Indholdsfortegnelse. Indholdsfortegnelse Indledning Formål Problemformulering Afgrænsning...

Transkript

1 Resume Formålet med undersøgelsen er at forklare, hvordan en manualstyret praksis som DUÅ har indvirkning på socialarbejderens professionsforståelse, som belyses i form af roller. Dette blev gjort med afsæt i det sociale arbejdes vidensfelt og problemforståelse gennem en kvalitativ undersøgelse. Resultaterne af analysens del 1 viste, at hvis gruppelederne er bevidste om eget teoretisk vidensgrundlag, samtidig med at de er bevidste om DUÅ s teoretiske vidensgrundlag, er der potentiale til, at de kan indtage rollen som refleksive metodikere. Hvis de omvendt ikke er bevidste herom, kan DUÅ producere manualryttere. Resultaterne af del analyse 2 viste, at gruppelederne anser DUÅ, som en positiv tilføjelse til deres profession. Det blev vurderet, at gruppelederne var reflekterende men ikke bevidste om det teoretiske vidensgrundlag, da de byggede deres vurderinger på en tavs og håndværksmæssige vidensform. Dermed fremstår de som refleksive praktiker. I diskussionen vurderes det, at de har potentiale til at indtage rollen som refleksive metodikere, hvis de bliver mere bevidste. Det blev konkluderet, at der ikke er risiko for, at gruppelederne indtager rollen som manualryttere. 1

2 Resume Formålet med undersøgelsen er at forklare, hvordan en manualstyret praksis som DUÅ har indvirkning på socialarbejderens professionsforståelse, som belyses i form af roller. Dette blev gjort med afsæt i det sociale arbejdes vidensfelt og problemforståelse gennem en kvalitativ undersøgelse. Resultaterne af analysens del 1 viste, at hvis gruppelederne er bevidste om eget teoretisk vidensgrundlag, samtidig med at de er bevidste om DUÅ s teoretiske vidensgrundlag, er der potentiale til, at de kan indtage rollen som refleksive metodikere. Hvis de omvendt ikke er bevidste herom, kan DUÅ producere manualryttere. Resultaterne af del analyse 2 viste, at gruppelederne anser DUÅ, som en positiv tilføjelse til deres profession. Det blev vurderet, at gruppelederne var reflekterende men ikke bevidste om det teoretiske vidensgrundlag, da de byggede deres vurderinger på en tavs og håndværksmæssige vidensform. Dermed fremstår de som refleksive praktiker. I diskussionen vurderes det, at de har potentiale til at indtage rollen som refleksive metodikere, hvis de bliver mere bevidste. Det blev konkluderet, at der ikke er risiko for, at gruppelederne indtager rollen som manualryttere 2

3 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse Indledning Formål Problemformulering Underproblemstillinger Afgrænsning Erkendelsesinteresse Videnskabsteoretisk ståsted De Utrolige år Forældretræningsprogrammet BASIC Teoretisk operationalisering Professionsforståelse Professionsressourcer Handlingsmæssigt råderum Vidensteknologi Tamme og vilde problemer Refleksioner over egent kendskab til DUÅ Analyse del 1 - en metodisk undersøgelse DUÅ som metode DUÅ s handlingsmæssige råderum for individuel tilpasning Metodebegrebets betydning for professionsressourcerne DUÅ s teoretisk vidensgrundlag Social læringsteori og Self- efficacy Kritik af DUÅ s teoretiske grundlag DUÅ set som vidensteknologi En interaktionistisk forståelsesramme som supplement til DUÅ Delkonklusion

4 10.0 Krøigaard - En kvalitativ undersøgelse af DUÅ Fem pointer i undersøgelsen Problemforståelse Det handlingsmæssige råderum Kulturforskelle Relation før manual Kritik overfor implementering af DUÅ i praksis Reviderede forforståelser Forskningsspørgsmål Metode Kvalitativ semistrukturerede interviews via casestudier Kontekst Kritik overvejelser om fremskaffelse og anvendelse af empiri Analysestrategi Analyse del 2 - en kvalitativ undersøgelse af DUÅ i praksis DUÅ s handlingsmæssige råderum i praksis Visitationen - forbyggende og behandlende foranstaltning Tid Gruppeledernes oplevelse af deres mulighed for at lave individuel tilpasning i manualen Individuel tilpasning af materialet Opsamling Gruppeledernes subjektive professionsforståelse i DUÅ på et praksisnært niveau DUÅ s teoretiske vidensgrundlag som det udtrykkes i praksis Anvendelsen af sociallæringsteori på en praksisnært undersøgelse Et interaktisonistisk aspekt i praksis i DUÅ Vidensteknologi Vidensformer i DUÅ Et teoretisk- og forskningsbaseret vidensgrundlag Socialt arbejde som håndværk, der baserer sig på erfaring og tavs viden Komplementerer eller konflikter de forskellige vidensformer i DUÅ med hinanden? Bevidsthed om vidensformer når individuelle tilpasninger foretages

5 15.0 Diskussion af struktur/aktør Kvalitetsbedømmelse Konklusion Perspektivering Bibliografi

6 1.0 Indledning Inden for de sidste år har der været en stigende interesse for evidens i det sociale arbejde, hvilket har ført til, at evidensbegrebet er blevet et plusord i den offentlige forvaltning (Rieper & Hansen, 2007, s. 7). Dette ses bl.a. fra politisk side, hvor Karen Hækkerup (2012) udtrykker ønske om udbredelse af en række evidensbaserede metoder her i blandt De Utrolige År (her efter DUÅ) (sm.dk, 2012). Evidensbaserede programmer kan anskues som tekniske rationaler, hvor spørgsmålet omkring hvad en praktiker bør gøre, for at nå et bestemt mål, afgrænses til et instrumentelt middel, der er baseret på forskningsmæssig viden (Schön, 2001, s. 39). I denne sammenhæng kan anføres et kritikpunkt, da det hævdes, at der ikke kan opstilles generelle regler og mønstre, idet en indsats udfolder sig i én social kontekst, og at indsatsen er præget af værdier, erfaringer m.m., hvilket ikke kan indfanges gennem tekniske rationaler såsom evidensbaserede effektforskningsmetoder (Nissen M. A., 2010, s. 243). Det tekniske rationale i evidensbaserede programmer udfordres dermed, når det unikke tilfælde ikke rummer en problemforståelse, som er klar og fast med karakter af et tamt problem. Herved kan problemløsningsprocessen ikke igangsættes, før forhandlingen af en given problemforståelse finder sted. Hvis problemforståelsen har karakter af et vildt problem, kan målet ikke klarlægges eller løses gennem tekniske rationaler. Det er i stedet gennem ikke-tekniske rationaleprocesser, sådanne problemforståelser bør konstrueres (Schön, 2001, s. 45). Dette understegner vigtigheden af refleksion i praksis, da dette hjælper socialarbejderen, med at reflektere over forståelser af et givent problem. Derfor må det tekniske rationales ensidige problemforståelse suppleres af refleksion over det unikke tilfælde, for at undgå at helhedssynet udfordres, hvilket er en vigtig interesse at varetage i det sociale arbejde. Men hvorvidt er der plads til helhedssynet i manualiseret interventioner, når behovet for individuel tilpasning opstår? En kritisk vinkel på dette spørgsmål kan udformes, eftersom evidensbaserede programmer kan anskues som en de-professionalisering, da disse kan være i konflikt med det sociale arbejdes vidensgrundlag, interesser og roller (Harrits, Johansen, Kristensen, & Gyts, 2014, s. 236). Hvis ikke socialarbejderen i disse metoder forholder sig kritisk refleksiv til manualen, er der risiko for, at socialarbejderen bliver en manualrytter, som vægter manualens interesser højere end professionens interesser. Omvendt kan praktikeren ligeledes forholde sig refleksivt til metoden, uden at være bevidst om metodens vidensgrundlag og egen faglig erfaring. Herved kan det argumenteres for, at praktikeren i stedet bygger sin refleksion på en håndværksmæssig og tavs viden. Derved indtager socialar- 6

7 bejderen rollen som en refleksiv praktiker. En overvejende positiv vinkel kan dog også udformes, idet evidensbaserede programmer kan anses som værktøjer der professionaliserer det sociale arbejde, idet de understøtter det socialt arbejdes vidensgrundlag, interesser og roller (Harrits et al., 2014, s. 236). Herved kan den viden, de evidensbaserede programmer bygger på, bidrage med ekspertviden til den enkelte praktiker, så refleksion i praksis baseres på bevidst teoretisk viden og evnen til at forholde sig kritisk hertil. I dette senarie formår socialarbejderen med evidensbaserede metoder at indtage rolle som en refleksiv metodiker, der kan forholde sig bevidst og refleksivt til forskellen mellem teoretisk viden og faglig erfaring (Hestbæk & Thøgersen, 2015, s. 241). Det er derfor ikke kun socialarbejderens vidensgrundlag og interesser som bør diskuteres ift. evidensbaserede metoders indvirkning på den professionelle praksis. Socialarbejderens rolle må ligeledes undersøges. Det er derfor interessant at spørge, om evidensbaserede metoder således styrker og beriger vores professionelle viden? Evidensbevægelsen har dog været diskuteret i bredt omfang, som det bl.a. ses i artiklen virker velfærden fra Mandag Morgen (Mandag Morgen, 2004). Herved er det ikke diskussionen om berettigelse af de evidensbaserede metoder i det sociale arbejde, der mangler afdækning. I stedet bør det diskuteres, i hvilket omfang det påvirker vores professionsforståelse, at metodernes natur er af manualiseret standarder. I denne sammenhæng kan fremføres et paradoks, idet evidensdiskussionen ikke indeholder forskningsbaseret viden om, hvordan evidensbaserede metoder påvirker socialarbejderens praksis, herunder professionsforståelse (Harrits et al., 2014, s. 334). Derfor findes det særligt interessant, at undersøge dette paradoks i en konkret evidensbaseret praksis. I denne opgave udgør den evidensbaserede metode, DUÅ den undersøgte praksis. Programmanualen i DUÅ formidles under gruppesessioner af to socialarbejdere, som er uddannede DUÅ gruppeledere, og herigennem belyses professionsforståelsen. Professionsforståelsen undersøges med udgangspunkt i, hvor godt socialarbejderen kan sætte sin professionsressourcer i spil. Professionsressourcerne udgør bl.a. socialarbejderens interesser, viden og autonomi til at handle på baggrund af disse. Så hvilken betydning har arbejdet med evidensbaserede metoder i praksis for socialarbejderens professionsforståelse? Indtager de rollen som manualryttere, refleksive praktiker eller refleksive metodiker? Besvarelsen af et sådan spørgsmål afhænger af den viden, socialarbejderen anvender i praksis og bevidstheden heraf. Dette undersøges med afsæt i videnskabsteorien, kritisk realisme. 7

8 2.0 Formål Med afsæt i det sociale arbejdes vidensfelt ønskes det at kunne forklare, hvordan en evidensbaseret og manusalstyret praksis som DUÅ, har indvirkning på socialarbejderens professionsforståelse Herved ønskes det at kunne forklare, hvad denne professionsforståelse indebærer på et subjektivt og objektivt niveau. 3.0 Problemformulering Med henblik på at forklare hvordan socialarbejderens professionsforståelse udformes i det evidensbaserede forældretræningsprogram DUÅ, vil vi undersøge, hvordan socialarbejderens professionsressourcer har indflydelse på, hvordan de i rollen som gruppeleder agerer i programmanualens handlingsmæssige råderum, når behovet for individuel tilpasning opstår. 3.1 Underproblemstillinger 1. Hvilket handlingsmæssigt råderum har gruppelederne metodisk og i praksis til at imødekomme en individuel tilpasning i DUÅ? 2. Hvordan har gruppelederne mulighed for at sætte sine professionsressourcer i spil i DUÅ s metodiske samt praksisnære handlingsmæssige råderum, og hvilken indflydelse har dette på professionsforståelsen? 3. Agerer gruppelederne bevidst ud fra deres professionsressourcer i DUÅ s handlingsmæssige råderum i tilpasning af individuelle behov, og hvordan har dette indflydelse på professionsforståelsen? 8

9 4.0 Afgrænsning Opgaven er afgrænset således, at vi med udgangspunkt i forældretræningsprogrammet DUÅ BA- SIC, undersøger socialarbejderens professionsforståelse i rolle som gruppeleder. Dette gøres med en bevidsthed om, at DUÅ er en multikomponent programserie, hvor BASIC udgør kernen, hvorfor dette er det valgte program (Webster-Stratton, 2011, s. 12). Gennem denne afgrænsning søges det belyst, hvordan professionsressourcerne har indflydelse på gruppeledernes ageren i DUÅ s handlingsmæssige råderum. Dette undersøges i de tilfælde, hvor behovet for individuel tilpasning opstår, idet det antages, at professionsressourcerne er særlige anvendelige i disse situationer. Måden hvorpå vi ønsker at belyse, hvordan professionsforståelsen udformes i DUÅ, er gennem en analyse af metoden i sin oprindelige form, og en kvalitativ undersøgelse af professionsforståelsen, når metoden udføres i praksis. Professionsforståelsen på det objektive niveau er afgrænset til de tre roller, som er beskrevet i indledning: manualrytter, refleksiv praktiker og refleksiv metodiker. Det subjektive niveau belyses først i praksis, da det selvsagt tager udgangspunkt i gruppeledernes egen oplevelse af, om DUÅ beriger eller begrænser professionen. I praksis søges dette undersøgt ved at foretage tre casestudier i tre forskellige praksiskontekster. Grundet vores videnskabsteoretiske ståsted, kritisk realisme, har vi en forventning om, at professionsforståelsens udformning ikke nødvendigvis er ens på det metodiske og praksisnære niveau, da vores videnskabsteori indebærer, at undersøgelsesobjektet er kontekstafhængelig. 5.0 Erkendelsesinteresse Opgavens fokus findes særligt interessant, da det sociale arbejdes vidensgrundlag indenfor de sidste år, har ændret sig markant. Der er to overordnede vidensformer i socialt arbejde. Den ene yderpol anser socialt arbejde som et håndværk, der er baseret på erfaring og tavs viden. Den anden yderpol opfatter det sociale arbejde, som værende baseret på teoretisk viden og forskningsbaserede undersøgelser (Alminde et al., 2008, s. 64). I denne opgave antager vi, at socialarbejderen handler på baggrund af en teoretisk og forskningsbaserede viden, idet DUÅ anses som en evidensbaseret metode, der bygger på en positivistisk lineær årsagsforklaring. Herved vil socialarbejderen ud fra denne optik, være fortaler for en vidensform, som bygger på den anden yderpol, teoretisk og forsk- 9

10 ningsbaseret viden. Dog udfordres denne positivistiske vidensform, når det tilsigtede mål i det enkelte tilfælde ikke opnås i DUÅ. Her kan en hermeneutisk tilgang være anvendelig, idet en cirkulær forstående fortolkning bidrager til refleksion over det unikke tilfælde (Schön i Alminde et al., 2008 s. 71). I denne sammenhæng kan det argumenteres for, at DUÅ ikke blot bør rumme et teknisk positivistisk rationale, men ligeledes bør rumme en hermeneutisk reflekterende tilgang i de enkelte tilfælde, hvor det findes nødvendigt. Dog kan denne kombination ikke nødvendigvis lade sig gøre, da den hermeneutiske vidensform ikke kan supplere, men i stedet erstatter det tekniske positivistisk rationale (Alminde et al., s. 70). Ud fra denne erkendelse søger vi at belyse, hvordan disse to vidensformer kan anskues som en videnskabsteoretisk dualisme, hvor evidensbaserede programmer udspringer fra positivismen, og professionsforståelsen samt vurderingen af de individuelle tilpasninger i DUÅ har sine rødder i hermeneutikken. Ud fra overstående erkendelsesinteresse, finder vi det relevant at anvende videnskabsteorien, kritisk realisme i vores opgave, da denne anskues som en tredje vej i forsøget på at overskride denne teoretiske dualisme (Andersen, 2007, s. 12). 5.1 Videnskabsteoretisk ståsted Grundet opgavens tilblivelse ud fra den kritiske realistiske videnskabsteori, findes det relevant at belyse, hvordan denne teori indvirker på opgavens formål. Kritisk realisme anerkender eksistensen af den objektive ontologi (Andersen, 2007, s. 12), hvilket også ses i den positivistiske tilgang, som ligger til grund for DUÅ. Til trods for videnskabsteoriernes enighed vedr. ontologien, adskiller de sig ift. epistemologien. Dette kommer til udtryk, da positivismen søger forklaringer ud fra en empiriindsamling, og herved mener at kunne anskue en objektiv virkelighed. Denne holdning deler kritiske realister ikke. De inddeler virkeligheden i 3 domæner. Det empiriske domæne består af erfaringer og observationer, det faktiske domæne består af begivenheder og fænomener, som ikke nødvendigvis bliver erfaret, og til sidst det reelle domæne, som består af mekanismer og strukturer, der ikke er direkte observerbare (Buch-Hansen & Nielsen, 2007, s. 24). I denne opgave er vi særligt interesseret i, at undersøge professionsforståelsen på et subjektivt og objektivt niveau. Professionsforståelsen på det subjektive niveau, optræder på det faktiske domæne, idet professionsforståelsen er et fænomen, som i opgaven, kan erfares direkte på det empiriske domæne. Omvendt må en objektiv forklaring af professionsforståelsen tilgås via retroduktion, som er tankeoperationer, der tager afsæt i en fortolkning af den indsamlede empiri, da den objektive professionsforståelse ikke direkte kan erfares, men må begrebsliggøres i form af roller på det faktiske domæne. På denne baggrund 10

11 forsøger vi at forklare, hvilke mekanismer fra det reelle domæne, der kan have indflydelse på, at gruppelederne kan kategoriseres ud fra én af tre følgende roller: manualrytter, refleksiv praktiker eller refleksiv metodiker. Mekanismen fra det reelle domæne er i denne opgave bevidsthed. 6.0 De Utrolige år DUÅ er et evidensbaseret familietræningsprogram, som er udviklet af ph.d. psykolog Carolyn Webster-Stratton. DUÅ programserien henvender sig til familier med børn i alderen 3-8 år, som er i risiko for at udvikle adfærdsproblemer, har udviklet adfærdsproblemer, adfærdsforstyrrelser eller ADHD (Webster-Stratton, 2011, s ). Dermed har programserien både et forebyggende og behandlende sigte. Programserien er multikomponent med børne-, forældre- og læreprogrammer, der kan anvendes i kombination eller hver for sig jf. figur 1. Programkombination må derfor tilpasses den enkelte familie (Webster-Stratton, 2011, s. 50). Formålet med DUÅ er at fremme barnets sociale kompetencer, reducere udadreagerende adfærd, fremme hensigtsmæssige forældrestrategier og kommunikation for derigennem at nå målet - reduktion i vanskelig adfærd (Webster-Stratton, 2011, s. 15). Hele programserien bygger ydermere på et bredt teoretisk grundlag, her blandt selfefficacy (følelsen af mestring), Piaget s udviklingsfaser, Pattersons interaktionelle relationsteori, Bowlbys tilknytnings- og relationsteori samt social læringsteori (Webster-Stratton, 2011, s. 21). 11

12 Programserien anerkender, grundet mange selektive målgruppekarakteristika på tværs af barnets miljøer, at adfærdsproblemer skyldes flere forhold og at hver enkel familie og gruppes karakteristika af både risiko- og beskyttelsesfaktorer, kan være unikt sammensat (Webster-Stratton, 2011, s. 49). Målgruppen udvælges på bagrund af et ECBI skema, hvor forældrene scorer børnene under forskellige kategorier i forhold til deres egen opfattelse 1. Da der er særlig fokus på forældreprogrammet BASIC i denne opgave, redergøres dette for i følgende afsnit. 6.1 Forældretræningsprogrammet BASIC BASIC udgør som før nævnt kernen i programserien, og består af 4 forskellige programmer, hvoraf mange programelementer går igen, hvorfor der ikke udvælges ét bestemt program. BASIC har en varighed af sessioner, og har bl.a. særlig fokus på at fremme barnets skoleparathed, ved at forberede og opmuntre barnet til læring, samt at udvikle og bibeholde venskaber (Webster-Stratton, 2011, s. 28). I bilag 4 fremgår hvilket temaer, der er knyttet til hver af de obligatoriske sessioner, og dette udgør programmanualen, som faciliteres af gruppelederne. Undervisningen og træningen i BASIC formidles af to gruppeledere i form af undervisning, gruppediskussion, brainstorming, summeøvelser, fælles problemløsning, DVD vignetter, rollespil og hjemmeopgaver (Webster- Stratton, 2011, s ). Dette anvendes til at formidle og lære forældrene, hvilke redskaber de kan anvende, samt hvilken effekt redskaberne har for deres barns adfærd. I figur 2 gives et overblik over disse redskaber og effekten af disse. 1 Forældrene formidler gennem et ECBI skema deres opfattelse og observationer af barnet adfærd. ECBI står for Eyberg Child Behavior Checklist, og anvendes til at score barnet inden opstart og ved afslutning (Webster- Stratton, 2011 s. 248). Se ECBI skemaet i bilag 5. 12

13 13

14 7.0 Teoretisk operationalisering Følgende afsnit gør rede for vores teoretiske operationalisering, som vi anvender i vores opgave for at klarlægge professionsforståelsen. 7.1 Professionsforståelse Det er gruppeledernes opgave at forvalte DUÅ, så de specifikke målsætninger nås. Herved belyses professionsforståelsen i vores opgave, ud fra socialarbejderens formåen i rollen som gruppeleder, til at indfri disse målsætninger. Hvorvidt en profession anses som stærk eller svag, kan i denne sammenhæng firkantet opfattes ud fra, hvor godt professionen varetager sine interesser (Harrits et al., 2014, s. 95). Gruppelederne i DUÅ kan risikere at stå i en todelt interessevaretagelsen, hvor de på den ene side varetager arbejdsopgavens formål, og på den anden side bør fastholde professionsinteresserne. Arbejdsopgavens formål knytter sig til tidligere nævnte målsætninger, som de fremgår af DUÅ: at reducere barnets adfærdsvanskeligheder og forbedre familieforholdet. Professionsinteresserne er i stedet et mere alment begreb, som tager udgangspunkt i professionsetiske overvejelser om, hvorvidt socialarbejdere indretter og udfører sit arbejde, i overensstemmelse med professionens normer for god etisk og faglig praksis, såsom at udføre socialt arbejde med udgangspunkt i helhedssynet (Dansk socialrådgiverforening, 2011). Udfordringen for gruppelederne er i denne sammenhæng, at kunne sætte sine professionsressourcer i spil, uden at gå på kompromis med egen etik og faglighed, samtidig med at de er loyale i faciliteringen af programmanualen 2. Dette undersøges først og fremmes på et subjektivt niveau, som tager udgangspunkt i socialarbejderens subjektive professionsforståelse, og dermed den enkeltes gruppeleders opfattelse af muligheden for at varetage sine interesser ved at tilføje og anvende relevant viden, som gruppelederne i de enkelte tilfælde anser som centrale. Dernæst forsøges det undersøgt på et objektivt niveau, hvor gruppeledernes bevidsthed om hvilken viden de anvender, bliver en central faktor, for at undersøge, hvilken rolle gruppelederne indtager i faciliteringen af metoden (Harrits et al., 2014, s. 95). 2 I den oprindelig metode anvendes betegnelsen fidelity, om det at være loyal i faciliteringen af programmanualen. 14

15 7.1.1 Professionsressourcer. Professionsressourcerne består af 3 parameter. Det første parameter, den faglige kerne, beskrives som professionens autenticitet i form af det teoretiske vidensgrundlag, etiske koder og regler der knytter sig til professionen f.eks. helhedssynet. Da opgaven har et overvejende stort fokus på det sociale arbejdes vidensfelt, er det derfor også denne professionsressource, som vil være den domminerende i opgaven. Følgende to professionsressourcer findes brugbare i enkelte passager i opgaven, hvorfor der kort redegøres herfor. Den anden professionsressourcer, den faglige styrke, knytter sig til begrebet jurisdiktion, som omhandler hvilke professioner, der har eneret på bestemte opgaver, og dermed kan bestemme, planlægge, udføre og kontrollere bestemte forhold. Ved socialarbejderprofessionerne fremstår jurisdiktion mere uformelt i form af autenticiteten 3. Den tredje og sidste professionsressource, professionens intentionelle forankring, omhandler i hvilket omfang, socialarbejderen har kompetencer, til selvstændigt at planlægge, og udføre deres arbejde, herunder at handle på baggrund af deres viden. I denne sammenhæng knyttes begrebet autonomi, som et vigtigt begreb til at beskrive gruppernes intentionelle forankring. Jo stærkere en profession står på disse områder, jo større chance er der for at varetage, og øve indflydelse på professionens interesser (Harrits et al., 2014, s ) Handlingsmæssigt råderum Det handlingsmæssige råderum er først og fremmest de rammer, som er opstillet i programmanualen, og som metoden har i sin helhed. I praksis bliver dette råderum påvirket af selve organisationens rammer, hvorfor disse er med til at definere det handlingsmæssige råderum, samtidig med at det handlingsmæssige råderum formes, når socialarbejderen sætter sine professionsressourcer i spil. Socialarbejderen må derfor udnytte det handlingsmæssige råderum så effektivt som muligt, så både borgerens behov imødekommes, og organisationens rammer ikke overskrides (Svensson, Johansson, Laanemits, & Gyldenskærne, 2009, s ). Herved bliver kombinationen af begreberne professionsressourcer og det handlingsmæssige råderum centrale, for at analysere og vurdere, hvordan professionsforståelsen udformes i praksis. 3 Ved professioner som psykologer og læger udtrykkes jurisdiktionen gennem deres autorisa- tion og dermed udtrykkes dén formelt. Dette er dog ikke muligt at opnå som socialrådgiver eller socialarbejder, hvorfor jurisdiktionen udtrykkes uformelt (Harrits, Johansen, Kristensen, & Gyts, 2014 s. 95). 15

16 7.2 Vidensteknologi Evidensbaserede metoder kan betragtes som værktøjer, der er baseret på den bedst tilgængelige viden (Rieper & Hansen, 2007, s. 7), men de kan også anskues som metoder, der producerer en bestemt viden (Harrits et al., 2014, s. 233). Grundet metodernes produktion af en bestemt viden, som overføres til den professionelle praksis, anses de som et styringsredskab, der styrer og modulerer den professionelle praksis. Begrebet vidensteknologi sætter særligt fokus på dette, og er udarbejdet ud fra en Foucault-optik (Harrits et al., 2014, Kap. 12). Vidensteknologi er særligt anvendelig til at beskrive, hvordan den implicerede magt helt konkret kan få betydning for den professionelle praksis. Mere præcis leverer et evidensbaseret program som DUÅ, en bestemt viden om hvilken problemforståelse, tilpasning og generel implementering, der kan forebygge eller behandle et givent problem ud fra værktøjerne i DUÅ. Disse elementer er modulerede, ud fra dét vidensgrundlag metoden bygger på. Evidensbaserede programmer som DUÅ, har derfor potentiale som vidensteknologier, til at forme bestemte identiteter (professionsforståelser), problemforståelser og sandheder. 7.3 Tamme og vilde problemer Ifølge Krogstrup er socialt arbejde kendetegnet ved at beskæftige sig med vilde problemer (Krogstrup i Thorsager, Børjesson, Christensen, & Pihl, 2007, s. 25). Vilde problemer har ikke nogen klar løsning, og vurderingen af hvorvidt problemet er løst afhænger af socialarbejderens problemforståelse, hvorfor vurderingen ofte er individuel. I modsætning hertil, har tamme problemer en entydig defineret problemløsning (Thorsager et al., 2007, s ). Herved er det interessant at undersøge, hvorvidt familiernes problemer i DUÅ kan løses via tekniske rationaler, som kendetegner tamme problemer? Eller om problemet vurderes ud fra ikke-tekniske rationaleprocesser, hvor helhedssynet inddrages, hvilket er karakteristisk for vilde problemer (Krogstrup, 1999, s. 107)? Teorien om vilde og tamme problemer, anvendes i denne opgave, til at undersøge, hvilken problemforståelse gruppelederne har af de deltagende familier. Dette bør ses i lyset af den implicerede magt i form af vidensteknologi, som producerer en bestemt viden, der kan modulere socialrådgiverens vurdering af en given problemstilling. 16

17 8.0 Refleksioner over egent kendskab til DUÅ Formålet med dette afsnit er at redegøre for vores forforståelser. Da opgavens videnskabsteoretiske ståsted accepterer det hermeneutiske princip, anerkendes det ligeledes, at vores forståelse af en given helhed, har forudsætning for, hvordan vi opfatter de enkelte dele i helheden (Andersen, 2007, s. 24). Dette er særligt relevant i nærværende opgave, da vi begge har arbejde som børnepassere i DUÅ, hvorfor det kan have indflydelse på vores videre undersøgelse. For at levere en troværdig undersøgelse, reflekteres nu over vores forforståelse. Tre forforståelser er udvalgt, idet de er særligt domminerende for opgavens formål. For det første har vi en forforståelse om, at metoden leverer et snævert handlingsmæssigt råderum, som gruppelederne ikke kan forme, og har svært ved at udnytte. For det andet har vi en forforståelse om, at metoden er vanskelig at kombinere med anden teorier og vidensformer, end den viden metoden bygger på, hvis metoden skal faciliteres loyalt. For det tredje faciliteres dén DUÅ praksis, vi har kendskab til, af én socialrådgiver og én pædagog. Vi har reflekteret over, om dette kan resultere i forskellige opfattelser af professionsforståelse, da de to professioner selvsagt er forskellige. Derfor vil vi være opmærksomme på nævnte refleksioner, i et forsøg på at undgå argumenter, som bygger på indforstået selvfølgeligheder. Disse refleksioner vender vi tilbage til i afsnit 11.0, efter tilegnelsen af ny viden i den følgende analyse af metoden på et metodisk plan analyse del 1. 17

18 9.0 Analyse del 1 - en metodisk undersøgelse Formålet med kommende afsnit er at klarlægge det metodiske aspekt i DUÅ, og dermed give en delvis besvarelse af underproblemstilling 1 og 2. Dette indebærer, at vi vil undersøge, hvordan metoden oprindeligt er designet til at imødekomme individuelle tilpasninger. I hvilket omfang disse individuelle tilpasninger imødekommes, afhænger først og fremmest af kapaciteten i det handlingsmæssige råderum. Først søges det klarlagt, hvilken betydning metodebegrebet har. Dette gøres, for at vurdere, hvordan metodisk socialt arbejde indvirker på det handlingsmæssige råderum, og gruppeledernes mulighed for at fortage individuelle tilpasninger i DUÅ. Herved ledes op til en undersøgelse af, hvilken betydning metodisk socialt arbejde har, for gruppeledernes muligheder for at sætte sine professionsressourcer i spil i DUÅ. Med afsæt heri diskuteres DUÅ s teoretiske grundlag, som en vidensteknologi, for at undersøge om forskellige problemforståelser på et teoretisk plan, har indvirkning på professionsforståelsen. Først klarlægges indholdet i sociallæringsteori og selfefficacy, da disse er de dominerende teorier i DUÅ. Dette gøres med henblik på at undersøge, hvilke problemforståelser disse teorier har ud fra en kritisk vinkel. Herefter gives et bud på et teoretisk supplement til læringsteorien via et interaktionistisk perspektiv. Til sidst foretages en opsamling af analysens del 1, med henblik på at vurdere professionsforståelsen udformning på et metodisk plan. 9.1 DUÅ som metode Det er relevant at kortlægge, hvad der karakteriserer DUÅ som en metode, for at undersøge, hvilken indvirkning metodebegrebets betydning får for socialarbejderens praksis, og dennes indvirkning på socialarbejderens professionsforståelse i rollen som gruppeledere. Bergmark og Lundstrøms definerer en metode således...mere eller mindre sammensatte inventioner, dvs. foranstaltninger og indgreb i klientens liv med det formål at få orden på deres situation eller så vidt muligt at ændre klienterne eller deres vilkår (Meeuwisse, Swärd, & Sunesson, 2007, s. 165). Herved kan DUÅ karakteriseres som en metode, da målet er at ændre samspilsvilkårene i en familie, ved at reducere uhensigtsmæssig adfærd. I rapporten metoder i socialt arbejde (Thorsager et al., 2007) er formålet, at nå frem til et afgrænset metodebegreb, som kan adskille metodisk fra ikke-metodisk socialt arbejde. Et paradoks 18

19 fremgår, da ambitionen med rapporten ikke er at fremsætte et metodebegreb, som kan vurdere eller bestemme, om metoder er gode eller dårlige redskaber, og herved heller ikke om DUÅ, som metode, er med til at producere manualryttere eller refleksive metodikere. Dette paradoks kan anskues, som en tilføjelse til tidligere nævnte paradoks i indledningen. Her blev det fremført, at evidensdiskussionen ikke indeholder forskningsbaseret viden om, hvordan evidensbaserede programmer, og evidensbaseret praksis påvirker socialarbejderens professionsforståelse. I denne sammenhæng bidrager rapporten ikke med forskningsbaseret viden om, hvordan evidensbaserede metoder påvirker den professionelle praksis, og professionsforståelsen. Det væsentlige i denne rapport er, at det anerkendes, at flere vidensformer må knyttes til metodebegrebet, da metodens vidensgrundlag ikke kan stå alene, men må suppleres af anden relevant viden som f.eks. erfaringsbaseret viden (Thorsager et al., 2007, s ). Denne erkendelse af metodebegrebets begrænsning, sætter gruppelederen i en position, hvorved den faglige kerne anerkendes som et vigtigt element, gruppelederne bør tilføje DUÅ. En metodisk operationalisering af DUÅ s teoretiske grundlag, samt metodiske elementer, får derfor betydning, når det skal analyseres, hvilke betydning en metode som DUÅ, mere specifikt har på professionsforståelsen. 9.2 DUÅ s handlingsmæssige råderum for individuel tilpasning I metoden defineres nogle nødvendigheder, som danner grundlag for det handlingsmæssige råderum, hvorved metoden kan faciliteters. Her i blandt et stort lokale, som kan rumme op til 16 forældre, et tilbud om børnepasning sideløbende med BASIC, til de forældre som ikke kan få deres børn passet, DVD afspiller og skærm eller andre apparater, som kan formidle vignetmaterialet samt tilbud om aftensmad (Webster-Stratton, 2011, s. 211). Disse nødvendigheder er først og fremmest til, så forældregruppen støttes i fremmøde. Herefter kan de, gennem b.la. rollespil og summe øvelser, reflektere over mulige handlemåder, som i de viste vignetter danner udgangspunkt for mulige hændelser, forældrene selv kan opleve med deres barn. De forskellige vignetterne er derfor ikke af lige stor relevans, da alder, familieforhold og problem kan variere familierne imellem. Gruppelederne må derfor udvælge de vignetter, som passer til gruppemedlemmerne. Programserien anbefaler en række muligheder for modellering af metodens elementer. Mulige individuelle tilpasninger ses i figur 3 nedenfor. 19

20 20

21 Det er gruppelederne som identificerer behovet for individuel tilpasning, og efterfølgende imødekommer dette behov. Det bør i denne sammenhæng ikke overses, at gruppelederne har en central rolle i formidlingen af programmet og i vurderingen af, hvilke individuelle tilpasninger hvert hold har behov for. Dermed bliver det en nødvendighed, at gruppelederne kan trække på sine professionsressourcer i form af sin faglig kerne - The facilitator must be extraordinarily skilled in collabo- 21

22 rating with families in ways that build positive relationships and promote parents self-efficiency, sense of competency, empowerment, sharing and hope for themselves and their children (Webster- Stratton, 2011, s. 140). Dog opstiller metoden konkrete rammer for den individuelle tilpasning, hvilket indebærer, at det handlingsmæssige råderum ikke kan formes af gruppelederne, men derimod indeholder metoden et handlingsmæssigt råderum, som kan udnyttes af gruppelederne efter programarkitekternes anvisninger jf. figur 3. På den måde kan gruppeledernes autonomi, ikke anskues som total (Svensson et al., 2009, s. 79). Et lignende opmærksomhedspunkt i overstående figur, fremgår da gruppelederne i metodens oprindelige form, planlægger visitationen. I danske sammenhænge ses dette ofte, som sagsbehandlerens opgave. Derfor er det vigtigt, at sagsbehandleren har et kendskab til forældretræningsstrategierne, som er centrale elementer i DUÅ, når denne anvendes som foranstaltning, for at sikre at den korrekte målgruppe visiteres (Webster-Stratton, 2011, s ). Dette faktum bør netop anses som et opmærksomhedspunkt, da DUÅ i Danmark udføres i et kommunalt regi, og ikke på familiebehandlingsklinikker som i USA (Egelund, 2011, s. 39). Derfor kan det formodes, at sagsbehandlerens autonomi i form af sin myndighedsrolle, vægtes højere end gruppelederens autonomi grundet sin udfører rolle. DUÅ s metodiske udformning anerkender både gruppelederenes faglige kerne, når behovet for individuel tilpasning skal identificeres, samt deres autonomi til at handle på denne vurdering, selvom den ikke kan anses som total. Dette tyder umiddelbart på, at DUÅ, som metode i sin oprindelige form, har en positiv indflydelse på professionsforståelsen. 9.3 Metodebegrebets betydning for professionsressourcerne. I modsætning til overstående afsnit kan metodens systematiske og tilrettelagte udtryk have en negativ indflydelse på socialarbejderens faglige kerne, da identifikationen af målet samt de hensigtsmæssige midler, som skal til for at nå målet, allerede er givet på forhånd. Dette begrænser gruppeledernes autonomi, og øger risikoen for, at gruppelederne ukritisk overtager og reproducerer metodens inddeling, definition og opfattelse af et givent problem, hvorfor autonomien kan anskues som værende styret i en bestemt retning (Svensson et al., 2009, s. 76). Dette beskrevet scenarie kan resultere i at gruppelederne, ud fra en objektiv professionsforståelse, indtager rollen som manualryttere. På den anden side, er det i denne analyse beskrevet, at metodebegrebet anerkender behovet for, at gruppelederne supplerer metoden med anden viden. Det antages på denne bagrund, at gruppele- 22

23 dernes rolle på et objektive niveau, kan kategoriseres som refleksive metodiker, idet deres autonomi ikke frakendes, men i stedet styres gennem tilrettelæggelse og systematik. Det kan dog diskuteres om, gruppeledernes faglige viden moduleres af det vidensgrundlag DUÅ bygger på, og herigennem styre deres vurdering i en bestemt retning. Herved begrænses deres autonomi til selvbestemmelse til et minimum, hvis ikke de er opmærksomme herom. Dog bør det påpeges, at gruppelederne altid har autonomi, til at vægte professionsinteresser over arbejdsopgavens formål. Et eksempel på dette kunne være, at gruppelederne afviser en familie på bagrund af en faglig helhedsorienterede vurdering om, at familien ikke er egnet til et BASIC forældregruppeforløb, på trods af at familien er vurderet egnet gennem scoren i ECBI-skemaet. Denne magt gruppelederne besidder, bør ikke overses, da en given styringsteknologi i DUÅ, ikke er determinerende, men er relationelt differentieret (Svensson et al., 2009, s. 80). 9.4 DUÅ s teoretisk vidensgrundlag Da vurderingen af den individuelle tilpasning, på et metodisk plan, bygger på det vidensgrundlag, DUÅ leverer, kan dette udfordre gruppelederne i, at sætte sine professionsressourcer i spil, så det handlingsmæssige råderum, ikke udnyttes optimalt, hvis ikke de er bevidste om vidensgrundlagets fordele og begrænsninger. I afklaringen af dette, må der ses nærmere på DUÅ s teoretiske vidensgrundlag. Undervisningen og træningen i forældretræningsprogrammet BASIC bygger på læringsteoretiske elementer, hvor social læringsteori og self-efficacy er centrale teorier Social læringsteori og Self- efficacy Der er to begreber ved sociallærings teori, som er helt centrale: adfærd og læring. Adfærd er det som observereres - den ydre adfærd. Det er bl.a. dette, et barn scores ud fra i ECBI skemaet (Webster-Stratton, 2011, s. 249). Læring bliver en relativ varig forandring af adfærden (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 143), hvorfor dette er særlig vigtigt i DUÅ, da effekten måles ud fra reduktion i den problematiske adfærd. Sociallæringsteori anerkender, at barnets adfærd påvirker forældrenes, samtidig med at forælderenes adfærd påvirker barnets (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 139). Dette anses som et af grundelementerne i DUÅ. Det er dermed ikke kun børnenes adfærd, som skal ændres, det er også forældrenes, for at få en varig effekt (Webster-Stratton, 2011, s. 34). Det lærings- 23

24 teoretiske grundlag, konstateres tydeligt i DUÅ, da metoden er handlingsorienteret, og da gruppelederne har forholdsvis meget magt i gruppen. Dette ses, da gruppelederne uddeler opgaver til gruppemedlemmerne, som skal løses. Herved fremstår gruppelederne som lærere, der styrer gruppeprocessen, og lærer forældrene korrekt adfærd i samspillet med deres børn (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 294). Grundet det læringsteoretiske grundlag i DUÅ, anses gruppelederne for at have en relativ stor magt i samspillet med gruppen (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 294). Bandura s teori om self-efficacy er relevant i denne sammenhæng, til at forstå hvordan gruppeledernes magt, mere konkret kommer til udtryk i metoden. I BASIC anvendes self-efficacy teorien, når gruppemedlemmerne gensidig sparrer med hinanden. Her hjælpes familierne af gruppelederne, til at fokusere på deres personlige mål og styrker, frem for deres svagheder. Dette sikres gennem ros og anerkendelse, som gruppelederne formidler til forældrene (Webster-Stratton, 2011, s. 211). Herved kommer gruppeledernes magt til udtryk, da det er deres opgave at vurdere, hvornår forældrene bør roses ved at få tildelt klistermærker. Gruppelederne har ligeledes magt, når forældrenes egnethed til et DUÅ forløb skal vurderes. Denne magt afhænger af, at programmet er implementeret loyalt, så det ikke er sagsbehandleren, der visiterer familien til DUÅ Kritik af DUÅ s teoretiske grundlag. I denne sammenhæng er det vigtigt, at gruppelederne er bevidste om familiens egen opfattelse af et givent problem, da familiens problemforståelse ikke nødvendigvis er den samme som i metoden. Dette henviser tilbage til et tidligere nævnt opmærksomhedspunkt, da det i danske sammenhænge ofte er sagsbehandleren, som visiterer familierne til DUÅ. Når familier henvises efter 52 stk. 3, er det fordi, at myndighederne har anset DUÅ som den bedste foranstaltning til at løse det problem og behov, som er klarlagt på baggrund af en børnefagligundersøgelse (Serviceloven 52). Derfor antages det, at familien i disse tilfælde, ikke altid har et ønske, om at deltage i DUÅ, men i stedet kan føle sig tvunget til deltagelse. Dette bør være et vigtigt opmærksomhedspunkt for gruppelederen, da der i disse specifikke tilfælde, kan være behov for en problemforståelse af en mere helhedsorienterede karakter, som rummer den vilde problemforståelse. En sådan problemforståelse opstår, via forhandling mellem gruppeleder og forældre, hvorfor begge parter gensidigt må forstå hinanden, og derfor er en ligeværdig relation vigtig (Villumsen i Hestbæk & Thøgersen, 2015, s. 240). Omvendt 24

25 kan det argumenteres for, at gruppelederne ville blive udfordret i at indgå ligeværdig relation, da de ud fra et læringsteoretisk ståsted, har meget magt i sammenspillet med forældrende. I denne sammenhæng anskues DUÅ ikke som et værktøj, der bygger på den bedst tilgængelig viden, men som et værktøj der producerer en bestemt viden, til at løse et bestemt problem (Harrits er al., s. 233). Herved kan det argumenteres for, at metoden kan omdefinere det sociale arbejdes vilde problemforståelse til en tam problemforståelse. Uafhængig af dette argument, er metoden dog stadig i stand til at løse en del af et vildt problem. For at forebygge at metoden anvendes ufølsomt, og at bagvedliggende faktorer af problemforståelsen overses, må gruppelederne være bevidste om, hvilken viden de anvender som supplement til DUÅ og hvorfor, hvis de skal kunne kategoriseres som refleksive metodiker. I denne forbindelse kritiseres læringsteorien, for at have et overvejende determinerende menneskesyn, der overser det unikke ved det enkelte individ. Dette står i konkrast til socialt arbejde generelt (Hutchinson & Oltedal, 2006, s ). Herved kan gruppelederne opleve, at metoden konflikter med det sociale arbejdes professionsinteresse, hvis ikke de formår at inkorporere helhedsorienterede synspunkter om, at mennesket er unikt i metoden. Et andet kritikpunkt fremgår, da metoden er handlingsorienteret, og målet er givet på forhånd at reducere barnets adfærdsvanskeligheder. Problemet der skal løses er derfor adfærden. Herved bygger vidensgrundlaget i metoden på et tekniske rationale, hvorigennem problemforståelsen er givet på forhånd, og den instrumentelle problemløsningsproces optimalt kan løse et givent problem, blot teknikken findes tilstrækkelig (Alminde et al., 2008, s. 73). Det kan argumenteres for, at gruppeledernes menneskeopfattelse kan blive mekanisk, hvis de reproducerer den teoretiske tamme problemforståelse i DUÅ ufølsomt og ukritisk, uden at forholde sig til andre bagvedliggende faktorer, eller har en vild problemforståelse. Dermed kan gruppelederen være i risiko for at blive en manualrytter, som vægter metodens interesser over familiens, og herved vil DUÅ fremstå som en vidensteknologi, der styrer gruppelederens interesser. 25

26 9.5 DUÅ set som vidensteknologi Vi vil nu uddybe, hvorfor DUÅ i denne sammenhæng, kan anses som en vidensteknologi, og her har det teoretiske vidensgrundlag stor betydning. Som før beskrevet, tilbyder DUÅ helt konkrete anvisninger for, hvilke individuelle tilføjelser gruppelederne kan lave og hvordan. Dette er det grundlæggende argument for at anse DUÅ som en vidensteknologi, ikke blot fordi metoden tilbyder disse konkrete anvisninger, men fordi gruppelederne i faciliteringen af programmanualen netop agerer ud fra identiteten, gruppeleder. DUÅ skaber, i denne forstand, en bestemt identitet for socialarbejderen, når de i rollen som gruppeleder facilitere metoden (Harrits et al., s. 237). Denne identitet bygger på, det teoretiske vidensgrundlag DUÅ indeholder, og gruppelederen vil derfor, automatisk reproducere en del af dette vidensgrundlag. I denne sammenhæng kan det pointeres, at der er en risiko for, at vidensteknologien begrænser det handlingsmæssige råderum, hvis gruppelederne reproducerer og lader sig styre af en bestemt viden. Herved får en sådan vidensteknologi betydning i praksis, når en given problemstilling vurderes, da metodens problemforståelse kan være domminerende (Harrits et al., 2014, s. 238). I et sådan senarie vil vidensteknologien resultere i, at gruppelederne vil indtage rollen som manualrytter, der ikke formår at udfordre metodens problemforståelse med anden relevant viden, så helhedssynet underkendes. Derfor knyttes begrebet vidensteknologi til rollen manualrytter. Metoder som DUÅ skal dog kunne rumme kompleksitet og uforudsigeligheder, til trods for at arbejdet i metoden er planlagt, systematisk, formålstjenligt og verbaliseret gennem programmanualen (Thorsager er al., 2007, s. 9). Ud fra denne optik eliminerer DUÅ derfor ikke gruppelederne i at anlægge en vild problemforståelse. I hvilken grad dette be- eller afkræftes, afhænger af gruppeledernes refleksionsniveau, til at integrere anden relevant teoretisk viden til metoden. Gruppelederne kan derfor holde DUÅ s videnskabsteknologiske potentiale under kontrol, hvis blot de er beviste om metodens og eget teoretisk grundlag. Det kan dermed argumenteres for, at gruppelederne bør bestræbe sig på at være refleksive metodikere, så metodens mål nås, uden at helhedssynet overses, for at være på forkant med, at blive styret af DUÅ (Hestbæk & Thøgersen, 2015, s. 241). 26

27 9.6 En interaktionistisk forståelsesramme som supplement til DUÅ En kritisk og vidensteknologisk operationalisering af DUÅ, peger i stigende grad på vigtigheden af gruppeledernes refleksionsniveau, og deres evne til at lade andre perspektiver og modeller indgå i faciliteringen af metoden. For at sikre helhedssynet på familieproblematikken, kan gruppelederne med fordel kombinere flere teoretiske tilgange (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 18). For at undersøge hvilken teoretiske tilgange, der vil være egnet som supplement til DUÅ, opsummeres der kort for begrænsningerne i de læringsteoretiske elementer. Både sociallæringsteori og self-efficiacy teorien er fremadsigtet og handlingsorienteret, og har dermed ikke fokus på nuet. Teorierne har en forudbestemt problemforståelse, der har potentiale til at styre gruppeledernes problemforståelse, og kan overse vigtigheden af relationen mellem gruppeledernes og forældrenes evne til at forhandle om en fælles problemforståelse. En god relation er en vigtig faktor, for et vellykket DUÅ forløb. Peter Loft(2011), som er underviser på DUÅ uddannelserne i Danmark, udtaler Det er kun dem, der har følelserne med samtidig med manualen, der bliver gode (Villumsen i Hestbæk & Thøgersen, 2015, s. 240). Dette kan umiddelbart fremstå modstridende med DUÅ s teoretiske grundlag En interationistisk tilgang kan være et godt supplement, til at forstå relationen mellem gruppeleder og forældre, og dennes betydning for et vellykket forløb. Dog bør det påpeges, at et interaktionistisk perspektiv ikke kan stå alene, da socialt arbejde generelt har en handlingsorienteret tilgang. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at forstå en given problemstilling, hvis ikke det er muligt at løse den. (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 90). Dette understeger især læringsteoriens fordel, da den netop er handlingsorienteret, og rummer konkrete tekniske rationaler, som er let anvendelige. Nu redegøres kort for de vigtigste elemeter ved den interaktionistiske tilgang, som ud fra overstående analyse findes centrale. Inklusionskriteriet for udvælgesen af elementerne er, at de skal kunne bidrage med forståelse, om dén relation gruppelederen og forældrene indgår i, så gruppelederne kan forstå den givne problemstilling, ud fra forældrenes synspunkt. Det er forventeligt at finde interaktionistiske elementer i opgavens analyse del 2, da den interaktionistiske tilgang er anset som et perspektiv, der altid har indgået i det sociale arbejde (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 39). Vi er bevidste om, at den interaktionistiske tilgang rummer en kompleks samling af forskellige modeller og perspektiver. Dog skelnes der ikke mellem disse, da dette ikke ville have særlig betydning for op- 27

28 gavens formål. Med dette afsnit er interessen blot, at finde frem til, hvilke mulige elementer gruppelederne kan supplere DUÅ med, for at undgå at deres faglige kerne udfordres af DUÅ s vidensgrundlag. Det første element i den interaktionistiske tilgang der findes interessant, er tænkemåden som kaldes Thomas-teoremet Når mennesker definere en situation som virkelig, så er den virkelig i sine konsekvenser (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 91). Denne tankegang kan bidrage med indicier for, hvorfor gruppelederen må forstå familiens synspunkt. Derfor opfattes det som en fordel, hvis gruppelederen og familien forinden afstemmer forløbets formål og forældrenes forventning. Dette leder frem til et andet vigtigt element i den interaktionistiske tilgang, nemlig kommunikation, som er et redskab til at skabe et billede af os selv og andre (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 91). Dette indikerer, at gruppelederne og familien bør indgå i dialog, hvorved der forhandles om situationsdefinitionen. Situationsdefinitionen forstås som en fælles betegnelse for, hvorledes en episode opleves. Kommunikation er ligeledes et vigtigt element i gruppeprocessen, da gruppeprocessen er afhængig af, at forældrene deler erfaringer og refleksioner med hinanden, og sammen skaber en fælles situationsdefinition. Hvis ikke gruppen formår at kommunikere, kan der være risiko for, at gruppelederne fungerer som en lærer eller ekspert, der uden forhandling med gruppen, har definitionsretten. Situationsdefinitionen kan i denne sammenhæng ligestilles med problemforståelse. Overstående anses som vigtige elementer at inddrage i relationen mellem gruppeleder og forældre, for at forstå de relationer som udspiller sig i gruppeprocessen. Det forventes ligeledes, at gruppeledernes brug af et interaktionistiske perspektiv, kan være med til at skabe refleksion, så det forebygges, at gruppelederne ikke forholder sig kritisk, til det der skal ændres, og herved fremstår som manualryttere, der bliver styret af vidensteknologien. 9.7 Delkonklusion Ovenstående analyse af DUÅ på et metodisk plan, har medvirket til, at det er muligt at give en delvis besvarelse af underproblemstilling 1 og 2. I forhold til underproblemstilling 1, kan det konkluderes, at metoden anerkender, at der kan være behov for individuel tilpasning. For at gruppelederne kan forblive loyale og tro mod metoden, er der indarbejdet klare retningslinjer i programmet, for hvilke individuelle tilpasninger der kan foretages jf. figur 3. Disse retningslinjer betyder, at gruppe- 28