Narrativer - en nøgle til inklusion

Transkript

1 Narrativer - en nøgle til inklusion Af Anne-Mette Sønderskov Babelstårnet af Pieter Brueghel den Ældre Modul navn: Børns sprogtilegnelse Uddannelsens navn: Diplomuddannelse Vejleders navn: Else Malini og Lone Cantio Eksamens termin: Oktober 2010 Eksamensform: Mundtlig Karakter 12 Side 1

2 Indholdsfortegnelse Narrativer - en nøgle til inklusion... 3 Mødet med daginstitutionen... 3 Tosprogethed som begreb... 3 Hvori består fællesskabet og hvilken betydning har det Læringsteorier omkring sprogtilegnelse... 5 Narrativer som værktøj i sprogstimuleringen Konklusion... 8 Perspektivering... 8 Bilag 1: Sociale aspekter af fællesskabet. Side 2

3 Narrativer - en nøgle til inklusion Mødet med daginstitutionen Jeg er ansat som tosprogskonsulent for 0-6 årige tosprogede børn i Sorø kommune. 1 I mit daglige arbejde har jeg bemærket, at flere tosprogede børn ikke er en del af det sociale liv og fællesskabet i daginstitutionerne. Andre pædagoger har desuden henledt min opmærksomhed på problemet. Det viser sig ved, at børnene er stille, passive og hurtigt giver op ved sproglige vanskeligheder. De har svært ved at følge tempoet i dialogen, med de etsprogede børn og voksne og det er en stor udfordring for dem at skulle formulere sig på dansk i en større gruppe eller i en rundkreds, hvor alle børn på stuen er repræsenteret. Børnene har desuden vanskeligt ved at indgå i rollelege, hvor sproget er et redskab i udvikling af legen. De har lav status i børnegruppen og leger ofte med børn, der er væsentlig yngre end de selv er. Jeg vil derfor beskæftige mig med fællesskabets betydning for det tosprogede barns danske sprogtilegnelse og se på, hvordan barnets relationer til sine jævnaldrende kan styrkes gennem de narrative fortællinger. Det fører mig over i min problemstilling, der lyder Hvordan kan det tosprogede barn inkluderes i daginstitutionens fællesskab ved brug af narrativer? Tosprogethed som begreb I denne opgave benyttes den sprogfaglige funktionelle definition på et tosproget barn, som et barn der møder og har behov for mere end ét sprog i sin dagligdag. 2 1 Som et supplement til det daglige sprogpædagogiske arbejde i daginstitutionerne, består mit arbejde i at give sprogstimulering til de tosprogede børn, der vurderes at have behov for det, samt vejledning af pædagoger og forældre. Børnene får sprogstimulering i deres respektive børnehaver, på stuen i samvær med de andre børn eller i en mindre sproggruppe alt efter behov og fysiske rammer 2 Barnet kan godt have færdigheder i flere sprog, men det afgørende er at barnet bruger mere end et sprog. I modsætning til den politiske betydning, hvor der ofte refereres til børn med en minoritetsetnisk baggrund og et andet modersmål end dansk. Derved har begrebet tosproget forskellige betydninger, med hver sit udgangspunkt, og de børn der får betegnelsen ikke nødvendigvis er de samme. Side 3

4 Hvori består fællesskabet og hvilken betydning har det. For at give et indtryk af, hvad der her menes med fællesskab og hvilken indflydelse det har på barnets sprogtilegnelse, tages der udgangspunkt i dette praksiseksempel. Emma på 5 år og hendes mor står i garderoben ved siden af grøn stue. Ind kommer Line, som også er 5 år og går på samme stue, med sin mor. Emma spørger sin mor, om Line må komme med hjem og lege. Moren svarer, at Emma først skal spørge Line, om hun har lyst til at lege, og om hun må for sin mor. Det gør Emma og der opstår en samtale mellem de fire, om de praktiske aftaler. Pigerne begynder at grine højlydt og hoppe, mens de holder hinanden i hænderne. De synger: Vi skal lege sammen. Mødrene fortsætter snakken, mens de går ind på stuen. Pigerne løber efter og hen til pædagogen på stuen, hvor de fortæller, at Line skal besøge Emma i eftermiddag. Pædagogen spørger interesseret ind til deres aftale. Mødrene kommer også hen til pædagogen for, at fortælle om aftalen. Tilbage i garderoben står Aisha, som også er en pige på 5 år og hendes mor, de har været der hele tiden, men blev ikke bemærket. Aishas mor taler og forstår ikke dansk. Kort efter går de også hen til grøn stue, moren siger farvel til Aisha i døren og går. Aisha er et af de børn, der blev beskrevet i indledningen. Hvis vi ser på situationen i garderoben var der to etsprogede piger, der fik mulighed for at udvikle deres sproglige kompetencer i forhold til hinanden, til deres mødre og til pædagogen på stuen. Der skulle stilles spørgsmål, forklares, argumenteres og fortælles, vigtige dele af den sproglige udvikling. De fik mulighed for at afprøve deres hypoteser, indgå i en samtale og derved udvide ordforråd, begreber og sprogforståelse. I denne situation fik Aisha ikke den mulighed, og det behøver ikke at være et problem. Men det kan det blive, hvis Aisha ofte er i lignende situationer. Det medfører, at hun ikke får de samme muligheder, som de to etsprogede piger fik for at udvikle deres sprog, samtidig fremmer det følelsen af eksklusion fra fællesskabet. Det bliver til en nedadgående spiral, hvor hun eksluderes fra fællesskabet, fordi hun har svært ved at kommunikere på dansk når hun ikke indgår i fællesskabet i daginstitutionen, udvikles hendes danske sprog ikke det medfører, at hun bliver en usikker sprogbruger på dansk og sådan fortsættes den negative udvikling. Side 4

5 Læringsteorier omkring sprogtilegnelse For at forklare fællesskabets betydning for den sproglige udvikling vil jeg præsentere to teorier, som kan belyse emnet. Den første er af den amerikanske sprogforsker Michael Tomasello, som er kendt for sin teori om 9 mdrs. revolutionen. Barnet bliver i stand til at indgå i et samspil med sin mor eller en anden person om et fælles tredje, det kaldes fælles opmærksomhed. Han påviser, hvordan det lille barn bliver i stand til at indgå i den kulturligt lærende verden, hvor viden opnås og skabes i samspil med, og afhængigt af andre mennesker. Når barnet ikke kun lærer at benævne et nyt objekt af den voksne, men faktisk lærer begrebet for et nyt objekt gennem den voksne opstår begrebet kulturlig læring. Intentionel forståelse og fælles opmærksomhed er udgangspunktet for teorien om kulturlig læring. Den anden teori er af den russiske psykolog Lev Vygotsky. I hans socialkonstruktivistiske syn på udvikling, bliver netop inkluderingen i fællesskabet selve udgangspunktet for al læring. Han ser børn og voksne, som løser problemer og udfordringer i fællesskab. Det er den voksnes opgave at vejlede barnet, men det er barnet selv der finder løsningen på problemet. Vejledningen består af spørgsmål, fælles undren og forklaringer, der er tilpasset barnets udvikling. Dermed konstruerer barnet selv sine kundskaber og færdigheder i pædagogisk virksomhed, men gennem dialog med voksne og mere kompetente jævnaldrende. Det er den voksnes ansvar at formidle viden og erfaringer til barnet, så det pædagogiske arbejde må tage udgangspunkt i barnets interesser, behov og læringsstrategier. Tomasellos teori lægger sig fint i forlængelse af Vygotskys syn på læring og ifølge deres teorier er det af afgørende betydning, at barnet indgår i et socialt fællesskab, for at kunne udvikle sine sproglige kompetencer. I samvær med andre får barnet mulighed for at udvikle sit sprog, ved at forstå og formidle et budskab gennem afprøvning af sine hypoteser. Samvær med børn, der er væsentlig yngre fremmer ikke den sproglige udvikling i samme grad, som samvær med ældre børn eller voksne. Men som tosproget kan det være en tilpas stor udfordring, at skulle indgå i kommunikation med de jævnaldrende etsprogede børn, fordi kommunikationen foregår på barnets andet sprog. Mange tosprogede børn tilbringer størstedelen af deres dag i en dansk daginstitution. Hvis vi ser daginstitutionen som en læringsarena, hvor det tosprogede barn får mulighed for at lære det danske sprog, bliver det hermed en forudsætning for sprogtilegnelsen, at barnet inkluderes i fællesskabet. Se desuden Sociale aspekter omkring inklusion i bilag 1 Side 5

6 Narrativer som værktøj i sprogstimuleringen. Hvis vi forudsætter, at læring foregår i fællesskabet, vil det næste spørgsmålet være, hvilke metoder, der kan anvendes i forhold til inklusion af de tosprogede børn. Vi skal derfor se på, hvordan narrativer kan inddrages som et pædagogisk redskab i sprogstimuleringen. Narrativer er et fagligt begreb, som bruges om fortællinger 3 Vi præsenteres her for to amerikanske psykologer, med deres teorier om børns fortællinger, det narrative. Daniel Stern, har med sin relationsorienterede forståelse af udvikling, givet et vigtigt bidrag til vores forståelse af, hvordan børns udvikling beror på interaktionen med vigtige omsorgspersoner. Han viser desuden, hvordan kvaliteten af samspilsmønstre kan påvirkes gennem intervention. I bogen Fantastiske forbindelser (2006) bliver Daniel Stern spurgt i et interview: Hvad, mener du, vil være den ideelle måde at forholde sig sammen med børn? Jeg tror, vi er tilbage ved de rummelige omgivelser. Det moderen ideelt set skal gøre er, at skabe en atmosfære, der viser, at uanset hvad barnet siger, er det meget vigtigt for hende. Hun vil være en type, der spørger barnet åbent om, hvad hans oplevelse af situationen var. Kvinderne der spørger efter facts, forsøger at skabe billedet af historien i deres eget hoved, hvor de andre mødre er mere inde i børnenes hoveder. De vil hellere vide, hvad barnet oplever. De er rummelige og anerkender det, barnet siger. Så vil barnet og moren samkonstruere en bedre fortælling. Barnet får også typisk mere tid til at fortælle. Fortællingen kommer samtidig tættere på det forløb, barnet reelt har oplevet. Ligesom Stern fremhæver Jerome Bruner vigtigheden af, at børn lærer at konstruere fortællinger. Han ser narrativer som en måde at tænke og føle på, som hjælper børn til at skabe en personlig version af verden, hvor de psykologisk kan se en plads til sig selv, eller som han også udtrykker det, konstruere vores liv og et sted til os selv i den mulige verden, vi kommer til at møde. Bruner forklarer, at narrativer repræsenterer en måde at tænke på og skaffe sig viden om, hvordan verden hænger sammen. Narrativer giver struktur, sammenhæng og mening i vores erfaringer. Ved at fortælle kommer der orden i vores indtryk og de bliver til at forstå. Udviklingsområder som følelser, kognition og sociale erfaringer knyttes tæt sammen, når børnene fortæller. De sproglige interaktioner med voksne, som kan hjælpe børn med at udtrykke sig, står som noget helt centralt i denne læreproces. For at kunne forstå og lave narrativer må børn have et sprog. Sproget er et uundværligt værktøj, når vi skal dele vores erfaringer med hinanden. 3 Fortællinger, der skabes på ny fra gang til gang og er tilpasset den fortællesituation, man er i, og dem, man fortæller til. Fortællingerne vil således være præget af, hvem fortælleren er, hvem tilhøreren er, og hvilken relation de har. Narrativer er en fortælling, hvor mindst to forskellige hændelser bliver beskrevet. De beskrives ved hjælp af tid, årsager, kontraster eller andet, så relationen mellem dem fremgår tydeligt. Side 6

7 Omvendt kan det siges, at narrativer er et uundværligt værktøj, når barnet skal udvikle sit sprog. Teorierne viser os, hvilken betydning de narrative fortællinger har for barnets udvikling sprogligt og socialt, i det pædagogiske arbejde. Hvis vi sætter pædagogen i morens sted i Sterns teori, vil det kunne danne udgangspunkt for sprogstimuleringen. Barnet lærer sproget, ved at bruge det i trygge rammer med en voksen, der støtter barnet i sin fortælling med understøttende og uddybende spørgsmål, lader sig føre med strømmen. Pædagogen kan supplere det daglige sprogarbejde i daginstitutionen, ved at danne mindre sproggrupper med to til fire børn, sammensat efter alder og sproglig udvikling. Derved får barnet mulighed for, at udvikle sit sprog på egne præmisser, i sit eget tempo og på et passende udviklingstrin. Det tosprogede barns relationer til de andre børn kan styrkes ved at sætte ganske få børn sammen, lade dem opdage hinanden og synliggøre deres forskellige kompetencer. Ved hjælp af de narrative fortællinger, hvor børnene fortæller om sig selv, indvier de samtidig os andre i deres liv og tanker. Det medfører, at de får styrket deres selvværd og vi ser deres personlighed. Med brug af dialogisk læsning og lignende pædagogiske aktiviteter, kan der inspireres til narrativitet. Den voksne bør have en minimalistisk tilgang, da det er barnets sprogbrug der er i fokus. Når det narrative virker, vil barnet glemme alt det der er svært, glemme at være genert og tilbageholdende, at tale rigtigt og kaste sig ud i fortællingen med klar stemme, lys i øjnene og understøttende kropssprog. Hvis barnet kan komme tilbage til sin stue og fortælle pædagogen om de oplevelser han lige har haft, sammen med en ny ven, som han har lavet en legeaftale med, er sprogstimuleringen lykkedes. Barnet har fået styrket sit selvværd, sin danske sprogtilegnelse, sin relation til et andet barn samt pædagogen på stuen og er kommet et skridt nærmere i forhold til inklusion i fællesskabet. Giv barnet ordet Forær barnet et ord, lad det smage på det, lege med det og opleve det Lad barnet gå en tur med sit nye ord og afprøve det i samvær med andre Inspirer og motiver barnet til at fortælle dig sine ord og bliv begejstret, giv barnet ordet. Anne-Mette Side 7

8 Konklusion På baggrund af de tidligere nævnte teorier, analyser og diskussioner kan jeg konkludere, at ved inddragelse af narrativer som et pædagogisk redskab i sprogstimuleringen, kan det tosprogede barns dansksproglige udvikling og relationer til andre børn støttes. Derved fremmes inklusionen af det tosprogede barn i fællesskabet i daginstitutionen og gennem samvær med jævnaldrende børn og voksne kan barnets sprogtilegnelse styrkes. Perspektivering Når der argumenteres i det danske samfund for vigtigheden af, at de tosprogede børn går i daginstitution, fordi de skal lære dansk, må det indebære en forpligtelse til, at inkludere dem i fællesskabet. Hvis de tosprogede børn bliver passive deltagere, der kommer, for at høre de andre børn tale dansk sammen, har det kun ringe virkning. Vi må støtte det tosprogede barn i at blive set og hørt, præcis som de etsprogede mødre fremhæver deres børn. Hvis de tosprogede mødre, der ikke kan tale dansk, lærte sproget, ville de få mulighed, for at støtte deres børn i, at blive inkluderet i fællesskabet. De får desværre ikke altid tilbuddet, selv om de gerne vil. Side 8

9 Bilag 1. Sociale aspekter af fællesskabet Socialt set bør det desuden indgå som en faktor, at de børn der behersker majoritetssproget, som her er dansk, vil have en fordel i forhold til de tosprogede børn. De børn der har bedre uddannede forældre med dansk som modersmål, kan lettere styre samværet. Børn med et mere usikkert greb om sprogets sociale koder må enten underkaste sig de velformulerede børns situationsdefinitioner eller udtrykke sig på andre måder ( s. 70 i Forskel og fællesskab af Helle Bundgård & Eva Gulløv) Nogle børn reagerer udadvendt, mens andre reagerer mere indadvendt som tidligere beskrevet. Den franske sociolog Pierre Bourdieu har påvist, at sprogformer har forskellig status i et samfund, hvilket kan ses i det sociale samvær. Det dominerende sprog er den norm der tilstræbes, hvilket bevirker at de mennesker der ikke behersker dette sprog får vanskeligt ved at få deres idéer igennem. Basil Bernstein, en engelsk sociolog har i sin teori om sprog og socialklasse integreret sociologisk og pædagogisk tænkning. De observationer han beskriver, er foretaget i det engelske klassesamfund, men kan let overføres til det flerkulturelle samfund. Bernstein viser, hvordan forskellige grupper i samfundet benytter sig af forskellige sproglige koder. Han viser også, hvordan den manglende beherskelse af de sprogkoder som skolen eller daginstitutionen benytter, udgør en hindring for inklusion i middelklassens, den dominerende klasses samfund. Fordi de tosprogede børn ikke behersker majoritetssproget i samme grad som de jævnaldrende etsprogede børn, får de svært ved at trænge igennem med deres budskaber og indgå ligeværdigt i fællesskabet. De får således ikke den samme mulighed for at styrke deres dansksproglige kompetencer. Side 9