Det sociale helbred - en sociologisk undersøgelse af social kapitals indflydelse på helbredet

Transkript

1 Det sociale helbred - en sociologisk undersøgelse af social kapitals indflydelse på helbredet Eksamensnumre: ( DDS: 848, kvant.: 1011), (DDS: 850, kvant. 1017), (DDS: 844, kvant.: 1044) og (DDS: 849, kvant.: 1107) Fag: Det danske samfund i sociologisk perspektiv og Kvantitative metoder Underviser i DDS: Jørgen Elm Larsen Vejleder i DDS: Hannah Heelund Madsen Underviser i Kvantitative metoder: Lars Pico Geerdsen Vejleder i Kvantitative metoder: Siri Dencker Antal tegn med mellemrum: Antal tegn i fodnoter med mellemrum: 852

2 Indholdsfortegnelse 1. Introduktion (848,1011), (850,1017), (844,1044), (849,1107) Indledning og problemformulering Læsevejledning 5 2. Helbredsbegrebet i et socialkonstruktivistisk perspektiv (848, 849) Biomedicinen Socialkonstruktivismen Selvvurderet helbred 8 3. Social kapital (850, 848, 849) Indledende om kapitalformerne Definition af social kapital Social reproduktion Det sociale rum Hverdagspraktikker Social kapitals indflydelse på den enkeltes helbred Teoretisk hypotese (844,1044) Operationalisering (849,1107) Helbred Social kapital Empirisk hypotese (848,1011) Datapræsentation (1044) Sammensætning af stikprøven Bortfald Bortfaldets sammensætning Analysestrategi (1044) Test af analysevariabler Repræsentativitetstest Test af empirisk hypotese Test af bagvedliggende faktor Statistisk teori (1011,1017) Hvorfor statistik? Stokastisk variabel Sandsynlighedsmål Simultan sandsynlighed Marginal sandsynlighed Betinget sandsynlighed Uafhængighed Beskrivende mål Middelværdi Varians Fordelinger Bernoullifordeling Normalfordeling 28 2

3 9.7 Den standardiserede normalfordeling Stikprøver og karakteristika ved stikprøver En estimator for middelværdien En estimator for variansen Den centrale grænseværdisætning Variabelpræsentation (1044) Nære venskaber Konfidensintervaller Selvvurderet helbred Repræsentativitetstest (1011,1017,1044,1107) Opstilling af hypotesetest Repræsentativitetstest for køn Repræsentativitet for alder P- værdi Repræsentativitetstest for indkomst Test af empirisk hypotese (1011,1107) χ 2 - test for uafhængighed Enkeltcelletest Test af supplerende empirisk hypotese Enkeltcelletest Diskussion (848,850,844,849) Empiriske resultater (848,1011),(850,1017),(844,1044),(849,1107) Kausalitetsforhold mellem social kapital og helbred Helbred som årsag til social eksklusion? Helbred og refleksivitet i det senmoderne samfund Sundhedsdiskurs og politik i en dansk kontekst Konklusion (848,1011), (850,1017), (844,1044), (849,1107) Perspektivering (844,1044) Adfærdsregulerende tiltag eller ej? Litteraturliste Bøger Rapporter Artikler Internet Bilag Do- file fra Stata 78 3

4 1. Introduktion 1.1 Indledning og problemformulering Vi vil i denne opgave undersøge sammenhængen mellem social kapital og helbred. Motivationen for at undersøge denne sammenhæng er en undren over, at vi i dag stadig oplever social ulighed i helbredsniveauet i Danmark. Dette forekommer på trods af en række socialpolitiske tiltag, der netop skal sikre alle danskere gode levekår. Et gratis offentligt sygehusvæsen lader ikke alene til at kunne løfte denne opgave, idet der stadig forekommer højere dødelighed og mere sygdom blandt lavere socioøkonomiske grupper. En forebyggende og sundhedsfremmende indsats bliver da også mere og mere en del af det sundhedspolitiske arbejde. Der findes en del forskning i forskellige forklaringsårsager til den sociale ulighed i det danske samfund. Man er nået til en erkendelse af, at der må andre midler til end alene økonomisk omfordeling for at kunne sikre alle borgere en acceptabel levestandard. Den traditionelle sundhedsforskning har hidtil været domineret og underlagt af det økonomiske og politiske magtfelt (Jensen et al 2007:25). Men man kan anskue et paradigmeskrift i sundhedsforskningen, idet man har bevæget sig mere imod at måle på individuelle faktorer så som venskabsrelationer og tillidsforhold frem for alene økonomiske parametre og strukturer (Jensen et al. 2007:24). Vores baggrund for at undersøge sammenhængen mellem social kapital og helbred læner sig op ad de senere års sundhedsforskning. Vi vil i denne opgave give et kritisk blik på den traditionelle forståelse af sundhed og helbred, og belyse hvordan selvvurderet helbred på mange måder kan være væsentligt at inddrage, når man vil beskrive menneskers helbredsniveau. Dernæst vil vi fokusere på hvorledes helbredet hos den enkelte kan ses i sammenhæng med Pierre Bourdieus begreb om social kapital. Vi tager fat i hans teori om social reproduktion, og kan herved belyse hvorledes mekanismer skaber og opretholder ulighed i helbredsniveauet. Dette udmønter sig i følgende problemformulering: Hvordan medvirker social kapital til at skabe ulighed i helbred? 4

5 Med denne problemformulering ønsker vi således at finde en teoretisk og empirisk sammenhæng mellem social kapital og helbred. 1.2 Læsevejledning I det følgende vil vi redegøre for helbred i et socialkonstruktivistisk perspektiv samt for Bourdieus reproduktions- og kapitalteori. Dernæst præsenteres den teoretiske hypotese, efterfulgt af en operationalisering af de teoretiske nøglebegreber, social kapital og helbred, der ligger til grund for den fremadrettede analyse. Dette munder ud i udformningen af den empiriske hypotese. Vi gennemgår da den grundlæggende statistiske teori, der danner basis for de tests, som vil blive foretaget i de følgende afsnit; først af analysevariablerne, dernæst i repræsentativitetstesten og sidst i forbindelse med vores statistiske test af sammenhængen mellem analysevariablerne. Der foretages desuden en test for om indkomst også influerer på helbredet. Der konkluderes følgeligt på den empiriske analyses samlede resultater, som også i dette afsnit diskuteres. Derpå følger en diskussion af kausalitetsforholdet mellem analysevariablerne 'nære venskaber' og 'selvvurderet helbred'. I forlængelse heraf præsenteres teori om social eksklusion, som underbygger en vekselvirkning mellem disse. Desuden diskuteres opgavens teoretiske grundlag, Bourdieus reproduktions og -kapitalteori i forhold til teori om den senmoderne individualisering og risiko, samt hvordan disse forskellige aspekter kan have en indflydelse på sundhedspolitiske diskurser. Slutteligt konkluderes der samlet på opgaven og der perspektiveres, med diskussionen som springbræt, til den sundhedspolitiske indsat i Danmark. 2. Helbredsbegrebet i et socialkonstruktivistisk perspektiv I dagens Danmark er der, som bekendt, et stort politisk og mediemæssigt fokus på den danske befolknings generelle helbredsniveau. Derfor hører man også ofte begrebet helbred nævnt i medierne, men hvad ligger der egentlig i dette begreb? I Politikens dansk ordbog defineres helbred som: En persons fysiske tilstand med hensyn til at være sund og rask. (Becker-Christensen et.al., 2007: 295). Denne ret brede definition dækker således over den enkeltes overordnede fysiske velbefindende. En person med et godt helbred er derfor én, der hverken lider af nogle synderlige sygdomme eller fysiske skavanker. Det omvendte gør sig, som en logisk følge heraf, gældende for en person med et dårligt helbred. Denne almene opfattelse af helbredsbegrebet er forholdsvis let at gå til, men for at anskueliggøre hvordan helbredsbegrebet opfattes indenfor sociologien, er det vigtigt at forstå begrebet i relation til biomedicinen. I det følgende vil vi derfor redegøre for, hvordan og hvorfor sociologien har udviklet et helbredsbegreb, der står i kontrast til det biomedicinske. Redegørelsen 5

6 tager udgangspunkt i den socialkonstruktivistiske tekst The Sociology of Health and Illness af sociologen, Sarah Nettleton samt en undersøgelse af selvvurderet helbred foretaget af de to amerikanske forskere, Jana Mossey og Evelyn Shapiro. 2.1 Biomedicinen Den såkaldte biomedicin er den fremherskende model indenfor den vestlige moderne lægevidenskab. Denne model bygger på fem grundantagelser; At kroppen og sindet kan behandles separat, at kroppen kan repareres som en maskine, at teknologiske fortjenester overdrives således, at medicin indoptager et teknologisk imperativ, at medicin er reduktionistisk, idet sygdomsforklaringer reduceres til biologiske forandringer, og at enhver sygdom er forårsaget af én sygdomsenhed. Disse fem grundantagelser danner så at sige rammen om hele biomedicinen, der har været den samfundsmæssige diskurs i historiens løb i forhold til at forstå og forklare den menneskelige krop, sygdomme samt helbredstilstande (Nettleton 2006:2). I de senere år er denne diskurs dog blevet voldsomt kritiseret af sociologien og samfundsvidenskaben i øvrigt. Denne kritik, der ligger i forlængelse af biomedicinens grundantagelser, tydeliggør kontrasten imellem biomedicinen og sociologiens helbredsopfattelser (Nettleton 2006:4). Et sociologisk kritikpunkt af biomedicinen går på, at mennesket opfattes som et objekt frem for et subjekt. Ved udelukkende at fokusere på de kropslige symptomer, opfattes patienten altså ikke som et helt menneske. Ud fra et sociologisk perspektiv er dette problematisk, fordi der foruden en dehumanisering af mennesket samtidig er en risiko for, at biomedicinen overser karaktertræk hos patienten, der kan være af stor betydning for dennes helbred (Nettleton 2006:5f). I kritikken tydeligøres også, at biomedicinen og sociologien har to ret forskellige opfattelser af den menneskelige krop. Mens biomedicinen ser kroppen som en passiv anatomi, der skal kureres for sygdomme, ser sociologien kroppen som en del af et menneske, der interagerer i sociale relationer (Nettleton 2006:10). Den biomedicinske model er baseret på en tydelig adskillelse mellem krop og psyke det gælder altså om at forstå sygdommen og ikke patienten (Kristensen 2002:18). En anden kritik går på, at biomedicinen mere eller mindre bevidst overser faktorer, der indenfor sociologien opfattes som værende altafgørende for den enkeltes helbred. Biomedicinen formår således ikke at forstå den menneskelige krop i en større samfundsmæssig kontekst. Hermed negligeres økonomiske, kulturelle og sociale faktorer, som ellers gentagende gange har vist sig at være afgørende for den enkeltes 6

7 livschancer. Helbred kan altså ifølge sociologien ikke udelukkende forstås ud fra den biomedicinske model (Nettleton 2006:5). 2.2 Socialkonstruktivismen Den vel nok mest dominerende retning indenfor sociologien, der beskæftiger sig med menneskets helbred, er socialkonstruktivismen (Nettleton 2006:16). Som det er tilfældet med langt de fleste teoretiske opfattelser, findes der også indenfor socialkonstruktivismen flere forskellige retninger og varianter. Vi vil her redegøre for nogle af hovedtrækkene i teorien for at belyse helbredsbegrebet. Socialkonstruktivisme er, som betegnelsen antyder, en opfattelse af, at mennesket lever i en konstrueret social virkelighed (Bredsdorff 2011:631). Det er teoriens påstand, at al viden og dermed også den lægevidenskabelige, er samfundsskabt. Viden om sygdomme og helbredstilstande er ikke givet på forhånd, idet den er et resultat af menneskelig forskning (Nettleton 2006:13). Sygdomme skal derfor ifølge socialkonstruktivismen betragtes som biomedicinske fabrikationer frem for opdagelser af reelle naturgivne fænomener (Nettleton 2006:18). Heri ligger også den slet skjulte kritik af det faktum, at biomedicinen ikke nødvendigvis har fundet frem til den endegyldige og objektive sandhed om sygdomme og helbred en opfattelse der ellers har været fremherskende tidligere (Nettleton, 2006:6;18). Ifølge socialkonstruktivismen bør man analysere biomedicinen i dennes sociale, kulturelle og historiske kontekst, for at finde frem til de dominerende diskurser. Ingen diskurser er konstante størrelser, men er betinget af deres samtid. Den nuværende diskurs om helbred kan derfor meget vel forandres markant over tid (Nettleton 2006:15f;20f). Diskurserne indenfor biomedicinen kan desuden være med til at reproducere de sociale strukturer i samfundet, hvis ikke de problematiseres (Nettleton 2006:23f). Socialkonstruktivismen retter hermed en skarp kritik imod biomedicinen for at problematisere dennes opfattelse af helbredsbegrebet. I de senere år har der været en tendens til, at den ellers så stærke kontrast mellem biomedicinen og sociologien, herunder socialkonstruktivismen, er blevet mindre udtalt. Dette skyldes til dels, at begge videnskaber har gjort nogle indrømmelser i forhold til hinanden. Dels er det et resultat af, at sygdommenes karakter samt samfundets reaktion herpå er ændret. Helt overordnet set er opmærksomheden både indenfor biomedicinen og sociologien rykket fra sygdomme til helbredstilstande. I dag er der således et stigende fokus på de livstilsforebyggende og strukturelle faktorer, der har afgøren- 7

8 de betydning for menneskets helbred. For at tydeliggøre den forandring som sociologiens betragtninger om helbred har gennemgået, skelner man ofte mellem sociologien i biomedicinen og sociologien om biomedicinen. Sociologien i biomedicinen refererer til 1950 erne og 60 ernes sociologi, hvor sociologer arbejdede på at finde svar på helbredsmæssige problematikker ud fra lægevidenskabelige interesser. Sociologien om biomedicinen henviser til den nutidige sociologi med socialkonstruktivismen i spidsen, der forholder sig mere kritisk til biomedicinen. Her er den enkeltes egen opfattelse af sit helbred som udgangspunkt mindst lige så gyldig som den lægefaglige vurdering heraf (Nettleton 2006:10ff). Denne teoretiske tilgang eksemplificeres i det engelske sprog. Foruden det overordnede begreb sickness har man på engelsk to andre begreber for sygdom; disease og illness. Det første begreb dækker over forskellige fysiologiske symptomer forårsaget af patologiske ændringer i kroppen, mens sidstnævnte referer til den enkeltes egen fortolkning af og reaktioner på disse symptomer. Groft stillet op kan man her sige, at biomedicinen fokuserer på dieseases, mens sociologien beskæftiger sig med illnesses (Nettleton 2006:13). Indenfor sociologien er der således en opfattelse af, at menneskets egen fortolkning af dets helbred er mindst lige så gyldig som den biomedicinske (Nettleton 2006:6). Man opererer her med begrebet selvvurderet helbred, som henviser til den enkeltes egen vurdering af sit eget helbred. 2.3 Selvvurderet helbred Der er to helt centrale forskelle mellem den biomedicinske model og den sociologiske samt socialkonstruktivistiske tilgang, hvor den førnævnte sociologiske kritik af biomedicinens dehumanisering kommer til udtryk: For det første tager den biomedicinske model udgangspunkt i, hvad patienten fejler, hvilket står i modsætning til, hvad selvvurderet helbred handler om nemlig hvordan personen selv føler han eller hun har det (Kristensen 2002:19f). En anden væsentlig forskel mellem den biomedicinske tilgang og det selvvurderede helbred er, at den biomedicinske model kun betragter de medicinske diagnoser som objektive, mens selvvurderet helbred anses for at være subjektivt (ibid.). Her står sociologien og den socialkonstruktivistiske tilgang igen i modsætning til biomedicinen: Menneskets egen tolkning af dets helbred anses, som nævnt, mindst ligeså gyldig som de lægefaglige diagnoser. Der har ligefrem været en tendens til, at folk i højere grad tager kontrol over deres eget helbred som en modreaktion på den øgede ekspertliggørelse af det menneskelige helbred (Nettleton 2006:5). I de senere år har der imidlertid også været en tendens til, at lægevidenskaben 8

9 ikke længere udelukkende arbejder ud fra den biomedicinske model, men ligeledes anerkender og tager patientens selvvurderede helbred i betragtning, når der skal stilles en diagnose (Nettleton 2006:21). I 1982 publicerede forskerne, Jana Mossey og Evelyn Shapiro, en undersøgelse, der i dag bliver set som en klassiker indenfor litteraturen om selvvurderet helbred. Mossey og Shapiro adspurgte i ældre mennesker på 65 år eller derover om, hvordan de ville vurdere deres helbred deres alder taget i betragtning. De fulgte herefter de medvirkende i seks år og kunne efterhånden se en klar tendens blandt de adspurgte; Jo dårligere selvvurderet helbred i 1971, jo højere dødelighed i de efterfølgende seks år (Kristensen 2002:21). Mossey og Shapiro kunne altså påvise en sammenhæng mellem det selvvurderede helbred og dødeligheden blandt de medvirkende. Selv ved kontrol for socioøkonomiske faktorer såsom køn, alder og indkomst, gjorde denne sammenhæng sig stadig gældende. De interviewede vidste altså noget om deres helbred, selvom det ikke var understøttet af en diagnose. Resultaterne fra Mossey og Shapiros undersøgelse ses i følgende søjlediagram: Figur 2.1: Selvvurderet helbred og dødelighed. I diagrammet ses resultaterne fra de første 3 års opfølgning af 3128 mennesker på 65 år eller derover (Kristensen 2002:21). Det fremgår af figuren, at gruppen med dårligst selvvurderet helbred havde 2-3 gange så høj dødelighed som gruppen af medvirkende med fremragende helbred. Personer med fremragende selvvurderet helbred havde således også den laveste dødelighedsrate i undersøgelsen. Dette understøtter 9

10 undersøgelsens pointe: Det selvvurderede helbredsniveau passede med, hvordan dødeligheden i de følgende år fordelte sig blandt de adspurgte. Mossey og Shapiros undersøgelse af selvvurderet helbred er blevet forbillede for en i dag omfattende forskning på området (Kristensen 2002:22). Senere forskning indenfor området har for eksempel forsøgt at forklare, hvordan det selvvurderede helbredes skabes hos individet. Det ser ud til, at individet samlet vurderer sit psykiske og somatiske helbred, og inddrager i denne forbindelse både funktionsevne, lægelige diagnoser, symptomer og almindeligt velbefindende (Bjørner et al i Kristensen 2002:22). Andre faktorer, der inddrages, er en række sociale og kulturelle forestillinger 1 (ibid.). samt en vurdering af, hvad der er det normale for en given alder (ibid.). En ældre person kan således vurdere sit helbred godt eller fremragende, selvom vedkommende måske lider af gangbesvær eller dårlig hørelse. Sociologien og herunder socialkonstruktivismen reformulerer det traditionelle helbredsbegreb igennem en kritisk problematisering af biomedicinen. Den biomedicinske viden hævdes at være socialt konstrueret og denne kan derfor ikke nødvendigvis betragtes som værende den endegyldige sandhed. Det sociologiske helbredsbegreb efterstræber at rumme alle de aspekter af det personlige og det sociale, som opfattes som influerende på menneskets helbred samt oplevelsen heraf. Økonomiske, kulturelle og sociale faktorer må derfor ikke negligeres, når der er tale om helbred. Det selvvurderede helbred, forstået som den enkeltes egen fortolkning af sit helbred, er vægtet højt indenfor sociologien efter Mossey og Shapiro publicerede undersøgelsen herom. Vi vil med afsæt i denne redegørelse for det sociologiske helbredsbegreb introducere Pierre Bourdieus begreb om social kapital, som er vores teoretiske fokus for forståelsen af ulighed i danskerne helbredsniveau. 3. Social kapital Begrebet social kapital er blevet defineret af flere teoretikere igennem det 20. århundrede. Disse tæller blandt andre, James S. Coleman, Robert D. Putnam og Pierre Bourdieu. Vi har, som sagt, valgt at tage udgangspunkt i sidstnævntes forståelse af begrebet, da vi med Bourdieus begreb kan belyse væsentlige aspekter og årsagsforhold ved social ulighed og sætte dette i relation til helbredsforskelle i befolkningen. Den franske sociolog, Bourdieu, har med sin teori og empiriske arbejde 1 Der er nogle kulturelt bestemte forståelsesrammer ( schemata ), der er bestemmende for den måde, vi vurderer kropslige- og psykiske signaler. 10

11 synliggjort, hvordan social reproduktion finder sted i det moderne vestlige samfund. Vi vil her redegøre for denne teori ved først at introducere kapitalbegrebet med særlig fokus på social kapital. Dernæst vil vi se på social reproduktion samt Bourdieus teori om sociale felter, sociale positioner, agenters dispositioner (habitus) og positionering. Til sidst vil vi anskueliggøre, hvorfor dette er centralt for at forstå forskelle i menneskers helbred. 3.1 Indledende om kapitalformerne Bourdieu synliggør med sit begrebsapparat nogle af de reproduktionsprocesser, der kan forklare uligheder i menneskers levekår. Han introducerer et kapitalbegreb (Bourdieu 1986:241), der nuancerer og udvider det klassiske økonomiske kapitalbegreb og overskrider hermed den for Bourdieu fuldstændig unaturlige grænse mellem økonomi og sociologi (Svendsen et al. 2006:27-28). Traditionelt set er kapital blevet defineret af Adam Smith som akkumuleret arbejde. Smith skelner mellem fikseret og cirkulerende kapital en definition som både, David Ricardo og Karl Marx, anerkender. Fikseret kapital består af fire grupper: 1) maskiner og redskaber, som letter arbejdet; 2) bygninger; 3) landforbedringer; 4) tilegnede og nyttige egenskaber ved en person. Sidstnævnte er senere blevet kaldt human kapital. Cirkulerende kapital er den form for kapital, der skabes ved bytte (Svendsen et al. 2006:28-29). Bourdieu betragter ligeledes kapital som akkumuleret arbejde i en materialiseret eller kropsliggjort form (Bourdieu 1986:241). Bourdieus kapitalbegreb omfatter økonomisk, kulturel og social kapital. Økonomisk kapital er direkte omvekslelig til penge eller er institutionaliseret i ejendomsrettigheder (Bourdieu 1986:243). Kulturel kapital figurerer i tre former: Den kropsliggjorte (kropslige dispositioner), den objektiverede (i form af kulturelle goder såsom bøger og malerier) og den institutionaliserede (blandt andet uddannelsesmæssige kvalifikationer) (ibid.). Social kapital er de ressourcer, der opnås gennem netværk. Dette vil blive beskrevet nærmere i det følgende afsnit. Den overordnede kapitalform hos Bourdieu er den symbolske kapital, som er det, de førnævnte tre kapitalformer omformes til, når de anerkendes indenfor et felt eller socialt rum (Järvinen 2007:365). Det er væsentligt at fremhæve, at disse kapitalformer kan omveksles til hinanden (Bourdieu 1986:243), og at kapital, der er fikseret i et medie kan overføres fra generation til generation (Svendsen et al. 2006:35). Individer eller med Bourdieus begreb agenter overtager og viderefører tidligere akkumuleret historie (Jensen et al. 2007:31). 11

12 3.2 Definition af social kapital Bourdieu introducerer begrebet social kapital i The Forms of Capital fra 1986, hvori han skriver: "The volume of the social capital possesed by a given agent thus depends on the size of the network of connections he can effectively mobilize and on the volume of capital (economic, cultural and symbolic) possesed in his own right by each of those to whom he is connected (Bourdieu 1986:249). Ved social kapital forstår Bourdieu den samlede mængde af ressourcer, aktuelle såvel som potentielle, som den enkelte opnår gennem de netværksrelationer eller grupper, vedkommende indgår i (ibid.). Ens netværk består både af tilfældige relationer som for eksempel naboen og arbejdskollegaen samt af mere forudbestemte relationer som det netværk, man har igennem familien (Jensen et al 2007.:33). I netværket eksisterer en række ressourcer, som den enkelte kan trække på. Der er således tale om ressourcer, som er til rådighed for alle gruppens medlemmer (Bourdieu 1986:249). Herigennem skabes der en solidaritet mellem netværkets medlemmer (Bourdieu 1986:248). Social kapital er modsat den økonomiske kapitalform ikke en kapitalform, der er synlig, men det betyder dog ikke, at den ikke har synlige effekter (Svendsen et al. 2006:37). Mængden af social kapital afhænger både af størrelsen af den enkeltes netværk og kvaliteten heraf. Kvaliteten bestemmes af netværkets besiddelse af økonomisk, kulturel eller symbolsk kapital, som det også fremgår af citatet øverst i afsnittet (Bourdieu 1986:249). Gennem netværket kan den enkelte opnå materielt og symbolsk udbytte, hvilket kan være afgørende for, hvordan den enkelte positionerer sig i samfundet. Social kapital er ikke en naturlig eller given størrelse, men er et resultat af investeringsstrategier, der kan være bevidste såvel som ubevidste, kollektive såvel som individuelle (Jensen et al. 2007:33). Der er tale om en evindelig indsats for at producere og reproducere holdbare, nyttige relationer, der kan sikre en materiel og symbolsk profit (Bourdieu 1986:249). Social kapital har desuden en række lighedspunkter med økonomisk kapital, idet Bourdieu betragter det som noget, der kan investeres i og forrentes man kan således vedligeholde og videreudvikle sin sociale kapital (Jensen et al. 2007:33). 3.3 Social reproduktion På trods af idealer om lighed og demokrati, er der stadig store levekårsmæssige forskelle på sociale grupper i det vestlige samfund. Denne problematik belyser Bourdieu med sin teori om social repro- 12

13 duktion. Bourdieu bidrager til at forstå social ulighed ved at vise, hvordan der sker en differentiering mellem de mere og de mindre privilegerede i samfundet (Jensen et al. 2007:23) I forbindelse med sin undersøgelse af det franske uddannelsessystem, beskriver han dette som en institution, der helliger sig til en sikring af privilegier til de i forvejen privilegerede (Jørgensen 2003:43). Uddannelsessystemet reproducerer hermed klassesamfundet, idet skolen forudsætter en specifik kulturel baggrundskapital for de studerende (Järvinen 2007:355). Der vil i undervisningssammenhæng altid være et særligt indhold og sprog, som nogle har bedre forudsætninger for at forstå. Det samme gælder den måde, man eksaminerer og afholder prøver på (Jensen et al. 2007:35). Uddannelsessystemet udøver på denne vis symbolsk vold. Med symbolsk vold henviser Bourdieu til den måde hvorpå en dominerende gruppe mennesker og deres virkelighed bliver til den objektive virkelighed. Det er en form for magtform, der er med til at konstruere virkeligheden (Bourdieu 1996:40). Dette anser Bourdieu som en følge af en social fortrængning i alle sociale lag, hvorved magtrelationer mellem de dominerende og de dominerede er objektiveret i rumlige og tingslige relationer, som mellem store godser og små lejelejligheder (Jensen et al. 2007:34). Langt mere magtfuld er den måde hvorpå den kultur, som man er født ind i, opleves som den universelle kultur. Bourdieu beskriver, hvordan kulturen internaliseres i individet og opleves som dén eneste kultur (ibid.). Dermed er de dominerede med til at undertrykke sig selv ved ubevidst at acceptere en universel og arbitrær kultur (Jensen et al. 2007:35). Men hvem er så de dominerende og de dominerede i vestens samfund, og hvordan er de positioneret i forhold til hinanden i det sociale rum? Det har Bourdieu opstillet et skema for, som vi i det næste afsnit vil uddybe. 13

14 3.4 Det sociale rum Bourdieu har i Distinktionen opstillet et skema kaldet rummet af sociale positioner og rummet af livsstile, som er både teoretisk og empirisk forankret. Skemaet, som ses nedenfor, tager udgangspunkt i de to dominerende differentieringsprincipper i det moderne samfund (Bourdieu 1994:21). De er forskellene i økonomisk og kulturel kapital. Figur 3.1 Pierre Bourdieu: Rummet af sociale positioner og rummet af livsstile

15 Agenterne placeres i dette skema ud fra deres besiddelse af disse to kapitaler, og skemaet tydeliggør da agenternes placering i forhold til hinanden. De rumlige afstande svarer til de sociale afstande (ibid.), hvilket tydeliggøres gennem de to dimensioner i skemaet. For det første gennem den samlede mængde af kapital og for det andet gennem den relative mængde af henholdsvis økonomisk og kulturel kapital. Hermed indtræder en afstand mellem agenterne i skemaet, der tilsvarer den sociale afstand (ibid.). Rummet af sociale positioner angiver agenters positioneringer i samfundslivet. I denne forbindelse er Bourdieus begreb om dispositioner eller habitus nødvendig for at forstå fordelingen i det sociale rum. Dette vil vi redegøre for i det følgende. 3.5 Hverdagspraktikker Den position, agenten har i det sociale rum, er afgørende for agentens smagspræferencer og habitus. Der skabes for agenten en livsstil, der udgøres af en række personvalg og valg af hverdagspraktikker. Bourdieu fremhæver, at samtidig med, at habitus er forskelliggjort i passiv forstand, idet den er et produkt af forskellige positioner, er den tilmed aktivt forskelliggørende, idet den fører til en differentiering i praktikker (Bourdieu 1994:24). Med habitus forklarer Bourdieu, hvordan individ og samfund sammen regulerer handling. Den samfundsmæssige praksis er nemlig inkorporeret i agenterne (Larsen 1999:75). Habitus er en disposition, der er overført gennem generationer uden at det hverken anerkendes eller opleves sådan hos den enkelte (Jensen et al 2007:34). Habitus er et resultat af underliggende faktorer såsom adgang til kulturelle, uddannelsesmæssige, informationsmæssige, økonomiske og sociale ressourcer (ibid.). Med udgangspunkt i dispositioner og habitusbegrebet kan man altså anskue hvorledes hverdagspraktikker mellem generationer og forskellige sociale positioner differentierer og reproduceres. Det er derfor en meget brugbar teori til at analysere forskelle i helbred med. 3.6 Social kapitals indflydelse på den enkeltes helbred En række studier taler for, at social kapital er af stor betydning for menneskers helbred. Det gælder både studier af social kapital i form af den samlede mængde af tillid i et samfund (Diderichsen, 2011:359), og undersøgelser af sammenhængen mellem sociale relationer og helbred. Vi fokuserer på sidstnævnte sammenhæng i tråd med Bourdieus begrebsapparat. Modtageligheden for sygdomme er således forøget hos personer med få sociale relationer og en ringe grad af følelsesmæssig støtte. Helbredelsen af disse sygdomme tager også ofte længere tid end hos personer med mange relati- 15

16 oner (Lund et al. 2002:98). Derudover ses mange og gode relationer som fremmende for den enkeltes sundhedsadfærd og velbefindende generelt (Lund et al. 2002:102f). I denne forbindelse kan vi med Bourdieus teori forklare, hvordan den enkeltes sociale position er bestemmende for den enkeltes sundhedsadfærd. Bourdieu beskriver, hvordan skelnen mellem det gode og det dårlige, det rigtige og det forkerte, det fine og det vulgære, er forskellig fra agent til agent (Bourdieu 1994:24). Opfattelser af hvad der er det sunde og usunde må derfor variere i forhold til agenternes sociale position. Hvad der et sted opfattes som sundt, opfattes måske som usundt et andet sted. Der etableres en form for helbredskultur. For eksempel kan en agent være i et netværk, der har en bred viden om det sunde liv, hvilket kommer alle agenterne i dette netværk til gode. Men en agent kan også være i et netværk, hvor den dominerende diskurs er decideret helbredsskadelig for eksempel i forhold til overdreven indtagelse af fastfood, tobak, alkohol og andre rusmidler. Den enkeltes hverdagspraktik forankret i dennes sociale kapital kan altså både være gavnlig og skadelig for helbredet. Når man prøver at forstå sig på forskelle i helbred blandt mennesker, er Bourdieus teori derfor særlig relevant at inddrage. Det er en kendsgerning for sundhedsprofessionelle, at det er svært at ændre på de uligheder, der er i helbredsniveauet hos forskellige sociale grupper. Bourdieu beskriver med sit habitusbegreb, hvordan hverdagspraktikker er et resultat af sociale positioner, som den enkelte agent har meget svært ved at ændre på grundet symbolsk vold. Hvis en agent for eksempel fra barns ben har internaliseret en helbredsskadelig habitus, kræver en forandring først og fremmest, at agenten bliver opmærksom på sin skadelige habitus og dernæst arbejder hårdt på at ændre tingenes tilstand. Bourdieus teori om reproduktion fremhæver og tydeliggør hermed stabiliteten frem for forandringen i disse praktikker (Jensen et al:36). Med disse betragtninger kan vi nu formulere vores teoretiske hypotese. 16

17 4. Teoretisk hypotese Med udgangspunkt i den foregående redegørelse af helbredsbegrebet og Bourdieus reproduktionsteori med særlig vægt på social kapital, opstiller vi følgende teoretiske hypotese som genstand for vores videre arbejde: Social kapital Helbred Det er vores forventning, at vi ved behandling af det empiriske materiale, vil finde en tendens til, at respondenter med meget social kapital, vil have et relativt bedre helbred, end de respondenter, der besidder mindre social kapital. For at kunne applicere dette teoretiske udgangspunkt på vores empiri, vil vi i det følgende afsnit redegøre for operationaliseringen af de teoretiske begreber, vi beskæftiger os med. Dernæst vil vi i afsnit 6 udforme to empiriske hypoteser på baggrund af operationaliseringen, som vil være grundlaget for det statistiske arbejde med empirien. 5. Operationalisering Vil vi i det følgende argumentere for, hvordan vi har valgt at operationalisere vores teoretiske begreber til målbare variable fra Levekårsundersøgelsen Denne proces kaldes operationaliseringen, og er et vigtigt skridt i en kvantitativ undersøgelse, idet den muliggør de empiriske test af vores hypoteser. Dog er det ikke muligt at foretage en operationalisering, hvor man indfanger alle dimensionerne af de teoretiske begreber (Hansen et.al., 2009:21f). Kunsten består således i at bevare hovedessensen i begreberne, når disse omformes til empiriske variable, så man med rimelighed kan sige, at operationaliseringen er valid (Hansen et. al., 2009:154f). Vi vil derfor i det følgende begrunde vores valg og fravalg med henvisning til de anvendte teorier. 5.1 Helbred Økonomiske, kulturelle, sociale og personlige omstændigheder betragtes indenfor sociologien som afgørende faktorer for den enkeltes helbred, som tidligere nævnt. I relation hertil opfattes den biomedicinske model, som er den mest udbredte indenfor den vestlige lægevidenskab, i mange hense- 17

18 ender som utilstrækkelig, idet den mere eller mindre bevidst negligerer denne samfundsmæssige kontekst i en forståelse af helbredet (Nettleton 2006:5). Blandt socialkonstruktivistiske sociologer vægtes den enkeltes selvvurderede helbred derfor som udgangspunkt mindst ligeså højt end den lægefaglige vurdering heraf (Nettleton 2006:6;12). Der er desuden en generel tendens til, at den enkelte tager mere ansvar for sit eget helbred (Nettleton 2006:5), samtidig med at lægevidenskaben i højere grad inkluderer den enkeltes selvvurderede helbred i behandlingsforløbet (Nettleton 2006:21). En klassisk undersøgelse indenfor selvvurderet helbred, er lavet af forskerne, Mossey og Shapiro. De har i deres undersøgelse fra 1982 påvist en klar sammenhæng mellem selvvurderet helbred hos ældre og dødeligheden blandt disse: Jo dårligere selvvurderet helbred de ældre havde i 1971, jo højere dødelighed var der blandt disse i de efterfølgende seks år (Kristensen 2002:21).Vi har derfor valgt at operationalisere helbred til selvvurderet helbred, som det fremgår af følgende figur: Helbred Spørgmål 3: Hvordan vil De alt i alt vurdere Deres helbred? Selvvurderet helbred Vi antager, at denne variabel giver os et godt billede af den enkeltes overordnede fysiske og psykiske velbefindende, idet vi formoder, at respondenterne svarer ud fra deres umiddelbare opfattelse af deres helbredstilstand. Respondenterne vil altså formodentlig ikke vurdere deres helbred godt, hvis de for eksempel har psykiske problemer. Vi har derfor bevidst fravalgt de variable, der handler om specifikke fysiske sygdomme og skavanker, idet vi ønsker at belyse det gennerelle helbredsniveau. Desuden betyder dét, at spørgsmålet allerede stilles som nummer tre i spørgeskemaet, at vi stort set undgår konteksteffekter. Besvarelserne er altså ikke umiddelbart påvirket af tidligere stillede spørgsmål, hvilket alt andet lige også er af betydning (Hansen et. al. 2009:137f). I den videre undersøgelse refererer selvvurderet helbred derfor til, hvordan den enkelte alt i alt vurderer sit helbred. 5.2 Social kapital Bourdieu definerer, som nævnt, social kapital som den samlede mængde af aktuelle og potentielle ressourcer, som den enkelte besidder i kraft af de netværk, relationer og grupper, som vedkommen- 18

19 de indgår i (Bourdieu 1986:249). Med begrebet fremhæver Bourdieu, at såvel kvantiteten som kvaliteten af den sociale kapital er af betydning for den samlede kapitalmængde. Kvantiteten refererer her til størrelsen på de netværk, som den enkelte besidder, mens kvaliteten henviser til dette netværks adgang til de øvrige kapitalformer. Det drejer sig derfor ikke kun om at have netværk, men også om at have de rigtige netværk (Bourdieu 1986: 249). Ud fra en overvejelse om, at den enkeltes helbred er mere influeret af kvaliteten end af kvantiteten af den sociale kapital, er det kvalitetsaspektet, vi vil belyse. I dag såvel som i år 2000, hvor Levekårsundersøgelsen stammer fra, er vi i den danske velfærdsstat alle i teorien sikret en vis økonomisk levestandard. Vi antager hermed, at sociale relationer i form af nære venskaber er af større betydning for den enkeltes helbred end den samlede mængde af kapitalformer indenfor den enkeltes netværk. Vi har derfor valgt at operationalisere social kapital til nære venskaber, som det fremgår af følgende figur: Social kapital Spørgsmål 125: Har De nogen venner De kan tale med om personlige problemer? Nære venskaber Vi er af den overbevisning, at denne variabel indfanger de hovedtræk i Bourdieus sociale kapitalbegreb, der er relevante i forståelsen af den enkeltes helbred. Nære venskaber påvirker den enkeltes oplevelse af at blive værdsat og have følelsesmæssig støtte, hvilket alt andet lige er af betydning for dennes fysiske og psykiske velbefindende (Lund et.al 2002: 88). Dét, at have mindst én ven at kunne snakke med om personlige problemer, er altså afgørende i forståelsen af den enkeltes helbred. Fremefter henviser nære venskaber således til den sociale kapital i forhold til hvorvidt den enkelte har nogen venner at snakke med om personlige problemer. 19

20 6. Empirisk hypotese På baggrund af operationaliseringen af helbred og social kapital opstiller vi følgende to empiriske hypoteser, som tilsvarer vores teoretiske hypotese: 1. Hvis man ingen venner har at tale med om personlige problemer, medfører det et ringe selvvurderet helbred. Ingen nære venskaber Ringe selvvurderet helbred 2. Hvis man har venner at tale med om personlige problemer, medfører det et godt selvvurderet helbred. Nære venskaber Godt selvvurderet helbred I afsnit 12.1 og 12.2 afprøves disse hypoteser ved brug af statistiske tests. I det nedenstående indleder vi vores empiriske undersøgelse. 7. Datapræsentation Den følgende analyse tager sit empiriske udgangspunkt i data indsamlet i forbindelse med Levekårsundersøgelsen i år Levekårsundersøgelsen er en prospektiv, longitudinel undersøgelse, der senest er udført i år 2000 og desuden i henholdsvis 1986 og Undersøgelsen er foretaget ved ansigt-til-ansigt interviews på baggrund af et struktureret spørgeskema, der søger at afdække for- 20

21 skellige aspekter af danskernes levekår; i undersøgelsen konkretiseret ved en række tematisk inddelte serier af spørgsmål omhandlede blandt andet helbred, deltagelse i sociale aktiviteter, tilgængelighed til materielle goder og så videre. Nedenfor ses en figur, der viser en induktiv analyse. Det ses, at vi går fra en simpel tilfældig udvælgelse til en stikprøve. Vi foretager derefter en induktiv analyse, det vil sige en analyse, hvor man ønsker at udtale sig om en population ud fra denne stikprøve: Simpelt tilfældig udvælgelse Population Stikprøven Induktiv analyse Figur 7.1: Induktiv analyse 7.1 Populationen I 1976 var undersøgelsens genstand den danske befolkning mellem 20 og 69 år, hvilket senere er udvidet til at omfatte den danske befolkning fra 20 til 93 år (Andersen 2003:47) grunden hertil er at man har søgt at geninterviewe personerne fra den oprindelige stikprøve trukket i 1976, som i mellemtiden var blevet 24 år ældre. Vi kommer ind på mere herom i det følgende afsnit. 7.2 Sammensætning af stikprøven I den oprindelige stikprøve fra 1976 blev respondenterne udtrukket ved hjælp af simpel, tilfældig udvælgelse. I en bestræbelse på at geninterviewe respondenterne i de senere undersøgelser, har man søgt at bevare den oprindelige stikprøve for at sikre den oprindelige stikprøves fortsatte repræsentativitet, er der, grundet frafald af forskellig art, suppleret med nye respondenter. Tidsfaktoren, 24 år 21

22 fra første til seneste undersøgelse, har især resulteret i en mangelfuld repræsentation af den yngre befolkning i den oprindelige stikprøve. Desuden er en andel af den oprindelige stikprøve faldet fra som følge af dødsfald og en mindre andel grundet flytning af bopæl til udlandet. Stikprøven fra 2000 består således af to dele: 1. Længdesnitsstikprøve gengangere fra den oprindelige stikprøve og 2. tværsnitsstikprøve supplerende udtræk med nye respondenter i aldersgruppen år og et mindre antal nye respondenter i aldersgruppen år, udtrukket ved hjælp af stratificeret, tilfældig udvælgelse. Stikprøven består i alt af respondenter (4.245 fra den oprindelige stikprøve, suppleret), hvoraf der er opnået interviews med (2.755 fra den oprindelige stikprøve, suppleret), svarende til 2/3 eller 66%. Stikprøvens bortfald vil blive nærmere belyst i følgende afsnit. 7.3 Bortfald Undersøgelsens bortfald er i år 2000 af en anseelig størrelse på 34%, mod henholdsvis 13% i 1976 og 17% i Dette kan givet skabe problemer for at opnå en tilfredsstillende svarprocent samlet set, men i særdeleshed i forhold til undersøgelsens repræsentativitet af populationen. Er bortfaldet af systematisk karakter, kan det medføre, at repræsentativiteten forringes i særlig grad, idet personer med særlige karakteristika over- eller underrepræsenteres i analyseudvalget sammenlignet med populationen. Ie. et systematisk bortfald kompromitterer muligheden for at generalisere på basis af undersøgelsens resultater. Des større et bortfald, des større effekt har den eventuelle systematiske skævhed (Andersen et al. 2003:48). 7.4 Bortfaldets sammensætning I alle de tre runder, hvor Levekårsundersøgelsen er udført, har nægtere været den mest væsentlige årsag til bortfald en tendens som skønnes at være stigende (Andersen 2003:49) I år 2000 var nægterprocenten således 23, mens det øvrige frafald skyldtes ikke truffet / bortrejst i 6% af tilfældene og sygdom, handicap mv. i 5% af tilfældene. At de to sidste bortfaldskategorier er større end tidligere år tilskriver vi henholdsvis: 1) Fysisk mobilitet siden 1976 er det blevet lettere og mere almindeligt at rejse, hvorfor folk vil være mindre tilbøjelige til at kunne træffes på deres bopæl. Desuden er stikprøven i 2000 suppleret med unge mennesker, som har en tendens til at flytte hyppigt, hvilket gør dem mere vanskelige at komme i kontakt med. 2) At analyseudvalgets sammensætning i 2000 omfatter de aldrende respondenter fra den oprindelige stikprøve og således flere ældre end de 22

23 tidligere års stikprøver, hvorfor sygdoms- og handicapfaktoren spiller en mere væsentlig rolle (ibid.). 8. Analysestrategi I vores statistiske analyse af det empiriske materiale vil vi først præsentere vores udvalgte variable, dernæst vil vi foretage en repræsentativitetstest for derefter at teste vores empiriske hypotese. Desuden vil vi til sidst undersøge om indkomst har en betydning for vores variabel selvvurderet helbred. Til at teste disse forskellige elementer i materialet, anvender vi en række teststatistikker, som i det følgende vil blive nærmere præsenteret. 8.1 Test af analysevariabler Vi vil i forbindelse med vores analysevariabler foretage følgende test: Opstilling af konfidensintervaller for den Bernoullifordelte variabel nære venskaber Vores analysevariabler består af information, som vi udelukkende er i besiddelse af for vores stikprøve. Vi er dog, ligesom i repræsentativitetstesten, interesserede i at sammenligne disse resultater med populationen, for at få en idé om den statistiske usikkerhed forbundet med vores resultater. Vi konstruerer derfor et konfidensinterval for nære venskaber og placerer vores stikprøves værdi i forhold hertil. 8.2 Repræsentativitetstest I repræsentativitetstesten foretager vi følgende tests: En Z- test på den Bernoullifordelte variabel køn En χ 2 -test på den kategoriserede variabel alder En χ 2 test på den kategoriserede variabel indkomst Vi beskæftiger os med variablerne alder, køn og indkomst, da disse i sociologisk teori betragtes som grundlæggende differentierende faktorer i samfundet. Ved brug af tests undersøger vi, om der er et systematisk bortfald på de tre udvalgte parametre. Vi benytter en Z-test til at vurdere om andelen af mænd og kvinder er den samme i stikprøven og populationen. Dernæst opstiller vi to χ 2 -tests på 23

24 henholdsvis alder og indkomst, da vi er interesserede i at sammenligne stikprøvens og populationens fordelinger, for at kunne udtale os om der er repræsentativitet. 8.3 Test af empirisk hypotese Til at afprøve vores empiriske hypotese foretager vi følgende tests: χ 2 -test for uafhængighed mellem variablerne nære venskaber og selvvurderet helbred Enkeltcelletest af variablerne nære venskaber og selvvurderet helbred Vi tester først om der er uafhængighed mellem vores analysevariabler. Dernæst ser vi på, hvilke kategorier, der er signifikant over- eller underrepræsenteret i forhold til vores H 0 -hypotese. 8.4 Test af bagvedliggende faktor Vi tester om indkomst har en betydning for, hvordan respondenterne vurderer deres helbred. Dette gør vi ved at foretage en χ 2 -test for uafhængighed og en enkeltcelletest mellem variablerne brutto indkomst og selvvurderet helbred. Undervejs samles der op på testenes resultater og afslutningsvis sammenfattes de væsentligste pointer fra den samlede statistiske analyse. 9. Statistisk teori Vi har nu præsenteret de empiriske hypoteser vi gerne vil teste ved hjælp af statistiske værktøjer, og vi har præsenteret det datasæt, vi vil basere opgaven på. Med udgangspunktet i Levekårsundersøgelsen har vi en stikprøve, som vi vil bruge til at undersøge forhold, der kunne gøre sig gældende for hele populationen. Derfor må vi først lave en repræsentativitetstest. Til en sådan test skal vi bruge nogle statistiske værktøjer, som vi vil redegøre for i det følgende. 24

25 9.1 Hvorfor statistik? Statistik er et redskab, der kan bruges til at undersøge om vores teoretiske ideer kan påvises empirisk gennem de observationer, vi gør os i den virkelige verden 3 (Malchow-Møller et al. 2010:17;54). Statistisk teori fortæller os noget om sammenhængen mellem stikprøver og populationer. Det viser sig, at tilfældigt udtaget stikprøver fordeler sig på en særlig måde, der kan beskrives ved hjælp af statistikken. Ved brug af den viden kan vi finde frem til, om det analyseudvalg, vi behandler i denne opgave, med en vis sandsynlighed kan fortælle os noget om hele population. Men først er der noget mere basalt statistisk viden der må på plads. Det drejer sig om stokastiske variable, deres sandsynlighedsfunktion samt nogle væsentlige sandsynlighedsmål. Med sandsynlighedsmålene kan vi senere beskrive, hvordan man statistisk kan påvise ikke-uafhængighed mellem stokastiske variable, der er grundlæggende for at kunne teste for sammenhænge mellem vores variable. Vi vil også introducere beskrivende mål og relevante fordelinger for stokastiske variable. Afsnittet afsluttes med standardisering og den centrale grænseværdisætning inden vi endelig beskriver, hvorledes disse statiske værktøjer kan fortælle os noget generelt om stikprøver. 9.2 Stokastisk variabel En stokastisk variabel er en funktion, der forbinder en talværdi til ethvert udfald i udfaldsrummet, Ω, af et eksperiment. En stokastisk variabel kan repræsentere mange forskellige hændelser med et enkelt symbol, og disse er nyttige, når der skal undersøges sammenhænge, der involverer usikkerhed (Malchow-Møller et al 2010:75). Ved brug af stokastiske variable kan vi benytte os af, at deres værdier svarer til sandsynligheder (Malchow-Møller et al. 2010:78). En stokastisk variabel betegnes med store bogstaver, mens specifikke værdier betegnes med små (Malchow-Møller et al. 2010:76). Man skelner mellem to typer af stokastiske variable; diskrete og kontinuerte. En stokastisk variabel er diskret, når der er et endeligt antal udfald i et eksperiment. Man kan opskrive en sandsynlighedsfunktion, der angiver sandsynligheden for at en stokastisk variabel, X, antager en given værdi x (Malchow-Møller et al. 2010:79). Derimod har en kontinuert stokastisk variabel uendeligt mange udfald og kan derfor antage uendeligt mange værdier med uendeligt mange decimaler (Malchow-Møller et al. 2010:77f). De variable, vi arbejder med, er alle diskrete, mens stikprøverne er kontinuerte, hvilket vi vil uddybe senere. 3 Man sondrer i statistik mellem virkelige populationer og superpopulationer. Når vi skriver i den virkelige verden, henviser vi til, at vi vil undersøge noget om en virkelig population. Det vil sige en population, der reelt eksisterer i modsætning til en superpopulation, der er et mere abstrakt begreb. 25

26 9.3 Sandsynlighedsmål Med de stokastiske variable kan vi sige noget om sammenhænge i sociologiske problemstillinger. Vi benytter os af statistiske redskaber, hvor vi arbejder med to eller flere stokastiske variable, der repræsenterer de sociologiske aspekter, vi er interesseret i at undersøge om der er en sammenhæng imellem (Malchow-Møller et al. 2010:84). I det følgende vil vi redegøre for forskellige sandsynlighedsmål, som er relevante i forhold til vores analyse Simultan sandsynlighed Simultane sandsynligheder kan bruges til at belyse både-og-sandsynligheder. Altså sandsynligheden for, at en bestemt værdi af den stokastiske variabel, X, og en bestemt værdi af den stokastiske variabel, Y, indtræffer samtidig: (Malchow-Møller et al. 2010:84) Marginal sandsynlighed Med de marginale sandsynligheder kan vi finde, hvad sandsynligheden er for en bestemt værdi den stokastiske variabel X antager uafhængigt af, hvilken værdi Y antager. Man finder den marginale sandsynlighed ved at summere den simultane sandsynlighed over alle mulige y-værdier, hvor x- værdien er fastholdt (Malchow-Møller et al. 2010:86): f X (x) = N Y " f (x, y i ) = f (x, y 1 ) + f (x, y 2 ) f (x, y ) NY i=1 ( Betinget sandsynlighed Sandsynligheden for at en given stokastisk variabel, X, betinget på en stokastisk variabel, Y, kaldes den betingede sandsynlighed. Den betingede sandsynlighed kan man udregne ved at dividere den simultane sandsynlighed med den marginale sandsynlighed: f X Y (x y) = f (x, y) f Y (y) (Malchow-Møller et al. 2010:87)! De ovenstående tre sandsynlighedsmål kan bruges til at afsløre, om der er uafhængighed mellem to stokastiske variable, hvilket vi vil benytte os af i den statistiske analyse. 26