enne.indf~rståede og selvfølgelige

Transkript

1 ,. ; i!i!!!. : --. -~-...: -~... "" ~ :~ ~.... ~.. ". i! ~ ~..._.._ f.... j..... :..,"T~::--:-,~-- "." " < "-. :. :.. :. :;:v--/. :..., : _:......,:.:..... :.... :.. :. :.. : i i! ".! ",! 1J! i... Du ska ikke hænge din jakke der, det er pigernes knage. Jeg stod på skoens ange gang sammen med børnene fra 3.a og ventede på, at æreren skue komme. Det var min første skoedag i fetarbejdet. Instruksen om, hvor jeg burde hænge mit overtøj kom i en bestemt tone fra en af pigerne i 3.a. Hun stod sammen med et par andre piger, og de var ae optagede af, at vise mig ti rette. Hvordan kan man se, hvad der er pigeknage, og hvad der er drenge knage? spurgte jeg i håb om at ære stedets rege.r at kende. Men jeg fik bot at vide, at det kan man ikke se: Det er bare noget, man ved. Jeg fyttede pigtskydigt min jakke ti en anden knage og gemte i første omgang ordveksingen..! "..:! i T : af SUSANNE HØJLUND D enne.indf~rståede og sevføgeige v1den om, hvordan man gebærder sig som barn i institutionen var fokus for mit fetarbejde bandt børnene i 3.kasse og i skoefritidsordningen. Jeg ska i det føgende beskæftige mig med, hvordan jeg arbejdede med at fortoke opeveser i feten, hvordan Fredrik Barths arbejde hjap mig ti at se på børn på nye måder. Pigernes perspektiv Jeg bev efterhånden kar.over, at opevesen ved knagerækkerne ik- ke var tifædig. Dreng/pige opdeingen i 3.a var en centra de af kassens sociae iv. Især pigerne var optagede af at adskie sig fra drengene, verbat såve som fysisk. En dag sad j~g sammen med Jannie i en gymnastiktime og iagttog timens forøb. Jeg agde mærke ti, at Jannie også var en meget engageret iagttager, og af og ti kom hun med små udbrud: Nejj eer o Ah, nej. Jeg spurgte hende, hvad det var, hun kommenterede, og hun svarede: Hun ska være sammen med en dreng - og pigerne hader drengene. den føgende!... :... o "....! 22 \ J ORDENS FOLK_ 1/ ,... /"

2 BETRAGNINGER OM GRÆNSER OG IDENTITET BLANDT BØRN - ~ ~ - tid bev jeg mere og mere opmærksom på, hvordan dette spi foregik konstant i øbet af skoedagen, og hvordan pigerne signaerede afstand ti drengene: ved gruppedanneser, ved afgrænsning af territorium ved et skoebord, eer ved en særig form for tik, hvor man afieverede us ti hinanden og højydt kommenterede: Aaad, en drengeus, hvis man kom ti at røre en dreng. en videooptagese fra en dansktime udspier der. sig føgende i øbet af timen: Eeverne ska på skift gå op ti æreren, der sidde r ved katederet og retter og kommenterer deres opgaver. Resten af kassen sidder imens og arbejder individuet og småsr:takker med hinanden. Hver g~ng en pige går op ti æreren, og hun går forbi en dreng, får de~ne et spark, et skub, en abue i ryggen eer et sag på hovedet med en byant. Da qet):e er sket gentagne gange, proteste~er en af drengene ti æreren: Maria sår atså! - hvorti æreren svarer med et smi: Det er godt Maria, de er heer ikke ti at hode ud, de drenge. Læreren fortate mig senere, at han ofte pacerede en pige meem to uroige drenge, når der skue fordees nye padser i okaet for på den måde at forhindre de uroige drenge i at forstyrre undervisningen. Forskee meem drenge og piger bev atså ikke kun understreget af pigerne, men også af æreren. Pigerne bev set som og opevede sig sev som de ydige eever, der i højere grad end drengene fugte skoens regesæt som det viser sig i føgende. eksempe: Kassen havde været i værkstedet for at ave praktisk matematik. Fire piger bev hurtigt færdige og bev bedt om at gå tibage ti kasseværeset og gå i gang med noge matematikopgaver. Jeg fugte med dem tibage, og de gik i gang med de ektier, æreren havde bedt dem om. Lidt senere kom T om ind og udbrød: Jeg forstår atså ikke, at.gider ave det ekstra matematik, hvorti Katrine svarede: Det er fordi, det kun er piger, der gider sådan, drenge vi kun ave arm og baade. Katrine udtrykker her en stereotyp opfattese af piger og drenge som to grupper med vidt forskeige egenskaber. Samtidig signaeres det, at ae piger opfattes som ens. Denne ensiggørese kom b.a. ti udtryk i en time, hvor æreren bad børnene om at ave armbøjninger i to minutter. Pigerne agde sig på guvet tæt sammen og avede armbøjninger i takt, mens de tate højt i kor og ti sut meddete æreren: "Vi fik 77." Drengene derimod øste opgaven individuet og be- - gyndte at skændes om, hvem der snød med antaet De meddete. resutatet tiæreren med et jeg - ikke et vi. Drengenes perspektiv Jeg bev efter noge uger i kassen opmærksom på, at hvis min detagerobservation _bandt børnene sku~e gøre mig i stand ti at skrive om det, som af noge forskere biver kadt børneperspektivet, så JoRDENS FoLK 1/ ~

3 : modefoto. i T t " i.!i : j i i :! j i.. i...! R. o;.. ;...; u i i. i. : f:!. ;: : ;. ; var det ikke nok at have fokus på pigerne. Det vie eers have været det nemmeste, idet jeg dagigt bev identificeret som en af dem og naturigt inddraget i deres gruppedanneser og opfordret ti detagese i pigeuniverset med kommentarer som: Du ska sidde ved os i dag eer: Er du en pige? Så ska vi ege sammen i frikvarteret Men der var andre måder at gå i skoe på end pigernes. Jeg forsøgte at komme ti at detage i drengenes fodbod i frikvarteret Da jeg spurgte, om jeg måtte spie med, kiggede drengene først overraskede på mig, dernæst begyndte de at diskutere indbyrdes, om det nu gik an. Det interessante var, at jeg i disse forhandinger ikke bev bedømt på mit køn, men på mine evner. Deres diskussion handede ikke om, at jeg var pige og derfor ikke passede ind i deres drengefæesskab, men om hvorvidt jeg var dygtig nok ti at spie fodbod ti ikke at ødeægge spiet og om, hviket hod der i givet fad skue indemme mig, og hvordan baancen så vie bive. Jeg fortate dem, at jeg havde været håndbodmåmand engang, og det argument bev godtaget, og jeg fik en p ~ds i mået- ige indti der var gået for mange bode ind, og jeg bev sat af ho~ et igen. Jeg nåede dog at opeye fornemmesen af at være på hodet, og at samværet i denne gruppe handede om noget het andet end i pigegruppen. En dag efter frikvarterets fodbod bev jeg spurgt, mens vi gik tibage t i kassen: Hvem synes du, var den bedste i dag? Et kort øjebik overvejede jeg at svare voksent og pædagogisk og sige noget med at ae da var ige gode. Men jeg opdagede, at også andre bev spurgt, og jeg tog spørgsmået avorigt og begyndte at tænke over, om det nu var T om med det gode må, Kristian med sine t ackinger eer Jeppe, der havde været en retfærdig dommer. Og jeg agde siden mærke ti, at dette med at udnævne den bedste spier, var en fast de af afsutningerne på enhver kamp. Fodbodopevesen åbnede mine øjne for et andet erfaringsperspektiv i kassen. Et perspekt iv på skoedagen, som var totat anderedes end pigernes. Her var man ikke orienteret mod skoens regesæt og optaget af eve op t i normerne om at være den gode eev. drengegruppen gjadt det om at være viig ti at konkurrere, at dyrke den individuee præstati-. on og at gribe nuets muigheder. Den spontane nysgerrighed for, hvad der nu bød sig, viste sig f.eks. i en natur- og tekniktime, hvor æreren dete magneter ud, mens hun gentagne gange, højer~ og højere, bad ae sidde stie, ikke røre ved tingene og vente på hendes - instruks. Mads var tisyneadende het uanfægtet af disse instrukser og var gået i gang med at eksperimentere med magneterne. Han huggede sidemandens mag-. net og satte den op ti det ene øre og satte en anden magnet op ti det andet øre. Så gav han sip med begge hænder og magneterne fadt Ded på bordet med et brag. Læreren bev vred og t ruede med at afbryde forsøget, hvis ikke der kunne bive ro. Gang på gang så jeg, hvordan den spontane nysgerrighed i denne gruppe havde forrang for hensynet ti ordensreger og undervisningsro. Dette biede af pigerne og.drengene igner en kendt fortokning af de to køn: De stie, ydige piger og de vide, uroige drenge. q a jeg skue t i systematisk at anaysere og skrive om børneper,.; spektivef var jeg i ang tid i tviv om, hvad jeg skue bruge disse observationer og erfaringer ti. For. historien om de to køns forskeigheder virkede kendt, traditione, bragte ikke meget nyt ind i debatten om børn og skoe, og hvad sagde den egentig om barndom, ud over at der findes. pigebørn og drengebørn? Mer-r. de~ var ikke nemt at forade dreng/pige dikotomien, for samtidig med at jeg ikke ønskede at reproducere en aerede kendt fortæing, vie jeg 24 \ JoRDENS FoLK 1/2004

4 "!f:.. ~t,..... ~... ~ \ :._; -... :.....!.~.;... ;... : :h.~ -~~.,:;. :~~- ~- ~ ~.: ::~ ,. :... : : f,. :;.. \..... " :. :... : tt..:.i~f~ ~f ;;~.:~~ ~.. -f.~ ~- ~ i... ~~ -- i; -:.. :,... }", :...,. "..t;:.,,-.r;,-"f" ,...,.,,. ~:~el,~~ 1 ~r? :;; ~~}..::i.., r,, ",.. (,.: "...,q", ~,..u..,..:,!;.:. /f "t. - dog gerne være tro mod mit materiae og evere en beskrivese, der tog mine opeveser af kønsadskiesens dominans avorigt. Grænser og etnicitet. Jeg fik nye øjne på mit empiriske materiae ved at betragte pigerne og drengene som to etniske grupper. En af Barths hovedpointer er, at man ikke ska fokusere på en etnisk gruppes indhod, men på dens afgrænsning. En etnisk gruppes identitet understreges af dens samspi med omgiveserne, og afgrænsning af gruppen kar: ses som en form for kommunikation. Grænser meem drenge og piger skabes såedes både gennem kontakt og gennem undgåese. noge s ituat i oner ~ understreges grænser, i andre situationer er afgrænsning mindre væsentig. Ved at fokusere på grænsearbejdef omkring de to grupper bev jeg i stand t i at se kønsforskee som sociat konstruerede og dermed ikke så bastante som i første omgang. Jeg bev opmærksom på, at pigerne ikke atid definerede sig som ydige eever og kunne efterhånden inddrage nye dee af mine fetnoter, f.eks. historien om, da en vikartime gik het i fisk, fordi de piger, der normat var stie og artige hos kasseæreren gik foran i drieri erne. Og jeg forstod pudseig den kommentar, som jeg en dag fik efter en gymnastiktime, hvor pigerne egede tik i omkædningsrummet efter æreren var gået: Piger kan også godt være vide, men det må du ikke sige t i vores ærer. yset af disse og andre ignende hændeser bev det tydeigt, at pigernes afgrænsning i forhod ti drengene var situationsbestemt og derfor måske i højere grad et udtryk for et ønske om at sende signaer ti æreren end et udtryk for noge iooende pigeegenskaber eer et had ti drengene, som Jannie havde forkaret m i g. Man kan sige, at pigerne brugte noge kuturet anerkendte koder om køn ti at kommunikere ti omgiveserne med, måske for at høste anerkendese, måske for at skabe et modspi t i noge af de drenge, der normat fydte meget i rummet. Fokus på grænser i stedet for på indhod var atså en vigtig begyndese ti at få givet anaysen af bømenes erfaringer i skoen en retning. Ud over at fytte opmærksomheden fra de to gruppers egenskaber ti deres forskeige måder at signaere afgrænsning på, fi k jeg også øje på ae undtageserne. Det gik op for mig, at jeg havde masser af materiae om både drenge og piger, der ikke passede ti det typiske biede om de. stie, konforme piger og de vide, individuaistiske drenge. Ved at se på hvike børn, der ikke var opt9-- gede af grænsearbejdet, eer som overskred grænserne opdagede jeg en tredje gruppe børn i mit. materiae, sor:n jeg har kadt de tavse betragtere. Socioogen Barrie Thorne mener, at børneforskere gennem mange år har formidet og cementeret et stereotypt biede af de to køns forskeigheder, fordi de kun har iagttaget og beskrevet de popuære, synige, dvs. de dominerende børn i skoekonteksten. Ved at inddrage de tavse børn i anaysen bev det muigt at nuancere beskrivesen af børneperspektivet og ikke kun fokusere på kønnet som anaysekategori. De tavse aenebørn 1 Husk at skrive i din bog, at jeg ingen venner har. Denne besked gav Mikke mig fere gange under mit ophod i 3.a. Mikke var ikke med ti fodbod i frikvartererne, og han var ikke de af en fast gruppe, men gik ofte aene. Han vie meget gerne interviewes om sit syn på skoen, og han bidrog med ange, indhodsrige refeksioner over ærernes attitud~r, skoearbejdet, timerne, frikvartererne og de andre børn, som han ofte var vred på, fordi de efter hans udsagn hodt ham uden for. timerne tate han avt og var optaget af efter bedste evne at øse de opgaver,.;., som æreren stiede. Hans måde at agere i kassen på var meget ig. dj JoRDENS FOLK 1/ HO O O ~ - oo o o o o o o oo oo ottttt" " ".. " "" ""_

5 Jannies, Sørens, Mortens og Marias. Disse børn befandt sig i~<~ i de to før nævnte grupper, pigegruppen og drengegruppen, men de suttede sig heer ikke sammen hverken inden for eer på tværs af køn. Idet de ikke optrådte i de to centrae grupper, var de heer ikke så synige og hørige i det sociae andskab. De stod så at sige i periferien, forsigtige, ignorerede, avmæte og. ofte uden at række hånden op i timeme eer ytre sig spontant som mange af de øvrige. andre studier er denne position ofte beskrevet som aenebarnet (the Ioner). Fæes for dem var, at de tisyneadende ikke var så fagigt vefunderede som mange af de øvrige børn, men også en bemærkesesværdig evne ti i enerum med mig at anaysere og refektere over skoeivet Deres erfari ngsperspektiv var igen et het andet. jeg har kadt disse børn de tavse betragtere fordi de fremstod som betragtere af skoeivet i højere grad end iøjnefadende detagere. Men en sådan position er også en form for detagese, tavsheden betyder ikke passivitet. Måsk~ har denne måde at detage i kassens sociae iv på reation t i de dominerendes perspektiv, drengenes og pigernes? At det forhodt sig sådan, bev ikke kun understreget af teoretiske refeksioner, men i høj grad også a~ at jeg skiftede kontekst og fugte de samme børn over i en anden institution, der ganske vist å i samme bygning: skoefritidsordningen. På den anden side af døren Skoefritidsordningen å på den anden side af kasseværeset og var kun adskit fra skoen med en dør. Bag denne mydrede det med børn, der duftede ofte af nybagt brød; fra værkstedet ød banke- og saveyder fra en af stuerne høj musik og fra hee institutionen en summen af stemmer. Der hang børnetegninger og fotos af egende børn på væggene. T øj og tasker bev smidt på gangen foran hver af de 4 stuer. På trods af at det var de samme bygningsmæssige rammer, var her en het anden form for iv. Og her var ingen særige drenge- og pigeknager. Mødet med skoefritidsordningen udøste en mindre krise i mit fetarbejde. jeg troede i noge dage, at ae mine observationer, opeveser og anayser fra skoen var het forfejede. For jeg så drenge og piger fra 3.a ege sammen, og sidde tæt og nure hår eer gå rundt i institutionen i en kynge. Og ve at mærke de drenge og piger, som to minutter forinden havde markeret grænser og hodt sig på ang afstand af hinanden. Og jeg så Mikke øbe rundt, spie fodbod, råbe højt og agere.som at andet end en tavs betragter... denne institution orienterede børnenes sig efter og producerede noge andre afgrænsninger end i skoen. Her var det ikke så vigtigt om man var dreng eer pige, her var det afgørende, om man var stor eer ie. Hvordan får man en gynge?, spurgte jeg en gang en af pigerne fra 3.a., idet jeg havde iagttaget, at gyngerne var yderst popuære. Og da institutionen rummede ca. ISO børn og fire gynger, måtte adgangen ti gyngerne på en eer anden måde være regueret. Denne reguering bev som så meget andet ikke foretaget af pædagogerne, men af børnene sev. Hvis man er stor kan man bare tage dem, svarede pigen og tibød at vise mig hvordan. Hendes erfaring var, at de store i denne institution pr. automatik havde større rettigheder end de små. Og da jeg begyndte systematisk at undersøge denne kommentar, måtte jeg give hende ret skoefritidsordningen egede man primært med børn på samme kassetrin. Når der skue øves i band, bev de mindre børn paceret som tiskuere; når der bev kadt ti saming, behøvede man ikke at komme, hvis man gik i tredje; når der skue arrangeres udfugter, bev de store inddraget i besutningsprocessen. Ske et meem de store og de små var både hos børn og voksne en anerkendt opdeing af børnegruppen. Som institutionsederen forkarede mig adspurgt om, hvorvidt der var reger for brug af gyngerne: De små biver jo sev store engang. skoefritidsordningen var dreng/pige ikke centrae kategorier i institutionens praksis på samme måde som i skoerummet, hvor forskee meem dreng/pige ofte bev ekspiciteret af de professionee som ed i at signaere forventninger ti den gode eev. Her var det ikke ideaer om den gode eev, der gjadt men ideaer om det opvoksende barn, der gradvist biver mere og mere sev~ forvatende. denne kontekst bev Mikkes fremtoning meningsfud. M ikke havde fået status ved at være en af de store. Og denne status kom het af sig sev med aderen; det var ikke en status, som han skue gøre sig fortjent ti feks. gennem at være en dygtig eev, som i skoen. Derfor kunne Mikke råbe og spie fodbod, hviket ve at mærke skete i. samspi med de mindre børn, ikke sammen med hans kassekammerater. Mikke afæste såedes skoefritidsordnin , JoRDENs FoLK 1/2004

6 gens koder og benyttede dem ti at få en anden position i børne- fokken. Og idet aderen og ikke kønnet var en centra grænse i denne institution, bev det også mindre væsentigt for pigerne og drengene at afgrænse sig i kønnede grupper. Socia identitet At Mikke pudseig bev synig, og at drengene og pigerne begyndte at ege sammen efter at have fyttet sig noge få meter, gav nok engang anedning ti en ang række refeksioner. Hvordan kunne det gå ti at børnene fra 3.a. forhodt sig ti het andre afgrænsninger i det sociae andskab bot ved at gå ind ad døren ti en anden institution? Kunne det forkares som identitetsskift, roeskift eer perspektivskift, eer skue jeg finde het andre begreber, som indfangede og uddybede dette fænomen? Børn en es erfaringsperspektiver som drenge, piger og tavse betragtere,.eer som små og store, kunne såedes ikke beskrives som noget. i sig sev, men måtte opfattes som interne erfaringer, der på en eer anden måde reaterede sig ti omgivesernes kategoriseringer. En børnegruppe, set som en etnisk gruppe i Barths terminoogi, er ikke en gruppe, hvis den ikke bekræftes og benævnes af omgiveserne: institutionen, de voksne og de andre børn. Generet kan man sige, at det tihørsforhod ti en gruppe, som børnene opever i en bestemt institution har at gøre med, hvordan børnene kategoriseres det givne sted. Denne definition af socia identitet fungerede som.en reevant teoretisk forkaring på børnenes ændrede fremtoning i skoefritidsordningen. Ve at mærke en forkaring, som ikke forbev på børnenes erfaringsniveau, men som krævede en anayse af konteksten. Jeg har derfor anayseret institutionernes iovgrundag og de professionees praksis med dett.e for øje. Barth, børn og.barndom Sevom Barth på mange måder kom ind ad bagdøren i mit projekt har hans tekster fået større og større betydning for mig i mit anaytiske arbejde med at repræsentere kategorien bøm og knytte denne kategori ti begrebet barndom. Som beskrevet bidrog hans tekst om etnicitet ti at dekonstruere mit begreb om børneperspektivet som en entydig erfaringsposition. Der er mange måder at være barn på og mange perspektiver på bømeiv. Man kan fremhæve sin identitet som dreng e! er pige, men også dyrke tihørsforhodet ti de store eer de små, eer man kan signaere tavshed eer dominans. Sådanne forskee bygger på afgrænsning. Grænser opdeer mennesker i kategorier og grupper, mentat og sociat Ved at se børnenes grupperinger som etniske grupperinger i Barths forstand, bev det muigt at fokusere på børnenes grænsearbejde og dermed også tydeigt, at arbejdet med at skabe, vedigehode og signaere grænser ikk~... ~r.. børnenes eget væ.r~ men at grænser skabes i samspi med en række ydre omstændigheder. Børnene forhoder sig aktivt ti hvike grænser, der er virksomme i den aktuee institution. For at være virksomme skaj grænserne pekræftes af omgiveserne. Afgrænsning, kategorisering og gruppering er såedes ikke individuee, men kuturee, reationee og sociae fænomener. Der.er i Barths arbejde mege.n inspiration at hente i forhod ti at forstå børn som strategiske sociae og vidende aktører, der hander i forhod t i en given kontekst og ikke som en ensartet gruppe med iboende bøme- eer kønsspecifikke egenskaber. Læs mere i: Gu/øv, Eva og Susanne Højund (2003): Fetarbejde bandt børn. Metodoogi og etik i etnografisk børneforskning. København: Gyden-.. dai/carpe. Højund, Susanne (2002): Barndomskonstruktioner På fetarbejde i skoem SFO og på sygehus. København.: Gydendai/Carpe. Thorne, Barrie ( 1993): Gender Pay. Gir/s and Boys in Schoo. Buckingham: Open University Press. SUSANNE HØJLUND ER ANSAT SOM AD JUN/a PÅ ETNOGRAFISK AFDELING, ÅRHUS UNIVERSITET. HUN UNDERVISER f PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI OG FORSKER BØRN, BARNDOM OG INSTITUTIONER. modefoto JoRDENS FoLK 1/