TØVEN MED BANKUNIONEN TRUER REALKREDITTEN

Transkript

1 NOTAT TØVEN MED BANKUNIONEN TRUER REALKREDITTEN Kontakt: Cheføkonom, Mikkel Høegh RESUME En vigtig opgave for en ny regering bliver at sikre den danske realkredit i EU- sammenhæng. Men det kræver, at Danmark hurtigst muligt tilslutter sig bankunionen for at få indflydelse på, hvordan ECB fortolker reglerne for reguleringen af finanssektoren. Går Danmark ikke med i banksamarbejdet nu, kan realkreditten være i fare, og Danmark kan komme til at stå i en situation, hvor man må overregulere den finansielle sektor med tab og forvridninger til følge. En lang række rapporter om bankunionen viser, at det er afgørende, at der tages hånd om realkreditten. Det sker imidlertid ikke, hvis man følger den vent- og- se linje, der er blevet foreslået i rapporter fra den tidligere regering og fra Finansrå- det. For det er næppe realistisk at tro, at medlemslandene i bankunionen uden dansk deltagelse vil tage hensyn til danske interesser. Realkreditten er et kardinalpunkt i forhold til dansk deltagelse i bankunionen, hvilket også er fremhævet af Nationalbanken og Det Økonomiske Råd. Selv om ratingbureauerne har meldt ud, at det ikke har betydning for ratingen af danske banker, om Danmark deltager i bankunionen eller ej, vurderer de dog, at det har konsekvenser, hvis den internationale regulering ikke fortolker realkreditten som det danske finanstilsyn. Bankunionen er først og fremmest en forsikring mod fremtidige bankkollaps. Det store spørgsmål er, hvem man ønsker at være gensidigt forsikret med. De danske banker er stadigvæk nogle af de største finansielle virksomheder i Europa relativt i forhold til størrelsen af dansk økonomi. Det er således en skrøne, at der skulle være såkaldt adverse selection set med danske briller i bankunionen. Tænketanken EUROPA 2015 kontakt@thinkeuropa.dk thinkeuropa.dk

2 En pointe, der ikke har været fremhævet i den danske debat om bankunionen er, at den er et værn mod fremtidig overmod i banksektoren og i forhold til overdrevne liberaliseringer af den finansielle regulering. Bankunionen kan derfor fremadrettet blive en succes på niveau med den båndlagte finanspolitik. HOVEDKONKLUSIONER: Dansk realkredit kan komme i klemme, hvis Danmark ikke går med i bankunion hurtigst muligt. Derfor må en ny regering arbejde for at få Danmark med i det fælles europæiske banksamarbejde. Man kan ikke forvente, at de øvrige lande i bankunionen vil tage højde for den danske realkredit, hvis Danmark ikke er med ved forhandlingsbordet, når reglerne for banksamarbejdet lægges fast. Danmark bør søge indflydelse på reglerne i stedet for at stå på sidelinjen og vente- og- se. Ratingbureauerne forventer ikke umiddelbart at øge kapitalkravet, hvis Danmark ikke går med i bankunionen, men ratingbureauerne efterspør- ger dog en afklaring på den danske realkredit. Den kan Danmark kun få ved at blive medlem af bankunionen. Hvis Danmark står uden for bankunionen, vil Finanstilsynet få incitament til at lægge en hårdere linje end bankunionen i deres tilsynspraksis præcis som Danmark i den økonomiske politik har ført en strammere politik end resten af eurozonen for at kunne opretholde fastkurspolitikkens troværdighed. Set fra et forsikringssynspunkt er sandsynligheden for negativ udvælgelse overdrevet. De danske bankers balance er stadigvæk store i international sammenhæng. Bankunionen kan være en sikring mod finansielt overmod i banksektoren og lægger en dæmper på uhensigtsmæssige liberaliseringer af den finansielle sektor på lang sigt. 2

3 En ny regering bør hurtigst muligt sikre en dansk tilslutning til bankunionen og få afklaret spørgsmålet om dansk realkredit. Det haster, hvilket bekræftes i en række af de rapporter, der i foråret er blevet udgivet om bankunionen. Den danske debat om bankunionen har på mange måder været præget af politisk taktik og en bemærkelsesværdig berøringsangst. Efterhånden har en række interessenter (Finansrådet, Nationalbanken, den tidligere regering og Det Økonomiske Råd) imidlertid udsendt rapporter vedrørende bankunionen. Emnet er således efterhånden ganske velbelyst, men den politiske debat udestår. Bankunionen og ikke mindst sikringen af dansk realkredit er således et emne, som en ny regering ikke kan komme uden om. Tværtimod er der stærke argumenter for, at den nye regering som noget af det første bør få afklaret, hvordan dansk realkredit reguleres i fremtiden. Hvis man udskyder beslutningen om dansk medlemskab af bankunionen, løber man en risiko med hensyn til sikring af ordentlige rammevilkår for det danske realkreditsystem. Realkreditten et kardinalpunkt Den danske realkreditmodel fylder knap 55 pct. af det finansielle landskab herhjemme (målt som andel af den konsoliderede MFI- sektors udlån) og er på mange måder særegen. Der er således en række eksempler på, at det har været vanskeligt at få dansk realkredit og den internationale regulering af de finansielle markeder til at passe sammen. Der har været problemer med dansk realkredit i forbindelse med LCR, CRD IV og Basel III- reglerne. Her er det værd at understrege, at Danmark bliver underlagt disse nye internationale reguleringer, uanset om vi søger medlemskab af bankunionen eller ej, da der er tale om internationale aftaler mellem G20- landene. I forhold til bankunionen kan der dog opstå spørgsmål om fortolkninger om udmøntningen af reguleringen, hvor fortolkningskompetencen flyttes fra Finanstilsynet til ECB. 1 Men her kan de danske interesser bedre varetages inden for bankunionen end uden for. I forhold til, hvordan ECB fastlægger sin fortolkningspraksis, er det afgørende at søge indflydelse fremfor at forholde sig passivt. Når en praksis først er fastlagt, kan den være vanskelig at ændre. Derfor er det i praksis risikabelt at vente og se. 1 Dansk økonomi forår 2015, kapitel 3, De Økonomiske Råd ( 3

4 Både Tænketanken EUROPA og Nationalbanken har vurderet, det er forbundet med betydelige omkostninger, hvis Danmark tøver med at tilslutte dig bankunionen. Beregninger viser, at prisen kan løbe op i et tocifret milliard beløb. 2 Det er derfor afgørende, at den nye regering hurtigt søger indflydelse. ECB er forpligtiget til at tage højde for forskellige forretningsmodeller. Et af de steder, hvor der imidlertid kan opstå et fortolkningsspørgsmål vedrørende realkreditten, er i forhold til det kortsigtede likviditetsmål, det såkaldte LCR- krav. Bankerne har i forhold til dansk lovgivning mulighed for, at 70 pct. af deres likviditetsbuffer består af danske realkreditobligationer. Likviditetsbufferen skal bruges i tilfælde af, at bankerne kommer i likviditetsvanskeligheder. Det er derfor væsentligt, at bankernes likviditetsportefølje er diversificeret, og at en bank i likviditetsproblemer hurtigt kan sælge ud af sin beholdning af obligatio- ner for at blive likvid. Vælger ECB at anlægge den vurdering, at porteføljerne ikke er diversificeret nok med en 70 pct. grænse, kan det derfor få betydning for efterspørgslen efter danske realkreditobligationer. Det er imidlertid et fortolkningsspørgsmål, idet danske realkreditobligationer normalt opfattes som værende meget sikre og likvide og at være på kreditmæs- sigt niveau med statsobligationer. ECB har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at man ønsker at ændre ved denne praksis. Det udelukker dog ikke, at det kan ske. Risikoen kan imidlertid minimeres, hvis Danmark søger indflydelse og bliver medlem af bankunionen. Et andet udestående i forhold til realkreditten, der direkte knytter sig til realkreditinstitutterne er, hvordan man ser på danske realkreditinstitutter i forhold til afviklingen af disse. Hovedprincippet i bankunionen er en såkaldt bail- in model. Dvs. at det er kreditorer og aktionærer fremfor skatteborgere, der skal betale i forbindelse med en afvikling. På dette punkt er bankunionen faktisk bygget op efter hovedopskriften bag de danske bankpakker, og den kan derfor på dette punkt karakteriseres som en dansk model. Dansk realkredit er imidlertid undtaget fra bail- in i forhold det såkaldte Minimum Required Eligible Liabilities- krav (dvs. kravet om, at en vis mængde gæld skal være øremærket til bail- in) og følger en særlig dansk afviklingsproce- dure i den danske konkurslovgivning. Vælger Danmark at deltage i bankunionen, vil det fremadrettet være op til ECB, hvorvidt realkreditinstitutterne skal behandles anderledes end bankerne i tilfælde af afvikling. Igen vil det være et 2 Danmark har brug for en bankunion, Tænketanken EUROPA, 2014 ( 4

5 fortolkningsspørgsmål, hvor der er mulighed for, at ECB anlægger et andet syn på dansk realkredit end Finanstilsynet. Når det er sagt, er der i bankunionen lagt op til, at ECB skal stille sig på skuldrene af Finanstilsynet. Derfor vurderes det, at der vil være en omfattende udveksling af synspunkter i tilfælde af dansk deltagelse. Herudover er det værd at holde sig for øje, at det oprindelige krav om bail- in, herunder undtagelsen for danske realkreditobligationer, i praksis har udbredt sig inden for rammerne af det indre marked. Ønsker Danmark at påvirke, hvordan ECB tolker reglerne og udmønter sit tilsyn i praksis, må vi søge indflydelse fremfor at lade dette være et uberørt emne. 3 Det vil være yderst overraskende, hvis ECB melder noget ud om dansk realkredit, uden at Danmark tilslutter sig. Derfor holder argumentet om, at vi skal vente og se, indtil spørgsmålet om realkredit falder på plads, ikke vand. Det er dog samtidig centralt, at Danmark får afklaret disse spørgsmål ved en tiltrædelsesaf- tale. Ratingbureauerne og bankunion Over de sidste ti år har rating af kreditinstitutioner og værdipapirer fået tiltagende betydning. Og i den tidligere regerings rapport om bankunionen og i Finansrådets rapport tillægges ratingbureuaernes holdning til det finansielle system i Danmark en betydelig rolle. 4 Ratingbureauerne har meldt ud, at det ikke har betydning for de danske bankers rating, om Danmark tilslutter sig til bankunionen eller ej. 5 I forhold til ratingbureauerne skal man dog være opmærksom på, at disse ikke er uvildige, hvorfor de ikke kan betragtes som sandhedsvidner. Ratingbureauerne modtager betaling for deres vurderinger af udstederne, hvorfor de også har et kundeforhold til dem, de vurderer. 6 Endelig kan det anføres mht. ratingbureauerne, at der ikke 3 Se f.eks. Nationalbankens kommentarer til Det Økonomiske Råds diskussionsoplæg, forår 2015, Danmarks Nationalbank, maj ( OeØonomiske-Raads-diskussionsoplaeg-foraar-2015.aspx). 4 Rapport om mulig dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde, Økonomi- og indenrigsministeriet, april 2015 ( og Beslutning om bankunionen bør afvente yderligere afklaring, Finansrådet, oktober 2014 ( 5 CBS-professer undsiger Nationalbanken, Politiken 27. maj 2015 ( 6 Sørensen, Peter Bich (2011) Finanskrisen og den økonomiske videnskab for en beskrivelse af ratingbureaernes incitamentsproblemer ( enskaben%20web%20udgave.pdf). 5

6 findes et europæisk ratingbureau. Bureauerne er alle amerikanske og har derfor ikke altid blik for de forskelle, der er på de europæiske finansmarkeder versus de amerikanske markeder. Tænketanken EUROPA vurderer, at man med fordel kunne etablere et europæisk ratingbureau med speciale i at vurdere de finansielle forhold i Europa. Til trods for spørgsmålet om ratingbureauernes uvildighed har de fået en stor plads i debatten om bankunionen, herunder i den tidligere regerings og Finansrådets rapporter. Hvor ratingbureauerne under Finanskrisen i 2007/08 var under kraftig kritik for fejlagtig og overdrevent positiv rating af bl.a. de risikable subprime- lån, gøres de nu igen til sandhedsvidner i den danske debat om bankunionen. Det bør man være forsigtig med. 7 Ratingbureauerne lægger vægt på, at danske banker er velpolstrede i forhold til bankerne i mange andre lande, og at den danske stats betalingsvilje synes at være stor, hvis en dansk bank evt. måtte blive nødlidende. Det er naturligvis positivt. Ratingbureauerne har imidlertid ikke taget stilling til, hvad der skal til fremadrettet for at opretholde en given rating. Umiddelbart kan det virke spekulativt, men i den forbindelse er det værd at holde in mente, at ratingbureauerne historisk har ændret syn på dansk realkredit med ganske kort varsel. Det skete f.eks. under finanskrisen, hvor ratingbureauerne pludseligt ændrede syn på danske realkreditobligationer og refinansieringsrisikoen. For nylig udtalte associate director Alexander Ekbom fra ratingbureauet Standard & Poors til Politiken: Hvis vi ville vurdere, at Danmarks tilsyn var ringere eller bedre end det inden for bankunionen, så kunne det have konsekvenser. For nuværende vurderer vi dem til at være lige. Vi mener, at den danske tilsynsmyndighed er lige så god som den europæiske tilsynsmyndighed. 8 Netop realkredit synes at fylde i ratingbureauernes vurdering af, hvordan den finansielle sektor i Danmark er stillet i forhold til deltagelse eller ej i bankunionen. Ændrer ECB syn på, hvordan realkreditten skal tolkes ind i den allerede vedtagne regulering som eksempelvis LCR, CRD IV mv., kan ratingbureauerne også finde på at ændre den fremtidige kreditvurdering. I en mail har Alexander Ekbom efterfølgende uddybet over for Tænketanken EUROPA: The big question is how mortgage banks will be viewed and how resolution will be handled as Denmark has approved a law that differentiate them from deposit- taking banks in terms of bail- in. That could have implications 7 Det i øvrigt være at bemærke, at Storbritannien er blevet sat på negativ outlook af S&P som følge af den usikkerhed, den kommende folkeafstemning om britisk tilknytning til EU medfører. 8 CBS-professer undsiger Nationalbanken, Politiken 27. maj

7 on the way we rate such banks. I Finansrådets og den tidligere regerings analyser er der imidlertid lagt vægt på, at ratingbureauerne ikke umiddelbart vil øge kapitalkravet til bankerne, hvis Danmark står uden for bankunionen. Det kan dog ikke tages for givet. Ratingbu- reauerne medgiver imidlertid, at bankunionen kommer til at sætte den internationale standard for, hvordan den finansielle sektor i Europa skal reguleres. Tænker man på problemstillingen som et klassisk Stackelberg/Cournot- eksempel 9,10, hvor deltagerne søger at optimere deres muligheder i forhold til en stabil løsning (en såkaldt Nash- ligevægt 11 ), kan problemstillingen beskrives som, at et stort land sætter en standard, og at et lille land efterfølgende kan optimere i forhold til det store lands udfald. Danmark er som bekendt et lille land, og det vil næppe være muligt for Danmark at sætte en international standard. Det mest sandsynlige er derimod, at ECB med bankunionen sætter tilsynsstandarden i Europa. Det danske tilsyn har efterfølgende mulighed for at vælge en linje, der er slappere, på niveau med med eller strammere end det i bankunionen. Vælger Finanstilsynet at køre en slappere linje end ECB, vil det umiddelbart give de danske banker en konkurrenceevnefordel i forhold til at kunne øge sit udlån og påtage sig risiko. Det vil imidlertid give anledning til, at ratingbureauerne vil se mere negativt på de danske banker. I sidste ende vil det medføre et stigende kapitalkrav, hvis den nuværende rating skal fastholdes. Vælger Finanstilsynet at lægge sig på linje med ECB og bankunionen, vil det betyde, at Finanstilsynet sætter sin troværdighed på spil. Finanstilsynet skal således skygge bankunionen i et og alt. Det vil kræve en ganske tæt koordinering, og det kan presse Finanstilsynet. Anføres det blot én gang, at man ikke er på linje med bankunionen i udmøntningen, eller opstår der tvivl om tolkningen af en given regel, vil Finanstilsynets troværdighed være sat over styr. For at sikre, at det ikke sker og at der ikke kan spekuleres mod Finanstilsynet, vil Finanstilsynet have stærke incitamenter til at anlægge et strammere tilsyn end bankunionen. Et strammere dansk tilsyn vil give en stabil løsning, hvor Finanstilsynet holder fast i sin troværdighed, og dermed ikke har incitament til at flytte sig. Det påvirker imidlertid de danske bankers konkurrenceevne negativt, idet de relativt vil blive underlagt et strammere tilsyn end de øvrige banker i Europa. I sagens 9 Stackelberg, Henrich Freiherr (1934) Marketform und Gleichwicht. 10 Cournot, Antoine Augustin (1838) Recherches sur les Principes Mathematiques de la Theorie des Richesses. 11 Morgenstern, Oskar and John von Neumann (1974) The Theory of Games and Economic Behavior Princeton University Press. 7

8 natur vil det betyde, at der vil være en eller anden omkostning for de danske banker ved at stå uden for bankunionen. Der er ikke nogen praktiske eksempler at henvise til, idet et fælles samarbejde om banktilsyn er uden fortilfælde. Der kan dog drages en parallel til den generelle økonomiske politik. Her har Danmark valgt at føre fastkurspolitik først i forhold til D- marken og siden euroen der har krævet en ekstra stærk finanspolitisk disciplin. For at bevare troværdigheden, har skiftende regeringer ført en lidt strammere finanspolitik end de øvrige eurolandene. Det taler for, at Danmark sandsynligvis vil opbygge sikkerhedsmargin og etablere en ekstra stram tilsynspraksis, hvis vi står uden for bankunionen. Figur 1. Danmark har ført en mere disciplineret finanspolitik end eurozonen Eurozonen og Danmarks strukturelle underskud i pct. af BNP 6,0 4,0 2,0 0,0-2, ,0-6,0-8,0 Eurozonen Danmark Note: Eurozonen (EA , EA , EA , EA , EA , EA , EA , EA19 Kilde: Eurostat Også ratingbureauerne forventer, at Danmark ender med at føre et lidt strammere tilsyn med de danske banker, hvis Danmark vælger at stå uden for samarbejdet. I hvert fald siger Jens Hallén fra ratingbureauet Fitch til Politiken: Jeg vil forvente, at Danmark følger efter, når det handler om minimumsstandar- der. Tanken om, at det ville være mere afslappet (tilsyn) i Danmark, er forment- lig ret usandsynlig. Men at have en minimumsstandard fra bankunion og lejlighedsvise tilføjelser er en mulighed CBS-professer undsiger Nationalbanken, Politiken 27. maj

9 Negativ udvælgelse er en skrøne I den sparsomme debat om bankunionen har det også været anført, at Danmark bør stå uden for samarbejdet for at undgå en stor fremtidig regning i forhold til mere gældsplagede lande. I den økonomiske litteratur taler man om negativ udvælgelse (adverse selection). 13 Tanken er, at de sunde banker eller lande ikke vil deltage i bankunionen, fordi de risikerer at skulle betale for de dårlige banker. Set fra et dansk synpunkt holder det imidlertid ikke, idet deltagelse i bankunionen er obligatorisk for alle eurolande, uanset om et lands banker er sunde eller ej. Herudover skal de enkelte lande betale kontingent i forhold til den risiko, de bringer ind i bankunionen helt i overensstemmelse med, hvordan man håndterer negativudvælgelse i forsikringsteorien. En ældre herre med mange års erfaring som chauffør har en lavere præmie på sin bilforsikring end en ung mand, der netop har erhvervet sit kørekort. Sidst men ikke mindst er det afgørende at holde sig for øje, at de danske systemiske vigtige banker har en størrelse, der er vanskelig håndterbar for dansk økonomi i forhold til en evt. afvikling. Hvis der virkelig var negativ udvælgelse i bankunionen, burde Eurogruppen forholde sig kritisk til dansk, britisk, svensk og schweizisk deltagelse. I 2013 var Danske Bank størst målt på balancen i procent af det enkelte lands BNP, men i 2014 er den blevet overhalet af schweiziske UBS. Danske Bank er dog langt større end nærmeste eurobank, som er den hollandske ING Bank. Figur 2. Balancerne er ikke blevet slankere Udvalgte bankers balance i forhold til landets BNP, pct. UBS (Schweiz) Danske Bank (DK) Credit Suisse (Schwiz) Nordea (Sverige) ING Bank (Holland) Banco Santander (Spanien) Rabobank (Holland) BNP Paribas (Frankrig) HSBC (UK) Credit Agricole (Frankrig) Deutsche Bank (Tyskland) Royal Bank of Scotland (UK) Barclays (UK) Societe Generale (Frankrig) Groupe BPCA (Frankrig) Lloyds Banking Group (UK) Unicredit (Italien) Jyske Bank (DK) Kilde: Diverse årsrapporter, Eurostat samt egne beregninger. 13 Se Akerlof, George (1970) The Market for "Lemons : Quality Uncertainty and the Market Mechanism, The Quarterly Journal of Economics, 84 (3),

10 Det Økonomiske Råd lægger i deres analyse af bankunionen vægt på, at Danmark er finansielt integreret med det øvrige Europa, hvorfor det vil være en fordel at deltage i bankunionen. Dertil kommer, at oplagte alternativ en bankunion med Sverige og Storbritannien ikke er en option. Der synes at være bred konsensus i den danske debat, om at det er en fordel, at der er et internationalt samarbejde om regulering af den finansielle sektor, som følge af den høje integration mellem markederne og som følge af, at det at drive finansiel virksomhed typisk er en grænseoverskridende aktivitet. 14 Bankunionen er i sidste ende en forsikring mod bankkollaps. Princippet i en forsikring er, at man går sammen med nogen, der har en anden risikoprofil end en selv, og at man således glatter risikoen ud. Den største udglatning af risikoen opnår man ved, at man går sammen med lande, der er forskellige fra hinanden. På denne måde mindsker man sandsynligheden for, at alle deltagere i forsikrin- gen rammes af en negativ begivenhed samtidig. Den finansielle sektor i Danmark minder ganske meget om den svenske finansielle sektor, mens vi er mere forskellige i forhold til Tyskland, Holland, Belgien mv. Det er således ikke entydigt en ulempe for dansk økonomi, at f.eks. Sverige har valgt at stå uden for bankunionen. Bankunion skal virke i praksis For at forhindre såkaldte bank runs, hvor indskyderne hurtigt trækker deres penge ud af en nødlidende bank, er der i Danmark tradition for, at man afvikler banker hen over weekender. På den måde forhindrer man, at aktiemarkeder, indskyder mv. kan agere på en måde, der forstærker den negative udvikling for en nødlidende bank. I beskrivelserne af, hvordan bankunionen skal fungere i praksis, er det bemærkelsesværdigt, at der i forhold til afviklingen af en bank ikke er nævnt nogle frister. Der er således en risiko for, at der kan gå bureaukrati i afviklingen af en bank, hvis Rådet, Kommissionen, Styrelsesrådet i ECB og EBA skal forholde sig til forskellige spørgsmål i afviklingen. Det er usikkert, om man i så fald vil kunne nå at afvikle en bank hen over weekenden. Der er ingen tvivl om, at det er afgørende, at man finder en praksis, hvor en redning kan finde sted hen over en weekend. En decideret afvikling vil der ikke være tale om, idet de banker, der deltager i bankunionen, er systemisk vigtige. I forhold til dansk praksis har vi stor erfaring med at afvikle små banker hen over en weekend, men vi har ingen praktisk erfaring med at redde en systemisk 14 Se men også 10

11 vigtig bank. Der vil således næppe være den store forskel på bankunionen eller Finanstilsynet mht. den sikkerhed eller usikkerhed, der vil være i forhold til, om en redning kan nås i løbet af en weekend. Det er imidlertid afgørende at slå fast, at muligheden for at kunne handle hen over en weekend, er en betingelse for et succesfuldt tilsyn. Det taler for, at praksis mellem de forskellige beslutningskom- petencer må falde ud på en måde, så redninger kan afgøres på en weekend. Det er det, man i økonomi kalder en identitet altså en betingelse, der skal være opfyldt, og som ikke kan afviges. Det er dog vanskeligt at forestille sig, at dette ikke skulle blive udfaldet, når det er i alles interesse. Figur 3. Danmark har kun afviklet små banker Udvalgte bankers balance, 2014, mia. kr Note: For banker, der er gået ned (Fionia Bank, Amagerbanken og Roskilde Bank), anføres balancen på tidspunktet for påbegyndelse af afviklingen. Kilde: Diverse årsrapporter. Et bolværk på linje med båndlagt finanspolitik I 2004 fik Finn E. Kydland og Edward C. Prescott en meget populær tildeling af Sveriges Riksbank pris i økonomi til minde om Alfred Nobel. Deres videnskabeli- ge bidrag handler om tidsinkonsistens i økonomisk politik og forståelse af konjunkturcykler. Prisen var i høj grad en hyldest til den regelbundne finanspolitik. Tanken er, at man med nagelfaste regler sikrer sig mod, at politikerne træffer opportunistiske beslutninger, der på den lange bane kan skade økonomien. Der kan eksempelvis være en tendens til at slække på finanspolitikken i en periode op til et valg eller i perioder, hvor det går godt i økonomien. Det er imidlertid ikke kun finanspolitikken, der påvirker den økonomiske aktivitet. På verdens- 11

12 plan har der været en tendens til, at man har dereguleret den finansielle sektor i perioder med højkonjunktur. I Danmark indførte man f.eks. muligheden for afdragsfrie lån i en periode med højkonjunktur. Har man haft en periode med høj økonomisk vækst, kan der nærmest opstå en slags blindhed i forhold til, hvorfor man har en given regel, og at finanskriser kan gentage sig. Bankunionen vil imidlertid være et værn mod tidsinkonsistente dereguleringer. Årsagen er, at det alt andet lige er vanskeligere at gennemføre liberaliseringer i bankunionen givet, at det ikke bare er de nationale politikere, der skal blive enige, men at man skal blive enige på tværs af medlemslande, og at sikres en adskillelse mellem nationale særinteresser og tilsynsvirksomheden. Der er altså meget, der taler for, at bankunionen kan blive en succes på linje med den båndlagte finanspolitik, som er en af hovedårsagerne til, at dansk økonomi i dag fremhæves som sund og stærk i internationale sammenligninger. Samlet set er der mange argumenter for, hvorfor Danmark straks bør deltage i bankunionen. Og spørgsmålet om afklaringen af realkreditten er altså endnu et. Figur 4. Alle rapporter anbefaler at søge indflydelse på realkredit Overblik over holdningerne i de danske rapporter om bankunionen DK skal søge Støtter man sig Koster det noget afklaring i forhold på ratingbureauerne? at stå uden for til realkredit bankunionen? Samlet anbefaling Finansrådet Ja Ja Nej Vent Nationalbanken Ja Nej Ja DK bør deltage Det Økonomiske Råd Ja Nej Måske DK bør deltage Den tidligere regering Ja Ja Nej Vent DK bør Tænketanken EUROPA Ja Nej Ja deltage Kilde: Finansrådet, Det Økonomiske Råd, Danmarks Nationalbank, den tidligere regering samt Tænketanken EUROPA. 12