Hvidbog om ulighed 2009

Transkript

1 Hvidbog om ulighed 2009

2 Hvidbog om ulighed 2009 Udgivet af LO, Landsorganisationen i Danmark Foto: Polfoto Layout: LO Tryk: Silkeborg Bogtryk LO-varenr ISBN: ISBN-online:

3 Hvidbog om ulighed 2009

4 Indhold Kapitel 1. Indledning 5 Kapitel 2. Social arv og polarisering 11 Svag hjemmebaggrund øger risikoen for børnesager og kriminalitet 11 Social arv og chancen for at få en uddannelse 12 Store kommunale forskelle i uddannelsesniveauet 15 Kapitel 3. Arbejdsmiljø og sundhed 17 Arbejdsmiljø 17 Sundhed 21 Kapitel 4. Indkomstfordeling 24 Indkomstfordelingen 24 Formuefordelingen 26 Offentlig service har stor betydning for de svageste 26 Lav vækst i den offentlige service giver højere ulighed 27 Kapitel 5. Fattigdom 29 Udviklingen i antallet af fattige 29 Længerevarende fattigdom i markant stigning 31 Fattigdom, social eksklusion og boligforhold 32

5 Kapitel 6. De allerrigeste 35 De allerrigeste 35 Kapitel 7. Skattereformer ved Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti 37 Skattepolitik siden Kapitel 8. Politikanbefalinger 40 Folk eskolen 40 Arbejdsmiljø 40 Indkomstfordeling 41 Svage grupper 43 Boligpolitik 44 Ligeløn 45 Den offentlige service 45 Ulighedskommission 45

6

7 Kapitel 1. Indledning Lighed betyder ikke, at mennesker skal være ens. Vi er forskellige; vi har forskellige evner og interesser, og vi vælger at indrette vort liv forskelligt. Dette er en fundamental frihed for den enkelte og gør os rigere som samfund. Men lighed betyder, at alle skal have lige muligheder. Den enkeltes liv skal bestemmes af hans/hendes evner og interesser ikke af forældrenes sociale baggrund. Det er vigtigt, at forskellene i samfundet ikke bliver for store. Et samfund med dybe økonomiske og sociale skel er et mere usympatisk samfund. Det er også et samfund med mindre social sammenhængskraft og solidaritet et samfund, der ikke effektivt formår at udnytte sine menneskelige ressourcer. Denne hvidbog lægger op til en forstærket indsats imod uligheden i det danske samfund. Baggrunden er et omfattende analysearbejde, der kortlægger de økonomiske, sociale og kulturelle skel i dagens Danmark. De vigtigste resultater af denne kortlægning bringes her i bogen, men på kan du finde yderligere analyser af de forskellige sider af uligheden. Øget velstand og ulighed En forstærket kamp mod uligheden sker på mange måder fra et positivt udgangspunkt. Danmark er ikke bare et af verdens rigeste lande; de seneste årtier har også betydet store sociale fremskridt for det brede lag af almindelige danskere. Den materielle nød er stort set afskaffet. Boligforholdene er dramatisk bedre end for en generation eller to siden. Det samme er uddannelsesmulighederne og kvindernes stilling i samfundslivet. Danmark har en stor og relativ velfungerende offentlig sektor, og vi har en omfattende social omfordeling fra de velstillede til de dårligt stillede. Alligevel er vort samfund fortsat præget af dybe skel. Og meget tyder på, at uligheden bliver værre, hvis vi bare lader stå til. For det første er der en dyb ulighed i livschancer. Et barn, der vokser op i en parfamilie med akademikerbaggrund, har 13 gange større chancer for at gennemføre en ungdomsuddannelse end den jævnaldrende, der bor hos en enlig ufaglært mor på kontanthjælp! Forældrenes sociale baggrund spiller således fortsat en uhyggelig stor rolle for børnenes livsforløb. Meget tyder på, at Danmark er ved at få en ny underklasse, hvor en tilværelse på samfundets sidelinje alt for ofte går i arv fra forældre til børn procent af en årgang har markant ringere chancer end deres jævnaldrende. For det andet er det danske samfund fortsat kendetegnet af bredere ulighed på mange af samfundslivets områder uddannelse, bolig, sundhed, kultur, indflydelse og meget andet. Bare et enkelt tal fra sundhedsområdet: En akademiker i den erhvervsaktive alder går i snit til læge 6,6 gange om året, en ufaglært 11,6 altså næsten dobbelt så tit. Samme skel ses i andre sider af sundhedstilstanden, for eksempel medicinudgifter og levealder. Uddannelse er ved at blive et afgørende skel i det moderne samfund. De højtuddannede har ikke bare de højeste livsindkomster og de mest spændende job. De har også den bedste sundhedstilstand, færrest problemer med arbejdsmiljøet, de mest attraktive boligforhold, de bedste uddannelsesmuligheder for børnene og den største ind- 5

8 flydelse i samfundets valgte organer. Det er uligheder, som har været der hele tiden, men bliver mere markante i disse år. Vi risikerer et samfund, hvor uddannelse i stigende grad udgør skillelinjen mellem det gode liv og det dårlige liv. For det tredje præges Danmark også af voksende ulighed på det område, der er fundamentet for det hele: Den økonomiske fordeling. Danmark har stadig mere beskedne indkomstforskelle end mange andre lande, men udviklingen går med stor hast den forkerte vej. Fra 2001 til 2006 steg indkomsterne hos den rigeste tiendedel med 3 procent om året, hos den fattigste tiendedel kun med 0,5 procent. Mens de rigeste har kroner mere i hånden end for nogle år siden, har de fattigste kun kroner. Aktier, boligmarked og skattepolitik har skabt ulighed Der er flere forklaringer på den voksende afstand mellem høje og lave indkomster. Men analyserne viser, at især aktiekurser og gevinster på boligmarkedet trækker Danmark mere skævt. Det er frem for alt ejerne af de dyre huse i hovedstadsområdet, der har tjent kassen på det seneste årtis store værdistigninger. Et mønster, som finanskrisen har dæmpet en anelse, men heller ikke mere. Denne ulighed forekommer med rette uretfærdig. Ikke mindst fordi mange af gevinsterne hverken skyldes personlig indsats eller kreativitet, men bunder i arbejdsfri værdistigninger. Der findes masser af eksempler på mennesker med velbetalte job, der har tjent mere på at eje deres bolig end ved at gå på arbejde. Noget, der står i skærende kontrast til udsagnet om, at»det skal kunne betale sig at arbejde«. Indkomstforskellene bliver også større i kraft af den førte skattepolitik. Da VK-regeringen trådte til, indførte den skattestop. Det indebar blandt andet en fastfrysning af ejendomsværdiskatten, som har givet 10 mia. kroner ekstra til boligejerne. Samtidig er skattereformen, som i foråret blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti, den mest skæve i Danmarks nyere historie. Hvidbogens beregninger viser, at mens skattepolitikken samlet set har givet den fattigste tiendedel 900 kroner ekstra, så har den rigeste tiendedel fået kroner oven i hatten. Regeringens skattepolitik følger tydeligvis den årtusindegamle devise om, at»den som meget har, skal mere gives«. Ulighed låser mennesker fast Stigende økonomisk ulighed betyder ikke bare større skævhed i vores forbrugsmuligheder og levevilkår. På længere sigt har det også en mere dybtgående konsekvens: Det svækker samfundets sammenhængskraft. Internationale undersøgelser viser således, at lande med stor ulighed også har mere fastlåste sociale mønstre rejsen fra det dårlige liv til det gode liv bliver simpelthen længere. Det ses blandt andet ved, at den sociale mobilitet er højere i de skandinaviske lande end i USA og Storbritannien. Med social mobilitet forstås børnenes muligheder for at opnå en anden social position end deres forældre, for eksempel at kvikke børn fra dårligt stillede miljøer har mulighed for at arbejde sig op i samfundet. Analyserne viser ikke bare, at indkomstforskellene i USA er større end herhjemme, børnenes position i samfundet er også mere afhængig af deres sociale baggrund. Hvorfor? Efter alt at dømme er forklaringen, at når indkomstforskellene stiger markant, så øges afstanden mellem de forskellige samfundslag ikke bare økonomisk, men også mentalt. Hvis man er vokset op i en amerikansk storbyghetto, er uddannelsesstederne i forstædernes middelklassekvarterer en helt anden verden ikke bare 6

9 fysisk, men også mentalt. Og rejsen til denne verden bliver næsten uoverkommelig. Samtidig betyder store indkomstforskelle, at de rige lever i et helt andet univers og, får mindre fælles interesser med resten af samfundet. For eksempel færre interesser i gode offentlige tilbud som børnepasning og gratis uddannelse. Det siges, at ulighed fører til større dynamik i samfundet. Forskellene giver de dårligt stillede et stærkere incitament til at arbejde, uddanne sig og gøre noget for at forbedre deres situation, lyder antagelsen. Sådan er det bare ikke i virkeligheden. Høj ulighed betyder, at de fattige fastlåses i dårlige levevilkår og at de rige bliver ligeglade. Den mentale afstand i samfundet bliver simpelthen for stor. Erfaringerne viser da også, at hvis der over mange år er stigende indkomstforskelle, så bliver den sociale mobilitet også mindre. Det skete i Reagans USA fra 1980erne og frem. Og det skete i Thatchers Storbritannien, da uligheden også dér voksede og voksede. Begge steder så man, at de sociale forskelle i de unges livschancer blev større i takt med stigende økonomiske forskelle. Kun en tåbe frygter ikke, at noget lignende bliver konsekvensen i Danmark, hvis uligheden fortsætter med at stige fremover. Fare for ny underklasse Samtidig blinker advarselslamperne på et andet område. Danmark er som nævnt ved at få en ny underklasse, eller det som socialforskerne kalder»risikogruppen« procent af familierne er kendetegnet ved en kombination af flere risikofaktorer: Forældrene har ingen uddannelse, tit har de også lange perioder med arbejdsløshed, ofte bor far og mor heller ikke sammen. Mange af disse familier klumpes sammen i almene boligkomplekser med andre i samme situation. Blandt denne gruppe med såkaldt svag hjemmebaggrund finder vi de svageste dele af indvandrermiljøet. Vi finder også mange enlige mødre med etnisk dansk baggrund. Hvidbogens analyser viser, at denne gruppe hægtes mere og mere af. Tag for eksempel andelen af unge, der ikke som 25- årig har eller er i gang med en kompetencegivende uddannelse. Blandt unge fra parfamilier, hvor forældrene har job og uddannelse, faldt tallet fra 14 procent i 1991 til 10 procent i Men blandt unge med svag hjemmebaggrund steg andelen fra 46 til 48 procent. De seneste årtiers uddannelsesfremgang er simpelthen gået en stor bue uden om de dårligst stillede. Den hårdest ramte del af denne gruppe præges af egentlig fattigdom. Nok så bekymrende er det, at flere lever i langvarig fattigdom. En situation, der let fører til social isolation, hvor børnene ikke kan holde fødselsdage og deltage i fritidslivet på lige fod med deres jævnaldrende. Fra 2001 til 2006 steg antallet af langvarigt fattige fra til Tallene viser også, at de fattige især er koncentreret i to slags områder: I storbyernes belastede boligkomplekser, ikke mindst i København, og i udkantskommuner som Langeland, Tønder, Lolland og dele af Nordvestjylland. Vi skimter konturerne af et farligt mønster: At Danmark får en underklasse, hvor unge forlader skolen uden kvalifikationer til at begå sig på arbejdsmarkedet og i samfundslivet og at mange af disse unge søger sammen i mere eller mindre kriminelle subkulturer. Bare to tal: Blandt 20-årige, der vokser op i parfamilier med videregående uddannelse, er kun 4 procent dømt for en voldssag inden for de seneste 5 år. Blandt deres jævnaldrende med svag hjemmebaggrund er det imidlertid 31 procent altså næsten hver tredje! Samtidig risikerer vi, at denne nye form for underklasse vokser i årene fremover. 7

10 Arbejdslivet ændres med rivende hast som følge af globalisering og ny teknologi, og kravene om uddannelse og kompetencer er voksende. Mange af de ufaglærte job er gjort overflødige eller flyttet til lavtlønslande i Asien og Østeuropa. Faren er, at denne proces hægter store samfundsgrupper af, og at det danske samfund ligefrem knækker over. Lad os sætte et billede på: For 50 år siden havde Betina, enlig mor på Vesterbro, et svært liv. Hun boede i en fugtig lejlighed uden bad og eget toilet. Sådan boede mange andre også. For eksempel naboen, der var smedesvend, faglært og dermed bedre lønnet. Men samfundets krav var mere enkle. Betina skulle sørge for, at børnene kom i skole til tiden, og var nogenlunde renvaskede, så tog læreren sig af undervisningen. Og sønnen kunne gå ud af skolen efter 7. klasse, tage et ufaglært job og forsørge sin familie. Nutidens Betina bor i en moderne lejlighed med centralvarme, bad og toilet, men kravene til forældrerollen er anderledes komplicerede. Betina skal diskutere elevplaner med læreren, hjælpe med projektet om Rifbjergs forfatterskab og rådgive om den rette fagkombination i ungdomsuddannelserne. Og børnene kan ikke bare gå ud af skolen og tage et ufaglært job. Hvis børnene skal godt i vej, må Betina sørge for, at de gennemfører en faglig eller boglig uddannelse. Globaliseringen kan føre til nye skel For store samfundsgrupper er globaliseringen lig med nye muligheder. Ikke bare større velstand, men også et mere spændende og afvekslende arbejdsliv: Rejser til udlandet, større indflydelse på eget arbejde, gode muligheder for efteruddannelse. For andre tegner fremtiden imidlertid mere usikker. De risikerer at blive hægtet af et samfund med stadig større krav om uddannelse, omstilling og personlige kompetencer. Hvis Danmark skal tackle de nye udfordringer, er det nødvendigt med investeringer i fremtiden. Det drejer sig om opkvalificering og uddannelse i ordets brede forstand fra daginstitutioner over ungdomsuddannelse til efteruddannelse. Uddannelse og opkvalificering er ikke bare centralt for, at Danmark kan stå stærkt i den globale konkurrence. Det er også afgørende for, at vi ikke får et Danmark med nye skarpe klasseskel. Et sådant uddannelsesløft kræver, at vi anderledes resolut tager fat på to former for ulighed: For det første de dårligst stillede procent, der er storleverandør af unge uden uddannelse. Det drejer sig ikke bare om bedre og tidligere indsats i daginstitution og skole, men også om beskæftigelse, socialpolitik og en boligpolitik, der gør op med ghettodannelsen. De dårligst stillede skal slet og ret integreres i samfundet. For det andet må der gøres op med den bredere ulighed i uddannelsessystemet, der ikke bare drejer sig om de dårligst stillede. Det er stadig de veluddannedes børn, der får de lange videregående uddannelser, og denne skævhed grundlægges allerede i skolen. Tag bare disse tal for, hvordan etnisk danske børn klarede folkeskolens afgangsprøve: Akademikernes børn fik 9,1 i snit, de faglærtes 7,9 og de ufaglærtes 7,3. Børn med anden etnisk baggrund fik generelt lavere karakterer, men også hér er et skel mellem børn af højtuddannede og børn af kortuddannede. En vis forskel kan næppe undgås, men en socialt betinget forskel på næsten to karakterpoint er simpelthen uacceptabel. Tallene viser, at skolen og uddannelsessystemet stadig er indrettet på de højtuddannedes præmisser og ikke i tilstrækkelig grad formår at kompensere for de sociale forskelle i hjemmet. 8

11 Vi er enige i målet om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at mindst 50 procent skal tage en videregående uddannelse. Et sådant uddannelsesløft kræver imidlertid, at vi får sparket gang i den sociale mobilitet, at børnene rent uddannelsesmæssigt når længere end deres forældre. For nogle år siden sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at man skal kunne gå fra bistandsklient til bankdirektør. For os er perspektivet langt bredere. Det drejer sig om at skabe en ny social dynamik, der omfatter brede lag i det danske samfund. Det betyder, at Betinas søn skal gennemføre den erhvervsuddannelse, som mor aldrig blev færdig med for eksempel som maler eller maskintekniker. Og det indebærer, at maskinteknikerens datter tager yderligere et ryk eller to for eksempel ved at uddanne sig til sygeplejerske eller gymnasielærer. Social mobilitet handler ikke om et mindre antal spektakulære mønsterbrydere, men at det brede lag af unge fra ikke-boglige hjem deltager i et uddannelsesløft. Samtidig er det nødvendigt med en massiv efteruddannelsesindsats for de voksne, som allerede er på arbejdsmarkedet. Det gælder især de kortuddannede. Det er deres job, som er mest udsat for global konkurrence. Det er ligeledes dem, der som unge fik mindst andel i samfundets uddannelsesressourcer. Desværre viser undersøgelserne, at de også som voksne er dem, som får mindst efter- og videreuddannelse. Derfor har fagbevægelsen arbejdet hårdt på, at efteruddannelse er blevet en ret for det brede lag af almindelige lønmodtagere. Uligheden bliver ikke mindre, men større Vi nævnte tidligere, at uddannelse i stigende grad er en social skillelinje i det moderne samfund. Dette gælder også på et område, hvor de fleste af os lægger en stor del af døgnets aktive timer i arbejdslivet. Det er fortsat de faglærte og især de ufaglærte, der døjer med klassiske arbejdsmiljøproblemer som tunge løft, støj og belastende arbejdsstillinger. Samtidig har de højtuddannede også det bedste psykiske arbejdsmiljø. Det er dem, der har mest indflydelse på deres arbejde og størst udviklingsmuligheder på jobbet. Kun når det gælder såkaldt»følelsesmæssige krav«på arbejdet er mønsteret lidt anderledes. Her er det især de mellemuddannede sygeplejersker, lærere, socialarbejdere m.v. der har et belastende psykisk arbejdsmiljø. Skellet drejer sig imidlertid ikke kun om de aktuelle levevilkår, også indflydelsen på det danske samfund bliver mere skæv. Folk med lange videregående uddannelser sidder ikke bare tungt på toppen af erhvervslivet, organisationerne og medieverdenen. Nok så bemærkelsesværdigt er det, at akademikerne tager løvens part af pladserne i de forsamlinger, der vælges af os alle sammen fra skolebestyrelser til Folketinget. Over en tredjedel af folketingsmedlemmerne er i dag akademikere, og en stor del af de øvrige har andre former for videregående uddannelse; kun en femtedel af Folketinget tilhører befolkningens store flertal af faglærte og ufaglærte. Samtidig ved vi, at denne skævhed bliver værre den er mere markant blandt de yngre end blandt de ældre politikere. Faren er, at skævhed i rekrutteringen bliver til skævhed i beslutningerne: Når skolebestyrelsen diskuterer regler for lejrskoler, har man de velstilledes børn i baghovedet. Og når Folketinget vedtager reformer af uddannelsessystemet, sker det samme. Ikke på grund af ond vilje, men fordi beslutningstagere på alle niveauer helt naturligt tager udgangspunkt i deres egne normer og erfaringer. På dette område er skævheden ikke ble- 9

12 vet mindre, men større. Det samme er som nævnt tilfældet på andre områder for eksempel indkomstforskellene, uligheden i sundhed og uddannelsesmulighederne. Det er nu, vi skal vende strømmen! Det er på denne baggrund, vi efterlyser en stærkere indsats imod uligheden. Danmark har hidtil været kendetegnet af mindre sociale skel end mange andre lande ikke bare økonomisk, men også i kompetencer og levevilkår. På disse sider dokumenteres det imidlertid, at lighed og lige chancer er under pres. Det er en udvikling, der udfordrer vores retfærdighedssans og underminerer sammenhængskraften i samfundet. Heldigvis er der en række redskaber, der kan vende udviklingen. I bogens sidste kapitel skitseres en stribe forslag fra reformer af uddannelsessystemet til ændringer i skattepolitikken. Vi foreslår også en Ulighedskommission, der skal fremsætte en samlet plan for at bekæmpe uligheden og skabe mere lige chancer i livet. Andre vil givetvis have andre forslag og ideer. Lad os få dem på bordet. Hvis denne hvidbog udløser en bred debat om indsatsen imod ulighed, har vi allerede taget det første vigtige skridt. 10

13 Kapitel 2. Social arv og polarisering For at opnå de bedste muligheder for vækst i et samfund skal det være muligt for enhver at udnytte medfødte evner. I et samfund med en meget høj grad af ulighed kan det risikeres, at unge med gode evner, men med en svag familiebaggrund, ikke kan opnå den uddannelse eller indtægt, som evnerne ellers berettiger til. I dette kapitel beskrives den sociale arv i det danske samfund. Analyserne viser en betydelig social arv i det danske samfund. De viser også, at problemet ikke er aftagende, de svageste får stadigt sværere ved at klare sig i uddannelsessystemet. Svag hjemmebaggrund øger risikoen for børnesager og kriminalitet I nogle sammenhænge fokuseres især på den tunge negative hjemlige baggrund, når man taler om social arv. Tung arv handler om mere skæbnesvangre begivenheder som kriminalitet, vold, børnesager, anbringelse uden for hjemmet og lignende. I en analyse fra AErådet bestemmes hjemmebaggrunden ved tre simple kriterier, der sammensættes af familiens status, afhængighed af offentlige overførsler og uddannelse: 1) Bor barnet sammen med både far og mor 2) Stammer forældrenes indkomst primært fra andet end kontanthjælp eller førtidspension 3) Har mindst en af forældrene en uddannelse ud over folkeskolen Hvis alle tre forhold er opfyldt, karakteriseres barnet som havende en stærk hjemmebaggrund, hvis to kriterier er opfyldt sættes barnet i mellemgruppen, mens barnet karakteriseres ved en svag hjemmebaggrund, hvis ingen eller et af kriterierne er opfyldt. Tabel 2.1. viser sandsynligheden for, at årige med forskellig hjemmebaggrund har været berørt af en børnesag. En børnesag kan være, at kommunen har måttet gennemføre en anbringelse uden for hjemmet, eller har måttet foretage en forebyggende foranstaltning. Børn, der kommer fra en stærk hjemmebaggrund, hvor den ene af forældrene havde en videregående uddannelse, vil kun have oplevet dette i 0,57 pct. af tilfældene, mens børn der kommer fra en svag hjemmebaggrund havde en sandsynlighed for at blive berørt af en børnesag, der var 25 gange så høj, nemlig 14,47 pct. Tabel 2.1. Hjemmebaggrund og risiko for en børnesag, 2005 Selv omfattet Børnesag af børnesag i familien Pct. af årige Stærk hjemmebaggrund, vid. udd. 0,57 1,46 Stærk hjemmebaggrund i øvrigt 1,13 2,67 Mellemgruppen 4,04 7,79 Svag hjemmebaggrund 14,47 22,29 I alt 4,28 7,49 Kilde: AErådet, Den sociale afstand, bliver den mindre? Tabel 2.2. Baggrund og kriminalitet, 20-årige dømt i en straffesag inden for de sidste 5 år, 2005 Tyveri eller Tyverisag Voldssag voldssag Pct. af 20-årige Stærk hjemmebaggrund, vid. udd. 1,73 4,02 4,97 Stærk hjemmebaggrund i øvrigt 3,50 6,78 8,62 Mellemgruppen 6,48 14,40 17,29 Svag hjemmebaggrund 14,32 30,56 34,52 I alt 5,83 12,48 14,78 Kilde: AErådet, Den sociale afstand, bliver den mindre? 11

14 En svag hjemmebaggrund øger også sandsynligheden for at blive dømt i en straffesag. Hvis den unge kommer fra en stærk baggrund, hvor den ene af forældrene har en videregående uddannelse, vil der være en sandsynlighed på knap 5 pct. for at være dømt i en straffesag, jf. tabel 2.2. Blandt unge med en svag hjemmebaggrund vil over 1/3 have været dømt i en straffesag. Social arv og chancen for at få en uddannelse De analyser, som er refereret ovenfor, viser betydningen af den sociale arv i forhold til risikoen for et livsforløb præget af svære begivenheder som børnesager og kriminalitet. Den vel nok vigtigste faktor for de fremtidige muligheder for børn og unge i dagens Danmark er, om man får en uddannelse. Uddannelse betyder, at man klarer sig bedre på arbejdsmarkedet. Og klarer man sig bedre på arbejdsmarkedet, får man højere løn, mindre risiko for at blive afhængig af overførselsindkomst fra det offentlige og mindre risiko for at blive marginaliseret. Figur 2.1. Social arv ved folkeskolens afgangseksamen, ,5 Forældrenes uddannelse 9,1 Ufaglærte 9,0 Erhvervsfaglig uddannelse KVU / MVU / Bachelor 8,5 LVU / Forsker 8,5 I alt 8,2 8,0 7,9 7,8 7,7 7,5 7,4 7,3 7,3 7,0 7,0 6,5 6,0 Dansk 3. verden Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. Da uddannelse er så vigtig for de fremtidige muligheder for børn og unge, vil analyserne i resten af kapitlet være koncentreret om den del af den sociale arv, der handler om sammenhængen mellem forældrenes situation, og i hvor høj grad deres børn får en uddannelse. LO har iværksat en analyse af sammenhængen mellem familiebaggrund og børnenes skolegang. Analysen er udført af Niels Glavind og præsenteret i notatet Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. Nedenstående resultater stammer alle fra denne analyse. Den sociale arv viser sig allerede ved folkeskolens afgangsprøve, hvor der er stor forskel på, hvilke resultater de unge opnår. Børn af etniske danskere, der har en lang videregående uddannelse, får således et gennemsnit fra folkeskolen på 9,1, mens børn af etniske danskere, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse alene opnår et gennemsnit på 7,3, jf. figur 2.1. Elever, hvis forældre havde en erhvervsfaglig uddannelse, klarer sig lidt bedre end børn af ufaglærte med et gennemsnit på 7,9. De ligger dog stadig 1,2 point under børnene af personer med en lang videregående uddannelse. Der er således en klar social skævhed, der særligt rammer børn af typiske medlemmer af LO. Hvis de unges forældre er indvandrere fra den 3. verden, falder gennemsnittet i folkeskolens afgangsprøve dramatisk. Hvor børn af etniske danskere har et karaktergennemsnit på 8,2, opnår unge med en svag indvandrerbaggrund kun et gennemsnit på 7,3. Den sociale arv, der kan konstateres ved folkeskolens afgangsprøve, går igen, når man ser på, hvilke unge der ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse denne gruppe kaldes ofte restgruppen. I figur 2.2. er der præsenteret tal for andelen af 25-årige, der ikke har fået en kompetencegivende uddannelse, og som heller ikke 12

15 er i gang med en uddannelse. For børn af ufaglærte havde 37,1 pct. af de unge ingen erhvervskompetencegivende uddannelse som 25-årige, for børn af faglærte udgjorde denne andel 19 pct., mens den for børn af forældre med en lang videregående uddannelse kun udgjorde 6,8 pct. Der er bred politisk enighed om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. For at nå det mål kræves en massiv indsats, særligt over for børn med en svag hjemmebaggrund. Som for børnesager og kriminalitet har baggrundsvariabler som forældrenes afhængighed af offentlige overførsler og familieforhold også stor betydning for, hvordan de unge klarer sig i uddannelsessystemet. Figur 2.3. viser, hvordan sandsynligheden for at ende i restgruppen afhænger af, hvorvidt forældrene modtager kontanthjælp eller førtidspension. Hvis ingen af forældrene modtog kontanthjælp eller førtidspension, var sandsynligheden for at ende i restgruppen 14,2 pct., mens den for børn af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister udgjorde 36,0 pct. Et andet simpelt forhold med stor betydning for risikoen for at ende i restgruppen vedrører, hvorvidt forældrene bor sammen eller ej. Der er således en markant større sandsynlighed for at ende i restgruppen, hvis man er vokset op med en forælder. Hvis forældrene boede sammen, da den unge var 25 år, var der en sandsynlighed for ikke at have erhvervet en kompetencegivende uddannelse på 12,8 pct., mens den for unge, der voksede op med kun en forælder, var mere end dobbelt så høj nemlig 27,5 pct. jf. figur 2.4. For at undersøge udviklingen de senere år er der for hver person i 1991, 2001 og 2007 opgjort et antal risikofaktorer, hvor følgende forhold hver tæller som en risikofaktor: Figur 2.2. Manglende erhvervskompetencegivende uddannelse som 25-årig, 2007 Pct Pct Ufaglærte 37,1 Erhvervsfaglig uddannelse 19,0 Ingen af forældrene er på kontanthjælp KVU, MVU og Bachelor 11,3 LVU og Forsker 6,8 Forældrenes uddannelse I alt 19,2 Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. Figur 2.3. Ingen erhvervskompetencegivende uddannelse som 25-årig og forældrenes afhængighed af offentlige ydelser, 2007 Mindst én på kontanthjælp eller førtidspension Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. 13

16 Figur 2.4. Ingen erhvervskompetencegivende uddannelse som 25-årig og familieforhold, Pct ,9 25,3 37,0 Forældre er samlevende 46, Ingen risikofaktor 10,4 21,6 1 risikofaktor 34,5 51,2 Forældre er ikke samlevende Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal. 9,6 2 risikofaktorer 19,1 32,4 47,6 3-4 risikofaktorer Pct. 30 Figur 2.5. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og antal risikofaktorer hos forældre Anm.: Risikofaktorerne består af: 1) Ingen af forældrene har en erhvervsuddannelse, 2) En af forældrene er på langvarig kontanthjælp, 3) Forældrene bor ikke sammen og 4) Forældrene bor i etagebyggeri. Kilde: Niels Glavind, Ulighed i uddannelsessystemet, nogle opdaterede tal Ingen af forældrene har en erhvervsuddannelse En af forældrene er på langvarig kontanthjælp Forældrene bor ikke sammen Forældrene bor i etagebyggeri Figur 2.5. viser, hvordan risikoen for at komme i restgruppen har udviklet sig i forhold til antal af risikofaktorer. Ved udarbejdelsen af figuren er der set bort fra unge fra etniske minoriteter, fordi disse kun udgjorde en meget lille andel af de unge i Figuren er opmuntrende læsning i den forstand, at den viser, at næsten alle unge har fået gavn af det uddannelsesløft, som er sket fra 1991 til Der er således kommet færre i restgruppen blandt unge med en stærk hjemmebaggrund. Figuren er dog samtidig nedslående læsning af to grunde. Figuren viser for det første, at antallet af risikofaktorer hos forældrene har voldsom indflydelse på, om barnet får en uddannelse. Blandt de børn og unge, hvis forældre ingen risikofaktorer har, er det kun 9,6 pct., som ikke har eller er i gang med en uddannelse. Blandt børn og unge, der har forældre med tre eller flere risikofaktorer, er det næsten halvdelen helt præcist 47,6 pct. som ikke har fået, eller er i gang med en uddannelse som 25- årig. Børn og unge, der har forældre med tre eller flere risikofaktorer, har altså knap fem gange større risiko for ikke at få en uddannelse end børn og unge, hvis forældre ingen risikofaktorer har. For det andet viser figuren, at det for unge med mange risikofaktorer er gået den forkerte vej fra 1991 til I 1991 var der således 46,3 pct., der endte i restgruppen, mens det i 2007 var 47,6 pct. Denne gruppe har således ingen gavn fået af det generelle uddannelsesløft, der har fundet sted i perioden - tværtimod. Det betyder samtidig, at forskellene mellem de stærke og de svage 14

17 unge er blevet udvidet siden Store kommunale forskelle i uddannelsesniveauet Ovenfor er børns sociale arv, i form af muligheder for at få en uddannelse, bundet op på individuelle forhold hos deres forældre. Den sociale arv er dog langt mere kompleks, idet den også er et resultat af de omgivelser og vilkår, barnet vokser op i. Den måde, bosætningen foregår på i Danmark, indebærer, at ressourcesvage og ressourcestærke ofte bor i hver deres kommune. Samtidig vil nogle kommuner kunne tilbyde en bedre folkeskole, der i større udstrækning kan bryde den sociale arv. AErådet har i en analyse bestemt andelen i restgruppen fordelt på kommuner. Analysen viser store kommunale variationer i restgruppen, jf. figur 2.6. Kortet afslører en betydelig geografisk skævhed i uddannelsesfrekvensen. Der er således en del sorte områder på Sjælland i København, kommuner syd for København, Lolland og Falster. Omvendt er der en høj uddannelsestilbøjelighed i de rige kommuner nord for København. I Jylland er billedet lidt pænere end på Sjælland, en del kommuner ligger i den bedste kategori, men også her er der enkelte problemkommuner. En nærmere analyse viser, at der generelt er et mindre frafald på erhvervsuddannelserne i det jyske. Kortet viser også, at de mindre øer har problemer med at få unge gennem uddannelsessystemet. Andelen af unge, der ikke har fået en ungdomsuddannelse 10 år efter 9. klasse, er mere end dobbelt så højt i Middelfart som i Lyngby-Taarbæk, jf. tabel 2.3. I Middelfart får 33,2 pct. af de unge ikke en uddannelse, mens det kun gælder for 14,9 pct. i Lyngby- Taarbæk. Der er forholdsvis få unge, der gennemfører en uddannelse i Ishøj, Brøndby og Albertslund. Det hænger tæt sammen med, Figur 2.6. Andel af unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, 2007 Anm.: Analysen tager udgangspunkt i 9.-klasses elever i den enkelte kommune. Eleverne genfindes ti år efter afslutningen af 9. klasse, hvor det bestemmes, om de har gennemført en ungdomsuddannelse. Kilde: Statistik og analyse fra UNI-C. Tabel 2.3. De ti bedste kommuner og ti dårligste, 2007 De bedste Andel uden udd. De dårligste Andel uden udd. Lyngby-Taarbæk 14,9 Middelfart 33,2 Rudersdal 16,5 Ishøj 32,3 Allerød 17,4 Brøndby 31,3 Vallensbæk 17,6 Lolland 31,1 Gentofte 18,8 Fredericia 30,5 Hørsholm 19,2 Assens 30,3 Lemvig 19,2 Langeland 30,0 Skive 19,3 Odsherred 30,0 Ringkøbing-Skjern 19,7 Herlev 29,7 Thisted 20,3 Kolding 29,6 Anm.: Mindre øer med en høj andel af unge uden uddannelse er ikke med i denne tabel. Kilde: Statistik og analyse fra UNI-C. 15

18 at der bor forholdsvis mange unge af anden etnisk baggrund i disse kommuner. Tabel 2.4. viser uddannelsestilbøjeligheden på etnicitet. Blandt 26-årige med dansk baggrund havde 20,6 pct. af pigerne ikke Tabel 2.4. Andel uden ungdomsuddannelse som 26-årige efter etnicitet, 2006 Etniske Indvandrere og danskere efterkommere Pct Drenge 27,6 48,0 Piger 20,6 34,3 Kilde: Statistik og analyse fra UNI-C. gennemført en ungdomsuddannelse, mens det gjaldt for 27,6 pct. af drengene. Blandt indvandrere og efterkommere var denne andel på 34,3 pct. for pigerne og hele 48 pct. for drengene. På trods af at pigerne blandt indvandrere og efterkommere klarer sig bedre end drengene, er der således stadig et stykke op til niveauet for etniske danskere. Gruppen af efterkommere af indvandrere vil vokse markant de næste år. Det stiller yderligere krav til den indsats, der er nødvendig for at nå målet om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en uddannelse. 16

19 Kapitel 3. Arbejdsmiljø og sundhed I dette kapitel undersøges arbejdsmiljøet i Danmark. Arbejdsmiljøet handler om de fysiske og psykiske forhold, den beskæftigede oplever i sin hverdag. Netop derfor er det af særlig interesse for fagbevægelsen at finde ud af, hvilke konsekvenser et dårligt arbejdsmiljø har for den enkelte, og hvem der er særligt hårdt belastet. Fagbevægelsen har haft fokus på at sikre et sikkert arbejdsmiljø for alle ansatte. Der er dog stadig stor forskel på, hvilke forhold den enkelte lønmodtager arbejder under. Kapitlet viser, at det således stadig er de lavest lønnede og lavest uddannede, der har det mest nedslidende arbejde, og som samtidig har det dårligste helbred. Det er selvfølgelig et problem for den enkelte, men det har også stor betydning for samfundsøkonomien. Et dårligt arbejdsmiljø medfører et større forbrug af sygedagpenge og giver sig udslag i en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Den sociale skævhed spiller også ind på sundhedsområdet, hvor ufaglærte, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og indvandrere trækker mest på den offentlige service. Arbejdsmiljø Dette afsnit ser på arbejdsmiljøet på tværs af uddannelsesgrupper, a-kasser og socioøkonomiske grupper. Tendensen er klar: Det er samfundets dårligst stillede, der har det dårligste arbejdsmiljø og deraf følger dårlige sundhedsforhold og tidligere tilbagetrækning. Arbejdsmiljø og uddannelse Også på arbejdsmiljøområdet spiller det en rolle, hvilken uddannelse man har, og der er stor forskel på arbejdsmiljøet på tværs af uddannelsesbaggrund, jf. tabel 3.1. Ufaglærte og personer med en erhvervsfaglig uddannelse har således et væsentligt dårligere arbejdsmiljø end gennemsnittet, mens personer med en videregående uddannelse har et bedre arbejdsmiljø. Gennemsnittet i hver af disse kategorier er opgjort til 100. Et tal på 143 for de ufaglærtes fysiske arbejdsmiljø indebærer, at 43 pct. flere ufaglærte oplever en større belastning end gennemsnittet. Hvad angår det fysiske arbejdsmiljø, opdelt på underkategorier, har ufaglærte og personer med en erhvervsfaglig uddannelse et væsentligt dårligere arbejdsmiljø end gennemsnittet, hvorimod personer med en videregående uddannelse har et bedre fysisk arbejdsmiljø, jf. tabel 3.2. Ufaglærte Tabel 3.1. Arbejdsmiljø og uddannelse Fysisk arbejdsmiljø Psykisk arbejdsmiljø Ufaglært Erhvervsfaglig KVU og MVU LVU Gns. arbejdsmiljø Anm.: Gruppen ufaglærte indeholder også personer med uoplyst uddannelse. Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Tabel 3.2. Uddannelse og fysiske arbejdsmiljø-komponenter Belastende Ensidige Indeklima- arbejds- gentagne Støj problemer stillinger bevægelser Tunge løft Ufaglært Erhvervsfaglig KVU og MVU LVU Gns. arbejdsmiljø Anm.: Gruppen ufaglærte indeholder også personer med uoplyst uddannelse. Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. 17

20 Tabel 3.3. Uddannelse og psykiske arbejdsmiljø-komponenter Følelses- Manglende Manglende Job- mæssige udviklings- mening i Manglende usikkerhed krav muligheder arbejdet indflydelse Ufaglært Erhvervsfaglig KVU og MVU LVU Gns. arbejdsmiljø Anm.: Gruppen ufaglærte indeholder også personer med uoplyst uddannelse. Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Tabel 3.4. A-kasser med bedst/dårligst fysisk arbejdsmiljø Dårligst fysisk arbejdsmiljø Bedst fysisk arbejdsmiljø A-kasse Fysisk am A-kasse Fysisk am NNF 227 Business 59 Blik og Rør 207 IT-faget og merkonomer 53 TIB 199 Teknikerne 52 Malerfaget 192 Danske sundhedsorg. 52 3F 168 AC, akademikere 39 Metal 149 CA, økonomernes 39 Ikke forsikret 143 Magistre 35 BUPL 126 Ingeniører 32 Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. Tabel 3.5. A-kasser med bedst/dårligst psykisk arbejdsmiljø Dårligst psykisk arbejdsmiljø Bedst psykisk arbejdsmiljø A-kasse Psykisk am A-kasse Psykisk am Ikke forsikret 120 Business 90 NNF 120 CA, økonomernes 89 Stats- og teleansatte 114 IT-faget og merkonomer 89 3F 111 El-faget 86 FOA 110 Ingeniører 85 HK 105 Blik og Rør 84 FTF 104 DANA / ASE 82 Kilde: AE på baggrund af NAK og IDA. oplever væsentligt mere støj, belastende arbejdsstillinger og tunge løft end folk med videregående uddannelser. Blandt de erhvervsfagligt uddannede er det særligt de tunge løft, der er belastende. Tendensen gør sig også gældende med hensyn til en underopdeling af det psykiske arbejdsmiljø, hvor personer med en lang videregående uddannelse også har et relativt bedre arbejdsmiljø end gennemsnittet, mens ufaglærte oplever et dårligere psykisk arbejdsmiljø, jf. tabel 3.3. Variationen er mindre end på det fysiske arbejdsmiljø, og for følelsesmæssige krav har personer med en videregående uddannelse et dårligere psykisk arbejdsmiljø. I forhold til det fysiske arbejdsmiljø er det især medlemmer af LO s a-kasser, der har et dårligt fysisk arbejdsmiljø, eksemplerne her er NNF, Blik og Rør, TIB, Malerfaget, 3F og Metal, jf. tabel 3.4. Omvendt er det især a-kasser præget af et højt uddannelsesniveau, der har et godt fysisk arbejdsmiljø. A-kasserne med det bedste fysiske arbejdsmiljø er a-kasserne for ingeniører, magistre, økonomer og akademikere. Det er især personer fra NNF, stats- og teleansatte, 3F, FOA og HK samt personer der ikke er forsikrede, der har et relativt dårligt psykisk arbejdsmiljø, mens a-kasser, der er karakteriseret af et generelt højere uddannelsesniveau, som ingeniører, civiløkonomer, personer ansat i it-sektoren, Blik & Rør, el-faget og selvstændige, har et godt psykisk arbejdsmiljø i forhold til gennemsnittet, jf. tabel 3.5. I underopdelingen af det fysiske arbejdsmiljø er det særligt Blik og Rør, der oplever belastende arbejdsstillinger, men også medlemmerne af Malerfaget, TIB, NNF, 3F, FOA, El-faget og Metal, der alle organiserer personer ansat i fysisk krævende brancher, 18