Aspektnelle verbalklasrer og semantiske roller - Den dobbelte aspek~kalkule

Transkript

1 Per Durst-Andersen Wierzbicka, Anna The case for surface case. Ann Arbor: Karoma Pubishers. Wierzbicka, Anna The sernantics of case marking. I: Studies in Language 7: Wierzbicka, Anna The meaning of a case: A study of the Poish dative. I: Brecht & Levine 1986: ' ' Zootova, G. A Sintaksiceskij sovar'. Repertuar eementarnyx edinic russkogo sintaksisa.,moskva: Nauka. ~. OWPLC No. 10: Aspektnee verbakasrer og semantiske roer - Den dobbete aspek~kakue Peter Wide Summary This paper is a presentaion of a cacuus of Åspectua verb casses for which I have chosen the term the doube aspect cacuus. Buiding on Dowty's aspectua verb cass cacuus from 1972 and 1979 it is at the same ~ime a critica examination and substantia modification of Dowty's cacuus. As Dokty, I am drawing on a mode theoretica framework for description of my cacuus (Jthough with noambition of actuay speiing out the cacuus in its forma rigour). Th, centra point of my paper is that Dowty's cacuus of aspectua verbs - for brevity caed the series be-become-'-cause (Danish være-bive-gøre)- shoud be suppementeh with a second verb series, namey the series have-get-give (Danish have-få-give). Th~ two series together coud then be shown to form a basic matrix of six verbs which- via mereoogicay conceived set theory-coud be given a constructive, mode theoretica interpretation showing strong interreations between the six verbs. In part 5 of this paper m y cacuus is put to use for a discussion of the possibiity of specifying a fairy reasonibe universa set of sernantic roes. 'r t \. Indedende bemærkninger i Artiken er en præsentation af en ka~ue over aspektuee verbakasser, som jeg her har vagt at kade den dobbete aspektkakue. Den bygger devis på Dowtys kakue over aspektuee verb~kasser, som bev præsenteret des i en afhanding fra 1972, des i "Montague' (Dowty 1979). Samtidig er min kakue udtryk for en kritik af og væsentig udvidese af Dowtys kakue. ' I afsnit 2 vi jeg se på Dowtys aspektkakue fra bogen "Montague" (Dowty 1979). : I afsnit 3 vi jeg b.a. med udgangspunkt i en mereoogisk tokning af mængdeæren opstie min egen, mere\ abstrakte dobpetaspektkakue. I afsnit 4 vi jeg - som et eksempe på min kakues anvendesesmuigheder - angive et sæt semantiske roer ud f1 ra kakuen. Det vi under hensyntagen ti de forbehod, jeg kommer med, være min påstand, at disse roer er

2 "I Aspektuee verbakasser og semantiske roer Peter Wide uomgængeige i den forstand, at man uden disse roer vi være ude af stand ti at redegøre for centrae metafysiske kategorier som tid, rum og kausaitet. 2. Dowtys konstruktive program - aspektkakuen Dowty tager udgangspunkt i iagttageser inden for generativ semantik. Det gæder først og fremmest Lakoffs konstatering i Lakoff (1970 [1965]) af, at der eksisterer en sammenhæng meem sætninger af typen: () Suppen er kod (2) Suppen biver kod (3) John gjorde suppen kod (4) John køede suppen Som det kan ses, indgår ordet kod i ae eksemper, i (1), (2) og (3) direkte, og i ( 4) i afedt form. Endvidere eksisterer der den sammenhæng meem sætningerne, at (2) kan ses som en konsekvens af (3) og (1) som en konsekvens af (2). Samtidig kan ( 4) ses som en parafrase over (3). Da Lakoff tisutter sig den transformationsgrammatiske antagese om, at transformationer ska være meningsbevarende, får denne konstatering Lakoff ti at tae om eksistensen af to dybdesemantiske træk i (1), nemig tinchoative og tcausative, og et dybdesemantisk træk i (2), nemig tcausative. Denne konstatering mener McCawey (1968) at kunne generaisere, så den ikke kun angår udtryksmæssigt besægtede adjektiver og verber - her kod og køe - men også verber, hvor man ikke umiddebart kan se nogen betydningsmæssig besægtethed ud fra udtrykkene, sådan som meem fx i ive og dræbe (dræbe = CAUSE NOT TO LIVE). Gennem kompositionee strategier som den, eksempet er udtryk for, synes det nu muigt i amindeighed at anaysere en række, tisyneadende disparate verber gennem træk som BECOME, CAUSE osv. og botægge forskeige abstrakte, kompositionee mønstre bag dem. Denne tanke overtager Dowty. Imidertid finder han Lakoffs og McCaweys begrundesesstrategi for en gennemførese af tanken utistrækkeig.. Som McCaweys eksempe viser, består den semantiske 'opøsning' af et sætningsformet udtryk i komponenter bot i, at den anayserede sætnings ord erstattes med andre ord, her CAUSE, BECOME, ALIVE. Disse nye ord står imidertid ' 1 ' i sig sev uafkbrede hen. De bruges i et seudotemeti.k kompooentsprog, men o t deres betydning forkares ikke. Heroverfor foresar Dowty en egen Ig betydningsforkaring via en skridtvis J.odeteoretisk konstruktion. Dowty mener sev at kunne finde et positivt grjndag for en sådan modekonstruktion i fiosofisk begivenheds- og handingst~ori. Dowty tager i sin konstruktion udg~ngspunkt i verberne be, become og cause eer på dansk være, bive og g~re. Det er i den forbindese Dowtys strategi at opfatte være,~ikke som kor1ponent i en dybdestruktur, men som verbet være, og BLIVE og GØRE som sætningsoperatorer. Nærmere bestemt opfatter han være som eement i en præ 1 dikation, der kan danne udgangspunkt for konstruktionen af en sætning med Jperatoren BLIVE, der igen kan danne udgangspunkt fur konstruktionen 'f en Isætning med opemtoren GØRE' være a: være ko1, være run~, være ru,.være stw. BLIVE(være a): bive kod, køne, bhve rund, bhve ru, ~twne GØRE(BLIVE(være a))): gøre kai, køe, gøre rund, gøre ru, stwe Denne konstruktive betragtningsmåde.! kan ~føge ~ow.ty ~dvide~, ~å også verber, der ikke har noget umiddebart rnderhggende adje~tv, ogsa v kunne konstrueres med være og med BLIVE øg GØRE som sætmngsoperatorer: GØRE(BLIVE(være grøn))) = GØRE(BLIVE(være ikke-evende))) = mae dræb~ Dermed åbnes op for grammatisk behanding af en række eksikaske størreser, fortrinsvis verber, men også andre typ+ ord og faste vendinger. Her spier de tre verbers indbyrdes konstruktive sammenhæng en het afgørende roe. Først og fremmest ved konstruktion af verber som fx mae og dræbe, der kan opfattes som konstruktive konkretiseri~ger af være, bive og gøre. Men også ved konstruktion af mere kompekse yerber, hvis referenter udgør en de af disse verbers referenter (fx er en perception, en voition eer et motiv atid en de af en handing), eer ved konstr~ktionen af kombinationer af sådanne referenter (fx er visse genstande for give handinger, giveren udfører ud over at give: hjæpe, udbringe, osv.). 1 ~, Som sagt orienterer Dowty sig mod fiosofisk. ~andingsteori som ~r~nd~ag for konstruktionen af sin mode. Med aggrund I Især Venders kassifikation 1! i i" f ~

3 Peter Wide af verber i henhodsvis states, activities, accompishments og achievements (Vender 1967), adopterer han von Wrights begivenhedsanayse (von Wright 1963, 1968) og Stanakers (1968) og Lewis' (1973) anayse af kausaitet og normativitet i yset af kontrafakticitetsbegrebet i den semantiske fastæggese af henhodsvis tistande, begivenheder og ~rsager og intentioner. Uden at gå i detajer med Dowtys konstruktion vi jeg pege på nedenstående grove paraeitet meem Vender-kassifikationen og Dowtys kassifikationsforsag (angivet i kantet parentes): eksemper BE Figur BECOME CA USE [tistand] state activity [begivenhed] achievement [årsag] [intention] være bå, vide svømme, tegne bive bå, brække, dø accompishment åbne åge~ tegne en cirke achievement finde, erkende, opnå I Venders og Dowtys kassifikation tihører 'mae et biede' og 'erkende' hver sin kasse. Den første handing er en accompishment, den anden en achievement. Det er for så vidt i orden, da der er en - ofte grammatikaiseret - forske på de to situationstyper. Imidertid er kasserne ikke kompementære, som kassifikationen antyder. Achievements er en type accompishments. Distinktionen hører derfor ikke hjemme på kassifikationens abstraktionsniveau. Jeg foresår føgende mere homogene kassifikation (Dowtys situationstyper er stadig angivet i parentes): J v ' i (- BE BECOME CA USE [tistand] tistani: [begivenhed] begiv9nhed proces [årsag] [intention] handi'ng aktivi~et Asp ktuee verbakasser og semantiske roer eksemper være bå bive bå, brække, dø koge, smete, tø åbne åget, tegne en cirke øbe, køre bi ~:~:..:d",1 vi jeg ade vææ defineæt en "ituotion, hvoc en entitet bevocec samme egenskab( er) eer befinder sig påjsamme rumige okaitet over en vis tid. Herudover vi jeg definere "begiven, ed" som en momentan tids-rumig tistandsforandring eer rumig okaitetsændring, 1 "proces" som en serie af tistandsforandringer, "handing" som en agentpåvirket begivenhed og "aktivitet" som en serie agentpåvirkede begivenhe~er. Jeg vi i det føgende gå ud fra, at intentioner er en sags årsager. Det betyder at sættet af situationstyper netop vi være det nødvendige og tistrækkeige ~æt ti afspejing af de grundæggende bestemmeser: tid, rum og kausaitet. Det 1 betyder ikke, at modeen ikke vi kunne udbygges, så den fx b.a. kommer ti at ~umme Venders og Dowtys distinktion meem handinger, der er accompishmef.ts, og handinger, der er achievements. Men det betyder, at på ige netop abstra~tionsniveauet for tid, rum og kausaitet, vi de beskrevne situationstyper være de f nødvendige og tistrækkeige. 3. Den dobbete aspektkakue i I Dowtys aspektkakue er det opfattese~, at be, become og cause, som jeg i det føgende vi benævne på dansk, atså vkre, bive og gøre, er de mest grundæggende verber, hvorudfra ae andre vhber i sproget kan konstrueres. Denne opfattese vi jeg gerne imød~gå. Ud over den konstruktivt sammen bundne verba-serien være, bive og gøre, findes der iføge min mening endnu en verba-serie, der er ige så fundamenta som være, bive og gøre, idet den - så vidt jeg kan se - er i stand ti at modstå ethvert forsøg på at ade sig reducere ti et særtifæde af (eer en tiægskonstru!hion ti) denne serie

4 Peter Wide/ '"""'"~ke A.<Lee '"bak=" og '""" Ganske vist nævner Dowty ord fra serien i sin bog. Men ikke som ord, der er konstruktivt afedt af hinanden, og set ikke i de centrae betydninger af ordene, jeg her vi tage udgangspunkt i. Serien, jeg mener er ige så fundamenta som være, bive og gøre, er have, få og give. Som det kan bemærkes, danner være og bive sammen med have og få de fire såkadte hjæpeverber i sproget. Men igesom være og bive ikke hos Dowty tænkes i betydningen 'hjæpeverber', såedes vi jeg heer ikke tænke på være, bive, have og få i denne betydning, sev om jeg bestemt ikke vi udeukke, at der er en forbindese meem den grundbetydning, jeg har i tankerne her, og betydningen som hjæpeverber. Den grundbetydning af have, jeg har i tankerne, er den genitiviske eer partitive betydning af ordet, dvs. betydningen 'have-som-de', som den kommer ti udtryk i eksemper som: bien har kun tre hju (genitiv: biens tre hju) badene på træet (genitiv: træets bade) Tisvarende gæder for få og give, at det kun er denne genitiviske eer partitive betydning af ordene, jeg vi tage i betragtning. Jeg vi ade min anayse af være- og have-serien være underagt føgende præmisser:. præmis: Som det aerede er fremgået, vi jeg ade anaysen være begrænset ti at omfatte 'højst' agentivitet invoverende konkrete entiteter i tid og rum, dvs. enten kausaitet eer empragmatisk handen. Jeg vi med andre ord ikke komme ind på tae og tænkning, igesom jeg heer ikke vi komme ind på dehandinger i forbindese med empragmatiske handinger af typen perceptions- og vijesakter. Eksemper kan dog indehode sådanne handinger, men ska da forstå~ abstraktivt. Jeg vi gå ud fra, at når der i eksemper refereres ti ting eer personer som agenter, så vi der være tae om en eiptisk angivese af henhodsvis begivenhedsformet årsag eer handeintention. 2. præmis: Jeg vi i det føgende - uden at føre egentig bevis for det - underforstå, at min anayse er transcendenta (i den pragmatiske betydning af ordet, Strawson (1957) har grundagt). 3. præmis: I min anayse vi jeg ade som om, verden udeukkende består af diskrete mængder af ting (svarende ti mængden af naturige ta). Såedes vi jeg 140 \ ikke kunne yde retfærdighed over udkj for <!offer (gud), proo=ser (Vand" koger) og aktiviteter (Jens ryger meget).,. 4. præmis: Jeg vi ikke behande sammensatte situationer og dermed heer ikke.., '. t' grammatiske konstruktioner, der re.tererer ti sammensatte sttua toner. 5. præmis: Jeg vi se bort fra diskurs-~ragmatiske særforhod og fx ade topic og subjekt være sammenfadende i eksedtper og skematiske fremstiinger. Lad os nu ud fra disse præmisser se njrmere på min foresåede dobbetaspektkakue. Det er atså min påstand, at den/konstruktive verba-serie have, få, give i virkeigheden er ige så fundamenta som verba-serien være, bive, gøre. Men i virkeigheden vi min påstand ikke bot indskrænke sig herti: jeg vi også hævde, at der eksisterer en afgørende par~eitet meem udvikingen af de enkete ord i de to serier. Ligesom bive kan forstås som en operator anvendt på en sætning med være og gøre som en ope~ator anvendt på en sætning med bive, såedes kan få forstås som en operator ahvendt på en sætning med have, og give oom en operator anvendt pft en sætning red/i' fx: være a. haye a. BLIVE (være a) F~(haveoa.) GØRE(BLIVE(være a)) GrE(FA(have a)) Suppen er kod Suppen biver kod Han gør suppen kod Hun har en dukke H~n får en dukke H*n giver hende en dukke i Men ikke nok med det. Sev om der, som man kan se, er forskeige udtryk for operatorerne i de to serier, er der i vir~eigheden tae om de s~mme operatorer. Vi har set, at bive angiver en begiven~ed, og at gøre angiver en agent (årsag, kraft, intention). Men nøjagtigt det sa~me angiver få og give. Jeg får(har a) angiver, at en begivenhed er sket, så )eg nu har a.. Og jeg giver(får(har a)) angiver, at en årsag har virket ind, så ijeg har fået a, såedes at jeg nu har a Væger vi nu som operator for en begivenhed en enketpi efterfugt af en tistand og som operator for en årsag en dobbeftpi efterfugt af en begivenhed, der igen vi kunne angives ved en enketpi efterfugt af en tistand, kan vi - idet vi for den metafysiske fudstændigbeds skyd sarhtidig må referere ti en årsag C i den angivne årsagsreation - skitsere den /foreøbige (devis ikoniske) syntaks for henhodsvis være-serien og have-seri,n på føgende vis: 141

5 1' i Peter Wide Figur 3 [C==> gøre [C==> give [ - [være-tistand]]) bive få [ - (have-tistand]]] Bive ~g få kan da defineres som henhodsvis [pi + være-tistand] 9g [pi + ~ave-tistand] og gøre og give som henhodsvis [ dobbetpi + enketpi + væretistand] og [ dobbetpi + enketpi + have-tistand]. I. virkeigheden er skemaet i Figur 3 metafysisk mangefudt, da der ikke er angivet nogen udgangstistand for en begivenhed. Grunden herti er, at sevom der atid vi være en udgangstistand, så er det vanskeigt at specificere den i positive termer: Er begivenheden fx, at en bordpade biver sebet gat, er det vanskeigt at angive, hvad. udgangssituationen og overgangsfaserne egentig består i i anden forstand end, at endnu er bordet ikke bevet sebet gat. Der eksisterer med andre ord en vis asymmetri meem udgangstistand og suttistand. Det betyder ikke at det så ikke atid vi være muigt at specificere en udgangstistand. For det vi ~et. Men det betyder, at det kan være vanskeigt og som oftest også irreevant at udp.u~e den 1 Derfor - men også fordi skemaet eers et biver for uoverskueigt - vd VI undade at anføre udgangstistand. Modeen har metafysiske impikationer: Hvis Kant har ret i, at hvor der er en begivenhed, vi man også atid kunne spørge ti en årsag, vi vi kunne se de tre parenteser som udtryk ikke bot for tre muige aspekter, men for tre aspekter anagt på et og samme vikårige stykke af verden for hver af de to serier: 142 Et aspekt, hvor vi ser på dette vikårige stykke af verden som en tistand tivejebragt ved en begivenhed, forårsaget af en kraft (udtrykt ved brug af gøre eer give). Et aspekt, hvor vi ser på det samme stykke af verden som en tistand tivejebragt ved en begivenhed (udtrykt ved brug af bive eer få). Et aspekt, hvor vi ser på det samme stykke af verden som en tistand (udtrykt ved brug af være eer have). ';' Æspektuee verbakasser og semantiske roer 1 Men ikke nok med det' De to serier andre fæes udgangspunkter. De kan begge ses som hvert deres udtryk f,or de samme forhod meem de og hehed. Som vi har været inde på, udtry'f.ker have-serien partitive forhod: Træet har bade; Hesten får foder. Men ser r~. nærmere efter, synes faktisk ikke kun have-serien, men også være-serien at Jdtrykke et partitivt forhod. Det viser sig for så vidt aerede i være-sætninger med okativ, fx! Der er bade på træet / Træet har bade Der kommer bade på træet Træet får bade Soskin gør, at der kommer bade på trret Soskin giver træet bade Her kan man se, at de to serier - atså være, bive (her repræ~enteret ved komme) og gøre og have, få og give - i virkeijheden kan ses som to typer aspekt agt ned over den nøjagtigt samme situation i verden: her synes de to serier med andre ord at være ganske neutrae over ror, hvad der er tifædet i verden: Vi har des en aspekttype, hvor udgangspunret er en tistand, som kan ses på to forskeige måder: som en de, der fojuseres på, i forhod ti en hehed (være osv.), eer som en hehed, der fokusereipå, i tiknytning ti hviken, der eksisterer en de (have osv.). Og vi har en aspekt ype, hvor udgangspunktet igeedes er en tistand, som vi så enten kan se som ti tand set og ret (hviket kræver kvantifikation over en tistand), som en suttistand i forbindese med en begivenhed (hviket kræver operatoren ~- 1 samt k~antifik~tion over to tistande eer over en proces og en tistand) eer som suttistand i en begivenhed forårsaget af en agent (årsag, kraft, handing) (hviket kræv~r operatoren 1 ==> 1, ope,t:atoren ~- 1 samt kvanthikation over to sæt bestående af!enten to tistande hver eer en proces og en tistand, hvor der igen er muighed f~r, at den første operator tokes prædikatsogisk som en kvantor, spændende orer de to ovenfor nævnte sæt (humesk kausaitet), eer modaogisk, fx som en j operator spændende over muige verdener af sådanne sæt, minimat forskeige ~a den faktiske verden, sådan som Lewis (1973) foresår i sin anayse (kontrafaktisk kausaitet)). Vi kan provisorisk kade den første aspekttype for fokuseringsaspekt (ska heheden eer deen i fokus) og den a~den aspekttype for situationstypeaspekt (denne aspekttype har vi ti fæes med Dowtyf. Lad os undersøge fokuseringsaspektets muigheder idt nærmere. Indti videre har vi kun set på sætninger med okatir. Spørgsmået er imidertid, hvad vi ska gøre med konstruktioner af prædikativ ;type som fx: 143 T

6 Peter Wide Boden er bå Hun er gad Lader sådanne konstruktioner sig nu også forstå som i virkeigheden et prædikativt fokuseringsaspekt svarende ti det okative fokuseringsaspekt? Det vie jo så afgjort være en forde, hvis de gjorde. Det vie nemig betyde, at vi het generet vi kunne tae om være (og bive og gøre) som et fokuserings-aspekt-angivende verbum. Nu viser det sig faktisk, at vi kan foretage en sådan generaisering. Men for at se det, må vi nærme os mængdeæren på en idt anderedes måde end i den kassiske udægning. Vi må forstå den mereoogisk. Et meteaogisk udgangspunkt for mængdeæren er første gang skitseret af den poske ogiker Stanisaw Lesniewski omkring 1914 (og uafhængigt af og nogenunde samtidig med ham af Whitehead under navnet "Theory af Extension") i et forsøg på at øse probemerne omkring Russes påpegning af uforståeigheden af Zermeos mængdebegreb. Det mereoiogiske synspunkt er i de senere år bevet diskuteret med stadig større interesse. Den mereoogiske mængdeære regnes bandt fere som bedre i stand ti at begrunde matematikken end Cantors og Zermeos kassiske mængdeære. Som Lewis (1991) har gjort opmærksom på, eksisterer der en ukarhed i grundægningen af den kassiske mængdeære: En mængde defineres normat som en saming entiteter (ting, abstrakte størreser), der indgår som eementer i denne mængde. Imidertid kan en mængde bestående af bot et eement (ja, sågar nu eementer) være en mængde i den kassiske mængdeære, hviket ikke forekommer intuitivt pausibet ud fra definitionen. Hvis man imidertid indskrænker eement-i-mængde ti en reation, der kun gæder for et eement og dets tisvarende singetonmængde, kan hee mængdeæren rejses over denne grundreation i form af mereoogi, dvs. de-heheds-tænkning. Enhver mængde kan nemig da defineres gennem sine demængder og i sidste instans gennem de singeton-mængder, der udgør mængdens yderste bestanddee. Det rejser sevføgeig probemet om, hvad man ska forstå ved reationen eement-i-singetonmængde og ikke mindst ved seve begrebet 'singetonmængde'. Er der fx tae om en entitet, der eksisterer i sin egen (metafysiske) ret? Kan den eventuet gives et metafysisk fundament i begrebet om en situation eer state-of-affair, sådan som Armstrang foresår, (jf. Armstrang 1978, 1989, Scatsas 1990, Lewis 1991, Oiver 1992)? Eer er der tae om noget 144 L'"' v<tbak ~" """"''~fæ og totit het tredje? Di&'e spørgsmi tioder p[odsen her ikke, ot jeg rejser. denne sammenhæng kan jeg bot nævne, des a~ det samme probem omkring forståesen af 'mængde' eksisterer for den kassiske mængdeære, des.hvad der.er det centrae for vores formå, nemig at indførese~ af en mereoog~sk tokmng af. mængdeæren i virkeigheden synes gennetførbar uafhæong1gt af metaf:'s1sk udgangspunkt: De mereoogiske mængde~ære kan forstas som metafys1sk neutra, (Lewis 1991: 75ft). Det muiggør, hv,denten ~ingetonm:en~den opfattes. so~ tistand situation eer noget het tredje, en tokmug af præd1kat1vet, fx prædikativet 'fir~antet': som i virkeigheden enj sum af singetonmæ~g~er, h~er i_ndehodende en firkantet ting som eement. Men dermed er det muhgt ammdehghed at anaysere subjekt-prædikat-forhod:et, der inden for den modeteoretiske semantik behandes som et forhod meem eement og mængde - fx behandes bordet er firkantet på denne måde: Det ~ndivid, b~rd:t re~ererer ti, er eeme~t i mængden af ae ting, der er firkantede - som 1 vukehgheden et mereoog1sk forhod: Det individ, bordet refererer ta, er eement i en singetonmængde, der udgør en de af summen af ae de sinketonmængder, der hver især indehoder en firkantet ting 3 Mereoogien ændrer qermed kort fortat 'E ' ti'c'.. Men det betyder, at det førnævnte fok~seringsaspekt udo over at ~mde anvendese på okative konstruktioner også v kunne bruges pa konstruktwner med prædikat. Fokuseringsaspektet må :med andre ord gæde generet. Forhodet meem prædikativ og okativ er da i virkeigheden bot et forhod meem mereoogisk sum og en konkretiserind af denne sum, så den også indehoder (indbyrdes ordnede) sæt af individer, hfor hvert sæt omfatter et tidspunkt og en rumig okaitet. Vi har atså ament: (A) (B) et aspekt,. hvor deen står i fokjs, og heheden ses som en baggrund eer ramme for denne de, fx ' prædikativ okativ fokus Katten er Der er bade baggrund, ramme grå på træet et aspekt, hvor det er hehede~, der ~tår i fokus, og deen ses som noget, der er agt ti eer ind i eer sat på osv., fx fokus de( e) okativ Træet har bade 145

7 Peter Wide/ Aspektuee verbakasser og semantiske roer Det vi sige, at vi kan skitsere nedenstående roereoogiske mode over de to aspektserier; B ramme for A (A i fokus) Der er bade på træet Hun er gad Der er ø på vognen Der er æsset ø på vognen 2 CV' en står hos hende Der er mange passagerer på bussen Der kommer bade på træet Hun biver gad Der kommer ø på vognen Der biver æsset ø på vognen 2 CV'en kommer hjem ti hende Der kommer mange passagerer på bussen Ade af B (B i fokus) Træet har bade Hun har en bod Vognen har ø æsset på Vognen er æsset med ø Hun har 2 CV'en hjemme Bussen har mange passagerer Træet får bade Hun får en bod Vognen får ø æsset på Vognen får æsset ø på Hun får 2 CV' en kørt hjem Bussen får mange passagerer Øverst i figuren nedenfor find"' to eer med cirke A inde i cirke B. De angiver (ikonisk) to mængder, en de~ængde A, der kan være en singetonmængde eer en mereoogisk sum, 9g en roereoogiske sum, der omfatter demængden A pus en eer fere andre mængder. Denne roereoogiske sum danner nu udgangspunkt for konstrukt+nen af verberne i de to situationstypeaspekt-serier være, bive, gøre og have>[å, bive (konstruktionen udføres dog ikke i praksis, men må uddrages som abstrakvvt eement i de eksempificerede verber). Nedenunder de to cirker er anbragt to.koonner med tre rækker i hver koonne: de angiver en udfodet version af de~ tidigere præsenterede mode med de kantede parenteser. I første række mo4een for være og have, i anden række modeen for bive og få og i tredje ræh.e modeen for gøre og give. Som man kan se, er de to føromtate cirker gen+get ned gennem koonnerne. De angiver de (mereoogisk forståede) tistande, de ska være ti stede, for at verbaeroe i de to situationstype-aspekt-serier, være-serien og have-serien, kan anvendes med 1 sande udsagn som resutat. Cirkerne i modeen er tonede for at angive, hvad der er i fokus: deen (der da gør heheden /ti baggrund eer ramme) eer heheden (der da gør deen ti - de). Den mørkeste cirke vi atid være den, der er i fokus. Som det ses, kan ae padser i de ~o serier i dobbetkakuen beægges med eksemper. Der er imidertid ikke atid /nogen gennemgående paraeitet i serien meem mode og grammatisk reaiseringsmuighed. Det gæder især, hvor. tistandsbeskriveserne er prædikative. ~ eksempet: Hun er gad kan man et konstruere være-serien:! Soyset gør, at der kommer bade på træet Han gør hende gad De æsser ø på vognen Han sørger for, at 2 CV'~n kommer hjem ti hende Den nye fabrik bevirker, at der kommer mange passagerer med bussen Figur 4 c Soyset giver træet bade Han giver hende en bod De æsser vognen med ø Han kører 2 CV' en hjem ti hende Den nye fabrik giver bussen mange passagerer Hun bev gad 1 Han gjorde hende gad! Men der synes ikke at være noget ti~varende udtryk i forbindese med haveserien: *Gad har hende *Gad får hende *Han giver gad hende

8 -~ Peter Wide 1"""'11' w'baka~" og ""'""'~æ mi" Ej heer hvis man tiader sig det obigatoriske afedning ti nomina størrese som man jo må kræve, hvis man vi gøre noget ti tema for omtae: ~ ' B ramme for A (A i fokus) de af B (B i fokus) ' 1: ' *Gæden har hende *Gæden får hende *Han giver gæden hende Men sev om sådanne formueringer virker besynderige- hvem vi tage udgangspunkt i og dermed se sagerne i verden fra amenbegrebernes i stedet for fra tingenes synsvinke - er der i virkeigheden ingen semantisk grund ti, at vi ikke skue kunne betjene os af dem. Under ae omstændigheder passer pengene rent semantisk, nemig under den forudsætning, at vi arbejder med en mereoogisk ~o~e~ mæng~eære: Summen af ae singetonmængder indehodende gade mdtvtder har JO netop singetonmængden med hende som eement som demængde. Man det vi atså sige, at vi - med det forbehod, at noge af padserne i den dobbete aspektkakue kan være tomme for noge sprogs vedkommende- i virkeigheden vi kunne gennemføre paraeiteten meem okativ og prædikativ hee vejen gennem den dobbete aspektkakue: 148 prædikativ: okativ: prædikativ: okativ: prædikativ: okativ: Figur 5 A er B A er i B A biver B A kommer i B C gør A B C kommer A i B [B har A (som de)] B har A [B får A (som de)] B får A [C giver B A (som de)] C giver BA Der er sat parentes om det prædikative /ave-fokuserings-aspekt, fordi det består af 'tomme padser' i dansk og de feste!andre sprog. ~. Diskussionen om, hvorvidt man i fo~skeige sprog kan finde tomme padser, fører naturigt ti det omvendte spørgsfå, om der er padser, som adrig vi kunne være tomme. Hermed rejses sarhtidig spørgsmået om aspekt-kakuens eventuee transcendentaitet. ' Her viser vor mode føgende overrhskende biede.for fokuseringsaspektets vedkommende: Da fokuseringsaspektet ~r et het igennem epistemoogisk anagt aspekt - om heheden eer deen ska Vfre fokus i en mængdereation, er ikke et træk ved verden, men ved det epistemi~ke subjekt, der betragter verden - er der ingen forske i verden på, om man væger det ene eer det andet aspekt. Derfor kan i virkeigheden det ene aspekt unpværes, og da det gæder såve for den prædikative serie som for den okative~ kan man sige, at det for en semantisk korrekt fremstiing af verden faktisk ~i være muigt at undvære enten væreaspektet eer have-.,.aspektet, og aigevp have et fudt dækkende sprog om den spatio-temporae-kausae verden. 149

9 ' Peter Wide/ Dette resutat af vores undersøgese kunne tyde på, at Dowty derfor kan have ret i, at være-serien af kakuen er tistrækkeig for genereringen af de redskaber, der ska ti for at tae om de forskeige ting og forhod i verden. Sådan som Dowty sutter, kan man imidertid ikke het sutte. Man ska nemig ægge mærke ti, at ige som vi kan væge være-serien i kakuen som eneste system for dannesen af verber i sproget, så vi vi også kunne væge have-serien, og atså i virkeigheden undvære være-serien. Det vigtige er atså, at den fude redegørese for aspekt, ska rumme denne vagmuigh~d. Men den peger Dowty ikke på. Y dermere er det ikke sådan, at have-serien kan konstrueres aene ud fra de forudsætninger, der er ti stede i være-serien, hviket Dowtys opæg forudsætter. Så Dowtys anayse vi aene af denne grund være utistrækkeig. Hvad situationstype-aspekternes transcendentaitet angår, synes forhodet at være dette: Accepterer man de kantske transcendentae anskuesesformer og forstandskategorier, må enten være-serien eer have-serien- forstået som såve en prædikativ som en okativ verba-serie - være repræsenteret aktuet og fudstændigt, og den eventuet ikke-aktuaiserede serie må atid eksistere som muighed: da verden viser sig for os og atid må vise sig for os som spatiotemporat okaiseret sammenhæng af ting under påvirkning af årsager (der enten kan være kræfter eer virksomme handeintentioner), må vi i sproget forudsætte mider for refererence ti prædikativt og okativt forståede tistande, begivenheder og handinger. 4. Semantiske roer i den dobbete aspektkakue I dette afsnit vi jeg vise, at det inden for rammerne af den dobbete aspektkakue er muigt at opbygge en tiforadeig teori om semantiske roer. Semantiske roer har været et omstridt tema i ingvistikken ige siden Fimore gjorde temaet aktuet med sine artiker om semantiske kasusroer (som Fimore sev kadte dem) fra midten af 60erne ti sutningen af 70erne (Fimore 1966, 1968a, 1968b, 1971, 1977). I Fimore (1968b) introduceres en rent semantisk baseret grammatikmode, der i 1971 og især i 1977 yderigere inddrager kognitive og diskurs-pragmatiske indfadsvinker ti sprogbeskrivesen. Groft set repræsenterer Fimores mode 150 ""' "'bak/n.m og "ma.ws/æ m~. føgende opfattese af den sprogige ytrfng: Taeren danner sm ytnng ved 1 s1t mentae eksikon først at væge' et besteft verbum, repræsenterende e? bestemt 'scene' (i AI- eer cognitive science-fqrstand) med bestemte semantiske. roer tiknyttet. Dette sæt roer hentes fra "[..i.] a set of universa, presumaby mnate, concepts [...]" (Fimore 1968a: 25). I 19t1-udgaven defineres sættet som AGENT, EXPERIENCER, INSTRUMENT, OBJECT, s9urce, GOAL, ~OCATION og TIM~ + en yderigere roe, som Fimore ikke bestemmer yderigere (han overvejer b.a. BENEFACfiVE, men mener ikke dende roe er tistrækkeig grundæggende). Sætningens endeige grammatiske udfbrmning sker derpå ved, at en række 1 k r transformationer udøst af diskurs-wagmatiske he~syn - top1 a 1senng, passivvending m.v. -virker ind på det ~agte verbumstiknyttede roer.. Der er rejst forskeige indvendinger~ od Fimores mode, hvoraf mang~ siden er bevet inkorporeret som forbedringer i modeen. Tibage står dog stadig b.a. føgende væsentige kritikpunkt: Fimo e opfatter sine semantiske ro~er som et universet sæt faste roer, eksisterende reativt uafhængigt af de forskeh~e :erbe.r, som de enkete verber kan få tidet sit ~ærige roesæt ud fra. Det er Imidertid. ' spørgsmået, om semantiske roer kan?pfattes såede~, h~is deres un~versa 1tet samtidig ska sikres. Ganske vist ændrer fimore hodmug h de semantiske roer på et væsentigt punkt: Hvor opfattesen! før 1968 er, at det er vaget af roesæt, der bestemmer, hvike verber, der kan v)eges i en sætning, er aen efter 1968, at det omvendt er vaget af verbum, der bysteromer de semantiske roers ant~ og art (svarende ti opfattesen i vaensteo~ien). Imiderti~ forekommer hodmugsændringen angt fra tistrækkeig. Forhodet meem umverset ro~sæt og sættet af verber er stadig ganske udvendigt. 1 Nu opererer Fimore ganske vist mep føgende tre krav ti opstiinge.n af et universet roesæt: (a) sættet ska v~re opstiet sådan, at der adng kan forekomme fere tifæde af samme roetype i en sætning, med mindre (b) roerne er koordinerede (som fx i Manden (AG~NT) og konen (AGENT) gik sig en tur). Endvidere ska sættet (c) være opstiet sådan, at hver roe i en sætning adrig må bestå i en kombination af fere roetyper: Mens de to første krav ska sikre, at der abstraheres så moderat, at roekonfigurationen omkring de enkete verba~r stadig afspejer en semantisk forske meem db enkete NP'er i en sætning - v1 kan fx ikke have roen 'fænomen' eer 'entitbt, da den vi gøre ae NP'er ens, fx Manden (ENTITET) tog bogen (ENTITEt) - ska kra~ (c).s~kre, at ro!erne i roesættet forbiver primitive, så antaet af roer Ikke ns1kerer øgnmg ved 151

10 Peter Wide kombination. Begge krav ægger restriktioner på, hvad der kan forstås som et universet roesæt Som det er påpeget fra fere sider, er disse krav imidertid angt fra tistrækkeige. Ikke mindst sikrer de ikke sættet mod at være åbent over for ad hocudvideser. Og som Chapin så ganske rigtigt har anført det: A Case s~st~m whic~ permits the postuation of a new case to hande every probemabc mstance Is not a theory of substantive universas, but a notationa system for ad hoc description [... ] (Chapin 1972: 651; citeret fra Samers 1987: 25). Men herudover er det også spørgsmået, om kravene overhovedet er nødvendige, ja rimeige. Faktisk mener jeg det ikke - i hvert fad ikke, som de står hos Fimore. Jeg er for så vidt enig med Fimore i, at et roesæt bør figurere, så samme roe normat adrig forekommer fere gange i forbindese med samme verbum. Men det behøver på ingen måde formueres som overordnet, formet krav, sådan som Fimore gør det. Det gives aerede ud fra det forhod, at enhver semantisk roe atid er defineret som forskeig fra ae andre roer i sin reation ti verbet i en given sætning. Når man ser bort fra visse reciprokke konstruktioner som fx Drengene sås med pigerne, gæder det atid. Hvad disse undtageser i øvrigt angår, ser jeg i modsætning ti Fimore, der netop er bundet af sine generee krav, intet probem i i sådanne tifæde at operere med fere roer af samme type. De vi adrig komme i konfikt med hinanden. Men hvordan vi jeg nu med baggrund i ae disse sæt af konkret bundne semantiske roer egentig nå frem ti at bestemme et universet sæt roer? Hvordan kan jeg, sådan som probematikken er stiet op, undgå at bive stikkende i det konkrete? Det er sevføgeig det springende punkt i min kritik. Men her mener jeg med min dobbete aspektkakue at kunne give et svar. Er man viig ti at se enheden for definitionen af de semantiske roer, ikke i det enkete verbum, men i den samede aspektkakue, vi man hurtigt kunne finde frem ti et roesæt, der vi kunne kades universet. Som vi har set, danner den dobbete aspektkakue en konstruktiv sammenhæng af verber, der samtidig repræsenterer en forkaringskraftig abstraktion fra sammenhængen af ae verber i sproget: Iføge denne vi ethvert verbum i sproget kunne konstrueres med udgangspunkt i et eer fere af verberne i kakuen. I den forstand er kakuen universe - med de kvaifikationer, jeg har været inde på i 152 Aspektuee verbakasser og semantiske roer forrige afsnit omkring et muigt fravag ~enten være-serie~ eer Mvc-serien. Samtidig udgør kakuen i sig sev en konkret sammenhæng 1 betydmngen: ~en er i sig sev et brugbart sprog, sev i de[ tifæde, hvor man væger at tae om abstrakte mængder, fx matematisk definerede mængder. De.rfor udgø~ kakuen samtidig en tiforadeig matrice for konstrhktionen af forskeige semantiske roer (individer og mængder) i deres konkrete forhod ti.de verber,.de optræder sammen med. Men netop fordi enhver roe atid vi optræde 1 et kon~ret roemønster i reation ti et konkret - simret (være, have) eer kon.strueret ~bzve, øre få give) - verbum, vi den være dbfineret - ikke abstrakt 1 bet~dmngen: ;om' indgående i et sæt stående over for[ ethvert "tifædigt" ver~um sproget, sådan som Fiimares roer - men konkret: som en roe enten hiknyttet være, bive, gøre, have, f~ eer give eer tiknyt~et et verbum konstrueret med baggrund i et eer fere af disse seks verber. J Men netop derfor vi Fiimares krav v;re irreevante. Der ;'i ikke være nogen grund ti at opstie, hverken kravet om, ar der kun må være en roe?r. verbum, eer kravet om, at ingen af roerne må 9estå af sæt a~ træk: Des ':'I ae roer i den mereoogisk tokede aspektkakuy være ~ntyd1gt bes~emt deres ~orskeighed fra hinanden i reation ti dere~ respektive verbum 1 kakuen, hv1~ket gør regen om, at der ikke må være fere f?er af sa~me type i "samme sætmng, irreevant. Des vi ae verber, der er kqnstrueret pa baggrund af et eer fere ver b er 1 k a Ik u en, på den. ene side kunnci 1 beskrives præcist i deres konkrete o og sammensatte, men da måske ikke ænge* universee, roe. Des vi d~ pa den anden side kunne føres tibage ti et pas~ende sæt universee roer, hv~ket gør kravet om, at roerne ikke må være sa1:mensatte, irreevant for det umversee roesæt (og overfødigt for definitionen af mere konkrete. og sammensatte 1 semantiske roer). Men hvori består nu sættet af universe~e roer? Først og fremmest synes de roer, dyr kan angives i forbindese me~ de~ abstrakte, mereoogisk tokede mængde~re, at måtte være universe~e. Herti ma man også regne de roer, der kan kn~ttes ti mængden af spat1~-temporae punkter. Denne mængde sammenhodt m~d det årsagsbegreb, der er mdført med gøre og give, giver nemig netop, hvad der svarer ti de kantske tran~cenden.tae anskuesesformer tid og rum samt den tran~cendentae forstandskatego n kausaitet. 153

11 Peter Wide Jeg vi i det føgende forsøge at bestemme ikke bot et, men hee to sæt semantiske roer: des et sæt, som fremkommer gennem en tæt, mereoogisk tokning af de enkete entiteter i verden set i forhod ti de verber, de optræder sammen med i den dobbete aspektkakue; des et sæt, som fremkommer på baggrund af en kontroeret abstraktion over det første sæt roer. Ideen med at ade de semantiske roer forstå inden for rammerne af en matrice af på den ene side basae verber, på den anden side verber, der i mere eer mindre umiddebar forstand er afedt heraf, er ikke ny. Bandt andet har Chafe (1970) og på baggrund af Chafe også Cook (1979) forsøgt sig med en matricebaseret afedning af semantiske roer i sti med den her foresåede, ganske vist inden for rammerne af et betydningskompositionet, generativt semantisk paradigme. Deres forsag adskier sig derfor, men også af andre grunde, på væsentige punkter fra mit. Af het overordnet betydning er naturigvis, at deres grundag ikke udgøres af den dobbete aspektkakue. Det betyder b.a., at prædikativet får en het anden - og mere traditione - behanding. Hverken Chafe eer Cook opfatter denne grammatiske kategori som udtryk for en semantisk roe. Det fader imidertid het naturigt i min kakue, hvor sætninger som Træet står i skoven og Træet er stort på baggrund af den mereoogiske tokning af mængdeæren vi bive behandet ens. Før vi indeder undersøgesen af de semantiske roer, vi jeg først gentage skemaet fra forrige afsnit, men nu med syntaktiske kategorier anført under de respektive nominae, prædikative og okative ed i de forskeige sætningstyper. (Jeg væger "LOKALITET" i stedet for præpositionsforbindese e.ign., sev om betegnesen har semantiske konnotationer. Udtrykket ska imidertid i denne forbindese forstås udeukkende syntaktisk, i modsætning ti den roebetegnese "okation", jeg senere vi indføre). For at ette overbikket har jeg som syntaks vagt \nske 'nonnasætninger' (dvs. subjekt "!'id"tiet). Skemaet ser &!dan ud' 154 B ramme for A (A i fokus) A subjekt er A er subjekt B prædikativ i B okativ ~ A biver B subjekt prædikativ A kommer i B subjekt okativ C gør subjekt c subjekt Figur 6 A objekt kommer A. objekt B objektsprædikativ i B okativ Aspektuee verbakasser og semantiske roer A de af B (B i fokus) [B? B subjekt [B? B subjekt [C giver? C giver subjekt har har ~ får får A (som de)]? A dir. objekt A (som de)]? A dir. objekt B A (som de)]?? B A ind. objekt dir. objekt Jeg har angivet typen *grøn har træet s?m de, *grøn får t:æet som de og ~C. ræet som de der synes ejen~ommeig i dansk, kantet parent~s. a gzver grøn t d.kk' e genererer nag' en kendte semantiske roer, har jeg sat typen af samme grun, ørgsmåstegn i stedet for. i sp Lad os med ovennævnte syntaktiske otervejeser som udgangspunkt fors~ g~ at konstruere de semantiske roer, først for qen prædikative, dernæst for den o ah ve udgave af den dobbete aspektkakue. 155

12 Peter Wide Asnektuee verbakasser og semantiske roer Hvad den prædikative d o u gave angar, kan der opregnes i at 14 muige semantiske roer, nemig: 1 er (de af) 2 5 biver (de af) 6 9 gør O (de af) 11 3 har 4 (som tihør) 7 får. 8 (som tihør) 12 glver (som tihør) Ae disse semantiske roer e kk d.... r um e, og e er præcist defmeret gennem deres ~ea~enngdi den ~atrice,_ som _mængdereationerne, specificeret af de pågædende ro~e;;' u gør. VI kan -Idet VI åner mereoogisk terminogi -kade de respektive de-i-fokus-i-tistand 2 hehed-som-baggrund-i-tistand 3 hehed-i-fokus-i-tistand 4 de-~om-tihør-ti-hehed-i-tistand 5 ~e:hi-fokus-som-patient-for-tistandsændring 6 h eh ed-~om-baggrund-for-tistandsændring 7 e ed-i-~okus-som-modtager-af-tistandsændrin 8 de-som-hstandændring-modtaget-af-hehed g 9 gører i~ ~;Ih!d~~~~=~~;~~~~~~~~~~~!~~~s~~~r~~gr~fa~i~~:gr~~geatf-afø-gører U~cr -~~ 13 hehed-i-fokus-som-modtager-af-n d.. 14 de-som-tistandændring-modtaget-~;~~n hsædndr~ng-gifvet-:-af;giver e e -givet-a -giver De~ kan d nubbforetages en kontroeret reduktion i antaet af semantiske roer en o ete aspektkakue kan - som tidigere vist d. forskei k - ses som u tryk for :kei!e ::t;;!:~,t~~~:t~~:::e;a::~~~;~~~:s i r::~~~~iv~ s::::i:t~::ei~:~:r ~arver eres reation ti det verbum i verbaserien de for k ' vs. ~n:er fastho!dese af, at der ikke må fjernes nog:n entite~ero::~;:e:~7y~:~ :::~. unne væ ge føgende overordnede princip for en reduktion f d c angivne 14 semantiske roer: a e oven~or 156 I de omfung en entitet i verden aiide er bevet indivdueret gennem en bestemt semantisk roe i aspektka~en, vi vi bevare individuationen via denne semantiske roe gennem rester af kakuen (æst oppefra og ned og fra venstre mod højre). Vi når da frem ti føgende minimasæt a,'f semantiske roer 6 2 : er (de af) 2 har 1 (som tihør) biver (de af) 2. 2 får (som tihør) 9 gør (de af) 2 9 giver 2 (som tihør) atså i virkeigheden føgende 3 roer, ne ig DEL (), HELHED (2) og GØRER (9). Da disse roer iføge de antagne forudsæthinger ska tokes udeukkende prædikativt, vi det - svarende ti en tingsig m~tafysik - være naturigt at kade disse roer for henhodsvis TING eer OBJEK 1 (1), (fysisk) EGENSKAB (2) og AGENT (årsag eer intention) (9): Bien () er beskidt (2) Bien () biver beskidt (2) Jens (9) gør bien () beskidt (2) [Beskidthed (2) har bien ()] [Beskidthed (2) får bien ()] [Jens (9) giver, beskidthed (2) får bien ()] Hvis vi hoder os ti de normat kendte sp~og, vi have-serien ikke være reaiseret, hviket vi har angivet ved kantede parenteser. Som det kan ses af eksemperne vi di ovennævnte 3 roer i en dansk normasætning (i aktiv) være fordet på føgehde måde: OBJEKT vi være subjekt og EGENSKAB prædikativ i en intransitiv sætning; AGENT vi være subjekt, OBJEKT vi være direkte objekt og EGENSKAB objekt~prædikativ i en transitiv sætning. OBJEKT og AGENT svarer stort set ti F~mores OBJEcr og AGENT. Herti har vi yderigere tiføjet roen EGENSKAB, som *ormat ikke tidees roe-status i itteraturen om semantiske roer, og som atså,heer ikke figurerer hos Fimore. Imidertid må vi ud fra en mereoogisk anayse anse roen for en het norma semantisk roe, da den på inie med a~ øvrige semantiske roer fudt ud ader sig specificere som forhod meem de 9g hehed. Lad os efter denne behanding af den! prædikative tokning vende os mod den okative tokning af aspektkakuen. Her :finder vi igeedes et maksimasæt på 14 roer: 157

13 Peter Wide er i 2 5 kommer i 6 9 kommer O i 11 Vi kan kade de respektive roer: 3 har 4 (som tihør) 7 får 8 (som tihør) n giver (som tihør) de-i-fokus-i-okaitet 2 hehed-som-okaitet-for-de-i-fokus 3 4 hehed-i-fokus-som-okaitet-for-de de-som-tihør-ti-okaitet 5 de-i-fokus-som-patient-for-fytning-ti-okaitet 6 hehed-som-sutokaitet-for-fytning-af-de 7 hehed-i-fokus-som-modtager-af-de 8 de-som-modtaget-af -hehed 9 gører 10 de-i-fokus-som-patient-for-fytning-forårsaget-af-gører 11 h~hed-som-baggrund~for-fytning-forårsaget-af-gører 12 g1ver hehed-i-fokus-som-modtager-af-de-givet-af-giver de-som-modtaget-af-hehed-givet-af-give Ligesom for den ~ræ~ikative toknings vedkommende kan der her foretages en kontroeret reduktion 1 antaet af okative semantiske roer H.c 1.. v1s V ~ø ger pnn- Cppet fra ovenfor om, at en semantisk roe ska fasthode sin individuation hvis den aerede en gang er bevet individueret, får vi føgende sæt semantiske r~er: er i 2 komnier i 2 9 kommer i 2 2 har (som tihør) 2 får (som tihør) 9 giver 2 (som tihør) atså ~E~(~), HELHED (2) og AGENT (9), dvs. nøjagtigt de samme roer som i den præd1kat1v1ske tokning. Da kakuen her ska tokes okativt 1 t d t." d'k b' s e e ~or præ. at~vt 1ver ro~sættet imidertid idt anderedes: idet vi stadig hoder os ti en tmgshg ramme, vd det være naturigt at kade roerne i dette roesæt for OBJEKT () LOKALITET (2) og AGENT (9): 158 Der er benzin () på bien (2) Der kommer benzin () på bien (2) Hanne (9) kommer benzin () på bien (2) B~en (2) hr;r benzin () Bzen (2) far benzin () Hanne (9) giver bien () benzin (2) Aspeauee verbakasser og semantiske roer Vi har atså igen 3 minimaroer. Som vi kan se, er det eneste, der adskier den okative tokning fra den prædikative, at roen EGENSKAB er bevet erstattet af roen LOKALITET. I en dansk normasætning (i aktiv) vi de okative roer normat være fordet såedes: OBJEKT vi være subjekt og LOKALITET adverbia eer direkte objekt i en intransitiv sætning; agent vi være subje~t, OBJEKT direkte objekt og LOKALITET adverbia eer indirekte objekt i en transi 1 ~iv sætning. Sammenhoder vi roerne fra den prædikative og den okative tokning af den dobbete aspektkakue, kommer vi frem ti føgende minimasæt på 4 roer: OBJEKT EGENSKAB LOKALITET AGENT Det vi iføge min opfattese være det minimae, universee (i betydningen: transcendentae) roesæt for sprog, udsty et med en tingsig metafysik ti muiggørese af reference ti ting okaiseret/ i tid og rum og påvirket af agenter (virkende kræfter eer handeintentioner). Det mest nøjagtige og sigende sæt ro~r vi sevføgeig stadig være det maksimae sæt på i at 28 roer (14 prædikativ~ og 14okative roer), fordi roerne her ae vi være individueret ud fra den he't specifikke reation, de står i ti deres okae verbum (og derfor vi være muige at benævne uafhængigt af omtaen af noget verbum). Kan man imidertid ac~eptere det ovenfor vagte princip for reduktion af roerne - der reducerer dis$e roer ti antaet af entiteter i verden, men ser bort fra, hvordan de kan indiyidueres forskeigt gennem de enkete verber i kakuen - skue det ovenfor ~nførte minimasæt på 4 roer dog være fudt tistrækkeigt. Det gæder sevføgetig kun, hvis man - hver gang disse 4 roer optræder i en konret situation -; ser dem på baggrund af de konkrete aspektuee verber, de optræder sammen med. Roesæt, der overstiger 4 roer, men tager roer fra det maksimae sæt på 28 roer, vi sevføgeig kunne tænkes. Imidertid vi der her være tae om ikkenødvendige 'hybridformer'. En 'hybridfotm', der bringer mit minimasæt i retnii1g af mange forsag ti semantiske ro~r, vi være en form, der medtager 'modtagerroerne' fra det maksimae sæ~, atså roerne (7) og (13) i den okative 159

14 Peter Wide tokning. Denne roe vi svare ti den BENEFICIARY-roe, Fimore diskuterer, men samtidig forkaster i Fimore (1971). Som man kan se, adskier mit roesæt sig fra Fimores på væsentige punkter. Min påstand er, at diskrepansen meem mig og Fimore hovedsageig ska findes i, at mens mit roesæt er udedt ud fra en kar matrice (den dobbete aspektkakue) samt et kart specificeret reduktionsprincip, så savner Fimores roesæt netop et sådant grundag. Lad os se på noge karakteristiske igheder og forskee meem Fimores roesæt og mit minimae roesæt på 4 roer. Jeg har aerede nævnt, at Fimore manger EGENSKABs-roen, fordi han som så mange andre ikke ser den mereoogiske sammenhæng meem egenskab og okaitet. Jeg vi her bot henvise ti den tidigere diskussion. Som sagt svarer mine roer OBJEKT og AGENT stort set ti Fimores OBJECT og AGENT. Der gæder også for den okative tokning af de to roer. Hvad angår Fimores LOCATION-roe, er der et devis sammenfad med min LOKALITETsroe. Det er dog kart, at min roe - på grund af det abstrakte, mereoogiske grundag for roen -. er gjort angt mere abstrakt end Fimores. Hvad Fimores øvrige roer angår, dvs. EXPERIENCER, INSTRUMENT, SOURCE, GOAL og TIME, finder vi dem ikke i mit roesæt Men der er også en anden væsentig forske meem Fimore og mig: Vi har forskeig begrundese for ikke at vie operere med roen BENEFACTIVE som universe roe. Lad os først se på BENEFACTIVE, for om idt at vende tibage ti de roer hos Fimore, der ikke findes i mit roesæt Grunden ti at Fimore forkaster BENEFACTIVE (jf. tidigere) er, at denne roe iføge ham vi kunne forstås som et transformationet derivat af føgende type: Figur S => John did it for me ~==-----= --~ AGENT v OBJECf GOAL John gave S' forme ~ John do it Aspek '"badoss" og """"""''' mo'.. Jeg mener imidertid ikke, anaysen er hodbar. Ikke fordi, der er noge.t vejen med anaysen af det konkrete eksempe, atså John did it for me - faktisk anser.. t n den jeg anaysen her for het i orden: Sevfø~ehg kan man gtve noge ~ en an, som man har ti hensigt at føre hen ti yedkommende - men fordi eksempet vanskeigt kan bruges ti at tibagevise BErEFACTIVE som sevstændig, univ~rse roe. Fimores transformationee omto~ning af BENEFACTIVE som GOAL en "overordnet" sætning må - iføge det universaiserende sigte hos ham - være genere, dvs. GIVE atid må optræde i sammenhæng med e~ i~dej~e~ DOsætning. Derfor må der også atid for9komme en se~stæn~tg td~ntftcerbar handing DO i forbindese med handingen GIVE: Når Jeg gtver dtg en gave, skyder jeg den (rumig set) fra mig og ov~r ti dig; Når jeg giver panterne vand, hæder jeg vand fra kanden og over på p~nterne; osv. Det probematiske ved anaysen er im~ 1 dertid, at der forekommer masser ~f eksemper, hvor det er vanskeigt at identi iicere en DO-handing som sevstænd~g handing ved siden af GIVE-handinge. Fimores anayse g~der nok, nar modtageren er opmærksom på eer bevidst om, at få noget af gtveren. Her kan GIVE netop signaere dette forhod som et forhod ud over, at noget i.en eer ariden forstand biver skubbet fra giveren over ti en modtager, der da vt kunne anayseres som simpet GOAL. Men så snart modtageren ikke er sig denne transport bevidst - fx hvis det drejer sig ~m noge panter, der får. vand,.eer en agkage, der får gasur på - opstår der vrnskeigheder. Her må V ~em~g enten acceptere, at GIVE setikke yder noget ud over DO, atså at GIVE 1 reatteten er se~antisk set overfødig. Eer vi må antage, at der i disse tifæde er tae om en metaforisk brug af GIVE: Det, at jeg givfr pa~terne vand, ska forstås i anaogi med, at jeg giver dig en gave (som du sof bevtdst person modtager).. Begge dee synes imidertid uhedigt. I det første tifæde vi det være besynderhgt, om man havde et verbum, der kun havde betydninj i forbindese med visse former for DO, men ikke andre. I det andet tifæde tideks GIVE en konstruktiv sekundær roe - GIVE konstrueres med baggrund i DO t hvorfor konstruktionen for det første biver at for tung, for det andet beastes!mødigt af, at man nu ska forkare en række anvendeser som i virkeigheden metaforiske. Heroverfor mener jeg, at min anayse, der ikke afeder GIVE af DO, men stier DO og GIVE, atså gøre og give, på niv;eau med hinande~, og som?'d~ri~ere opfatter distinktionen meem de to ver~er som en grundiggende dtstmktion i fokuserings-aspekt, vi yde en angt bbctre anayse af sammenhængen meem 161

15 Peter Wide de to verber. Nu opererer jeg- som man kan se- ige så idt som Fimore med nogen BENEFACI'IVE-roe i mit minimasæt Grunden ti, at jeg ikke gør det, er imidertid ikke, at den skue kunne opøses i en konstruktion med et underiggende verbum DO, men at den ikke er begrundet i nogen sevstændig entitet i verden. Det, at den ikke er begrundet i nogen sevstændig entitet, betyder imidertid ikke, at der ikke skue være nogen modtager for give paraet med et OBJEKT for gøre. Tværtimod fremgår det også af mit maksimasæt af roer, at der findes en sådan modtager (roe (13)). Den er så sammenfadende med roe (2) i mit minimasæt, atså "LOKALITETs-roen. Lad os nu se på de roer hos Fimore, der ikke findes i mit roesæt Hvad Fiimares roe EXPERIENCER angår, mener jeg ikke, at den kan være universe. Ved at udskie EXPERIENCER-roen som særig roe ved siden af AGENT-roen, sådan som det sker hos Fimore, kommer man ti at dække over det forhod, at en EXPERIENCER i virkeigheden er en AGENT. En AGENT figurerer atid (hvis den ikke forstås eiptisk som en ting eer person, jf. tidigere) som en virkende kraft eer en empragmatisk konciperet handeintention. Men en virkende kraft eer en handeintention vi atid afsøre adaptabiitet i forhod ti omgiveserne, og dermed i virkeigheden tistedeværesen af sevstændige perceptuee fakuteter. EXPERIENæR-roen er dermed indbygget som aspekt i seve AGENTroen: Åbner jeg et vindue, er betingesen for, at jeg kan gøre det, at jeg kan erfare, hvad situationen er: Jeg må kunne se, at vinduet er ukket. Men det kader ikke på nogen særig EXPERIENCER i mig ved siden af min roe som handende: Åbner jeg vinduet, er der et jeg, der åbner vinduet, atså en AGENT. Men der er ikke nogen sevstændig roe EXPERIENCER ved siden af AGENT-roen. Heer ikke Fimore-roprne INSTRUMENT og GOAL synes at være sevstændige roer. INSTRUMENT kan konstrueres som en dehanding af en særig type handing, hvor man ikke direkte udfører noget, men gør det, man gør, ved at udføre en anden handing, der da vi være den pågædende INSTRUMENTdehanding (denne kan så evt. være kausat forbundet med den første handing, fx Han skaffede frisk uft i okaet (må) ved at åbne vinduet på vid gab (instrument)). Og tisvarende kan GOAL konstrueres som en dehanding, der ikke er INSTRUMENT i nogen yderigere dehanding. Det korte af det ange omkring disse roer er imidertid, at de - hvis de forstås såedes - i virkeigheden bot udgør konkretiseringer af de roer, der aerede indgår i min dobbete aspektkakue. De er muigvis universee - fx antages det normat, og med rette, at 162 :"T'"'"' ""bak=a og,~<mjis/æ m/a handen vi være umuig, hvis ikke vi var 1 stand h I vores handen at drage forde af den underiggende kausae strukfurering af vores erfaringsverden - men de synes ikke at kunne være transce~denta~ i betyd~in~en:. tihørende de uomgængeige spatio-temporae og kaus~e betmgeser. V1 vi at1~. (også) være i besiddese af et non-instrumentet anagt handeberedskab, hvor VI Ikke bot gør tingene men faktisk også gør dem uden at vide hvorfor 1 b ety d mngen:. ' me d hvike ~ider'. Denne 'fænomenoogisk gtvne' oprindeighed i vores handeiv er ganske vist ikke permanent: Den har sine årsager, som v~ g~nne~ b~vidstgørese undertiden vi kunne udnytte instrumentet. Det rokker Imidertid Ikke ved den kendsgerning, at vores handeverden atid fi have sine 'fa:nomenoogis~e ~rimit~ver', og at der atid vi være en sådan paggrund. Om Ikke and~ t vi v~ adng kunne komme uden om de såkadte basishandingd, dvs. handinger af typen: Han hævede armen, Han rystede på hovjdet. Her er man principiet afskåret fra at spørgeo med hvike mider? Her smet må og mider prin~ipiet samme~.. Hvad SOURCE-roen angår, er der tae rm en roe, der spectet knytter ~tg ti udgangspunktet for en bevægese ang~ en 'path' frem mod et GOAL 1 betydningen: en okativ sutposition. SOURCE-roen (og den tisvarende 'path' reaterede GOAL-roe) kan imidertid de~ineres ud fra den grundæggende deheheds-reation i min kakue 9 Hvad Fiimares roe TIME angår, er den indehodt i min semantiske roe 1 LOKALITET. Som universet eement i s~tningen findes tid des som tempus og aspekt, des som netop LOKALITET. Ekse~per på LOKALITET af tidsig art er: Et døgn har 24 timer; Dagen fik fere tinter (= det gik mod_ som.mer). Som det fremgår af eksemperne, er tid som ok"itet reationer meem hdspu~kter eer perioder. pa tid i forbindese med bive, ~øre,få og give ~)voverer: at tidspunkter og perioder ska være frie og fytbare størreser, men v1 norma~t tkke kan. fytte tingene rundt i forhod ti tiden - det kræ~er i hvert fad en kraftig ~bstraktwn f~a væsentige træk ved tidsbegrebet- er det sjædent, at tid som okaitet knytter stg ti andet end tistande, atså ti verbernevære og have. Det vi så være afsutningen på min s 1 ammenigning meem Fiimares og mit sæt af semantiske roer. Konkusionen må være, at det er en reativt udsigtsøs strategi at operere med et begreb om semantisk roe, hvor man b!ot i abstrakthed stier en sæt forskeige 163 :