Risikoprofiler, risikovurdering og risikosituationer

Transkript

1 REDSKABSHÆFTE 3 Risikoprofiler, risikovurdering og risikosituationer NÅR KOMMUNEN, A-KASSER, FAGLIGE ORGANISATIONER OG AF SAMARBEJDER LEDIGHED SYGDOM RÅDIGHED AKTIVERING ARBEJDE LO og KL s fælles projekt om udvikling af samarbejde

2 Risikoprofiler, risikovurdering og risikosituationer når kommunen, a-kasser, faglige organisationer og AF samarbejder Redskabshæfte 3 Udgivet af: LO, Landsorganisationen i Danmark Tekst: DISCUS Redaktion: KL og LO Redskabshæftet kan hentes på LOs og KLs web-adresser: og eller bestilles hos LO s pjecebestilling på Layout: LO s grafiske værksted Tryk: Jydsk Centraltrykkeri LO-varnr.: 4376 ISBN-nr.: Marts 2003

3 Indhold Forord Indledning Hvad er en risikoprofil og en risikovurdering Profilen og parametrene erstatter ikke den konkrete, individuelle vurdering Hvad er en risikosituation? Risiko i gråzonen mellem kommunen, a-kassen og AF Risikovurderingen som tværsystemisk redskab Hvordan kan kommunen arbejde med risikovurdering? Hvordan kan a-kassen arbejde med risikovurdering? Hvordan kan AF arbejde med risikovurdering? Ændring i sygdomsopfattelsen og i aktørernes roller 10 konkrete skridt i samarbejdet om anvendelsen af risikoprofiler 1

4 Forord I gennemf rte KL og LO et metodeudviklingsprojekt om samarbejde mellem kommuner, a-kasser/faglige organisationer og AF. Projektet bestod af fire lokale projekter i Ikast, Fredericia, Roskilde og Nakskov med deltagelse af socialforvaltningen i hver kommune, det lokale AF-kontor og i alt 22 a-kasser/faglige organisationer. FormŒlet var at s¾tte fokus pœ, hvordan man i f¾llesskab kan hj¾lpe borgere i ÓgrŒzonenÓ mellem det sociale system og arbejdsmarkedssystemet. Borgere, der bev¾ger sig mellem ledighed, sygdom, aktivering og arbejde. Efter projektets afslutning ved udgangen af 2002 er man i alle fire lokalomrœder godt i gang med at forankre projektets erfaringer og videref re de metoder og redskaber, der er blevet udviklet. Samtidig er mange andre kommuner, a-kasser og AF i gang med lignende initiativer. Forankringen af projektet sker parallelt med, at regeringens reform af besk¾ftigelsespolitikken Ð ÕFlere i arbejdeõ Ð er ved at blive omsat til lovgivning og initiativer. ÕFlere i arbejdeõ l¾gger bl.a. op til et mere samt¾nkt system, hvor indsatserne i socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken i h jere grad koordineres. De lokale akt rer i KL og LOs projekt har arbejdet med denne proces i tre Œr. Dermed kan projektets metoder og redskaber fungere som inspiration til, hvordan systemerne kan samarbejde konkret om f¾lles mœlgrupper og om sikringen af deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Desuden er det hœbet, at metoderne kan anvendes mere alment i det samlede samarbejde pœ sygedagpengeomrœdet og i arbejdsfastholdelsen af borgere, der er i fare for at falde ud af arbejdsmarkedet. Der er en r¾kke oplagte koblinger mellem de tv¾rsystemiske metoder, der er udviklet i samarbejdsprojektet, og arbejdsevnemetoden, der for nylig er blevet indf rt i forbindelse med f rtidspensionsreformen. Det er sœledes vigtigt, at den praktiske anvendelse af arbejdsevnemetoden sker i et tv¾rfagligt samarbejde mellem bl.a. kommunen, a-kasserne/de faglige organisationer og AF. Dette redskabsh¾fte handler om risikoprofiler, risikovurderinger og risikosituationer. H¾ftet redeg r pœ grundlag af erfaringerne fra de fire lokale projekter om, hvordan man kan arbejde med at udvikle f¾lles kriterier for, hvilke borgere det er vigtigt at samarbejde om pœ tv¾rs af systemerne. H¾ftet henvender sig til praktikere hos kommunerne, a-kasserne/de faglige organisationer og AF samt andre, der besk¾ftiger sig med den arbejdsmarkedsrettede indsats for borgere, der er i risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet pœ grund af sygdom. H¾ftet er det tredje i en serie pœ fire, der beskriver forskellige aspekter af samarbejdet mellem kommunen, a-kasser/faglige organisationer og AF om arbejdsmarkedsfastholdelse. H¾fterne kan l¾ses uafh¾ngigt af hinanden. Det f rste h¾fte giver en kortfattet pr¾sentation af de samlede projekterfaringer. Det andet indeholder en mere detaljeret gennemgang af samarbejdet om arbejdsmarkedsfastholdelse. Det fjerde s¾tter fokus pœ rundbordssamtaler om arbejdsmarkedsfastholdelse: 2

5 Redskabsh¾fte 1: Rammer for en f¾lles indsats Redskabsh¾fte 2: Arbejdsmarkedsfastholdelse i praksis Redskabsh¾fte 4: Rundbordssamtaler med borgeren i centrum. Redskabsh¾fterne kan hentes pœ LOs og KLs webadresser: og Her kan man ogsœ downloade den overordnede afslutningsrapport om projektet samt de lokale evalueringer fra Ikast, Fredericia, Roskilde og Nakskov-projekterne. KL og LOs projekt om samarbejde mellem kommuner, a-kasser/faglige organisationer og AF er støttet af Beskæftigelsesministeriet I daglig tale kaldes det slet og ret for Samarbejdsprojektet. For det er, hvad det drejer sig om samarbejde, der skal forebygge, at sygemeldte ledige og andre i gråzonen mellem kommunen, a-kassen og AF falder ned mellem systemerne og mister kontakten til arbejdsmarkedet. Samarbejdsprojektet er gennemført i perioden i Ikast, Fredericia, Roskilde og Nakskov. Efterfølgende er det forankret i den almindelige drift i alle fire lokalområder, bl.a. med støtte fra de respektive koordinationsudvalg i kommunerne. Organisatorisk har projektet bestået af tre niveauer: En central styregruppe med repræsentanter for Beskæftigelsesministeriet, A- kassernes Samvirke, DA, LO og KL. Et fælles projektsekretariat mellem KL og LO. Fire lokale udviklingsprojekter med hver sin styregruppe og en tovholder. Ud over kommunen og AF har følgende a-kasser og faglige organisationer deltaget: FOA, KAD, Metal, HK, SiD, TIB, NNF og PMF. Det overordnede formål med projektet har været at finde ud af, hvordan vandringer og sagsoverleveringer mellem systemerne kan erstattes af et koordineret samarbejde og af et fælles ansvar for, at borgere får det rette tilbud på det rette tidspunkt. 3

6 Indledning NŒr en borger sygemelder sig til kommunens sygedagpengeafdeling, skal sagsbehandleren sœ hurtigt som muligt vurdere, om den sygemeldte er i fare for Ð i risiko for Ð at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet pœ grund af sygdommen. Sagsbehandleren skal ogsœ vurdere, om det er sygdommen i sn¾ver forstand, der udg r en risiko for den sygemeldtes arbejdsevne, eller om andre faktorer spiller ind. Redskabet til at lave en sœdan vurdering kaldes en risikoprofil, der bestœr af en r¾kke risikofaktorer eller -parametre. Risikovurderingen er en mœde at sondre mellem de borgere, som har brug for en tidlig og effektiv indsats, og de borgere, der mœ forventes at blive raske Óaf sig selvó og derfor kan vende tilbage til a-kassesystemet eller til deres arbejde, sœ snart sygdommen er overstœet. I mange kommuner er risikoprofilen og risikovurderingen allerede et indarbejdet redskab til at foretage denne sortering mellem sager, der kr¾ver megen opm¾rksomhed, og sager, der ikke g r det. I disse kommuner har man faste retningslinier for, hvordan man screener de indkomne sager, og hvilke kriterier man l¾gger til grund for vurderingen af, om en borgers helbredsproblemer er truende for vedkommendes fremtidige arbejdsliv. Imidlertid er det ikke nok, at kommunen er god til at lave risikovurderinger og effektiv til at igangs¾tte en tidlig indsats. Ofte burde indsatsen v¾re igangsat lang tid f r, at anmodningen om sygedagpenge havner pœ kommunens bord. Det g¾lder f.eks. for de ledige i forsikringssystemet, som har gœet l¾nge med fysiske, psykiske eller sociale problemer uden, at der er blevet taget hœnd om det. De har mœske v¾ret ledige i flere Œr. Men hverken deres a-kasse eller arbejdsformidlingen har fœet je pœ, at de reelt har sv¾rt ved at leve op til kravene pœ arbejdsmarkedet. NŒr disse borgere fœr et tilbud om aktivering eller ordin¾rt arbejde, reagerer de nogle gange ved at sygemelde sig, fordi de ganske enkelt ikke kan overskue situationen. Der kan g res noget for disse borgere pœ et tidligere tidspunkt. Men det kr¾ver, at ogsœ a-kassen og AF er opm¾rksomme pœ risikosignaler. Det er ikke tilstr¾kkeligt, at kommunen har en socialfaglig tradition for at lave risikovurderinger. Den tidlige indsats for risikogrupperne b r v¾re tv¾rsystemisk. A-kasserne, AF og kommunen skal i f¾llesskab s rge for, at den lediges problemer ikke udvikler sig over en lang arbejdsl shedsperiode, for derefter f rst at dukke op til overfladen, nœr borgeren formelt sygemelder sig, eller nœr der bliver stillet krav om arbejde eller aktivering. Samtidig er det vigtigt, at medarbejderne hos kommunen, a-kassen og AF er opm¾rksomme pœ de risikosituationer Ð grœzonerne mellem systemerne Ð hvor borgere kan falde ned mellem to stole i overgangen fra et system til et andet. Det g¾lder f.eks., nœr en borger er for rask til at modtage sygedagpenge, men for syg til, at a-kassen kan vurdere vedkommende til rœdighed. Dette h¾fte bygger pœ erfaringerne fra det tv¾rsystemiske samarbejde om risikovurderinger i de fire lokale projekter. H¾ftet gœr ikke i detaljer med, hvordan kommunen og de kommunale sagsbehandlere isoleret set anvender risikovurderinger i sygedagpengeopf lgningen. Det er allerede beskrevet, bl.a. i pjecen 4

7 ÕSygedagpengeopf lgning og arbejdsfastholdelseõ, som Socialministeriet udgav i 2000 som resultat af 34-kommuneprojektet om arbejdsfastholdelse (Õ34KÕ). 5

8 Hvad er en risikoprofil og en risikovurdering? Risikobegrebet har utallige betydninger og anvendelsesformer. Ikke mindst i de senere Œr er risikobegrebet blevet anvendt som en almen karakteristik af samfundet som sœdan. Nogle sociologer taler direkte om risikosamfundet, hvor alle mennesker har en konstant bevidsthed om at v¾re i risiko for dette og hint. I dette h¾fte forstœs risiko alene som en risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det vil sige, at nœr man i socialforvaltningen, hos AF eller i a-kassen taler om risiko og risikoprofiler, er det i forhold til arbejdsmarkedet. Risikoprofilen er det indledende redskab, som professionelle akt rer bruger i vurderingen af, om der skal g res en s¾rlig socialfaglig, psykologisk, l¾gelig eller anden indsats for at hj¾lpe en borger, der pœ grund af sygdom eller andre forhold ikke kan fastholde eller opnœ arbejde. NŒr man taler om borgere i risikozonen, bruges der tre indbyrdes forbundne udtryk: Risikoparametre eller risikofaktorer er de enkelte forhold og egenskaber, som karakteriserer en sygemeldt borger. F.eks. alder, diagnoser, ensidigt gentaget arbejde. Parametrene er indikatorer pœ, at man muligvis b r g re en s¾rlig indsats for den pœg¾ldende borger. Det g¾lder is¾r, hvis bestemte parametre optr¾der i en cocktail, som man erfaringsm¾ssigt ved, kan v¾re s¾rligt udst dningstruende. Risikoprofilen er den samlede liste af parametre, som medarbejdere hos kommunen, a-kassen og AF skal v¾re opm¾rksomme pœ i forbindelse med vurderingen af, om en borger er i fare for at ryge ud af arbejdsmarkedet eller miste sin arbejdsevne og arbejdsmarkedsparathed. Risikovurderingen er den konkrete vurdering af, om der skal g res en s¾rlig indsats. Risikoprofilen er ikke et videnskabeligt redskab. Den er ikke i sig selv en objektiv indikation af, om en borger er ved at miste kontakten til arbejdsmarkedet. Dermed kan man heller ikke Žn gang for alle opstille X antal risikoparametre med en forventning om, at man nu har et samlet overblik over de faktorer, som bidrager til udst dning og marginalisering. Det afh¾nger helt af, hvilken borger der er tale om samt vedkommendes placering pœ arbejdsmarkedet. Risikoprofilen er derfor f rst og fremmest en erfaringsbaseret pejling. Samtidig er det en mœde at sikre, at kommunen, a-kassen og AF har en ensartet opfattelse af, hvordan man sondrer mellem borgere/sager, der ikke skal g res til genstand for en s¾rlig indsats, og dem, som skal. Hvis kommunen, a-kassen og AF nsker at samarbejde om anvendelsen af en f¾lles risikoprofil, er det derfor vigtigt: 1) at begynde samarbejdet med en brainstorm om det enkelte systems erfaringer med, hvilke borgere der er i risikozonen 2) at skrive risikoprofilen ned, efter at man er nœet til enighed om, hvilke risikoparametre det er v¾sentligt at v¾re opm¾rksomme pœ 6

9 3) at sikre, at risikoprofilen og risikovurderingen indarbejdes i den daglige drift og sagsbehandling i de tre systemer. Dette sker bedst via f¾lles uddannelse, grundig kommunikation og udarbejdelse af arbejdsgangsbeskrivelser. Profilen og parametrene erstatter ikke den konkrete, individuelle vurdering Risikoparametrene skal i hver enkelt tilf¾lde holdes op imod, hvilken borger der er tale om, og hvordan den arbejdsm¾ssige situation ser ud. Hvad betyder det i praksis? At v¾re ufagl¾rt er ikke i sig selv et risikoparameter, nœr en borger sygemelder sig og kommer pœ sygedagpenge. Det er heller ikke n dvendigvis i sig selv udst dningstruende at v¾re over 50 Œr. Men hvis en sagsbehandler eller en medarbejder i en a-kasse st der ind i en sag med en sygemeldt, ufagl¾rt mand over 50 Œr med tilbagevendende rygproblemer og med et tidligere job pr¾get af ensidigt gentaget arbejde og tunge byrder, er der tale om en kontekst og en cocktail, som kr¾ver en s¾rlig indsats. En sœdan mand har nemlig if lge rapporten ÓSygefrav¾r Ð hvorfor?ó gange sœ stor risiko for langvarigt sygefrav¾r som en yngre mand med lang uddannelse og ikke fysisk belastende arbejde. Dette er blot Žt eksempel pœ, at anvendelsen af risikoprofiler altid skal holdes op imod borgerens samlede baggrund Ð uddannelse, jobs, arbejdsl shed, tidligere sygdomsforl b osv. Sagsbehandlingen kan ikke s¾ttes pœ automatpilot, blot fordi man har lavet en risikoprofil bestœende af et antal risikoparametre. Eksempel på en risikoprofil: Ryglidelser Sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet Bevægeapparatlidelser kombineret med hårdt fysisk arbejde Ufaglært Psykiske lidelser Arbejdsskader Hyppige og gentagne sygemeldinger Lange perioder uden beskæftigelse Misbrugere og eksmisbrugere Alder sidst i 50erne. En risikovurdering kan sj¾ldent foregœ alene ud fra selve sygemeldingen og en l¾geattest. Sygdommens art og helbredsoplysninger kan give en f rste pejling. Men oftest kr¾ver det en samtale, f r man kan vurdere, om der er behov for yderligere indsats og for en inddragelse af andre akt rer. En sœdan samtale skal afd¾kke sammenh¾ngen mellem helbredsoplysningerne og borgerens uddannelses- og arbejdsm¾ssige baggrund samt borgerens generelle evne til at overkomme eller leve med sygdommen. Er det en borger med mange ressourcer og et stort personligt og socialt overskud? Er det en borger, der i forvejen har problemer, og som derfor selv vanskeligt kan hœndtere den helbredsm¾ssige situation? Eller er det en borger, som pœ trods af sin sygdom mœske kan stœ til rœdighed for en anden del af arbejdsmarkedet end džr, hvor han hidtil har arbejdet, og som derfor kan raskmeldes og vende tilbage til a- kassesystemet Ð evt. efter en arbejdspr vning med efterf lgende omskoling? 7

10 Det anbefales, at risikoprofilen kombineres med en r¾kke hj¾lpesp rgsmœl i forbindelse med samtalen med borgeren. Det kan f.eks. v¾re sp rgsmœl, der skal belyse: Borgerens egen motivation og sygdomsbillede Borgerens sociale netv¾rk og st tte i baglandet Borgerens arbejdsidentitet Borgerens billede af sine egne jobmuligheder eller eventuelle fastlœsthed i et meget sn¾vert jobvalg. Det er v¾rd at bem¾rke, at disse sp rgsmœl ogsœ er centrale i arbejdsevnemetoden og ressourceprofilen, som er blevet indf rt i sagsbehandlingen i de kommunale socialforvaltninger i forbindelse med f rtidspensionsreformen. Det vil sige, at risikovurderingen foregœr i to trin: Det f rste trin bestœr i at identificere, om der er tale om en borger, der er omfattet af risikoprofilen. Er der en eller flere parametre, der Õpasser pœõ den pœg¾ldende borger? Det andet trin bestœr i at lave en konkret vurdering Ð pœ grundlag af hj¾lpesp rgsmœlene Ð af, om der er brug for professionel hj¾lp og samarbejde med andre akt - rer, fordi borgeren selv har sv¾rt ved at tage hœnd om sin situation. 8

11 Hvad er en risikosituation? Risiko i gråzonen mellem kommunen, a-kassen og AF Et manglende samarbejde mellem kommunen, a-kassen og AF kan i sig selv udg re en udst dningsrisiko for en borger, der er sygemeldt eller i fare for at blive det. Hvis ikke akt rerne laver en indbyrdes koordinering, kan overgangen eller sagsoverleveringen fra det ene system til det andet v¾re en af grœzonerne og dermed komme til at repr¾sentere en risikosituation for borgeren. Som n¾vnt i indledningen har kommunerne mange erfaringer med, at de ÕfŒr de sygemeldte for sentõ, og at den Õtidlige indsatsõ burde v¾re gjort langt tidligere i form af et mere systematisk samarbejde mellem kommune, a-kasse og AF. Denne erkendelse betyder, at risikovurderingen ikke l¾ngere skal anskues som et sn¾vert kommunalt redskab til en tidlig og mœlrettet indsats. Den skal snarere betragtes som et tv¾rsystemisk redskab. Dermed kommer der endnu en dimension pœ definitionen af risiko: PŒ den ene side har man risikoprofilen, der vedr rer det individuelle sygdomsbillede og den pœg¾ldende borgers arbejdsevne. PŒ den anden side har man risikosituationen, hvor en borger skal overgœ fra et system til et andet og hvor et manglende samarbejde mellem systemerne kan sk¾rpe risikoen for arbejdsmarkedsudst dning. Det er sœledes ikke sygdommen eller ledigheden alene og de dermed forbundne risici, der er potentielt udst dningstruende. Det er ogsœ den manglende koordinering af indsatsen og de formelle sammenst d mellem systemerne, der kan v¾re med til at sk¾rpe risikobilledet. F.eks. nœr en kommune raskmelder en borger efter et sygedagpengeforl b og a-kassen efterf lgende ikke kan vurdere vedkommende til rœdighed for arbejdsmarkedet. Kommunen siger, at borgeren er for rask til at v¾re pœ sygedagpenge, men a-kassen siger, at vedkommende er for syg til at v¾re fuldt til rœdighed. Derfor er det vigtigt, at arbejdet med risikoprofiler og risikovurderinger ikke blot foregœr som en isoleret aktivitet i den kommunale forvaltning. Det skal ogsœ foregœ imellem systemerne. A-kasserne og AF skal l bende vurdere, om deres kunder/medlemmer kr¾ver en s¾rlig indsats og om der er behov for at inddrage andre akt rer. De tre systemer skal betragte risikovurderingen som et f¾lles redskab, der ikke kun er reserveret til brug i forbindelse med formelle sygemeldinger. Det skal kunne anvendes i hele ledighedsforl bet og ved overgange mellem systemerne. Kort sagt, risikovurderingen er en metode til forebyggelse af borgeres tab af arbejdsevne, uanset om vedkommende er sygemeldt, i aktivering eller passivt ledig. Opgaven er, at kommunen, a-kassen og AF bliver enige om, hvilke konkrete risici, der skal rejse faresignaler og hvilke ÕovergangssituationerÕ der udg r en risiko. Som eksempler pœ risikosituationer, hvor akt rerne b r forpligtes til at tage kontakt til hinanden, kan n¾vnes: 9

12 NŒr en sygemeldt ledig borger klart er omfattet af den f¾lles risikoprofil, og der er brug for en grundl¾ggende afklaring af borgerens sag og fremtidige arbejdstilknytning. NŒr a-kassen vurderer, at et medlem er i risiko for en l¾ngere sygemelding. NŒr kommunen pœt¾nker at raskmelde en borger efter en l¾ngere sygemelding og vedkommende skal tilbage for at stœ til rœdighed og ledigmeldes hos AF. Det g¾lder, uanset om borgeren er i aktivperioden, eller der er brug for en tidlig, forebyggende indsats for en borger i dagpengeperioden. NŒr kommunen vurderer, at der skal igangs¾ttes en arbejdspr vning. NŒr en borger i forsikringssystemet er 26 uger fra falddato. NŒr AF eller a-kassen vurderer, at en borger ikke kan klare en igangv¾rende aktivering og/eller har gentagne sygemeldinger i l bet af aktiveringen eller ved aktiveringens etablering. NŒr en borger er sygemeldt under opsigelse og i vrigt ser ud til at v¾re omfattet af risikoprofilen. I disse situationer er det vigtigt med klare indbyrdes aftaler mellem kommunen, a-kassen og AF. Disse kan skrives ind i en samarbejdsaftale mellem parterne (se n¾rmere herom i redskabsh¾fte 2: ÓArbejdsmarkedsfastholdelse i praksisó). Model for risikovurderingen Risikoparameter 1 Risikoparameter 2 Risikoparameter 3 Risikoparameter 4... Risikoprofilen + Risikosituationen Den konkrete risikovurdering Samarbejde og indsats tilpasset den enkelte borger 10

13 Risikovurderingen som tværsystemisk redskab Kommunerne, a-kasserne og AF har forskellige traditioner for, hvordan man hœndterer risikosager. Det er disse traditioner, som de fire lokale samarbejdsprojekter har arbejdet pœ at tilpasse, sœ man i dag har et entydigt billede af, hvordan man skal agere, og hvornœr man skal samarbejde med hinanden om risikosager. I det kommunale sygedagpengesystem er det meget almindeligt, at man sondrer mellem Óglatte sageró og Ósv¾re sageró. Men det er langt fra altid, at man inddrager a-kasserne og AF i sagerne. I a-kassesystemet anvender man normalt ikke risikovurderinger. Derimod har man en r¾kke lovm¾ssige forpligtelser til at lave konkrete rœdighedsvurderinger, hvor man vurderer, om et medlem er til rœdighed for arbejdsmarkedet eller ej. I AF-systemet anvender man som regel heller ikke risikoprofiler som redskab i screeningen af ledige, der er eller skal i aktivering. Men man har et mangeœrigt samarbejde med a-kasserne om borgere, der har sv¾rt ved at leve op til rœdighedsforpligtelsen. Hvordan kan kommunen arbejde med risikovurdering? Risikoprofilen er et vigtigt redskab i den kommunale sagsbehandlers f rste afd¾kning af en sag og i vurderingen af, hvilke tiltag der er n dvendige. Derefter kan der v¾re behov for at indhente en r¾kke andre uddybende oplysninger, f.eks. i form af l¾gepapirer, uddannelsesog arbejdsforl b og andre data, der kan give et fuldgyldigt billede af sagen. Alle sagsbehandlere anvender i forskelligt omfang en sœdan indledende kortl¾gning af sygedagpengesager. Det er bare ikke altid, at de g r det ens. I en kommune med mange sagsbehandlere kan der sœledes v¾re forskellig praksis mht. vurderingen af, om en sag er en risikosag eller ej. Der er altid et vist element af individuelt sk n. En systematisk risikoprofil kan imidlertid v¾re med til at minimere forskellene i det individuelle sk n. Desuden kan en t¾t kollegial sparring samt inddragelse af l¾gekonsulent medvirke til en st rre grad af ensartethed i sagshœndteringen. Erfaringerne fra samarbejdsprojektet mellem kommuner, a-kasser/faglige organisationer og AF har vist, at det kan betale sig at arbejde systematisk, ikke bare med at skabe en ensartet praksis mellem de kommunale sagsbehandlere i identifikationen af risikosager, men ogsœ i opf lgningen og i inddragelsen af samarbejdspartnere. Det kr¾ver, at der er klare aftaler, f.eks. mellem kommunen og a-kasserne om, at den kommunale sagsbehandler altid kontakter den relevante a-kasse, hvis hun st der pœ en sygemeldt ledig fra den pœg¾ldende a-kasse, og hvis det i vrigt ser ud til, at der ikke er tale om en Óglat sagó. Eller at medarbejderen fra a-kassen tager initiativet, hvis det vurderes, at et medlem har behov for, at kommunen bliver inddraget. For kommunen er det en klar fordel hurtigt at fœ a-kassen pœ banen, nœr en ledig kommer pœ sygedagpenge. A-kassen har ofte et godt kendskab til den sygemeldte og til de arbejdsmuligheder, som den pœg¾ldende har. Derfor kan a-kassen supplere kommunens indledende risikovurdering med en mere specifik vurde- 11

14 ring af, hvordan mulighederne er for, at den pœg¾ldende borger kan vende tilbage til sit ÓgamleÓ arbejdsomrœde efter raskmelding. Samt hvordan udsigterne er til, at a-kassen kan vurdere vedkommende til rœdighed. Kommunen kan ogsœ anl¾gge en risikovurdering med henblik pœ inddragelse af AF, nœr en ledig skal raskmeldes efter en sygdomsperiode. I l bet af et sygedagpengeforl b fœr kommunen ofte et godt kendskab til en borger. Det er vigtigt, at denne viden overleveres til AF-systemet, som skal hj¾lpe borgeren videre mod selvfors rgelse. Nogle af de ledige, som raskmeldes efter et sygdomsforl b, er stadig i dagpengeperioden. Mange af dem fœr efter en raskmelding lov til Óat passe sig selvó i en l¾ngere periode, nœr de ledigmeldes hos AF. Men det er bedst, hvis der er kontinuitet mellem de foranstaltninger, der har v¾ret iv¾rksat af kommunen i sygedagpengeperioden, og de tiltag, som AF s¾tter i v¾rk Ð f.eks. i form af en tidlig, forebyggende indsats. Et t¾t samarbejde mellem kommunen og AF kan sœledes sikre, at der ikke spildes en masse vigtig viden og at den raskmeldte, ledige borger ikke overlades til sig selv, men at der i stedet bygges videre pœ det aktive forl b, som kommunen har sat i gang i sygedagpengeperioden. Hvordan kan a-kassen arbejde med risikovurdering? A-kasserne har ikke nogen lovm¾ssig forpligtelse til at vurdere, hvorvidt deres medlemmer er i risiko for at miste kontakten til arbejdsmarkedet. Derimod skal a-kasserne if lge loven lave en konkret vurdering af medlemmernes rœdighed i en r¾kke situationer. Hvis et medlem vurderes til ikke at v¾re til rœdighed, er vedkommende ikke berettiget til at modtage arbejdsl shedsdagpenge. SŒdanne vurderinger er en indarbejdet praksis i alle a-kasser. Imidlertid er der flere og flere a-kasser, der betragter det som deres opgave at anvende risikovurderinger som redskab til at forebygge, at medlemmer kommer i en situation, hvor de ikke kan vurderes til rœdighed. I den forstand kan a-kassernes anvendelse af risikovurderinger betragtes som en ikke-lovbunden tidlig indsats, der skal fange problemerne, f r de udvikler sig. Det kr¾ver blot, at medarbejderne i a-kasserne er opm¾rksomme, nœr de ledige medlemmer har andre problemer end ledighed. Og det kr¾ver, at medarbejderne er rustede til at komme i dialog med medlemmerne om disse problemer (hvad enten der er tale om sygdom, alkoholproblemer, sociale forhold eller noget andet) uden at det fœr karakter af et forh r. Ofte ser a-kasserne problemerne f r kommunen. Is¾r nœr det drejer sig om medlemmer, som man erfaringsm¾ssigt ved, har sv¾rt ved at komme i arbejde, og som ofte sygemelder sig til a-kassen. NŒr et medlem kontakter a-kassen for at sygemelde sig, sp rger nogle a-kasser alene til sygdommens forventede varighed. Men i samarbejdsprojektet er mange af a-kasserne begyndt at sp rge ind til sygdommens karakter og opfordrer medlemmet til, at der tages kontakt til kommunen om et samarbejde. Det betyder en tidligere indsats, end hvis a-kasserne blot afventede, at den kommunale sagsbehandler tog sig af sagen i forbindelse med kommu- 12

15 Risiko og rådighed For de ledige i forsikringssystemet er rådighed et afgørende begreb. Et ledigt medlem af en a-kasse kan kun få arbejdsløshedsdagpenge, hvis medlemmet er til rådighed for arbejdsmarkedet. I lovgivningen er der en række præciseringer af, hvad det vil sige at være til rådighed og hvordan den ledige skal dokumentere denne rådighed. Dette skal bl.a. ske via løbende jobsøgning, accept af passende formidlet arbejde og fremmøde til samtaler hos AF. Hvis der opstår tvivl om rådigheden for arbejdsmarkedet, skal a-kassen undersøge og vurdere medlemmets rådighed. Eksempelvis skal a-kassen lave en konkret rådighedsvurdering, når medlemmet to gange har meldt sig syg i forbindelse med formidling af arbejde, tilbud om aktivering, afholdelse af informationsmøder m.v.. Endvidere skal a-kassen indkalde til en rådighedssamtale, når et medlem efter en længere periode på sygedagpenge raskmeldes og anmoder om igen at få arbejdsløshedsdagpenge. En risikovurdering og en rådighedsvurdering er ikke det samme. Risikovurderingen er ikke lovpligtig. Den kan betragtes som en forebyggende indsats fra a-kassens side. En service, der via en tidlig indsats skal forebygge, at medlemmet kommer i en situation, hvor det er nødvendigt at lave en negativ rådighedsvurdering. A-kasserne kan således ved hjælp af en aktiv sagsbehandling og en opmærksomhed på medlemmernes sygesignaler foregribe rådighedsvurderingen. Samtidig kan risikovurderingen være udgangspunktet for at indlede et samarbejde med kommunen og AF om, hvordan man bedst muligt kan hjælpe medlemmet. Det er vigtigt at understrege, at risikovurderingen ikke træder i stedet for den konkrete rådighedsvurdering. Den skal a-kasserne fortsat lave i de situationer, som loven foreskriver. Men risikovurderingen er et signal til medlemmerne om, at a-kasserne ikke alene er en kontrolinstans i forhold til rådigheden, men også en aktør, der kan bidrage til at fastholde medlemmets kontakt til arbejdsmarkedet. nens lovpligtige otte-ugers opf lgning. Det betyder ogsœ, at den kommunale sagsbehandler er langt bedre kl¾dt pœ til at hœndtere sagen rigtigt. kommunen og eventuelt med AF, nœr det er relevant for at fremme medlemmets tilbagevenden til arbejdsmarkedet eller for en afklaring af medlemmets sag. A-kassernes anvendelse af risikovurderingen handler dermed om at udvikle en praksis, der sikrer, at medarbejderne i a- kassen reagerer, hver gang de st der pœ medlemmer, der har andre problemer end ledighed. Det handler om, at a-kassen tager initiativ til et samarbejde med 13

16 Hvordan kan AF arbejde med risikovurdering? De ledige, som er tilmeldt hos AF, er pr. definition til rœdighed for arbejdsmarkedet og kan formidles til et ordin¾rt job. I praksis er der dog nogle, som har problemer ud over ledighed, og hvor der derfor kan v¾re behov for andre tiltag end ren jobformidling. AF har en vigtig opgave mht. at kunne sondre mellem de mange ledige, som prim¾rt skal have st tte til at fœ foden inden for pœ arbejdsmarkedet igen og den mindre gruppe, som pœ grund af sygdom og andre problemer har brug for hj¾lp til afklaring og eventuel behandling. Eller som skal overf res til det kommunale system, fordi de skal pœ sygedagpenge og mœske i gang med revalidering eller afpr ves med henblik pœ fleksjob. SŒledes er der en r¾kke situationer, hvor det prim¾rt er AF, som b r anl¾gge en risikovurdering og v¾re den udfarende kraft i samarbejdet med kommunen og a-kassen: NŒr AF i forbindelse med handleplansamtaler st der pœ borgere, der tydeligvis ikke er klar til ordin¾rt arbejde eller til jobtr¾ning pœ grund af sygdom eller andre problemer. NŒr borgere i aktivperioden har sv¾rt ved at klare aktiveringen og har gentagne sygemeldinger i l bet af aktiveringsforl bet. NŒr borgere n¾rmere sig falddatoen NŒr AF vurderer, at en borger ikke har mulighed for at blive selvfors rgende og at det kommunale system derfor skal ind i billedet, hvad enten det drejer sig om revalidering, fleksjob eller afklaring til pension. I alle disse situationer anvender AF reelt en risikovurdering, selvom man i AFsystemet ikke opererer med et sœdant begreb. Det vigtige er, at AF-konsulenterne er meget opm¾rksomme pœ ikke at lade den ledige l be linen ud i en aktivering, som den pœg¾ldende borger ikke kan magte. Hvis den ledige har andre problemer end ledighed Ð og hvis ikke disse problemer kan klares i AF-regi eller af den arbejdsplads, hvor den ledige eventuelt er i aktivering Ð skal AF tage fat om sagen og s rge for, at de rette akt rer kommer pœ banen. Det kan f.eks. ske ved, at AF indkalder a-kassen, kommunen og aktiveringsstedet til en rundbordssamtale. Ved en sœdan samtale medvirker kommunen i f rste omgang med rœd og vejledning. Men hvis borgeren efterf lgende bliver sygemeldt, overtager kommunen sagen. I samarbejdsprojektet er der en r¾kke konstruktive eksempler pœ forl b, hvor en AF-konsulent har s rget for at inddrage kommunen og/eller a-kassen, hvorefter man i f¾llesskab sammen med borgeren har vurderet, at vedkommende ville v¾re bedre hjulpen i det kommunale sygedagpengesystem. I enkelte tilf¾lde er det ogsœ endt med en hurtig afklaring til fleksjob. Som det fremgœr af nedenstœende eksempel, kan der ogsœ findes helt andre l sninger via et samarbejde. Generelt er der i AF-systemet ikke mange ressourcer til at anvende systematiske og tidlige risikovurderinger. De forsikrede ledige hos AF er som n¾vnt defi- 14

17 nitorisk til rœdighed, og det er derfor sv¾rt at foretage en indledende screening eller visitation af sager, der skelner mellem forsikrede ledige, der er i risikozonen, og forsikrede ledige, der ikke er. Identifikationen af risikosager sker sœledes ofte f rst langt inde i et aktiveringsforl b, som er gœet sk¾vt. Men erfaringerne viser alligevel, at der er mange gevinster at hente, nœr AF via risikovurderinger inddrager kommunen og a-kassen i forhold til borgere, hvor der er brug for en socialfaglig indsats. Eksempel på samarbejde: En forsikret ledig i aktivperioden er i offentlig jobtræning. I løbet af jobtræningen finder AF-konsulenten ud af, at borgeren har ganske meget sygefravær på grund af tilbagevendende smerter, der er opstået efter et færdselsuheld. AF-konsulenten indkalder til en rundbordssamtale mellem borgeren, arbejdspladsen, AF, en kommunal sagsbehandler og a-kassen. Borgeren er fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet, men der er behov for at få en afklaring på den tilbagevendende sygdom forårsaget af smerterne. Arbejdsgiveren overvejer at ville ansætte medarbejderen ordinært efter jobtræningen, hvis der kan findes en fornuftig løsning på fraværet. Udgangen på rundbordssamtalen bliver, at kommunen bevilger en paragraf 28- aftale. Det vil sige, at arbejdspladsen fremover får fuld refusion for den nye medarbejders jævnlige sygefravær, der skyldes smerterne. Samtidig indvilger arbejdspladsen i at ansætte medarbejderen ordinært, når jobtræningen udløber. 15

18 Ændring i sygdomsopfattelsen og i aktørernes roller Sygdom er ikke en privatsag. Denne s¾tning er efterhœnden en naturlig del af mange virksomheders personalepolitik. Og det er alment accepteret blandt medarbejderne, at ledelsen og kollegerne Õblander sigõ, nœr man er syg. En aktiv sygdomspolitik i virksomhederne kan derfor ses som et udtryk for, at medarbejdernes trivsel ligger virksomheden pœ sinde og at der er en sn¾ver sammenh¾ng mellem medarbejdernes sundhed og virksomhedens produktivitet. Det er pr¾cis det samme forhold, der b r g re sig g¾ldende, nœr kommuner, a-kasser og AF indgœr i et samarbejde om forsikrede ledige i grœzonen mellem sygdom, ledighed, rœdighed, aktivering og arbejde. Sygdom er ikke en ÕhelleÕ, hvor den ledige skal have lov til at sejle sin egen s, indtil vedkommende Ð mœske Ð bliver rask igen og kan komme tilbage og stœ til rœdighed for arbejdsmarkedet. Tv¾rtimod b r systemerne v¾re forpligtede til i f¾llesskab at g re en indsats for at opfange risikosignaler hos en borger eller et medlem, f r problemerne vokser sig store. Tv¾rsystemiske risikoprofiler og risikovurderinger er redskabet til at s¾tte tidligt ind. De skal ogsœ ÕgŒ t¾ttere pœõ de borgere, som f.eks. Œbenlyst har sv¾rt ved at leve op til kravene i en aktivering. De skal tage fat om sygdomsproblemerne og de skal f lge dem til d rs i et samarbejde med kommunen. Det handler om en ¾ndring i opfattelsen af den professionelle rolle hos alle parter. Men anvendelsen af risikoprofiler i det arbejdsmarkedspolitiske system er ogsœ en fin balancegang. AF og a-kasserne skal ikke omklamre de mange forsikrede ledige, der alene har ledighed som problem. Disse ledige skal ikke uds¾ttes for misforstœet omsorg, blot fordi de indimellem er syge. Risikovurderingen skal bruges der, hvor der er behov for det: I forhold til den gruppe af forsikrede ledige, som netop ikke b r overlades til sig selv. Erfaringerne fra samarbejdsprojektet har vist, at det ikke er nogen let opgave, og at det indledningsvist kr¾ver en ekstra indsats i alle systemerne. Men det kan godt lade sig g re, hvis der er en f¾lles forstœelse af opgaven, og der kan ofte v¾re bœde tid og penge at spare gennem en sœdan tv¾rsystemisk, tidlig indsats. I samarbejdsprojektet har den f¾lles fokusering pœ risikoprofiler betydet, at det ikke l¾ngere blot er den kommunale sygedagpengeafdelings professionelle opgave at forholde sig til de sygemeldte borgere. AF og a-kasserne skal ogsœ v¾re opm¾rksomme pœ sygdom, hvis de vurderer, at der er fare for, at borgeren/medlemmet er ved at miste sin arbejdsevne. Derfor skal AF og a-kasserne ikke blot kigge pœ rœdighed versus ikke-rœdighed. 16

19 17

20 Landsorganisationen i Danmark Islands Brygge 32 D Postboks København S Tlf: Kommunernes Landsforening Weidekampsgade 10 Postboks København S Tlf.: LO-varenr.: 4376 ISBN-nr.: