Regnestykker og ønsketænkning

Transkript

1 Regnestykker og ønsketænkning (Nils Groes)...1 Tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet - Et frit valg eller tvang? (Per H. Jensen)...13 Man skal ikke (mis)bruge en cirkushest som trækdyr! (Jesper Wegens)...19 Seniorpolitik for specialarbejdere med udgangspunkt i ønsker og behov (Thora Brendstrup) 24 Muligheder og problemer i forbindelse med rekruttering og integration af indvandrere (Nina Smith)...27 Fra at være fremmed, til at være én af os (Dialogkampagnen)...31 Hvordan vil det aldrende samfund løse velfærdsopgaverne, når der er rekrutterings- og fastholdelsesproblemer, f.eks. i ældreplejen? (Connie Kruckow)...37 IT i omsorgsarbejdet (Lars Fuglsang)...42 Løser frivilligt arbejde velfærdsopgaver for det offentlige? (Anders Hede)...49 Et holdbart arbejdsliv på et rummeligt og mangfoldigt arbejdsmarked (Henning Hansen)...55 Et holdbart arbejdsliv for kvinder i en aldrende befolkning (Karen Sjørup)...58 Regnestykker og ønsketænkning Behov for arbejdskraft og muligheder for at dække det Skriftligt oplæg fra Nils Groes, AKF, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut 1. Hvordan øges udbudet af arbejdskraft? - Større incitamenter, især lavere skat - Ændret politik over for indvandrere. - Ændret holdning til ældre. 2. Hvilke områder bliver hårdest ramt? - Sundhedssektoren, især læger, men også sygeplejersker, SOSU-hjælpere og mange andre. - Lærere. - Andre højtuddannede. 3. Hvorfor er der både mangel på - og udstødning af - arbejdskraft? - Netop manglen øger stress og dermed udstødning. - I øvrigt udstødes primært ufaglærte, mens der er mangel på højtuddannede. 4. Har vi opgivet at integrere de marginaliserede/udstødte?

2 - Nej, men dels er det ikke dem, der er mangel på, dels er arbejdsgiverne fikseret på de unge. 5. Er ældre en reserve-arbejdsstyrke? - Nej, når de først er ude, komme de sjældent tilbage på arbejdsmarkedet.

3 Regnestykker og ønsketænkning Af Nils Groes, AKF, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut»En holdbar fremtid«regeringen har i januar 2001 udgivet et manifest: En holdbar fremtid Danmark Afsenderadressen er Finansministeriet og budskabet er det samme som i sidste års Finansredegørelse:»Det går godt i Danmark. Vi kan fortsætte den gode udvikling i mange år fremover, hvis vi vil«. Selv om beskæftigelsen ifølge regeringen fortsat stiger frem til 2010, kan der skabes arbejdskraft nok. Og det til trods for, at demografiske prognoser tilsiger vigende udbud. Væksten i arbejdsstyrken 1 kommer angiveligt fra regeringens initiativer til udskudt efterløn, reduceret sygefravær og aktiverede langtidsledige samt det»rummelige arbejdsmarked«. 1 Arbejdsstyrken er af Danmarks Statistik defineret som alle beskæftigede plus alle ledige (på dagpenge eller kontanthjælp).

4 Men én ting er, om væksten i dansk økonomi vil fortsætte ubrudt til En anden er, om væksten i arbejdsstyrken overhovedet er mulig. Endelig må man spørge, om den i givet fald er tilstrækkelig, dvs. om det øgede udbud matcher den stigende efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Efterspørgslen efter arbejdskraft stiger ifølge Finansministeriet især i de uddannelsestunge serviceerhverv, private såvel som offentlige. Der bliver brug for flere læger, sygeplejersker, lærere, jurister og ingeniører. Omvendt vil et øget udbud af arbejdskraft, som ellers ville være langtidsledige, på sygedagpenge eller efterløn, især bestå af ufaglærte. I AKF har vi taget regeringen på ordet og beregnet uddannelsessammensætningen for den større efterspørgsel og det større udbud af arbejdskraft. Vi bruger Finansministeriets tal for den fremtidige beskæftigelse, fordelt på erhverv og det større udbud som følge af øget erhvervsfrekvens. Idet vi antager, at der er stor faglig mobilitet blandt erhvervsaktive danske, kan vi altså undersøge, om der bliver ligevægt på arbejdsmarkedet, hvis regeringens fremskrivning realiseres altså om den lave ledighed bliver jævnt fordelt på folk med forskellig uddannelse. Regeringens budskab»regeringen ønsker en udvikling, hvor vi bevarer og udvikler vores velfærdssamfund på et holdbart grundlag. Hvor vi fastholder den høje beskæftigelse og den økonomiske fremgang, som kommer alle tilgode. Hvor vi udvikler den offentlige service på de vigtige velfærdsområder som uddannelse, sundhed, børnepasning og ældreomsorg.vi kan få flere i arbejde. Vi kan øge de disponible indkomster og dermed skabe plads til en stigning i det private forbrug og en højere opsparing. Samtidig kan vi holde skatterne i ro. Og vi kan halvere den offentlige gæld og afvikle udlandsgælden helt.«

5 Boks 1. Regeringens strategi: Resultater Vi kan: forbedre kvaliteten på velfærdssamfundets kerneområder sikre en høj beskæftigelse opnå en stigning i reallønnen skabe plads til et højere privatforbrug og en højere opsparing Vi kan samtidigt: holde skatterne i ro og sikre plads til lavere skat på særlige områder halvere den offentlige gæld afvikle udlandsgælden Kilde: Regeringen Samtidig vil regeringen sikre en lav og stabil inflation. Alt sammen samtidig med, at befolkningssammensætningen forskydes i retning af færre personer i den arbejdsdygtige alder. Forfatterne illustrerer udfordringen med at skaffe den nødvendige arbejdskraft med fire udmærkede figurer: Befolkningens alderssammensætning og dennes betydning for arbejdsstyrken, foruden ledighed samt beskæftigelse og arbejdsstyrke fra 1980 til Figur 1 A. Udvikling i befolkningens alders- B. Befolkningssammensætningens sammensætning. betydning for arbejdsstyrken. Kilde: Regeringen 2001.

6 Figur 2. Ledighed Figur 3. Beskæftigelse og arbejdsstyrke Note: De stiplede linier efter år 2000 i figur 3 viser udviklingen i arbejdsstyrke og beskæftigelse med uændret erhvervsdeltagelse. Kilde: Regeringen, 2001.»Hvis den hidtidige aktive arbejdsmarkedspolitik fastholdes og forbedres, vil det være muligt at øge beskæftigelsen med personer frem til 2010, svarende til flere beskæftigede om året. Det er kun en tredjedel af den vækst, vi har haft siden Men alligevel vil det stille meget store krav at nå dette mål.en stigning i beskæftigelsen på personer over de næste 10 år kræver, at arbejdsmarkedet bliver mere attraktivt for de over 50-årige, så færre vælger at trække sig tilbage. Det kræver også, at det lykkes at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet, og at vi får skabt plads til dem, der ikke fuldt ud lever op til de høje krav om effektivitet og kompetence. Vi skal gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt end i dag. Vi skal blive bedre til at lave fleksjob og andre job på særlige vilkår for dem, der ikke kan finde plads på almindelige vilkår. Vi skal blive bedre til at integrere indvandrere. Vi skal blive bedre til at forebygge sygefravær. Vi skal i det hele taget blive meget bedre til at forebygge, at mange kommer i en situation, hvor førtidspension er den eneste realistiske mulighed for forsørgelse.vi skal udvise rettidig omhu«siger regeringen sågar, med et lån fra Esplanaden.»Mulighederne for at øge beskæftigelsen er bedst frem mod Herefter skærpes problemet med en reduceret tilgang til arbejdsmarkedet yderligere. Beskæftigelsesmålsætningen stiller betydelige krav, blandt andet fordi der ikke længere kan regnes med væsentlige bidrag fra lavere ledighed«.»det største bidrag til højere beskæftigelse skal komme fra en stigning i arbejdsstyrken. Det er en stor udfordring, fordi den demografiske udvikling vil trække i retning af lavere tilgang til arbejdsmarkedet i de kommende år.

7 De allerede gennemførte reformer af overgangsydelse og efterløn giver et stort bidrag og har samtidigt været et afsæt for udviklingen af en seniorpolitik, som gør arbejdsmarkedet mere attraktivt for de over 50-årige«. Til støtte for sin fremskrivning konstaterer regeringen»arbejdsmarkedet er i dag mere fleksibelt og velfungerende, end det har været længe. Der er bedre match mellem udbud og efterspørgsel mellem arbejdsstyrke og beskæftigelse på tværs af amterne og på tværs af A-kasserne er der i dag en markant mindre skævhed i ledighedsfordelingen. Det er blandt de klare tegn på, at arbejdsmarkedet fungerer bedre.«men mindre skævhed i ledighedsfordelingen under en højkonjunktur, siger jo ikke noget om mindre mismatch mellem udbud og efterspørgsel. I 2001 er der en stor udækket mangel på mange typer arbejdstagere med faglige og videregående uddannelser. Fx mangler sundhedssektoren læger, der er mangel på lærere, sygeplejersker etc. etc. Flaskehalsene er særlig markant i den offentlige sektor, hvor de i mange tilfælde resulterer i ubesatte stillinger. I andre tilfælde fører de selvfølgelig til en substitution lavere uddannede overtager højere uddannedes arbejde. Således overtager studenter jobs som lærere i folkeskolen og gymnasiet, ufaglærte får HK-jobs i detailhandlen etc. Men heri er intet nyt. Højkonjunkturer har altid især gavnet beskæftigelsen for ufaglærte. Den relative ledighed har vel aldrig været lavere blandt ufaglærte end i 60'erne. Omvendt vil ledigheden især ramme de lavt uddannede, når konjunkturerne vender. Endelig er skævheden på et afgørende felt blevet større siden 1980: Arbejdsløsheden blandt dem over 50 år er steget i forhold til alle andre grupper. Det gælder generelt for hele arbejdsstyrken og specielt for ufaglærte og HK'ere (jf. Groes og Holm, 1999). I januar 2001 var der små arbejdsløse blandt de forsikrede HK'ere (Danmarks Statistik). Ifølge AF-Storkøbenhavn var over halvdelen af de arbejdsløse HK'ere i Hovedstadsområdet på det tidspunkt over 50 år. Så uanset regeringens intentioner synes det svært at skabe beskæftigelse for denne gruppe, også selv om de stadig har meldt sig på arbejdsmarkedet. Ønsketænkning Regeringens regnestykke ligner ønsketænkning: Hvis velfærden skal stige og vi skal nå alle vore mål, så må arbejdsstyrken også stige og matche yderligere vækst i efterspørgslen. Vi står på toppen af en højkonjunktur og forestiller os, at den økonomiske vækst fortsætter ind i skyerne. Men for det første svinger konjunkturerne og noget kunne tyde på, at dansk økonomi i 2001 er på vej mod faldende beskæftigelse. Nogle eksportmarkeder har det skidt, det samme gælder nogle eksportvirksomheder (og en god del af hjemmemarkedet).

8 For det andet er der ingen tegn i sol og måne på stigende erhvervsfrekvenser. Siden 1980 er den del af de årige, som indgår i arbejdsstyrken, stadig faldet. Og i det sidste år (januar ) er ledigheden ganske vist faldet marginalt (ca personer). Men beskæftigelsen er også faldet (ca og arbejdsstyrken følgelig ca ). I stedet for at stige med er beskæftigelsen altså faldet med og det i 2000; det år, hvor alle regeringens fortræffelige initiativer skulle virke og det angiveligt skulle være lettest at øge arbejdsstyrken (fra 2000 til 2010). Og hvis vi endelig fik øget efterspørgslen og arbejdsstyrken, ville der være et mismatch mellem det øgede udbud og efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Den større arbejdsstyrke ville ikke have den uddannelsessammensætning, som erhvervene efterspurgte. Netop uddannelsen spiller en afgørende rolle for, om den kommende arbejdsstyrke kan matche arbejdsgivernes kvalifikationskrav. Regnestykket For at undersøge, om det øgede udbud matcher den stigende efterspørgsel på arbejdsmarkedet, forudsætter vi, at erhvervsfrekvensen stiger, navnlig blandt personer over 50 år. Vi får altså et øget udbud, navnlig af ufaglært arbejdskraft (fordi flertallet af dem, som ikke har arbejde, er ufaglærte. Det gælder ikke mindst de årige, men også mange etniske minoriteter, samt sygemeldte og langtidsledige i alle aldre). Som figur 4 viser, er to tredjedele af de årige uden for arbejdsmarkedet ufaglærte. Omvendt er kun én tredjedel af dem på arbejdsmarkedet ufaglærte. Figur 4 Uddannelsesfordelingen i og uden for arbejdsstyrken i % 90% 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Andel udenfor arbejdsstyrken Andel i arbejdsstyrken Kilde: Holm m.fl., Ufaglærte Faglærte Videregående uddannelse

9 Omvendt forestiller Regeringen sig, at drivkraften i den fremtidige vækst kommer fra privat og offentlig service (hvor arbejdskraften er relativt højtuddannet). Vi bruger Finansministeriets tal for den fremtidige beskæftigelse fordelt på erhverv og vi ved på forhånd, hvordan uddannelsessammensætningen historisk har været i hvert erhverv. Nu har vi både udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft fordelt på uddannelser. Idet vi antager, at der er en meget stor faglig mobilitet på arbejdsmarkedet (jf modellen for arbejdskraftens omstillingsevne i Holm m.fl., 1993), kan vi altså undersøge, om der er uligevægte (mismatch) på arbejdsmarkedet, hvis Regeringens fremskrivning realiseres. Altså om den meget lille fremtidige ledighed, der skulle blive resultatet, bliver jævnt fordelt. Eller om der stadigvæk er betydelig arbejdsløshed inden for nogle uddannelsesgrupper, men flaskehalse for andre. Med de givne præmisser er resultatet utvetydigt: Det øgede udbud (af ufaglærte) matcher ikke den øgede efterspørgsel (fra de uddannelsestunge serviceerhverv). Figur 5 viser ledigheden fordelt på fem hovedgrupper af uddannelser. Figuren illustrerer hierarkiet på arbejdsmarkedet både i fortiden og i fremskrivningerne:

10 De ufaglærte har en markant højere arbejdsløshed end alle andre grupper De faglærte har lavere ledighed end gennemsnittet, men højere end for dem med videregående uddannelser De med videregående uddannelser har den laveste ledighed allerlavest ligger arbejdstagere med mellemlange videregående uddannelser (MVU, primært rettet mod den offentlige sektor, såsom lærere og sygeplejersker) Men helt generelt bliver der mangel på arbejdskraft med mellemlange og lange videregående uddannelser (MVU og LVU)

11 Figur 5. Ledigheden fra Procent Procent Kilde: Holm m.fl., Ufaglærte Faglærte KVU MVU LVU Alle Følger man Finansministeriets fremskrivning, bliver flaskehalsproblemerne allermest udtalt i sundhedssektoren (læger, tandlæger, farmaceuter, jordemødre og sygeplejersker). Der bliver også stor mangel på lærere og gymnasielærere. Der bliver for få jurister og civilingeniører. Endelig opstår der mangel på byggehåndværkere (murere og tømrere mv.), hvis vi følger Finansministeriets regnestykke. Konklusion Selv om efterspørgslen fortsat måtte stige og det er ingen given sag), er det mere end tvivlsomt, om udbudet af arbejdskraft også stiger, jf. den historiske udvikling, herunder faldet i arbejdsstyrken det seneste år. Og selv om det lykkes at øge arbejdsstyrken i forhold til den demografiske udvikling, kan flaskehalse ikke undgås, hvis regeringens scenario frem til 2010 realiseres. Det gælder ikke alene vigtige offentlige sektorer (sundhed, uddannelse og social forsorg) men også private erhverv,

12 herunder forretningsservice og byggefag. Samtidig forbliver arbejdsløsheden relativt høj blandt de ufaglærte (ikke mindst blandt dem over 50 år). Sagen er, at udbudet af arbejdskraft primært kan øges ved at få tag i flere ufaglærte det være sig indvandrere, midaldrende eller andre langtidsledige. Og dette øgede udbud matcher ikke den øgede efterspørgsel fra de offentlige og private serviceerhverv. Hvor prisværdig regeringens anstrengelser for at få flere ud på arbejdsmarkedet end er, så løser de ikke flaskehalsproblemerne på det danske arbejdsmarked. Og så må andre af restriktionerne i regeringens regnestykke give sig: det være sig velfærd, skat, offentlig gæld og/eller beskæftigelse. Litteratur Arbejdsmarkedsrådet for Storkøbenhavn (2001): Arbejdsmarkedsredegørelse 1. kvartal AF, København. Finansministeriet (2000): Finansredegørelsen Finansministeriet, København. Finansministeriet (januar 2000): Rekruttering og Service. Finansministeriet, København. Groes, Nils og Anders Holm (1999): Uddannelser og uligevægte på arbejdsmarkedet AKF Forlaget. Groes, Nils; Torben Tranæs og Anders Holm (1994): A Forecast Model for Unemployment by Education. Labour, Vol.8, No. 2., Blackwell Publishers. Holm, Anders; Tina Honoré Olsen og Nils Groes (2000): Regnestykker og ønsketænkning Finansministeriets fremskrivning for arbejdsmarkedet. AKF Forlaget. Holm, Anders.; Nils Groes og Marius Poulsen (1993): Uddannelsespolitik, beskæftigelsesprognoser og omstillingsevne på arbejdsmarkedet. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 131, side Regeringen (2001): En holdbar fremtid Danmark Finansministeriet, København.

13 Tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet - Et frit valg eller tvang? Af: Per H. Jensen, Centre for Comparative Welfare State Studies & Carma, Aalborg Universitet 1. Indledning At ældre lønmodtagere forlader arbejdsmarkedet før pensionsalderen opleves i mange vesteuropæiske samfund som et voksende problem. Dels frygter man, at den tidlige tilbagetrækning vil forstærke tendenserne til, at der i mange lande er ved at opstå en situation, hvor der er mangel på arbejdskraft, dels befrygtes, at den tidlige tilbagetrækning vil forøge den økonomiske ældrebyrde. Disse problemer har i mange vesteuropæiske lande givet anledning til, at man er påbegyndt at afvikle mulighederne for at ældre lønmodtagere kan trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet (Vroom & Guillemard 2002). Tilsvarende overvejelser og forslag har også været fremme i den danske debat. I forhold hertil bør der dog manes til eftertænksomhed. Der er således ikke nogle klare og entydige årsags- /virkningsrelationer mellem omfanget af den tidlige tilbagetrækning, på den ene side, og tilbagetrækningsordningernes generøsitet og kvalitet, på den anden. For debattens kvalificering er det derfor hensigtsmæssigt at se nærmere på de faktorer, der betinger den tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. 2. Årsagsforsklaringer på den tidlige tilbagetrækning To centrale temaer præger de videnskabelige debatter om, hvorfor mange lønmodtagere forlader arbejdsmarkedet, inden de når den formelle pensionsalder: (1) Er tilbagetrækningen frivillig eller ufrivillig? (2) Er tilbagetrækningen betinget af udbuds- eller efterspørgselsfaktorer? På tværs af disse tematikker er der udviklet en række konkurrende hypoteser og forklaringsmodeller for så vidt angår årsagerne til den faldende tilbagetrækningsalder. Blandt disse forklaringsforsøg kan der foretages en analytisk distinktion mellem PUSH, PULL og JUMP faktorer. Push forklaringer betoner arbejdsmarkedets udstødningsmekanismer (virksomhedernes optimeringsadfærd og arbejdsmarkedets funktionsmåde), der rammer de svageste (dårligt helbred betragtes som en vigtig faktor bag den tidlige tilbagetrækning) og mindst kvalificerede dele af arbejdsstyrken. Push betinget tilbagetrækning er ufrivillig og uønsket af de berørte personer, og tilbagetrækningen giver anledning til et velfærdstab (tab af indtægt, tab af status, psykologiske problemer) (Halvorsen & Johannessen 1991; Drury 1993; Trommel & Vroom 1994). Pull forklaringer betoner, at tilbagetrækningen er frivillig, dvs. tilbagetrækningen beror på individets frie valghandlinger, og at tilbagetrækningsbeslutningen er forankret i attraktive tilbagetrækningsordninger (Dahl 1999), der gør, at det bedre kan betale sig for ældre lønmodtagere at forlade arbejdsmarkedet end at arbejde (Wadensjö 1985). Pull forklaringer er særligt dominerende i de økonomiske videnskaber, der beskriver tilbagetrækningsordningerne som incitamentsstrukturer, og tilbagetrækningen som incitamentsvirkninger. I lighed med pull, betragter også jump-forklaringer tilbagetrækningen som et frivilligt udbudsfænomen. Ved tilbagetrækningen er det enkelte individ dog ikke styret af økonomiske rationaler, beregninger eller motiver. Langt mere er det ønsket om selv-

14 aktivering i en meningsfuld og aktiv tredje alder, der begrunder tilbagetrækningen. Et tidligt otium kan således være begrundet i ønsket om at indlede nye livs-projekter (rejse jorden rundt m.v.), dyrke familien m.v. Når selv-realiseringen er det dominerende motiv bag tilbagetrækningen, så spiller kvaliteten og generøsiteten i de velfærdsstatslige ydelser en sekundær betydning for tilbagetrækningsbeslutningen. Et muligt fald i den materielle velfærd vil således blive kompenseret af en forbedret livskvalitet. Distinktionen mellem push, pull og jump faktorer gør det klart, at forandringer i incitamentsstrukturerne efter al sandsynlighed ikke vil have nogen effekt på tilbagetrækningsmønstrene, for så vidt som tilbagetrækningen primært er begrundet i push eller jump faktorer. Vilkårlige forandringer i incitamentsstrukturerne vil altså ikke hæve den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder, hvis den tidlige tilbagetrækning er efterspørgselsdetermineret, dvs. en effekt at beslutninger og valg truffet af arbejdsgivere. Det skal dog samtidig nævnes, at det kan være meget vanskeligt at drage klare skelnelinier mellem push, pull og jump situationer. F.eks. er beslutningen om at gå på efterløn i teknisk forstand en individuel og frivillig beslutning, dvs. det er det enkelte individ, der suverænt har afgjort, om vedkommende ville trække sig tilbage eller ej, men reelt kan den berørte (begrundet eller ubegrundet) have følt sig under pres fra arbejdsgiveren, kollegaer, fagforeningen m.v. med henblik på at træffe beslutningen om tilbagetrækning (Mallier & Shafto 1992:40). Tilsvarende behøver f.eks. push og pull ikke at udelukke hinanden, men indgår snarere i gensidige samspil. Dette er f.eks. tilfældet, hvis en arbejdsgiver foretager afskedigelser med forventning om, at de sociale og økonomiske omkostninger herved kompenseres via offentlige tilbagetrækningsordninger (Schultz et.al. 1998:46). Det bør endvidere nævnes, at individer kan foretage efterrationaliseringer/der kan ske erindringsforskydninger omkring tilbagetrækningsbeslutningen, hvorfor individers selvrapporterede begrundelser for tilbagetrækningen kan skjule de reelle tilbagetrækningsårsager. Tilbagetrækningsbeslutningen er alt i alt en særdeles kompleks proces, hvorfor der også er mange faldgruber i bestræbelserne på at analysere den faldende tilbagetrækningsalder. Alligevel har jeg i projektet Arbejdsmarkedets marginaliseringsprocesser med særligt henblik på den ældre del af arbejdsstyrken anvendt distinktionerne mellem push, pull og jump i et forsøg på at indkredse selvrapporterede årsager til den tidlige tilbagetrækning. 3. Data De resultater, der fremlægges her, baserer sig på et survey gennemført som telefoninterviews af Danmarks Statistik. Der er til undersøgelsen i alt udtrukket en stikprøve på personer, fordelt således: Efterlønsmodtagere personer, førtidspensionister personer, personer på overgangsydelse 156 personer, arbejdsløse med minimum 3 måneders ledighed 1629 personer, personer i beskæftigelse Jeg skal i det følgende især diskutre årsager og effekter af førtidspensioning og efterløn. Svarprocenten for efterlønsmodtagerne var 68,7 og for førtidspensionisterne 45,8. Datasættet indeholder forskellige blokke af informationer, dvs. baggrundsvariable, informationer om (tidligere) arbejdsforhold, sociale forhold (herunder helbredsforhold), den politiske deltagelse, økonomiske vilkår, og value change /psykologiske (mellemkomne) variable. Kun et meget lille udsnit af undersøgelsesresultaterne anvendes nedenfor. 4. Resultateter Der vil i fremstillingen af årsager og effekter af den tidlige tilbagetrækning blive skelnet

15 mellem førtidspensionisterne og efterlønmodtagerne som to forskellige og separate grupper Førtidspensionisterne Data bekræfter tidligere undersøgelser (f.eks. Nørregaard 1996:29f; Socialkommissionen 1996 Tabel III.9), der har vist, at overgangen til førtidspension overvejende må begrundes med push faktorer. Tilbagetrækningen opleves fortrinsvis som ufrivillig blandt førtidspensionisterne, og hvor et tvangselement har spillet en rolle for tilbagetrækningen, angives dårligt helbred som den væsentligste årsag til den ufrivillig tilbagetrækning. Indikatorer tyder på, at førtidspensionisternes økonomiske vilkår relativt er tilfredsstillende. 76,0% af førtidspensionisterne opgiver, at de aldrig har haft svært ved at betale de løbende udgifter til mad, husleje, transport m.v., medens de tilsvarende tal for efterlønsmodtagere er 94,6%, for arbejdsledige 62,9% og for resten af befolkningen på 89,5%. Det er især enlige førtidspensionister, der har økonomiske vanskeligheder, og enlige førtidspensionister føler sig også socialt isolerede. Generelt gælder dog for den samlede bestand af førtidspensionister, at førtidspensionister i al almindelighed kun benytter sociale netværk (familie og venner) og kun deltager i det offentlige sociale liv (restaurant-, teater-, biografbesøg m.v.) i et lidt ringere omfang end befolkningen som helhed. Godt nok har førtidspensionisterne en markant lavere selvtillid end befolkningen som helhed, men det er alligevel værd at bemærke, at førtidspensionisternes velbefindende er blevet bedre efter overgangen til førtidspension, dvs. førtidspensionering har for mange fungeret som en positiv forandring i tilværelsen (se også Clement 2001). Dermed punkteres gængse forestillinger om førtidspensionisterne som socialt depriverede, isolerede og afkoblet fra samfundet, dvs. forestillinger, der i nogen grad har været med til at fremhjælpe det nye aktiveringsparadigme. I dette perspektiv er der således intet i data, der generelt tyder på, at man gør den nuværende bestand af førtidspensionister en tjeneste ved at lade dem aktivere Efterlønsmodtagere Når det drejer sig om efterlønsmodtagere, er der langt flere, der frivilligt har valgt at gå på efterløn, end personer, der har følt sig nødtvunget til at anvende ordningen. 86% af eferlønsmodtagerne har oplevet overgangen til efterløn som et frivilligt valg, medens 14% har oplevet, at overgangen ikke var frivillig. At så mange frivilligt går på efterløn, betyder dog ikke nødvendigvis, at det er selve eksistensen af efterlønsordningen, der i sig selv stimulerer den tidlige tilbagetrækning. På spørgsmålet: Hvis vi forestiller os, at efterlønsordningen ikke eksisterende, ville de så i dag have været: I beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, fuld tid, så svarer 48,2% af efterlønsmodtagerne Ja til spørgsmålet, 47,9% svarer Nej, og 3,8% Ved ikke. Dvs. selvom den nuværende efterlønsordning ikke havde eksisteret, så ville kun ca. halvdelen af bestanden af efterlønsmodtagerne ifølge egne vurderinger have været i et fuldtidsjob på det ordinære arbejdsmarked i dag. Hvis man kigger nærmere på frivilligheds-/tvangsdimensionen, så viser det sig, at der er meget store forskelle mellem forskellige erhvervsgrupper. 29% af alle teknikere på efterløn har oplevet overgangen til efterløn som nødtvungen, og de tilsvarende tal indenfor salg/finans er 27,4%, personer i ledende stillinger (mere end 10 underordnede) 21,4%, og jord/kloak/beton arbejdere 20,7%. Indenfor manuelle fag er det især dårligt helbred m.v. der har udløst den tvungne overgang til efterløn. Indenfor funktionærgrupperne skyldes den tvungne overgang til efterløn, at man har følt sig presset af ledelse og/eller kollegaer. Altså typiske push-betingede faktorer. Det skal dog også pointeres, at efterlønsordningen også i høj grad giver anledning til pull og jump. I et jump-perspektiv forlader mange efterlønsmodtagere arbejdsmarkedet for at

16 få mere tid til hobbies, mere tid til rejser, mere tid til familie/venner/børnebørn, og fordi ægtefællen stoppede med at arbejde. I et pull-perspektiv afspejler spørgsmålet: Før De trak Dem tilbage, undersøgte De da, hvor meget De ville få udbetalt i efterløn/pension, om der var en vis rationalitet i forbindelse med tilbagetrækningen, dvs. om tilbagetrækningen var overlagt og bevidst kalkuleret, eller om tilbagetrækningen skete i det blinde. 66,3% af alle efterlønsmodtagere svarede Ja på spørgsmålet, 33,6% svarede Nej, og 0,1% Ved ikke. Med denne svarfordeling må man formode, at efterlønsordningen er udstyret med klare pull-elementer. Dette billede bliver dog mere broget, hvis man skelner mellem funktionærgrupper og manuelle arbejdere. F.eks. svare 69% af alle sygeplejsker Ja til det føromtalte spørgsmål, medens kun 50% af f.eks. samlebåndsarbejdere svarer Ja til spørgsmålet. Med andre ord må man formode, at tilbagetrækningen i højere grad er pull-afledt og velovervejet blandt funktionærgrupper end blandt traditionelle industriarbejdere. 5. Diskussion Førtidspensionister er overvejende blevet push et ud af arbejdsmarkedet, men er i nogen grad glade tabere. De har tilpasset sig og er tilfredse med deres nye situation. Kun et fåtal af førtidspensionisterne ville arbejde, hvis det var muligt at få et job, og det er især især enlige og personer med meget store helbredsproblemer, som ønsker at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Efterlønsgruppen er mere heterogent sammensæt. I gruppen af efterlønsmodtagere gør både push, pull og jump faktorerne sig gældende. At personer går på efterløn er altså ikke blot og bart et resultat af incitamentsvirkningerne, og det er værd at pointere, at forskellige persongrupper ikke reagerer ensartet på de velfærdsstatslige stimuli. Efterlønsordningen har med andre ord højst forskellige meningsbærende betydninger i forskellige befolkningsgrupper. At efterlønsordningen giver anledning til push, skyldes uden tvivl, at ordningen bidrager til at forme vore forestillinger om, hvornår vi kan tillade os at betragte ældre medarbejdere som udtjente. Problemerne for de tvangsekskluderede funktionærgrupper på efterløn er hverken økonomiske eller sociale, men at de føler sig afkoblet fra en verden, som de orienterer sig imod. Eksistensen af efterlønsordningen bidrager således til at definere en ønskelig relation mellem aldring og arbejde, ligesom ordningen bidrager til at trække absolutte grænser (60 år) for hvornår, det er passende at anse ældre medarbejdere for at have tjent deres tid. Dermed bidrager velfærdsstaten til at opløse et alderskontinium i diskontinuerte segmenter, der ikke er konstitueret biologisk, men socialt, hvorfor de tidlige tilbagetrækningsordninger må analyseres som et udtryk for magtrelationer mellem forskellige aldersgrupper. I dette perspektiv har f.eks. Featherstone & Hepworth (1995:30ff) argumenteret for, at begrebsliggørelsen af aldring som en social konstruktion efter al sandsynlighed er det bedste våben i kampen mod stereotype beskrivelser af aldring som en sygdom, der leder til reduktioner i arbejdsevnen. I samme ærinde har Wegens (1998) argumenteret for, at informations- og overtalelsesprogrammer er nødvendige, hvis vi vil bekæmpe forestillinger om aldring som en forfaldsproces. Så længe aldring udelukkende betragtes som et uundgåeligt naturfænomen, medens kulturelle og sociale dimensioner blændes ud af synsfeltet, så vil det næppe være muligt at overvinde den push betingede exit fra arbejdsmarkedet (Hareven 1995). Den tidlige tilbagetrækning er alt i alt et højst komplekst fænomen, hvorfor der heller ikke er nogen nemme snuptagsløsninger på problemet. Det er tilsvarende helt urealistisk at forestille sig, at den nuværende bestand af tidligt tilbagetrukne kan bringes tilbage i beskæftigelse. Hvis man derfor vil vende strømmen må man arbejde langsigtet med

17 henblik på at minimere tilgangen til bestanden af tidligt tilbagetrukne. En sådan langsigtet strategi må have som sin primære ambition at bearbejde virksomhedernes personale og rekrutteringsstrategier, for at gøre det muligt og attraktivt for ældre medarbejdere at forblive i beskæftigelse. At overvinde den helbredsbetingede push forudsætter således, at der indføres human ressource management (Naschold, Vroom & Casey 1994), og at der indføres såkaldte good practices (Walker 1996), der modvirker nedslidning og helbredsødelæggende arbejdsgange. Til gengæld bør man ophøre med at diskutere den tidlige tilbagetrækning som et incitamentsproblem, eftersom de fleste førtidspensionister og en relativ stor andel af efterlønsmodtagerne ikke har haft et frit valg i relation til tilbagetrækningsbeslutningen. Dermed er incitamentstænkningen og dens grundlæggende påstand om, at tilbagetrækningsbeslutningen er et frit valg, en form for symbolsk vold mod de tidligt tilbagetrukne. Den symbolske vold ytrer sig ved, at man i incitamentstænkningen påstår, at de tidligt tilbagetrukne kunne have valgt anderledes, samtidig med at man overser, at mulighederne og betingelserne for det frie valg er ulige fordelt mellem forskellige befolkningsgrupper. Referencer: Clement, Sanne Lund (2001): Førtidspensionisternes sociale medborgerskab, in Jørgen Goul Andersen and Per H. Jensen (Eds.): Marginalisering, integration, velfærd. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, Dahl, Svenn-Åge (1999): Uføre- og førtidspensjonering, in Hans-Tore Hansen (Red): Kunnskapsstatus for den nordiske trygdeforskningen på 1990-tallet. Bergen: SNF, Drury, E. (1993): Age Discrimination against Older Workers in the European Community. London:EurolinAge Featherstone, Mike & Mepworth, Mike (1995): Images of Postive Aging, in M.Featherstone & A.Wernick (Eds.): Images Of Aging. London: Routledge, Halvorsen, Knut & Johannessen, Asbjørn (1991): Når bedriften ikke har bruk for deg lenger. Norges kommunal- og sosialhøgskole: NotaBene Rapport nr. 91:2 Hareven, Tamara K. (1995): Changing Images of Aging and the Social Construction of the Life Course, in M.Featherstone & A.Wernick (Eds.): Images Of Aging. London: Routledge, Mallier, A.T. & Shafto, T.A.C. (1992): The Economics of Flexible Retirement. London: Academic Press Naschold, F. and de Vroom, B. and Casey, B. (1994): Regulating Employment and Retirement, in F.Naschold and B.de Vroom (Eds.): Regulating Employment and Welfare. Berlin: Walter de gruyter Nørregaard, Carl (1996): Arbejde og tilbagetrækning i 90'erne - og fremtidens pensionister. København: Socialforskningsinstituttet Shultz, Kenneth S. et.al. (1998): The Influence of Push and Pull Factors on Voluntary and Involuntary Early Retirees` Retirment Decision and Adjustment. Journal of Vocational

18 Behavior, 53, Socialkommissionen (1993): Analyser vedrørende ældre. København Trommel, W. and de Vroom, B. (1994): The Netherlands: The Loreley-Effect of Early Exit in F.Naschold and B.de Vroom (Eds.): Regulating Employment and Welfare. Berlin: Walter de Vroom, Bert de and Guillemard, Anne Marie (2002, fortc.): From externalisation to integration of older workers: institutional changes at the end of the worklife, in Jørgen Goul Andersen and Per H. Jensen (Eds.): Changing Labour Markets, Welfare Policies, and Citizenship. Bristol: Policy Press Wadensjö, E. (1985): Disability Pensionering of Older Workers in Sweden: A comparison of Studies based on Time-Series and Cross Section Data. SOFI, Meddelande 85:15, Stockholm Walker, A. (1996): Combatting Age Barriers in Job Recruitment and Training. Dublin: European Foundation for the Improvement of Living and Working conditions Wégens, Jesper (1998): Man bliver ikke gammel i arbejdslivet, in A.L. Blaakilde & C.E.Swane (Red): Aldring og ældrebilleder - mennesket i gerontologien. København: Munksgaard,

19 Jesper Wegens Gerontologisk Institut 06/07/01 Bidrag til Teknologirådets høring d. 26. oktober 2001: DET ALDRENDE SAMFUND: BEHOV FOR ÆNDRINGER PÅ ARBEJDSMARKEDET? Muligheder og problemer i forbindelse med fastholdelse af den aldrende arbejdsstyrke Man skal ikke (mis)bruge en cirkushest som trækdyr! Mange år i arbejdslivet, på arbejdspladsen, i jobbet gør én erfaren og hen over livsløbet modnes man - forstår mennesker bedre, forstår sin organisation, sin virksomhed bedre; og ikke mindst: forstår sig selv bedre. De faglige og personlige kvalifikationer ændrer sig markant hen over livsløbet, og det er disse ændringer der i fremtiden bør udnyttes bedre end tilfældet er idag til gavn for alle. Fordi de i mange år har trukket læsset, er det ikke nødvendigvis den bedste udnyttelse af ældre ansattes resurser at lade dem blive ved med det. Snarere tværtom. Netop fordi de i mange år har trukket læsset, er det tid at drage nytte af de ændrede kvalifikationer. Effektiv resurseudnyttelse må bestå i bestandig at erkende og at anvende menneskers kunnen, viden og færdigheder optimalt, dvs efter hvad de faktisk kan idag. Og der synes at være en del at hente. Således lød den enstemmige tilbagemelding fra de ældre ansatte i en undersøgelse i Storstrøms amt for nogle år siden: Vi bliver ikke brugt godt nok. 2 At ældres resurser udnyttes i ringere grad end det er muligt og ønskeligt synes at hænge sammen med en forfaldspræget opfattelse af aldringsprocessen, en forståelse som sætter sig igennem i administrative rutiner, ureflekterede handlinger og vanemæssige beslutninger. På trods af talrige forskningsresultater der viser det modsatte, fastholdes på arbejdsmarkedet en forståelse af ældre som mindre villige, mindre egnede og mindre effektive end yngre. En undersøgelse fra 1997 viser således at arbejdsgivere vurderer ældretil i langt ringere grad end 2 AF Storstrøm: Aktiv Seniorpolitik. Kortlægning og analyse. Arbejdsmarkedsrådet for Storstrøms Amt. Juli 1997.

20 yngre at besidde initiativ, omstillingsevne og indlæringsevne. 3 Tilsvarende udgør disse forhold, i samspil med forventningen om snarlig afgang fra arbejdsmarkedet, en barriere for ældres deltagelse i efteruddannelse. At en sådan opfattelse i høj grad deles af de ældre selv, gør ikke sagen bedre. Tværtimod: De gensidige, negative forventninger bliver til en selvopfyldende profeti. Over for herskende praksis og common sense-opfattelsen af aldringsprocessen som udelukkende negativ står mere nuancerede videnskabelige resultater. Nyere gerontologisk forskning viser således at der gennem hele livet foregår såvel opbyggende som nedbrydende processer og at det aldrende menneske i høj grad formes i et kompliceret samspil med omgivelserne. Betegnelsen normal aldring er derfor forladt til fordel for begreber som vellykket aldring, sædvanlig aldring og problemfyldt aldring der rummer såvel biologiske som psykologiske og sociale faktorer. 4 Gamle er altså ikke unge der er blevet forringet. Gamle er heller ikke unge der (bare) er blevet ældre. Gamle er unge der er blevet forandret. Gerontologisk set er det altså muligt i arbejdslivet at forvandle sig fra bryggerhest til cirkushest. Derfor må det anses for spild af resurser alene at udnytte den (svindende) råstyrke og lade de øvrige talenter ligge brak. Jobindhold, arbejdsvilkår og ledelsesform må tilpasses det arbejdende menneskes udvikling over livsløbet, hvis der skal være tale om optimal udnyttelse af resurserne. Rette person i rette job hele tiden. Hertil kommer at en løbende tilpasning af jobsituationen er af afgørende betydning for fastholdelsen af ældre arbejdstagere. For dem eksisterer tilværelsen som pensionist, efterlønner eller fri fugl som et reelt alternativ og vel at mærke: som et attraktivt alternativ. Når man har passeret de 50 og har erkendt at man har kortere tid tilbage at leve i end man har levet, bliver det vigtigt at vurdere og med omhu at vælge indholdet i sit liv - herunder arbejdsliv. Det bliver vigtigt at få brugt sine kræfter og talenter på den mest tilfredsstillende måde og i den mest tilfredsstillende sammenhæng. Set fra arbejdstagers synspunkt er det i den sidste del af arbejdslivet specielt vigtigt at afveje fordele mod ulemper, fordi belastninger kan 3 Klaus Jørgensen: Ældre og arbejdsliv tilbagetrækningsmønstre og seniorpolitik. Udviklingscenter for folkeoplysning og viksenundervisning Henning Kirk og Marianne Schroll (red.): Viden om aldring veje til handling. Munksgaard 1998.