AE s bemærkninger til Produktivitetskommissionens rapport Danmarks produktivitet hvor er problemerne?

Transkript

1 Chefanalytiker Frederik I. Pedersen AE s bemærkninger til Produktivitetskommissionens rapport Danmarks produktivitet hvor er problemerne? Vi har med Produktivitetskommissionens første delrapport fået et godt løft af vidensniveauet på området samt et godt afsæt for det videre arbejde. Der gøres op med myten om, at det er inden for industrien, at vi har et stort problem, herunder at vi skulle have et særligt strukturelt investeringsproblem. Produktivitetsproblemet for Danmark kan primært identificeres til de private serviceerhverv. Det er lidt uklart, hvad Produktivitetskommissionen mener om betydningen af uddannelse. På den ene side hedder det, at arbejdskraftens kvalifikationer er afgørende for timeproduktiviteten, og at Danmark ligger i den tunge ende på uddannelsesfronten. På den anden siden vurderes det, at få investeringer og manglende uddannelse kun kan forklare en mindre del af det danske produktivitetsproblem. Hovedproblemet ligger således tilsyneladende stadig inden for totalfaktorproduktiviteten (TFP). Her ligger fokus på dynamik i erhvervslivet, regulering og internationalisering samt viden og videndeling forhold, hvor vi på nogle områder skiller os ud og emner, som Produktivitetskommissionen vil arbejde videre med. Produktivitetskommissionen slår dog fast, at uddannelsesniveauet og dermed arbejdsstyrkens kvalifikationer kan løftes, at for få unge får en ungdomsuddannelse, og at kvaliteten af folkeskolen kan forbedres. Produktivitetskommissionen vil også senere se nærmere på, om uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet sikrer, at højtuddannede får arbejde de steder, hvor de gavner samfundet mest muligt. Det er her AE s ønske, at man også vil kigge dybere ned i uddannelses betydning for den samlede produktivitet 10. april 2013 Rapporten slår fast, at produktivitetsopbremsningen siden midten af 1990 erne er et generelt fænomen i Europa. Danmark er blot hårdere ramt ikke mindst sammenlignet med andre nordeuropæiske økonomier. Der er god gennemgang af datamæssige forhold samt anbefalinger til, hvad man kan og ikke kan måle på. Man afstår bl.a. fra at bruge produktivitetstallene for den offentlige sektor, for bygge- og anlægssektoren samt for landbrug mv. Det slås fast, at den danske branchesammensætning ikke er årsag til produktivitetsproblemet. Derimod er produktiviteten inden for flere brancher steget langsommere i Danmark end i de samme brancher i udlandet. Det er samtidig ikke på industriområdet, vi har et problem. Dansk industris produktivitetsvækst målt i faste priser har godt nok ligget i den tunge ende. Men den traditionelle produktivitetsvækst målt i faste priser opfanger dog ikke bytteforholdsforbedringer. Her har Danmark haft en rimelig unik udvikling. Måles produktivitetsvæksten i løbende priser, hvor bytteforholdsforbedringer medregnes, ser billedet bedre ud. Industrien i Danmark har klaret sig på linje med de andre nordeuropæiske lande. Der er i velstandsanalyserne oftest fokus på BNP per capita. BNP måler umiddelbart den indkomst, der skabes via produktion på egen jord. I en globaliseret økonomi er egen jord dog ikke den eneste kilde til velstand, og det er samtidig ikke givet, at den indkomst, der skabes fra produktionen på egen jord, også går til landets indbyggere. Yderligere velstand kan fx skabes via voksende formue i udlandet. Vi kan ligeledes bytte os til velstand. Det er tilfældet, når de priser, vi eksporterer til, vokser hastigere end pri-

2 serne, vi importerer til. Herved kan vi importere en større mængde varer og tjenester for en given mængde eksport, hvorved vores købekraft, og dermed vores velstand, øges. Vi er som land gået fra at skylde penge i udlandet til at have mange penge til gode i udlandet. Kigger man på det mere korrekte velstandsmål bruttonationalindkomst per indbygger, der også tager højde formueindkomst og bytteforholdsforbedringer, finder man, at væksten i velstanden fra 1995 til 2011 har været næsten dobbelt så høj som målt på BNP, jf. figur 6 i rapporten. Det kunne være interessant at se denne i internationalt perspektiv. Det slås samtidig fast, at det i Danmark er industrien, der har drevet de store bytteforholdsforbedringer. Det er ikke energi, som det ofte fremstår i den økonomiske debat. Produktivitetskommissionens vurdering er, at det primært er Danmarks specialisering, der er drivkraften bag bytteforholdsforbedringerne. De mener i forlængelse heraf også i modsætning til, hvad der præger den økonomiske debat at der ikke er noget til hinder for, at bytteforholdsforbedringer fortsat kan være en kilde til velstandsforbedringer. Rapporten finder ikke belæg for, at det stigende bytteforhold er udtryk for lønstigninger, der overstiger produktiviteten til skade for konkurrenceevnen. For det første skriver de, at dårlig konkurrenceevne er et konjunkturfænomen, der har en relativ kort levetid. Det vurderes derfor som usandsynligt, at det er en dårlig konkurrenceevne, der er forklaringen på den bytteforholdsforbedring de seneste to årtier. For det andet ville højere priser presse eksportindtjeningen og mindske industribeskæftigelsen. Men frem til 2008, hvor den internationale økonomiske krise ramte, var der ikke tegn på en presset eksportindtjening, og industribeskæftigelsen faldt ikke mere i Danmark end i lande, der har oplevet en bytteforholdsforværring. Modsat finder kommissionen ikke belæg for, at der er problemer med at måle kvaliteten af produkterne, som AE fx har problematiseret i tidligere analyser. Produktivitetsproblemet for Danmark kan primært identificeres til de privatserviceerhverv, hvor vi selv i løbende priser (hvor spørgsmålet om deflatering og kvalitetsmålinger ikke er gældende) sakker bagud. Det står uklart, om Danmark indtil midten af 90érne havde en udvikling, der løb hurtigere end i udlandet. Stort set alle servicebrancher halter bagefter. De underbrancher, der klarer sig relativt godt i Danmark, fx sø- og lufttransport, it-service og telebranchen samt finansiel service er brancher, som er mere internationaliserede og mere udsat for konkurrence fra udenlandske firmaer. Produktivitetskommissionen taler således for, at internationalisering og øget konkurrence kan være med til at hæve produktivitetsvæksten. Der analyseres som nævnt ikke nærmere på produktiviteten inden for den offentlige sektor, bygge- og anlæg samt landbrug mv., fordi der her er helt åbenlyse problemer med at måle produktiviteten via nationalregnskabet. Konkurrenceevne Produktivitetskommissionen slår fast, at svag konkurrenceevne er et konjunkturproblem. At lønningerne hen ad vejen tilpasser sig produktivitetsniveauet betyder, at det ikke er et konkurrenceevnetab, der forklarer, at industribeskæftigelsen er faldet siden 1960 erne, men at der derimod ligger andre langsigtede tendenser bag. Faldet i industribeskæftigelsen er en naturlig konsekvens af stigende velstand og er altså ikke en udvikling, som bør give grund til bekymring. Til gengæld er det ekstraordinært store tab af arbejdspladser siden 2008 en udfordring for Danmark og et tegn på, at den aktuelle økonomiske og finansielle krise har ramt industrien hårdt. 2

3 Igen spiller opgørelserne en rolle. I løbende priser med bytteforholdsforbedringer inde var der ifølge Produktivitetskommissionen før den økonomiske krises start i 2008 ingen tendens til, at industriens lønninger var ude af trit med produktiviteten. I de private indenlandske erhverv (private serviceerhverv, bygge- og anlægsbranchen samt forsyningsvirksomheder) steg lønnen derimod noget hurtigere end produktiviteten fra 1995 og frem. Det angives dog, at niveauet for de indenlandske erhverv lå lavt i Selvom de indenlandske erhverv ikke er eksportintensive, kan deres lønudvikling godt påvirke Danmarks konkurrenceevne på de internationale markeder. Det skyldes, at en del af fx industriens omkostninger går til leverancer fra de indenlandske erhverv. Danmark synes ifølge Produktivitetskommissionen netop nu at være i en situation, hvor lønningerne ser ud til at være kommet for højt op: I de indenlandske erhverv på grund af overophedningen i midten af 00 erne, i industrien på grund af den efterfølgende økonomiske krise, der pressede indtjeningen ned. Det er en medvirkende årsag til den arbejdsløshed, som vi ser i dag. For at løse problemet skal løn og produktivitet igen bringes i balance. Reformer, der øger produktiviteten i de nærmeste år, kan derfor bidrage til at afhjælpe problemet med arbejdsløshed. Det anføres da også, at høje lønninger i forhold til produktiviteten kan føre til arbejdsløshed, uden at det nødvendigvis betyder, at Danmarks internationale konkurrenceevne er dårlig. Konkurrenceevnen måles nemlig i forhold til udlandet, så hvis udlandets lønninger også er kommet ud af trit med produktivitetsudviklingen, kan konkurrenceevnen være uændret. En høj lønkvote (lønnens andel af værditilvæksten) kan være et tegn på, at lønnen er for høj i forhold til produktiviteten. Industriens lønkvote er steget en anelse siden 2000, men forløbet ligner i det store hele udviklingen i de andre europæiske lande. I serviceerhvervene er den danske lønkvote dog steget markant i perioden , hvor den i andre lande lå nogenlunde stabilt. Den hyppigst anvendte indikator for konkurrenceevnen er de såkaldte enhedslønomkostninger (unit labor costs). Enhedslønomkostningerne kan dog ikke skelne mellem en bytteforholdsforbedring, som den Danmark har haft de senere år, og et konkurrenceevnetab. Det skyldes, at en bytteforholdsforbedring giver øget indtjening til danske eksportvirksomheder. Smitter det af på lønningerne, selvom medarbejderne ikke producerer flere fysiske enheder, vil enhedslønomkostningerne stige. Produktivitetskommissionen anbefaler, at man er varsom med at benytte enhedslønomkostninger i internationale sammenligninger, hvis de ikke først korrigeres for bytteforholdsforbedringer. Produktivitetskommissionen skriver, at enhedslønomkostningerne i industrien korrigeret for bytteforhold giver samme billede som ved lønkvoten dvs. en udvikling, der i store træk ligner de andre europæiske landes. Benyttes dansk eksports markedsandel på verdensmarkedet som indikator for konkurrenceevnen målt i løbende priser (igen for at tage bytteforholdseffekter med i betragtningen), fremgår det, at nok har Danmark mistet markedsandele, men i det store hele er udviklingen som i en række andre rige lande. Kommissionen konkluderer, at set i det perspektiv ser det ikke ud til, at Danmark har haft et særligt konkurrenceevneproblem de senere år. 3

4 At vi alligevel har haft et ekstraordinært stort tab af industriarbejdspladser skal ses i lyset af, at den økonomiske nedtur i Danmark har været større end i mange andre lande. En del af de tabte industriarbejdspladser kan genvindes, når konjunkturen vender, og løn, produktivitet og indtjening igen er kommet i balance. Når det er sagt gentages, at der er en langsigtet tendens til faldende industribeskæftigelse, der ikke er konjunkturelt betinget. Faldende beskæftigelse i industrien har således været en fælles tendens for de mest velstillede lande siden 1960 erne. Jo rigere befolkningen bliver, des flere serviceydelser har den efterspurgt. Samtidig er produktiviteten vokset hurtigere i industrien end i serviceerhvervene, bl.a. fordi masseproduktion og automatisering er lettere i industrien. Som tiden går, bliver færre og færre hænder derfor nødvendige for at producere den mængde industrivarer, som forbrugerne efterspørger. Produktivitetskommissionen bemærker da også, at dansk industri i dag producerer dobbelt så meget, som den gjorde i 1960 erne, selvom beskæftigelsen er faldet langt mere end personer i samme periode. Produktivitetskommissionen sammenligner udviklingen i industrien med faldet i beskæftigelsen i landbruget. For 100 år siden var flertallet af danskerne beskæftiget i landbruget, i dag er det mindre end 2 pct. Årsagen er stor produktivitetsfremgang, der har betydet, at landbruget kan imødekomme efterspørgslen med stadig færre ansatte. Produktivitetskommissionen behandler også debatten om sammenhængen mellem fald i industribeskæftigelsen og udflytningen af industriarbejdspladser til udlandet, der kan have en negativ effekt på den forskning og udvikling, der foregår i Danmark. Årsagen er, at industrien står for en stor del af landets forskning og udvikling. Samtidig har studier vist, at det kan være gavnligt at have forskning og udvikling tæt på produktionen. Frygten er, at danske virksomheder, der flytter produktionen til lavtlønslande, i sidste ende også flytter de højtlønnede stillinger inden for forskning og udvikling ud af Danmark. Frygten går samtidig på, at processen ikke kan ændres, når den først er sket. Produktivitetskommissionen kan ikke afvise, at en sådan proces vil finde sted i den enkelte virksomhed. Men kommissionen siger samtidig, at det ikke nødvendigvis betyder, at der samlet set bliver mindre forskning og udvikling herhjemme. Så længe forskerne bliver i landet og søger over i andre danske virksomheder, der har behov for produktudvikling, vil innovationsniveauet i Danmark kunne opretholdes. Det bemærkes også af Produktivitetskommissionen, at det ikke er en naturlov, at forskning og udvikling kun sker inden for industrien. Produktivitetskommissionen understreger, at et løft i produktiviteten, hvad enten det er i den ene eller den anden branche, vil betyde et løft i velstanden. Også selvom produktivitetsstigningen ændrer på, hvor stor beskæftigelsen er i de forskellige brancher. Kommissionen siger dermed ikke, at det er uvæsentligt at se på industriens rammevilkår. Bedre rammevilkår kan på kort sigt have gunstige effekter på beskæftigelsen, og på langt sigt vil det gøre Danmark mere velstående. Investeringer Det er Produktivitetskommissionens vurdering, at der ikke er tegn på en egentlig investeringskrise i Danmark, udover den, der er forårsaget af den økonomiske krise, der ramte i Lave investeringer kan ikke forklare det danske produktivitetsproblem. Investeringerne har muligvis været noget lavere, end hvad historiske sammenhænge tilsiger, men det kan forklares med ekstraordinære konjunkturfor- 4

5 hold og en svag underliggende vækst i totalfaktorproduktiviteten, der har givet landets virksomheder en mindre tilskyndelse til at investere. Det slås samtidig fast, at stagnationen i industriens kapitalapparat ikke er et udtryk for en strukturel investeringskrise. Det er ellers blevet udlagt som et strukturelt problem bl.a. i Copenhagen Economics analyser til Axcelfuture. I debatten fokuseres der meget på, at industriens samlede kapitalapparat har været stagnerende i det sidste årti. Der er imidlertid ikke tegn på, at kapitalintensiteten i dansk industriproduktion er blevet mindre. Stagnationen i industriens samlede kapitalapparat skyldes derfor, at industrien er kommet til at fylde mindre i den danske økonomi. Hertil kan bemærkes, at AE i tal fra Eurostat finder den samme opbremsning i industriens kapitalapparat i 00 erne i Sverige, mens der faktisk er en klart faldende tendens i kapitalapparatet i Tyskland, Finland og Holland. Det har ofte været fremhævet i debatten, at Danmark investerer meget mere i udlandet, end udlandet investerer i Danmark (de såkaldte FDI). Produktivitetskommissionen skriver, at det ikke er nogen naturlov, at de ind- og udgående direkte investeringer skal være af samme størrelse. At Danmark investerer meget i udlandet er ikke noget krisetegn, men ses derimod som et tegn på, at danske virksomheder i stigende grad bliver globaliserede. Ser man på tilstrømningen af udenlandske direkte investeringer uden modregning for tilbageførsler, ser billedet mere positivt ud, uden at det dog kan tages som bevis på, at Danmark er god til at tiltrække FDI. Uddannelse og TFP Betydningen af uddannelse er ikke helt klar i rapporten. På den ene side hedder det, at arbejdskraftens kvalifikationer er afgørende for timeproduktiviteten, og at Danmark ligger i den tunge ende på uddannelsesfronten. På den anden siden vurderes det, at få investeringer og manglende uddannelse kun kan forklare en mindre del af det danske produktivitetsproblem. Kommissionen slår fast, at uddannelsesniveauet og dermed arbejdsstyrkens kvalifikationer kan løftes, at for få unge får en ungdomsuddannelse, og at kvaliteten af folkeskolen kan forbedres. Det anføres også, at vi kan blive bedre til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet. Men som særligt afgørende for produktivitetsudviklingen bemærker kommissionen, at der er forholdsvis få højtuddannede i de private serviceerhverv, mens der modsat er relativt mange højt uddannede i den offentlige sektor. Kommissionens regnestykke viser således, at hvis andelen af højtuddannede steg til amerikansk niveau, og hvis de nytilkomne højtuddannede er lige så produktive som de højtuddannede, der allerede arbejder inden for service, så vil produktiviteten i de private serviceerhverv stige med lidt over 10 pct. Det svarer til ca. 75 mia. kr. eller ¼ af det samlede produktivitetsgab til USA. Tilbage står vi med, at det er totalfaktorproduktiviteten (TFP), der er hovedårsagen til den produktivitetsnedgearing, vi har set i Danmark. TFP måler, hvor effektivt vi udnytter de ressourcer, der anvendes i produktionen. TFP opfanger forhold såsom god ledelse, smarte arbejdsgange, teknologi mv. TFP opsamler imidlertid også alle måle- og metodefejl, der ligger i vækstregnskaberne, herunder at der er sammenhæng mellem faktorerne. Fx er arbejdskraftskvaliteten baseret på antagelser om afkastet fra 5

6 uddannelse. TFP-væksten beregnes ved at fratrække vækstbidragene fra kapital og arbejdskraft fra væksten i timeproduktiviteten. Måles kapitalapparatet eller arbejdsstyrkens kvalifikationsniveau forkert, vil det beregnede TFP-bidrag også være forkert. Samtidig er det heller ikke uden betydning, hvordan man sammenvejer de to ressourcer. Produktivitetskommissionen sætter i relation hertil kort fokus på virksomhedsdynamik, regulering og internationalisering, viden og videndeling forhold, hvor vi på nogle områder skiller os ud, og emner som Produktivitetskommissionen vil arbejde videre med. Ud over spørgsmålet om, hvordan befolkningen får mere og bedre uddannelse, vil Produktivitetskommissionen også se nærmere på, om uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet sikrer, at højtuddannede får arbejde de steder, hvor de gavner samfundet mest muligt. I relation hertil er det AE s ønske, at man også vil kigge dybere ned i uddannelses betydning for den samlede produktivitet, så vi ikke kun får belyst det direkte og formentlig stærkt undervurderede bidrag fra vækstregnskaberne. For yderligere kommentarer og interviews kontakt: Chefanalytiker Frederik I. Pedersen Tlf Mobil fip@ae.dk Kommunikationschef Mikkel Harboe Tlf Mobil mh@ae.dk 6