Hvidbog om ulighed 2009

Transkript

1 Hvidbog om ulighed 2009

2 Hvidbog om ulighed 2009 Udgivet af LO, Landsorganisationen i Danmark Foto: Polfoto Layout: LO Tryk: Silkeborg Bogtryk LO-varenr ISBN: ISBN-online:

3 Hvidbog om ulighed 2009

4 Indhold Kapitel 1. Indledning 5 Kapitel 2. Social arv og polarisering 11 Svag hjemmebaggrund øger risikoen for børnesager og kriminalitet 11 Social arv og chancen for at få en uddannelse 12 Store kommunale forskelle i uddannelsesniveauet 15 Kapitel 3. Arbejdsmiljø og sundhed 17 Arbejdsmiljø 17 Sundhed 21 Kapitel 4. Indkomstfordeling 24 Indkomstfordelingen 24 Formuefordelingen 26 Offentlig service har stor betydning for de svageste 26 Lav vækst i den offentlige service giver højere ulighed 27 Kapitel 5. Fattigdom 29 Udviklingen i antallet af fattige 29 Længerevarende fattigdom i markant stigning 31 Fattigdom, social eksklusion og boligforhold 32

5 Kapitel 6. De allerrigeste 35 De allerrigeste 35 Kapitel 7. Skattereformer ved Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti 37 Skattepolitik siden Kapitel 8. Politikanbefalinger 40 Folk eskolen 40 Arbejdsmiljø 40 Indkomstfordeling 41 Svage grupper 43 Boligpolitik 44 Ligeløn 45 Den offentlige service 45 Ulighedskommission 45

6

7 Kapitel 1. Indledning Lighed betyder ikke, at mennesker skal være ens. Vi er forskellige; vi har forskellige evner og interesser, og vi vælger at indrette vort liv forskelligt. Dette er en fundamental frihed for den enkelte og gør os rigere som samfund. Men lighed betyder, at alle skal have lige muligheder. Den enkeltes liv skal bestemmes af hans/hendes evner og interesser ikke af forældrenes sociale baggrund. Det er vigtigt, at forskellene i samfundet ikke bliver for store. Et samfund med dybe økonomiske og sociale skel er et mere usympatisk samfund. Det er også et samfund med mindre social sammenhængskraft og solidaritet et samfund, der ikke effektivt formår at udnytte sine menneskelige ressourcer. Denne hvidbog lægger op til en forstærket indsats imod uligheden i det danske samfund. Baggrunden er et omfattende analysearbejde, der kortlægger de økonomiske, sociale og kulturelle skel i dagens Danmark. De vigtigste resultater af denne kortlægning bringes her i bogen, men på kan du finde yderligere analyser af de forskellige sider af uligheden. Øget velstand og ulighed En forstærket kamp mod uligheden sker på mange måder fra et positivt udgangspunkt. Danmark er ikke bare et af verdens rigeste lande; de seneste årtier har også betydet store sociale fremskridt for det brede lag af almindelige danskere. Den materielle nød er stort set afskaffet. Boligforholdene er dramatisk bedre end for en generation eller to siden. Det samme er uddannelsesmulighederne og kvindernes stilling i samfundslivet. Danmark har en stor og relativ velfungerende offentlig sektor, og vi har en omfattende social omfordeling fra de velstillede til de dårligt stillede. Alligevel er vort samfund fortsat præget af dybe skel. Og meget tyder på, at uligheden bliver værre, hvis vi bare lader stå til. For det første er der en dyb ulighed i livschancer. Et barn, der vokser op i en parfamilie med akademikerbaggrund, har 13 gange større chancer for at gennemføre en ungdomsuddannelse end den jævnaldrende, der bor hos en enlig ufaglært mor på kontanthjælp! Forældrenes sociale baggrund spiller således fortsat en uhyggelig stor rolle for børnenes livsforløb. Meget tyder på, at Danmark er ved at få en ny underklasse, hvor en tilværelse på samfundets sidelinje alt for ofte går i arv fra forældre til børn procent af en årgang har markant ringere chancer end deres jævnaldrende. For det andet er det danske samfund fortsat kendetegnet af bredere ulighed på mange af samfundslivets områder uddannelse, bolig, sundhed, kultur, indflydelse og meget andet. Bare et enkelt tal fra sundhedsområdet: En akademiker i den erhvervsaktive alder går i snit til læge 6,6 gange om året, en ufaglært 11,6 altså næsten dobbelt så tit. Samme skel ses i andre sider af sundhedstilstanden, for eksempel medicinudgifter og levealder. Uddannelse er ved at blive et afgørende skel i det moderne samfund. De højtuddannede har ikke bare de højeste livsindkomster og de mest spændende job. De har også den bedste sundhedstilstand, færrest problemer med arbejdsmiljøet, de mest attraktive boligforhold, de bedste uddannelsesmuligheder for børnene og den største ind- 5

8 flydelse i samfundets valgte organer. Det er uligheder, som har været der hele tiden, men bliver mere markante i disse år. Vi risikerer et samfund, hvor uddannelse i stigende grad udgør skillelinjen mellem det gode liv og det dårlige liv. For det tredje præges Danmark også af voksende ulighed på det område, der er fundamentet for det hele: Den økonomiske fordeling. Danmark har stadig mere beskedne indkomstforskelle end mange andre lande, men udviklingen går med stor hast den forkerte vej. Fra 2001 til 2006 steg indkomsterne hos den rigeste tiendedel med 3 procent om året, hos den fattigste tiendedel kun med 0,5 procent. Mens de rigeste har kroner mere i hånden end for nogle år siden, har de fattigste kun kroner. Aktier, boligmarked og skattepolitik har skabt ulighed Der er flere forklaringer på den voksende afstand mellem høje og lave indkomster. Men analyserne viser, at især aktiekurser og gevinster på boligmarkedet trækker Danmark mere skævt. Det er frem for alt ejerne af de dyre huse i hovedstadsområdet, der har tjent kassen på det seneste årtis store værdistigninger. Et mønster, som finanskrisen har dæmpet en anelse, men heller ikke mere. Denne ulighed forekommer med rette uretfærdig. Ikke mindst fordi mange af gevinsterne hverken skyldes personlig indsats eller kreativitet, men bunder i arbejdsfri værdistigninger. Der findes masser af eksempler på mennesker med velbetalte job, der har tjent mere på at eje deres bolig end ved at gå på arbejde. Noget, der står i skærende kontrast til udsagnet om, at»det skal kunne betale sig at arbejde«. Indkomstforskellene bliver også større i kraft af den førte skattepolitik. Da VK-regeringen trådte til, indførte den skattestop. Det indebar blandt andet en fastfrysning af ejendomsværdiskatten, som har givet 10 mia. kroner ekstra til boligejerne. Samtidig er skattereformen, som i foråret blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti, den mest skæve i Danmarks nyere historie. Hvidbogens beregninger viser, at mens skattepolitikken samlet set har givet den fattigste tiendedel 900 kroner ekstra, så har den rigeste tiendedel fået kroner oven i hatten. Regeringens skattepolitik følger tydeligvis den årtusindegamle devise om, at»den som meget har, skal mere gives«. Ulighed låser mennesker fast Stigende økonomisk ulighed betyder ikke bare større skævhed i vores forbrugsmuligheder og levevilkår. På længere sigt har det også en mere dybtgående konsekvens: Det svækker samfundets sammenhængskraft. Internationale undersøgelser viser således, at lande med stor ulighed også har mere fastlåste sociale mønstre rejsen fra det dårlige liv til det gode liv bliver simpelthen længere. Det ses blandt andet ved, at den sociale mobilitet er højere i de skandinaviske lande end i USA og Storbritannien. Med social mobilitet forstås børnenes muligheder for at opnå en anden social position end deres forældre, for eksempel at kvikke børn fra dårligt stillede miljøer har mulighed for at arbejde sig op i samfundet. Analyserne viser ikke bare, at indkomstforskellene i USA er større end herhjemme, børnenes position i samfundet er også mere afhængig af deres sociale baggrund. Hvorfor? Efter alt at dømme er forklaringen, at når indkomstforskellene stiger markant, så øges afstanden mellem de forskellige samfundslag ikke bare økonomisk, men også mentalt. Hvis man er vokset op i en amerikansk storbyghetto, er uddannelsesstederne i forstædernes middelklassekvarterer en helt anden verden ikke bare 6

9 fysisk, men også mentalt. Og rejsen til denne verden bliver næsten uoverkommelig. Samtidig betyder store indkomstforskelle, at de rige lever i et helt andet univers og, får mindre fælles interesser med resten af samfundet. For eksempel færre interesser i gode offentlige tilbud som børnepasning og gratis uddannelse. Det siges, at ulighed fører til større dynamik i samfundet. Forskellene giver de dårligt stillede et stærkere incitament til at arbejde, uddanne sig og gøre noget for at forbedre deres situation, lyder antagelsen. Sådan er det bare ikke i virkeligheden. Høj ulighed betyder, at de fattige fastlåses i dårlige levevilkår og at de rige bliver ligeglade. Den mentale afstand i samfundet bliver simpelthen for stor. Erfaringerne viser da også, at hvis der over mange år er stigende indkomstforskelle, så bliver den sociale mobilitet også mindre. Det skete i Reagans USA fra 1980erne og frem. Og det skete i Thatchers Storbritannien, da uligheden også dér voksede og voksede. Begge steder så man, at de sociale forskelle i de unges livschancer blev større i takt med stigende økonomiske forskelle. Kun en tåbe frygter ikke, at noget lignende bliver konsekvensen i Danmark, hvis uligheden fortsætter med at stige fremover. Fare for ny underklasse Samtidig blinker advarselslamperne på et andet område. Danmark er som nævnt ved at få en ny underklasse, eller det som socialforskerne kalder»risikogruppen« procent af familierne er kendetegnet ved en kombination af flere risikofaktorer: Forældrene har ingen uddannelse, tit har de også lange perioder med arbejdsløshed, ofte bor far og mor heller ikke sammen. Mange af disse familier klumpes sammen i almene boligkomplekser med andre i samme situation. Blandt denne gruppe med såkaldt svag hjemmebaggrund finder vi de svageste dele af indvandrermiljøet. Vi finder også mange enlige mødre med etnisk dansk baggrund. Hvidbogens analyser viser, at denne gruppe hægtes mere og mere af. Tag for eksempel andelen af unge, der ikke som 25- årig har eller er i gang med en kompetencegivende uddannelse. Blandt unge fra parfamilier, hvor forældrene har job og uddannelse, faldt tallet fra 14 procent i 1991 til 10 procent i Men blandt unge med svag hjemmebaggrund steg andelen fra 46 til 48 procent. De seneste årtiers uddannelsesfremgang er simpelthen gået en stor bue uden om de dårligst stillede. Den hårdest ramte del af denne gruppe præges af egentlig fattigdom. Nok så bekymrende er det, at flere lever i langvarig fattigdom. En situation, der let fører til social isolation, hvor børnene ikke kan holde fødselsdage og deltage i fritidslivet på lige fod med deres jævnaldrende. Fra 2001 til 2006 steg antallet af langvarigt fattige fra til Tallene viser også, at de fattige især er koncentreret i to slags områder: I storbyernes belastede boligkomplekser, ikke mindst i København, og i udkantskommuner som Langeland, Tønder, Lolland og dele af Nordvestjylland. Vi skimter konturerne af et farligt mønster: At Danmark får en underklasse, hvor unge forlader skolen uden kvalifikationer til at begå sig på arbejdsmarkedet og i samfundslivet og at mange af disse unge søger sammen i mere eller mindre kriminelle subkulturer. Bare to tal: Blandt 20-årige, der vokser op i parfamilier med videregående uddannelse, er kun 4 procent dømt for en voldssag inden for de seneste 5 år. Blandt deres jævnaldrende med svag hjemmebaggrund er det imidlertid 31 procent altså næsten hver tredje! Samtidig risikerer vi, at denne nye form for underklasse vokser i årene fremover. 7

10 Arbejdslivet ændres med rivende hast som følge af globalisering og ny teknologi, og kravene om uddannelse og kompetencer er voksende. Mange af de ufaglærte job er gjort overflødige eller flyttet til lavtlønslande i Asien og Østeuropa. Faren er, at denne proces hægter store samfundsgrupper af, og at det danske samfund ligefrem knækker over. Lad os sætte et billede på: For 50 år siden havde Betina, enlig mor på Vesterbro, et svært liv. Hun boede i en fugtig lejlighed uden bad og eget toilet. Sådan boede mange andre også. For eksempel naboen, der var smedesvend, faglært og dermed bedre lønnet. Men samfundets krav var mere enkle. Betina skulle sørge for, at børnene kom i skole til tiden, og var nogenlunde renvaskede, så tog læreren sig af undervisningen. Og sønnen kunne gå ud af skolen efter 7. klasse, tage et ufaglært job og forsørge sin familie. Nutidens Betina bor i en moderne lejlighed med centralvarme, bad og toilet, men kravene til forældrerollen er anderledes komplicerede. Betina skal diskutere elevplaner med læreren, hjælpe med projektet om Rifbjergs forfatterskab og rådgive om den rette fagkombination i ungdomsuddannelserne. Og børnene kan ikke bare gå ud af skolen og tage et ufaglært job. Hvis børnene skal godt i vej, må Betina sørge for, at de gennemfører en faglig eller boglig uddannelse. Globaliseringen kan føre til nye skel For store samfundsgrupper er globaliseringen lig med nye muligheder. Ikke bare større velstand, men også et mere spændende og afvekslende arbejdsliv: Rejser til udlandet, større indflydelse på eget arbejde, gode muligheder for efteruddannelse. For andre tegner fremtiden imidlertid mere usikker. De risikerer at blive hægtet af et samfund med stadig større krav om uddannelse, omstilling og personlige kompetencer. Hvis Danmark skal tackle de nye udfordringer, er det nødvendigt med investeringer i fremtiden. Det drejer sig om opkvalificering og uddannelse i ordets brede forstand fra daginstitutioner over ungdomsuddannelse til efteruddannelse. Uddannelse og opkvalificering er ikke bare centralt for, at Danmark kan stå stærkt i den globale konkurrence. Det er også afgørende for, at vi ikke får et Danmark med nye skarpe klasseskel. Et sådant uddannelsesløft kræver, at vi anderledes resolut tager fat på to former for ulighed: For det første de dårligst stillede procent, der er storleverandør af unge uden uddannelse. Det drejer sig ikke bare om bedre og tidligere indsats i daginstitution og skole, men også om beskæftigelse, socialpolitik og en boligpolitik, der gør op med ghettodannelsen. De dårligst stillede skal slet og ret integreres i samfundet. For det andet må der gøres op med den bredere ulighed i uddannelsessystemet, der ikke bare drejer sig om de dårligst stillede. Det er stadig de veluddannedes børn, der får de lange videregående uddannelser, og denne skævhed grundlægges allerede i skolen. Tag bare disse tal for, hvordan etnisk danske børn klarede folkeskolens afgangsprøve: Akademikernes børn fik 9,1 i snit, de faglærtes 7,9 og de ufaglærtes 7,3. Børn med anden etnisk baggrund fik generelt lavere karakterer, men også hér er et skel mellem børn af højtuddannede og børn af kortuddannede. En vis forskel kan næppe undgås, men en socialt betinget forskel på næsten to karakterpoint er simpelthen uacceptabel. Tallene viser, at skolen og uddannelsessystemet stadig er indrettet på de højtuddannedes præmisser og ikke i tilstrækkelig grad formår at kompensere for de sociale forskelle i hjemmet. 8

11 Vi er enige i målet om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at mindst 50 procent skal tage en videregående uddannelse. Et sådant uddannelsesløft kræver imidlertid, at vi får sparket gang i den sociale mobilitet, at børnene rent uddannelsesmæssigt når længere end deres forældre. For nogle år siden sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at man skal kunne gå fra bistandsklient til bankdirektør. For os er perspektivet langt bredere. Det drejer sig om at skabe en ny social dynamik, der omfatter brede lag i det danske samfund. Det betyder, at Betinas søn skal gennemføre den erhvervsuddannelse, som mor aldrig blev færdig med for eksempel som maler eller maskintekniker. Og det indebærer, at maskinteknikerens datter tager yderligere et ryk eller to for eksempel ved at uddanne sig til sygeplejerske eller gymnasielærer. Social mobilitet handler ikke om et mindre antal spektakulære mønsterbrydere, men at det brede lag af unge fra ikke-boglige hjem deltager i et uddannelsesløft. Samtidig er det nødvendigt med en massiv efteruddannelsesindsats for de voksne, som allerede er på arbejdsmarkedet. Det gælder især de kortuddannede. Det er deres job, som er mest udsat for global konkurrence. Det er ligeledes dem, der som unge fik mindst andel i samfundets uddannelsesressourcer. Desværre viser undersøgelserne, at de også som voksne er dem, som får mindst efter- og videreuddannelse. Derfor har fagbevægelsen arbejdet hårdt på, at efteruddannelse er blevet en ret for det brede lag af almindelige lønmodtagere. Uligheden bliver ikke mindre, men større Vi nævnte tidligere, at uddannelse i stigende grad er en social skillelinje i det moderne samfund. Dette gælder også på et område, hvor de fleste af os lægger en stor del af døgnets aktive timer i arbejdslivet. Det er fortsat de faglærte og især de ufaglærte, der døjer med klassiske arbejdsmiljøproblemer som tunge løft, støj og belastende arbejdsstillinger. Samtidig har de højtuddannede også det bedste psykiske arbejdsmiljø. Det er dem, der har mest indflydelse på deres arbejde og størst udviklingsmuligheder på jobbet. Kun når det gælder såkaldt»følelsesmæssige krav«på arbejdet er mønsteret lidt anderledes. Her er det især de mellemuddannede sygeplejersker, lærere, socialarbejdere m.v. der har et belastende psykisk arbejdsmiljø. Skellet drejer sig imidlertid ikke kun om de aktuelle levevilkår, også indflydelsen på det danske samfund bliver mere skæv. Folk med lange videregående uddannelser sidder ikke bare tungt på toppen af erhvervslivet, organisationerne og medieverdenen. Nok så bemærkelsesværdigt er det, at akademikerne tager løvens part af pladserne i de forsamlinger, der vælges af os alle sammen fra skolebestyrelser til Folketinget. Over en tredjedel af folketingsmedlemmerne er i dag akademikere, og en stor del af de øvrige har andre former for videregående uddannelse; kun en femtedel af Folketinget tilhører befolkningens store flertal af faglærte og ufaglærte. Samtidig ved vi, at denne skævhed bliver værre den er mere markant blandt de yngre end blandt de ældre politikere. Faren er, at skævhed i rekrutteringen bliver til skævhed i beslutningerne: Når skolebestyrelsen diskuterer regler for lejrskoler, har man de velstilledes børn i baghovedet. Og når Folketinget vedtager reformer af uddannelsessystemet, sker det samme. Ikke på grund af ond vilje, men fordi beslutningstagere på alle niveauer helt naturligt tager udgangspunkt i deres egne normer og erfaringer. På dette område er skævheden ikke ble- 9

12 vet mindre, men større. Det samme er som nævnt tilfældet på andre områder for eksempel indkomstforskellene, uligheden i sundhed og uddannelsesmulighederne. Det er nu, vi skal vende strømmen! Det er på denne baggrund, vi efterlyser en stærkere indsats imod uligheden. Danmark har hidtil været kendetegnet af mindre sociale skel end mange andre lande ikke bare økonomisk, men også i kompetencer og levevilkår. På disse sider dokumenteres det imidlertid, at lighed og lige chancer er under pres. Det er en udvikling, der udfordrer vores retfærdighedssans og underminerer sammenhængskraften i samfundet. Heldigvis er der en række redskaber, der kan vende udviklingen. I bogens sidste kapitel skitseres en stribe forslag fra reformer af uddannelsessystemet til ændringer i skattepolitikken. Vi foreslår også en Ulighedskommission, der skal fremsætte en samlet plan for at bekæmpe uligheden og skabe mere lige chancer i livet. Andre vil givetvis have andre forslag og ideer. Lad os få dem på bordet. Hvis denne hvidbog udløser en bred debat om indsatsen imod ulighed, har vi allerede taget det første vigtige skridt. 10

13 Kapitel 2. Social arv og polarisering For at opnå de bedste muligheder for vækst i et samfund skal det være muligt for enhver at udnytte medfødte evner. I et samfund med en meget høj grad af ulighed kan det risikeres, at unge med gode evner, men med en svag familiebaggrund, ikke kan opnå den uddannelse eller indtægt, som evnerne ellers berettiger til. I dette kapitel beskrives den sociale arv i det danske samfund. Analyserne viser en betydelig social arv i det danske samfund. De viser også, at problemet ikke er aftagende, de svageste får stadigt sværere ved at klare sig i uddannelsessystemet. Svag hjemmebaggrund øger risikoen for børnesager og kriminalitet I nogle sammenhænge fokuseres især på den tunge negative hjemlige baggrund, når man taler om social arv. Tung arv handler om mere skæbnesvangre begivenheder som kriminalitet, vold, børnesager, anbringelse uden for hjemmet og lignende. I en analyse fra AErådet bestemmes hjemmebaggrunden ved tre simple kriterier, der sammensættes af familiens status, afhængighed af offentlige overførsler og uddannelse: 1) Bor barnet sammen med både far og mor 2) Stammer forældrenes indkomst primært fra andet end kontanthjælp eller førtidspension 3) Har mindst en af forældrene en uddannelse ud over folkeskolen Hvis alle tre forhold er opfyldt, karakteriseres barnet som havende en stærk hjemmebaggrund, hvis to kriterier er opfyldt sættes barnet i mellemgruppen, mens barnet karakteriseres ved en svag hjemmebaggrund, hvis ingen eller et af kriterierne er opfyldt. Tabel 2.1. viser sandsynligheden for, at årige med forskellig hjemmebaggrund har været berørt af en børnesag. En børnesag kan være, at kommunen har måttet gennemføre en anbringelse uden for hjemmet, eller har måttet foretage en forebyggende foranstaltning. Børn, der kommer fra en stærk hjemmebaggrund, hvor den ene af forældrene havde en videregående uddannelse, vil kun have oplevet dette i 0,57 pct. af tilfældene, mens børn der kommer fra en svag hjemmebaggrund havde en sandsynlighed for at blive berørt af en børnesag, der var 25 gange så høj, nemlig 14,47 pct. Tabel 2.1. Hjemmebaggrund og risiko for en børnesag, 2005 Selv omfattet Børnesag af børnesag i familien Pct. af årige Stærk hjemmebaggrund, vid. udd. 0,57 1,46 Stærk hjemmebaggrund i øvrigt 1,13 2,67 Mellemgruppen 4,04 7,79 Svag hjemmebaggrund 14,47 22,29 I alt 4,28 7,49 Kilde: AErådet, Den sociale afstand, bliver den mindre? Tabel 2.2. Baggrund og kriminalitet, 20-årige dømt i en straffesag inden for de sidste 5 år, 2005 Tyveri eller Tyverisag Voldssag voldssag Pct. af 20-årige Stærk hjemmebaggrund, vid. udd. 1,73 4,02 4,97 Stærk hjemmebaggrund i øvrigt 3,50 6,78 8,62 Mellemgruppen 6,48 14,40 17,29 Svag hjemmebaggrund 14,32 30,56 34,52 I alt 5,83 12,48 14,78 Kilde: AErådet, Den sociale afstand, bliver den mindre? 11

14 En svag hjemmebaggrund øger også sandsynligheden for at blive dømt i en straffesag. Hvis den unge kommer fra en stærk baggrund, hvor den ene af forældrene har en videregående uddannelse, vil der være en sandsynlighed på knap 5 pct. for at være dømt i en straffesag, jf. tabel 2.2. Blandt unge med en svag hjemmebaggrund vil over 1/3 have været dømt i en straffesag. Social arv og chancen for at få en uddannelse De analyser, som er refereret ovenfor, viser betydningen af den sociale arv i forhold til risikoen for et livsforløb præget af svære begivenheder som børnesager og kriminalitet. Den vel nok vigtigste faktor for de fremtidige muligheder for børn og unge i dagens Danmark er, om man får en uddannelse. Uddannelse betyder, at man klarer sig bedre på arbejdsmarkedet. Og klarer man sig bedre på arbejdsmarkedet, får man højere løn, mindre risiko for at blive afhængig af overførselsindkomst fra det offentlige og mindre risiko for at blive marginaliseret. Figur 2.1. Social arv ved folkeskolens afgangseksamen, ,5 Forældrenes uddannelse 9,1 Ufaglærte 9,0 Erhvervsfaglig uddannelse KVU / MVU / Bachelor 8,5 LVU / Forsker 8,5 I alt 8,2 8,0 7,9 7,8 7,7 7,5 7,4 7,3 7,3 7,0 7,0 6,5 6,0 Dansk 3. verden Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. Da uddannelse er så vigtig for de fremtidige muligheder for børn og unge, vil analyserne i resten af kapitlet være koncentreret om den del af den sociale arv, der handler om sammenhængen mellem forældrenes situation, og i hvor høj grad deres børn får en uddannelse. LO har iværksat en analyse af sammenhængen mellem familiebaggrund og børnenes skolegang. Analysen er udført af Niels Glavind og præsenteret i notatet Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. Nedenstående resultater stammer alle fra denne analyse. Den sociale arv viser sig allerede ved folkeskolens afgangsprøve, hvor der er stor forskel på, hvilke resultater de unge opnår. Børn af etniske danskere, der har en lang videregående uddannelse, får således et gennemsnit fra folkeskolen på 9,1, mens børn af etniske danskere, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse alene opnår et gennemsnit på 7,3, jf. figur 2.1. Elever, hvis forældre havde en erhvervsfaglig uddannelse, klarer sig lidt bedre end børn af ufaglærte med et gennemsnit på 7,9. De ligger dog stadig 1,2 point under børnene af personer med en lang videregående uddannelse. Der er således en klar social skævhed, der særligt rammer børn af typiske medlemmer af LO. Hvis de unges forældre er indvandrere fra den 3. verden, falder gennemsnittet i folkeskolens afgangsprøve dramatisk. Hvor børn af etniske danskere har et karaktergennemsnit på 8,2, opnår unge med en svag indvandrerbaggrund kun et gennemsnit på 7,3. Den sociale arv, der kan konstateres ved folkeskolens afgangsprøve, går igen, når man ser på, hvilke unge der ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse denne gruppe kaldes ofte restgruppen. I figur 2.2. er der præsenteret tal for andelen af 25-årige, der ikke har fået en kompetencegivende uddannelse, og som heller ikke 12

15 er i gang med en uddannelse. For børn af ufaglærte havde 37,1 pct. af de unge ingen erhvervskompetencegivende uddannelse som 25-årige, for børn af faglærte udgjorde denne andel 19 pct., mens den for børn af forældre med en lang videregående uddannelse kun udgjorde 6,8 pct. Der er bred politisk enighed om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. For at nå det mål kræves en massiv indsats, særligt over for børn med en svag hjemmebaggrund. Som for børnesager og kriminalitet har baggrundsvariabler som forældrenes afhængighed af offentlige overførsler og familieforhold også stor betydning for, hvordan de unge klarer sig i uddannelsessystemet. Figur 2.3. viser, hvordan sandsynligheden for at ende i restgruppen afhænger af, hvorvidt forældrene modtager kontanthjælp eller førtidspension. Hvis ingen af forældrene modtog kontanthjælp eller førtidspension, var sandsynligheden for at ende i restgruppen 14,2 pct., mens den for børn af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister udgjorde 36,0 pct. Et andet simpelt forhold med stor betydning for risikoen for at ende i restgruppen vedrører, hvorvidt forældrene bor sammen eller ej. Der er således en markant større sandsynlighed for at ende i restgruppen, hvis man er vokset op med en forælder. Hvis forældrene boede sammen, da den unge var 25 år, var der en sandsynlighed for ikke at have erhvervet en kompetencegivende uddannelse på 12,8 pct., mens den for unge, der voksede op med kun en forælder, var mere end dobbelt så høj nemlig 27,5 pct. jf. figur 2.4. For at undersøge udviklingen de senere år er der for hver person i 1991, 2001 og 2007 opgjort et antal risikofaktorer, hvor følgende forhold hver tæller som en risikofaktor: Figur 2.2. Manglende erhvervskompetencegivende uddannelse som 25-årig, 2007 Pct Pct Ufaglærte 37,1 Erhvervsfaglig uddannelse 19,0 Ingen af forældrene er på kontanthjælp KVU, MVU og Bachelor 11,3 LVU og Forsker 6,8 Forældrenes uddannelse I alt 19,2 Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. Figur 2.3. Ingen erhvervskompetencegivende uddannelse som 25-årig og forældrenes afhængighed af offentlige ydelser, 2007 Mindst én på kontanthjælp eller førtidspension Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. 13

16 Figur 2.4. Ingen erhvervskompetencegivende uddannelse som 25-årig og familieforhold, Pct ,9 25,3 37,0 Forældre er samlevende 46, Ingen risikofaktor 10,4 21,6 1 risikofaktor 34,5 51,2 Forældre er ikke samlevende Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. 9,6 2 risikofaktorer 19,1 32,4 47,6 3-4 risikofaktorer Pct. 30 Figur 2.5. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og antal risikofaktorer hos forældre Anm.: Risikofaktorerne består af: 1) Ingen af forældrene har en erhvervsuddannelse, 2) En af forældrene er på langvarig kontanthjælp, 3) Forældrene bor ikke sammen og 4) Forældrene bor i etagebyggeri. Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal Ingen af forældrene har en erhvervsuddannelse En af forældrene er på langvarig kontanthjælp Forældrene bor ikke sammen Forældrene bor i etagebyggeri Figur 2.5. viser, hvordan risikoen for at komme i restgruppen har udviklet sig i forhold til antal af risikofaktorer. Ved udarbejdelsen af figuren er der set bort fra unge fra etniske minoriteter, fordi disse kun udgjorde en meget lille andel af de unge i Figuren er opmuntrende læsning i den forstand, at den viser, at næsten alle unge har fået gavn af det uddannelsesløft, som er sket fra 1991 til Der er således kommet færre i restgruppen blandt unge med en stærk hjemmebaggrund. Figuren er dog samtidig nedslående læsning af to grunde. Figuren viser for det første, at antallet af risikofaktorer hos forældrene har voldsom indflydelse på, om barnet får en uddannelse. Blandt de børn og unge, hvis forældre ingen risikofaktorer har, er det kun 9,6 pct., som ikke har eller er i gang med en uddannelse. Blandt børn og unge, der har forældre med tre eller flere risikofaktorer, er det næsten halvdelen helt præcist 47,6 pct. som ikke har fået, eller er i gang med en uddannelse som 25- årig. Børn og unge, der har forældre med tre eller flere risikofaktorer, har altså knap fem gange større risiko for ikke at få en uddannelse end børn og unge, hvis forældre ingen risikofaktorer har. For det andet viser figuren, at det for unge med mange risikofaktorer er gået den forkerte vej fra 1991 til I 1991 var der således 46,3 pct., der endte i restgruppen, mens det i 2007 var 47,6 pct. Denne gruppe har således ingen gavn fået af det generelle uddannelsesløft, der har fundet sted i perioden - tværtimod. Det betyder samtidig, at forskellene mellem de stærke og de svage 14

17 unge er blevet udvidet siden Store kommunale forskelle i uddannelsesniveauet Ovenfor er børns sociale arv, i form af muligheder for at få en uddannelse, bundet op på individuelle forhold hos deres forældre. Den sociale arv er dog langt mere kompleks, idet den også er et resultat af de omgivelser og vilkår, barnet vokser op i. Den måde, bosætningen foregår på i Danmark, indebærer, at ressourcesvage og ressourcestærke ofte bor i hver deres kommune. Samtidig vil nogle kommuner kunne tilbyde en bedre folkeskole, der i større udstrækning kan bryde den sociale arv. AErådet har i en analyse bestemt andelen i restgruppen fordelt på kommuner. Analysen viser store kommunale variationer i restgruppen, jf. figur 2.6. Kortet afslører en betydelig geografisk skævhed i uddannelsesfrekvensen. Der er således en del sorte områder på Sjælland i København, kommuner syd for København, Lolland og Falster. Omvendt er der en høj uddannelsestilbøjelighed i de rige kommuner nord for København. I Jylland er billedet lidt pænere end på Sjælland, en del kommuner ligger i den bedste kategori, men også her er der enkelte problemkommuner. En nærmere analyse viser, at der generelt er et mindre frafald på erhvervsuddannelserne i det jyske. Kortet viser også, at de mindre øer har problemer med at få unge gennem uddannelsessystemet. Andelen af unge, der ikke har fået en ungdomsuddannelse 10 år efter 9. klasse, er mere end dobbelt så højt i Middelfart som i Lyngby-Taarbæk, jf. tabel 2.3. I Middelfart får 33,2 pct. af de unge ikke en uddannelse, mens det kun gælder for 14,9 pct. i Lyngby- Taarbæk. Der er forholdsvis få unge, der gennemfører en uddannelse i Ishøj, Brøndby og Albertslund. Det hænger tæt sammen med, Figur 2.6. Andel af unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, 2007 Anm.: Analysen tager udgangspunkt i 9.-klasses elever i den enkelte kommune. Eleverne genfindes ti år efter afslutningen af 9. klasse, hvor det bestemmes, om de har gennemført en ungdomsuddannelse. Kilde: Statistik og analyse fra UNI-C. Tabel 2.3. De ti bedste kommuner og ti dårligste, 2007 De bedste Andel uden udd. De dårligste Andel uden udd. Lyngby-Taarbæk 14,9 Middelfart 33,2 Rudersdal 16,5 Ishøj 32,3 Allerød 17,4 Brøndby 31,3 Vallensbæk 17,6 Lolland 31,1 Gentofte 18,8 Fredericia 30,5 Hørsholm 19,2 Assens 30,3 Lemvig 19,2 Langeland 30,0 Skive 19,3 Odsherred 30,0 Ringkøbing-Skjern 19,7 Herlev 29,7 Thisted 20,3 Kolding 29,6 Anm.: Mindre øer med en høj andel af unge uden uddannelse er ikke med i denne tabel. Kilde: Statistik og analyse fra UNI-C. 15

18 at der bor forholdsvis mange unge af anden etnisk baggrund i disse kommuner. Tabel 2.4. viser uddannelsestilbøjeligheden på etnicitet. Blandt 26-årige med dansk baggrund havde 20,6 pct. af pigerne ikke Tabel 2.4. Andel uden ungdomsuddannelse som 26-årige efter etnicitet, 2006 Etniske Indvandrere og danskere efterkommere Pct Drenge 27,6 48,0 Piger 20,6 34,3 Kilde: Statistik og analyse fra UNI-C. gennemført en ungdomsuddannelse, mens det gjaldt for 27,6 pct. af drengene. Blandt indvandrere og efterkommere var denne andel på 34,3 pct. for pigerne og hele 48 pct. for drengene. På trods af at pigerne blandt indvandrere og efterkommere klarer sig bedre end drengene, er der således stadig et stykke op til niveauet for etniske danskere. Gruppen af efterkommere af indvandrere vil vokse markant de næste år. Det stiller yderligere krav til den indsats, der er nødvendig for at nå målet om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en uddannelse. 16

19 Kapitel 3. Arbejdsmiljø og sundhed I dette kapitel undersøges arbejdsmiljøet i Danmark. Arbejdsmiljøet handler om de fysiske og psykiske forhold, den beskæftigede oplever i sin hverdag. Netop derfor er det af særlig interesse for fagbevægelsen at finde ud af, hvilke konsekvenser et dårligt arbejdsmiljø har for den enkelte, og hvem der er særligt hårdt belastet. Fagbevægelsen har haft fokus på at sikre et sikkert arbejdsmiljø for alle ansatte. Der er dog stadig stor forskel på, hvilke forhold den enkelte lønmodtager arbejder under. Kapitlet viser, at det således stadig er de lavest lønnede og lavest uddannede, der har det mest nedslidende arbejde, og som samtidig har det dårligste helbred. Det er selvfølgelig et problem for den enkelte, men det har også stor betydning for samfundsøkonomien. Et dårligt arbejdsmiljø medfører et større forbrug af sygedagpenge og giver sig udslag i en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Den sociale skævhed spiller også ind på sundhedsområdet, hvor ufaglærte, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og indvandrere trækker mest på den offentlige service. Arbejdsmiljø Dette afsnit ser på arbejdsmiljøet på tværs af uddannelsesgrupper, a-kasser og socioøkonomiske grupper. Tendensen er klar: Det er samfundets dårligst stillede, der har det dårligste arbejdsmiljø og deraf følger dårlige sundhedsforhold og tidligere tilbagetrækning. Arbejdsmiljø og uddannelse Også på arbejdsmiljøområdet spiller det en rolle, hvilken uddannelse man har, og der er stor forskel på arbejdsmiljøet på tværs af uddannelsesbaggrund, jf. tabel 3.1. Ufaglærte og personer med en erhvervsfaglig uddannelse har således et væsentligt dårligere arbejdsmiljø end gennemsnittet, mens personer med en videregående uddannelse har et bedre arbejdsmiljø. Gennemsnittet i hver af disse kategorier er opgjort til 100. Et tal på 143 for de ufaglærtes fysiske arbejdsmiljø indebærer, at 43 pct. flere ufaglærte oplever en større belastning end gennemsnittet. Hvad angår det fysiske arbejdsmiljø, opdelt på underkategorier, har ufaglærte og personer med en erhvervsfaglig uddannelse et væsentligt dårligere arbejdsmiljø end gennemsnittet, hvorimod personer med en videregående uddannelse har et bedre fysisk arbejdsmiljø, jf. tabel 3.2. Ufaglærte Tabel 3.1. Arbejdsmiljø og uddannelse Fysisk arbejdsmiljø Psykisk arbejdsmiljø Ufaglært Erhvervsfaglig KVU og MVU LVU Gns. arbejdsmiljø Anm.: Gruppen ufaglærte indeholder også personer med uoplyst uddannelse. Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Tabel 3.2. Uddannelse og fysiske arbejdsmiljø-komponenter Belastende Ensidige Indeklima- arbejds- gentagne Støj problemer stillinger bevægelser Tunge løft Ufaglært Erhvervsfaglig KVU og MVU LVU Gns. arbejdsmiljø Anm.: Gruppen ufaglærte indeholder også personer med uoplyst uddannelse. Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. 17

20 Tabel 3.3. Uddannelse og psykiske arbejdsmiljø-komponenter Følelses- Manglende Manglende Job- mæssige udviklings- mening i Manglende usikkerhed krav muligheder arbejdet indflydelse Ufaglært Erhvervsfaglig KVU og MVU LVU Gns. arbejdsmiljø Anm.: Gruppen ufaglærte indeholder også personer med uoplyst uddannelse. Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Tabel 3.4. A-kasser med bedst/dårligst fysisk arbejdsmiljø Dårligst fysisk arbejdsmiljø Bedst fysisk arbejdsmiljø A-kasse Fysisk am A-kasse Fysisk am NNF 227 Business 59 Blik og Rør 207 IT-faget og merkonomer 53 TIB 199 Teknikerne 52 Malerfaget 192 Danske sundhedsorg. 52 3F 168 AC, akademikere 39 Metal 149 CA, økonomernes 39 Ikke forsikret 143 Magistre 35 BUPL 126 Ingeniører 32 Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Tabel 3.5. A-kasser med bedst/dårligst psykisk arbejdsmiljø Dårligst psykisk arbejdsmiljø Bedst psykisk arbejdsmiljø A-kasse Psykisk am A-kasse Psykisk am Ikke forsikret 120 Business 90 NNF 120 CA, økonomernes 89 Stats- og teleansatte 114 IT-faget og merkonomer 89 3F 111 El-faget 86 FOA 110 Ingeniører 85 HK 105 Blik og Rør 84 FTF 104 DANA / ASE 82 Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. oplever væsentligt mere støj, belastende arbejdsstillinger og tunge løft end folk med videregående uddannelser. Blandt de erhvervsfagligt uddannede er det særligt de tunge løft, der er belastende. Tendensen gør sig også gældende med hensyn til en underopdeling af det psykiske arbejdsmiljø, hvor personer med en lang videregående uddannelse også har et relativt bedre arbejdsmiljø end gennemsnittet, mens ufaglærte oplever et dårligere psykisk arbejdsmiljø, jf. tabel 3.3. Variationen er mindre end på det fysiske arbejdsmiljø, og for følelsesmæssige krav har personer med en videregående uddannelse et dårligere psykisk arbejdsmiljø. I forhold til det fysiske arbejdsmiljø er det især medlemmer af LO s a-kasser, der har et dårligt fysisk arbejdsmiljø, eksemplerne her er NNF, Blik og Rør, TIB, Malerfaget, 3F og Metal, jf. tabel 3.4. Omvendt er det især a-kasser præget af et højt uddannelsesniveau, der har et godt fysisk arbejdsmiljø. A-kasserne med det bedste fysiske arbejdsmiljø er a-kasserne for ingeniører, magistre, økonomer og akademikere. Det er især personer fra NNF, stats- og teleansatte, 3F, FOA og HK samt personer der ikke er forsikrede, der har et relativt dårligt psykisk arbejdsmiljø, mens a-kasser, der er karakteriseret af et generelt højere uddannelsesniveau, som ingeniører, civiløkonomer, personer ansat i it-sektoren, Blik & Rør, el-faget og selvstændige, har et godt psykisk arbejdsmiljø i forhold til gennemsnittet, jf. tabel 3.5. I underopdelingen af det fysiske arbejdsmiljø er det særligt Blik og Rør, der oplever belastende arbejdsstillinger, men også medlemmerne af Malerfaget, TIB, NNF, 3F, FOA, El-faget og Metal, der alle organiserer personer ansat i fysisk krævende brancher, 18

21 oplever en høj grad af belastende arbejdsstillinger i jobbet. Arbejdsmiljø og socioøkonomisk status Jo højere din socioøkonomiske status er, jo bedre er dit arbejdsmiljø, jf. tabel 3.6. Topledere og selvstændige oplever således generelt et godt arbejdsmiljø, mens lønmodtagere på grundniveau oplever det dårligste arbejdsmiljø. Denne tendens gør sig gældende i forhold til såvel det psykiske arbejdsmiljø som det fysiske arbejdsmiljø, hvor topledere, selvstændige og højtlønnede oplever et markant mindre belastende arbejdsforhold. I forhold til det fysiske arbejdsmiljø er det særligt tunge løft og belastende arbejdsstillinger, der gør forskellen, jf. tabel 3.7. Forklaringen herpå skal sandsynligvis findes i, at lønmodtagere på grundniveau ofte er ansat i erhverv med store fysiske krav, hvorimod topledere sjældent har fysisk krævende jobs. Personer med høj socioøkonomisk status har et markant bedre psykisk arbejdsmiljø end gennemsnittet, jf. tabel 3.8. Det gælder særlig komponenterne indflydelse og udviklingsmuligheder, og de har ligeledes markant lavere jobusikkerhed. Undtagelsen er de følelsesmæssige krav, der opleves/stilles på jobbet, hvor personer med lav socioøkonomisk status oplever meget lave krav, mens personer med høj socioøkonomisk status oplever høje krav. Denne tendens kan hænge sammen med det pres, der kan opleves i takt med, at man får større ansvar og mere medbestemmelse, som det er tilfældet for sidstnævnte. Tabel 3.6. Socioøkonomisk status og fysisk og psykisk arbejdsmiljø Fysisk arbejdsmiljø Psykisk arbejdsmiljø Topleder Lønmodtager højeste niveau Lønmodtager mellemniveau Lønmodtager grundniveau Selvstændige Gns. arbejdsmiljø Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Tabel 3.7. Socioøkonomisk status og fysiske arbejdsmiljøkomponenter Ensidige Indeklima- Belastende gentagne Støj problemer arbejdsstillinger bevægelser Tunge løft Topleder Lønmodtager højeste niveau Lønmodtager mellemniveau Lønmodtager grundniveau Selvstændige Gns. arbejdsmiljø Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Tabel 3.8. Socioøkonomisk status og psykiske arbejdsmiljøkomponenter Følelses- Manglende Manglende Job- mæssige udviklings- mening i Manglende usikkerhed krav muligheder arbejdet indflydelse Topleder Lønmodtager højeste niveau Lønmodtager mellemniveau Lønmodtager grundniveau Selvstændige Gns. arbejdsmiljø Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Arbejdsmiljø, dagpenge og sygedagpenge Ovenstående har vist, at der er store forskelle på arbejdsmiljøet, alt efter hvilken 19

22 Tabel 3.9. Arbejdsmiljø og sygedagpenge Andel Gns. sygepersoner på dagpenge sygedag- (kun mod- Sygedagpenge Samlet arbejdsmiljø penge, pct. tagere), kr. pr. person, kr. 25 pct. med bedst arbejdsmiljø 3, kvartil 5, kvartil 5, pct. med dårligst arbejdsmiljø 7, Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA Tabel Tabte potentielle arbejdsår som følge af død og førtidspension opdelt på uddannelse (30-63 år) Heraf bidrag fra: Tabte år Tidlig død Førtidspension År Ufaglærte 7,1 1,9 5,2 Faglærte 3,4 1,1 2,3 Videregående 2,1 0,7 1,4 I alt 4,3 1,3 3 Anm.: Det skal bemærkes, at antallet af potentielle arbejdsår er beregnet for en 30-årig frem til 63-års alderen. Der regnes således ikke helt frem til pensionsalderen. I beregningerne indgår også personer, der ikke har nogen erhvervserfaring. Hvis personer uden erhvervserfaring udelades af beregninger, reduceres det gennemsnitlige antal tabte potentielle arbejdsår til 4 år. Kilde: AE på baggrund af IDA. Tabel Tabte potentielle arbejdsår som følge af død og førtidspension opdelt på a-kasse Heraf bidrag fra: Tabte år Tidlig død Førtidspension År Forsikrede 2,5 0,8 1,7 - LO 3,2 0,9 2,3 - FTF 1,6 0,6 1,0 - Akademikerne 1,0 0,6 0,4 - Ledere 1,1 0,6 0,5 - Udenfor hovedorganisationer 2,7 0,9 1,8 - Selvstændige 1,8 0,7 1,1 Ikke forsikrede i job 6,1 1,0 5,1 Ufaglærte/ faglærte 7,8 1,2 6,6 Videregående uddannelser 2,2 0,6 1,6 Ikke i beskæftigelse 13,4 4,5 8,9 I alt 4,3 1,3 3,0 Kilde: AE på baggrund af IDA. uddannelse man har, eller hvilken socioøkonomisk status man har. I forlængelse heraf er det interessant at se på, om der også er en sammenhæng mellem arbejdsmiljøet og sygdom. Tendensen er klar: Personer med det dårligste arbejdsmiljø har større risiko for at modtage sygedagpenge eller dagpenge, jf. tabel 3.9. Personerne i undersøgelsen er delt op i fire lige store grupper. Den laveste kvartil er de 25 pct. med det bedste arbejdsmiljø, mens 4. kvartil er de 25 pct. med det dårligste arbejdsmiljø. Blandt den fjerdedel, der har det bedste arbejdsmiljø, er det kun 3,3 pct., der har modtaget sygedagpenge året efter, hvorimod det for dem, der har det dårligste arbejdsmiljø, er hele 7,4 pct. Det samlede indeks for arbejdsmiljø består af både fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Risikoen for at modtage sygedagpenge er ikke overraskende størst, hvis man både har dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Arbejdsmiljø og tilbagetrækning Befolkningens sundhedstilstand har stor betydning for samfundsøkonomien, fordi sundhedstilstanden påvirker beskæftigelsen. Og der er store uddannelsesforskelle. Ufaglærte mister i gennemsnit 7,1 potentielle arbejdsår, som følge af førtidspensionering og tidlig død, mens personer med en videregående uddannelse kun mister 2,1 potentielle arbejdsår, jf. tabel I opgørelsen af tabte arbejdsår er der også store forskelle mellem a-kasser. Inden for LO-området tabes i gennemsnit 3,2 leveår, mens Akademikere og Ledere kun mister henholdsvis 1,0 og 1,1 år, jf tabel Tallene er højere for ufaglærte og faglærte, der ikke er i a-kasse, som taber 7,8 år. Allerværst står det dog til for dem, der ikke er i beskæftigelse. De mister i gennemsnit 13,4 potentielle arbejdsår, altså tabte år som følge af tidlig tilbagetrækning (førtidspension) og tidlig død. 20

23 De store forskelle må skyldes det dårlige arbejdsmiljø for kortuddannede samt de sundhedsmæssige forskelle, som uddybes i næste afsnit. Der er derfor et stort potentiale i større beskæftigelse, hvis den sociale ulighed i sundhed og arbejdsmiljø bekæmpes. Sundhed Sammenhængen mellem arbejdsmiljø og risikoen for at modtage sygedagpenge er klar. Det kan derfor frygtes, at der også er en social profil i trækket på sundhedsydelser. Overordnet viser sig en tendens, hvor ufaglærte, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og indvandrere trækker mest på de offentlige sundhedsydelser. Sammenholdt med ovenstående sociale skævheder og en tendens til, at personer med høj socioøkonomisk status benytter sig af private løsninger på sundhedsområdet, vidner resultaterne om en bekymrende udvikling mod et mere ulige samfund, hvor alle ikke har lige muligheder. Tabel Gennemsnitlig træk på offentlige sundhedsydelser i 2006 fordelt på uddannelse Almen Special Tand- Senge- Ambulante Medicin- Læge læge læge dage besøg udgifter Antal ydelser Antal dage/besøg kr. Ufaglærte 11,6 1,7 3,4 0,7 1,0 2,4 Faglærte 9,7 1,6 3,9 0,6 0,9 1,7 KVU 8,3 1,7 4,0 0,5 0,8 1,5 MVU 9,3 2,0 4,0 0,5 1,0 1,6 LVU 6,6 1,9 3,7 0,4 0,8 1,5 I alt 9,9 1,7 3,8 0,6 1,0 1,9 Anm.: Tallene vedrører aldersgruppen årige og er aldersstandardiseret indenfor denne gruppe. Tandlægeydelser er baseret på data fra Kilde: AE på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. Sundhed og uddannelse Ufaglærte i alderen år går i gennemsnit til læge 11,6 gange pr. år, mens personer med en lang videregående uddannelse i samme aldersgruppe kun går til læge i gennemsnit 6,6 gange om året, jf. tabel Ser man i stedet på det gennemsnitlige medicinforbrug, viser det sig, at ufaglærte i gennemsnit indløser recepter for kr. i 2006, mens udgiften for personer med en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse er under kr. Den samme tendens gælder for antal sengedage på sygehuset og antal ambulante besøg. Det eneste område, hvor ufaglærte i gennemsnit trækker mindst på de offentlige sundhedstilbud, er på tandlægeområdet, hvilket formentlig skal ses i sammenhæng med den høje grad af brugerbetaling på tandlægeområdet. Den uddannelsesgruppe, 21

24 der overordnet set trækker mindst på den offentlige sundhed, er personer med en lang videregående uddannelse. For eksempel er personer med en lang videregående uddannelse kun indlagt 0,4 dage om året på sygehuset i gennemsnit, mens det tilsvarende tal for ufaglærte er 0,7 dage. Etnicitet og sundhed Der er en tendens til, at indvandrere fra ikke-vestlige lande hyppigere går til læge og speciallæge, end tilfældet er for etniske danskere. F.eks. bruger indvandrere fra ikke-vestlige lande i gennemsnit speciallæger 2,8 gange årligt, mens etniske danskere i gennemsnit bruger dem 1,6 gange om året, jf. tabel Det skyldes blandt andet, at en del af indvandrerne fra ikke-vestlige lande er flygtninge, som kan have nogle psykiske problemer som følge af deres oplevelser før og under flugten. Til gengæld bruger indvandrere fra ikkevestlige lande kun tandlægen 2,3 gange om året, mens danskere i gennemsnit går til tandlægen 3,8 gange om året. Det skyldes Tabel Gennemsnitlig træk på offentlige sundhedsydelser i 2006 fordelt på etnicitet Almen Special- Tand- Senge- Ambulante Medicinlæge læge læge dage besøg udgifter Antal ydelser Antal dage/besøg kr. Etniske danskere 9,9 1,6 3,8 0,6 1,0 1,9 Vestlige lande 8,0 1,7 3,1 0,5 0,8 1,5 ikke-vestlige lande 12,3 2,8 2,3 0,6 1,2 1,9 Efterkommere 9,7 2,1 3,5 0,7 0,9 2,1 I alt 9,9 1,7 3,8 0,6 1,0 1,9 Anm.: Tallene vedrører aldersgruppen årige og er aldersstandardiseret indenfor denne gruppe. Tandlægeydelser er baseret på data fra Kilde: AE på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. formentlig brugerbetalingen på tandlægeområdet, som mange i lavindkomstgruppen, hvor mange indvandrere befinder sig, fravælger eller nedprioriterer. Denne etniske skævhed udlignes dog delvist for efterkommere, hvis træk på offentlige sundhedsydelser ligner trækket for etniske danskere. Socioøkonomisk status Den skæve profil gør sig også gældende, hvis undersøgelsen foretages på socioøkonomisk status. Det er således de beskæftigede, som trækker mindst på offentlige sundhedsydelser. F. eks. besøger de beskæftigede den praktiserende læge 8,4 gange om året i gennemsnit, mens kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister i gennemsnit besøger lægen 17,4 og 22,3 gange om året, jf. tabel Førtidspensionister er generelt den gruppe, der bruger sundhedsydelserne mest, hvilket hænger sammen med, at tildelingen af førtidspension sker på baggrund af arbejdsevnen og dermed helbredstilstanden. De beskæftigede og de bedst uddannede trækker mindst på de offentlige sundhedsydelser. Det er især dem, som får skattetilskud til sundhedsforsikringer, hvilket skaber et mere skævt billede af adgangen til sundhed. Derudover er det værd at bemærke, at kontanthjælpsmodtagere også trækker forholdsvis meget på de offentlige sundhedsydelser. Sammenholdt med de beskæftigede er medicinforbruget blandt kontanthjælpsmodtagere således dobbelt så stort, og trækket på sygehusene er i størrelsesordenen 2-3 gange større end for de beskæftigede afhængig af, om man ser på antal sengedage eller antal ambulante besøg. Denne oversygelighed blandt kontanthjælpsmodtagerne vidner om, at en ikke ubetydelig del af kontanthjælpsmodtagerne har helbredsmæssige problemer, som ikke umiddelbart gør dem i stand til at påtage sig 22

25 et job. Derudover viser tabellen, at kontanthjælpsmodtagere går væsentligt mindre til tandlægen end beskæftigede, hvilket igen vidner om, at den høje brugerbetaling på tandlægeområdet er et stort problem for de dårligst stillede. Tabel Gennemsnitlig træk på offentlige sundhedsydelser i 2006 fordelt på arbejdsmarkedstilknytning Almen Special- Tand- Senge- Ambulante Medicinlæge læge læge dage besøg udgifter Antal ydelser Antal dage/besøg kr. Beskæftiget 8,4 1,6 3,9 0,4 0,8 1,3 Ledig 11,2 2,0 3,3 0,4 1,0 1,5 Kontanthjælp 17,4 3,0 2,5 1,4 2,1 3,0 Førtidspension 22,3 2,3 3,8 1,9 2,1 9,8 Udenfor arbejdsstyrken 12,8 2,2 3,1 0,9 1,4 2,2 I alt 9,9 1,7 3,8 0,6 1,0 1,9 Anm.: Tallene vedrører aldersgruppen årige er aldersstandardiseret indenfor denne gruppe. Tandlægeydelser er baseret på data fra Socioøkonomisk gruppe er baseret på afgrænsningen i RAS statistikken. Kilde: AE på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 23

26 Kapitel 4. Indkomstfordeling Den høje sociale sammenhængskraft, der kendetegner det danske samfund, er i stor grad et resultat af de meget små forskelle, der historisk har karakteriseret danskernes økonomiske muligheder. Den stærke sociale sammenhængskraft er under pres, fordi udviklingen i de senere år har bevæget sig mod stadig større ulighed. Mange års økonomisk vækst har betydet stadig stigende ulighed i disponibel indkomst og formue. Selv når der tages højde for økonomiens seneste tilbageslag vil forskellene være blevet større. Herudover har den lave vækst i de offentlige serviceydelser haft en selvstændig negativ virkning. Det skyldes, at den disponible indkomst alene angiver den enkeltes egne økonomiske muligheder. Der er dog mange, specielt de dårligst stillede, som har behov for serviceydelser fra det offentlige. Det gælder eksempelvis hjemmehjælp, hospitalsophold Tabel 4.1. Udvikling i disponibel indkomst , 2009-priser Gennemsnitlig Stigning i årlig realvækst disponibel indkomst Pct kr. 10 pct. fattigste 0,5 2,2 2. decil 1,5 10,1 3. decil 1,8 14,0 4. decil 2,0 17,6 5. decil 2,1 20,3 6. decil 2,2 23,0 7. decil 2,2 25,8 8. decil 2,3 29,4 9. decil 2,4 34,6 10 pct. rigeste 3,0 60,6 I alt 2,2 23,8 Anm.: I tabellen er de årige inddelt i ti lige store grupper med de 10 pct. fattigste i den første gruppe (1. decil) og de ti pct. rigeste i den sidste gruppe (10. decil). Kilde: Fordeling & Levevilkår 2009, AErådet. mv. Uligheden i de samlede forbrugsmuligheder er således blevet endnu større i de seneste år, da væksten i den sociale service har været lav. Dette kapitel beskriver den overordnede udvikling på ovenstående udvalgte vigtige områder. Indkomstfordelingen Perioden fra 2001 til 2006 har været præget af pæne stigninger i den disponible indkomst. 1 Den gennemsnitlige årlige stigning i den disponible indkomst udgjorde således 2,2 pct. for personer i aldersgruppen år, efter at der er taget højde for prisstigninger, jf. tabel 4.1. Den positive udvikling er dog ikke kommet alle grupper lige meget til gode. De ti pct. fattigste har kun oplevet en årlig stigning i den reale disponible indkomst på 0,5 pct., mens de ti pct. rigeste har oplevet en realvækst på 3,0 pct. Det betyder, at den disponible indkomst for de ti pct. fattigste er steget med kr., mens den for de rigeste ti pct. er steget med kr., når der korrigeres for inflation. Der er et tydeligt mønster i udviklingen i den disponible indkomst. Jo fattigere du er, jo mindre var din gennemsnitlige årlige realvækst i disponibel indkomst i perioden Den udvikling er tiltaget siden offentliggørelsen af LO s Hvidbog om ulighed, november Således var forskellen 1) Den disponible indkomst er defineret som summen af lønindkomst, kapitalindkomst, overførsler fra det offentlige samt et tillæg til boligejere for afkast af boligen minus alle direkte skatter. Indkomsten er husstandsækvivaleret, således at der tages højde for familiens størrelse. Der antages fuld indkomstudjævning inden for familien, således at alle i familien har samme disponible indkomst uafhængig af, hvem der har den højeste indkomst. 24

27 mellem de rigeste 10 pct. og de fattigste 10 pct. på dengang 1,0 pct.point, hvor den nu er på 2,5 pct.point. I den høje ende af indkomstskalaen er forskellene også blevet større. Således steg den årlige disponible indkomst for de 10 pct. rigeste med 0,6 pct.point mere end de næstrigeste i perioden , mens den i perioden steg med 0,4 pct. point mere. Udviklingen i den disponible indkomst har betydet, at de allerfattigste er sakket bagud i perioden , mens de allerrigeste er blevet markant rigere, og uligheden i samfundet derved er øget. Der er flere forklaringer på, hvorfor de fattigste ikke har haft samme fremgang som de rigeste. For det første har stigningen i lønninger og beskæftigelse ikke haft samme effekt for de fattigste som for de rigeste. Dette kan ses ved, at bidraget til den disponible indkomst fra markedsindkomsten for de 10 pct. rigeste udgjorde 4,9 pct. point fra , mens bidraget til den disponible indkomst fra markedsindkomst for de 10 pct. fattigste kun udgjorde 3,1 pct. point, jf. tabel 4.2. Dette skyldes, at en stor del af de fattigste næsten ingen tilknytning har til arbejdsmarkedet, og derfor ikke har fået fuldt gavn af de stigende lønninger. For det andet har mange år med stigninger i boligpriserne indebåret en kraftig vækst i de bedst stilledes kapitalindkomst. Således har realvæksten i afkastet på ejerboliger været henholdsvis 63,5 pct. fra for de 10 pct. rigeste, mens den for de 10 pct. fattigste kun har været 8,9 pct. Således bidrog stigningen i boligpriserne i perioden kraftigt til den øgede ulighed. For det tredje har store stigninger i afkastet af aktier i perioden givet anledning til høje stigninger i indkomsten hos de bedst stillede. Således har realvæksten i afkastet på kapitalindkomst været 133,1 pct. fra for de 10 pct. rigeste. I samme periode har realvæksten fra kapitalindkomst været faldende for de 10 pct. fattigste. I en opgørelse på etnicitet er forskellene i indkomst meget store. Etniske danskere mellem 25 og 59 år havde en gennemsnitlig disponibel indkomst svarende til kr. i 2006, mens indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande havde en disponibel indkomst på henholdsvis kr. og kr. Folkepensionister har haft en relativ gunstig indkomstudvikling fra med en stigning på 2,6 pct., hvilket er 0,4 pct. point højere end den samlede befolkning. Førtidspensionister har i samme periode måtte nøjes med en indkomststigning på 2,1 pct. Fordeles indkomstudviklingen på alder er det især de unge i gruppen år, som har oplevet den laveste indkomststigning med 1,6 pct. De ældre grupper har haft de mest gunstige forhold, idet indkomsten for aldersgruppen mellem år er steget med 3,1 pct., mens indkomsten for personer over 65 år er steget med 2,5 pct. Hermed har aldersgruppen af årige den højeste disponible indkomst i 2006 på kr. Tabel 4.2. bidrag til realvækst i disponibel indkomst , år Realvækst Bidrag til realvækst i indkomstkomponenter i disponibel indkomst Fattigste Rigeste Fattigste Rigeste 10 pct. 10 pct. 10 pct. 10 pct. Realvækst i procent Procentpoint Disponibel indkomst 2,6 15,8 2,6 15,8 Markedsindkomst 5,2 3,0 3,1 4,9 Overførsler -3,4-10,8-2,7-0,3 Afkast af ejerbolig 8,9 63,5 0,6 7,2 Kapitalindkomst -7,8 133,1 1,0 5,7 Skatter -1,6 2,1 0,5-1,7 Kilde: Fordeling & Levevilkår 2009, AErådet. 25

28 1.000 kr kr D1 D2 D3 Figur 4.1. Nettoformue fordelt på indkomstgrupper, 2009 D4 D5 D6 D7 D8 D9 0 D Anm.: Formuerne er fremskrevet til 2009 med boligpriser, aktiekurser og renteudvikling på detaljeret niveau. Formuerne er fordelt ligeligt mellem voksne medlemmer af husstanden. Kilde: Fordeling & Levevilkår 2009, AErådet Formuefordelingen I opgørelsen af de økonomiske muligheder er det nødvendigt at tage højde for fordelingen af formuen. Ældre kan således have en forholdsvis lav løbende indkomst, men gennem formue kunne opretholde et forbrug, der ligger langt over deres disponible indkomst. En opgørelse af formuerne, fremskrevet til 2009-niveau, viser en meget tæt sammenhæng mellem løbende indkomst og formuen, jf. figur De 10 pct. rigeste har således en nettoformue på mere end 1,37 mio. kr., mens de 10 pct. fattigste har en nettoformue på kr. Formuefordelingen er således langt mere skæv end indkomstfordelingen. Hvor de rigeste 10 pct. havde en indkomst, der var omkring 5 gange højere end de fattigste 10 pct., vil formuen i 2009 for de rigeste være knap 38 gange højere end for de fattigste. En meget stor del af den enkelte families nettoformue består af friværdi i ejerboliger. Flere års stærkt stigende boligpriser har derfor givet anledning til en stadig stigende formue blandt boligejere, det gælder specielt blandt de i forvejen bedst stillede boligejere. Da boligejere har en højere indkomst end lejere, betyder denne udvikling i sig selv en stadig større forskel i formuerne mellem rige og fattige. I fremskrivningen af formuerne er der taget højde for de seneste års afdæmpning på boligmarkedet. Således er boligpriserne i 2008 fremskrevet med ejendomsprisstatistikken fra Realkreditrådet, mens der forudses et fald i boligpriserne på 5 pct. for hele landet i Hermed er der fortsat stigende ulighed i danskernes formuer, på trods af den negative udvikling på boligmarkedet i den seneste periode. Dette skyldes, at ejendomspriserne på trods af fald i 2007 og 2008 fortsat ligger på et højt niveau. Offentlig service har stor betydning for de svageste Omfordelingen i samfundet sker dels gennem skatter, afgifter og overførsler, men de offentlige serviceudgifter spiller også en stor rolle i den samlede omfordeling både mellem indkomstgrupper og over de forskellige faser i livsforløbet. En tredjedel af den samlede omfordeling i samfundet sker således gennem den offentlige service. Det offentlige stiller en række skattefinansierede/gratis serviceydelser til rådighed for borgerne i form af børnepasning, uddannelse, sundhedsvæsen, ældrepleje mv. Serviceydelserne bidrager til at øge den 2) Nettoformuen er opgjort som nettoværdien af frie midler i pengeinstitutter og realkreditinstitutter samt værdien af boligen. Pensionsformuen er således ikke medregnet, ligesom evt. værdier af andelsbolig, bil, båd, kontanter mv. ikke er med. Den samlede nettoformue for husstanden er fordelt ligeligt på voksne medlemmer af husstanden. Formuerne er fremskrevet fra med boligpriser, aktiekurser og renteudvikling. 26

29 enkeltes forbrugsmuligheder. Det betyder, at de samlede forbrugsmuligheder i høj grad afhænger af den offentlige service. Det offentlige serviceforbrug er knapt dobbelt så stort i bunden af indkomstskalaen som i toppen, hvilket betyder, at serviceydelserne særligt i bunden af indkomstskalaen vægter højt. Det gælder særligt offentlige serviceydelser som hjemmehjælp, uddannelse, sundhed og kollektiv transport. Serviceydelserne virker omfordelene, både fordi de laveste indkomstgrupper trækker relativt mest på serviceudgifterne, og fordi serviceydelserne udgør en større del af de laveste indkomstgruppers samlede forbrugsmuligheder, jf. figur 4.2. Forringelser af den offentlige service vil derfor ramme de samlede forbrugsmuligheder for de fattige særligt hårdt, og dermed øge uligheden mellem rig og fattig. Det samme gælder øget brugerbetaling. Øget brugerbetaling på f.eks. tandlægebesøg, daginstitutioner, medicin og kollektiv trafik rammer hårdest i bunden af indkomstskalaen. Lav vækst i den offentlige service giver højere ulighed Uligheden i forbrugsmulighederne er de seneste år steget mere end uligheden i de disponible indkomster. Det skyldes en lavere vækst i de offentlige serviceudgifter, der har betydet, at det offentlige forbrug er faldet som andel af de samlede disponible indkomster. Udviklingen i de offentlige serviceydelser siden 2002 har dermed bidraget til at øge den samlede ulighed. Mens den gennemsnitlige årlige vækst i perioden fra 1995 til 2001 var på 8,1 mia. kr. om året, faldt væksten i perioden til 6,2 mia. kr. årligt, jf. tabel 4.3. På trods af at regeringen har præsenteret sin 2015-plan som et markant løft af den offentlige service, vil den oprindelige plan betyde, at den årlige vækst i den offentlige service falder yderligere til 4,6 mia. kr. pr. år i gennemsnit. En ny opdateret 2015-plan, som indarbejder alle nye beslutninger som følge af regeringens skattereform, offentliggøres senere på året. Væksten i det offentlige forbrug forventes dog at være lig den oprindelige 2015-plan i årene , jf. Økonomisk Redegørelse, maj Argumentet med, at der hvert år afsæt- Figur 4.2. Disponibel indkomst og serviceforbrug, kr kr D1 D2 D3 D4 D5 Disponibel indkomst D D7 D8 D9 D10 Offentlige serviceydelser Anm.: I tabellen er befolkningen inddelt i ti lige store grupper med de 10 pct. fattigste i den første gruppe (1. decil) og de ti pct. rigeste i den sidste gruppe (10. decil). Kilde: Fordeling og incitamenter 2002, Finansministeriet. Tabel 4.3. Gennemsnitlig årlig vækst i den offentlige service, Mia. kr Årlig vækst 8,1 6,2 4,6 Kilde: 2015-plan: Historisk lav servicevækst, AErådet. 27

30 Figur 4.3. Vækst i offentlig service, faste priser Pct Gns ,0% 2001 tes flere penge til den offentlige service, og at servicen derfor bliver bedre holder ikke. Selv om udgifterne til offentlig service øges i kroner, kan servicen godt sakke bagud. Det skyldes flere forhold. For det første skal der korrigeres for ændringer i befolkningssammensætningen. F.eks. for det faktum, at vi bliver flere ældre og flere børn og unge. Hvis der f.eks. afsættes 3 pct. mere til ældreområdet, men antallet af ældre vokser med 5 pct. så bliver der i sagens natur færre ressourcer til den enkelte ældre. Befolkningsændringerne alene lægger beslag på 0,5 pct. af BNP fra , hvis udgifterne pr. borger ikke skal sakke bagud i forhold til velstandsudviklingen. Det er netop nu i årene frem til 2015, 2003 Gns ,5% Gns ,0% Kilde: Danmarks Konvergensprogram 2008, Økonomisk Redegørelse Maj 2009, og Nationalregnskabet Pct at antallet af ældre stiger markant. Således vil antallet af personer over 65 år stige med personer frem til 2015, mens antallet af personer i den erhvervsaktive alder vil falde med For det andet skal der tages højde for, at prisen på produktionen af de offentlige ydelser stiger som følge af stigninger i løn og priser. Lønninger til personale udgør ca. 70 pct. af de samlede udgifter i den offentlige sektor. Endelig må væksten i den offentlige service for den enkelte bruger svare til væksten i økonomien generelt for, at velstanden i den offentlige service følger med den generelle velstandsudvikling i samfundet. Et mål for dette er den offentlige service som andel af BNP. Hvis væksten i den offentlige service er under væksten i BNP vil velstandsudviklingen i den offentlige service være lavere end velstandsudviklingen generelt. Der har siden 2001 været markant lavere vækst i den offentlige service, jf. figur 4.3. Hvor realvæksten i perioden 1994 til 2001 udgjorde 2,0 pct., udgjorde væksten i perioden 2002 til ,5 pct. Ifølge regeringens 2015-plan skal væksten være endnu lavere i perioden 2009 til 2015 nemlig 1,0 pct. i gennemsnit. I dette gennemsnit er medtaget et øget skøn for væksten i det offentlige forbrug i 2009 fra Økonomisk Redegørelse, maj 2009, Finansministeriet. Da den offentlige service udgør en større del af de laveste indkomstgruppers samlede forbrugsmulighed, kan udviklingen i udgifter til offentlig service bidrage til at uligheden øges ikke mindskes, på trods af stigende reale udgifter. 28

31 Kapitel 5. Fattigdom Den danske velfærdsmodel sikrer en lang række grupper i samfundet mod umiddelbar fattigdom. Det er grupper som folkepensionister, førtidspensionister og de arbejdsløse på dagpenge. Men en række grupper er henvist til offentlige overførsler, som fører til en meget lav indkomst, f.eks. personer som rammer kontanthjælpsloftet eller flygtninge på introduktionsydelse. Fattigdom er ofte mere end bare mangel på penge. Fattigdom kan føre til, at sociale kontakter fra f.eks. arbejdsliv og fritidsliv forsvinder, fordi der ikke er ressourcer til at opretholde dem. Manglende ressourcer kan især gå ud over børn i fattige familier, der ikke i samme grad som deres kammerater har mulighed for at dyrke det sociale liv i fritidsklubber, boldklubber mv. Den negative sociale arv kan også forstærkes af lave indkomster og utilstrækkelige ressourcer. Analyserne i dette kapitel viser en vækst i antallet af fattige i det enkelte år, og analyserne viser også en stærk stigning i antallet af langvarigt fattige. Der påvises også en betydelig skævhed mellem kommuner. I en gennemgang af den særligt tunge fattigdom, der giver sig udslag i social eksklusion, påvises en betydelig skævhed mellem personer, der bor til leje, og personer der bor i ejerbolig. Udviklingen i antallet af fattige Da der ikke findes nogen officiel fattigdomsgrænse i Danmark, udregnes antallet af fattige ofte ud fra en indkomstgrænse, der er på halvdelen af den typiske indkomst. Den typiske indkomst er her medianindkomsten, der er defineret som den indkomst, hvor halvdelen af befolkningen tjener mindre og den anden halvdel af befolkningen mere. Det er denne definition, der ligger til grund for opgørelsen af fattige i de følgende afsnit. Når man benytter denne opgørelsesmetode, betyder det, at når det generelle indkomstniveau stiger, vil der komme flere fattige, hvis indkomststigningen ikke er lige så stor i bunden som i toppen. Det indebærer også, at de fattiges realindkomst er stigende, da indkomsterne normalt stiger mere end priserne. Dermed bliver de fattige også mere velstillede, selvom de sakker bagud i forhold til den gennemsnitlige velstand. Dermed bygger opgørelsesmetoden til dels på den enkeltes opfattelse af sin egen situation sammenlignet med andre. Når man ser på fattigdom på denne måde, så kan den i visse situationer være selvvalgt. Især for studerende kan fattigdom være et valg, som til gengæld giver dem mulighed for at få en højere indkomst senere i livet. Det vil derfor være relevant at opgøre gruppen af fattige eksklusive de studerende. Siden 2001 har antallet af fattige været støt stigende, jf. figur 5.1. Det gælder både, når man ser på hele gruppen af personer med en indkomst, som udgør under 50 pct. af medianindkomsten, og hvis man trækker de studerende fra. I 2006 var der således over personer i Danmark, der var fattige. Heraf var lige under studerende. Det er en stigning på godt personer fra 2001 til En del af udviklingen skyldes de voldsomme prisstigninger på boligmarkedet, som i høj grad er tilfaldet den rigeste del af befolkningen. Denne stigning i boligformu- 3) Oplysninger i dette afsnit stammer fra AE rådets Fordeling & Levevilkår 2009, med mindre andet er angivet. 29

32 Figur 5.1. Udvikling i antallet af fattige Under 50 procent af median indkomst en og afkastet ved at eje sin egen bolig har betydet, at medianindkomsten er steget. Den indkomst, som den fattige måles op imod, er altså steget. Derudover er en række offentlige overførsler, f.eks. kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge, blevet forringet i perioden. Stigningen i antal fattige er således størst fra 2003 til 2004, hvor der kom næsten flere fattige, ud over de studerende. Det svarer til en stigning på ca. 9 pct. I denne periode blev der blandt andet indført et kontanthjælpsloft. Loftet træder i kraft, når en person har modtaget kontanthjælp i 6 måneder, og medfører, at vedkommende maksimalt kan modtage et vist beløb fra det offentlige. Det rammer blandt andet personer, der lejer deres bolig, fordi tilskud til huslejen bortfalder. Derudover har indførslen af introduktionsydelsen også betydet, at mange flygtninge lever i fattigdom. Introduktionsydelsen for flygtninge og indvandrere svarer i 2006 til ca kr. pr. år i 2009-priser for en enlig. Til sammenligning var fattigdomsgrænsen på ca personer personer Kilde: Fordeling & Levevilkår 2009, AErådet Under 50 procent af median indkomst (ekskl. studerende) kr. i 2006, målt i 2009-priser. Indvandrere fra ikke-vestlige lande er overrepræsenteret blandt de fattige, da hele 14,0 pct. af denne gruppe er fattige, mens det kun gælder for 2,4 pct. blandt etniske danskere. Blandt indvandrere fra vestlige lande er andelen af fattige lidt lavere, 9,3 pct. Andelen af kontanthjælpsmodtagere, som lever i fattigdom, er steget i de seneste år. Mens 19,8 pct. af kontanthjælpsmodtagere var fattige i 2001, var det hele 28,0 pct. i Andelen af fattige i hele befolkningen er steget fra 2,5 pct. til 3,2 pct. i samme periode. Der er relativt mange børn og unge, som er fattige. I 2006 var der således godt børn under 18 år, som levede i fattigdom, når der ses bort fra familier, hvor en eller begge forældre var studerende. Det svarer til, at ca. 26 pct. af de fattige var børn under 18 år, mens denne gruppe kun udgør ca. 23 pct. af befolkningen. Derudover levede yderligere ca børn i fattige familier, hvor mindst én af forældrene var studerende. For gruppen af unge mellem 18 og 29 år er der også en overrepræsentation af fattige, selv når der ses bort fra den store gruppe af studerende i denne aldersgruppe. I alt var lige under 30 pct. af de fattige ikkestuderende under 30 år, mens denne gruppe kun udgjorde omkring 14 pct. af befolkningen i Andelen af fattige ældre er stigende. Mens det i 2001 var omtrent 0,7 pct. af pensionisterne, som var fattige, var der i ,0 pct. af pensionisterne, som var fattige. De ældre er dog forsat underrepræsenteret blandt de fattige, da ældre over 60 år udgør 5,9 pct. af alle fattige, men 21,7 pct. af befolkningen. Dette skyldes i høj grad det danske pensionssystem, som sikrer, at flertallet af pensionister holdes ude af fattigdom. Der er relativt flere fattige mænd end kvinder. Det er på trods af, at kvinders indkomst generelt er lavere end mænds. I 2006 var det således 46,4 pct. af de fattige, der var 30

33 kvinder, mens kvinder udgjorde 50,5 pct. af befolkningen. Tilsvarende udgjorde mænd 53,6 pct. af de fattige, men kun 49,5 pct. af befolkningen. Antallet af fattige er geografisk ulige fordelt. Der bor relativt flest fattige i de største byer, København, Århus og Odense, samt i udkantskommuner, som Langeland og Tønder, jf. tabel 5.1. Derudover er der en række kommuner på den københavnske vestegn, som også har et højt antal af fattige i forhold til deres befolkningsstørrelse, som f.eks. Albertslund. I nedenstående tabel er studerende fjernet. I Egedal som er den kommune med færrest fattige i forhold til antallet af indbyggere, er der 5 gange færre fattige end i København, der er den kommune med flest fattige. Antallet af fattige børn er også ulige fordelt imellem kommunerne. Af de kommuner, som har flest fattige, har Langeland den højeste andel af fattige børn. I Langelands kommune boede 8,3 pct. af børnene i fattige familier. De kommuner med færrest fattige er primært oplandskommuner til København og Århus, som Egedal, Dragør og Favrskov. Længerevarende fattigdom i markant stigning Fattigdom er for mange et midlertidigt fænomen. Ikke kun for studerende, men heldigvis også for mange af de andre grupper af fattige. Når fattigdommen bliver langvarig, er det ekstra problematisk. Dels giver længerevarende fattigdom i højere grad problemer i forhold til anskaffelse af varige forbrugsgoder, således at det bliver sværere og sværere at opretholde en livsstil, som anses for normal i samfundet. Derudover kan længerevarende fattigdom føre til social eksklusion, da det sociale netværk kan være svært at opretholde. En stor del af det sociale netværk findes ofte igennem ens arbejdsplads, og derfor er længere perioder i fattigdom uden for arbejdsmarkedet ofte også ensbetydende med svigtende netværk. Antallet af personer, som har været fattige i længerevarende tid (det vil sige 3 år eller mere), har ligesom det totale antal af fattige været stigende fra 2001 til 2006, jf. figur 5.2. I 2001 var der lige under personer, som havde været fattige i 3 år eller mere, når der ses bort fra studerende. I 2006 var dette antal steget til knap I perioden er der Tabel 5.1 Antal fattige pr indbyggere fordelt på kommuner i 2006 Procentdel Antal fattige pr. af børn, Nr. Kommune indbyggere som er fattige Antal fattige børn 1 København 59,9 6, Langeland 48,7 8, Tønder 44,7 6, Lolland 43,6 7, Albertslund 40,9 4, Ishøj 40,7 5, Morsø 40,2 5, Frederiksberg 39,7 4, Århus 38,1 4, Odense 37,9 4, Hele landet 31,9 3, Anm.: Studerende er ikke medregnet som fattige, ligeledes er børn i familier, hvor mindst en af forældrene er studerende heller ikke medregnet. Kilde: Fordeling & Levevilkår 2009, AErådet 31

34 således blevet 50 pct. flere langvarigt fattige. Stigningen i antallet af længerevarende fattige har været større end stigningen i det totale antal af personer, som er berørt af fattigdom. I 2001 udgjorde de fattige, som havde været fattige i 3 år eller længere, knap 22 pct. af det totale antal fattige. Andelen var i 2006 steget til knap 25 pct. af de fattige. Det tyder på, at der er en kedelig tendens til, at der ikke bare kommer flere fattige, men også at en større andel af dem sidder fast i fattigdom. Forskellen mellem mænd og kvinder er endnu større for længerevarende fattigdom end for alle, der har været berørt af fattigdom. Det er 55,8 pct. af de, som er berørt af længevarende fattigdom, som er mænd, hvor det kun var 53,6 pct. af alle fattige og 49,5 pct. af hele befolkningen, som er mænd. Der er altså også en overrepræsentation af mænd blandt de længevarende fattige. Den geografiske spredning af de fattige, som har været fattige i længere tid, er endnu mere skæv end fordelingen af det totale antal fattige, jf. tabel 5.2. I Langeland kommune, hvor der er flest, der er ramt af længevarende fattigdom, er der næsten 8 gange flere langtidsfattige end i Dragør, som har færrest langtidsfattige. De kommuner, som har mange fattige, som er ramt af længerevarende fattigdom, er ofte udkantskommuner, især i Nordjylland. Det kan til dels hænge sammen med, at der er i disse udkantsområder er billigere boliger. Udviklingen i boligpriserne frem til 2006 kan have været med til at øge den geografiske ulighed i fattigdom, da især boligpriserne i de store byer og oplandet til de store byer steg meget. Imens var priserne i udkantsområderne stabile eller ligefrem faldende, hvilket kan betyde, at fattige personer bliver tvunget til at bosætte sig i disse områder for at have råd til et sted at bo. Fattigdom, social eksklusion og boligforhold Et vigtigt aspekt af fattigdom er den sociale eksklusion, som kan følge med fattigdom. På baggrund af den store levekårsundersø- Figur 5.2. Antallet af personer med længerevarende fattigdom personer personer Under 50 procent af median indkomst Under 50 procent af median indkomst (ekskl. studerende) Anm.: Personer med længerevarende fattigdom er defineret som personer, der har været fattige i 3 år eller mere. Kilde: Fordeling & levevilkår 2009, AErådet. Tabel 5.2. Antal længerevarende fattige pr indbyggere fordelt på kommuner, 2006 Top 10 Pr Nr. kommuner indbyggere 1 Langeland 16,0 2 København 15,9 3 Tønder 15,1 4 Jammerbugt 13,3 5 Morsø 11,9 6 Thisted 11,6 7 Lolland 11,5 8 Høje-Taastrup 11,4 9 Brønderslev 10,9 10 Albertslund 10,8 Hele landet 8,1 Anm.: Studerende er ikke medregnet som fattige, ligeledes er børn i familier, hvor mindst en af forældrene er studerende heller ikke medregnet. Kilde: Fordeling & Levevilkår 2009, AErådet. 32

35 gelse, som er blevet foretaget 3 gange, i 1976, 1986 og 2000, har SFI opstillet nogle mål for økonomisk fattigdom og social eksklusion 4. Gentagelsen af undersøgelsen over en lang tidsperiode gør det muligt at undersøge udviklingen i disse mål. Opgørelsen af fattigdom er noget anderledes end i den foregående del af dette kapitel, hvor 50 pct. af medianindkomsten blev brugt som fattigdomsgrænse. Fra levekårsundersøgelsen udledes hvem, der er fattige, ud fra hvilket rådighedsbeløb familien har, efter de faste udgifter er betalt. Denne definitionsforskel betyder, at der er flere, som regnes som fattige i denne opgørelse, i alt ca. 13 pct. af befolkningen mellem 30 og 79 år i Derudover er der flere kvinder end mænd, som regnes som fattige, da der er mange enlige mødre, der har meget lave rådighedsbeløb. I undersøgelsen fra 2000 defineres fattige som personer, der har mindre end kr. om måneden til mad, sko, tøj og andre fornødenheder. Børn tæller i denne sammenhæng som 0,7 gange en voksen. For at tage højde for selvvalgt lave rådighedsbeløb, f.eks. som konsekvens af meget høj opsparing eller meget dyr bolig, er husstandens samledes bruttoindkomst også taget med. Således defineres man kun som fattig, hvis husholdningen har en samlet bruttoindkomst på under kr. i Studerende er inkluderet i denne opgørelse af fattige. En yderligere dimension af undersøgelsen er, at social eksklusion kan beskrives. Social eksklusion er et tegn på, at personen er afskåret fra resten af samfundet i større eller mindre grad. Social eksklusion er her ensbetydende med, at mindst to ud af tre forhold er opfyldt; 1) få eller ingen sociale relationer, 2) har ringe eller ingen deltagelse i faglige og politiske aktiviteter, 3) har en ringe eller ingen deltagelse i fritidsaktiviteter. Dermed er social eksklusion et bredere begreb, der ikke kun afhænger af økonomiske ressourcer. Bolig kan have en afgørende indflydelse på personers formue, såvel som deres generelle levevilkår. Ud fra levevilkårsundersøgelsen har professor Jørgen Elm Larsen og Jytte Kristensen udarbejdet en analyse af fattigdom, social eksklusion og boligforhold. Herfra kan udledes, dels er flere lejere end ejere fattige, dels at flere lejere end ejere er socialt ekskluderet, jf. tabel 5.3. Andelen af fattige lejere er steget fra 19,9 pct. i 1986 til 25,6 pct. i I samme periode faldt andelen af fattige ejere fra 7,9 pct. til 5,6 pct. Der er desværre ikke sam- Tabel 5.3. Fattigdom og social eksklusion fordelt på boligforhold Ejere Lejere Ejere Lejere Ejere Lejere Pct Fattige 5,6 25,6 7,9 19,9 - - Ikke fattige 94,4 74,4 92,1 80,1 - - Inkluderet 76,9 59,5 67,0 48,6 50,6 43,1 Midtergruppen 20,3 28,8 25,4 30,4 37,4 40,0 Ekskluderet 2,9 11,6 7,7 21,0 12,0 16,9 Anm.: Ekskluderet har 2-3 forhold opfyldt, midtergruppen 1 forhold og inkluderet er ingen af forholdene opfyldt, se ovenfor. Kilde: Fattigdom, social eksklusion og boligforhold, Jytte Kristensen og Jørgen Elm Larsen, samt egne beregninger. 4) Nedenstående gennemgang bygger på Fattigdom og social eksklusion, Jørgen Elm Larsen, SFI og Fattigdom, Social Eksklusion og bolig forhold, Jytte Kristensen og Jørgen Elm Larsen, Dansk Sociologi, nr. 4/

36 menlignelige indkomstdata fra 1976, og derfor kan man ikke dele ejere og lejere i fattige og ikke fattige. Denne udvikling må forventes at være fortsat, da der i perioden efter 2000 er blevet flere fattige, og boligpriserne er øget. Ligesom der er en væsentlig lavere andel ejere end lejere, som er økonomisk fattige, så er der også en væsentlig lavere andel, som er socialt ekskluderet. Andelen af socialt ekskluderede ejere har været faldende i den sidste del af sidste århundrede, som er dækket af undersøgelsen, fra 12,0 pct. i 1976 til kun lige under 3 pct. i For lejere er faldet ikke nær så kraftigt, og i 1976 er 16,9 pct. af lejerne social ekskluderet, mens der i 2000 var tale om 11,6 pct. Derudover har mønsteret for udviklingen ikke været lige så klart, da der er en stigning i andelen af social ekskluderede lejere fra 1976 til Denne stigning kan skyldes et skift i hvem, der lejer boliger. En yderligere dimension i uligheden i boligform blandt fattige og ikke-fattige, samt inkluderet og ekskluderede, er, at standarden i boligen også er ulige fordelt. I undersøgelsen fra 2000 var det således kun 5,5 pct. af ikke-fattige, som manglede moderne bekvemmeligheder, 5 og blot 1,8 pct. som manglede basal boligstandard. 6 For de fattige gjaldt det, at 9,1 pct. manglede moderne bekvemmeligheder og 4,2 pct. manglede basal boligstandard. For de fattige var det generelt fattige lejere, hvor boligen havde en lavere standard. Især manglende moderne bekvemmeligheder kan hænge sammen med længevarende fattigdom, som beskrevet ovenfor. Dette kan igen føre til øget social eksklusion, da det bliver svært f.eks. at have gæster i hjemmet. 5) Moderne bekvemmeligheder er ensbetydende med at boligen indeholder el- eller gaskomfur, køleskab, fryser, vaskemaskine (egen eller fælles vaskeri). 6) Basal boligstandard er ensbetydende med at boligen indeholder køkken, varmt vand, eget toilet, bruse- eller karbad og centralvarme. 34

37 Kapitel 6. De allerrigeste Den stigende andel af fattige i befolkningen, der er båret frem af besparelser og nedskæringer i de offentlige ydelser, modsvares af en betydelig stigning i de bedst stilledes indkomst. Indkomsterne for de rigeste er således steget markant mere end resten af befolkningen. I dette kapitel beskrives udviklingen i gruppen af de allerrigeste. De allerrigeste I analysen af de rigeste familier bliver der som for de fattigste familier, taget udgangspunkt i en typisk indkomst. I definitionen af de rigeste bliver grænsen sat ved to gange medianindkomsten, der er den indkomst som den person, der ligger præcis i midten af indkomstfordelingen har. Hvor de fattigste blev defineret som personer med en indkomst under 50 pct. af medianen ( kr. i 2009) bliver de rige således defineret som personer med en disponibel indkomst på mere end 200 pct. af medianindkomsten ( kr. i 2009). I gennemsnit tjente de rigeste danskere kr., hvilket er næsten tre gange så meget som den gennemsnitlige indkomst blandt voksne i befolkningen. Det er særligt kapitalindkomsten, det vil sige renteindtægter og indtægt fra ejerboliger, der sikrer de rige en relativ høj indkomst. Kapitalindkomsten var således 13 gange højere end kapitalindkomsten for en gennemsnitlig dansker. Gruppen af de rige danskere har været voksende. Fra 2001 til 2006 er gruppen af relativt rige danskere steget fra 3,1 pct. til 3,6 pct. Sammenholdt med væksten i antallet af fattige bidrager det til den øgede polarisering, der har fundet sted i det danske samfund de seneste år. De rige skiller sig ud fra resten af befolkningen på flere områder. Der var en lille overvægt af rige mænd, nemlig 51,7 pct. Grunden til, at der er en forholdsvis stor andel af kvindelige rige, er, at langt de fleste rige familier lever i parforhold, og at der antages fuld omfordeling af indkomsten inden for familien. En lavtlønnet kvinde, der er gift med en meget rig mand, vil således også blive karakteriseret som rig i denne analyse. Den mandlige del af de rige havde til gengæld en personlig indkomst, der var mere end dobbelt så høj som de rige kvinder. Der er en betydelig overvægt af rige danskere blandt de lidt ældre på arbejdsmarkedet. Blandt alle voksne danskere udgør de årige 13,5 pct., mens de blandt de rigeste udgjorde 32,1 pct. Blandt pensionister og unge under 30 år er der til gengæld langt færre rige. Som for fattigdom, arbejdsmiljø og sundhed har uddannelse stor betydning for, hvem der ender som den rigeste del af befolkningen. Blandt de rigeste har lidt flere end en fjerdedel en lang videregående uddannelse, mens det kun gælder knap 6 pct. af den voksne befolkning. Kun 13,6 pct. af de rigeste har grundskolen som højeste uddannelse, hvorimod det gælder hele 35,6 pct. af den voksne befolkning. De rigeste er koncentreret i en række brancher. I realkreditinstitutterne tilhører mere end en femtedel den rigeste del af befolkningen, jf. tabel 6.1. I finansiel service, blandt læger, tandlæger og dyrlæger, advokater og i medicinalindustrien drejer sig om pct. De rige klumper sig, som de fattige, sammen i ganske få kommuner. I Gentofte var 35

38 24,2 pct. af beboerne rige, mens det kun gjaldt 0,4 pct. af beboerne på Langeland, jf. tabel 6.2. Der er også et markant sammenfald med de kommuner, der har færrest rige, og de kommuner der har flest fattige. Langeland, Thisted, Tønder og Lolland var således i top ti i opgørelsen af kommuner med den største andel af langvarigt fattige, jf. kapitel 5. Tabel 6.1. Brancher med flest rige Top 10 brancher Andel rige i branchen Pct. Realkreditinstitutter 22,7 Finansiel service 15,3 Læger, tandlæger og dyrlæger 14,7 Advokatvirksomhed 14,0 Medicinalindustri 13,0 Revision og bogføringsvirksomhed 12,9 Skibsfart 12,0 IT-service 11,7 Ejendomsmæglere 11,2 Forsikring 11,2 I alt 4,1 Kilde: AErådet, Stor stigning i gruppen af rige danske familier. Tabel 6.2. Andel rige fordelt på kommuner i 2006 Kommune, top Andel rige Kommune, bund Andel rige Pct. Pct. Gentofte 24,2 Langeland 0,4 Rudersdal 23,5 Thisted 0,8 Hørsholm 22,2 Bornholm 0,9 Lyngby-Taarbæk 14,0 Nordfyn 1,0 Allerød 12,7 Tønder 1,1 Furesø 11,1 Hjørring 1,1 Dragør 9,6 Vesthimmerland 1,1 Vallensbæk 8,3 Lolland 1,1 Frederiksberg 8,2 Skive 1,1 Fredensborg 8,1 Norddjurs 1,1 Kilde: AErådet, De rigeste danske familier bor ikke i udkantskommunerne. 36

39 Kapitel 7. Skattereformer ved Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti Skattesystemet sikrer et provenu til dækning af udgifter til offentlig service og overførsler, men indretningen af det danske skattesystem giver også anledning til en betydelig omfordeling i samfundet. Det skyldes det progressive danske skattesystem, hvor skatten stiger mere end proportionalt med indkomsten. De rigeste betaler således en højere skat af den sidst tjente krone end de fattigste. Progressionen i det danske skattesystem er desværre blevet udhulet de seneste år. Det skyldes regeringens skattepolitik, der helt systematisk har omfordelt fra de fattige til de rige, med den sidste skattereform som det værste eksempel. Den førte skattepolitik har dermed ledt til en betydelig stigning i uligheden. Skattepolitik siden 2001 Regeringen indførte ved sin tiltrædelse et skattestop. Dette skattestop indebar, at alle skatter og afgifter, der var defineret som et kronebeløb, eksempelvis stykafgifter på cigaretter, mange grønne afgifter og ejendomsværdiskatten blev frosset fast på 2001-niveau. Det betyder, at den generelle inflation eller stigningen i huspriserne, der normalt ville have udløst et højere provenu, ingen effekt har. Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten er det enkeltstående element i skattestoppet, der har haft størst betydning. I alt gav skattestoppet anledning til et tabt provenu på 18 mia. kr. frem til Heraf udgjorde fastfrysningen af ejendomsværdiskatten 10 mia. kr. Denne skattelettelse er tilfaldet boligejerne, der tilhører den rigeste del af befolkningen. Samtidig er det de boligejere, der har oplevet de største stigninger i deres boligs værdi, der har fået den største del af gevinsten. De har altså fået en stor skattefri værdigevinst på deres bolig, og er samtidig blevet belønnet i skattesystemet. Fastfrysningen af energiafgifterne vil relativt set have størst betydning for personer med de laveste indkomster. Effekten af denne del af skattestoppet er dog blevet imødegået af særskilte løft i visse punktafgifter. Omtrent halvdelen af skattestoppets effekt på dette område er derved blevet imødegået. Ud over skattestoppet har VK-regeringen gennemført tre skattereformer. Det drejer sig om forårspakken i 2004, skattepakken i 2007 og endeligt den seneste reform vedtaget i De to første reformer var underfinansieret med mia. kr., mens den seneste skattereform er fuldt finansieret finansieringen sker dog gradvist frem til I 2010 og 2011 er skattereformen underfinansieret med hhv. 12 og 10 mia. kr. I skatteomlægningerne er der ud over ejendomsværdiskattestoppet blevet lagt vægt på at indføre skattelettelser til de beskæftigede. I de første to skattereformer skete det relativt afbalanceret, fordi det delvist skete gennem et løft i beskæftigelsesfradraget. Et højere beskæftigelsesfradrag er mest til gavn for de lavest lønnede, fordi loftet over fradraget betyder, at de lavt lønnede får den højeste gevinst i procent af indkomsten. De første to skattereformer gav således anledning til en skævere indkomstfordeling, men der var dog elementer i reformerne, der sikrede en vis rimelighed. 37

40 De hensyn til indkomstfordelingen, der kunne siges at karakterisere de første to reformer, blev ikke taget i den seneste skattereform. Denne reform er den mest skæve reform, der er gennemført i nyere tid. Helt systematisk tager den fra de fattigste og giver til de rigeste. Hvor de fattigste 10 pct. taber 500 kr., når reformen er fuldt indfaset, så vinder de rigeste 10 pct kr. I skattereformen vedtaget i 2009 blev mellemskatten afskaffet. Mellemskatten blev betalt ved lønindkomster over kr., hvilket var det samme niveau som topskatten. Denne del af reformen kom entydigt de bedst stillede til gode. Samtidig skete der et løft i grænsen for betaling af topskat, hvilket også alene tilgodeser de rigeste. I forbindelse med reformen blev bundskatten sat ned med 1,5 pct.point Denne del af reformen kommer de fleste til gode, men med et beløb, der afhænger af indkomsten. En direktør med en lønindkomst på vinder således lidt over kr., mens en lavtlønnet med en indkomst på kr. vinder kr. Disse tre skæve elementer udgjorde 85 pct. af de samlede skattelettelser. Skattereformen blev fuldt finansieret gennem en række opstramninger af skattebetalingerne. Der sker en reduktion i skatteværdien af de ligningsmæssige fradrag. Det indebærer, at lønmodtagerne kommer til at betale en større del af udgifterne til medlemskab af fagforening og a-kasse. Eftersom disse udgifter typisk er højere i forhold til indkomsten for de lavest lønnede, vil denne del af reformen føre til større ulighed. En stor del af finansieringen sker gennem højere grønne afgifter. Det drejer sig primært om nye afgifter pålagt husholdningerne direkte. Forbruget af el og varme udgør generelt en større del af de dårligst stilledes økonomi. Afgifterne vender således den tunge ende nedad, og vil dermed betyde større ulighed. Derudover pålægges også erhvervslivet ekstra afgifter i forhold til energiforbrug. I den endelige udformning af lovforslaget er der taget hensyn til eksporterhvervenes konkurrenceevne, hvilket indebærer, at disse afgifter primært er pålagt erhverv, der producerer til hjemmemarkedet uden konkurrence fra udlandet. Den manglende konkurrence betyder, at virksomhederne vil vælte afgiftsstigninger over i priserne for de enkelte produkter, hvilket selvfølgelig giver anledning til prisstigninger og dermed en udhuling af forbrugernes købekraft. Regningen for erhvervenes betaling af afgifter vil derfor ende hos forbrugeren. En del af finansieringen af skattelettelserne fandt sted ved at fastfryse beløbsgrænser i skattelovgivningen i Disse satser bliver ellers reguleret med lønudviklingen fra år til år. Det har for de lavt lønnede og overførselsmodtagere stor betydning, at personfradraget ikke reguleres. Den manglende regulering modsvarer således mere end halvdelen af den grønne check, som ellers var tænkt som kompensation for de stigninger i leveomkostningerne, som de mange nye afgifter giver anledning til. Regeringen har i sin retorik givet udtryk for, at alle ville vinde ved skattereformen, hvilket selvfølgelig er umuligt ved en fuldt finansieret skattereform. Den skæve fordeling af skattelettelser og opstramninger indebærer, at de dårligst stillede vil tabe ved reformen, mens de bedst stillede vil vinde. De personer, der har vundet ved VK-regeringens skattepolitik, er typisk mænd, mellem 40 og 55 år, der bor i ejerbolig nord for København, har en lang uddannelse og en høj indkomst. Mens de personer, der typisk har tabt ved regeringens skattepolitik, er unge og ældre kvinder, bosat i lejerboliger i yderkantsområderne, ufaglærte og personer uden for arbejdsstyrken med en lav indkomst. 38

41 I alt har regeringens skattepolitik sikret den rigeste del af befolkningen en gennemsnitlig gevinst på kr., jf. figur 7.1. Det står i skærende kontrast til gevinsten for de 10 pct. fattigste, der hen over samtlige skat- tereformer har kunnet konstatere en samlet gevinst på 900 kr. De rigeste 10 pct. har således fået en gevinst, der er 30 gange større end de fattigste. Figur 7.1. Samlet gevinst ved regeringens skattelettelser kr kr D1 D2 D3 D4 D5 D6 D7 D8 D9 D10 0 Anm.: I figuren er befolkningen inddelt i ti lige store grupper med de 10 pct. fattigste i den første gruppe (D1) og de 10 pct. rigeste i den sidste gruppe (D10). Kilde: AErådet. 39

42 Kapitel 8. Politikanbefalinger Folkeskolen Folkeskolen er den vigtigste byggesten i det danske velfærdssamfund. Det er her børn og unge skaber de oplevelser, der udvikler fællesskabet og skaber sammenhold om de værdier, der binder os sammen som samfund: Social sammenhængskraft, åbent og kreativt livssyn, kulturel mangfoldighed og kønsmæssig ligestilling. Folkeskolen skal arbejde strategisk med at bryde den negative sociale arv og dermed den ulighed børn og unge trækker med sig gennem hele uddannelsesforløbet og arbejdslivet. Særligt må de pædagogiske rammer for undervisningen af de børn, der har det sværest i skolen kigges efter i sømmene. Hvis forskellene mellem eleverne i klasserne ikke aktivt modarbejdes fra skolens side, har det den dobbelt negative effekt, at de svageste elever ekskluderes, og de bedste elever forsvinder til andre mere inkluderende skoleformer. Folkeskolen er for alle, og skal sikre, at alle elever udvikler sig fagligt, socialt og personligt. Skolen er forældrenes og elevernes med- og modspiller, når det gælder børnenes udvikling, og folkeskolen er derfor en central brik, når det gælder om at få brudt den sociale arv. Folkeskolen er de seneste år blevet ramt af en stigende polarisering. Boligmønstret og det fri skolevalg har skabt en større polarisering, og forskellene i den sociale sammensætning på skolerne er stigende. Det udfordrer folkeskolens mulighed for at fungere som social og kulturel smeltedigel, hvor eleverne oplever andre måder at leve på. Afbalancerede skoledistrikter og attraktive skoler i de udsatte områder. Heldagsskoletilbud i alle kommuner med plads til alternative undervisningsformer og tid til lektiehjælp. Hæv minimumstimetallet så der bliver mulighed for varieret undervisning, der tilgodeser alle elevers læringsstile. Sund og gratis skolemad og idræt og motion som integrerede dele af undervisningen skal styrke indlæringen og elevernes evne til at foretage de rigtige livsstilsvalg. Styrket skole-hjem-samarbejde og udvikling af arbejdet med elevplanen for særligt at inddrage forældre med svag uddannelsesbaggrund og/eller svage danskkundskaber i deres børns udvikling i skolen. Inddragelse af undervisningsassistenter i skolens arbejde til at assistere lærerne. Det vil fremme klassens sociale liv, og opmærksomheden om den enkelte elev vil kunne nedbringe behovet for specialundervisning uden for rammerne af klassen. Tidligere udredning af elever med faglige problemer, særligt dansk. Der skal sættes ind med specialundervisning, når problemet er konstateret, så vi ikke vedblivende har problemer med elever, der fagligt sakker bagud. Ovenstående anbefalinger stiller nye krav til den danske folkeskole. Det betyder, at der skal ske en opprioritering af ressourcer til folkeskolen for at imødegå de udfordringer, som det danske samfund står over for. Arbejdsmiljø Der er store forskelle på, hvor længe vi lever, hvor godt vi lever og, hvordan vi klarer de sidste år på arbejdsmarkedet. 40

43 Uligheden kommer både til udtryk, når man ser på indikatorer for sundhed og for arbejdsmiljø. Uligheden i sundhed bekræftes således af den viden vi har fra sundhedssystemet generelt, fra overvågningen af arbejdsmiljøet og fra arbejdsskadestatistikker mv. På det offentlige arbejdsmarked er nedslidningen særlig markant. Udviklingen viser, at velfærdssamfundets stigende økonomiske velstand ikke af sig selv fjerner ulighed i sundhed. Der er derfor behov for en ny politik strategi, som sammentænker arbejdsmiljøet med fjernelse af uligheden i sundhed. Her kan arbejdspladsen spille en vigtig rolle. Dels fordi trivsel og indflydelse på eget arbejde er altafgørende faktorer, der fremmer sundheden, og har man et godt arbejdsmiljø, vil det give overskud til også at leve et sundere liv. Dels fordi arbejdspladsen er et vigtigt netværk, hvor man påvirker hinanden, og kan støtte hinanden i at foretage ændringer i vaner. Uligheden skal bekæmpes gennem en aktiv sundhedspolitik, som tager udgangspunkt i et bredt sundhedsbegreb, hvor det både handler om at forbedre et dårligt arbejdsmiljø og at fremme den enkeltes sundhed. Det kan eksempelvis ske ved på nationalt, regionalt og kommunalt niveau at vedtage handlingsplaner for forebyggelse og sundhedsfremme. Arbejdspladserne er et godt udgangspunkt for en ny strategi. Her kan arbejdsmiljøforebyggelse, sundhedsfremme, arbejdsfastholdelse og rehabilitering spille sammen og modvirke ulighed i sundhed. Den enkelte virksomhed skal offentliggøre oplysninger i sikkerhedsorganisationen eller i samarbejdsudvalget om sygefravær og sikre opfølgning på sygefraværet. Der skal udarbejdes et certifikat for arbejdsmiljø og sundhedsfremme. Arbejdspladsen skal udforme en politik og en plan for sundhedsfremme på den enkelte arbejdsplads. Der skal mindst hvert tredje år gennemføres en trivselsundersøgelse. Indsatsen for det psykiske arbejdsmiljø skal følges effektivt op med en dialog i den eksisterende Arbejdspladsvurdering. Lønmodtageren skal have større indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdstiden. Alle lønmodtagere skal have ret til sund mad inden for arbejdsdagen. Efteruddannelse af medarbejdere, herunder efteruddannelse inden for arbejdsmiljø skal opgøres og drøftes i virksomhedens sikkerhedsorganisation. Øget forskning i hvordan man skaber adfærdsændringer på det arbejdsmiljøog sundhedspolitiske område. Indkomstfordeling Analyserne i hvidbogen har vist en stigning i antallet af fattige, samtidig med at den mest velstillede del af befolkningens indtægter er steget langt hurtigere end resten af befolkningen. I toppen af indkomstfordelingen er boligmarkedet den drivende faktor. I et forsøg på at imødegå den kraftige stigning i fattigdommen er det nødvendigt med målrettede instrumenter over for udsatte grupper, denne del af problemet kan ikke alene løses i skattesystemet. LO foreslår derfor betydelig forbedringer til de svageste modtagere af kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge og folkepension. Den generelle ulighed kan derimod hensigtsmæssigt løses gennem tiltag på skatteområdet, hvor der skal sikres en lempeligere beskatning af lave og mellemstore lønindkomster, og en hårdere beskatning af dyre boliger og høje arvebeløb. Pension Generelt følger indkomsterne blandt pensionisterne de erhvervsaktives indkomster. 41

44 Det dækker dog over store forskelle blandt pensionisterne. Mange pensionister har således alene folkepension, ATP og måske en lille supplerende pensionsordning, mens stadig flere kan trække sig tilbage med indtægter langt over den almindelige lønmodtager. Det skyldes delvist den meget høje pension, som mange højtlønnede har opbygget for at undgå at betale topskat. Det nuværende pensionssystem sikrer alle uansat indkomst folkepensionens grundbeløb. Det er LO s holdning, at folkepensionen i større udstrækning bør målrettes de svageste folkepensionister. LO foreslår derfor en omlægning af den offentlige pension, således at tillægget, der aftrappes med indkomst sættes op, mens der sker en reduktion af grundbeløbet ved høje supplerende indtægter. Aftrapningen starter ved supplerende indtægter på kr. og grundbeløbet er fuldt aftrappet ved en supplerende indkomst på kr. Modellen skal også indeholde en omlægning af ældrechecken, således at den i stedet gives som et ekstra højt pensionstillæg. Det vil sikre en mere retfærdig alderspension. Folkepensionens tillæg forhøjes. Aftrapning af folkepensionens grundbeløb ved høje supplerende indkomster. Indbetalingen til ATP forhøjes for modtagere af arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp. Kontanthjælpsloft og starthjælp Der er under den nuværende regering blevet indført to særlige tiltag inde for kontanthjælpsområdet, der begge medvirker kraftigt til ulighed og fattigdom. Det drejer sig om den særligt lave ydelse til indvandrere starthjælpen og loftet over kontanthjælpen. Da analyser samtidig viser, at tiltagene ikke virker fremmende for beskæftigelsen, bør de afskaffes. Starthjælpen erstattes med almindelig kontanthjælp. Loftet over kontanthjælpen afskaffes. Arbejdsløshedsdagpenge En fornuftig sikkerhed i tilfælde af ledighed udgør en vigtig del af den danske flexicuritymodel. En rimelig kompensationsgrad sikrer således lønmodtagernes accept af fleksible regler for afskedigelse. Den sikrer samtidig en risikovillighed på arbejdsmarkedet, hvilket giver sig udslag i hyppigere jobskift og dermed en bedre allokering af arbejdskraften. Udviklingen i arbejdsløshedsdagpenge har desværre ikke fulgt den almindelige lønudvikling. Fra 1982 til 2004 er kompensationsgraden faldet med 25 pct. for en gennemsnitlig LO-arbejder. Der er samtidig sket betydelige opstramninger i den periode, hvor der kan oppebæres arbejdsløshedsdagpenge, hvilket har forringet ordningen. Der er derfor behov for et løft i maksimumsgrænsen for arbejdsløshedsdagpengene og for at nedsætte bidraget til arbejdsløshedsforsikringen. Det maksimale beløb i arbejdsløshedsdagpenge skal hæves ekstraordinært. Dagpengesatsen skal fremover hæves med satsreguleringen uden fradrag af 0,3 pct. til satspuljemidlerne. Skat LO s mål er at medvirke til at skabe grundlaget for en holdbar og solidarisk finansiering af velfærden. Det skal ske med udgangspunkt i det nuværende skattetryk, men skattebyrden skal flyttes fra almindelige lønindkomster til arbejdsfri indtægter og formuegevinster samt spekulation, der ikke gavner samfundet. Skattehuller skal lukkes, og der skal sættes ind mod organiseret skatteunddragelse. Den danske beskatning ved arv er forholdsvis lempelig. Da skatten ved arv i modsætning til skat på lønindkomst ikke virker forvridende og ødelæggende på arbejdsudbuddet bør der ske en stramning af arveafgiften med modsvarende lettelser i personskatten. 42

45 De lavere skatter på lønindkomst skal primært komme personer med lav- og mellem indkomster til gode. Det skal sikres ved et højere beskæftigelsesfradrag. Omlægningen af skattesystemet skal i udgangspunktet være provenuneutral. Eventuelle positive dynamiske virkninger, gennem en omlægning til mindre forvridende skatter, og dermed et højere arbejdsudbud, skal udmøntes i bedre offentlig service, i det omfang de dynamiske effekter indfinder sig. En forhøjelse af beskæftigelsesfradraget. Højere skat på store arvebeløb. Forstærket indsats mod skattehuller, eksempelvis den alt for lave beskatning af aktieoptioner. Beskatning af frynsegoder, eksempelvis sundhedsforsikring. Svage grupper Som det er blevet vist tidligere, er det allervigtigste for svage grupper, i relation til at undgå social eksklusion og yderligere marginalisering, at der kan etableres en vis form for arbejdsmarkedstilknytning. Førtidspensionister Ifølge de nugældende regler kan førtidspensionister arbejde i et skånejob med løntilskud. Alt for få benytter dog ordningen. For at øge antallet af skånejob med løntilskud og derigennem medvirke til en bedre tilværelse blandt førtidspensionisterne, foreslår LO, at: Kommunernes refusion af løntilskud til skånejob hæves til 100 pct. Der iværksættes en informationskampagne om mulighederne for ansættelse i skånejob med løntilskud. De udsatte grupper I arbejdet med hjemløse, misbrugere, prostituerede etc. er der behov for dels en opsøgende indsats, der sikrer, at disse personer også kommer i kontakt med det etablerede system og dels en indsats, der øger rummeligheden på boligområdet for disse personer. Det skal bemærkes, at der er en del førtidspensionister blandt denne gruppe. En del, specielt psykisk syge og misbrugere, bliver i dag enten smidt ud af deres lejligheder, eller vælger selv at leve på gaden af frygt for en isoleret tilværelse i lejligheden/paranoia skizofreni etc. Tilværelsen på gaden fører som regel til yderligere marginalisering. LO foreslår derfor en stadig videreudvikling af projektet skæve huse til skæve eksistenser. 7 De udsatte personer skal sikres en fast kontaktperson, der kan fungere som tovholder i indsatsen for, at få den udsatte på fode igen. De udsatte personer skal sikres adgang til socialpædagogisk bistand, sundheds- og psykologisk behandling mv. Børn med sociale problemer For udsatte børn er det afgørende, at der sker en tidlig indsats, og at indsatsen tager udgangspunkt i barnets behov og ikke i økonomi eller strømlinede generelle retningslinjer. Der er brug for kontinuitet. Det vil sige, at barnet har faste voksne omkring sig. Der skal være bedre normeringer i de forskellige tilbud for udsatte børn, og børnesagsbehandlere i kommunerne skal have færre sager. I arbejdet med udsatte børn er der desværre en tendens til, at kommunerne lader snævre økonomiske rammer styre indsatsen. Det er derfor nødvendigt, at ændre finansieringen af denne indsats, så der indføres kommunal budgetgaranti. Døgninstitutionerne for børn og unge skal være en hjørnesten i indsatsen over for 7) Projektet var et forsøg med alternative boformer for udsatte grupper. Herunder bofællesskaber i egnede steder. 43

46 udsatte børn og unge. Muligheden for at de kan yde en specialiseret indsats skal sikres. Tidlig indsats overfor udsatte børn med udgangspunkt i barnets behov for særlig støtte. Der skal indføres kommunal budgetgaranti i forbindelse med indsatsen over for udsatte børn. Kontinuitet i indsatsen overfor udsatte børn. Sikring af døgninstitutionernes mulighed for at yde en specialiseret støtte for børn og unge med problemer og for at kunne fungere som videnscentre for indsatsen. Børn der lever i familier med en økonomi under fattigdomsgrænsen skal sikres økonomisk mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter på lige fod med andre børn. Børn og unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser (handicappede) Børn og unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser skal reelt have samme muligheder som deres jævnaldrende til leg og læring, dannelse og uddannelse. De har ofte behov for en vifte af tilbud, der udover en særlig pædagogisk støtte i dagtilbud og døgntilbud også omfatter sundheds- og psykologisk behandling. Tidlig og koordineret indsats indeholdende en bred tilbudsvifte til såvel forældre som børn og unge. Etablering af mellemkommunale videnscentre for indsatsen. Voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser For voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser er det afgørende, at de får samme levevilkår som andre på alle livsområder: arbejde, uddannelse, bolig, økonomi, behandling mv. Derfor skal de handicappolitiske principper om sektoransvar, kompensation og ligebehandling realiseres. Tilbuddene skal tilrettelægges på en inkluderende måde. Voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse skal sikres adgang til sundheds og psykologiskbehandling, uddannelse, arbejde, mv. enten i de eksisterende behandlings-, uddannelses-, arbejdsmarkedssystemer eller i særlige tilrettelagte tilbud. Der skal sikres moderne boformer, som tager hensyn til og kompenserer for beboernes funktionsnedsættelser, og hvor støtten tilrettelægges af den enkelte. Etablering af mellemkommunale videnscentre der koordinerer de forskellige sektorers indsats. Boligpolitik Analyserne i hvidbogen har vist en stadig større polarisering af det danske samfund. Et af de primære formål for en aktiv og social boligpolitik skal være at undgå dette fænomen. Der skal derfor sikres et mere differentieret boligudbud. Det gælder både på tværs af indkomster, etniske grupper og forskellige aldersklasser. Det vil modvirke den tendens til ghettodannelse og social opsplitning, som kendetegner den nuværende udvikling. I forbindelse med kommuneforhandlingerne skal der fastlægges flerårige planer for offentligt støttet byggeri, og kommunernes byggemodning. Den almene sektor er i dag præget af store forskelle i huslejerne. Der findes således mange, typisk ældre, almene boliger, hvor huslejen er meget lav i forhold til kvaliteten, mens der samtidig er store boligområder, hvor huslejen er alt for høj i forhold til kvaliteten. Der skal ske en reform af huslejerne således, at der sikres en bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet. Det vil 44

47 sikre en bredere beboersammensætning i de mere belastede områder. I øjeblikket bliver landsbyggefonden hvert år drænet for milliardbeløb. Midlerne i landsbyggefonden bør i stedet finansiere ovenstående indsats imod ghettodannelse og alt for høje huslejer i nyt alment boligbyggeri. Indsats mod ghettodannelse. Reform der sikrer bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet i den almene sektor. Landsbyggefondens midler skal sikre bedre kvalitet i den almene boligsektor. Ligeløn En vigtig del af uligheden for fagbevægelsen vedrører den forskel, der stadig eksisterer i lønnen mellem kvinder og mænd. Det første skridt hen imod ligeløn skal være oplysning om forskelle i lønnen mellem mænd og kvinder helt ned på den enkelte arbejdsplads. Der er for nyligt vedtaget en lov, der giver mulighed for at rekvirere lønstatistik for den enkelte arbejdsplads fordelt på mænd og kvinder. Lovforslaget er dog blevet kraftigt udvandet på grund af de krav, der stilles til størrelsen af den enkelte medarbejdergruppe. Under en femtedel af de ansatte på det private arbejdsmarked er således dækket af den nye ligelønsstatistik. Lønstatistikken skal også dække mindre virksomheder. Det betyder, at anonymiseringskravet ophæves inden for den enkelte virksomhed. Opdelingen på arbejdsfunktioner skal fastsættes, således at lønninger også kan sammenlignes på arbejdsfunktioner, der har samme værdi. Der skal være mulighed for at uddele bødestraf til virksomheder, der bryder ligelønsloven. Samtidig skal der sikres godtgørelse til lønmodtageren ved brud på ligelønsloven, som ved reglerne for usaglig afskedigelse. Øgede barselsrettigheder til mænd. Kønsopdelingen i uddannelser og på arbejdspladser skal udfordres med en målrettet indsats Den offentlige service Det offentlige forbrug spiller en stor rolle i den samlede omfordeling mellem rig og fattig. Offentlige servicetilbud udgør således en meget stor andel af de fattigste samlede forbrugsmuligheder. Udviklingen fremadrettet med flere ældre vil lægge et betydeligt pres på den offentlige sektor. Det er derfor vigtigt at sikre de nødvendige ressourcer til den offentlige sektor. Væksten i det offentlige forbrug pr. bruger skal følge væksten i samfundet som helhed. Det betyder, at det offentlige forbrug skal udgøre en konstant andel af BNP, når der er taget højde for befolkningssammensætningen. Væksten i det offentlige forbrug pr. bruger skal følge væksten i samfundet som helhed. Ulighedskommission Den seneste udvikling i retning mod stadig større ulighed er drevet af en ligegyldighed eller manglende viden om de virkninger på indkomstfordelingen, som nye politiktiltag har. Det er nødvendigt igen at fokusere på denne vigtige del af det danske velfærdssamfund. LO foreslår derfor, at der nedsættes en kommission, der skal vurdere de mange politiktiltag, der tilsigtet eller utilsigtet har forøget fattigdom og ulighed. Kommissionen skal fremsætte en samlet plan for, hvordan der igen kan sikres en stærk dansk sammenhængskraft, en mindre negativ social arv og lige muligheder for alle. Kommissionen skal også udarbejde en decideret fattigdomsgrænse. Det vil gøre det muligt at imødegå de særlige proble- 45

48 mer, som børn og unge af svage familier har. Der kan således sikres særlige muligheder i det offentlige system til familier, der har en indkomst under fattigdomsgrænsen. 46

49 Landsorganisationen i Danmark Islands Brygge 32 D 2300 København S LO-varenr ISBN: ISBN-online: