1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 Vi havde forud for interviewet med den pædagogiske konsulent udformet ti spørgsmål. I praksis forløb det sig dog således, at konsulenten fik lov til at tale frit. Vi vurderede i slutningen af interviewet, at hun havde besvaret vores spørgsmål. Vores spørgsmål er listet her: 1. Hvilke potentialer og fordele ser du ved dokumentation? 2. Hvilke begrænsninger ser du? 3. Hvem gavner det? (pædagoger, det offentlige...) 4. Hvem tænker du kan lave dokumentationsarbejdet? 5. Tænker du, dokumentationsarbejdet kan være med til at tydelig- eller utydeliggøre forskellen mellem pædagoger og medhjælpere? Ser du en forskel på deres arbejde? 6. Hvilke nye behov ser du bliver skabt i institutionerne ved indførelse af dokumentation? 7. - Hvilke rammer kræver dokumentationskravet? Stiller det eksempelvis nye krav til ledelse? Eller faciliteterne? 8. Tror du, at kravet om dokumentation kan være med til at styrke pædagogers faglighed? /professionalisere faget?/styrke professionen udadtil? 9. Hvad tænker du, er vigtigt for at opretholde og udvikle pædagogernes faglighed? 10. Er pædagoger og medhjælpere under samme fagforening? Meningskondensering af interview med pædagogisk konsulent En pædagogisk konsulent er dagtilbudschefens forlængede arm. Alle kommuner har driftsoverenskomster med daginstitutioner regler og love, som både er folketingsvedtagelser, men også kommunale vedtagelser hvilket tilbud vi vil give til vores borgerne i vores kommune. Konsulenten beskriver sig selv som kommunens forlængede arm, der er ude og kontrollere mindst én gang om året og kontrollerer at reglerne overholdes og at kvaliteten i daginstitutionen lever op til det man kan forvente når man er borger i Københavns Kommune. Konsulenten er altså tilsynsførende, der enten siger, at her er det okay, eller minder en institution om love som ikke kan tilsidesættes, eksempelvis loven om at man skal have en læsepolitik. Så kan konsulenten bede institutionen om at lave en procedure for, hvordan læsningen understøttes på et fritidshjemmet, dette skal man som borger kunne finde på hjemmesiden. På 0-6 årsområdet vil det typisk være læreplaner, med mål for den enkle aldersgruppe, og institutionerne skal have beskrevet, hvordan de dokumenterer og evaluerer. Ud fra institutionens egne beskrivelser vurderer konsulenten ved et tilsyn, hvorvidt de lever op til dette eller ej. En anden del af konsulentens opgaver er, hvis der i institutionen er spørgsmål eller tvivl om noget, så skal konsulenten kunne understøtte ledelsen i at bedrive en god daginstitution. Derudover holder hun oplæg i, hvordan man dokumenterer, og hvorfor man dokumenterer. Hvordan er man sikker på at få evalueret på det rigtige, og hvilke overvejelser bør man gøre sig. Hun tager sig også af forældreklager, hvis forældre er i tvivl om regler. Konsulenten er en form for mellemmand, idet hun både kan fungere som personalets og lederens forlængede arm. Men stadig er hun; ikke nogens, men har til opgave at få alle parter til at lytte til hvad hinanden siger og få dem til at samarbejde (leder, forældre, ansatte). Hvis institutionerne ikke lever op til dokumentationskravene, ser konsulenten på hvilken sanktionsmuligheder der er. I en kommunal intuition kan kommunen i sidste ende fyre lederen, hvis hun ikke er i stand til at bedrive en god nok pædagogisk praksis. I den selvejende institution der har en bestyrelse, gælder der nøjagtig de samme regler, og de skal præstere det samme som de kommunale. De tegner driftsoverenskomst med kommunen, og i sidste ende kan kommunen opsige denne driftsoverenskomst. Men før det kommer så vidt, laves et skærpet tilsyn, hvor man siger, at der er så og så mange ting, der ikke er tilfredsstillende, og vi vil have, at der skal rettes op på disse ting. Hvad skal der til for, at I kan det? Så kunne lederen sige, at hun har brug for at blive dygtigere og medarbejderne har brug for mere viden. Konsulenten hjælper ligeledes med, at dette kan lade sig gøre, særligt i forhold til lederen. Konsulenten hjælper lederen med at udvikle sig, eller hjælper lederen med at lave den gode dagsorden, som gør, at man får stillet de gode spørgsmål, som gør at 111
46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 personalet får reflekteret over deres praksis. I de institutioner som er under skærpet tilsyn, kommer den pædagogiske konsulent anmeldt én gang om ugen og tjekker, om der er det rette personale og om disse besidder den rette uddannelsesmæssige baggrund. Der må ikke kun være ufaglærte, for til dem kan man ikke stille krav om, at de kan den pædagogiske praksis, og de har ikke forudsætninger for at sætte de pædagogiske processer i gang. Er der for eksempel den rette normering, og ikke for meget sygefravær, så der er for mange ufaglærte vikarer? Er der en struktur i hverdagen, for de børn som har brug for struktur? Er de i stand til at dokumentere hvad de laver, og hvorfor de laver det? Det kunne være en del af et skærpet tilsyn. Konsulenten beskriver, hvordan hun både kan se på dokumentationskravene som pædagog, som leder og pædagogisk konsulent (idet hun har arbejdet som alle delene). At hun godt ved, at det kan være svært at få en hverdag til at hænge sammen, og hvis man står med 20 børn, og spørger hvad der er væsentligst, om det er at få dokumenteret, at man faktisk har lavet noget, eller er det faktisk at have fokus på at få lavet noget. Der vil hun til hver en tid mene, at det væsentligste er at skabe en god hverdag. Man kan også komme i en institution, som ikke aner hvad dokumentation er, og ikke har udviklet sig i 25 år, men hvor man tænker hold da op hvor er her dejligt, og hvor må det være fedt at være barn her. Der kan man både se voksne som er tilgængelige, glade, imødekommende, observante og iagttagende. Og trods at de hverken har mål eller evalueringer, som må det bare være dejligt at være barn. Konsulenten har oplevet institutioner, hvor dokumentationen ikke fylder overhovedet, men hvor børnenes hverdag er i fokus, og det er gennemsyrende, at det fungerer. Det interessante er: hvad er forholdet mellem, hvad det giver professionen, overfor hvad det gør for mødet mellem barn og voksen. Sidstnævnte bruges som argumentation for alle tiltag. Men hvis den voksne hele tiden oplever at skulle noget andet bliver denne ikke den tilstedeværende voksen. Det er en helt anden ting ved hele den strømning omkring, at der skal dokumenteres. Konsulenten er helt enig i, at det gør noget ved fagligheden, og det gør noget ved professionen, men det interessante er, hvordan forholdet er, mellem hvad det giver for professionen i forhold til, hvad gør det ved mødet mellem barn og voksen. Vi siger jo stadig, at alt det vi gør, det gør vi jo for at styrke mødet mellem barn og voksen. Gode børn, bliver gode børn fordi de har nogle gode voksne, som er nærværende og vil noget. Men hvis den voksne hele tiden oplever at skulle noget andet og bliver presset, så bliver den voksne ikke den tilstedeværende voksne. Det er den anden side ved alt det dokumentation. En kvinde der hedder Dorthe Filtenborg, hun dokumenterer på en helt særlig måde. Hun kører et koncept, hvor hun har en vogn med et dokumentationskit, hvor voksne og børn sidder sammen og dokumenterer. Det er jo ikke at tage tiden fra børnene, da den voksne er tilstede. Denne tænkning der lægger bag er, at vi sammen skaber historien om, hvordan vores dag har været. Her udvikles sproget også. Derfor siger hun, at man ikke kan sige, at tiden går fra børnene, for man skal gøre det med børnene, for ellers giver det ikke mening. Man kan både laminere og lave billeder med børnene, men hvad er det så, vi dokumenterer? Konsulenten beskriver, hvordan hun oplever, at rigtig meget af det det bliver dokumenteret er indsatsen. Vi gjorde det og det for at nå målet. Konsulenten mener derimod, at det er mere interessant at dokumentere, at de nåede målet. Når konsulenten spørger pædagoger: hvordan ved I, at I fik det ud af det, I gerne vil have?, så ved pædagogerne ikke, hvad de skal svare. Konsulenten siger, at for rigtig mange er svært at sige helt præcist, hvad det er de vil, og at hun ikke kan blive helt enig med sig selv om, hvorvidt der er fordi, at det er et fag, hvor man ikke kan. Hvordan dokumenterer man for eksempel, at et barn fik en fornemmelse af skoven, hvis det nu var et mål? 112
88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 Så er det relevant, når pædagogen spørger: Hvad skal jeg dokumentere og for hvis skyld? For man kan godt dokumentere og skrive til forældrene, at man har haft en dejlig dag i skoven. Men man kan tænke, at de ikke nåede et mål, fordi det ikke kunne ses, at børnene fik en bedre fornemmelse af skoven. Det kan være rigtig svært, medmindre at man er helt nede og siger meget konkrete ting. Men der er mange ting, man ikke kan sige det om. Hvis man for eksempel har et mål om, at børnene skal kunne sidde og spise pænt, må man definere, hvad det vil sige at spise pænt, når man er to år. Det er et af dilemmaerne ved at dokumentere, og det er svært for mange at dokumentere på målet. Man må sige: hvad var det vi ville, hvad så vi undervejs, der kunne tale i en retning af, at man er ved at nå målet. Man kan på forhånd definere, hvilke tegn der viser, at vi er på rette vej, for hvis ikke det er den metode, vi skal bruge, så skal vi lade være med bruge den. Det er så den tredje ting, som er rigtig svært for pædagogerne, nemlig at sige, at der er nogle ting som er bedre end andre. Før læreplanslovgivningen var det sådan, at pædagogen var det vigtigste redskab. Hvis pædagogen så tænker sig selv som metoden, at den måde pædagogen er overfor barnet på, er metoden, hvordan kan vi så sige, at det er en forkert metode? Er det så pædagogen, der er forkert, eller er det hendes praksis, der er forkert? Med læreplaner og kravet om dokumentation og evalueringer har hele læringsbegrebet fulgt med. Før talte man om leg og udvikling, men med læreplaner er det legalt at snakke om læring. Så når nogle pædagoger opponerer mod læreplaner og læring, er det ikke fordi, de ikke vil, men fordi de ønsker at fastholde at børn har et liv før skole at alderen fra nul til seks år ikke handler om at gøre dem klar, men at barndommen er en periode, der må have lov at stå for sig selv. Så det er også hele diskussionen om læring og udvikling, og pædagogers udgangspunkt er, at man slet ikke kan lade være med at lære. Dette er der andre, der modsiger, ved at sige at man godt kan være i et ikkelærende miljø. Dertil kan man sige at, man lærer noget af et ikke-lærende miljø, man lærer bare nogle dårlige strategier til at klare sig. Konsulenten betegner kerneopgaven som det at lave livsduelige børn, det vil sige, at skabe mennesker der kan klare sig, når de bliver voksne, ellers har pædagogerne fejlet. I forhold til at skulle dokumentere pædagogernes aktiviteter bliver der ofte stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal det. Konsulenten beskriver, hvordan en tur i skoven i stedet for blot at beskrives som en tur i skoven, kan beskrives som en tur, hvor man kom omkring for eksempel fire af de seks læreplanstemaer. Hun mener, det er vigtigt, at pædagogerne ikke bare siger, at de har været en tur i skoven, men at de havde en plan med den tur i skoven. Pædagogerne skal kunne formulere, hvad de vil med en tur i skoven, og hvorfor deres metode er en fantastisk metode. Konsulenten beskriver, hvordan det er vigtigt i forhold til omverdenen, at pædagogerne altid kan beskrive hvad deres opgaver er, da man ellers lige så godt kan sætte ufaglært personale til det. Der er mange af de faglige aspekter, som at vide hvad en tur gør for socialudvikling, som medhjælperne ikke kan se. Medhjælpere og forældre er på et andet niveau. En god pædagog vil på en tur gå rundt og iagttage, hvad det er børnene er optagede af, og hvordan de kan understøtte dette. Hvor en medhjælper mere vil tænke, at så er vi ude i skoven, så er det fint. Så hvis det skal sikres, at der er en grund til, at der er uddannet personale i en daginstitution, så er det uddannede personale også nødsaget til at sige, at de aldrig laver noget uden, at der er et mål med det, og at det har med læreplanstemaerne at gøre. Formulering af målene, det er ikke sort/hvidt det kan være processen, der er den vigtige, måske når man ikke det fremsatte mål, men så har man måske nået noget andet. Det som er essentielt, er, at der nogle metoder, der er bedre end andre. Ellers ville alt jo være lige godt i alle institutioner. Det er det ikke, og man er overhovedet ikke i tvivl om, når man kommer ind i en god institution 113
131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 eller en dårlig institution. Det må være fordi, nogle kan noget som andre ikke kan. De må have nogle metoder, der kan noget, som de andre ikke kan. Derfor skal der luges ud i de dårlige metoder, og siges at dem bruger vi ikke mere. Og det kan være rigtig farligt og svært, fordi der jo er nogle, som har brugt de metoder årevis. Pædagoger kan let komme til at tænke, at fordi de skal rydde ud i deres praksis, må det være dårlige pædagoger. Men konsulenten mener, at sådan hænger det ikke sammen. Det betyder blot, at pædagogerne kan blive bedre. Der er ikke lavet mange undersøgelser, men det har mere baseret sig på hvad folk synes, frem for at sige at det her, er der belæg for. Dokumentation handler ligeledes meget om, hvilket læringssyn man har, hvor nogen pædagoger slet ikke vil tale om læring, men mere om udvikling, hvilket konsulenten mener, er et godt alternativ til skoletænkningen. At vi ikke sender børn i vuggestue, fordi de skal lære noget, men fordi deres forældre skal på arbejde. Spørgsmålet er så, hvad skal de have ud af at gå i vuggestue. Både konsulenter, ledere, og pædagoger må have en interesse i at kunne dokumentere, at det arbejde de laver giver mening, og har værdi for andre end dem selv. Man bør ikke blot vælge det, der falder en ind, men man bør vælge det, der virker. Så lederens opgave er at beskrive hvad den pågældende institution arbejder med, ud fra hvilke metoder, og hvorfor det er sådan. Det er vigtigt at have en plan for, hvordan der arbejdes i institutionen, for hvis der først bliver valgt metode, idet pædagogerne står med børnene, bliver det spild af børnenes tid, da det først skal foregå, når de voksne så synes, at de er klar. Det skal man gøre op med. Man skal ville noget. Man kan overordnet sige, at der er to veje dokumentationen kan gå, og hvad der kan gøres med dokumentationen. Internt i huset og eksternt. Når man ser på hvordan pædagoger bliver omtalt, og stadig bliver omtalt, så kan man jo vælge at have en holdning om, at samfundet er dumt, og at de ikke forstår hvor dygtige pædagogerne er. Et andet udgangspunkt kunne være, at pædagogerne ikke er i stand til at formulere, hvad de kan. Konsulenten tror selv mest på, at hvis pædagogerne aldrig bliver forstået, så er det nok ikke dem udenfor, som er uforstående, så er det nok fordi, pædagogerne ikke er i stand til at fortælle et; hvad kan vi, to; hvad vil vi, tre; hvordan gør vi det. Det kan aldrig blive andre end professionens eget ansvar. Der er sket en historisk forandring i forhold til de perspektiver og de tilgange der har gjort sig gældende på daginstitutionsområdet, som konsulenten beskriver som pasning/udvikling/læring. Til det kan man sige, at hvis man bare bliver passet, så er der mange ufaglærte, som kan varetage det job. Sådan er der stadig mange forældre, der ser det. Det er først nu, det er blevet interessant at se på. For eksempel er der også kommet et børneministerium, institutionerne var førhen tilknyttet socialforvaltningen. Det er først indenfor de sidste 10 år, at der er kommet en dagtilbudslov. Nu er der nogle, som vil noget med området, for hvis man ikke vil noget med området, så får det lov at ligge og blive selvrefererende og selvdefinerende. For at de pædagogiske læreplaner kan få det udbytte som det er tiltænkt, er det nødvendigt, at pædagogerne anerkender, at nogle har tænkt, de skal noget med børnene, og at det ikke bare er op til dem selv at definere, hvad de skal, men at de faktisk er underlagt en lovgivning. Når man er underlagt en lovgivning, er der nogle krav at leve op til, og fordelen ved det, er at man har fokus på kvaliteten i det, man laver. Det bliver man nødsaget til, for ellers kan man ikke se om, man lever op til det, man laver. Det er da også besværligt, men nogen har defineret hvad missionen med daginstitutionerne er, og det styrker, hvis man anerkender det. Det er der nogle, som har svært ved. Både ledelsen og pædagogerne skal anerkende det og tage det seriøst. Derudover skal pædagogerne selv have nogle kompetencer, der kan understøtte børnene. Det kræver, at man har lært det et sted, og derfor diskuterer man også, om seminarieuddannelsen er god nok. Om det man lærer på seminaret matcher de krav, der bliver stillet ude i daginstitutionerne. Til de krav der stilles, kræver det også, at der er uddannet personale til at udføre arbejdet, som man kan forvente det af. Rigtig mange steder har man mange medhjælpere, det vil sig mere end 50 % af institutionens 114
175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 ansatte er ufaglærte. Det er der ikke nogle bestemte regler for, men kommunerne kan hver især sige, at det er det uddannede personale, som man kan forvente dette af. Den faglige kvalitet bliver ikke høj nok, når der er for mange medhjælpere. Medhjælperne får for stor en stemme i rigtig mange institutioner. De har ingen forudsætninger for det. pædagogerne skal styre det. Man kan ikke bede folk om at anerkende faget, uden at der vises en grund til at gøre det. Man kan heller ikke bede medhjælperne om at tage ansvaret. Der skal være rene pædagogfaglige møder, hvor faget kan diskuteres dette kan en ufaglært ikke være med til, det skal være de faguddannede, der kan udvikle faget. Dokumentationskravet har ændret forholdet mellem medhjælper/pædagog: ændring i sproget, at man kan forvente noget af pædagogerne alle kan kræve noget af dem. Det bliver synligt, at de kan noget, og derfor kan man kræve, at de udvikler faget osv. Det er ifølge konsulenten problematisk, at man ikke kan se forskellen på medhjælpere og pædagoger. For at få hverdagen til at hænge sammen får medhjælperne en højere status, end de egentlig burde. Dilemma med arbejdsopgaverne. Hvis pædagogerne overfor omverdenen skal vise faget: pædagogerne skal forklare mål og metode, og hvornår man kan se tegn på, at det går den rigtige vej, så skal det vurderes, hvornår og hvordan det bedst lader sig gøre at dokumentere og evaluere. Strukturerings/organiseringsmæssigt spørgsmål, at der gås fra, når alle er på legepladsen. Tid til planlægning og organisering på personalemøde f.eks. Dilemma at medhjælperen bliver tilbage med børnene, men man kan måske gøre det anderledes. Det er et problem, at det er medhjælperne, der bliver på stuen, men sådan må det være løsningen er flere uddannede, men her spiller økonomien også ind. Professionen selv har ansvaret for at vise, hvorfor uddannede pædagoger er så vigtige, de skal vise og fortælle. Det skal tydeliggøres over for personalet, hvorfor det er vigtigt at planlægge og strukturere også at komme med ny viden og sikre, at der er en kultur, der siger, at vi skal holde os ajour og orienterede og kunne forklare, hvorfor vi gør, som vi gør hjælpe med at give råd til at strukturere,eller hvordan det skal gøre. Der skal være faglige begrundelser for, hvorfor der gøres, som der gør. Nyansatte pædagoger skal ikke altid folde sig ud i institutionen, de skal glide ind, være med til at løse opgaverne. De skal ikke altid sætte sit præg fra starten, huset har en vision, en måde at gøre det på som de nye skal lære. Det er en del af det at være professionel, at have en fagprofession, at den står for noget. Og det må være den profession selv der sælger sig eller ikke sælger sig. Og det er pædagogerne ikke gode til Dokumentation kan dog potentielt være med til at styrke pædagogernes faglighed. Men der er flere udfordringer: 1. Den ene er mangel på forståelse for, hvorfor dokumentation og forberedelse er vigtigt. De skal tage det alvorligt, de skal forberede sig. Dette er forudsætningen for et godt stykke arbejde. Uden forberedelse kan det præges af tilfældigheder. For pædagogers forberedelse er ikke en anerkendt del af arbejdet. 2. Den anden del: Hvordan skal de organisere sig? Hvordan man skal have det til at hænge sammen. Dette er op til den enkelte institution. Ledelsesstilen er her afgørende. I hendes optik bør dette foregå som en faglig diskussion. Det kræver en tænkning man skal kunne beskrive, hvilket mål man har pædagogerne skal blive enige om, hvordan de gør. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken. I hendes optik kræver det ikke så meget, for mange af de ting man gjorde i forvejen, før læreplaner, handlede jo om temaerne. Uanset aktiviteten kan man altid fagligt begrunde hvilke af temaerne, man er i gang med at arbejde med. Det er ikke noget nyt, det nye er, at pædagogerne overfor omverdenen kan fortælle, hvorfor de gør det/hvad de får ud af det. I aktiviteterne ligger mange pædagogiske overvejelser og muligheder, og det skal de kunne begrunde. 115
218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 De har haft 8 år til at lære det der burde de kunne sørge for de faciliteter, de skal bruge. De kan selv købe computere, da de er selvejende. Det handler ikke om økonomi eller struktur men om manglende forståelse for, at det er vigtigt for professionens udvikling at de er med, for så kan de stille op på en anden måde overfor omverdenen. Hun mener, det er uprofessionelt, at de ikke gør noget ved det, men det er fordi, de ikke anerkender, at hvis professionen skal professionaliseres, er de nødt til at tage problemet alvorligt og ikke bede forældre om hjælp for eksempel. Det afspejler 70 er tænkning (runde, bløde værdier), man er sammen om det hele ikke nødvendigvis dårligt, men de styrker ikke professionen med en stærk faglighed, der vil noget. Rart for barnet, men katastrofe for professionen. Mener det bunder i dårlig ledelse. MEN: Hvis man ikke er ferm til computere eller ikke har en, kan man stadig godt dokumentere. Man kan selv vælge, hvor meget computeren skal bruges. For netop denne profession er der ikke krav om en bestemt metode der er frit valg på alle hylder. Man kan dokumentere gennem et teaterstykke og på den måde komme rundt om alle temaerne. I forhold til mængden af skriftlighed siger hun, at der står, man skal beskrive, hvad man vil, og det kan man gøre en gang for alle skrive hvordan man arbejder, derfor gør vi sådan her, det kan gøres en gang om året og så evaluere en gang om året. Og så i det daglige kan man lave aktiviteter, og selv bestemme hvor mange planer osv. der skal laves. Der er kun et krav om dokumentation, men ikke hvordan man skal gøre. Dette kan dog være en ulempe, hvis man så anskuer, at alt er lige godt. Uden krav er dette en risiko. For alt er ikke lige godt. Ved tilsyn kigges på hjemmesiden, pjece, tavler, dagbog. Hvordan man gør noget ved det, er op til pædagogerne selv brug øjne, viden og erfaringer og det kan man ikke bruge medhjælperne til. De kan iagttage, og deres erfaring kan fortælle dem, hvad der virker godt, men de har ikke nødvendigvis en masse viden. Medhjælperne kan sidde og klippe-klistre, men hun understreger, at grundlæggende må det være en pædagogisk opgave, at sige hvad er det, der dokumenteres, og hvordan vælges den måde, der på bedst mulige vis, viser det, de arbejder med. Ideelt set burde det være sådan, men sådan er det ikke i virkeligheden. Meget dokumentation hun ser, går på indsatsen ( vi har været i skoven ) alle overvejelserne i forhold til aktivitetens kvalitet, mål osv. kan ikke forventes af medhjælperne. Man kan være en dygtig, nærværende medhjælper, der er god til at fange ting ved at iagttage. Det sidste der må forsvinde er nærværende voksne hvis målet er livsduelige voksne, er det vigtigt, at de bliver set, hørt og anerkendt, hvilket de også kan blive af medhjælperne. Hvis det var økonomisk muligt, ville det for faget være godt med institutioner udelukkende bestående af pædagoger. Men hun tror også, børnene har godt af unge medhjælpere men det skulle fungere som flødeskum, de har en anden energi, børnene kan identificere sig med dem, de tilfører noget andet til institutionen. Men det er ikke ham, der skal planlægge og udtænke, hvordan børnene bliver udviklet, så de er klar til skole og livet. Pædagoger er kun relevante at have i daginstitutionerne, så længe de kan retfærdiggøre deres rolle. Man kræver i dette samfund, at man altid kan begrunde og dokumentere (evidens), så er dokumentationen en del af ens evidens og eksistensberettigelse. Uden dokumentation kan de ikke vise, at de kan noget. De institutioner der lukkes først er dem med svag ledelse, der ikke formår at komme ud over rampen og formulere, hvad de er her for. Hun mener, at man må forvente, at enhver pædagog vil noget med børn de har valgt arbejdet. Lovkrav det du kan, og det du vil med børnene, hvordan kan det spille sammen med kravet? Du skal arbejde med læreplaner, men der står ikke hvordan. Hvis man skulle sikre den pædagogiske kvalitet uden dokumentationskravet, ville der være mange flere forklaringer på, hvorfor man gjorde, som man gjorde, men man ville nok gøre det samme. Hendes erfaring er, at institutionerne gør det samme, forskellen på kvalitet er, om de fagligt kan argumentere og dokumentere, hvorfor de gør, som de gør. Uden læreplaner ville der være meget af den samme praksis, men ikke dokumentation, for det ville de ikke gide (de ved godt, hvorfor de gør, som de gør), og der ville være mindre teori funderet i deres praksis de ville leve af deres erfaringer og det vil sige forholdet mellem medhjælpere og pædagoger ville udligne sig. Dog er der stadig mulighed for god 116
264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 pædagogik. Videreuddannelse for pædagoger tænker ikke med hensyn til læreplansarbejdet de tænker på børnene, hvad de har brug for. Læreplansarbejdet det er i virkeligheden bare det pædagogiske arbejde, det er hele rammen, den pædagogiske praksis er i. De skulle ikke opfinde noget nyt i 2004, de skulle fagligt begrunde deres valg. Det er derfor, man har læreplaner, der er, så man fagligt kan begrunde sine valg. Pædagogerne kan være rigtig dygtige, til det de kan, men med ny viden kan de finde en ny metode, eller begrunde hvorfor de gør, som de gør, de kan fagligt argumentere overfor deres kollegaer. Man må godt bruge den samme metode i 20 år, men man skal kunne begrunde det, og vide hvilke metoder man vælger fra. Man skal ikke lave om bare for at lave om. Hvis pædagogerne ikke hævder deres faglighed, er der ikke nogen grund til, at vi har dem, så er der ikke grund til uddannelsen. Ved at sælge varen, er de med til at sikre, at der er fagligt kvalificerede mennesker omkring børnene, for det er vigtigt de har brug for det, idet de er sammen med dem så meget af deres tid. Forældrene er der ikke så meget, de fagligt uddannede skal supplere på mange punkter. Derfor bliver faglighed meget vigtigt. De skal blive livsduelige, og så de med forældrene bare kan få kærlighed og omsorg. Derfor skal pædagogerne være dygtige til at forklare, hvad de kan. Hun mener at dokumentationen skal bruges indadtil til at sige, hvordan kan vi udvikle vores praksis? Fordi når de er stærke i deres argumentation, så kan de stå med rank ryg, når forældrene kommer. Så kan de argumentere på et fagligt grundlag, og de kan føle sig mere sikre. Det at blive stærk indadtil giver også noget udadtil Dokumentationen kan være irriterende for pædagogernes praksis, men til glæde for interessenterne. Men i kraft af kravet, tilsyn, gør pædagogerne noget ud af det det kontrolleres, de følger op på det. de motiveres af dette. Lederen kunne dog have samme rolle, motivere dem og kræve noget af dem. For husets skyld. Lederen er presset, men konsulenten mener at det et vilkåret i den stilling. Og pædagogerne er desuden også pressede hvert barn kan kræve noget forskelligt + forældre. Generelt vilkår i den offentlige sektor (krav fra folketing, kommune, forældre, fagforeninger osv.). Lederen kan, med kravene til hende bede om at blive klædt bedre på (tage en diplom i ledelse fx). Fordi man er en dygtig pædagog, er man ikke nødvendigvis en dygtig leder. Der sker en decentralisering samtidig med indførelsen af dokumentationskrav. Pædagogerne er ledere af stuerne. Men de er ofte dårlige til at træde ind i ledelsesrummet overfor forældrene. Dette undrer konsulenten de er gode til at sætte processer i gang for børnene, træde ind, styre forløb, tage ledelse. Men overfor forældrene kan de ikke. Mange af de pædagogiske aktiviteter kan lære børnene noget, de ikke kan lære derhjemme. Måltid i ro, opleve maden, med skræddersyet bestik prøve det hele selv, spilde, bære ud der er ikke travlt. Alt det man ikke kan nå i familien, skal så nå i institutionen. Pædagogerne er dårlige til at forklare, men også fordi det er aktiviteter, omverdenen har svært ved at forstå, hvorfor er pædagogiske. De skal altså kunne begrunde, hvad der ligger i de tilsyneladende simple aktiviteter. 299 117