Artikel afsluttet.1.1.2016-kontakt Trine Hyllested, trhy@ucc.dk Den isolerede museumsunderviser Af Trine Hyllested, ph.d., Lektor, Læreruddannelsen, University College Capital Denne undersøgelse lavet 2015 sætter fokus på den manglende anerkendelse af museumsundervisning og museumsunderviseres isolerede arbejdsliv. Det kan være isoleret i forhold til resten af museet. Det kan være isoleret forhold til andre museer og isoleret i forhold til det formelle system af skoler og institutioner. Dette har stor betydning for at kunne opfylde loven om at: sikre kulturarv og naturarv i Danmark og udvikle betydningen af disse i samspil med verden omkring os. (Museumsloven af 2014). Den har betydning for den faglig/pædagogiske udvikling af museumsundervisning og for den enkelte museumsundervisers daglige arbejdsliv. Formål Formålet med interviewundersøgelsen har været at sætte fokus på museumsunderviservisernes egen opfattelse af museumsundervisningens rolle i forhold til museets ansatte og brugerne af undervisningen, f.eks. lærerne og eleverne. Baggrund En kortlægning af museumsundervisning fra Kulturstyrelsen 2009 viser museumsundervisningens type og udbredelse på museerne i Danmark (5). Resultaterne er meget forskellige fra region til region. Kortlægning lægger først og fremmest vægt på hvilke målgrupper museumsundervisningen når og hvor meget undervisning museerne har. Den påpeger også, at professionaliseringen af museernes undervisningsaktiviteter har stor betydning for resten af museets formidling. Undersøgelsen var en del af en formidlingsplan, som satte gang i udvikling af forskellige projekter for museumsundervisning til nye målgrupper, Intrface (10), Learning Museum (7), Centre for museumsundervisning i regionerne uden for København fra 2009-2012, der fortsattes som Nationalt netværk for skoletjenester (9) m.m.. Et væsentligt spørgsmål, som kortlægningen ikke forholdt sig konkret til var museumsundervisernes personlige baggrund, pædagogiske uddannelse, holdning til museumsundervisning og faglige netværk. Det forsøger denne lille interviewundersøgelse at sætte fokus på. Metode Metoden har været afvikling af 5 semistrukturerede kvalitative interview med 5 helt forskellige museumsundervisere. Hvert interview var af ca. en times varighed og blev foretaget foråret 2015. Der var afsat ca.100 arbejdstimer til undersøgelsen. Det er den ansvarlige for museumsundervisningen på hvert museum, der er blevet interviewet. Det betyder, at vedkommende står for indholdet af undervisningen på museet, men på de større steder har de en del studerende til at varetage undervisningen. Museerne var geografisk spredt, lokaliseret med et på Fyn, to på Sjælland og to i Jylland. De 5 museers faglige indhold er vidt forskellige, der var alt lige fra specialmuseer til almene natur-, kunst- og kulturhistoriske museer, der var 4 statsanerkendte og 1 ikke statsanerkendt. Størrelsen af museerne, målt i antallet af årsværk, var også meget forskellig, fra 10 årsværk til 130 årsværk. Nogle af museerne havde en mangeårig skoletjeneste og andre var ved at bygge skoletjenesten op. De interviewede var bredt repræsenteret fra formidlere med 10 års erfaring til formidlere med et par års erfaring. Formålet med dette brede udvalg af museumsundervisere var at få et så alsidigt billede af museumsundervisningen som muligt. Undersøgelsen har efterspurgt de interviewedes opfattelse af museumsundervisningens rolle på museet og de andre ansattes holdning til undervisning på museet. Den har undersøgt
museumsundervisernes uddannelse inden for formidling og undervisning og de netværk vedr. undervisning, som museumsunderviseren er en del af. Der er sat fokus på begrebet museumsundervisning og gjort forsøg på en definition af museumsundervisning og en diskussion af dens betydning. Endelig er der spurgt ind til forventninger til lærerens rolle og museumsunderviserens egen rolle i undervisningen. Diskussion af resultater Forbehold: Disse udsagn stammer kun fra 5 museer, om det er en generel holdning blandt museer i Danmark skal der en større undersøgelse til at afdække, men de kan måske vise en tendens. Anerkendelsen på selve museet Informanterne opfatter, at det er svært at få faglig anerkendelse fra museumskolleger af dette undervisningsarbejde. Undervisning betragtes generelt ikke som særligt vigtigt af de andre medarbejdere på museet i forhold til forskningsarbejdet. Dette gælder 4 ud af 5 museer. En anonymiseret underviser Y fra undersøgelsen udtrykker det således: Jeg tror det er det der med. Det er sådan at forskning, det er sådan øverst ikke? og så kommer formidlingen og så skoleundervisning nederst. Ja lige sådan umiddelbart. Jeg ved ikke om det kun er vores institution, eller om andre oplever det på samme måde... Altså, der bliver måske set lidt ned på det. Øhm, jeg tror at hvis du er sådan meget fagligt orienteret og forskningsorienteret, så ser du måske formidlingen og især til skoleelever som sådan noget, ja, som ikke er sådan rigtig forskningsforankret, det er noget alle kan gøre En anden X udtrykker det således: Nogle mener stadig: så svært kan det da heller ikke være. Jeg lavede også omvisninger da jeg var studerende. Det er da bare noget med at læse... Det har taget lang tid for hele museet at forsøge at forstå: at nej, det er ikke bare noget med at læse Det kan godt være man kan (faget), men det er ikke nok bare at kunne det. Museumsunderviser Z beskriver det således: Jeg tror, at de synes, at det faglige niveau, som vi vælger at lægge ned over stoffet, når vi arbejder med indskoling, mellemtrin og udskoling eller gymnasie, det tror jeg tit de kommer til at se som lidt lavt eller lidt pjattet, især hvis vi finder på at lave rollespil ind over. Men jo længere tid de har været her på museet og hvis de også selv har prøvet at formidle til den målgruppe, så får de en større forståelse af, hvorfor vi gør som vi gør. Museumsunderviser Æ fortæller: Man vil gerne udvikling, men ikke nødvendigvis forandring. Og det er det der er svært.det ser ud som om der har været nogen her i de her ellers så tomme sale. Det er helt konkret, at vi er ret uenige om, hvordan de her rum må bruges. Disse citater er meget væsentlige, for de er konkrete udtryk for en holdning, om at undervisning ligger nederst i museernes hierarki. Museumsunderviserne kan føle, at de fylder i museets rum og forstyrrer det egentlige formål med muset. Holdningen kan være med til at afgøre museernes bevillinger til undervisning og til museumsunderviserenes mulighed for kollegial sparring, personlig udvikling og efteruddannelse. Kombineret med at museumsunderviserne ofte arbejder alene eller kun sammen med få andre kolleger på museerne er det med til at begrænse museumsundervisningsfagligheden. Formel og uformel uddannelse Museumsundervisernes uddannelse inden for undervisningsfeltet er meget forskellige. De var alle fem universitetsuddannede, men understregede, at deres universitetsuddannelse ikke havde lagt vægt på undervisning. Interview 3 : Det er meget learning by doing. Jeg var vikar og med i et projekt på xx-
museum, et børneformidlingsprojekt. Det blev startskuddet. Der er ikke noget undervisning i det på universitetet. En ud af de fem havde museumsunderviseruddannelsen fra Skoletjenesten i København, som er på en uges varighed med et årligt netværksmøde. Alle havde erfaring som studenterundervisere på forskellige museer og havde dermed en slags mesterlæreuddannelse i museumsundervisning. De bruger samme opsøgende mesterlæreprincip ved at hente erfaringer fra andre museer til at bygge deres egen skoletjeneste op. De opsøger kurser, men deres tidsmæssige mulighed for at deltage i dem er ringe. De nævner ingen fælles teori inden for opbygning af skoletjeneste, en enkelt nævner en ny bog om dialogisk undervisning (2) og temanummeret fra Unge Pædagoger (12). Faglige netværk Museumsundervisernes faglige netværk er forskelligt. Alle nævner de ODM s årlige formidlerseminar som et væsentligt sted at hente erfaringer, samt foreningen MID-Museumsundervisere i Danmark, der udgiver et blad og mødes 2 gange årligt (6). Flere af inspektørerne nævner også det nye nationale netværk af skoletjenester, som Skoletjenesten i København (9) er initiativtager til og som har fungeret i ca. 2 år. Det samler kulturinstitutionerne og iværksætter møder på tværs af kulturinstitutionerne. De større museer har studerende som kan give nyt liv, men som også er en ustabil arbejdskraft. Museumsunderviserens faglige netværk er afhængigt af museets fysiske beliggenhed. Er der nogle netværk for uformelle læremiljøer i nærheden, er museumsunderviseren som regel medlem af disse. Disse er typisk oprettet i de større byer og samler meget forskellige typer af formidlere. De kan være mere uformelle og uregelmæssige, kan være organiseret af kommuner, som koordinerer de institutioner, de selv giver tilskud til f.eks. i Odense Kommune. Det kan også større mere formidlingsorienterede netværk med flere typer af organisationer, f.eks. ULF i Århus. Dette netværk mødes 3-4 gange årligt og udveksler erfaringer om forskellige temaer med andre formidlere. Derudover nævnes igen Skoletjenesten i København og nationalt netværk af skoletjenester, som har samlet formidlere fra museerne. Ligger man uden for de større byer, skal man selv være meget opsøgende for at finde et netværk. Professionel kontakt til institutions- og skolesystemet. Museumsunderviserne er helt bevidste om, at de ikke nødvendigvis ved nok om skolens behov i dag, men arbejdstiden er ikke til det. Er museet ejet af en kommune har museumsunderviseren typisk kontakt til kommunens skolekonsulenter og lettere mulighed for at nå ud til med materiale til grundskolerne og få kontakt til afprøvningsskoler og institutioner, der kan teste undervisningsforløb og aktivitetsforløb. De kommunale museer når grundskolerne og deres pædagogiske læringscentre ad denne vej, men stadig er det et meget lukket system at trænge igennem til, konkurrencen om lærernes opmærksomhed er stor, hvis skolen da ikke har udnævnt en egentlig museumsambassadør. En af museumsinspektørerne betegner skolerne således, selvom vedkommende er ansat på et kommunalt støttet museum. Interview 1: Det handler om at få hul igennem og få kommunikeret med hinanden. Det virker meget lukket at komme i kontakt med skolerne. Man møder en mur når man prøver. De opnår kun kontakt, hvis skolerne selv indleder et samarbejde eller museet selv tager kontakt. Der var ingen af de adspurgte museer, der havde arbejdet med andet end gymnasier på ungdomsniveauet. Der blev ikke fortalt om hverken erhvervsskoler eller produktionsskoler. Daginstitutionsområdet besøger også museerne mest på eget initiativ. Museer og gymnasier i Region Midtjylland har med det treårige projekt Intrface (10) vist en metode til at opnå kontakt mellem gymnasier og skoler. For mindre og mere isolerede museer, er det både dyrt og langt væk. Nogle af muserne havde deltaget i projekt Learning Museum 2010-2013(7) som var et projekt, der bragte museer og læreruddannelser sammen og udvekslede erfaringer og undervisningsforløb.
Ifølge disse interview er der stadig store målgrupper, som disse museer ikke når. CFU, centre for undervisning (1),som ligger under de regionale professionshøjskoler har museumsinspektørerne ikke nødvendigvis kontakt til. De lokale grundskole og gymnasielærere har mulighed for at benytte sig af disse centre til lån af bøger, klassesæt, materialer og kortere kurser om faglige emner. Her kunne museerne hente kontakter og viden og de kunne distribuere deres egne materialer. Museumsinspektørerne har ikke et UNI-login, så de kan komme på CFU s og Undervisningsministeriets faglige hjemmesider. Det er sandsynligvis muligt at blive inviteret på CFU og få tættere kontakt til skolerne, men der er bare ikke nogen formelle netværk til det i kommunerne. Nogle kommuner har skabt lokale netværk mellem skoler og disse institutioner i forbindelse med åben skole i den nye skolereform, f.eks. Skolen i virkeligheden i Fredensborg kommune (8). Dette netværk er dog mest til oplysning om tilbud til skolerne og ikke nødvendigvis et netværk til gensidig pædagogisk udvikling og sparing. Er museet ikke kommunalt foregår opbygningen af brugerkontakter ofte ved, at museet bruger de skoler og andre institutioner, der besøger museet af sig selv eller som de tilfældigvis får kontakt med via museets ansatte eller lignende. Det bliver et netværk af uddannelseskontakter, som museumsunderviseren selv bygger op. Netværksdannelsen er således tilfældig og helt afhængigt af geografien, personen og vedkommendes erfaring og baggrund. Hvad er museumsundervisning Generelt fremhæver alle fem undervisere, at det er undervisning i et andet rum med nogle voksne, der har en anden faglighed end eleverne normalt møder. Det specielle er, at det er et andet læringsrum. et. De er meget bevidste om, at eleverne møder nogle undervisere med en anden faglighed, men også nogle undervisere, som ikke har nogle forudfattede opfattelser af eleverne og deres måder at være på. Alle museer har det, de kalder en omvisning eller en rundvisning. To af de interviewede museumsundervisere udtrykker, at det opfatter de ikke som undervisning (interview 2 og 5). For at det skal være undervisning skal det nemlig indeholde en dialog og ikke kun foregå som en monologisk forelæsning. Nogle museer har da også øvelser og workshops indeholdt i rundvisningen, til at fremme dialogen. Alle udtrykker de det, som en af dem (Interview 5) præcist beskriver: Det er et supplement til den formelle uddannelse, der foregår i folkeskoler og på ungdomsuddannelser og på universiteter eller andre læreanstalter. Vi tilbyder uformel undervisning. Vi er ikke en skole. Museerne er godt klar over at skolerne har formelle rammer, men de vil ikke nødvendigvis passe fuldstændigt ind i de rammer. De vil beholde det som kunne fortolkes som den gode anderledeshed (11). Interview 3 Vi har beskrevet læringsmål, også læringsmål der ikke nødvendigvis er i fælles mål, men som vi opfatter som læringsmål. De ved også, at hvis de ikke tilpasser sig skolernes behov, får de ingen skolebesøg. Hvorfor er museumsundervisning vigtigt Museumsundervisning er vigtigt, fordi museer kan tilbyde en anden faglighed. Museumsunderviserne udtrykker, at de formidler denne faglighed og at den faglighed er vigtig både for skolelever og andre undervisningsdeltagere. Museer er forpligtet til at passe på kulturarven, men vi er jo også forpligtet til at sætte den ind i et perspektiv, der gør at kulturarven bliver relevant for det samfund, vi nu er en del af Jeg tror det, som museer kan, og som er noget helt særligt, er at vi via vores genstande og vores samlinger, så kan vi kan være med til at etablere nogle andre rum for undervisning, hvor det bliver lidt nemmere at angribe de her nye ting. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at børn og unge lærer, at alting er fortolkninger. Alting bliver altid set fra et bestemt sted (Interview 5).
Genstandene på museerne gør forskellen og er det der gør, at almindelig undervisning kan suppleres af museerne. Der kan iværksættes nogle sansemæssige og følelsesmæssige oplevelser, som gør, at eleverne kan huske noget: De kan se redskaberne er lavet af jern, de kan mærke det. (interview 1) Genstandene/artefakterne er formidlingsredskabet og udgør museets eksistensberettigelse. Flere undervisere oplever også, at besøget på museet har nogle helt konkrete pædagogiske kvaliteter: Besøget rykker ved de roller klassen og lærerne normalt har i fællesskab. Det fysiske rum og de nye undervisere gør at rollerne ændres. Jeg vil også gerne give et alternativt rum for dem, der ellers ikke har så meget plads og har det svært i skolen. De elever vil jeg gerne give lov til at bruge hænderne og jeg vil gerne give dem en god dag (Interview 1) På den anden side er de fuldt ud klar over, at det enkelte oplæg, de kan tilbyde, ikke nødvendigvis kan rykke ved noget: Interview 4 Den time eller de to timer, de er hos os, kan vi ikke forvente at de lærer noget, hvis det ikke er koblet til et længere forløb på skolen De udtrykker også, at skolebesøgene kan legitimere museets eksistens ved, at eleverne tager forældre og bedsteforældre med næste gang eller måske bliver optaget af lære mere om det faglige miljø som museet repræsenterer og er en del af. Lærernes rolle Der er tidligere sat fokus på lærerens rolle i uformelle miljøer (3). Museumsunderviserne er bevidst om dette og kan genkende problematikken fra deres egen praksis. Alle museer oplever at ca. halvdelen af lærere kommer uforberedte, få lærere forsøger at stå helt af undervisningen og gå rundt for sig selv. Her er der nogle museer der er meget tydelige i deres forventninger til læreren og beder dem om at være til stede, så aktiviteten kan bruges derhjemme. Det er svært på meget kort tid at lave en forventningsafstemning med læreren, men det er afgørende for undervisningsforløbet på museet, at museumsunderviseren indgår en slags kontrakt med læreren om, hvad de forventer af dem, dels via hjemmesiden, men også i selve situationen på museet:. Man kan ikke blande sig for meget fagligt i forløbet. Men man skal som lærer ikke sætte sig selv i centrum på bekostning af eleverne. Nogle lærere skal bekræftes i, at vi to er på lige fod. Vi ved lige meget om dette emne. De skal bekræftes fagligt i, at de er gode nok. (interview 1) På spørgsmålet om de har italesat eller beskrevet lærerens rolle præcist på deres hjemmeside svarer de fleste museer nej. Det forventes af både lærer og museumsunderviser, at de indgår en uformel kontrakt i selve undervisningssituationen. Nogle museer prøver at få lærerne til at deltage i undervisningen, men det er ofte svært: Interview 3: Vi siger til vores undervisere at de skal lægge op til at lærerne må komme ind i oplægget. Lærerne er ofte meget usikre på at gå ind. Andre lærere blander sig næsten for meget. Det vender den erfarne museumsunderviser dog til en fordel (Interview 5): Det syn, som vi lægger ned over historierne, er jo bare eet perspektiv. Jeg kender godt de lærere der forsøger at overrule det som jeg siger, men jeg prøver egentlig altid bare at sige, at sådan kan man også se på det. Jeg gider ikke det der med at man skal være enige om alting. Jeg synes egentlig godt at man må være uenige på en god måde Læreren må rigtig gerne deltage, men det er mig, der rammesætter forløbet. Museumsunderviserens rolle i undervisningen Alle undervisere brænder for deres fag. Det er tydeligt i denne lille undersøgelse. Deres faglighed og engagement lyser ud af de fem interviews. Det er også det, de selv giver udtryk for er vigtigt. De vil ud med deres faglige budskab. Denne ildhu er en kæmpe fordel for deltagerne i undervisningen, men det
kræver også sit af museumsunderviseren. Interview 2 : Man er jo et bindeled mellem det der er og børnene, der vises rundt, ellers kunne det jo ligeså godt være en videofremvisning. Og det fungerer jo ikke. En af underviserne beskriver meget præcist, hvad vedkommendes rolle er, når vedkommende underviser. Interview 3 Det kræver jo at man helt grundlæggende er interesseret i mødet med et andet menneske. At man er interesseret i at høre: Hvad har det andet menneske på hjerte. For hvis man ikke er det, så skal man ikke arbejde med museumsundervisning.. Når du stiller et spørgsmål skal du grundlæggende være interesseret i at høre, hvad de svarer. Ellers skal du ikke stille spørgsmål. Ellers bliver det pseudo. Det fornemmer man, også hvis man er barn. Man kan godt mærke, hvis man ikke er ønsket, når man lige er den der irriterende klasse, der lige skal overstås, før man skal i gang med den næste. Det kræver jo et kæmpe overskud at undervise. Det er sindssygt hårdt. Konklusion Museumsunderviserne giver alle udtryk for et stort engagement både i forhold til vigtigheden af deres rolle, deres faglighed og det at få fagligheden ud til brugerne. De har succes og er modeller for eleverne og for studenterunderviserne. Det er beundringsværdigt, når man ser på den ensomme arbejdssituation de har. Mange af dem fortæller da også, at ren museumsundervisning, er der ingen der kan holde til i længden. De laver også udstillinger og udviklingsarbejde, der gensidigt udvikler undervisningen. Det mest slående ved denne undersøgelse er, hvor isoleret en museumsunderviser faktisk er. De er isoleret på museet. På flere museer overlades undervisningen til en eller få personer der så tager sig af det hver for sig. På den måde kan de betragtes som privatpraktiserende. Deres faglige baggrund fra universitetet har ikke taget begrebet undervisning og formidling ind som en del af universitetsundervisningen. Nogle steder findes det, men de fem akademikere, der blev interviewet i denne undersøgelse havde ikke mødt undervisning i det på universitetet. De har heller ikke fået særlig mange opfølgningskurser på universitetet eller andre steder. De har via mesterlære og selvstudier lært at opbygge skoletjenester og at kvalificere deres undervisning. Anerkendelsen fra andre faglige grupper på museet er ikke stor. Med undtagelse af den museumsunderviser, der var ansat til at opbygge en skoletjeneste, gav underviserne udtryk for at deres faglige område generelt ikke blev prioriteret eller anerkendt på museet. Der er tilfældige faglige netværk for museumsundervisere og andre uformelle undervisere i de støre byer, men det er tilfældigt om de er medlemmer af det eller om de har tid til at gå til det, da de har ansvaret for det meste af undervisningen på museet. Ligger museet geografisk isoleret er der heller ikke mange muligheder for at få faglig sparring, med mindre man bruger meget tid på at rejse. Det formelle skolesystem opleves af museerne som lukket land. De skal selv opsøge og kæmpe sig vej frem til brugerne, hvis de skal nå andre brugere end de, der kommer af sig selv. Skolesystemets faglige uddannelsesveje har de ikke nødvendigvis adgang til eller viden om. Kontakt med lærere og medudvikling af forløb sammen med lærere ude på skolerne, er der ikke mange af dem der har tid til. Engagement, isolation og en opfattelse af mangel på faglig anerkendelse er en krævende cocktail for museumsunderviserne. I den periode, ca. 2, 5 år, hvor jeg arbejdede med museer i Region Syddanmark oplevede jeg 7 alvorlige sygemeldinger på de 40 forskellige museer jeg arbejdede med (4). Det er ikke alene krævende for den enkelte, men også ødelæggende for den faglige/pædagogiske udvikling af museumsundervisning. Det nye netværk af skoletjenester giver mulighed for faglig sparring på tværs af museer, men spørgsmålet er, om man kunne styrke den enkelte underviser mere lokalt ved at skabe formaliseret kontakt til det lokale kommunale skolesystem. Disse kontakter findes nogle steder allerede, men på mere uformelle planer. Det er en geografisk udfordring for museer, der er lokaliseret langt væk fra byerne, at udveksle erfaringer med andre i samme situation og opnå
kontakt til det formelle undervisningssystem. Det kunne dog anbefales, at de lokale, formelle skolesystemer selv giver bedre mulighed for eller tager kontakt. Alene for at de ikke skal gå glip af de enorme faglige ressourcer, som museerne rummer. Der mangler altså stadig en mere systematiseret pædagogisk efteruddannelse og mere systematiserede netværk, hvor museumsunderviserne og andre undervisere fra uformelle miljøer kan udveksle pædagogiske erfaringer og få viden om det formelle uddannelsessystems aktuelle udvikling. Der savnes en håndbog i opbygning af en skoletjeneste og formidling i uformelle miljøer. Det er vigtigt konstant at være bevidst om det formelle undervisningssystem kontra det uformelle. Medborgerskab, medansvar i samfundet, dialog er en god ide. Konstant må det imidlertid diskuteres, hvilken rolle kulturinstitutionerne skal have. Skal institutionerne tage et formelt ansvar i undervisningen og have faste forløb på faste klassetrin, som nogen kommuner har indført med kulturrygsækken? Hvilken betydning har læreren og lærerens metodefrihed i disse forløb? Hvordan opnår læreren medejerskab til undervisningen og tager forløbet ind som en del af sin daglige undervisning? Det er vigtigt konstant at diskutere, hvad der er undervisningsinstitutionernes opgave, og hvad der er kulturinstitutionernes opgave, men også at berige, udvikle hinanden og finde fælles samarbejdsmuligheder. Litteratur: (1) Centre for undervisningsmidler: www.emu.dk/modul/centre-undervisningsmidler-i-danmark# (2) Dysthe, O., Bernhardt, N., & Esbjørn, L. (2012). Dialogbaseret undervisning : Kunstmuseet som læringsrum.kbh.: Skoletjenesten; Unge Pædagoger. (3) Hyllested, T. (2007). Når læreren tager skolen ud af skolen: En analyse af naturskolebesøg og andre ud af skolen aktiviteter med fokus på lærernes formål med at tage ud og deres interaktion med eleverne i forhold til at optimere betingelserne for elevernes læring. Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag. (4) Hyllested, T. (2012). Professionel kontakt mellem skoler og museer: Et tilbageblik på MUSKO- Museumsundervisning Syd. Danske Museer, 25(2), 22-23. (5) Lundgaard, I. B., & Kulturarvsstyrelsen, D. (2009). Museernes læringspotentialer: Kortlægning af museernesundervisningsaktiviteter til grundskoler og ungdomsuddannelser Kulturarvsstyrelsen. (6) MID http://museumsformidlere.dk/ (7) Seligmann, T. (2014). Praksismanual: Samarbejde mellem museer, læreruddannelser, skoler. Roskilde, Museet for Samtidskunst i samarbejde med Skoletjenesten på Sjælland. (8) www.skolenivirkeligheden.dk (9) www.skoletjenesten.dk/ (10) Thorhauge, S., & Puggaard, O. (2013). Intrface 2013: Status og perspektiver. Danske Museer, årgang 26, 24-27. (11) Ziehe, Thomas: Øer af intensitet i et hav af rutine. Politisk Revy 2004 (12) Tidsskriftet UP Unge Pædagoger. Tema: Museumsdidaktik: Nr. 1, 2011. Redaktionel tilrettelæggelse: Connie Stendal Rasmussen med gæsteredaktør Trine Hyllested. Undersøgelsen er udført foråret 2015 og er betalt af Laboratorium for Sammenhængende Undervisning og Læring, Syddansk Universitetscenter. Resten er betalt af Forskning og Udvikling, Professionshøjskolen, University College Lilebælt.