den øverste forvaltningsledelse, det vil sige på direktionsniveau, og i de enkelte forvaltninger og blandt forvaltningernes medarbejdere. 10

Den politiske forankring Hvis processen skal gennemføres med succes, så må der være politisk forankring helt fra starten. Det har vist sig at være afgørende for et positivt forløb, at kommunalbestyrelsen som sådan og de involverede udvalg føler et ejerskab til de aktiviteter, der sættes i værk. Det er derfor ikke tilstrækkeligt med en forankring på forvaltningsniveau. Der skal træffes bindende politiske beslutninger om at sætte processen i værk, og kommunalbestyrelsen og de relevante udvalg skal løbende orienteres og inddrages i de aktiviteter, der igangsættes. Det er den politiske forankring, der skal sikre den folkelige opbakning og retfærdiggøre, at forvaltningerne bruger tid og ressourcer på projektet. Den direktionsmæssige forankring Der skal være fuld ledelsesmæssig opbakning. Den administrative ledelse må klart og tydeligt signalere, at man finder projektet vigtigt og står hundrede procent bag det. Den ledelsesmæssige opbakning er nødvendig for den enkelte medarbejders engagement og forbrug af tid på aktiviteter, der relaterer sig til projektet. Da det at lave en fælles handicappolitik pr. definition går på tværs af forvaltningerne, er det vigtigt, at den ledelsesmæssige forankring er på et så højt niveau i organisationen, at der kan træffes beslutninger på tværs af forvaltningerne. Det kan være ved at forankre processen hos kommunaldirektøren, eller det kan ske ved at etablere en særlig styregruppe bestående af forvaltningscheferne fra de mest involverede forvaltninger. Den forvaltningsmæssige forankring Ud over den generelle politiske og ledelsesmæssige opbakning viser erfaringerne, at netop det tværfaglige og det tværsektorielle element er en af de udfordringer, som kan volde store vanskeligheder. Det kan derfor være en fordel, hvis der kan skabes både formaliserede og mindre formelle relationer mellem medarbejdere i de forskellige forvaltninger. Vanskeligheden ved det tværgående samarbejde er ikke blot de formelle strukturer, men i lige så høj grad kulturforskelle og manglende indsigt i hinandens arbejdsområder og arbejdsvilkår på 11

tværs af forvaltningerne. Én måde at takle problemet på er at etablere en tværgående arbejdsgruppe af menige medarbejdere på tværs af forvaltningerne, som er ansvarlig for den daglige koordination og problemknusning forvaltningerne imellem. Hvilke forvaltninger skal være med? Organiseringen af forvaltningen varierer fra den ene kommune til den anden. Hvem der har ansvaret for de enkelte delregler i Standardreglerne kan derfor være forskelligt fra kommune til kommune. Den enkelte kommune må ud fra den organisationsmodel, der lokalt er valgt, placere ansvaret for den enkelte regel i den relevante forvaltning. Når reglen dækker flere forvaltninger, må der etableres et samarbejde. I de tilfælde vil det ofte være en god idé at lade én af forvaltningerne være hovedansvarlig tovholder. Afhængig af kommunens forvaltningsmæssige struktur vil ansvaret for reglerne tilsvarende kunne fordeles på de relevante udvalg i kommunalbestyrelsen. Inddragelse af brugerne Samarbejdet med brugerne er så indlysende nødvendigt, at det næsten kan glemmes. Det er vigtigt at inddrage og høre brugerne. Det er dem, der oplever og lever med de problemer, som findes. Og det er brugerne, indsatsen skal komme til gode. Brugerne skal orienteres grundigt, når man starter processen. Der skal gives realistiske rammer for projektet, og tidshorisonten for arbejdet skal være klar. Det stiller krav til forvaltningen om at kommunikere med brugerne, som måske taler et andet sprog end det, der tales på Rådhuset. Dele af forvaltningen vil på forhånd kende brugerne, og det er vigtigt at lytte til deres viden og erfaringer. Hvem er brugerne? Handicappede udgør ikke en samlet gruppe. De er ligeså forskellige som alle andre mennesker. Men fælles for handicappede er, at en større eller mindre funktionsnedsættelse gør det svært eller umuligt at fungere i bestemte sammenhænge og situationer, hvis 12

Mangfoldighed gør arbejdet bedre 13

der ikke er taget højde for de behov, funktionsnedsættelsen afføder. En funktionsnedsættelse kan være fysisk, psykisk eller begge dele, og variere i omfang og varighed. Ligeledes varierer behovet for kompensation både i omfang og over tid. Det er vigtigt at holde sig disse forskelle for øje, så de mindre og ressourcesvage handicapgrupper ikke overses. Samarbejde med andre En lang række forhold, som vedrører handicappedes muligheder for et aktivt liv på lige vilkår med ikke-handicappede, er afhængige af andre myndigheder, organisationer og private aktører. Derfor må også disse aktører inddrages i projektet, hvis det skal blive en succes. Også disse eksterne aktører skal føle et ejerskab til projektet og spille aktivt med på en positiv måde. Forbliver efterlevelsen af Standardreglerne et Rådhusprojekt, som presses ned over hovedet på de øvrige involverede, risikerer det at skabe en modvilje, som kan vanskeliggøre virkeliggørelsen af projektet. Skabes der derimod en positiv stemning og bevidsthed omkring beslutningen, og inddrages eksterne samarbejdsparter aktivt i processen, kan det i sig selv være med til, at processen breder sig og påvirker områder uden for det umiddelbare kommunale ansvarsområde. I en kommune er der mange samarbejdsparter, som må overvejes: De lokale boligselskaber, idrætsforeninger og museer. Politi og redningsvæsen. Kirke og forsamlingshus. Eventuelle statsinstitutioner i området - for eksempel Arbejdsformidlingen. Er kommunen med i nogle EU-programmer eller -netværk? Måske er der behov for et samarbejde med nabokommunerne? Ligeledes kan der være behov for at inddrage det stedlige amt, for eksempel i forbindelse med sygehusbehandling eller specialundervisning for handicappede eller omkring revalideringsinstitutionerne. Amtets trafikselskab, DSB og måske også den nærmeste havn eller lufthavn må overvejes. Også eksisterende samarbejdsorganer som Arbejdsmarkedsråd, De Sociale Koordinationsudvalg og de amtslige samarbejdsudvalg kan 14

inddrages. Men der vil også være berøringsflader til det private erhvervsliv: Handelsstandsforeningen, den lokale avis, lægerne, apotekerne, fodterapeuterne og fysioterapeuterne, speciallæger, tandlæger og kiropraktorer. Rækken af mulige eksterne samarbejdspartnere er næsten uendelig. Forarbejdet Når ideen om at arbejde med Standardreglerne er opstået, skal der gøres et grundigt forarbejde, før processen kan sættes i værk. Et af de første skridt vil ofte være at få et overblik over, hvad der allerede findes af viden i kommunen, og hvad der allerede lokalt er gjort for at give handicappede lige muligheder. Det kan også være en idé at skele til andre kommuner, som allerede er i gang, og lære af deres erfaringer. Serviceredegørelserne om indhold, omfang og målsætninger for de væsentligste kommunale serviceydelser kan studeres, ligesom Kvalitetsstandarder for indhold og omfang af serviceniveauet ved personlig og praktisk hjælp kan inddrages. Også i sundhedsplanlægningen kan der findes oplysninger, og lokalplanerne og bygningsvedtægten kan studeres nærmere. Samarbejdsstruktur Ofte viser det sig, at de samarbejdsrelationer, der etableres, bliver afgørende for resultatet. Er samarbejdet først på plads og fungerer, så kommer resultaterne langt nemmere. Det er derfor vigtigt at ofre tid og tanker på etablering af samarbejdsstrukturen, det gælder både samarbejdet internt på rådhuset mellem de forskellige udvalg og forvaltninger og samarbejdet mellem rådhuset, handicaporganisationerne og andre eksterne aktører. Man må heller ikke glemme, at der i kommunens decentrale institutioner sidder personer, der har en stor viden om handicapområdet inden for deres felt. Det vil være nyttigt at inddrage dem i arbejdet, enten personligt eller ved at trække på deres viden. Og de skal i hvert fald holdes ordentligt orienteret om projektets forløb og konsekvenserne heraf, ikke mindst for dem og deres institutioner. 15

Internt i kommunen Projektarbejdsformen vil ofte være en meget velegnet arbejdsform for arbejdet med Standardreglerne. Projektarbejdet kan eksempelvis organiseres ved, at der etableres en styregruppe af forvaltningschefer, mens det praktiske daglige koordinationsarbejde forestås af projektarbejdsgruppen, som kan bestå af medarbejdere fra de mest involverede forvaltninger. En væsentlig opgave for projektarbejdsgruppen er at få solgt idéerne til deres forvaltninger. Styregruppens hovedopgave består typisk i at sikre den overordnede koordination mellem forvaltningerne og forbindelsen til det politiske niveau. Der skal tages stilling til, om brugerne skal indgå i projektgruppen, eller om de skal fungere som medspillere udefra i et formaliseret samarbejdsorgan. Samarbejdet mellem kommunen og brugerne Inddragelsen af brugerne kan organiseres ved høringer, ved møder med alle de handicaporganisationer, som er repræsenterede i lokalområdet, eller ved på anden vis at opfordre til at handicappede giver deres meninger til kende. Det er vigtigt, at arbejdet holdes på et generelt og principielt niveau, så det ikke kommer til at dreje sig om enkelte personers problemer. Etablering af et lokalt Handicapråd kan være en særdeles positiv måde at udforme et løbende samarbejde på. I et sådant Handicapråd kan foruden repræsentanter for handicaporganisationerne indgå såvel kommunalbestyrelsesmedlemmer som embedsmænd, jævnfør Kommunestyrelsesloven 17 stk. 4. Et Ældreråd, et Klageråd eller et Brugerråd opfylder ikke samme funktion. Dels har disse organer helt andre opgaver, dels sidder der i disse råd repræsentanter fra helt andre interesseorganisationer med andre mål og andre politiske interesser. Handicaprådet kan enten etableres under processen, som en medog modspiller til projektgruppen, eller etableres som et resultat af projektgruppens arbejde. Et lokalt Handicapråd vil typisk være den 16

instans, der skal videreføre processen ud over etableringsfasen. Hvis Handicaprådet alene består af brugere, bliver det rådets opgave at videreføre dialogen med politikere og ansatte. Udarbejdelse af en handlingsplan Projektgruppens arbejde kan munde ud i en handlingsplan for arbejdet, som så kan lægges op til politisk beslutning. Processen kan udmærket opdeles, så der både opstilles delmål og mere langsigtede målsætninger. Det er vigtigt at justere ambitionsniveauet i forhold til de økonomiske og praktiske muligheder. Det skal være klart for alle, hvad rammerne for projektet er. Forventningerne må ikke blive større, end at de kan opfyldes. Handlingsplaner, delmål og målsætning skal være realiserbare, og tidsrammerne skal være klare og synlige. Kommunikation Handlingsplanen skal kommunikeres bredt ud til både de kommunale institutioner, offentlige og private samarbejdspartnere og ikke mindst brugerne. Det er vigtigt, at der er åbenhed og gennemsigtighed omkring både målsætning og de skridt, der påtænkes for at nå de formulerede delmål. Der kan arrangeres en form for stop-op-møder, hvor man kan gøre status og evaluere delprojekter. En årlig eller halvårlig konference eller et møde mellem brugere, ansatte og politikere vil give lejlighed til at gøre status, justere forventninger og muligheder og kan give idéer udefra til projektgruppen om den videre proces. Herudover bør der informeres bredere ud om handlingsplan, målsætning og projektets fremadskriden. Her kan benyttes de kanaler, som findes og bruges i andre sammenhænge i den enkelte kommune, for eksempel den lokale presse. 17

Bliver det dyrt? Ofte lader man frygten for de økonomiske konsekvenser blokere for ethvert initiativ på forhånd. Og økonomi spiller selvfølgelig en rolle for hvilket ambitionsniveau, der er realistisk. Alle initiativer vil ikke blive gennemført på én gang, fra den ene dag til den næste. At indarbejde og virkeliggøre FNs Standardregler på kommunalt niveau er en proces, der tager tid. Man kan komme et langt stykke ad vejen uden de store omkostninger, hvis man blot tænker sig om og holder sig målsætningen for øje. Mange initiativer handler om at indtænke og inkludere handicapperspektivet, allerede når man planlægger aktiviteter og projekter. Det er oftest langt billigere end at skulle rette op bagefter. 18