Trafikmelding fra PPR

Transkript

1 Christina Hoffmann-Christensen, psykolog Anne-Grethe Dahl Johansen, specialergoterapeut - børn Pædagogisk Psykologisk Rådgivning Herning Kommune Juni 2014

2 Et stort træ er væltet i krydset i det voldsomme stormvejr. Vejen er spærret, og der holder biler i en tætpakket kø i alle retninger. Én er kørt ind i træet og andre holder på tværs som følge af hårde opbremsninger. Nogle er frustrerede over situationen, enkelte har trukket sig modløse tilbage, og én skælder højlydt ud over, at ingen kommer og løser problemet. Alle er sultne og trætte og vil gerne hjem. Nogle bilister prøver at løfte træet, mens andre forsøger at vende deres biler for at komme derfra. Der er ikke noget, der vil lykkes, og mørket falder på. Én af bilisterne finder sin telefon og ringer til Vejhjælpen. Vejhjælpen ankommer og kalder alle bilisterne sammen og opfordrer til, at alle i fællesskab lægger en plan for, hvordan de kommer ud af det kaos, der er opstået. Det, vi som konsulenter i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning ofte møder, når vi bliver kaldt på, er voksne, der står i en situation, hvor udfordringer og vanskeligheder er blevet uoverskuelige. I det gentagne møde med dette fik vi ideen til at skabe en ramme, hvor vi hjælper de voksne omkring barnet med i første omgang at danne overblik og derefter hjælper dem til at foretage en prioritering af udfordringerne, så de finder et sted at starte en bevægelse samt en fælles retning at arbejde hen imod. Det, der har størst betydning for dem at ændre på, kommer i fokus. Vi er i udarbejdelsen af rammen inspireret af såvel narrative som systemiske tankesæt, og vi har hentet inspiration i det ergoterapeutiske redskab COPM 1 og PEO modellen 2. Nedenstående plakat illustrerer rammen og dens elementer, som vi kommer nærmere ind på i det følgende. 1 Law, Mary et al: Canadian Occupational Performance Measure, dansk oversættelse Andersen, A et al, revideret version af 3. udgave revideret af Larsen, A.E, Ergoterapeutforeningen, Townsend, Elisabeth et al: Fremme af menneskelig aktivitet ergoterapi i et canadisk perspektiv, FADL,

3 Fra udfordringer og vanskeligheder til overblik og prioriteringer Som opstart på et forløb, hvor rammen anvendes, indkalder vi til et arbejdsmøde. Deltagerne kan være både barnets forældre og pædagoger og lærere. Det er de voksne omkring barnet, der skal bidrage med ideer, tanker, erfaringer og viden om lokale forhold, mens det er vores rolle at lede processen og sikre overholdelsen af rammen. Det understreges indledningsvist, at der gælder den regel, at man ikke kommenterer på andres tanker, ideer og input. Efter denne præsentation får deltagerne lejlighed til at nævne de oplevede udfordringer og problemstillinger. Den ene af de to procesledere skriver deltagernes ord på en tavle eller et stort stykke papir, som alle kan se. Det er et afgørende element, at det, deltagerne siger, bliver indfanget så ordret og præcist som overhovedet muligt, så deltagerne føler, at deres bekymringer bliver taget alvorligt og bliver brugt som afsæt for det videre arbejde. Når deltagerne har haft mulighed for at udtrykke alle de problemstillinger og udfordringer, de står med, får de den opgave at tage stilling til betydningen af at få ændret på hvert enkelt problem. Proceslederen anvender her COPM betydningskortet, som består af en skala fra 1 10, hvor 1 svarer til det er slet ikke vigtigt og 10 til yderst vigtigt. 3

4 Den eller de to problemstillinger, der ender med den højeste betydningsscore vil være dem, der arbejdes videre med på dette første arbejdsmøde. De øvrige problemstillinger bliver gemt via fotos. Tavlen viskes ren. Hvad vil I gerne se? og veje derhen Det højst prioriterede problem formuleres som en målsætning under overskriften Hvad vil I gerne se? Den valgte problemstilling kunne være, at de andre ikke vil lege med Peter, og det, de voksne gerne vil se, er, at Peter kan komme til at lege med de andre. Det er vigtigt, at den endelige formulering af målsætningen er konkret og målbar, da der typisk er flere, der skal arbejde sammen, og da det ellers er svært at registrere, om man er på rette vej. Eksempelvis er det målbart, om Peter er engageret i leg med en eller flere klassekammerater i 10 frikvarteret. Når målsætningen er på plads, bliver deltagerne præsenteret for yderligere to skalaer fra 1 til 10, hvor de skal foretage en bedømmelse af den aktuelle aktivitetsudførelse og deres tilfredshed med, at aktivitetsudførelsen ligger på dette niveau. Eksempelvis vurderer de voksne omkring Peter, at han er engageret i leg med en eller flere klassekammerater i frikvarteret til et 3 tal, og det er de tilfredse med til et 2 tal. Når det er på plads, bliver deltagerne bedt om at komme med alle de tanker og ideer, de kan komme i tanker om, som veje derhen veje, der kan føre i retning af at nå målsætningen. Ideerne og tankerne må være kreative, skæve eller lige ud af landevejen. Alle ideer og tanker skrives på tavlen, som det bliver formuleret af mødedeltagerne - igen for at sikre ejerskab, genkendelse og relevans for de aktører, som skal anvende det i praksis. Ideerne er nu gruppens arbejdsdokument. Vi forbereder deltagerne på, at de højst sandsynligt vil gå andre veje og få nye ideer, når det sættes i spil i praksis, og vi opfordrer dem til at være åbne over for dette. Der aftales en dato for et opfølgende arbejdsmøde tre uger efter første møde. Den korte frist er dels for at sikre oplevelsen af at løfte i fællesskab samt for at sikre, at arbejdet bærer i den ønskede retning. Ellers skal målsætningen justeres. Som afrunding spørger vi deltagerne, hvad de hver især går ud af døren med igen med reglen om at tale ud fra sit eget perspektiv og ikke kommentere på de andres. 4

5 Det gør vi for at give dem mulighed for at høre, hvad de er blevet optaget af og har fået øje på. Derudover ligger der en feedback til os om, hvorvidt den valgte procesramme er en relevant vej at gå for denne gruppe og dens udfordringer. Veje betrådt og hvad har det skabt? På det op følgende arbejdsmøde beder vi aktørerne fortælle, hvilke veje de har betrådt, og hvad det har skabt. Deltagerne kan frit skifte mellem at besvare det ene og det andet spørgsmål, mens vi på tavlen strukturerer svarene under henholdsvis veje der er betrådt og hvad har det skabt. Som oftest har deltagerne både gået på de veje, de fandt på det første møde, og de har fundet nye veje at gå undervejs. Nogle gange er de nye veje allerede blevet en selvfølgelighed i aktørernes handlemuligheder, så de næsten har glemt, at det er noget, de for nyligt har skabt og ændret. I sådanne situationer hjælper vi aktørerne til at formulere, hvad de præcist har gjort, for at give dem blik for deres egen og de andres indsats. Under punktet hvad har det skabt kan deltagerne beskrive de bevægelser, forandringer og udviklinger, de har oplevet siden sidste møde. Herefter bliver aktørerne bedt om at give deres vurdering af den nuværende aktivitetsudførelse og deres tilfredshed med, at aktivitetsudførelsen ligger på dette niveau. I eksemplet med Peter vurderer de voksne aktivitetsudførelsen til et 8 tal, og deres tilfredshed med dette til et 9 tal. Herefter viser vi deltagerne deres vurderinger fra første arbejdsmøde, og vi giver dem derved mulighed for at sammenligne tallene og på en målbar måde se de bevægelser, de er lykkedes i at skabe. Alt dette føjes til arbejdsdokumentet. Nu er der flere muligheder for arbejdsmødeforløbet. Enten har bevægelserne været tilstrækkelige til, at udfordringerne opleves håndterbare, og forløbet afsluttes. Andre gange ønsker aktørerne at holde fokus på de allerede opstillede målsætninger i endnu en periode, og der kan aftales endnu en opfølgning på det igangværende arbejde. En tredje mulighed er, at aktørerne ønsker at opstille en ny målsætning, som bearbejdes efter samme model som beskrevet under første arbejdsmøde. Under alle omstændigheder afsluttes det opfølgende møde med en runde, hvor aktørerne fortæller, hvad de går ud af døren med. 5

6 Tanker og refleksioner Visualisering, eksternalisering, navngivning, benævnelse og begrebsdannelse er centrale elementer i denne procesramme. Hvis rummet bygges op, så deltagerne har deres blik rettet mod tavlen, brydes de relationer og dynamikker, deltagerne er vant til at have med hinanden, inden konsulenten træder ind. Det skaber en forstyrrelse i sig selv, hvilket i særdeleshed kan være hensigtsmæssigt i situationer, hvor personale og forældre kan være kørt fast i situationen eller i relationen til hinanden. Samtalen om det, som opleves udfordrende, bliver mindre sårbar, når deltagerne ikke henvender sig direkte til hinanden, men til konsulenten og tavlen. Deltagerne bliver ikke bærere af hinandens budskaber, når de afleveres til tavlen. Når Peters lærer siger: Peter er forstyrrende i matematiktimerne, bliver tavlen modtager af budskabet fremfor at forældrene ender i en position, hvor de oplever skyld og ansvar for, at Peter ikke kan sidde stille i matematiktimen. Idet udsagnet lander på tavlen, får deltagerne mulighed for at høre, at det er en udfordring, og de får mulighed for ud fra hver deres position at arbejde sammen omkring, hvordan Peters deltagelse i matematik kan muliggøres. Det, at tavlen viskes ren efter prioritering af problemstillinger, og at konsulenten tager listen med udfordringer med hjem, giver deltagerne en meget konkret fornemmelse af at skærpe fokus på de udvalgte områder og slippe det, der ikke er prioriteret højest. At bruge tavlen giver endvidere deltagerne overblik over den proces, de er i gang med. Tavlen tilbyder at fastholde og strukturere deres tanker, refleksioner og det sagte. Denne proces faciliterer navngivning, benævnelser og begrebsdannelse. Som vi ser det, sker der både en navngivning af udfordringer samt en navngivning af håb og drømme for fremtiden i form af målsætninger. Navngivningen og afstanden til tavlen er med til at skabe en eksternalisering af problemstillinger. Det giver mulighed for en distance til det, der har kunnet virke truende. I formulering af målsætning, veje derhen og i den afsluttende hvad tager jeg med her fra runde får deltagerne mulighed for at benævne og begrebsdanne i fællesskab. Dette indfanger og sprogliggør brugbare erfaringer og viden fra det levede liv. Visualiseringen synliggør et produkt i form af målsætning og ideer til handlemuligheder, som er med til endeligt at opløse den frustration og afmagtsfølelse, der i større eller mindre grad præ- 6

7 gede mødets første del. Konsulentens opgave er at sikre, at mulighed for succes er indlejret i målsætningen med andre ord at det er en realistisk målsætning, som både børn og voksne kan lykkes i inden for en overskuelig tidsramme. At være proceskonsulent i denne ramme kræver, for os at se, flere færdigheder. Vi har erfaret, at det kan være en fordel at være to konsulenter om opgaven. Når to konsulenter er til stede på et arbejdsmøde, placerer den ene sig ved tavlen, mens den anden sidder ved bordet sammen med de øvrige mødedeltagere. Positionen ved tavlen muliggør, ud over at mødedeltagerne kan tale op til tavlen, at konsulenten kan skabe bevægelse og energi via sin egen fysiske bevægelse i rummet. Konsulenten, der sidder med ved bordet, har mulighed for at have overblik over, at alle mødedeltagere kommer til orde og på den måde gives positioner som aktive mødedeltagere. De to konsulenter har mulighed for kontinuerligt på mødet at afstemme med hinanden, om tempoet er for højt eller for lavt og om deltagerne udfordres tilpas. De kan i fællesskab regulere plads til refleksion og eftertanke, insistere på at holde fokus på det valgte samt lægge op til nye perspektiver ved blandt andet at forstørre noget, en mødedeltager siger, ved at belyse de præmisser, de taler ud fra, samt spørge til, hvad barnet ville tænke eller synes. Konsulenten kan desuden udvide de voksnes tænkning ved at gøre brug af almen menneskelige fortællinger. Et eksempel herpå kunne være: Vi voksne kan godt komme til at hæve stemmen og sige, du skal ikke råbe ad mig. Et sådant eksempel kan bevirke, at de voksnes tidligere fejltagelser bliver legaliserede, og derfor behøver de ikke længere forsvare dem, men kan bevæge sig videre til at gøre noget andet. Afrunding I vejkrydset er situationen opløst, og bilisterne er på vej videre. Der har været travlhed. Ved vejhjælpens mellemkomst er bilisterne blevet enige om at det er vigtigt, at alle kan komme derfra, og de har derfor i fællesskab organiseret en lang række aktiviteter. Nogle bilister gik i gang med at skære træet i mindre stykker. Andre skabte plads ved at flytte biler en ad gangen. Én ringede til Vejdirektoratet for at få oplysninger om andre farbare ruter og orienterede de øvrige bilister. Bilisterne lånte donkraft, reservehjul, telefoner og andet udstyr af hinanden. Alle biler kommer derfra, træet ligger der måske endnu, måske gør det ikke. Det er ikke længere afgørende, for der er fundet andre veje, nye forbindelser. 7

8