Skat og arbejdsudbud: Hvad ved vi? Hvad mangler vi at vide?

Transkript

1 Skat og arbejdsudbud: Hvad ved vi? Hvad mangler vi at vide? Vi er de seneste år blevet klogere på sammenhængen mellem skat, arbejdsudbud og offentlige finanser. Men der er stadig en række udfordringer at tage fat på. Hvor følsom er erhvervsdeltagelsen egentlig overfor ændringer i indkomstskatterne? Når der tages hensyn til mulighederne for gennem udnyttelse af fradrag og begunstigede opsparingsformer at påvirke skattebetalingen, hvor elastisk er skattebasen så? Hvem bærer reelt byrden af de forskellige skatter? Bør vi i højere grad basere os på livstidsbetragtninger, når vi diskuterer fordelingseffekterne af ændringer i skattesystemet? Ulrik Nødgaard Kontorchef i Økonomiog Erhvervsministeriet Marginalskatter i denne størrelsesorden indebærer ganske betydelige velfærdstab, selv ved moderate arbejdsudbudselasticiteter. Hertil kommer, at overførselssystemet og skattesystemet skaber en række incitamentsproblemer i forhold til at være i beskæftigelse: Nettokompensationsgraden ved at være på dagpenge er over 100 pct. for 6 pct. af alle mænd og 13 pct. af alle kvinder på det danske arbejdsmarked, se Pedersen & Smith (2001). Introduktion 1 En afgørende forudsætning for en fortsat høj fremgang i levestandarden herhjemme er en gunstig udvikling i arbejdsudbuddet, særligt fordi demografien i de kommende år vil trække i retning af færre aktive på arbejdsmarkedet. Set i det lys er det bekymrende, at det danske skattesystem i høj grad fortsat hæmmer tilskyndelsen til at arbejde, selv efter flere årtiers»strukturforbedrende«skattereformer: Den gennemsnitlige marginalskat for fuldtidsbeskæftigede (inkl. afgifter) er over 60 pct. Over 40 pct. af de fuldtidsbeskæftigede har en marginalskat (inkl. afgifter) på over 70 pct. De årige har et kraftigt incitament til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, jf. f.eks. at kompensationsgraden på efterløn er ca. 80 pct. for lavtlønnede. Ønsket om at reducere disse incitamentsproblemer rejser et svært politisk valg, når det kombineres med ønsket om at sikre holdbare offentlige finanser samt hensynet til indkomstfordelingen, se figur 1. Med udsigt til en stigning i de offentlige udgifter på mia.kr. alene som følge af den aldrende befolkning, er mulighederne for at sænke skatterne markant (udover de allerede vedtagne skattelettelser frem mod 2007) ret begrænsede. Stramninger i overførselssystemet kan på den anden side både øge arbejdsudbuddet og samtidig forbedre de offentlige 19

2 finanser, men vil ofte vende den tunge ende nedad. På trods af at Danmark er det land i OECD, der har den mindste ulighed i indkomster efter skat og overførsler (se f.eks. Burniaux et al. (1998)), synes det at være udbredt opfattelse herhjemme, at en større ulighed ikke er ønskværdig. Den tredje strategi er så at lave provenuneutrale skatteomlægninger, som det er sket flere gange i de sidste årtier. Potentialet for sådanne strukturforbedrende omlægninger er dog klart mindre end i Figur 1. To strategier til at øge arbejdsudbuddet har forskellige bivirkninger REDUKTION AF SKATTER 3? Øger arbejdsudbuddet Indkomstfordeling Holdbare offentlige finanser Forudsætningen for at kunne træffe de svære politiske valg vedr. skattelettelser og skatteomlægninger er, at der er et solidt grundlag, der beskriver de centrale trade-offs mellem arbejdsudbud, indkomstfordeling og offentlige finanser. I dette papir gives dels en status for hvor langt vi er, og et par bud på, hvad der kunne bidrage til et endnu bedre beslutningsgrundlag. Arbejdsudbudseffekter Skattesystemet påvirker arbejdsudbuddet gennem to kanaler, nemlig henholdsvis timebeslutningen og deltagelsesbeslutningen. Timebeslutningen Hvad angår timebeslutningen er der i de seneste år opbygget en ganske betydelig viden om, hvorledes de beskæftigedes arbejdsudbud reagerer på ændringer i beskatningen herhjemme. Smith (1998) var i flere år toneangivende og pegede på ganske betydelige effekter med elasticiteter i størrelsesordenen 0,2-0,9. Hvis elasticiteter i denne størrelsesorden lægges til grund, vil effekterne på arbejdsudbuddet være så betydelige, at det vil være selvfinansierende at afskaffe de progressive skatter i det danske skattesystem. 3 3 REFORM AF OVERFØRSLER De nyeste estimater fra Frederiksen et al. (2001) peger på mere moderate elasticiteter, se tabel 1. Det synes bedre i overensstemmelse med udenlandske undersøgelser, der typisk finder små elasticiteter særligt for mænd, se f.eks. Heckman (1993). Tabel 1 Arbejdsudbudselasticiteter (ukompenserede). Indkomstdeciler Mænd Kvinder 1. 0,06 0, ,04 0, ,05 0,15 Kilde: Frederiksen et al. (2001). Det bemærkelsesværdige ved tallene i tabel 1 er, at elasticiteterne tilsyneladende er ens på tværs af indkomstgrupper. Personer med en høj indkomst reagerer lige så meget på sænkninger af marginalskatten som personer med mere moderate indkomster. Givet at mænd gennemsnitligt tjener mere end kvinder bliver der dog aggregeret set en tendens til at elasticiteterne falder med indkomsten, jf. at mændenes elasticiteter er mindre end kvindernes. Et andet bemærkelsesværdigt kendetegn ved de seneste års undersøgelser er, at indkomsteffekterne er meget begrænsede. Der er altså tilsyneladende ingen fare for at skattelettelser kan give anledning til et lavere arbejdsudbud, hvilket ellers kunne være et argument for at lave skatteomlægninger frem for skattelettelser. Endelig skal det bemærkes, at elasticiteterne ikke kun er»rene«time-elasticiteter, men også i et vist omfang afspejler deltagelsesbeslutningen. Således tillader specifikationen et arbejdsudbud på nul og i den anvendte stikprøve er f.eks. knap 10 pct. af kvinderne»non-participants«enten som hjemmegående husmødre eller frivilligt ledige. Der er flere måder, hvorpå man kan beregne effekten på arbejdsudbuddet af at ændre i indkomstbeskatningen herhjemme. Man kan som i Frederiksen et al. (2001) og gengivet i Det Økonomiske Råd (2001) simulere skatteændringer direkte for de enkelte personer i den relativt lille stikprøve, der ligger til grund for estimationen. Finansministeriet (2001) overfører de estimerede sammenhænge fra Frederiksen et al. (2001) til den større lovmodel-befolkning og simulerer så skatteændringerne. Endelig kan man på gammeldags vis bruge bagsiden af 20

3 Tabel 2 Arbejdsudbudseffekter vedr. timebeslutningen af en skattelettelse på 5 mia.kr. (pct. af arb.styrken) Finansministeriet (2002) Bagsiden af en konvolut Gns. elasticitet på 0,1 Elasticitet på 0,05 for mænd og 0,15 for kvinder Bundskattesats 0,09 0,11 0,11 Mellemgrænse 0,24 0,26 0,25 Mellemskattesats 0,33 0,30 0,26 Topskattegrænse 0,35 0,40 0,33 Topskattesats 0,28 0,32 0,25 en konvolut (eller mere korrekt: Et regneark og lidt oplysninger om skattebasen og antal personer fra lovmodellen). Det er ganske slående, hvor godt den simple metode rammer de mere omfangsrige simulationer i Finansministeriet (2001), hvis der gøres de samme forudsætninger om elasticiteterne, se tabel 2. Den tætte sammenhæng mellem resultaterne i tabel 2 illustrerer, at det er antagelsen om størrelsen af arbejdsudbudselasticiteten mere end metoden der er afgørende. Det kan også illustreres ved at kigge på, hvor følsom selvfinansieringsgraden er over for, hvilken elasticitet der anvendes. I figur 2 nedenfor er vist selvfinansieringsgraden i forbindelse med en sænkning af topskattesatsen med 5 pct.point, hvilket koster ca. 5 mia. kr. Ved en gennemsnitlig elasticitet på 0,08 (svarende til en elasticitet på 0,05 for mænd og 0,15 for kvinder) er selvfinansieringsgraden godt 60, når det forudsættes, at skattelettelsen finansieres med offentlige besparelser. Hvis elasticiteten derimod antages at være en anelse højere f.eks. 0,15 er selvfinansieringsgraden tæt på 100. Figur 2 Selvfinansieringsgradens følsomhed overfor arbejdsudbudselasticiteten. ṫ c P Deltagelsesbeslutningen Der foreligger ikke umiddelbart i samme grad undersøgelser, der viser, hvorledes de konkrete skatter i det danske skattesystem påvirker deltagelsesbeslutningen. Det skyldes bl.a. at deltagelsesbeslutningen er noget mere komplekst, idet den omfatter en meget heterogen gruppe af mennesker, herunder bl.a. forsikrede ledige, ledige på kontanthjælp, og efterlønsmodtagere. Det er nødvendigt at gøre antagelser om hvilke»elasticiteter«der skal gælde for de forskellige grupper i forbindelse med skattelettelser/omlægninger: Hvor meget vil personer på langvarig kontanthjælp reagere på lavere skat på arbejdsindkomst? Er det overhovedet tænkeligt at tilgangen til førtidspension vil blive påvirket? Hvordan vil tilbøjeligheden til at gå på efterløn blive påvirket? Vil kvinder med anden etnisk baggrund blive mere aktive på arbejdsmarkedet hvis f.eks. bundskatten var lavere? Som nævnt ovenfor tager analysen i Frederiksen et al. (2001) i et vist omfang hensyn til visse dele af deltagelsesbeslutningen, idet den fanger, at nogle frivilligt ledige og andre ikke-erhvervsaktive vil vælge at begynde at arbejde, når skatten reduceres. Men der er også en række effekter som ikke er med. For det første er stikprøven begrænset til årige, hvorfor eventuelle effekter på tilbagetrækning gennem f.eks. efterløn selvsagt ikke er med. Danske undersøgelser tyder på, at tilgangen til tilbagetrækningsordninger som efterløn afhænger positivt af det økonomiske incitament, se Danø et al. (2000) og Christensen & Gupta (2000). Økonomiministeriet (2000) finder på baggrund af de estimerede sammenhænge i Danø et al. (2000) beskedne effekter på tilbagetrækningen af at afskaffe topskatten. F.eks. findes det, at for personer med længerevarende uddannelse stiger den gennemsnit- 21

4 lige tilbagetrækningsalder med 0,25 år. Det kunne være interessant at mere systematisk simulere sænkninger af bund- mellem- og topskat ud fra disse estimerede sammenhænge og se, hvor store virkningerne vil være. De moderate effekter på tilbagetrækningsbeslutningen understøttes af oversigten i Krueger & Meyer (2002), der primært baseret på undersøgelser af amerikanske mikro-data finder, at de ledige og deres søgeadfærd er mere følsom over for økonomiske incitamenter end de ældre og tilbagetrækningsmønstret er. For det andet tager analysen ikke hensyn til eventuelle effekter på de lediges søgeadfærd, der er væsentlig for den strukturelle ledighed. Denne effekt kan approksimeres ved at bruge makro-sammenhængen mellem kompensationsgrader og ledighed, som det f.eks. gøres i Finansministeriet (2002). Men det kunne være interessant at basere sig på de samme danske registerdata som ligger til grund for undersøgelser for arbejdsudbuddet, som det f.eks. gøres i Pedersen & Smith (2001). Derved mindskes også den risiko for dobbeltregning, der kan opstå, når arbejdsudbuds- og ledighedseffekt beregnes helt uafhængig af hinanden. Endelig er der så det svære spørgsmål om hvordan mere udsatte grupper som personer med nedsat arbejdsevne og visse indvandrergrupper vil reagere på en højere tilskyndelse til at arbejde. Her ville det være rart at have nogle dokumenterede»elasticiteter«at læne sig op ad. Når deltagelsesbeslutningen er mere kompliceret end timebeslutningen skyldes det også, at deltagelsesbeslutningen ikke blot er påvirket af skattesystemet, men også af overførselssystemet. Incitamentsproblemerne på arbejdsmarkedet er i høj grad skabt af overførselssystemerne. Det kan bl.a. ses ved at sammenligne kompensationsgrader hhv. før og efter skat, jf. tabel 3. Tabel 3 Kompensationsgrader i de nordiske lande Brutto Netto Danmark Norge Sverige Anm. Simpelt gennemsnit for gns. industriarbejder og person, der tjener 66 pct. af hvad den gns. industriarbejder tjener. Kilde: OECD (2002) Det betyder ikke, at skattesystemet ikke kan bidrage til at mindske incitamentsproblemerne f.eks. gennem et beskæftigelsesfradrag, men skattesystemet kan ikke løse disse problemer. Selvfinansieringsgrader Der er af indlysende årsager en tæt sammenhæng mellem arbejdsudbud og selvfinansieringsgrad. Men med hensyn til selvfinansieringsgraden er det ikke arbejdsudbuddet men skattebasens samlede elasticitet, der er afgørende. Når skatten sænkes øger det incitamentet til at arbejde mere, men samtidig sænker det også incitamentet til at udnytte diverse fradragsmuligheder, bruge andre aflønningsformer herunder frynsegoder, lave skatteunddragelse og placere potentiel kapitalindkomst i lavt beskattede opsparingsformer som f.eks. pensioner. Når der tages hensyn til at sådanne former for»skatteunddragelse«findes der typisk betydeligt større elasticiteter end de»rå«arbejdsudbudselasticiteter. Feldstein (1995) følger et panel af amerikanske skatteborgere før og efter skattereformen fra 1986, der bl.a. sænkede den højeste marginalskat fra 50 til 28 pct., og finder at skattebasens elasticitet er større end 1. Gruber & Saez (2002) finder, at den gennemsnitlige elasticitet er ca. 0,4, når der fokuseres på den skattepligtige indkomst, mens elasticiteten»kun«er ca. 0,2 når der fokuseres på et meget bredt bruttoindkomst-begreb. Det illustrerer netop, at det er udnyttelsen af fradragsmuligheder, andre opsparingsformer mv., der gør basen mere elastisk. Gruber & Saez finder endvidere, at elasticiteterne systematisk er højere for personer med meget høje indkomster. Det afspejler ganske enkelt at mulighederne for at påvirke ens skattebetalinger er bedre for personer med høje indkomster. Hertil kommer, at en lavere beskatning af personer ganske givet vil betyde, at indtjening i mindre omfang vil blive»gemt«i selskaber eller virksomheder f.eks. som urealiserede kapitalgevinster. Såvel resultaterne fra Feldstein og Gruber & Saez skal ses i sammenhæng med, at amerikanske undersøgelser ofte finder en»rå«arbejdsudbudselasticitet, der er tæt på 0. Det vil være meget interessant at se lignende undersøgelser lavet på danske tal. Med det antal betydelige skattereformer der er lavet i de sidste 20 år må der være rigelig variation i skattevariablene til at identificere eventuelle effekter. F.eks. er den 22

5 højeste marginskat nedbragt fra 73 til 63 pct., mens den højeste skatteværdi af rentefradraget er nedbragt fra ca. 73 til ca. 33 pct. Hvorvidt undersøgelser på danske tal vil finde lige så store effekter, som i de amerikanske undersøgelser er svært af afgøre. Man kunne have en formodning om, at det danske system beskatter forskellige former for indkomst mere»neutralt«end det amerikanske system. Beregninger på den såkaldte OECDTAX-model tyder dog på, at f.eks. den høje beskatning af positiv kapitalindkomst i Danmark i høj grad ikke giver et»reelt«provenu. Det kan ifølge beregningerne ikke afvises, at en lavere beskatning af positiv kapitalindkomst vil have en positiv effekt på de offentlige finanser, fordi den lavere beskatning ville mindske skævvridningen af husholdningernes portefølje i retning af lavt beskattede opsparingsformer som pensionsopsparing, se Økonomi- og Erhvervsministeriet (2002). Fordelingseffekter Udgangspunktet for enhver diskussion om fordelingseffekter af ændringer i skattesystemet er Lovmodellen, der indeholder registeroplysninger om skattebetalinger og indkomster for et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i et givet år. De»statiske«lovmodelberegninger kan imidlertid være problematiske, hvis de ikke suppleres med andre overvejelser. At kigge på indkomstudviklingen i et givet år kan være vildledende, idet der er en ganske stor indkomstmobilitet i den danske befolkning. F.eks. vises det i Økonomiministeriet (2000), at der ud af lavindkomstgruppen i 1994 kun var 16 pct. tilbage i 1996 og 6 pct. i Det kan derfor give et mere retvisende billede at kigge på livstidsindkomster. DØR (2001) dokumenterer, at uligheden målt ved den såkaldte gini-koefficient næsten halveres, når der anlægges et livstidsperspektiv fremfor alene at kigge på et enkelt år. F.eks. viser det sig, at mellemskatten taber en stor del af sin omfordelende virkning, når der fokuseres på livsforløb, simpelthen fordi langt de fleste betaler mellemskat på et eller andet tidspunkt i livsforløbet. Det er bestemt ikke det billede man får, hvis man laver en almindelig lovmodel-beregning på en afskaffelse af mellemskatten. På baggrund af overstående kunne det derfor være ønskeligt i højere grad at bruge livstidsbetragtninger, når de omfordelende effekter af forskellige»skattepakker«skal vurderes. Mere præcist bør det være restlivstidsbetragtninger, for f.eks. en håndværker på 50 år er selvfølgelig ikke interesseret i en stiliseret livstidsberegning, men derimod i hvordan indkomsten i den resterende del af hans liv påvirkes. Hvad enten der fokuseres på indkomsten i et givet år eller livstidsindkomsten, baseres beregningerne af effekten på indkomstfordelingen af skattesystemet på en antagelse om at de relative priser (lønninger) ikke påvirkes at ændringer i skattesystemet. Eftersom talrige undersøgelser dokumenterer, at det relative udbud af forskellige typer arbejdskraft påvirker den relative løn (se f.eks. Katz & Murphy (1992)), må det forventes, at en ændring i skattesystemet i nogle tilfælde vil påvirke de relative lønninger. Allen (1982) viser således, at hvis omfordelingen øges i et lineært skattesystem, kan de såkaldte generelle ligevægtseffekter på de relative lønninger være så udtalte, at de mere end opvejer den direkte effekt af den øgede omfordeling. I Nødgaard (2003) gives der et kvantitativt bud på, hvor betydelige de generelle ligevægtseffekter kan være i forbindelse med et eksperiment hvor der opkræves en progressiv skat til at finansiere en overførsel til de kortuddannede. Det vises, at den faktiske effekt på omfordelingen kun er pct. af den omfordeling, der vil ske ifølge en almindelig statisk beregning på Lovmodellen. Det skyldes, at den højere skat på de højtuddannede vil reducere deres arbejdsudbud og dermed også reducere efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft. Det lægger et nedadgående pres på de ufaglærte lønninger, hvilket til en vis grad modvirker gevinsten i form af en højere overførsel fra det offentlige. Det kvalitative arbejdsudbud Debatten om indkomstskatter har i meget høj grad fokuseret på, hvorledes skattesystemet påvirker det»rå«arbejdsudbud, altså antallet af timer. I forhold til ambitionen om at sikre en høj levestandard er det imidlertid også vigtigt at sikre kvaliteten af arbejdskraft og at den udnyttes samfundsmæssigt optimalt. Det forudsætter, at der er de fornødne muligheder og incitamenter til at dygtiggøre sig gennem uddannelse og on-the-job-training samt at mobiliteten på arbejdsmarkedet er høj. 23

6 Uddannelse Analyser fra Økonomi- og Erhvervsministeriets forskningsenhed viser, at den løbende opgradering af arbejdsstyrkens uddannelsesniveau har øget den økonomiske vækst herhjemme med ca. 0,2 pct. per år siden 1980, se Hougaard Jensen og Sørensen (2002). Uddannelse er med andre ord en meget væsentligt drivkraft bag den økonomiske vækst. På den baggrund er det naturligt at inddrage effekterne på tilskyndelsen til at uddanne og dygtiggøre sig som en central parameter. Det gælder særligt, fordi der er flere tegn på, at andelen af danskere der tager en videregående uddannelse ikke er imponerende i en international sammenligning. Bundskatten er stort set neutral i forhold til incitamentet til at uddanne sig, se tabel 3. De progressive indkomstskatter (mellem- og topskat) sænker derimod afkastet af uddannelse med ca. 20 pct. Tabel 3 Effekt på tilskyndelsen til lang videregående uddannelse. Pct.vis ændring i afkast af uddannelse. Bundskat -0,4 Mellemskat -6,6 Topskat -14,3 Kilde: Økonomi- og Erhvervsministeriet (2002). Mobilitet på arbejdsmarkedet. Det er afgørende for økonomien, at der er de rette incitamenter til at søge nye og bedre jobs og at der dermed sikres en optimal udnyttelse af den givne arbejdsstyrke. Tilskyndelsen til at tage et nyt og (potentielt) bedre lønnet job afhænger af marginalskatten. Således viser Gentry & Hubbard (2002) på amerikanske tal, at sandsynligheden for jobskifte stiger med 8 pct., når marginalskatten sænkes med 5 pct.point. Det er imidlertid ikke kun niveauet for marginalskatten, der er afgørende for jobmobiliteten. Skattesystemets progressivitet spiller også en afgørende rolle. At søge et nyt og bedre job kan betragtes som en usikker investering. Et progressivt skattesystem indebærer for et givet skatteniveau at det offentlige snupper en stor del af gevinsten, hvis søgningen er succesfuld, men bærer en mindre del af tabet, hvis jobsøgningen/skiftet ikke er vellykket. Gentry & Hubbard (2002) finder, at skattesystemets konveksitet (et mål for progressionen) har en negativ effekt på mobiliteten. Det er væsentligt at disse effekter inkluderes i vurderingen af hvordan forskellige skatteomlægninger eller -lettelser fungerer. Sammenfatning Der er i de seneste år gjort fremskridt med at fastlægge effekterne på arbejdsudbuddet af lavere skatter. Gennemgangen i dette papir peger imidlertid på, at der stadig udestår nogle væsentlige punkter. Inspireret af de hellige skrifter kunne man tale om de»de fem bud«: Vi skal have flere undersøgelser på danske individ-data af hvordan tilgangen til bl.a. efterløn, kontanthjælp og dagpenge påvirkes af skattesystemet og vi skal bruge de eksisterende undersøgelser til at simulere ændringer i indkomstskatten. Vi skal blive bedre til at bruge livscyklus-betragtninger, når de fordelingsmæssige konsekvenser belyses. Vi skal også blive bedre til at inddrage effekterne på det kvalitative arbejdsudbud. Vi skal forsøge at sige noget mere præcist om incidensen af skatterne: Hvem er det reelt, der bærer byrderne ved de forskellige skatter? Vi skal have undersøgt, hvor elastisk basen for de forskellige indkomstskatter er i stedet for alene at fokusere på arbejdsudbuddet. Det er en fælles opgave for de økonomiske ministerier og den akademiske verden at løfte denne opgave og dermed skabe det bedst mulige grundlag for den politiske debat om skatter. 24

7 Noter 1. En tak rettes til Lena Larsen for hjælp med tal og beregninger. Synspunkterne i denne artikel er forfatterens egne og kan ikke tillægges Økonomi- og Erhvervsministeriet. Literatur Allen, F. (1982):»Optimal linear income taxation with general equilibrium effects on wages, Journal of Public Economics vol. 17, p Burniaux, J.M et al. (1998):»Income Distribution and poverty in selected OECD countries«, OECD working paper. Christensen, B.J & N.D.Gupta (2000):»Effekten af pensionsreform på danske ægtepars udtræden af arbejdsmarkedet«, Nationaløkonomisk Tidsskrift Bind 138, nr. 2., p Danø, A.M. et al. (2000):»Hvordan påvirker efterlønsreformen de ældres tilbagetrækningsalder?«, Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 138, nr. 2, p DØR (2001):»Dansk økonomi Efterår 2001«. Feldstein, M. (1995):»The effect of marginal tax rates on taxable income: A panel study of the 1986 tax reform act«, Journal of Political Economy vol. 103, no. 3, p Finansministeriet (2002):»Fordeling og indkomster«. Frederiksen, A. et al. (2001):»Overtime work, dual job holding and taxation«, working paper. Heckman, J. (1993):»What has been learned about labor supply in the past twenty years?,«aea Papers and Proceedings, 83(2), p Gentry, W.M. & G.R. Hubbard (2002): The effects of progressive income taxation on job turnover. NBER working paper Gruber, J. & E. Saez (2002):»The elasticity of taxable income: Evidence and implications«, journal of Public Economics 84, p Jensen, S.E.H. & A. Sørensen (2002):»Uddannelse, beskæftigelse og vækst«, Nationaløkonomisk Tidsskrift bind 140, nr. 1, p Katz, L. & K.M. Murphy (1992):»Changes in relative wages : Supply and demand factors«, Quarterly Journal of Economics CVII, p Kreuger, A.B. & Meyer: Labor supply effects of social insurance, Handbook of public economics vol. 3. Nødgaard, U. (2003) :»The distributional consequences of progressive taxation, when complementarities between skills are important«, Papir præsenteret ved konference om skattepolitik i Banca D italia. OECD (2002):»Benefits and wages«. Pedersen, P. & N. Smith (2001):»Unemployment traps: Do financial dis-incentives matter?«, working paper. Smith, N. (1998): Arbejde, incitamenter og ledighed. Rockwoolfondens forskningsenhed Økonomiministeriet (2000): Familier og indkomster. Økonomi- og Erhvervsministeriet (2002): Vækstvilkår i Danmark. 25