BILAG 7: INTERVIEW MED I4 (UDFØRERDEL)

Transkript

1 BILAG 7: INTERVIEW MED I4 (UDFØRERDEL) Interviewer K: for Karen, N: for Nikita Interviewperson I4 K. Vi kunne godt tænke os at høre lidt om din baggrund, både om din uddannelse og din erhvervserfaring, vil du fortælle lidt om den? I4: Jeg er sådan set, startet som elev i Københavns Kommune for mega mange år siden, jeg kan ikke engang huske hvor mange år siden. Jeg var ikke særlig gammel, 17 år eller sådan noget og jeg er 43 i dag. Det var sådan en måde, man dengang kom ind i forhold til at starte med mere praktisk kombineret med at jeg gik på skole teoretisk, så skulle man finde ud af hvordan det var. Nogle var assistentelever og nogle var aspirantelever og den der var assistenselever, det var meningen at det var dem, der skulle blive sagsbehandlere i kommunen efterfølgende. Det var det jeg var. Så havde sådan nogle grundskoler, som man havde i Københavns kommunes egne skoler. Da jag var færdig med det, så sad jeg sådan set som sagsbehandler, men så valgte jeg så at arbejde videre på efteruddannelse, som indenfor vores område hedder socialformidler uddannelsen, som egentlig er tilsvarende socialrådgiveruddannelsen. Så den store forskel er at os, der var på socialformilderuddannelsen, har arbejdet praktisk før også, så vi har været ude og have fingrene nede i mulden inden vi kom ind og fik al teorien, hvor socialrådgiverne starter fra mange forskellige baggrunde og kommer ind og har meget lidt praktisk viden og starter som udgangspunkt som sagsbehandler, kan man sige med et mere teoretisk fundament og mindre praktisk, hvor vi mere har kombinationen. Så det er sådan lidt forskellen. Så har jeg arbejdet i Københavns kommune i rigtigt mange år, hvor jeg var 4 år på Vesterbro som elev og så 4 år på socialcenter Bispebjerg, hed det dengang, og så på et tidspunkt var der en masse stramninger i forhold til nu skulle man ikke anbringe børn og alt muligt, så valgte jeg at tage til Dragør Kommune, hvor man arbejder mere forebyggende og havde et meget tættere samarbejde med PPR, det er et pædagogisk rådgivning, hvor psykologerne sidder, som ligesom hører til skoleforvaltningen og så har man jo så socialforvaltningen på den anden side, hvor det mere behandlingsmæssige arbejde foregår. Så der havde man et meget tæt samarbejde med sundhedsplejersker og PPR, netop psykologerne, og så os på den anden side, som socialrådgivere. Det var simpelthen så fedt, at man fik den her kombination. Så der var jeg i 8 år til der faktisk kom den her stilling, som jeg så valgte at tage fordi jeg gerne ville prøve at være på den anden side af bordet, kan man sige, hvor man er mere udøver og ikke så meget myndighed og så er tættere på børnene i forhold til de processer, der sker og sådan noget. Det var det jeg synes var interessant. Så jeg har sådan set rimelig mange års erfaring indenfor socialt arbejde. K: Ja lidt på forskelligt plan? I4: Ja mest på myndighed og så på udøver her de sidste 8 år eller sådan noget. K: Hvor lang tid har du været i SOF i alt? I4: Ja det har jeg vel været i 20 år! K: Hvis du skulle beskrive en almindelig arbejdsdag for dig, hvordan ser den så ud?

2 I4: Den kan faktisk se meget forskellig ud, fordi det kommer lidt an på hvad jeg har i kalenderen, men en typisk arbejdsdag vil være at jeg møder ind om morgenen og tjekker lige mails og hvad der lige kan være opstået fra dagen før, der skal samles op på, børn der har det svært. Der er tit nogle fx så får man en mail fra en plejefamilie om morgenen, at nu har morgenen været sådan og sådan, så vær lige opmærksom på det og så skal jeg lige sparre med mine kollegaer, pædagogerne og lærerne så de er klædt på til at gå ud og tage sig af det. Så har man tit møder, som jo tit er statusmøder eller samarbejdsmøder af forskellig art, hvor at nogle gange er det med børnene, nogle gange med netop igen PPR og socialforvaltningen, som er dem der ligesom i samarbejdet betaler for at barnet er her hos os. Så der har vi jo faste møder på alle børnene 2 gange om året, hvor man snakker om hvordan det går med udviklingen og de mål der er og hvad retning går det i osv. Så dem har jeg jo tit mange af, for hvis man forestiller os at vi har de her 36 børn, så kører de jo et rul hele tiden, så vi jævnligt har de her møder. Så har man jo selvfølgelig alle de møder, som opstår fordi, der er et eller andet der er brug for ekstra indsats på og så har vi jo samarbejde med idrætsprojektet og nogle andre ting, hvor man så kan holde nogle samarbejdsmøder om, hvordan kan vi lave fælles indsats her. Så har jeg børnesamtaler med de børn vi har her i forhold til hvor er vi henne i forhold til de mål vi arbejder med og når vi skriver udviklingsplanerne at de ligesom også bliver taget med ind i hvordan vi ser på det og hvad tænker de selv, og på en eller anden måde bliver inddraget i de mål der er og også i metoderne. Fungerer det på den her måde, eller fungerer det ikke? Så det bruger jeg også en del tid på. N: Hvor gamle er de når de går her? I4: De er mellem 6-17 år, så det er sådan et rimeligt bredt spektrum indenfor skole alderen. Men vi har ikke børn. Vi starter dem i 0.klasse her og de slutter i 9. klasse, hvis de er her hele tiden. Så kan man sige at en stor del af min opgave er også sparring i løbet af dagen og det er jo så det, der opstår, som man ikke kan vide hvor meget er. Det er rigtigt meget både forældrene, samarbejde med forældrene og så er det samarbejde med mine kollegaer, pædagoger og lærer, der kommer ned og vender nogle problemstillinger. Hvordan griber vi det her an og nu har hun gjort sådan, hvad gør vi så i stedet for? Så det bruger jeg også rigtigt meget tid på. K: Så meget alsidig? I4: Ja det kan man sige, den er sådan lidt forskellig. K: Det lyder som om I arbejder meget tværfagligt her? I4: Det gør vi, det er en meget tværfaglig institution. Vi har også en psykolog tilknyttet. Så man kan sige, S og jeg, som laver det samme og så A, som er vores psykolog, vi er ligesom et lille team, hvor vi også sparrer. Nogen gange så mødes vi på det større, vores børnekonferencer, hvor lærer og pædagoger også er med, hvor vi netop snakker om helheden omkring barnet og hvordan kan vi arbejde sammen i de processer, der er lige nu. K: Så der er nogle teams, hvor I arbejder sammen? N: Men er det så mere internt at der er det eller? I4: Ja altså i forhold til det direkte arbejde med børnene, så tænker jeg at så er den store tværfaglige del her. Så kan man jo så sige, at vi er afhængige af vores samarbejdspartnere på socialcentrene, altså myndighed, sagsbehandlerne og PPR psykologen, som er med til jo i sidste

3 ende, hvor skal barnet være og hvad retning skal det gå. Skal det være her eller skal de ud i skolen. Der kan vi jo anbefale, men det er ikke vores beslutning, det er deres beslutning sammen med forældrene ik. Så på den måde kan man sige at der har vi jo løbende samarbejde og hvis vi tænker at nu er der noget der gør at det her ikke er tilstrækkeligt eller at der skal noget mere til, så vil vi jo kontakte sagsbehandleren og snakke med dem om det. Nu kan vi se at der er bruge for det og det og i hjemmet er det sådan og i fritiden er det sådan eller et eller andet ik. På den måde har vi også meget tværfagligt samarbejde. K: Hvor meget kontakt har I med familien? I4: Det er meget forskelligt. Jeg tænker det er jo altså i forhold til en folkeskole, så har vi jo rimeligt meget kontakt med forældrene fordi vi jo er mere gearet til at få hvis der lige er en eller anden, der lige ringer herind om morgenen og lige fortæller, har de sovet godt om natten og har det været en god dag eller er der noget vi skal være særlig opmærksomme på. Der er nogle forældre, der gør rigtigt meget brug af det og så er der nogle forældre, som bruger det mindre, men som bare tænker at det er rigtigt rart at barnet er kommet hen et sted, hvor der ikke bliver ringet til dem hele tiden, fordi der er alle mulige vanskeligheder. Der kan man sige, der har vi jo selvfølgelig også kontakt på den måde at vi fortæller både hvad der går godt og hvad der går skidt, men nogle gange tænker vi også at når vi kan håndtere, det herude, så skal vi heller ikke belemre forældrene hele tiden med at nu har han haft en konflikt her og der. Det samler vi lidt op og giver det lidt løbende, fordi nogle af forældrene har også brug for ro og fred på den måde. Så har vi nogle forældre, hvis det er en rigtig svær situation, og barnet lige pludselig reagerer på en masse ting. Så kan vi jo have ekstra meget kontakt og have møder og prøve at arbejde med forældrene om, hvad kan I gøre anderledes derhjemme og er der nogle ting vi kan sætte op. Vi hjælper nogle gange familierne med at strukturere nogle ting, derhjemme fx. grænsesætning og øge forståelsen, hvad det er barnets vanskeligheder er. Fordi tit når de kommer herud, så bliver de jo også hvis de ikke er afklaret eller udredt så hvis vi kan se at der er et eller andet, andet så hjælper vi jo med at få lavet en udredning på Bispebjerg. Så finder man måske ud af at der er et eller andet særligt med dem og så i den proces med forældrene give en forståelse for, hvad betyder det så, hvis mit barn har autisme. Der er vi jo også meget vejledende og guidende i forhold til den del. Så det kan vi have meget eller lidt omkring her. N: Har børnene primært en diagnose, hvis de er her? I4: Rigtigt mange har vil jeg sige. Hvis de ikke har en ADHD eller en ADD diagnose eller autisme så har de en tilknytningsforstyrrelse. På den måde kan man sige, at der er også nogle, der ikke har, men grundlæggende kommer nogle af dem, der ikke har diagnose, kommer af nogle familier, som har haft svært ved at skabe struktur og overblikket og sætte grænser eller nogle andre ting. Eller der har været nogle omstændigheder, fx at de har mistet deres ene forældre eller der har været vold i hjemmet. Vi har rigtigt mange børn, der har noget med tilknytning og så har vi jo en del børn, som reagerer med ADHD. Vi har nogle autister og asberger også. Så det er sådan lidt en blandet landhandel efterhånden. Vi har jo også sådan begavelsesmæssigt, altså egentlig er vi jo et tilbud til normalbegavede børn, men mange af de her børn, som har de her vanskeligheder, de er ikke helt normalt begavede, så de der grænser flytter sig jo hele tiden. Så har man et ønske om at der er jo nogen, der skal kunne tage dem. Det gælder jo generelt af nogle lignende tilbud som vores. Vi prøver at indrette pladserne så de går sammen med nogle, der er så ligesindede som muligt.

4 K: Vi bevæger os lidt over mod TPF, da det er det vi kigger på. Hvis vi bare siger TPF, hvad tænker du så? I4: I forhold til den måde vi også er blevet præsenteret for projektet, der er TPF egentlig bare at det er en.hvad skal man sige det er et karte blanche til at arbejde lidt som vi gjorde i forvejen, men nu vælger vi alle sammen at gå i den retning. Det handler om at inddrage familien. Det handler om at arbejde anerkendende. Det handler om at inddrage de unge meget mere og give dem en stemme på en anden måde. Og så handler det også lidt om, altså det har vi jo prøvet før i Københavns Kommune, det der med at få et fælles sprog. Altså prøve at være, selvom vi er forskellige enheder og forvaltninger, som nogen gange har hver sin måde at se tingene på, så hvordan kan vi mødes, så vi sammen kan løfte det bedste for familien og i sidste ende skabe ressourcerne i familien så vidt muligt, så vi løfter familien. Det er sådan det jeg tænker er det positive i TPF. Så det handler om hvordan man får samarbejdet tættere, også måske særligt med myndighedsområdet og det er jo også noget af det, der var i hele projektet, det var om man skulle prøve at tilføre nogle flere ressourcer, det er jo så primært på myndighedsområdet kan man sige, men det har vi jo også altså der, hvor jeg synes jeg har kunne mærke nogle positive effekter, det er jo at for nogle af dem på ungeområdet, der synes jeg der har været nogle af vores børn herude, hvor det har været nemmere at have et tættere forløb med sagsbehandleren. Ikke nødvendigvis fordi man har kaldt det TPF projekt, men fordi det er sådan lidt en afledt effekt af at nu har de fået de her ressourcer, så de måske er blevet opnummeret med nogle, så sagsbehandlerne er mere tilgængelig og vi kan have en løbende proces og snakke eller drøfte, hvordan griber vi den her problemstilling an og giver det mening at det er dig, der tager ud og snakker med barnet eller skal jeg osv. Det synes jeg faktisk har været rigtigt positivt. Så det er nogle af de afledte effekter, der har været, men det er jo også svært at vurdere om det er, hvem der er sagsbehandler eller om det også rent faktisk er fordi de har fået de der ressourcer. Men det har i hvert fald været positivt, men det er ikke sådan at jeg kan sige at det gælder for alle. Det er det ikke, der er jo stadig nogle andre, som vi har meget meget svært ved at få kontakt med. Der er jo stor udskiftning på de pladser og det betyder også at man starter lidt forfra ret mange gange. K: Hvad gør det for samarbejdet? I4: Jamen altså for mig så gør det at så starter jeg forfra, men altså det er selvfølgelig lidt trægt. Som jeg sagde før, så har jeg jo siddet på den anden side, så jeg kender også godt nogle gange vilkårerne. Jeg tror min tolerence er større en pædagogerne og lærernes fx er. De kan jo godt blive enormt frustreret over at det kan tage så lang tid, hvor jeg tænker nogle gange at det er fordi jeg ved, hvor mange møder de har. De har mange bolde luften og der kan jeg måske bedre forholde mig til det. I forhold til børnene, så synes jeg det forskubber processen rigtigt meget og det jeg synes faktisk næsten, og det har jo så ikke så meget med TPF at gøre, men det her med udskiftningerne, det betyder at der er sådan lidt en tendens til at man hver gang der starter en ny sagsbehandler, så skal de lige have familien ind under huden. Man skal lige mærke efter, så det der med bare at læse sagen op og sige: nå det er her vi er nået til, så tager jeg udgangspunkt i det og går videre. Det er ikke min oplevelse at det sker særligt tid, så derfor er det i hvert fald både min og børnenes oplevelse at de starter forfra hver gang. De skal ligesom fortælle deres historie en gang til. Vi skal sidde og fortælle nogle af de ting vi har sagt og det synes jeg nok er den største udfordring ved at der er så stor udskiftning. Det handler jo også lidt om, hvordan vi som mennesker er tænker jeg. Jeg er jo også, hvis jeg skulle gå ud og anbring et barn, som jeg slet ikke selv havde været så meget i kontakt med, det er jo en rigtig svær opgave og jeg tror også det lidt er det der sker, for så skal man lige fornemme om er det nu også jeg ser det, men det skaber

5 bare lidt problemer, for børnene har en gang fået at vide, at det er her vi er. Så vi kan ikke blive ved med at sige til barnet at vi skal lige kigge på det en gang til. Det synes jeg faktisk er en ret stor udfordring. K: Hvad skyldes den store udskiftning? I4: Det er jo svært at svare på når man ikke er der, men jeg tænker at det handler om at det er benhårdt arbejde, tænker jeg. Altså det er jo benhårdt at arbejde med andre mennesker hele tiden, det er jo også meget berigende, men hvis ens rammer og omstændigheder for at udføre arbejdet i sådan ikke rigtigt følger med, når man så skal levere og give så meget af sig selv, for at få det til at hænge sammen, så tænker jeg så bliver folk trætte og så er det meget sådan nogle unge dygtige, der bliver ansat som jo tager de der rutine år, lige først så de får erfaringen og så skynder de sig videre til noget andet. Eller læser videre. Altså vælger nogle andre veje og det sker bare rigtigt tit. Jeg tænker, der er jo også nogle der går ned med stress, og nogle tænker at det var slet ikke mig og sådan noget. Det er jo svært, for jeg er jo ikke derude mere på den side af det, men jeg ved jo selvfølgelig også selv, at vi bliver jo også ramt på en anden måde af de vilkår, der er politisk og sådan nogle ting. Det er jo når man arbejder i et politisk system så svinger vindende lidt og så lige pludselig så skal man arbejde i en helt anden retning end man gjorde før og nogen gange giver det mening og andre gange gør det ikke. Det er svært at arbejde med, hvis det ikke giver mening og så se hvordan det påvirker de børn, når man er så tæt på dem. K: Det lyder til at I er vant til at der sker mange omstillinger? I4: Ja det synes jeg. Det var man også i forvaltningen. Det er lige før at jeg vil sige, at der var det vildere, men det er det måske ikke. Efterhånden er det også herude, der sker det også. Men vores grundform, kan man sige, kører videre her og så kan man sige, at det der så skifter det er, altså vi har ligesom vores måder at arbejde på og så på et tidspunkt herude blev vi jo også en forsøgsinstitution, som skulle arbejde med PALS, som er sådan en metode, som man har arbejdet med i UAS og i Norge og som egentlig var lavet til folkeskoler. Det synes Københavns Kommune at vi skulle prøve på specialskolerne og det var vi sådan lidt OK. Men det har vi selvfølgelig gået på, og været igennem det her forløb over flere år og nu efterhånden, så er vi jo faktisk det man kan kalde en PALS institution nu. Vi arbejder med de metoder systematisk og der er masser af fordele ved det. Det kan jo bare ikke stå alene, det er ikke sådan at man bare tænker, så er alt lykkes. Så skal man bare stadigvæk arbejde psykodynamisk og miljøterapeutisk også, men det kan sagtens være en metode, som gør at vi netop har et fællessprog og arbejder samme vej. K: Så i er sådan vant til at tage imod, når der sker forandringer? I forhold til andre omstillinger, hvordan synes du så at det her tæt på familien adskiller sig? I4: For det første, så synes jeg det adskiller sig lidt ved at de har lavet de her lidt større foraer, hvor man møder op og får sådan en fælles introduktion, hvor man samler forvaltninger på tværs. Altså så man samler nogle fra udøverdelen og myndighedsdelen. Nogle af de unge, som har gjort brug af forskellige tilbud. Sidst da vi var ude til sådan et arrangement, hvor de fortalte om, hvordan er nogle af de her forløb, som man har sat i værk, så lykkedes. Der var der nogle unge, der var ude at fortælle hvordan de havde oplevet at få en stemme og sådan noget. Det synes jeg da var fantastisk! Det er jo lidt en ny måde at arbejde på, hvor man inddrager borgerne meget mere aktivt. Det synes jeg var vildt fedt, fordi det giver også noget energi til os andre og det giver noget udveksling, når vi nogle gange tror vi ved, hvad det er der er brug for, jamen så sidder der

6 lige pludselig nogen af dem det handler om og siger: jamen egentlig havde vi mere brug for det end for det. Noget vidste man godt og noget var nyt. Men det var noget nyt at man inddrager i vores lukkede professionelle rum, at borgerne kommer så tæt på og det synes jeg er vildt fedt. Det er også mit indtryk at det synes de fleste, der har oplevet det. Der er ikke sådan nogen der har modstand på det, tværtimod. K: Så TPF adskiller sig en del fra andre forandringer I har været igennem? I4: Ja det synes jeg for man kan sige, man har også forsøgt at involvere gulvniveauet mere, og så kan man jo så sige at der er nogen, der er mere involveret end andre, og lige herude har vi så ikke været så meget en del af det, fordi man skulle i starten komme med nogle projekter og så skulle man ligesom starte dem op. Der kan man sige, at der var vi så ikke nogle af dem, der kom med i første pulje. Så vores projekter, de stod lidt på hold, så var der så nogle andre, der blev kørt igennem. På den måde har vi ikke fået et forsøg på et officielt projekt, men så har vi lavet vores egne små ting omkrig samarbejde og sådan nogle ting. Men at komme ud og høre om, hvordan nogle af de andre var lykkes, var jo vildt fedt. Det er jo præcis det, jeg også tænker, der kan komme ud af noget af det. Der har man jo forsøgt også at tage både nogle der arbejder på gulvet og nogle ledere ud, og på den måde få i spil med: hvad forestiller I jer der er vigtigt og alt sådan noget. Man har forsøgt at inddrage både borgerne og medarbejderne og lederne i, hvordan skal vi få det her til at være. Det er også sådan en lidt ny måde at gøre det på. K: Hvad synes du er særligt fedt ved det? I4: Altså, hvis jeg havde været med i inddragelsen fra starten af, jeg ville jo gerne have været mere med, men det er som det er, så er der nogle andre, der har været med. Vi kan jo ikke alle sammen gøre det, vi er jo en kæmpe kommune. N: Er der nogen særlig grund til at nogen, der er valgt? I4: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror bare at man har tænkt at hvis vi har 3 institutioner, der ligner hinanden, så er det kun nødvendigt at der er en af dem, der er med i første omgang og så var det bare en anden, der var heldig. Men det er ikke sådan at jeg tænker at vi er blevet valgt fra og sådan noget. Det tænkte jeg ikke specielt. Jeg tænkte bare at det jo også har været fint nok i forhold til nogle andre opgaver vi havde og jeg har også været med ude i starten. de havde sådan nogle workshops, hvor de gerne ville have vores holdninger til, hvad vi kunne forestille os der kunne være faldgruber og sådan noget, der var jeg med og kom jo på banen med de ting jeg havde. Jeg synes bare det var da så spændende at jeg tænkte, at jeg vil da mere! Det var mere det. Så jeg synes at det har været rigtigt fint, det der med at prøve den der græsrodsting der, at prøve at få de dele i spil, det gør jo også at man på mange måder kan engagere folk mere, når man selv føler at man har en aktie i det. Jeg tænker også at det lidt har været hele tanken bag. Det her med at hvis man selv har været drivkraften, så er man også mere med og tager ejerskab for det der skal ske. K: Når du så ikke selv har været med, eller når I ikke har været med, hvordan føles det så at høre på alle de her projekter? I4: Det føles bare fedt, når det lykkes tænker jeg. Så har jeg valgt at tage det som inspiration til hvad kan vi bruge i forhold til vores. Nu var Stine og jeg ude på den der dag, hvor de samlede op på det hele, og der synes jeg jo der tænkte jeg mere, hvad kan vi bruge herude? Vi behøver jo

7 ikke opfinde den dybe tallerken ti gange, det er der jo ingen grund til, så hvad af det, som andre har gjort, kunne danne grobund for os som vi kunne bygge videre på eller skabe vores helt eget. Så egentlig mere som inspiration og så tænkte jeg også at det var en super mulighed for at networke, så det var bare om at altså jeg brugte det jo rigtig meget til at fange folk, der var indenfor og lige få udvekslet kontaktoplysninger og kan vi finde ud af noget? Kunne det give mening i forhold til den gruppe vi har her. Så sådan noget, det brugte jeg det rigtigt meget til den dag. Jeg har jo også netop omkring Idrætsprojektet fx fået et meget tættere samarbejde med dem i forhold til de unge vi havde herude, fordi det at kunne se, hvad vi kunne bruge hinanden til. Hvordan kan vi lære hinanden bedre at kende og hvordan kan vi få et konstruktivt samarbejde til at køre for at de her unger, kan komme bedst muligt igennem. Så jeg tænker egentlig bare positivt. Så det har været fint. K: Det lyder som om du generelt trives godt med forandring, har jeg ret i det? I4: Hehe (rømmer sig). Jeg tænker, det kommer meget an på altså kan jeg godt lide at køre med livrem og seler nogle gange, men jeg tænker at det kommer an på, hvad det er for en forandring. Hvis det er en arbejdssituation, hvor det er udvikling, så er jeg helt på. Så synes jeg det er super fedt. Hvis det var hjemme i min egen lille base at der skete alt for mange forandringer, så ville jeg ikke synes det var særligt fedt. Så jeg tænker, at når man har sine egne ting på plads og sådan noget, så kan man jo arbejdsmæssigt rumme mange ting og så synes jeg bare det er fedt at udvikle i stedet for at stå stille. Jeg vil bare gerne have at der er en mening bag. Det synes jeg der har været i det her TPF og derfor synes jeg det er vildt fedt. Nogle gange, når de kommer med noget og nogle har fået en fix idé, som ikke er gennemtænkt, så kan jeg godt blive sådan en modstand, det bliver jeg nok aldrig, men jeg kan godt blive sådan lidt skeptisk og sige, hvordan skal det spille ind, sammen med det som faktisk fungerer? Altså fordi, det er jo fint at udvikle noget til noget, der bliver positivt og som spreder videre. Men det er jo ikke fedt at udvikle noget der fungerer til noget, bare for at prøve noget nyt. Så det er lidt den afvejning. Det synes jeg også at vi har prøvet nogle gange. Så kommer der nogle med en eller anden skabelon ovenfra og siger at nu skal vi arbejde med det. Det skal vi jo, så det gør vi jo selvfølgelig men der kan jeg godt tænke nogle gange: så gør jeg sådan at jeg deltager aktivt, når der kommer nogen ud og siger at de gerne vil interviewe os for at finde ud af, hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Så siger jeg Yes, jeg er på og så fortæller jeg om det der fungerer og det der ikke fungerer. Men der har jeg også en forventning om at det så bliver brugt til noget. Så når det så to gange bliver vist, at det ikke bliver brugt til noget så bliver jeg sådan lidt - aahhh. Så på den måde vil jeg rigtigt gerne have udvikling og forandring, men ikke bare for forandringens skyld, men fordi det giver mening. K: Og det gør TPF? I4: Det synes jeg, rigtigt meget. K: Vi har en lille opgave til dig, som også handler om TPF. Det vi vil spørge om er hvad der belaster dig i forhold til TPF og hvad der begejstrer dig i forhold til TPF. Med belaster, der tænker vi kunne stresse eller presse dig i hverdagen. Og med begejstring tænker vi mere på, hvad der kunne motivere dig eller give dig glæde i din hverdag. Vi vil bede dig om at skrive 3-4 ting ned på postits.

8 PAUSE MENS ØVELSEN STÅR PÅ: I4: Det kan godt være at hvis jeg havde siddet med det, ville tænke om hvordan man kommer til enighed. K: Hvad har du skrevet i forhold til hvad der belaster? I4: I forhold til belaster, der tænker jeg noget med at finde ressourcerne til hurtig indsats. Det er det der er lidt anderledes. Så noget til fleksibilitet i forhold til at når man arbejder på en skole, så er det meget med at man arbejder efter et fast skoleskema og det er lidt firkantet og det er det jo blevet endnu mere efter skolereformen fordi vi jo også er underlagt, selvom vi har en anden type barn, så skal vi sådan set have de samme antal timer og den samme undervisning som man skal i folkeskolen, bare med nogle andre vilkår og nogle andre forudsætninger. Så det betyder, at vi fx skal have fysik og have tysk og alt det her. Skemaerne ligger jo meget ding, ding, ding og så skal vi låne lokaler der. Så det er svært at være fleksible altså når skemaet ligger og når man arbejder med TPF, så er man også nogle gange nødt til at være lidt fleksibel i hvor kan vi mødes og hvordan kan vi flytte os hurtigere og det kan det være svært indenfor sådan et firkantet skoleskema, at hive folk ud på de rigtige tidspunkter. Det tænker jeg lidt, at det er lidt den der udfordring, der er. Hvis vi så havde kørt nogle projekter, kan det godt være at noget af det, der kunne blive en udfordring, det kunne være hvordan man når til en enighed om, hvordan man ser det der er brug for. Det er jo også noget af det, der er spændende, kan man sige. Det ved jeg jo ikke om det ville være sådan, men der har vi jo nogle gange forskellige vinkler, alt efter om vi sidder på den ene eller på den anden side. K: Hvad var det første du sagde, det tror jeg ikke helt jeg forstod - finde ressourcerne til hurtig indsats? I4: Jamen det er fordi at noget af det der ligger indenfor konceptet med TPF, det er også at vi kan hurtigt mødes og hurtigt inddrage og stille op og være fleksible i den del, og der kan man sige det med at vi får jo ikke ekstra ressourcer herude, ligesom forvaltningen. De siger, kan vi mødes i morgen? Og der kan man sige, at der er det lidt en udfordring for os at kunne stille så hurtigt op. Ikke fordi vi ikke gerne vil, men fordi netop alle de andre ting. Så jeg tænker at det lidt det der måske i og med at der ikke er ressourcer tilknyttet til den her del af projektet, så skal vi sådan set levere en mere effektiv hurtig indsats til nogen der har brug for det, mens vi samtidig skal have resten af biksen til at køre. I forhold til at begejstre, så tænker jeg at det er den med at have et fælles samarbejde og en fælles indsats. Det synes jeg er vildt fedt. At man sådan på tværs af forvaltninger begynder at finde ud af, hvad kan vi gøre sammen og bringe de ting i spil. Så synes jeg det der med at tænke i muligheder i stedet for begrænsninger, det synes jeg også er en del af det. Det ligger lidt i konceptet. Og så det med inddragelse af borgerne, det synes jeg er vildt fedt. K: Nu siger du meget det der med at det fælles samarbejde. Har det ændret sig meget under TPF? Hvordan var det før og hvad er det nu? I4: Altså, neej jeg ved ikke om det har ændret sig meget, men jeg tror mere vi har fået det der fælles 3. Altså så hvis vi ligesom har projektet, som det fælles, så kan vi mødes omkring det og så sige: hvordan får vi det her til at komme i spil? Og jeg synes hele fokusset på, altså det her med at vi har forskellige indfaldsvinkler. Altså vi er jo tættere på barnet, dvs. vores vinkel bliver jo også

9 hele tiden, hvad er barnets behov, hvordan reagerer barnet. Hvad betyder det for barnet. Når man sidder oppe på forvaltningen, så har man rigtigt mange ting. Man har nogle politikere, som et eller andet sted er tættere på, på et eller andet niveau. Man har en leder der bestemmer, hvordan økonomien ser ud. Man har nogle forældre, der presser fra den ene og den anden side. Det er lidt en anden situation, så deres fokus er jo lidt mere helhedsorienteret. Det skal vi jo også være, men vi har barnet tæt på, så vi bliver jo meget fokuseret på barnet og de to ting, kan jo nogle gange godt komme til at gå imod hinanden fordi barnets behov er ikke nødvendigvis forældrenes behov. Så på den måde tænker jeg at det lige pludselig giver os mulighed for at snakke på en anden måde sammen, så de også begynder at sige, nå det er også derfor i holder fast i at det er så vigtigt. Hvordan kan vi så, når jeg har den her viden, hvordan kan vi få det til at spille sammen? Og der er måske blevet en lidt mere, i nogle sammenhænge, lidt mere åbenhed til at gå ind og finde fælles løsninger. Men jeg vil så også sige, at der er nogle ting vi har oplevet, hvor vi bliver lidt overraskede over at når nu vi skal arbejde fælles, at der så også i nogle kontekster, hvor kortene bliver holdt meget tæt til kroppen, altså fra myndighedsside, så nogle ret væsentlige ting, bliver vi faktisk ikke informeret om. Om vold i hjemmet eller andet. Altså ting der har direkte betydning for et barn. Eller tyverier eller sådan nogle ting, hvor man kan sige at vi har barnet herude til hverdag og der er virker det lidt som om at så der synes jeg ikke at den der del er kommet ind, for vi er sådan set samme forvaltning og der skal vi jo tænke, hvordan hjælper vi bedst den her familie. Så nytter det ikke at vi kører to forløb vel. Det tror jeg ikke har noget med TPF at gøre, det er mere noget med at bryde nogle barrierer ned og få det tager noget tid. N: Var det anderledes før? Eller har det altid været sådan at I selv skulle opsøge den viden? I4: Ja, jeg tror bare ikke at vi opdagede det, hvis vi ikke blev informeret før måske. Altså nu kan det være fordi at man har flere samarbejdspartnere, der snakker sammen, så opdager man det lige pludselig eller Vi har også et CSC, sådan et IDB system, der er fælles lige pludselig. Det vil sige at vi har lige pludselig adgang til at vi kan se nogle ting. Vi kan se at der er en overskrift, der hedder, at nu skal barnet i retten omkring et eller andet og vi tænker hvad? Hvorfor har vi ikke fået noget at vide om det og så kan vi jo ringe til sagsbehandleren og sige Hvad sker der? Så på den måde kan man sige, at det der med at vi bedre kan følge med. Så jeg er ikke sikker på, jeg ved ikke om vi fik det at vide før, men jeg tænker, at da jeg selv arbejdede som sagsbehandler, så tænkte jeg det var rigtigt vigtigt, at hvis man er bange for tavshedspligten, så er det jo et spørgsmål om at ringe til forældrene og sige: det her det er så vigtigt at det tænker jeg at dit barns skole skal vide, så de kan hjælpe dit barn bedst muligt og der er jo ikke ret mange forældre, der siger nej til det. Så det er egentlig den jeg tænker, at det må de godt gøre noget mere af, fordi og jeg ved faktisk ikke hvorfor de ikke tænker det? N: Altså har de tavshedspligt overfor sådan en som dig? I4: Ja det er jo det. Vi er jo sådan set samme forvaltning, for vi er et tilbud under Socialforvaltningen. Myndighedssagsbehandleren har jo ikke i udgangspunktet, tavshedspligt hvis det er væsentlig viden, men det er jo heller ikke meningen at man skal sidde og give alle mulige oplysninger videre. Det skal ligesom have en begrundelse. Så jeg tænker at det handler mest om at de tænker: Nå, det er ikke så væsentlig eller nå, det ligger i vores regi eller sådan noget. N: Fordi de har en tankegang om at det har været opdelt? I4: Ja måske. Og så tænker jeg også at det måske er fordi der sidder nogle andre. De der, som jeg

10 siger, nogle unge meget teoretiske og dygtige folk, men hvor der tidligere har siddet nogle andre og måske mere rutinerede, som arbejdede mere ud fra den ting med, hvordan får vi de her processer til at lykkes? Og så kan man sige, der er jo aldrig tavshedspligt, hvis forældrene giver samtykke, så når det giver mening, så er det jo et spørgsmål om at snakke med familien om at det giver mening at gøre sådan her. Så det er bare den del, jeg tænker at de skal tænke med ind. Det ved jeg faktisk ikke hvorfor de ikke gør, fordi der er jo også nogle, hvor det fungerer fint ikke. K: Kan det have noget at gøre med at man før har tænkt meget, som to dele, du sagde noget med at bryde nogle barrierer ned. Kan det have noget med det at gøre? altså at man tænker, jeg har en sag her men I tænker jo også at I har en sag her, hvor det lyder som om førhen ikke har været så meget kommunikation mellem de forskellige instanser? I4: Ja det tænker jeg i hvert fald også der har. Så tænker jeg måske også at der er noget i den her myndighed kontra udøverdelen. Fordi jeg synes jo at når man har siddet i forvaltningen, der er et nemmere at samarbejde på tværs, men jeg tror måske at de nogen gange tænker os sådan lidt som et tilbud, man køber ude i byen mere end som en del af forvaltningen ik. Ligesom, hvis de købte en privatvirksomhed til at yde en skole eller en behandlingsdel. Men vi er jo en del af Københavns Kommune og er en del altså så på den måde, så er det jo lidt anderledes. Det kan være det også er sådan de tænker. K: Det er i hvert fald sådan vi har forstået det, at man tidligere har tænkt sådan meget at man har nogle ydelser, man kan dele ud af og I er en del af den ydelse og som sagsbehandler, så kan man ligesom vælge eller plukke i dem. Hvor det lyder som om at det skal ændre sig? Er det rigtigt forstået? I4: Altså ændre sig hvordan? Med samarbejdet eller hvordan? K: Ja pga. samarbejdet. Eller at der skal tænkes anderledes socialt arbejde? I4: Ja, men det tænker jeg også. Vi skal tænke mere på tværs og mere i, hvad kan i som forvaltning stille op for at understøtte det der foregår herude og hvad kan vi stille op for at være fleksible i forhold til noget fritid. Kunne vi følge barnet hen til den del, hvis det er det der giver mening. Kan sagsbehandleren flytte nogle ting herud. Det tænker jeg helt klart ligger i den tankegang, der er. Det gør jo også at man lærer hinanden at kende på en helt anden måde, så man begynder at lukke op for, hvordan kan vi bruge hinanden og vi får faktisk noget positivt ud af at samarbejde. Det tror jeg helt sikkert bliver noget af det, der kommer til at altså det er frugten, der kan høstes på et tidspunkt. K: Der blev på det her udviklingslab i marts, snakket meget om sådan et nyt Mindset, hvad tror du der menes med det? I4: Lige nu kan jeg slet ikke huske, hvad de sagde om det nye mindset. Er det ikke bare det her med at vi netop tænker at vi skal inddrage de unge og hele den her proces med at få den del på plads, det er sådan jeg tænker det. Men om det så også er det fordi jeg lige har bidt mest mærke i det som gav mest mening for mig ikk. Altså jeg synes jo det her med at man har de unge meget mere med, også forældrende for den sags skyld, men dem har vi sådan set altid været rimeligt gode til at samarbejde med, synes jeg. Kommunen også ikke. Så det er tit det er børnene, der

11 bliver glemt. Altså det er dem som man synes, ah, de er også meget små og har de nu en mening om det og det her. Der tænker jeg vi er nået rigtigt langt før TPF med inddragelse. Vi har jo kørt de her børnesamtaler længe med børnene, det er jo ikke det, men også bare at hele tankegangen i at de er dem, der har den største aktie i deres eget liv. Det synes jeg er rigtigt positivt. Så jeg når jeg tænker det her med at ændre mindsettet, så tænker jeg mere det her med at lede efter ressourcer hos hinanden, bruge hinanden konstruktivt og på den måde få skabt energi og muligheder til at arbejde. Ressourcerne bliver der jo ikke flere af nødvendigvis. Jeg ved jo godt at de har fået nogle i forvaltningen, men i udgangspunktet, så skal vi jo klare tingene indenfor det vi nu har, mere eller mindre. Så hvordan kan vi udnytte de ressourcer, så der kommer noget energi i det, så vi får overført noget, der fungerer i familierne. K: Hvorfor tror du at de snakker meget om et nyt mindset? I4: Fordi det er et eller andet fikst ord der lige kører for tiden tænker jeg. Jeg ved det ikke. Der kommer altid sådan nogle spændende nye begreber, som vi skal køre i en periode. Men altså jeg tænker også at det er meget oppe i tiden, så det er også sådan lidt, så er vi med på beatet her i Københavns Kommune. K: Det er også sådan vi har forstået det, at så kommer der lige sådan et modeord. Et andet et vi også har hørt blive nævnt, det er et ord der hedder samskabelse. Hvad kommer du til at tænke på, når vi siger det ord? I4: Jeg tænker på det her som vi snakkede om med at i stedet for at vi individuelt, ikke mig individuelt, men institutionsindividuelt, Brønshøj-Husum eller Nørrebro individuelt, så hvordan vi kan gå sammen om at få skabt forandringer, for de her familier i stedet for. Nu snakker vi jo indenfor familiearbejdet ik. Men man kan sige, der tænker jeg mere at samskabelse det er, hvad kan vi gøre sammen og så løfte det til noget bedre. Det er sådan jeg tænker det umiddelbart. Jeg ved ikke om det var det der var meningen med? Hehe. N: Folk har sådan lidt forskellige opfattelser af hvad det er. I4: Det er jo det der er så fantastisk ved sådan nogle ord. Vi kan jo arbejde, hvis vi ikke snakker om det, så kan vi jo arbejde i hver sit spor og tro vi arbejder samme vej. K: Det er jo lidt ligesom med det der mindset ik? I4: Jo lige præcis. K: Vi har snakket med de her faglige proceskonsulenter, som har stået for implementeringen af TPF, de nævnte at man socialrådgiver eller socialpædagog aldrig stå alene. Hvad tænker du om det? I4: At man skal aldrig stå alene? K: Ja det var meget sådan et mantra for dem. N: Det blev understøttet med at før at man som socialrådgiver har haft meget sin egen sag og har siddet meget alene.

12 I4: Ah, ja og det er sådan set også det jeg kommer til at tænke på. Det er jo på nogen måder et ensomt job og så alligevel synes jeg ikke det er det. Altså du står jo i nogle situationer med nogle familier, hvor det er dig der er budbringer for nogle beslutninger eller nogle svære ting, der skal siges og der kan man jo føle sig alene, så på den måde kan jeg godt følge det. Der er jo selvfølgelig også forskel på hvor rutineret man er i forhold til hvordan man håndterer det. Men der tænker jeg jo også, at jeg sparrer jo med mit lille team her og sådan. Lærerne og pædagogerne sparrer med mig, hvordan håndterer vi sådan noget, så man ikke føler sig alene. På sagsbehandlerpinden oppe på myndighedssiden, der tænker jeg at der er nogle der kan føle sig meget alene nogle gange, men det er lidt de har jo lavet de her team organiseringer, hvor de ligesom altså i forhold til da jeg var sagsbehandler, hvor jeg kunne sidde ude på møderne og tage stilling, og sige det kan vi godt og det kan vi ikke og sådan noget, der er det blevet meget anderledes. De fleste der kommer ud, de siger: det bliver jeg nødt til at gå tilbage med. De har jo ikke egen kompetencer. Det er jo, tænker jeg, jo også en udfordring fordi det er svært, fordi det trækker jo tingene rigtigt meget i langdrag hvis man aldrig kan håndtere eller handle når man står i situationen. SÅ derfor tænker jeg egentlig at det her team organisering, må jo på et eller andet niveau gøre at de jo i hvert fald ikke står alene med de der beslutninger. Så kan de komme ud og sige at det har teamet bestemt. Det er ikke mig, der har bestemt det, men det er teamet, der har bestemt at det er sådan eller det er ledelsen, der har bestemt det. Så på den måde står man jo ikke alene, men jeg ved ikke, hvor meget mening det giver for familien, der sidder og modtager beslutningen. Det er jeg ikke sikker på at jeg synes at det gør, fordi det er deres Altså vi sidder på sådan et møde her, hvor vi tager ting i spil og der så aldrig er nogen, der kan tage stilling, men at man hele tiden skal gå tilbage og så kommer der sådan en: teamet har besluttet. Det er jo i hvert fald det vi kan se, der frustrerer nogle gange i familierne ik. K: Så det er det der trækker det i langdrag nogle gange? I4: Det er også med til at trække det i langdrag, og så kan man jo sige, at nu har vi jo lige haft nogle altså hele det her inklusion, som der er nu, som så skal for alvor til at finde sine ben, så tænker jeg at der er nogle, der synes at processerne går for langsomt med hvornår børnene er klar til at komme tilbage. Så er der nogen, der har besluttet overordnet at nu er der nogen, der får at vide at de skal ikke fortsætte næste år. Det kan man sige at det her de fået at vide med meget kort varsel. Nogen af dem med 2 måneder før sommerferien her, hvilket jo har kæmpe konsekvenser giver reaktioner hos de her børn, plus at der ikke ligger en plan for hvad de skal. Der kan man sige at lige der, der mangler jeg lidt i det her TPF, fordi der synes jeg der mangler noget partshøring og der mangler noget inddragelse af barnet, hvad tænker du selv. Hvad ville give mening. Hvis du ikke kan blive her, hvad skal det så være? Hele den proces ikke. Der kan man sige, at der kan man jo tydeligt mærke at det jo ikke er sagsbehandlerne der sidder og træffer, den her beslutning. De er jo i den grad en budbringer for at der er nogle overordnede, der har sagt at det er sådan det være. Der ville jeg føle mig meget alene. Det må være rigtigt svært for dem, for de kommer jo så faktisk ud og ser barnet reagere. I hvert fald hvis det har været mig, der har skulle fortælle det til barnet, så får de jo en tilbagemelding med barnets reaktion. K: Jeg tænkte også lige i forhold til det her med, den her indsatstrappe, den blev også vist til udviklingslab. Hvor de jo meget gerne vil have den her tidlige indsats og det betyder også at egentlig gerne vil have færre børn på institutionerne men hellere tager indsatsen i familien eller i netværket? Hvad tænker du om det? Hvad får det af konsekvenser på lang sigt?

13 I4: Jeg ser det faktisk anderledes. Jeg har forstået det anderledes end du gør. Da lovgivningen kom med ændringer og alt det her anbringelsesreform og sådan noget, der havde man jo rigtigt meget det her med mindst indgribende først. Dvs. at man går ikke bare direkte til en anbringelse, man starter med forebyggelse og indsats i skolen og en støttepædagog og alle de her psykologbehandling osv. før man ender der. Så er der så siddeløbende med at man skal helst være i familien og ikke i institutionerne. Men det jeg egentlig opfattede som positivt i den her trappe og i TPF konteksten, det var at man skal ikke igennem alle faserne. Du skal ikke starte med mindst indgribende. Hvis den rigtige indsats er ved trin tre, så tager du den. Det er jo egentlig der, hvor jeg tænker at det er en udvikling i positiv retning fordi at gå hele det her forløb igennem, hvis man har et barn, som er i nogle omstændigheder, der gør at det skal ikke være derhjemme, det skal anbringes, så er der ingen grund til at gå alle de her trin igennem før barnet bliver anbragt. Så sådan forstår jeg, at den måde de har præsenteret den trappe på er, at vi skal ikke starte på mindst indgribende. Jo, hvis det er tilstrækkeligt så er det da fint, men hvis det ikke er tilstrækkeligt, så starter vi her. Og det var sådan jeg var sådan JAAA, for jeg synes jo også at det har været sådan nogle ting, der har været med til at trække det i langdrag og skabte nogle meget frustrerende situationer, for nogle børn, der har skulle vente rigtigt længe. Så det tænker jeg egentlig er en fordel. Jeg kan ikke rigtig sige dig om det virker sådan endnu vel, for det er for kort tid endnu, men jeg tænker at det er hvert fald det jeg siger, når vi snakker om tiltag, så siger jeg det ud fra den måde jeg har forstået det på. Men der er jo ikke nogen der siger at vi skal starte der, vi kan jo også starte der, hvis vi vurderer at det er det rigtige. Når det så er sagt, så er jeg da helt enig i dig med at politiske holdninger og topstyringsmæssigt, der er det jo flest mulige i normalområdet, flest mulige i almindelige familiekonstellationer og helst med noget i netværket. Det er jo det vi gerne vil, og jeg tænker at det kommer sig jo det er jo ikke ud af det blå luft, det kommer jo selvfølgelig også af nogle resultater man har set på nogle undersøgelser og sagt ok: så lykkelige bliver børnene heller ikke når de har boet i en døgninstitution, så gode resultater får de ikke i skolen, Fint nok, så skal vi gøre noget andet. Jeg tænker bare at det er der, hvor det bliver lidt sort hvidt. Enten gør vi det ene eller også gør vi det andet. Hvor det ville være fint at være lidt nuanceret og sige at i den her situation, der giver det mening at gå efter en døgninstitution i den her situation, der giver det mening at gå efter en plejefamilie, den her der giver det mening at sætte noget indsats ind i folkeskolen. Så det synes jeg jo ville være optimalt. N: Vores opfattelse har lidt været at det bedste mål, kunne være at der slet ikke var nogen, der skulle anbringes ikke. Vi har også fået indtrykket af at det også er et af målene at, der skal være færre anbringelser. Hvad gør det ved institutionerne? Gør det noget at man går ind i samarbejdet og om man som institutionsmedarbejder er bange for at ens job er på spil eller? I4: Det tror jeg i princippet godt kunne være gældende i nogle situationer, jeg tror bare, at der er forskel på at være på en døgninstitution og en dagbehandling, for man kan sige da jeg arbejdede som myndigheds sagsbehandler, så vil jeg sige at den gruppe af børn man placerede på døgn, det er dem der går i dagbehandling nu. Så på den måde kan man jo sige at der er sket et skred. Da jeg arbejdede på Bispebjerg, da var de her børn, der var der mange af dem, man ville have døgnanbragt en periode. Så på den måde er der sket et skred at man i dagbehandlingsregi skal håndtere nogle mere krævende børn, det skal jo så også i døgn, og i folkeskolen skal man så også håndtere nogle børn, man tidligere ville have puttet i dagbehandling. Så på den måde er skredet allerede sket der. Så kan man sige at hvis jeg var døgninstitutionsmedarbejder, så tror jeg nok, med hele det her, det er jo ikke kun startet med TPF. Det er startet inden med færrest mulige anbringelser, der tænker jeg at der kan man godt sidde og tænke, hmm på et tidspunkt er der jo ikke nok børn til institutionerne og hvilke institutioner lukker så? nu har vi jo så lige fået, vores

14 søsterinstitution, har lige fået at vide at de skal lukke nu her, som egentlig laver det samme som vi gør. Det kan man sige, det kan jo godt skabe noget, men jeg har det samtidig sådan, at der er jo masser af børn, der har brug for det her tilbud, så det er jo ike børnene der mangler. Så er det spørgsmålet om man ønsker politisk at, hvad er det man ønsker at de her børn skal have af støtte, der har jeg det sådan, det kan man jo aldrig vide, så i min position er jeg ikke så nervøs. Så kan man også sige at der er masser af ledige stillinger indenfor mit felt, så jeg er ikke så nervøs for at jeg ikke får et andet job. Man kan sige som pædagog eller lærer kan man jo godt gå og tænke, hvad betyder det for os men i udgangspunktet så synes jeg ikke det fylder så meget for mig, fordi vi har jo ikke oplevet at have en periode her, hvor der ikke har været børn nok. Hvis vi lige pludselig stod og havde svært ved at får børn, det er der jo nogle af institutionerne der har prøvet, at man mangler ti børn over et stykke tid, så tror jeg man begynder at få den fornemmelse. Men lige nu der udskifter vi, så når der går en ud så er der jo en anden ind, så jeg tænker egentlig at den største omstilling for os, det er at de her børn, som faktisk er rimeligt dårlige mange af dem, der bliver der en altså det bliver mere tydeligt at vi skal simpelthen på at de skal tilbage i folkeskolen og det skal vi helst gøre indenfor en kortere periode. Hvor man kan sige at vi jo egentlig har tænkt barnet er begavelsesmæssigt så langt fra at kunne klare sig i folkeskolen, så er det bedre at vi støtter dem her og at de får deres afgangsprøve osv. Det kan vi godt høre nu at der skal vi til at omtænke og tænke, at der er meget fokus på at de skal tilbage og at folkeskolen skal være gearet til at tage imod dem. Det må vi jo så se hvordan de klarer. Det kan jeg mærke, det gør jo lidt ondt i hjertet fordi jeg ser jo, hvad det betyder for de her børn. K: Men det har meget med folkeskolereformen at gøre? I4: Det tænker jeg at det har, men det hænger jo sammen fordi det er jo politisk besluttet at vi skal have børnene tilbage i folkeskolen, så betyder det jo så også at forvaltningen skal spare nogle penge og de skal flytte børnene fra vores regi til et mindre indgribende tilbud. Så på den måde hænger det sammen. Det positive ved TPF det er måske at man kan tænke nogle strategier ind i forhold til hvordan kan vi i fællesskab lette den her proces til bage mod normalområdet, fordi der tit vil være brug for noget ekstra støtte. Hvordan kan vi så få det til at komme i spil med os og med forvaltningen og hvem kan byde ind med hvad. Der kunne man jo godt se nogle muligheder tænker jeg. K: Et sidste spørgsmål, som handler om fair proces. Hvad får du af tanker, når vi nævner fair proces. I4: Fair proces? Jeg kan godt huske at de har nævnt det, men Jeg tænker bare at der er noget der skal være rimeligt i den proces, der kører, men jeg har ikke sådan lige et billede på i forhold til hvad det er. N: Det er sådan en teoretisk baggrund for, hvorfor TPF er gjort som det er gjort. K: Mange af de her prototyper har arbejdet ud fra fair proces I4: Nååå, er det det der system hun viste, som man kunne gå igennem den der model? Den var faktisk meget god, jeg tog også en lille folder med tilbage, for man kunne jo faktisk bruge den her, når man skulle sætte nogle processer i gang, så kunne man bruge den der lille K: Det er det her med at man tester først, hvad virker, hvad virker ikke i samarbejdet. Hvad kan vi