Konference om spredning af skolebørn i Århus Kommune 18. september 2010 i Sct. Annagades Skoles kantine

Transkript

1 Konference om spredning af skolebørn i Århus Kommune 18. september 2010 i Sct. Annagades Skoles kantine John Graversgaard bød velkommen og oplyste, at konferencen var arrangeret af Enhedslistens Antiracistiske Gruppe og Komiteen for Udlændinges Retssikkerhed. Han fortalte, at Antiracistisk Gruppe, som han selv er medlem af, gennem længere tid har arbejdet med sprogscreening og spredning af skolebørn og sidste år sendte en klage om diskrimination i sprogsceeningen til Ligebehandlingsnævnet, som netop 18. september behandlede sagen, knap halvandet år efter at det havde modtaget den. Han fortalte også, at Antiracistisk Gruppe/Enhedslisten havde bedt Århus Kommune om at lade Anne Holmen, professor i dansk som andetsprog og tosprogethed, gennemgå sprogtesten for på denne måde at få en uvildig og professionel vurdering af testen, men kommunen har afvist forespørgslen. Han gav derefter ordet til den første oplægsholder. Tosprogede børns sproglige og faglige udvikling i assimilationspolitiske tider Cand. mag. Susanne Pérez præsenterede sig selv. Hun arbejder for tiden i Unge2-projektet, et uddannelsesprojekt for unge indvandrere og flygtninge, der er kommet sent til Danmark, og som gennem projektet skal tage 9. klasse på to år. Hun har tidligere arbejdet med tosprogede i Sydamerika, og hun er selv to-sproget, idet hun kommer fra det danske mindretal i Sønderjylland. Susanne Perez indledte med at vise, hvor slemt det står til med tosprogedes uddannelse her i landet: Mens 70 pct. af danskerne har fuldført en uddannelse 3-17 år efter folkeskolen, gælder det kun for 55 pct. af indvandrernes efterkommere. Desuden mangler 52 pct. af eleverne af førstegenerationsindvandrere og 48 pct. af eleverne af andengenerationsindvandrere naturfagskompetencer, mens det kun gælder 18 pct. af danske elever. En del af forklaringen på uligheden viste hun i et barns gang gennem systemet: Allerede inden barnet fylder 3 år, tjekkes det for sin sproglige udvikling. Hvis det skønnes at have behov for sprogstimulering, skal det enten have særlig støtte i dagtilbuddet, eller have 15 timers sprogstimulering med særlig henblik på tilegnelse af dansk, hvis det ikke går i dagtilbud. Ved indgangen til folkeskolen skal det tosprogede barn gennem sprogscreening. Dumper det, skal det: Enten have supplerende undervisning i dansk ved siden af klasseundervisningen. Omfang og varighed efter behov. Eller decideret basisundervisning i dansk modtagelsesklasser i max. to år, hvilket kan give meget isolerede forløb måske med tre elever i en klasse, og hvor de ikke får den faglige undervisning, de almindelige klasser får. Endelig Århus-modellen med undervisning i dansk som andetsprog på en anden skole end distriktsskolen, når barnet har ikke-uvæsentligt behov. Varighed igen efter behov. Ang. spørgsmålet om distriktsskole eller anden skole: Om der vælges det ene eller det andet er afhængigt af barnets sprogstøttebehov. Er det nogle timer om ugen, vælges distriktsskolen. Forventes et længere forløb, kan en anden skole vælges. Der er kort fra sprogstøttebehov på egen skole til forløbet på en anden skole. En af begrundelserne for anden skole er forventningen om, at der vil være flere naturlige sprogindlæringssituationer. Men, understreger Susanne Perez, man tager helt fejl, hvis man tror, at det bare gælder om at hælde dansk på det tosprogede barn, så skal det nok lære dansk. Hun konstaterer, at allerede i 1995 kom faghæftet dansk som andetsprog, som tog udgangspunkt i, at læring i andetsprog er en vedvarende proces, og at sproglæring skal ses som en helhed gennem hele uddannelsesforløbet, ikke kun isoleret til andetsproglærerens timer. Susanne Perez sprang til at vise, hvordan den danske folkeskole griber sagen an, når eleverne skal lære et fremmedsprog som engelsk, tysk eller fransk. Her er undervisningssproget i de første år elevernes modersmål, altså dansk, mens det fremmede sprog er studieobjekt. Susanne Perez sluttede med at vise modeller for to-sproget undervisning Den stærke model: Undervisningssproget er minoritetsmodersmålet frem til 6. klasse, mens majoritetssproget inddrages som studieobjekt de sidste par år, og til sidst bliver undervisningssproget (bruges i Tyskland til tyrkiske elever). Svage modeller 1. Der undervises i modersmål i tre-fire år, og majoritetssproget introduceres som studieobjekt, men bliver allerede efter et par år brugt som undervisningssprog. 2. Sprogbadningsmodellen, hvor minoritetselever er i klasser med majoritetselever, lærerne er tosprogede, og undervisningen foregår ved hjælp af andetsprogspædagogik. Ikke-modeller Sprogdrukning, hvor minoritetselever er blandt majoritetselever, hvor læreren er etsproget og ikke bruger andetsprogspædagogik. Rikke Slot, Videnscenter for Integration, Børn og Unge, Århus Kommune, indskød: Vi har 105 forskellige sprog på de århusianske skoler, og vi kan end ikke finde modersmåls-lærere til de tre-fire største sprog. 1

2 Susanne Perez svar: At andetsprogslærere også kan gøre en forskel. Hun påpegede som afrunding, at en tosproget elev typisk har et meget bredt sprogbrugsmønster taler modersmål med moren, dansk med storebroren, dansk og modersmål med vennerne, etc., altså skifter hyppigt mellem sprog. Susanne Perez vurderer den danske tosprogsmodel som meget svag og mener, at det skyldes, at de tosprogede børn skal assimileres, fordanskes. Kommentarer: Søren Aakjær, formand for Århus Lærerforening: Hvilken retning skal vi gå for en finde en god model/en alternativ løsning. Susanne Perez: Få lærerne til at erkende, at de også er sproglærere, når de underviser i andre fag end dansk. Helge Ratzer, Komiteen for Udlændinges Retssikkerhed, bemærkede, at dansk som andetsprog er blevet et undervisningstilbud til lærere i Århus. Rikke Slot: Der foregår en massiv efteruddannelse af lærere i Århus Kommune i dansk som andetsprog. Mustafa: Nedskæringen af undervisningen i modersmål i Århus er et både socialt og psykologisk problem. Elsebeth: Det er vigtigt at højne børnenes selvværd, så de får sikkerhed nok til at spørge, når der er ord, de ikke forstår. Susanne Perez afsluttende bemærkninger: Vi er alle med til at undervise i dansk som andetsprog. Når jeg i undervisningen benytter ordet bunsenbrænder, skal alle, også danske elever, have ordet forklaret, men når biologilæreren nævner en hjort i sin undervisning, skal hun også forklare, hvad det er for et dyr. Spredning af skolebørn Næste oplægsholder var Gro Hellesdatter Jacobsen, der er ph.d-studerende ved Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme ved Københavns Universitet. Gro H. Jacobsen studerer i sit endnu ikke afsluttede ph.d-projekt ikke, om heldagsskole og spredning af tosprogede skolebørn virker eller ej, men hvad der foregår, og om det er rimeligt og retfærdigt at gennemføre disse tiltag. Hun konstaterer, at heldagsskoler og spredning af børn blev indført samtidigt. Først i 2003 begyndte der at blive talt om spredning, dels fremført af Venstres Karen Jespersen, dels af Lars Olsen i hans bog Det delte Danmark. Indtil da havde det ikke været anset for acceptabelt at sprede børn. Kort efter - i kom lov 594 som tillæg til Folkeskoleloven om spredning af tosprogede børn med sprogvanskeligheder som legitimerende faktor. Samtidig kom loven om udvidet frit skolevalg altså en udvidelse af rettighederne for forældre generelt, en indskrænkning for forældre til tosprogede børn med sprogvanskeligheder specifikt. Begrundelsen for spredning skulle være, at barnet havde et ikke-uvæsentligt behov for dansk som andetsprog. Men i bemærkningerne til loven viser det sig, at det ikke kun drejer sig om sprog, men også om integration. Tidligere nævnte professor Anne Holmen kritiserede loven, netop fordi den sammenblandede sproglæring og integration. Gro H. Jacobsen satte spørgsmålstegn ved, om der er tale om positiv særbehandling, eller om det er diskrimination. Århus Kommune valgte i 2006 at bruge spredning af tosprogede. Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling tog Århus Kommunes udmøntning af loven op til behandling og konkluderede, at det ikke var diskriminerende. At der var proportionalitet mellem problemet og kommunens løsning af det. Hun påpegede, at i 2009 viste det sig, at efter to års placering på anden skole havde 87 pct. af de udeplacerede elever ikke opnået at få frit valg. Hun nævnte, at Københavns Kommune prøvede med en frivillig ordning, men fandt ud af, at det ikke var de rette, der flyttede deres børn. Hun finder spredningspolitikken moralsk problematisk, selv om den ikke bliver dømt direkte diskriminerende. Og hun betegnede spredningspolitikken som kompleks, fordi den dækker over en eksklusions-inklusionsproblematik. Gro H. Jacobsen forklarede, at sprog bliver brugt som argument og legitimering for forskelbehandlingen. Sprogargumentet bruges som neutralt argument, som skal selvfølgeliggøre spredningen til brug for særbehandlingen. Men hvilke andre konsekvenser har det for børnene? Hvordan trives de i øvrigt? Hvad med busturen, kammeratskab, det sociale, det at forældrene ikke selv har valgt barnets skole? Hvor er det gode børneliv? Klassekammerat-effekten for de tvangsflyttede børn kan måske blive, at de er dømt ude, fordi de ikke har klaret sig i testen. Hun vurderede, at der er en risiko for at udvikle en modstandseffekt hos de børn, der skoleplaceres. Og hun nævnte tidsperspektivet, at sprogscreeningen foregår jævnligt, men gør trivselsundersøgelser det også? 2

3 Hun mente, at ansvar og rettigheder bliver diskuteret for lidt. Det er uklart, hvor ansvaret for et skoleklart barn ligger. Der er en tendens til at placere ansvaret hos den enkelte elev og familien, når barnet i januar inden skolestart skal til test. Men allerede som tre-årig blev det testet, og er det så ikke også samfundets ansvar, hvis det ikke kan klare testen i januar som seks-årig? Hun sagde, at spredningen af tosprogede børn rummer spørgsmål om både tvang, rettigheder og ansvar, og spurgte: Hvordan gør man det bedre? Gro H. Jacobsen oplyste, at der for et par måneder siden kom en rapport om københavner-modellen, men de københavnske politikere var allerede inden da i gang med at diskutere, hvad der skulle gøres i stedet for københavner-modellen. Alt går utroligt hurtigt. Det vedtages undtagelseslovgivning, så politikerne kan vise handlekraft. Bjarne Overmark, formand for Børn og skole-udvalget i Randers Kommune: I Randers Kommune har vi forladt spredningen af børn. Vi havde den i fem år og forlod den for et par år siden. Når man taler tvangsspredning, glemmer man de sociale og økonomiske forholds indflydelse på børnenes udvikling. Danske børn med samme baggrund som børnene fra minoriteterne klarer sig faktisk dårligere end minoritetsbørnene. Jeg savner en diskussion af uddannelsessystemet i sammenhæng med børnenes sociale baggrund. Når forældre får deres børn placeret på fire forskellige skoler, bliver det sociale problem usynligt. Lone Hersted, Familieværkstedet Inter, taler af erfaring: Bussen fremmer ikke integrationen, og afstanden mellem skole og hjem heller ikke. Forældrene bliver usynlige, og børnene har svært ved at få legeaftaler. Bo Lyby, også Familieværkstedet: Mange forældre har lyst til at have kontakt med skolen, men har ikke muligheden, fordi den ligger for langt væk. Dertil kommer, at nogle forældre er traumatiserede, og det viser sig i børnenes adfærd i bussen. Søren Aakjær, Århus Lærerforening: Jeg har været til forældremøder på Nordgårdskolen og Tovshøjskolen. Forældrene deltog heller kke dengang, selv om skolen lå lige i nærheden. Afstanden er ikke forklaringen. Gro H. Jacobsen: Det er ikke sort/hvidt, men mere nuanceret. Der er også det aspekt, at forventningen hos de andre forældre på den nye skole bliver skuffet, og at de reagerer negativt, hvis de skoleplaceredes børns forældre ikke kommer til forældremøder og arrangementer. Rikke Slot, Århus Kommune: Det er ikke nødvendigvis bussen, der er problemet. Tilflytterskolerne er opmærksomme på hentningen og transporten. Vi kan i øvrigt henvise til distriktsskolen, hvis forældre er traumatiserede. Helge Ratzer, Komiteen for Udlændinges Retssikkerhed: I sin tid vedtog man i Århus at lave magnetskoler, bl.a. Søndervangsskolen og Tovshøjskolen. Der har været forskellige forsøg på forskellige skoler. Hvad har fungeret? Mustafa: Politikerne ser børnene som et problem i stedet for at hjælpe dem. Torben Haugaard, praktiker på en skole i Vestårhus: Skolen er et dannelsessted, men i dag har den sproglige dimension fået for megen vægt. Det er for dårligt, at børn skal busses rundt og få dårlige forhold. Vores skole ligger nummer 40 på ranking efter karakter-resultat, men i forhold til elevernes sociale baggrund, er vi den bedste skole til at løfte børn op. Vi må bare ikke! Målet med folkeskolen er i mine øjne, at børnene bliver gode medborgere. Bjarne Overmark, igen: Man skal medtænke den sociale dimension, når man taler forældresamarbejde. Det sociale problem fylder meget. Der er andre metoder til at få forældresamarbejdet til at virke. Så tal dog dansk Stud. Mag. Annemarie Martensen, Moderne Kultur, Københavns Universitet. Hun indledte sit oplæg med historiske indspark, bl.a. om de hollandske familier, som Christian II tilkaldte i tallet og bosatte på Amager. De fastholdt deres sprog, traditioner og beklædning til op i 1900-tallet. På statistik-siden oplyste hun, at indvandringen til Danmark var under 3 pct. frem til 1980 erne. I dag er der 9 pct. indvandrere og deres efterkommere, i Århus er den procentdel 13. Debatten om indvandrere er vokset i takt med, at vi har fået en fasttømret idé om hvad det vil sige at være dansk, og her fylder det danske sprog en del. Hun konstaterer, at hver tiende elev i den danske folkeskole er tosproget. PISA-undersøgelsen fra 2006 viste, at 18 pct. af eleverne forlader den danske fokeskole uden funktionelle færdigheder i dansk. Men det er 55 pct. af første generationsindvandrere, 47 pct. af andengenerationsindvandrere. Altså beslutter man at indføre heldagsskoler og spredningsstrategien. Tanken er, at det giver eleverne bedre danskkundskaber. Som konsekvens heraf følger bedre faglighed, hvilket igen som konsekvens fører til større integration. Hun konstaterede, at der ingen beviser er for, at kausalrelationen holder, det er alene en forventning. Anne Holmen, professor, har påpeget, at der ikke findes positive evalueringer af tvangsspredning på internationalt plan. Alligevel gør Århus det, fordi politikerne tror på det! 3

4 Det vi ved virker, er, at der er fokus på sproget generelt. Selvom der ikke er politisk velvilje til at genindføre modersmålsundervisning i bredt omfang, så betyder det ikke, at man ikke stadig kan få gode resultater gennem et øget sprogfokus. Det vigtigste er, at man målrettet arbejder med noget, der beviseligt øger fagligheden også, og ikke bare danskkundskaberne. I Odense har man tre heldagsskoler, og de er blevet fulgt af et hold forskere, som har konstateret, at indsatsen ikke har givet nævneværdige resultater. Annemarie Martensen mente, at der er mange ting, der spiller ind. Der er en uheldig tendens til at nedprioritere andre forhold så som det sociale. Hun oplyste, at 4 pct. af befolkningen i Danmark lever under fattigdomsgrænsen, blandt ikke-vestlige indvandrere er det 20 pct. Så er der problemet med holdningen i Danmark. Annemarie Martensen henviste til pygmalion-effekten det at forventninger afspejler sig i resultaterne: Jo større forventninger, jo bedre resultater. Den navnkundige Rinkebyskole i Stockholm med 98 pct. tosprogede elever har flotte resultater, og den har som mantra, at man altid skal have høje forventninger til børnene. Mange danske lærere har lavere forventninger til tosprogede børn på grund af danskproblemerne. I Århus-evalueringen bemærkes det, at det pædagogiske personale refererer til tilflytterbørnene som busbørnene, og at børnene selv er begyndt af kalde sig busbørn. Hun refererede til en OECD-rapport, der konstaterer, at man i Danmark ikke ser tosprogethed som en fordel og mulig ressource, men som et problem. Og at man her til lands ser sprogfærdighed som en forudsætning, og ikke som en proces. I 1975 indførte vi i Danmark modersmålsundervisning, men i 2002 gjorde regeringen det frit for kommunerne, om de ville opretholde modersmålsundervisningen, og den blev nedlagt. I Sverige skal eleverne have modersmålsundervisning og svensk som andetsprog. I den evaluerings-rapport om Århus-modellen med tvangsspredning, som kom i maj 2010, står, at de henviste elever har udvist faglig fremgang, men Annemarie Martensen påpegede, at den faglighed kun omfatter danskkundskaber. Desuden omtales i rapporten håndgemæng under bustransporten. Det er jo kriminelt, sagde Annemarie Martensen og tilføjede, at den århusianske spredningsstrategi fortsat bygger på tro snarere end viden. Hun opfordrede til, at man lærer af de positive svenske erfaringer og lytter til Dansk Industri, der efterlyser mere fremmedsprog og anbefaler, at man fremmer de naturligt tosprogede. Susanne Perez gjorde opmærksom på en ny bog: Tvetunget Uddannelsespolitik om, hvordan dansk uddannelsespolitik er udviklet med skjulte dagsordner og uudtalte planer. Bjarne Overmark: Når skoleledere går ud og problematiserer deres elever, kan det godt være for at skabe en ressourceudløsende effekt, akkurat som med specialundervisning. Man beskriver eleverne som svære og vanskelige og får ekstra penge på bekostning af andre. Elsebeth Pii Svane henviste til pygmalion-effekten, da hun refererede fra et forældremøde med en ungdomsuddannelsesvejleder. Her deltog specialklasseelever og deres forældre, og UU-vejlederen sluttede mødet med: Vi mødes på Jægergården, når I er fyldt 18 år og skal tale førtidspension. I integrationens tjeneste tvangsspredning af tosprogede børn i Århus, set i børnehøjde Marie Trillingsgaard, Interkulturel/international socialrådgiver. Marie Trillingsgaard præsenterer et lille udsnit af sit bachelorprojekt fra 2009, hvor hun har undersøgt kommunens spredningspolitik. Hun har undersøgt politikernes tale om at bruge tvangsspredning som pædagogisk redskab, men også som integrationspolitisk mål om at få minoriteterne til at forsvinde! Hun har i projektet talt med 10 børn, der busses til oplandsskoler, og to forældre til bussede børn, alle fra Århus Vest, og fortalte, at der er stor bredde i fortællingerne fra børnene fra at det er ok på den nye skole til had. Hun havde i projektet grupperet dem i fire børnefortællinger, hvoraf hun læste op ad de tre og fortalte lidt om dem. Jasmin og Ines, der er glade for at gå på den nye skole og får opbakning hjemmefra. Men de har en negativ selvforståelse af at være arabere. Ahmed, der helst vil gå på distriktsskolen. Moren oplever, at drengen ikke er glad for at gå på den nye skole. Han er i en venteposition, håber at komme tilbage til distriktsskolen, hvis han gætter rigtigt til testen næste gang! Wissam hader den nye skole og siger, at hjemme er bedst: Perker for livet. Den fjerde historie handler om pigen, der er glad for sin nye skole, og hvis forældre har valgt at flytte til skolens område. Marie Trillingsgaard tilføjede, at forældrene har svært ved at følge med i skolernes liv og oplever børnenes tvangsplacering som diskrimination. Det bliver til modsætningen DEM/OS. 4

5 Hun mente, at der lægges for stort ansvar på børnene. De føler, det er deres skyld, at de placeres på en anden skole og skaber problemer for forældrene. Anny fra Videncenter for Integration, Århus Kommune: Vi arbejder hårdt på at forbedre forholdene i bussen. De tosprogede børn lærer meget. Det rykker virkelig, at de kommer ud af deres lokalområde. 77 pct. af børnene har fået en markant sproglig fremgang. Klage over diskriminerende sprogtest Solveig Munk, Antiracistisk Gruppe, Enhedslisten, indledte med at præsentere sig selv og dermed sin egen erfaring med tvangsspredningens konsekvenser for de berørte forældre. Hun er socialrådgiver og ansat af beboere i Århus Nord som vejleder, betalt af beboerne. Hun vejleder mange forældre til tosprogede børn og fortalte, at det ikke kun er børnene, der kommer til eksamen, når de skal testes. Det gør hele familien, og de oplever følelsen af diskrimination, når de i modsætning til andre familier ikke har ret til at bestemme over deres børn og deres skolegang. I forhold til den klage, som Enhedslisten indsendte til Ligebehandlingsnævnet i maj 2009, forklarede Solveig, at Enhedslisten var bevidst om, at en forældre til et barn tidligere havde klaget til Klagekomiteen for etnisk ligebehandling over forskelsbehandling på grund af sprogtesten. Klagekomiteen afviste i juni 2007 klagen med begrundelsen, at det alene var manglende sprogfærdighed, der fik Århus Kommune til at annulere forældres ret til frit skolevalg og at henvise barnet til en anden skole end distriktsskolen. I den klage, Enhedslisten indsendte i maj 2009, var fokus på, at der var stadig flere børn fra etniske mindretal, der dumpede til testen, og klagen lød, at den anvendte sprogtest er diskriminerende i forhold til etnisk baggrund og race, da den generelt har som konsekvens, at tosprogede børn udelukkes fra deres nærmeste distriktsskole og fra frit skolevalg. Hun konstaterede, at sagsbehandlingen i Ligebehandlingsnævnet har varet knap halvandet år, og først i dag vil nævnet behandle sagen. Solveig funderede over, om risikoen for, at nævnet vil dømme testen diskriminatorisk, er årsagen til, at Venstre har talt om, at alle børn skal sprogscreenes. I øvrigt mente hun, at de 13 mio. kr., som kommunen bruger til busning, ville være bedre brugt til at give børnene sprogstøtte på distriktsskolen. Århus Kommunes spredning af tosprogede børn Rikke Slot fra Videncenter for Integration under Børn og Unge magistraten, Århus Kommune, præsenterede sig selv som embedsmand og ønskede at levere fakta om kommunens henvisning af elever med dansk som andetsprog, der har et ikke-uvæsentligt sprogstøttebehov, efter Folkeskolelovens 5, stk. 8, hvilket svarer til den lov 594, som Gro H. Jacobsen omtalte. Hun henviste til Videncenter for Integrations hjemmeside hvor man kan finde en række fakta om bl.a. sprogscreeninger og den eksterne evalueringsrapport. Målet med indsatserne er, at de unge efter folkeskolen bliver klædt på til at kunne tage en ungdomsuddannelse, samt at de har et velfungerende dansk sprog. Og målet er, at alle har frit skolevalg. Rikke Slot understregede, at der gøres rigtig meget for, at alle kan få frit skolevalg. Der er obligatorisk sprogstimulering af tre-seks årige og sprogvejledere i dagtilbud. Seks sprogkonsulenter fra Videnscenter for Integration er ude som vejledere. Man har netop indledt et nyt projekt: Investering i børns fremtid: Projekt dialogisk læsning. Specielt rettet mod tosprogede vedtog et flertal i Århus Byråd i december 2005 at udnytte Folkeskolelovens 5, stk. 8/lov 594. Det betyder, at alle nye skolebegyndere og tilflyttere med dansk som andetsprog skal sprogscreenes. Selve sprogscreeningen udgøres af tre sæt materialer, som har været anvendt i fem år. Samme kriterier har også været anvendt alle fem år. Rikke Slot oplyste, at forskere, bl.a. fra Syddansk Universitet, er ved at udvikle nye redskaber til sprogscreening og sprogvurdering. Hun oplyste også, at kommunen har afvist at udlevere sprogtesten til tredje person pga. risikoen for, at forældre og børn kan få adgang til det og forberede sig. Men kommunen har tilbudt Enhedslistens byrådsmedlem, at man kan læse materialerne igennem på kommunen under iagttagelse af tavshedspligt. Talepædagoger gennemfører sprogscreeningen, der varer 45 minutter pr. barn. Forældrene kan overvære screeningen, og mange benytter sig af det. Forældrene får først resultatet af screeningen i sidste halvdel af april, fordi klassedannelsen af 0. klasserne skal være på plads, inden man kan afgøre hvor mange elever med sprogstøttebehov den enkelte skole kan optage. Selve testen foregår i januar. Ved skoleplacering tages der så vidt muligt hensyn til, hvor søskende går, om børn fra samme dagtilbud kan følges videre til skole, og afstand til skole. Forældrene kan spørge og kan gøre indsigelse. 5

6 Det kan under særlige omstændigheder komme på tale med en krydsscreening en ny test for at tjekke, om den første gav korrekt information. Ved skoleplacering skal der tages hensyn til, at kun 20 pct. af eleverne på et klassetrin må have et ikke uvæsentligt sprogstøttebehov tidligere var det 20 pct. af alle elever på skolen. Ved screeningen i 2010 fik 25 pct. (143 børn) frit skolevalg, 71 pct. (411 børn) havde et ikke-uvæsentligt sprogstøttebehov, og 4 pct. (26 børn) havde modtagelsesklassebehov. Af de 411 børn blev 137 børn henvist til andre skoler end distriktsskolen, kaldet modtagerskoler. 43 af de 137 kom på skoler, deres forældre havde ønsket pga. søskende. Rikke Slot gjorde opmærksom på, at de skoleplacerede børn ikke går til en årlig sprogscreening. Der er udviklet observationsmateriale, som lærerne bruger til løbende at vurdere, om børnene fortsat har behov. Hun oplyste, at kommunen bruger 37 mio. kr. til børn med sprogstøttebehov, svarende til kr. ekstra pr. henvist barn. På forespørgsel erkendte hun, at de ekstra midler udfases over fire år. Vedrørende Brøndum & Fliess: Ekstern evaluering maj Rikke Slot understregede, at den eksterne evaluering af de otte første modtagerskoler bl.a. bygger på interviews med 95 henviste børn og 31 forældre/familier. Blandt de positive resultater fremhævede hun, at 79 pct. af de henviste børn er indmeldt i skolefritidsordning (SFO), ikke så stor en procentdel, som af skolens oprindelige elever, men alligevel flot. Hun nævnte, at de henviste elever har haft dansksproglig fremgang, og at de har etableret relationer til skolens øvrige elever. Og hun sagde, at de henviste børns forældre generelt udtrykker tilfredshed med skolen og med deres børns trivsel og sproglige fremgang. Rikke Slot oplyste, at 75 pct. af de elever, der fik frit skolevalg i 2009, valgte at blive på modtagerskolen. Der er 21 modtagerskoler i Århus-Kommune, heraf var de otte i rapporten med fra starten i Kommentarer: Annemarie Martensen: Når evalueringsrapporten beskriver den faglige udvikling, nævner den kun fremgang i dansksprog, intet om andre fag. Rikke Slot: Ja, men både lærere og forældre giver i interviewene udtryk for, at de ser en faglig fremgang. Et andet problem er, at de skoleplacerede børn ikke kan være aktive i foreningslivet, fordi de hentes tidligt om morgen og kommer hjem sent om eftermiddagen. De er dermed afskåret fra fritids- og foreningliv. Paneldebat Afsluttende paneldebat mellem Elsebeth Pii Svane, Foreningen af Skolebestyrelser i Århus, Søren Aakjær, formand for Århus Lærerforening, og Jette Jensen, Enhedslistens repræsentant i Århus Byråd Hver kom med et kort indlæg: Elsebeth Pii Svane tog fat i undersøgelsen af fattigdom i Danmark, foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Hun konstaterede, at Vejlby Sogn er det femte fattigste sogn i Århus-området efter undersøgelsen. Og fortalte så, at siden sprogsceeningen blev indført, er Vejlby Skole gået fra at være tosporet til at være etsporet. Danske familier fravælger skolen fra 3. klassetrin. Ikke fordi de er utilfredse med undervisningen og skolen, men for en sikkerheds skyld. 87 pct. af de tosprogede børn er dumpet ved sprogscreeningen. Skolen er skrumpet, og i stedet for klasser med 18 elever på to spor, er der nu klasser med 28 elever på et spor. Skolen har for at modvirke nedgangen valgt en ny læringsstil, nemlig idræt, og oplever nu tilgang af elever til skolen, men det er især tosprogede, der søger skolen. Hun konstaterer, at der er et skisma mellem at give børnene et godt liv og så sige til danskerne, at der skal screenes for at gøre arbejdet. Søren Aakjær: Vores holdning er, at den lokale skole skal være den bedste skole. Da man nedlagde Nordgårdskolen, var vi imod, for ved at lukke den spreder man problemet, og vi fik ret. Der er kæmpestore sociale udfordringer. Spørgsmålet er, om vi kan finde et bedre alternativ, som kan omsættes til virkeligheden. Da man gjorde modersmålsundervisningen frivillig, fik det en ødelæggende virkning. Men vi slås med lægmands forståelse af læring at bare man får ekstra timer, bliver man bedre. Nej, siger forskerne, men det hører lægmand og politiker ikke. Spørgsmålet er, hvad der kan lade sig gøre politisk. Han beklagede, at den eksterne evalueringsrapport ikke er entydig, altså enten er spredning en succes, eller også er det en fiasko, for så havde det været meget lettere. Søren Aakjær fremlagde en idé: Århus Kommune har 49 skoledistrikter, men er faktisk også delt op i 13 områder med hver deres chef. Hvad nu hvis man lavede skoledistrikterne større, så de dækkede fire skoler. På den måde kunne man blande børnene i Risskov og Vejlby. Er det politisk gangbart? spurgte han retorisk. 6

7 Han konstaterede, at man har valgt at sprede børnene fra de svageste familier, fordi det ikke giver politiske problemer. Det havde man ikke turdet med Risskov-børnene. Jette Jensen fremlagde to perspektiver, dels børnenes og deres forældres perspektiv. Her er problemet, at børnene ikke går på deres primære folkeskole. De har ikke adgang til klassefællesskabet ud over skoletiden, og som lærer lægger man netop vægt på, at klassefællesskabet skal fortsætte i fritiden. Og bustransporten er en katastrofe rent pædagogisk, hvor den stærkestes ret gælder, hvor nogle får lov at tryne andre. For forældrene betyder afstanden, at de ikke kan følge deres barn til skolen som forældrene til distriktsskolen, og at de kun mødes med lærerne ved de indkaldte møder, ikke i hverdagen, så de opnår ikke den nære kontakt til lærer og skole, som andre forældre får. Samfundsperspektivet er, at det er vanvittigt at støtte et privat busselskab i stedet for at bruge de 13 mio. kr. på skolerne. Hun påpegede, at der engang var noget, der hed Nordgårds-millionerne, som var en særlig indsats til et område med sociale problemer, men da også andre områder fik problemer, gik millionerne til andre sociale problemer. Det er tåbeligt, at man ikke investerer i skolerne i nærområdet, men der er ikke politisk vlje til at løfte opgaven. Selv om alle er enige om, at målet er, at 95 pct. af en årgang skal have en ungdomsuddannelse. Kommentarer: Søren Aakjær fortalte, at Søndervangsskolen, en heldagsskole, måske er ved at få vendt tendensen til, at danske familier vælger den fra. Men skolen får også dobbelt så mange midler pr. elev i forhold til andre. Han sagde også, at det ikke løser problemet at flytte de 13 mio. kr. til skolerne. Det handler ikke kun om ekstra ressourcer. Endelig tror han ikke på, at det hjælper at centralisere problemet. Elsebeth Pii Svane fortalte, at der i område 5 s RULL-proces havde været snak om samarbejde, fordi det forekom idiotisk, at der er skoler, der busser børn ind, og skoler, der busser børn ud. Sloganet startede som 'Vi krydser Vejen' fra vandsiden til de andre. Det var åbenbart for udfordrende, så det blev til at 'krydse veje', der giver mulighed for mindre konkrete tolkninger. Hun mener, det drejer sig om at turde det reelle møde mellem traditioner og kulturer. Der arbejdes pt. på en specialundervisnings-strategi, hvori indgår, at skoler hjælper hinanden. Jette Jensen giver Søren ret i, at ressourcer ikke gør det hele, men at netop magnetskole-forsøget blev kvalt, fordi der ikke fulgte penge med. Hun påpegede, at hvis der er ghetto i vestbyen, er der det også i østbyen. Hun fandt ideen om større skoledistrikter og at skoler hjælper hinanden god. Solveig Munk sagde, at hun ikke fattede, hvorfor man ikke før har tænkt på at lægge Jellebakkeskolens, Vejlby Skoles og Risskov Skoles distrikter sammen. Bjarne Overmark advarede om, at de sociale problemer bliver større, og det har intet med sprog at gøre. Man blander tingene sammen. Folkeskolen skal være lokal. Hvorfor ikke lære af Rinkebyskolen i Stockholm. Gro H. Jacobsen erindrede om de protester, der kom fra forældre for et par år siden, da man foreslog at lægge Sødalskolens og Engdalskolens distrikter sammen. Elsebeth Pii Svane erklærede, at vi bliver nødt til at få solgt den holdning, at vi alle har ansvar for børnene. Søren Aakjær fortalte, at lærerforeningen havde forsøgt at lancere forslaget om distriktssammenlægning i det små, men det er svært at gå op mod frit skolevalg. Han undrer sig over, at Århus ikke udnytter, at kommunen har en områdemodel med 13 områder. Kommunen er så stor, at hvert område sagtens kan være et skoledistrikt. Det forudsætter udfordringsretten (at kommunen bliver fritaget for gældende statslige og lokale regler til et forsøg), men det politiske mod er fraværende. Jette Jensen bekræftede, at skolen ikke kan løse alle problemer, og understregede, at vi er forpligtet til at forhindre, at det er en bestemt gruppe, som bliver tabt. Hun var med på, at udfordringsretten skal ændres, så Århus kan få større distrikter. Søren Aakjærs afsluttende forslag var, at han vil opfordre Børn og Unge-rådmand Jacob Bundsgaard Johansen til at holde en tilsvarende konference med eksperter og hele paletten af byrådspolitikere. Den skulle rådmanden have holdt, da han satte de første 100 dage af til at invitere folk til at komme med forslag. Jette Jensen støttede forslaget. Referent Jo 7