NUMMER UDEN FOR TVÆRPROFESSIONELLE UDFORDRINGER I SAMARBEJDET OM UDSATHED HOS BØRN, UNGE OG FORÆLDRE

Relaterede dokumenter
Tværprofessionelle udfordringer i samarbejdet om udsathed hos børn, unge og forældre Viskum, Ulla; Jakobsen, Ida Skytte; Villumsen, Anne Marie Anker

- en drivkraft i det sociale arbejde? Maja Lundemark Andersen, lektor, Ph.d. i socialt arbejde, AAU.

Forældrekompetenceundersøgelser i CAFA

Den nødvendige koordination - BKF sætter fokus på den kommunale forpligtelse i indsatsen for handicappede børn og unge og deres familier

- Om at tale sig til rette

Den socialpædagogiske. kernefaglighed

KiU og professionsdidaktik

Mini-ordbog Ord du kan løbe ind i, når du arbejder med peer-støtte

De pædagogiske pejlemærker

Dilemmaer i den psykiatriske hverdag Sprog, patientidentiteter og brugerinddragelse. Agnes Ringer

Brugerinddragelse i rehabilitering En kvalitativ undersøgelse af borgerens perspektiv

Læservejledning brugsværdi på diplomuddannelsen (og Master i udsatte børn og unge)

Læservejledning til resultater og materiale fra

Om socialpædagogers arbejde med udviklingshæmmede. Professionelt nærvær

Den gode overgang. fra dagpleje og vuggestue til børnehave

Studieordning for akademisk diplomuddannelse - første år ved Institut for Læring

TRs deltagelse i det politisk- strategiske værksted - hvad skal der egentlig til?

UNDERVISERE PÅ FORLØBET. Karina Solsø, ledelses- og organisationskonsulent og Pernille Thorup, afdelingschef, begge ved COK.

Anette Lund, HC Andersen Børnehospital

Socialpædagogisk kernefaglighed

Om sammenhængen mellem skoleledelse og elevresultater

Transfer i praksisnær kompetenceudvikling, hvordan?

Fokus på kerneopgaven - Nye muligheder for den offentlige sektor BCF s årsmøde og 12. februar 2016 på Munkebjerg Hotel i Vejle

Udkast til politiske visioner og mål for Sundhedsaftalen

Faglig ramme om fælles gravidteam for sårbare gravide. 1. Baggrund. Bilag til samarbejdsaftale om fælles gravid team for sårbare gravide

Invitation til konference. Ledelse af fremtidens

Baggrund. Ansøger: Lyngby Taarbæk Kommune. Kontaktperson: Træningsenheden Marianne Thomasen Bauneporten Lyngby tlf.

Kan dokumentation af det sociale arbejde gøres anderledes. Lars Uggerhøj Aalborg Universitet

Modulbeskrivelse Modul 5

Banalitetens paradoks

Ledelseskompetencer. en integreret del af professionsfagligheden på Metropol. En pixi-udgave om hvad, hvorfor og hvordan

Vidensbegreber vidensproduktion dokumentation, der er målrettet mod at frembringer viden

Tidlig opsporing af sygdomstegn hos borgere med demens

Sundhedsundervisningen i en sundhedsfremmende skole i et tværfagligt og tværprofessionelt perspektiv.

Faglig læsning i matematik

Etnisk Erhvervsfremme

Børne- og Undervisningsudvalget BUU alm. del Bilag 202 Offentligt. Fælles ambitioner for folkeskolen. læring i centrum

Indholdsfortegnelse. DUEK vejledning og vejleder Vejledning af unge på efterskole

ADHD-handlingsplan 2012

De bærende principper for psykiatriomra det i Viborg Kommune

Innovation og udvikling

Modul 12. Selvstændig professionsudøvelse 15 ECTS. Fysioterapeutuddannelsen I Odense University College Lillebælt Gældende fra 1.8.

Regnskab på deltid Værdiskabende skatteregnskab for landmænd

FÆLLES OM ODENSE. Civilsamfundsstrategi

Analyse af PISA data fra 2006.

Greve Kommune. Forældreinddragelse. - Forældre som medspillere i inklusionsindsatsen. En håndsrækning fra inklusionsværktøjskassen

Kvalitetsudviklingsprojekt

Opsamling på Temadag 17. december 2014

Forskningsbasering: Hvad sker der når et universitet vil sætte ord og handling bag?

SYSTEMTEORI. Grundlæggende tankegange i SPU arbejdet SYSTEMTEORI

Udvikling af faglærerteam

Nyt lys på telemedicin og telesundhed i Danmark

Forslag til visioner og strategier for fremtidens overbygning i Norddjurs Kommune

Vurderingskriterier i forbindelse med valg af læremidler til distributionssamlingerne på Centre for undervisningsmidler

Udfordringerne i tværprofessionelt samarbejde

TVÆRFAGLIGHED SET FRA EN SOCIALFAGLIG VINKEL KARIN KILDEDAL. Karin Kildedal Aalborg Universitet 2015 MBU.AAU.dk

Forskningsmæssige og teoretiske aspekter af brugerinddragelse

Standard for den gode praktik på Socialrådgiveruddannelsen ved UCL

Nationale moduler i pædagoguddannelsen

Den aktive borger under rehabilitering

Masterplan for Kvalitet og Læringsmiljøer i Fremtidens Dagtilbud i Halsnæs Kommune. Børn unge og læring

Inddragelse af barn, ung og forældremyndighedsindehaver under hele indsatsen

Midtvejsseminar d.7. juni 2012

FORSKNING I SYGEPLEJEN

Strategi for arbejdet med børn og unge i socialt udsatte positioner

Modulbeskrivelse for modul 5 Fysioterapeutuddannelsen.

Visioner, missioner og værdigrundlag i de 50 største virksomheder i Danmark

Fælles ansvar - fælles indsats VERSION 2.0

- om at lytte med hjertet frem for med hjernen i din kommunikation med andre

I Assens Kommune lykkes alle børn

Sammenhæng i børn og unges liv Den sammenhængende børne- og ungepolitik

-nedbryder siloer og skaber samarbejde på tværs.

Kristian Dahl Ledelsesforsker Ålborg Universitet & Thorkil Molly-Søholm Studielektor i ledelse, Ålborg Universitet &

Digitale læremidler som forandringsmotor

Hvordan sikres implementering af viden, holdninger og færdigheder i hverdagens arbejdsliv ved uddannelse?

Ottawa Charter. Om sundhedsfremme

Ledelse af frivillige

Mentorgruppe har positiv effekt. Socialrådgiverdage 2013 Pia Brenøe og Tina Bjørn Olsen. Njal Malik Nielsen og Finn Knigth

Børne- og Ungeudvalget vedtog Inklusion2016 i efteråret I den forbindelse blev der opstillet følgende målsætninger:

Praktikant til projektet vedrørende Organisatorisk Design af Akutfunktionen: Policy Evaluering

SKOLEPOLITIK

FORMIDLINGSKONFERENCE

Pjece til medarbejdere på skoler og SFO er

22 juni 2015 Frivillighedsrådets bemærkninger til forslag om NY SOCIALPOLITIK

Jeg vil ikke skrive for voksne. Jeg vil skrive for en læserkreds, som kan skabe mirakler. Kun børn skaber mirakler, når de læser.

Villa Venire Biblioteket. Af Heidi Sørensen og Louise Odgaard, Praktikanter hos Villa Venire A/S. KAN et. - Sat på spidsen i Simulatorhallen

INSPIRATIONSKATALOG - TIL ARBEJDET MED SOCIAL KAPITAL OG UDVIKLING AF IDÉER

- Hvem skal starte udviklingsprocessen i retning af interprofessionel virksomhed?

Hvem sagde variabelkontrol?

Uanmeldt tilsyn på Ortved Plejecenter, Ringsted Kommune. Tirsdag den 1.november 2011 fra kl

Ledelse, der gør en forskel. Anette Kureer

Vision for pædagogisk læringscentre i Vejle kommune

The missing link. Lars Uggerhøj Kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde Aalborg Universitet

Partnerskaber hvad er det? Etablering af partnerskaber med University College Lillebælt

Rammerne for udvikling af lokalsamfund stedets betydning forskellige kapitalformer - integrerende entreprenører

Presseguide til ph.d.-stipendiater

Formål med ressourceteam

Info-center om unge og misbrug. Projektbeskrivelse Den 20. oktober 2008

KØBENHAVNS KOMMUNE Klynge VE5 Principper & værdier for det Pædagogiske arbejde.

Transkript:

UDEN FOR NUMMER 31 TIDSSKRIFT FOR FORSKNING OG PRAKSIS I SOCIALT ARBEJDE 31/2015 TVÆRPROFESSIONELLE UDFORDRINGER I SAMARBEJDET OM UDSATHED HOS BØRN, UNGE OG FORÆLDRE SOCIALRÅDGIVERE BØR TAGE LEDELSE AF DET TVÆRFAGLIGE SAMARBEJDE TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE PÅ PROFESSIONSHØJSKOLERNE AT GENINDSÆTTE DET SOCIALE I SOCIALT ARBEJDES PRAKSIS

indhold TVÆRPROFESSIONELLE UDFORDRINGER I SAMARBEJDET OM UDSATHED HOS BØRN, UNGE OG FORÆLDRE AF ULLA VISKUM, LEKTOR, ANNE MARIE VILLUMSEN, LEKTOR, OG IDA SKYTTE JAKOBSEN, DOCENT 4 SOCIALRÅDGIVERE BØR TAGE LEDELSE AF DET TVÆRFAGLIGE SAMARBEJDE AF BO MORTHORST RASMUSSEN, LEKTOR, PH.D. 14 TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE PÅ PROFESSIONSHØJSKOLERNE AF BJARNE RASMUSSEN, LEKTOR, EIGIL STRANDBYGAARD KRISTIANSEN, LEKTOR OG STEEN JUUL HANSEN, DOCENT 26 AT GENINDSÆTTE DET SOCIALE I SOCIALT ARBEJDES PRAKSIS AF MARIA BÜLOW, PH.D STUDERENDE, KIRSTEN HENRIK SEN, LEKTOR OG TRINE RASMUSSEN, SOCIALRÅDGIVER 34 UDEN FOR NUMMER nr. 31, 16. årgang, 2016 Løssalg: 60 kr. Dansk Socialrådgiverforening Toldbodgade 19B 1253 København K Tel: 70 10 10 99 Mail: ds@socialraadgiverne.dk Redaktion: Frank Cloyd Ebsen, freb@phmetropol.dk Anette Nicolaisen, anic@ucsyd.dk Mariane Johansen, majoh@aarhus.dk Steen Juul Hansen, sjh@via.dk Christine Sarka, christinesarka@mail.dk Lars Uggerhøj, lug@socsci.aau.dk Redaktionssekretær: Mette Mørk, mettemork21@gmail.com Produktionsstyring: Kommunikationsafdelingen, Dansk Socialrådgiverforening Copyright: Forfatterne ISSN nr.: 1600-888X Design og produktion: Salomet grafik & Pernille Kleinert Tryk: Stibo Oplag: 15.800 2 UDEN FOR NUMMER 31 2015

På tværs Du sidder denne gang med et Uden for nummer, der sætter fokus på det tværprofessionelle samarbejde og særligt fokus på de mange udfordringer, holdninger og perspektiver der knytter sig til netop dette begreb. Det af alt er ikke en ny debat, men den aktualiseres igen og igen, fordi sjældent er en enkelt samarbejdsform blevet set som svaret på de fleste udfordringer i den offentlige sektor. Tværprofessionelle udfordringer er artiklen, der oplister den forskningsbaserede viden om tværprofessionelt arbejde med udsathed hos børn og unge. Opmærksomheden rettes mod, at det handler om kontekst, en vis ydmyghed over for begrebets kompleksitet og borgerens udkomme af bestræbelserne. Kompleksiteten behandles også i artiklen om socialrådgiverens rolle i det tværprofessionelle samarbejde. Socialrådgiveren skal tage ledelsen og skabe følgeskab, hvis kompleksiteten skal reduceres, og succesen optimeres. Professionshøjskolerne har gennem flere år arbejdet med at etablere tværprofessionelle læringsforløb på tværs af Socialrådgiveruddannelsen og de pædagogiske og sundhedsfaglige uddannelser. I artiklen tværprofessionelt samarbejde på professionshøjskolerne beskrives to institutioners arbejde med at få Det Tværprofessionelle Element til at spille sammen på uddannelserne. Artiklen illustrerer samtidig de konkrete udfordringer, som kravet om tværprofessionelt samarbejde stiller til den daglige praksis. Uanset, hvor denne praksis udøves. Et gennemgående træk ved artiklerne er, at de anerkender tværprofessionaliteten som en nødvendig følgesvend til helhedssynet, men de sætter med deres forskellige perspektiver samtidig spot på nogle af de faktorer, der hæmmer og fremmer samarbejdet. Tværprofessionelt samarbejde er ikke nyt, det er ikke let, og det løser ikke alt. Den sidste artikel er uden for temaet, men den tager fat på et ligeså relevant aspekt ved socialt arbejde: Helhedssynet. Vi må ikke overse de strukturelle forholds betydning i arbejdet med fattige og udsatte grupper. Det handler om at genindsætte det sociale i det sociale arbejdes praksis. Redaktionen BERIGTIGELSE I sidste nummer af Uden for Nummer skrev vi følgende i lederen: For ca. 150 år siden skrev sociologen Max Weber om det rationelle jernbur. En skarpsynet læser har gjort os opmærksom på, at vi ikke har styr på Webers biografi. Max Weber blev født i 1864 og døde i 1920. Hans væsentligste værker er fra omkring forrige århundredeskifte, og dermed er det rationelle jernbur altså ikke 150 år gammelt, men ca. 110 år gammelt. Vi beklager fejlen. UDEN FOR NUMMER 31 2015 3

Tværprofessionelle udfordringer i samarbejdet om udsathed hos børn, unge og forældre AF ULLA VISKUM, LEKTOR, ANNE MARIE VILLUMSEN, LEKTOR OG IDA SKYTTE JAKOBSEN, DOCENT 4 UDEN FOR NUMMER 31 2015

Artiklen tager afsæt i en forskningsoversigt udarbejdet til brug i professionshøjskolernes arbejde med uddannelse. En af hovedkonklusionerne i oversigten er, at tværprofessionelt arbejde er et kontekstbundet fænomen, og målet med artiklen er at se på, hvad det betyder for den tværprofessionelle praksis, samt at se på udvalgte aspekter i forhold til udfordringer og muligheder i det tværprofessionelle samarbejde: organisering, mødet, det relationelle samt børn, unge og forældres deltagelse i samarbejdet. UDEN FOR NUMMER 31 2015 5

Tværprofessionelt samarbejde er et komplekst og dynamisk begreb og fænomen, som ikke lader sig indfange i en absolut og statisk definition (Villumsen, Lund, Viskum & Jakobsen, 2015). Det er konklusionen i en systematisk indsamlet oversigt over forskningsbaseret viden om tværprofessionelt samarbejde om udsathed hos børn og unge. Tillige viser oversigten, at der kun i begrænset omfang er gennemført forskning, som ser på effekten af samarbejdet for målgruppen, ligesom forskningen viser, at børn, unge og deres forældre ofte ikke inddrages i tilrettelæggelsen af den indsats, de har brug for. Samtidig er konklusionen, at det tværprofessionelle samarbejde i omfattende grad foreslås som løsning på en lang række sociale problemer (opsporing, løsning, tilrettelæggelse, gennemførsel, informations/vidensdeling). Det kan der være flere grunde til. Men en grund er med sandsynlighed, at det tværprofessionelle samarbejde er et vilkår ved flere opgaver. Det kan ikke vælges fra, og når et studie eller en evaluering afdækker vanskeligheder i samarbejdet, er det nærliggende at foreslå en forbedring af samarbejdet som en vej til løsning af sociale problemer. Selve den systematisk indsamlede oversigt er beskrevet i artiklen: Tværprofessionelt samarbejde om udsathed hos børn og unge et kort over landskabet af forskningsbaseret viden (Villumsen, Lund, Viskum, & Skytte Jakobsen, 2015). Baggrunden for udarbejdelse af forskningsoversigten var netop en anbefaling om at styrke det tværprofessionelle samarbejde mellem pædagoger, socialrådgivere, lærere og sundhedspersonale ved, at disse professioner allerede under deres uddannelse får viden om og gør sig erfaringer med samarbejdet om børn og unge i udsatte positioner. Anbefalingen stammer fra et ekspertudvalg, nedsat af daværende socialog integrationsminister Karen Hækkerup på baggrund af Ankestyrelsens praksisundersøgelse af 10 enkeltsager, hvor børn og unge udsat for overgreb ikke rettidigt fik hjælp fra offentlige instanser og professionelle (Socialministeriet, 2012). Formålet med forskningsoversigten var at give en systematisk fremstillet og deskriptiv oversigt over forskningslitteratur på feltet tværprofessionelt samarbejde om udsathed hos børn og unge mellem pædagoger, socialrådgivere, lærere og sundhedspersonale. Forskningsoversigten indgår i undervisningsmaterialet Børn og unge på tværs [1] til brug i undervisningen af kommende professionsbachelorer på professionshøjskolerne. Målet med nærværende artikel er med udgangspunkt i udvalgte artikler og konklusioner fra forskningsoversigten at se på, hvad det betyder - både i forhold til arbejdets indhold og for de aktører som indgår i det - at tværprofessionelt samarbejde om udsathed hos børn, unge og forældre er et lokalt og kontekstbundet fænomen. Først udfolder vi, hvorfor tværprofessionelt samarbejde om udsathed hos børn og unge kan betegnes som et vagt, lokalt og kontekstbundet begreb. Dernæst ser vi på udvalgte aspekter i forhold til udfordringer og muligheder i det tværprofessionelle samarbejde: organisering, mødet, det relationelle samt børn, unge og forældres deltagelse og positionering i samarbejdet. Når vi i artiklen omtaler professioner, henviser vi primært til pædagoger, socialrådgivere og lærere. Men i flere af de artikler, som ligger til grund for forskningsoversigten og denne artikel, er også sundhedsprofessionelle, psykologer og politi involveret i samarbejdet. VAGT, LOKALT OG KONTEKSTBUNDET Begrebet tværprofessionelt samarbejde må betegnes som et vagt begreb. Dette viser sig i såvel nationale som internationale publikationer (Villumsen et al., 2015). Det er således ikke en mulighed at imødekomme det gængse ønske om at kunne definere præcist, hvad tværprofessionelt samarbejde er på baggrund af empirisk forskning. Det er en meget tydelig pointe i forskningsoversigten, at udbredelsen af tværprofessionelt samarbejde er stor, og at der er et væld af forskellige modeller for samarbejde på tværs, som ikke umiddelbart lader sig ordne i prædefinerede kategorier. Der er altså mange måder at samarbejde på. Disse mange måder beskriver samtidig, hvordan begrebet tværprofessionelt samarbejde og dets praksis er meget lokalt bundet og dermed tæt knyttet til den kontekst, hvori det forekommer. Det betyder, at udformningen af det konkrete tværprofessionelle samarbejde afhænger af, hvilke professioner der samarbejder, i hvilke organisationer, på hvilke organisatoriske niveauer, i hvilke nationale kontekster, under hvilke lovgivninger og om hvilken målgruppe 6 UDEN FOR NUMMER 31 2015

af børn, unge og familier. Det er derfor ikke muligt at sige noget sammenhængende og generelt andet end, at tværprofessionelt samarbejde maksimalt kan betragtes som en fælles ide med mange former og udtryk. Netop med baggrund i det kontekstbundne er det ikke muligt at give en operationel og præcis definition af samarbejde på tværs. Der er kontinuerligt elementer, som flytter sig. Det kan for eksempel være roller, funktioner, grader af forpligtelse, typer af professioner eller typer af problemstillinger. Derfor har vi valgt en bred og meget vag definition. Tværprofessionelt samarbejde er som minimum et samarbejde mellem fagprofessionelle, som enten har forskellig professionsbaggrund og/eller forskellig placering i en organisation, og som samarbejder om noget. I forhold til denne definition bliver det interessant og nødvendigt at se nærmere på de aspekter, som kan indgå i et samarbejde, samt de elementer i samarbejdet, som flytter sig alt efter samarbejdskonstellation, type af problemstilling og lokal kontekst. En af de store udfordringer ved det lokale og kontekstbundne i både begreb og praksis er, at overførbarheden er meget lav. Det gælder såvel mellem lokale kontekster som mellem lande. Det er den af flere årsager. Der er for eksempel forskel på udsathed, både i forhold til hvilken type af udsathed samarbejdet retter sig mod, men også udsathedens socioøkonomiske afhængighed. Et udsat barn i et udsat boligområde i USA har andre livsomstændigheder og levevilkår end et udsat barn i et udsat boligområde i Danmark. Der er også forskel på professionernes opgaver, roller, uddannelse, ansvar og myndighed. Og der er forskel på organisering af arbejdet og samarbejdet - bare mellem to danske kommuner. Derfor er det ikke så lige til ukritisk at overføre viden fra én kontekst til en anden, hverken nationalt eller mellem nationale kontekster. Det kan umiddelbart synes indlysende og banalt, at tværprofessionelt samarbejde er lokalt og kontekstbundet, men hvis man i praksis skal drage konsekvensen af dette, så er der nogle overordnede aspekter, som må afklares i hver organisation og i hver eneste organisering af samarbejdet og dets konstellationer, før samarbejdet på tværs reelt kan finde sted. Det er en central øvelse i alt tværprofessionelt samarbejde i den lokale kontekst først at blive enige om, hvordan man forstår tværprofessionelt samarbejde, og dernæst hvordan det skal praktiseres. Hvis ikke der er enighed om, hvordan man forstår tværprofessionelt samarbejde, så kan man heller ikke blive enige om, hvordan det skal praktiseres, af hvem, hvornår og i hvilke sammenhænge og i forhold til hvilke børn og forældre. Med forbehold for det lokale og kontekstbundne i såvel begreb som praksis er der aspekter fra forskningsoversigten ULLA VISKUM lektor, master i konfliktmægling og leder af Center for Anvendt Velfærdsforskning ved University College Lillebælt. Ulla har fokus på tværprofessionelt samarbejde i relation til udsathedsproblematikker og en særlig interesse for konfliktforståelse- og håndtering i denne sammenhæng. ulvi@ucl.dk ANNE MARIE VILLUMSEN ph.d. og lektor v/ Socialrådgiveruddannelsen, VIA University College, samt forskningskoordinator for temaet udsatte børn og unge ved Forsknings- og udviklingscenter VIA Socialpædagogik & Socialt Arbejde. Anne Maries forskning har fokus på tværprofessionelt samarbejde om udsathed hos børn, samt nye tilgange i socialt arbejde med udsatte børn og familier. amv@via.dk IDA SKYTTE JAKOBSEN ph,d. og docent ved Center for Anvendt Velfærdforskning, University College Lillebælt. Idas forskning fokuserer på resiliensprocesser hos udsatte børn og unge. idja@ucl.dk UDEN FOR NUMMER 31 2015 7

(Villumsen et al., 2015), som går igen på tværs af målgrupper, samarbejdsmodeller og nationale kontekster; nemlig: organisering af samarbejdet og det relationelle i mødet mellem professioner og mellem professioner og familier. Det er disse aspekter og deres relativt store betydning for praksis, som vi gerne vil udfolde i denne artikel. Beskrivelsen af disse aspekter er således en bevægelse fra et lidt mere generelt niveau til et mere konkret niveau. Det er samtidig en illustration af, at aspekterne er tæt forbundne, og at de i praksis ikke vil være så lette at adskille. Nedenstående model søger at illustrere denne sammenhæng. FIG.1 LOKAL KONTEKST ORGANISERING AF DET TVÆRPROFESSIONELLE SAMARBEJDE DET RELATIONELLE I MØDET BARN & FORÆLDRE ORGANISERING AF SAMARBEJDET ER CENTRALT Det fremgår klart på tværs af adskillige publikationer i forskningsoversigten (Villumsen et al., 2015), at organisering af samarbejdet på tværs er et centralt aspekt. Hvordan og hvor samarbejder man? Med hvem og under hvilke juridiske og organisatoriske rammer? Hvilket overordnet formål er der med samarbejdet (Willumsen & Skivenes, 2005), og er kravene til og ansvaret for kvalitet i samarbejdet tydelige (Siraj-Blatchford & Siraj-Blatchford, 2009)? Organisering af tværprofessionelt samarbejde kræver først og fremmest et ledelsesansvar på såvel leder- som chefniveau. Det har betydning for praksis i organiseringen af samarbejdet, at der sikres en overordnet fælles retning og kultur (Wong, Sumsion, & Press, 2012), så der arbejdes ud fra fælles principper, antagelser og værdier for samarbejdet (Ahlgreen B, Petersen C, Balleby M, & Johansen, 2012; Teixeira & Alarcão, 2011) som en integreret tænkning (Siraj-Blatchford & Siraj-Blatchford, 2009). En effektiv og neutral ledelse er afgørende for samarbejdet. Med neutral menes i denne sammenhæng, at lederen er i stand til at opgive eget fag- og professionsperspektiv og stille sig medierende mellem de involverede professionelle. Der er behov for, at lederen i den tværprofessionelle proces kan se sager og udfordringer fra mange vinkler og demonstrere et nuanceret perspektiv på den samlede organisatoriske kontekst, og at ledelsen udviser forståelse for, hvordan systemer kan skabes og ændres. Neutralt lederskab er særligt centralt fra de faglige ledere i front i forhold til planlægning, implementering og understøttelse af systemforandring. Det betyder, at ledelsen må have - såvel som skabe - en forståelse af den kontekst, som danner rammen for, hvordan de samarbejdende systemer opererer hver især i relationen til udsatte familier (Banks, Landsverk, & Wang, 2008; Banks, Dutch, & Wang, 2008). Tværprofessionelt samarbejde finder ofte sted i konkrete møder mellem professionelle og den eller de borger(e), som samarbejdet skal hjælpe. Et møde finder sted i et konkret rum, på et konkret tidspunkt og med nogle konkrete aktører. Et møde er således en begivenhed, som er afhængig af, at nogle personer mødes på et aftalt sted og tidspunkt, og derefter i en eller anden struktur fremlægger og forstår noget, indgår aftaler, træffer beslutninger eller lignende. I 8 UDEN FOR NUMMER 31 2015

mødet er der derfor en lang række af faktorer, som skal være til stede og spille sammen for, at mødet kan løse de udfordringer, som var baggrund for mødets afholdelse. Det tværprofessionelle samarbejde er således også noget, vi gør. Mødet rammesættes af den valgte organisering, som kan være givet i en på forhånd formaliseret ramme, hvilket er tilfældet i de lovgivningsbestemte møder (Villumsen & Skiveness, 2005). Der er som mindstemål behov for en organisatorisk besluttet ramme for, hvor man mødes i et samarbejde med hvem og om hvad. Hvem bestemmer for eksempel mødets deltagere? Der kan gå rutine i, hvem der deltager i et tværprofessionelt møde, fremfor at det er den enkelte sag og problemstilling, som afgør dette. Det kan skyldes, at beslutningen om deltagerskaren er bestemt og formaliseret uden hensyn til den konkrete praksis, hvori det tværprofessionelle samarbejde skal være et markant bidrag. Målet med mødet (Villumsen & Skiveness, 2005) og typen af problemstilling skal afgøre deltagere. I den sammenhæng er det nødvendigt, at organiseringen af arbejdet, både generelt set og i den konkrete formalisering af møder, er så fleksibel, at det er muligt for alle potentielle deltagere at være til stede. Herudover er det også ofte sådan, at der er en overvægt af professionelle til de tværprofessionelle møder. Det kan her være vigtigt at sikre, at familiens øvrige netværk er med i det omfang, det giver mening for familien. Det øger chancen for at give familien en oplevelse af sikkerhed, og samtidig understøtter det en implementering af eventuelle retninger og mål for samarbejdet med familien (Villumsen & Skiveness, 2005). Med organiseringen af samarbejdet om bestemte opgaver kommer også ofte en kamp om opgaver og territorium (Villumsen & Kristensen, 2015). Det er en kamp om retten til position i organisationen og til opgaver. Denne kamp udspilles ofte, når en fælles forståelse af samarbejdet skal findes, fordi forståelse i væsentlig grad betinger praksis, og dermed hvorvidt nogle professioner har patent på bestemte opgaver. Det er sådan, at når systemer med forskellige organisatoriske historier og fungerende miljøer samarbejder, vil magt altid skulle adresseres. Ubalance i magt skaber utryghed på alle niveauer i en organisation. Samarbejde og samarbejdsrelationer kræver konstant arbejde, særligt i forhold til udfordringer som relaterer sig til magt og til roller. Til selve mødet og rundt om mødet synes det at være givtigt og meningsfuldt, at der er en overordnet ansvarlig, en såkaldt case-manager, som står for afholdelse af mødet, indkaldelse og særligt en systematisk opfølgning, idet disse er vigtige elementer i samarbejdsrelationer og konstellationer (Catania, Hetrick, Newman, & Purcell, 2011). Funktionen som case-manager vil i mange tilfælde være en udvidelse af den måde, vi i Danmark ofte organiserer det tværprofessionelle samarbejde. Der er brug for mødeledelse af møderne og en person, som har det overordnede ansvar for mødestruktur og indkaldelse af alle relevante deltagere, er en sikring af, at alles perspektiv høres, og at der skabes en fælles læringsproces (Villumsen & Skiveness, Det tværprofessionelle samarbejde er således også noget, vi gør UDEN FOR NUMMER 31 2015 9

2005; Ahlgreen B et al., 2012). Endelig er det nødvendigt, at casemanageren forstår at skabe systematisk arbejdende tværprofessionelle samarbejdsformer (Villumsen, 2015), hvor opfølgning og dokumentation er centrale elementer. I ansvaret for mødestruktur og samarbejdsformer hører også et fokus på klar rollefordeling, anerkendelse af professionelle forskelle samt en adressering af status/ hierarkier mellem professioner (Atkinson et al.,2007)[2], fordi uklare roller og ansvarsfordeling er en hindring i samarbejdet (Scott, 1997). Den rolle, den professionelle indtager i samarbejdet, har betydning for de oplysninger, der udveksles, og de oplysninger, der udveksles, har betydning for den professionelles rollepositionering. Nogle typer af oplysninger antager hurtigere karakter af sandheder (Sarangi, 1998), og de er således med til at definere målet, der skal arbejdes med i samarbejdet. En case-manager har ansvaret for at facilitere denne positionering og dermed den kommunikative forhandling om samarbejdets retning og mål (Banks, Dutch & Wang, 2008). Endelig ses det i forhold til organiseringen af det konkrete tværprofessionelle møde, at der er en helt central og normative udfordring; nemlig at blive enige om, hvad der er til barnets bedste. I og med dette er et normativt standpunkt (Villumsen & Skiveness, 2005), er det ofte her, der kan være meget forskellige perspektiver mellem professioner, børn og forældre. Det betyder, at den helt grundlæggende kommunikative forhandlingsøvelse i tværprofessionelt samarbejde, som udgangspunkt er at blive nogenlunde enige om, hvad der er til barnets bedste, og dermed hvilken retning samarbejdet skal tage. Vi vender tilbage til dette aspekt i afsnittet Børn, unge og forældres deltagelse i samarbejdet. DET RELATIONELLE I TVÆRPROFESSIONELLE MØDER I samarbejde om komplekse og sektoroverskridende problemstillinger arbejder professionelle i et grænseområde mellem egen og andres faglighed. Som grænsemetaforen illustrerer, står den professionelle med et ben i eget kendt land og et ben i ukendt land. Samarbejdet med andre professioner i dette område rummer et potentiale for at udvikle fælles, relevant viden i forhold til den problemstilling samarbejdet udspringer af. Men samtidig er det et krævende felt at være i for de professionelle. Grænselandet er ikke neutralt område, og samtalerne kan være indlejret i stærke følelser, som reflekterer, hvordan forskellige forståelser og fortolkninger af en problemstilling er knyttet til den enkeltes professionsidentitet. Det er en vigtig præmis for samarbejdet at anerkende, at en anden professionel er en nødvendig ressource, og at det er nødvendigt at klarlægge, anerkende og forhandle brugen af den ressource for at kunne handle kvalificeret i forhold til en fælles sag. Dernæst handler det også om at vide, hvem det er relevant at inddrage. Hvem er det vigtigt at komme i tale med for at få belyst barnets veje og behov og få fat i de ressourcer, som understøtter social inklusion? (Atkinson, Jones, & Lamont, 2007; Edwards, 2005). En måde at håndtere udfordringer i det professionelle samarbejde er at opstille procedurer, som regulerer, registrerer og styrer samarbejdet. Med introduktion til begrebet relational agency (Edwards, 2005) argumenterer den engelske forsker Anne Edwards for, at denne vej ikke er tilstrækkelig, men at relational agency er nødvendig for at kunne udfolde det videnspotentiale, der er til stede i samarbejdet. Et videnspotentiale i form af dels forskellige fagligheder og perspektiver på den fælles sag og dels samspillet mellem disse. Det er svært at oversætte begrebet relational agency med stor præcision. Agency betyder blandt andet handlen, virken, magt og formidling[3]. Med henvisning til handleaspektet vælger vi at oversætte agency med kompetence, idet vi forstår kompetence som det at kunne handle i praksis på baggrund af færdigheder og viden. I det følgende bruger vi således begrebet relationel kompetence synonymt med relational agency. Edwards definerer relationel kompetence som kompetence til at afstemme ens tanker og handlinger med andres for at kunne forstå problemer i praksis og respondere på dem [4] (Edwards, 2005 :169). Med begrebet relationel kompetence er der fokus på de aktører, som samarbejder på tværs af organisationer og faggrænser. Fokus er altså ikke på systemniveau. Den relationelle kompetence i samarbejdet udvikles i en proces med to trin, som er i en konstant og indbyrdes dynamik (Edwards, 2011: s. 34). Første trin er at anerkende motiver og ressourcer, som andre bibringer i deres fortolkning af en opgave og/eller problemstilling og derved få en fælles udvidet forståelse af opgaven/problemstillingen. Andet trin er, på baggrund af den udvidede problemforståelse, at justere sit eget svar på problemstillingen og forslag til indsats i forhold til de andres svar og forslag. Det er en dynamisk proces, hvor man både stiller egen viden til rådighed og får adgang til hinandens ekspertise (Wong et al., 2012). Udviklingen af begrebet relationel kompetence baserer sig på forskning, som har fulgt interventioner i forhold til børn i udsatte positioner og derigennem dokumenteret, at der er behov for mange forskellige typer af viden, for at professionelle i tilstrækkelig grad forstår kompleksiteten af børns veje og behov, før de sætter ind med handling (Edwards, 2005)[5]. De stærke relationelle kompetencer gælder såvel relationen professionel/professionel som professionel/ borger. Formålet er todelt. Det handler både om at bli- 10 UDEN FOR NUMMER 31 2015

Det er således ikke en mulighed at imødekomme det gængse ønske om at kunne definere præcist, hvad tværprofessionelt samarbejde er ve i stand til at arbejde sammen og samtidig at lære af samarbejdet. Edwards (2011) argumenterer dermed for relationel kompetence som en stærk version af professionel handlekraft, som samtidig kan hjælpe professionelle til at bevæge sig ind og ud af forskellige kontekster uden at været beskyttet af et institutionelt ly. Udviklingen af relationel kompetence i det professionelle samarbejde møder udfordringer i grænselandet mellem professioner og sektorer. Et etnografisk studie af dynamikker i samspil mellem sundhedspersonale (hospital), politi og sociale myndigheder i sager, hvor der er mistanke om overgreb af børn, kan illustrere konfliktpotentialet i det tværprofessionelle samarbejde(scott, 1997). Konflikterne handlede om Gatekeeping (at få de sociale myndigheder til at antage en sag), indsatser (hvilken indsats sættes i værk) og domæner (hvem har hvilke opgaver). Konflikterne imellem organisationerne øgede sammenholdet i den enkelte organisation. I cases, hvor de professionelle var frustrerede over deres manglende mulighed for at beskytte sårbare børn, var konfliktniveauet højere i samarbejdet, og der sås en tendens til at skyde ansvaret for de manglende handlemuligheder over på de andre professioner/organisationer. Studiet munder ud i en anbefaling af, at professionelle får en øget konfliktforståelse. Blandt andet med det formål, at professionelle kan analysere, hvilke konflikter de kan håndtere og hvilke, der er udenfor deres rækkevidde (strukturer, ressourcer). At udvikle relationel kompetence i tværprofessionelle processer i grænselandet mellem forskellige sektorer og professioner kan understøttes gennem facilitering af møder og kommunikationsprocesser. Det handler derfor også om etablering af transparente strukturer for kommunikation samt hyppig- og god kommunikation mellem organisationer/sektorer (Atkinson et al., 2007). BØRN, UNGE OG FORÆLDRES DELTAGELSE I SAMARBEJDET I arbejdet med forskningsoversigten (Villumsen et al., 2015) var det påfaldende, at børne- og familie perspektivet ofte var fraværende i de konkrete undersøgelser, og der mangler systematisk indsamlet viden om, hvilken rolle, position og funktion børn og familier har og forventes at indtage til de tværprofessionelle møder. Der er få undersøgelser af relationen mellem professionelle, børn og forældre i samarbejdet, og der er meget lidt viden om, hvordan det tværprofessionelle samarbejde opleves af børn, unge og deres forældre. Børn og forældres deltagelse i samarbejdet er en udfordring, vi til stadighed mangler at udvikle på i en dansk kontekst (Villumsen, 2015). Men det at sikre, at børn og forældres perspektiv spiller en central rolle, og at deres perspektiv som minimum er repræsenteret i en tværprofessionel sammenhæng, er vigtigt. Her udspringer igen et normativt standpunkt om børn og forældres position i samarbejdet. Ud fra et deltagelsesperspektiv kan det være relevant at få større viden om, hvad det betyder, hvis børn og forældre har en eksplicit position ved såvel problemdefinition som problemhåndtering/ løsning. Og ligeledes relevant at undersøge, om dette kan ændre ved og måske udligne noget af den magtmæssige asymmetri på det relationelle niveau, som er til stede, når børn og forældre deltager i tvær- UDEN FOR NUMMER 31 2015 11

Fordi vi har et højt specialiseret samfund med stor grad af arbejdsdeling, er tværprofessionelt samarbejde et forsøg på et svar, som måske mere er et mantra, der får os til at tro og håbe, end baseret på reel viden professionelt samarbejde. Positionering af barn og forældre er særlig vigtig, fordi der hos såvel barn som forældre kan være forskellige evner for at kunne være oprigtigt tilstede i et tværprofessionelt møde. At arbejde aktivt med at reducere effekterne af den magtmæssige asymmetri, der er mellem professionel og privat person, og endda privat person i knibe, er vigtig (Villumsen & Skiveness, 2005). Både for en udbytterig såvel som etisk tilgang til samarbejdet med barn og familie. Herudover har det også vist sig, at det at involvere de, der har brug for hjælpen, i planlægning og levering af hjælp (Siraj-Blatchford & Siraj-Blatchford, 2009) har stor betydning for samarbejdet. Her kan en case-manager(jævnfør afsnittet om organisering) spille en væsentlig rolle. En casemanager kan positionere børn og forældres behov og perspektiv som centralt i forhandling om problemforståelse og indsats. En case-manager kan endvidere have opmærksomhed på at inddrage det private netværk i samarbejdet (Willumsen & Skivenes, 2005). Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt, at det vidensgrundlag, som det tværprofessionelle samarbejde bygger på, forholder sig til barnets konkrete livsbetingelser og de konkrete sammenhænge, som har betydning for barnet at være en del af, og ikke på abstrakte forståelser af børns behov (Schwartz, 2014). AFRUNDING Vi har i artiklen søgt at belyse betydningen af, at det tværprofessionelle samarbejde om udsathed hos børn, unge og forældre er et vagt, lokalt og kontekstbundet begreb og fænomen. Der er behov for organisatorisk rammesætning og ledelse af samarbejdet, og der er behov for facilitering af samarbejdsprocesser med henblik på, at professionelle får mulighed for at udvikle relationel kompetence, så indsatser baseres på et nuanceret vidensgrundlag og med udgangspunkt i viden om de konkrete udfordringer børn, unge og deres forældre oplever. Hvis man tager konsekvensen af, at tværprofessionelt samarbejde er et vagt, lokalt og kontekstbundet begreb betyder det, at hver gang der startes et samarbejde, er der behov for at afklare, hvordan man forstår tværprofessionelt samarbejde, og hvordan samarbejdet skal praktiseres. Aktuelt betyder det lokale og kontekstbundne, at såvel professionelle som forældre må orientere sig i lokal kommunal praksis, når de er involveret i sager, som kræver, at der arbejdes på tværs af professioner, institutioner og sektorer. Afslutningsvis vil vi knytte et par perspektiverende kommentarer til en implicit problemforståelse indenfor socialt arbejde. Der foreslås - måske relativt automatisk og ureflekteret - at når noget går galt, så kan det løses med mere og bedre tværprofessionelt samarbejde. Så problemforståelsen er, at mangel på tværprofessionelt samarbejde i sig selv er problemet. Troen på og forestillingen om, at vi kan organisere og lovgive os ud af, at det ikke fungerer, har historisk set været stærk og vedholdende. En sådan problemforståelse kan være vokset frem af et fokus på store enkeltsager, hvor det er gået galt. Et sådant afsæt giver anledning til et bestemt blik på problemernes karakter, som kan være problematisk. 12 UDEN FOR NUMMER 31 2015

Afsættet bygger på en forestilling om sociale problemer som løsbare, hvis vi bare har mere viden, bedre metoder og så videre, så kan vi undgå at overse familier med voldsom omsorgssvigt. Men måske er der behov for en mere pragmatisk tænkning om sociale problemer, som fastholder forståelsen af kompleksitet, og at det drejer sig om situationer og livsomstændigheder, som hele tiden flytter og ændrer sig. Fordi vi har et højt specialiseret samfund med stor grad af arbejdsdeling, er tværprofessionelt samarbejde et forsøg på et svar, som måske mere er et mantra, der får os til at tro og håbe, end baseret på reel viden. Måske bør vi i lige så høj grad have fokus på det gode professionelle arbejde, hvor samarbejdet med andre faggrupper er et selvfølgeligt element, i stedet for at dække os under håbet om det tværprofessionelle arbejde som en mirakelløsning. [1] www.nububupt.dk [2] Atkinson, M., Jones, M., & Lamont, E. (2007). Multi-agency working and its implications for practice: A forskningsoversigt of the literature.cfbt Education Trust. Referencen er en anbefalelsesværdig international forskningsoversigt, der tager sigte på at fremstille aktuel viden om tværprofessionelt samarbejde og best practice i forhold til at fremme forholdene for alle børn og unge. [3] http://ordbog.gyldendal.dk/#/pages/ result/enda/agency/expert [4] Vores oversættelse af : Capacity to align one s thought and actions with those of others in order to interpret problems of practice and to respond to those interpretation [5] Se også (Schwartz, 2014) LITTERATURLISTE Ahlgreen B, Petersen C, Balleby M, & Johansen, L. (2012). Kortlægning af modeller for tværfagligt samarbejde : Afsluttende rapport. ( No. 12-004). Aarhus: Folkesundhed & Kvalitetsudvikling og Socialstyrelsen. Atkinson, M., Jones, M., & Lamont, E. (2007). Multi-agency working and its implications for practice : A review of the literature. CfBT Education Trust. Banks, D., Dutch, N., & Wang, K. (2008). Collaborative efforts to improve system response to families who are experiencing child maltreatment and domestic violence. Journal of Interpersonal Violence, 23(7), 876-902. Banks, D., Landsverk, J., & Wang, K. (2008). Changing policy and practice in the child welfare system through collaborative efforts to identify and respond effectively to family violence. Journal of Interpersonal Violence, 23(7), 903-932. Catania, L. S., Hetrick, S. E., Newman, L. K., & Purcell, R. (2011). Prevention and early intervention for mental health problems in 0-25 year olds : Are there evidence-based models of care? Advances in Mental Health, 10(1), 6-19. Edwards, A. (2005). Relational agency: Learning to be a resourceful practitioner. International Journal of Educational Research, 43(3), 168-182. Edwards, A. (2011). Building common knowledge at the boundaries between professional practices : Relational agency and relational expertise in systems of distributed expertise. International Journal of Educational Research, 50(1), 33-39. Sarangi, S. (1998). Interprofessional case construction in social work : The evidential status of information and its reportability. Text, 18(2), 241-270. Schwartz, I. (2014). Hverdagsliv og livsforløb: Tværprofessionelt samarbejde om støtte til børn og unges livsførelse. Aarhus: Klim. Scott, D. (1997). Inter-agency conflict: An ethnographic study. Child and Family Social Work, 2(2), 73-80. Siraj-Blatchford, I., & Siraj-Blatchford, J. (2009). Improving development outcomes for children through effective practice in integrating early years services. (Early years research review No. 3).Centre for Excellence and Outcomes in Children and Young People s Services (C4EO). Socialministeriet. (2012). Rapport fra ekspertpanel om overgreb mod børn Socialministeriet. Teixeira, d. M., & Alarcão, M. (2011). Integrated family assessment and intervention model : A collaborative approach to support multi-challenged families. Contemporary Family Therapy: An International Journal, 33(4), 400-416. Villumsen, A. M. (2015). Hvorfor er det så svært med udsathed? Tidsskriftet VERA. September, no. 72, Villumsen, A. M., & Kristensen, O. (2015). From management to leadership: A shift towards understanding the organizational complexity of multidisciplinary collaboration. European Journal of Social Work. Villumsen, A. M., Lund, J., Viskum, U., & Skytte Jakobsen, I. (2015). Tværprofessionelt samarbejde om udsathed hos børn og unge et kort over landskabet af forskningsbaseret viden. udarbejdet for uddannelses- og forskningsministeriet. udgivet på www.nububupt.dk. Willumsen, E., & Skivenes, M. (2005). Collaboration between service users and professionals : Legitimate decisions in child protection - a norwegian model. Child & Family Social Work, 10(3), 197-206. Wong, S., Sumsion, J., & Press, F. (2012). Early childhood professionals and inter-professional work in integrated early childhood services in australia. Australasian Journal of Early Childhood, 37(1), 81-88. UDEN FOR NUMMER 31 2015 13

Socialrådgivere bør tage ledelse af det tværfaglige samarbejde perspektiver på socialrådgivere som ledere af den koordinerende funktion i samarbejde på tværs AF BO MORTHORST RASMUSSEN, LEKTOR, PH.D. 14 UDEN FOR NUMMER 31 2015

Ledelse forstået som at lede og ikke mindst følgeskabet forstået som at følge er en af de permanente udfordringer i samarbejde på tværs på det sociale område. Artiklen definerer tværfaglighed, viser forskellige perspektiver og diskuterer, hvad det betyder for socialrådgiverens ofte centrale rolle i samarbejdet. UDEN FOR NUMMER 31 2015 15

Samfundets specialisering og arbejdsdeling medfører ifølge Moe (2003) Rasmussen (2014) permanente problemer med koordinering, integration og styring. Ledelse forstået som at lede og ikke mindst følgeskabet forstået som at følge er en af de permanente udfordringer i samarbejde på tværs på det sociale område. En udfordring, der sammen med de andre permanente udfordringer dagligt håndteres af socialrådgivere og deres ledere på børn og familieområdet, voksenområdet, sundhedsområdet og jobcentrene. Nogle gange lykkes samarbejdet, og en næsten berusende stemning breder sig, og andre gange er samarbejdet forbundet med oplevelsen af magtesløshed og utilstrækkelighed. Men uanset processen og udfaldet er det som regel socialrådgiverne og deres forvaltninger, der leder den centrale koordinerende funktion i et ofte komplekst problem- og samarbejdsfelt. Socialrådgiveren udøver både følgeskab og lederskab i samarbejdet på tværs. Et samarbejdsfelt, der i den grad har topprioritet i kommunerne, regioner og staten, der med politikker, strategier, indsatser og hurra-ord som nedriv siloerne, én indgang, helhed og sammenhæng, er med til at lægge et stort pres på forvaltningerne og dermed socialrådgiverne. Forventninger er ofte umulige at indfri, men samtidig tydeliggør de vigtigheden af socialrådgivernes koordinerende rolle og ansvar. Det er tydeligt, at samarbejde på tværs og de dertilhørende kompetencer hører til professionens kernekompetencer, og det sociale arbejdes succes ofte afhænger af socialrådgiverne og deres forvaltningers mestring af denne ledelses -funktion, også selv om koordinering alene er en styringsteknologi og dermed et middel til at realisere det sociale arbejdes målsætninger. Tværfagligt samarbejde[1] kan aldrig erstatte den gode pædagogiske, socialfaglige, psykologiske eller sundhedsfaglige indsats, men kan sikre den rigtige indsats til tiden og gøre den bedre. Udvikling og kvalificering af det tværfaglige samarbejde er ikke et nyt fænomen eller en modedille i socialrådgiverfaget. Det er og har altid været en del af kernefagligheden, og der har - især siden Det tværministerielle Børneudvalg i 1995-1999 satte fokus på metodeudvikling af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde i de danske kommuner - været fokus på det tværfaglige i uddannelse og praksis. Jeg var en del af denne satsning sammen med socialrådgiverne Jens Bundgaard, Jytte Hansen og Margit Knudsen på UFC Børn og Familier, hvor vi havde ansvaret for regeringens handlingsplan, og dermed fulgte kommunernes udviklingsprojekter, ydede konsulentbistand og udarbejdede forskellige evalueringer og videnopsamlinger. Et af de mange udmærkede resultater var for eksempel forskeren Carsten Y Hansens (2001) bog Nu trækker vi på samme Hammel. Kommunerne afprøvede mange modeller og metoder, men det var, som om der manglede teori og en generel viden udover de lokale erfaringer. Samarbejdet syntes meget personafhængigt (Rasmussen 2001), og der, hvor samarbejdet lykkedes, havde samarbejdspartnerne som udgangspunkt et ønske om at gøre hinanden gode. Konklusionerne var mange, men der var ikke én metode eller én model, der fremstod som særlig virksom, men derimod en række forhold, der henholdsvis hæmmede og fremmede samarbejdet på tværs. En af de centrale udfordringer var ledelse, koordinering og styring, da mange af de andre udfordringer som fælles mål, tillid, respekt, faglig dominans, faglig usikkerhed, videndeling med videre afhang af især socialrådgivernes vanskelige ledelses- og koordineringsopgave. Det var helt tydeligt, at ledelse var mere komplekst i det tværfaglige rum, hvor referencerne til egen leder, organisation, fag, lov, rolle, funktion og så videre var anderledes end i hjemmeorganisationen, og at den dygtige og erfarne socialrådgiver, der fik eller tog ledelse, havde de bedste resultater. Problemstillingen med mangel på teori - eller at megen af den teori, der blev anvendt, var teori fra andre discipliner, der var udviklet i forhold til andre genstandsfelter - er en international problemstilling, hvor der faktisk findes en betydelig mængde empiriske undersøgelser, men en meget begrænset teoridannelse (Reves 2013, Willumsen 2014). Problemet er, at de mange empiriske undersøgelser synes at reproducere de samme resultater, og at uddannelse og praksis på trods af den øgede indsats ikke synes at være kommet specielt meget længere i udviklingen af det tværfaglige samarbejde, hvilket understøtter et teoretisk blik for samarbejdets permanente problemer. 16 UDEN FOR NUMMER 31 2015

LEDERSKAB OG FØLGESKAB ET BUD PÅ TEORI Efter at have arbejdet professionelt med forskning, udvikling og undervisning i samarbejde på tværs siden midt-halvfemserne, fik jeg mulighed for at skrive en ph.d. og dermed muligheden for at fordybe mig i genstandsfeltet og bidrage til et teoretisk fundament for tværfagligt samarbejde. Afhandlingen med titlen Samarbejde på tværs. Ansats til en teori om tværfagligt samarbejde undersøgt og udviklet med udgangspunkt i tværprofessionelt samarbejde i børne- og familiesager og i byggesager blev forsvaret ved SDU i 2014. I denne artikel vil jeg gennemgå nogle af afhandlingens konklusioner med henblik på at tydeliggøre deres betydning for forvaltningerne og socialrådgiverens koordinerende rolle og hermed selve lederskabet og følgeskabet i samarbejdet. Ledelse og følgeskab forstås i denne artikel som en gensidig relation i en institutionel ramme, hvor der ikke kommer styring eller realisering af organisationens mål uden medarbejdernes eller samarbejdspartnernes følgeskab. Ledelse handler blandt andet om realisering af organisationens mål via ledelsesbeslutninger og udmeldinger, og følgeskabet handler om at gøre disse til præmisser for egne beslutninger og handlinger. Følgeskabet kan tænkes som et kontinuum gående fra det blinde følgeskab, hvor lederens udmeldinger følges ukritisk, over det aktivt deltagende til det rent terroristiske, hvor ledelsen direkte modarbejdes (se figur 1.). Et følgeskab er på mange måder en kompleksstørrelse. Hvad får den enkelte deltager i et samarbejde til at følge og slutte op om den fælles opgave? Den fælles opgave og bidrag til den skal først og fremmest give mening. Den må gerne opleves som vigtig, mulig at løse og så videre Og man vil gerne opleve sig medinddraget i beslutningsprocessen, være med til at definere problem og løsning og tænke, at løsningerne er rigtige og retfærdige. Det handler rigtig meget om socialrådgiverens kommunikative kompetencer. En længerevarende relation baseret på gensidig åbenhed, respekt og tillid er også befordrende for det aktive og positive følgeskab. Det aktive, deltagende og positive følgeskab er naturligvis en organisations og et samarbejdes foretrukne, men ikke altid lige mulig at etablere og kan hurtigt ændres i et sagsforløb. BO MORTHORST RASMUSSEN Ph.d. 2014. Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1997 Ansat som lektor ved Pædagoguddannelsen og Leder af forskningsprogrammet Professionsudvikling og Samarbejde på tværs ved Udvikling og forskning, University College Syddanmark. Har tidligere været Leder af Videncenter for Special- og Socialpædagogik og Socialt arbejde UC Syd, og været udviklingskonsulent i Socialministeriet. Har været og er konsulent, evaluator, underviser, projektleder og forsker på en lang række udviklingsprojekter, hvor samarbejde på tværs af discipliner, professioner og institutioner har været i centrum. bmra@ucsyd.dk FIGUR 1. FØLGESKABSTAKSONOMI Blinde ureflekterede følgeskab Aktive og positive følgeskab Afventende følgeskab Passive og negative følgeskab Terroristiske modarbejdende følgeskab For eksempel Lad os komme i gang. Hvad fatter gør er altid det rigtige For eksempel Det kan blive rigtig godt, hvis For eksempel Ja, ja. Der kommer så meget fra ledelsen For eksempel De har ingen forstand på det, lad os vente og se For eksempel Det skal de komme til at fortryde, hvis de er der så længe UDEN FOR NUMMER 31 2015 17

I en organisation eksisterer mange ledelses/følgeskab relationer og beslutningskæder. Tænk bare på forløbet i en kompleks børn- og familiesag, hvor også udmeldinger fra flere politiske udvalg og forvaltningscheferne har betydning og er en del af diskursen sammen med alle de tværfaglige samarbejdspartneres. Så for den enkelte socialrådgiver vil der være en permanent horisontal ledelse/følgeskabs udfordring i forhold til samarbejdspartnerne i den konkrete sag og én vertikal i forhold til sin ledelse/forvaltning, der igen har en horisontal til sine samarbejdspartnere og en vertikal til sin ledelse. Lederskab og følgeskab i den horisontalt koordinerende funktion er magtmæssigt forskellig fra den vertikale relation, da socialrådgiveren ikke er samarbejdspartnernes direkte formelle leder med retten til at lede og fordele arbejdet og så videre Men det betyder ikke, at der ikke er brug for ledelse. Der er tværtimod brug for endnu mere ledelse og følgeskab i det tværfaglige felt for at kunne løse den fælles opgave, da kompleksiteten stiger med antallet af involverede professioner. Så i det samarbejdsfelt, hvor der er brug for mest ledelse, sidder der ikke nogen for bordenden og kan træffe beslutninger med gyldighed for alle. Alle skal hjem til deres ledere, med mindre de har fået uddelegeret kompetence eller tager den. Det kan ikke bare sådan lige løses med en organisationsændring, én ny metode eller kurser i den gode samarbejdskultur. Ledelse og følgeskab bør anskues som en permanent udfordring i det tværfaglige, der løbende skal håndteres. Og en af pointerne i denne artikel er, at det lederskab må socialrådgiveren i den koordinerende funktion tage på sig, og forvaltningerne bør skabe rammerne for, at det lykkes. Koordinering uden ledelse, følgeskab og de rigtige rammer lykkes sjældent, og der findes så stærke institutionelle og professionelle kræfter, der trækker i den monofaglige retning, så uden de rigtige rammer og aktiv ledelse sættes socialrådgiverne på meget vanskelige opgaver. Selve afhandlingen har primært et teoretisk sigte, men i denne artikel præsenteres og udfoldes nogle overordnede konklusioner i forhold til den permanente udfordring med ledelse og følgeskab, der dagligt håndteres af socialrådgivere og deres ledere. TVÆRFAGLIGT SAMARBEJDE KAN ANVENDES SOM EN FLYDENDE BETEGNER, MEN Da jeg blev ansat ind i uddannelsesverdenen, var der store og ofte højrøstede diskussioner om den rette betegnelse var tværfagligt samarbejde eller tværprofessionelt samarbejde. Pædagogernes forrige studieordning var hermetisk renset for begrebet tværfagligt samarbejde, de lærerstuderende forstod begrebet tværfagligt samarbejde som et samarbejde mellem for eksempel dansk og historie, og for mange af underviserne på socialrådgiveruddannelserne var begrebet tværfagligt samarbejde en del af deres identitet. Når de studerende var i praktik blev der talt om tværfagligt samarbejde, og de kunne ikke forstå, at vi undervisere kun talte om tværprofessionelt samarbejde. Sundhedsuddannelser havde taget konsekvensen af denne begrebsforvirring ved at anvende de autoriserede engelske betegnelser, selv om diskussionen og forvirringen også findes internationalt. Definitioner og anvendelse af begreber betyder ikke så meget i den konkrete praksis, så længe samarbejdspartnerne har en fælles forståelse, men i uddannelse og forskning, samt i samarbejdet om udvikling af praksis har det afgørende betydning for vidensudvekslingen. Det betyder, at der må tilstræbes en overensstemmelse mellem forskning, uddannelse og praksis i begrebsanvendelse og forståelse. Det har jeg forsøgt i afhandlingen. I afhandlingen er der en 64 siders lang gennemgang af den skandinaviske såvel som internationale begrebsudvikling, der blandt andet leder frem til udvikling af en skandinavisk taksonomi for tværfagligt samarbejde, der er teoretisk funderet, og som tager hensyn til den almindelige begrebsbrug i praksis. Jeg argumenterer for, at vi anvender begrebet tværfagligt samarbejde som en flydende betegner, hvilket vil sige, at vi anvender det som et overbegreb dækkende tværprofessionelt samarbejde, tværinstitutionelt samarbejde og tværdisciplinært samarbejde. Gennemgangen af begreber, genstandsfeltet og den eksisterende forskning viser, at forskningen med bidrag fra alle discipliner groft sagt kan inddeles i tre felter eller tilgange: Forskning, der beskæftiger sig med det tværdisciplinære, og dermed vidensdisciplinerne. Det er især forsknings-, uddannelses- og udviklingssektorerne, der her er i centrum. Forskning, der primært beskæftiger sig med det tværinstitutionelle, og dermed samarbejde mellem organisatoriske og institutionelle enheder. Forskning i det tværprofessionelle samarbejde, hvor selve samarbejdet mellem fag-personerne er i centrum. Samtlige tre dimensioner er som regel indeholdt i det konkrete samarbejde på tværs, men en af dimensionerne vil være i forgrunden for samarbejdet. Undersøger man, hvad samarbejdspartnerne efterspørger ved hinanden, så er det ofte viden (tværdisciplinære), sam-handlen (det tværprofessionelle) og eller institutionel beslutning og støtte (det tværinstitutionelle). I eksempelvis en børneog familiesag har pædagogen i daginstitutionen brug for viden i forhold til en meget udadreage- 18 UDEN FOR NUMMER 31 2015