HANDBOUND AT THE UNIVERSITY OF TORONTO PRESS

Transkript

1

2 HANDBOUND AT THE UNIVERSITY OF TORONTO PRESS

3

4

5

6

7 MAAL OG MINNE NORSKE STUDIER UTGIT AV BYMAALS-LAGET VED MAGNUS OLSEN 1914 KRISTIANIA. BYMAALS-LAGETS FORLAG

8 DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI 1914

9 INDHOLD En vdenskabelg fuldstændg ordbok tl det nynorske bokrke. Av I. A. Refsdal 4. (173) Holbergs «Vr perllustrs». Av Just Bng.14. (47) Kamp mellem vætter. Av GeorgSverdrup 24 Skoklefald. Av Gunnar Olaenf 32 Tllæg. Av M a g n u s 1 s e n 34 Sproglg fra de laveste samfundslag Krstana. Meddelt ved Magnus Olsen. 37.(236) Reven og bjørnen. Eventyr fra Sætesdal ved JobannesSkar 57,... Eventyr og drøm. En lteraturpsykologsk hypotese. AvAnatbonAall 59 Konung Ragnvald Ynglngatal. AvBrgerNerman 65 Vore forfædres hæropstllng. Av H j al mar F al k.. 76 Ordforklarnger. Av Alf Torp Nno, ana (s. 85). 6, aamesykja. 7. dav, davra (s. 86). 8. daale. 9. desta. 10, drøygla (s. 87). 11. dvaa. 12. dykje. 13. dunskrft (s. 88). 14. emen, æmen. 15. fagg. 16. farg (s. 89). 17. fess. 18. fle, fe {s. 90). 19. fjon. 20. fjott (s. 91). 21. flra f. 22. Got..^amt (s. 92). 23. Nno. gdd, ggg, gkk, gksel. 24. gludren. 25. grad, ugrad (s. 93). 26. grea. 27. gul, gula (s. 94). To httl ukjendte hov Løten. Av OlufKolsrud 95 Navneskk paa Hedmarken Av OlufKolsrud 101 Overtro fra gravhaug. Av Jan Petersen 106 Um nnsamlng av norske folketradtonar. Av KnutLestøl 113 Om kung Orre. Några funderngar. Av HugoJungner 123 Vokalforlængelser de norske bygdemaal. I. Gammel vokalforlængelse fremlyd. Av A m un d B. Lar sen 147 Sogegrunnlaget for e slendsk folkevse. Av Knut Lestøl 181 Tl Bjarnasona-kvæ5. Av MagnusOlsen 200 Nogle Stedsnavne. Af A. K j æ r Søve (s. 204). 2. Vevja (s. 210). 3. Svesn (s. 212). 4. Strengklauf (s. 214). 5. Trøhorg (s. 215). 6. *Fjglna, Fjglnr (s. 219). Tl bskop Jens Nlssons vstatsbøker. Av Sgurd Kolsrud 224 Sde

10 Nekrolog:er. g^^^ Moltke Moe. Et mndeord av BymaaLslagets formand [H j almar Fal k]. 1 Johannes Skar. Av D d r k A r u p S e p. 49 Hans Ross. Av Amund B. Larsen 177 I. Svar paa '< Spørsmaal om vnden». Av Smaastykker. P. H o 1 m e s 1 a n d og E d v. Bull 42 II. Omkrng «fyfjøla». Av P. Hol me sl and 42 III. Tl efterfølgelse. Av M. 43 IV. Mot maren. Av KedarTh, Chrstansen 44 V, Musen som Lokes arvtager? Av G. S 45 VI. Folketro om gravhauger. Av G. S 45 VII. «Drakjnn» m. m. Av Elert Mo 45 VIII. Tlføelse. AvJustBng 47 IX. Bjørnson Peter Dass. Av Dd r k A r u p S e p 47 Anmeldelser., Nyere fol klore- ltteratur. Av Redar Th. Chrstansen 110 Folklore Fellows Communcatons TJno Holmherg: De Wassergottheten der fnnsch-ugrschen volker. Helsngfors E. N. Setålå: Studen aus dem Gebete der Lehnbezehungen. (Festgabe fr V. Thomsen ) I. C. Poeston: Lehrbuch der norwegschen Sprache. 3. Aufl. Wen. Pest. Lepzg, Anm. av A mund B. Larse n 230 Gustaf Cederschold : Fresta duger jamte andra uppsatser. Stockholm Anm. avragnvaldlversen 233 Rettelse [tl 1913 s o] 48 Tlføelse [tl 1914 s. 41] 236

11 MOLTKE MOE. Et randeord av Bymaalslagets formand. Den 15de december 1913 avgk fremfor nogen kunde betegnes ved døden den mand som som Knud Knudsens arvtager. Ikke saaledes, at nogenslags elevforhold lar sg paavse. Heller kke saaledes, at der bestod noget ndre slegtskap mellem dsse mænd. Naar Moltke Moe fra første stund følte sg drevet og ansaaes for selvskreven tl at medvrke tl gjennemførelsen av Knudsens hensgt med hans store legat og derved kom tl at bl en av stfterne av Bymaalslaget, var grunden den, at den bærende kraft de to mænds arbede var den samme: de hadde samme syn for norskhetens krav og ret mot et mange stykker matonalt skrftsprog, og de følte begge sg kaldet som folkelærere. Men Moe var en efterfølger som utfyldte sn forgjænger. Naar Knudsens agtaton vakte mere motsgelse end tlslutnng, laa grunden dertl kke bare den massve følgergtghet hvormed han fjernet alt fremmed, men lkesaameget hans 1 Maal og mnne

12 2 Hj. Falk. manglende evne tl at tæude begestrngens gnst ved at skape en tltalende nynorsk sprogform. Her hadde Moe store fortrn. Han hadde suget nærng av vor folkedgtnng, som han kjendte og elsket fra barnsben av, og han eet den fne sprogsans og den poetske opfatnng, Alt paa skolen var han en mester stlen, Asbjørnsens og Jørgen Moes nynorske stl. Dertl kom som nyt moment en utvdelse av synskredsen, som tdsutvklngen selv førte med sg. Knudsen, hvs første reformatorske skrfter utkom før Aasen skapte sn normalform, kom aldrg tl at ndse landsmaalsbevægelsens boende kraft. Moe dermot regnet altd med den, og første række med den. Som utgver av Asbjørnsen og Moes eventyr ansaa Moltke Moe det for sn opgave at holde deres sprogform overensstemmelse med den voksende norskhetsfølelse. I Asbjørnsens aand og efter hans uttrykkelge ønske avklædte han Huldreeventyrene den romantske smaks blomstrende snrklethet og lot dalektformen gjennemføre fortællngerne. Gjennem dette st arbede med eventyrene blev Moe naturlg ført nd paa selve sprogspørsmaalet, slk det arter sg vort land. Og her tok han med skker følelse lke fra første færd av det standpunkt som han altd beholdt, og som han mere end nogen anden kjæmpet frem tl anerkjendelse. I det arbede som han forenng med Aars og Hofgaard utgav 1898 («Om en del retskrvnngs- og sprogspørsmaal») er hovedpunkterne retskrvnngens hjemlggjørelse opstllet med en slk skkerhet, at reformen av 1907 led for led kunde følge deres forslag, og hvor dette paa et enkelt punkt konsonantfordoblngen kke skede, vl vsselg den næste reform ta dette skrdt med. For denne reform kjæmpet Moe utrættelg tale og skrft. Særlg fremragende som strdsskrft er hans «Retskrvnng og folkedannelse» (1900), tlegnet Bjørnson «med takk for det første tak». Mens han dette arbede særlg behandlet den teoretske sde av spørsmaalet, gk han dets fortsættelse nærmere nd paa den taktske. Denne bærer ttlen «Norsk og dansk sprogdragt. Retskrvnngsreformens ve og tempo», og blev holdt som foredrag ved Bymaalslagets aarsmøte Motstandernes stadge henvsnng tl kulturens krav bragte Moe tl en artkel «Samtden» («Naton altet og kultur») at gjøre rede for sn opfatnng av forholdet mellem den rksmaalsbevægelse, som han var en av bærerne av, og landsmaalsbevægelsen. Han søker her at vse baade det grundberettgede og det falske maalsaken og opstller

13 Moltke Moe. 3 et almn delg program for fremskrdtslnjen med de lange maal vnd lke for øe. Samtdg med at lan prøver at skfte sol og ved at paavse den dype forskjel mellem kulturkravene hos ntellgensen og hos mængden, retter han en ndtrængende appel tl samfølelsen, som alene kan føre frem tl det fjerne maal: ett norsk sprog skrft som tale, høvelg for alle nordmænd. Lkesom ngen har bdradd mer tl at klargjøre sprogstrdens natur og væsen, saaledes var heller ngen følge hele st temperament mere skkket tl at mldne dens form end netop Moltke Moe. Hans natur var uten sterke ldenskaper, men av en jevn og velgjørende varme. Lkeoverfor motstrdende mennger forholdt han sg rolg avveende og søkte altd at se det berettgede de motsatte standpunkter og fnde deres høere enhet. Denne kultverte retskaffenhet var forenet med en karakterens fornemhet som vrket opløf tende en strd hvor saa mange onde ldenskaper er sluppet løs. Hans lyse skkkelse er forsvundet fra kamppladsen, maatte hans forstaaelsesfulde aand fremdeles hvle over kampen! V har dsse ord tl mnde og tak bare omtalt en sde av Moes vrke. Den er dog karakterstsk for det hele. Med Moltke Moe er en mand gaat væk, som fremfor alle nulevende nordmænd dannet et formdlende led mellem de talrge og sterke motsætnngsforhold vor kultur. Alle kjæmpende retnnger møttes ham, kke som et ndfferent nulpunkt, men som en høere generalnævner. I forstaaelsens sympat laa en stor del av hemmelgheten ved hans mæglerstllng, meget resultatet av en merkelg blandng av god gammel bondedannelse med et kosmopoltsk og ganske unorsk grunddrag karakter og væsen. Hans største charme var hans personlghet. Naar hans konto skal opgjøres, vl trods alt hans skrfter maatte komme anden række. Moe avgr et fuldgodt bevs for at ogsaa vdenskapsmanden kan vrke mere gjennem det han er end gjennem det han gjør. Paa første sde er gjengt et fotograf av Moltke Moe hans arbedsværelse, tat sommeren 1911 av docent Lestøl.

14 EN VIDENSKABELIG FULDSTÆNDIG ORDBOK TIL DET NYNORSKE BOKRIKE. D Av overlærer 1. A. Refsdal, sekretær arbedsutvalget. en 29de oktober 1913 blev følgende ansøknng Krkedepartementet : Tl sendt tl Krke- og undervsnngsdepartementet. Undertegnede komte, som er opnævnt av det Norske Samlaget (Landsmaalslaget og Bymaalslaget forenng) tllater sg hermed at søke økonomsk støtte av staten for et stort vdenskabelg tltak, som efter vor menng har det største natonale værd, og staar en særstllng over alle dagens mndre krav paa dette omraade, en fuldstændg ordbok tl hele det nynorske bokrke. Norsk maalgransknng har ærefulde tradtoner at følge. Sophus Bugges og Ivar Aasens genale undersøkelser vort gamle sprog og vort nye folkemaal har vundet hæder og vyrnad for vor vdenskap ute verden, og har været mægtge drvkræfter arbedet for at gjenrese vor natonale selvbevssthet og selvstændghet. Yngre forskere har bygget vdere paa det grundlag som de ældre hadde lagt; paa alle omraader av norsk sprogvdenskap blr der arbedet hærdg for at fn de og fastslaa alt som særmerker vort folk natonalt gammel og ny td. Det som v savner det som baade skal samle frugterne av de tdlgere aars gransknng, og som skal bl utgangspunktet for ny vdenskabelg fremgang, det er den systematske tlrettelægnng av alt det sprogstof som vor nyere ltteratur er bygget op av. J. Frtzner gav os lvs-

15 En vdenskabelg fnldstændg ordbok. 5 langt arbede den store ordbok over det gammelnorske sprog, som er det uundværlge hjælpemddel for enhver som studerer vor gamle ltteratur, enten han er hstorker eller sprogmand. V trænger nu en tlsvarende ordbok for den nyere ltteratur, den paa norskdansk og den paa nynorsk, bare at denne ordbok nødvendgvs maa bl langt utførlgere, ford den skal omfatte en mange ganger saa rk bokverden. Ordbøker av dette slaget er paa en gang mndesmerker over et folks aandelge gjernng og vevsere paa den natonale fremgangsve. Derfor har ogsaa de fleste europæske kulturfolk slke ordbøker, enten færdge eller arbed. Dette er tlfælde med alle vore nærmere eller fjernere germanske stammefrænder, danskerne, tyskerne, hollænderne og englænderne. Især vl v nævne at der Sverge er sat gang et slkt ordboksarbed stor stl, og at dette arbed har vakt den største opmerksomhet hele Europa. I den store kulturelle kappestrd vl en tlsvarende norsk ordbok la Norge træ frem som et selvstændg kulturland, bære bud fra hvad nordmænd har utrettet dgtnng og tænknng gjennem de sdste aarhundreder, og saaledes gjenvnde for os ltteraturen den hstore som v holder paa at gjenerobre paa de andre kulturomraader. Norge har den nyere td frembragt en baade betydelg og eendommelg ltteratur, som det er vor plgt lkesaavel mot os selv som overfor utenverdenen at utforske alle retnnger, og en ordbok tl hele denne ltteratur vl paa det sproglge omraade kunne g gree paa hvad som gjør den tl norak. Det blr en nødvendg opgave for en slk ordbok at eftervse de særnorske elementer hos fælles-ltteraturens forfattere fra Petter Dass tl Holberg og Wessel ; den vl lægge frem dagen det norske sprogstof som fra Wergelands og folke-eventyrenes dager har seget nd den norskdanske ltteratur; den vl fortælle om vor sprogutvklng fra Ibsen og Bjørnson frem tl de unge slegtled ; den vl følge de sprende begyndelser tl en norsk dgtnng paa folkemaalet helt fra det 17de aarhundred, og den vl vse dette folkemaal som utvklet ltteratursprog hos mænd som Vnje og Garborg. Her er store sproglge motsætnnger, her er blandng av fremmede og hjemlge emner men det alt er der en ; dyp aandelg sammenhæng, og det kan kke andet end bl tl berkelse for vort natonale lv at faa denne utvklngslnje klart belyst

16 6 I. A. Refsdal. en stor vdenskabelg ordbok. Det er sandhet en natonal opgave som her kræver at bl tat op. Ordboken har tl formaal at opta hvert eneste ord som er blt brukt hele den norske ltteratur de sdste fre hundred aar. Den ældste forekomst av hvert ord blr nøagtg angt, og ordet blr fulgt frem gjennem ltteraturen alle dets skftende betydnnger og former, og fornøden utstræknng oplyst ved eksempler fra forfatternes bruk. Selvfølgelg vl man være nødt dens overvældende bok tl, jo nærmere man kommer nutden og avl, at ndskrænke ltteratur-utvalget tl de mest typske arter av at ta forfatterskap; men for hele tdsrummet er det menngen mod alle vgtge ltteratur-omraader, saa at ordboken kan belyse utvklngen saavel den dgterske og folkelge som den mere specelle, f. eks. den relgøse, poltske og fagvdenskabelge sprogbruk. Den omfangsrkeste del av boken blr saaledes en rk skat ctater fra de vgtgere forfattere paa alle ltteraturomraader og alle maalformer de vekslende tder. Tlsammen gr dsse ctater en uttømmende og karakterstsk samlng prøver paa alle de skrftsprogsformer man har brukt her landet nynorsk td, ogsaa fra dalektlteraturen. Erfarng har vst, at det for retssakers avgjørelse mange tlfælde vl være av den allerstørste vgtghet at faa den fulde og skre oplysnng om ordenes nøagtge betydnng og bruk ældre og nyere td, hvor man nu er henvst tl at raadspørge enkelte vden skapsmænds mer eller mndre tlfældge og stykkevse vden. Og v tvler heller kke paa, at fremtdens maalvekst vl hente styrke og støtte av de resultater dette ordboksarbed vl brnge. Det er av mange grunder ønskelg netop nu at ta fat paa et arbed av denne art. Det er kke bare den naturlge trang tl at se tlbake, som melder sg nu ved hundredaaret efter vor selvstændghets gjenfødelse. Et hovedhensyn er at v staar ved avslutnngen av en stor ltteratur-epoke fuldendelsen av en enestaaende række betydelge forfatteres lvsgjernng. Og samtdg staar v aapenbart lke fremfor en ny tdsalder vor sprogutvklng. Netop nu er tden tl at fastslaa det standpunkt fortdens «træv og strd har ført os frem tl, og dermed utgangspunktet for nyt arbed. Saa stort et verk som det her er spørsmaal om, lar sg kke utføre av en enkelt mand det kræver ; uvægerlg samarbed av en

17 I En vdenskabelg fuldstændg ordbok. 7 hel række vdenskapsmæncl. Og v har for øeblkket blandt os baade ældre sproggranskere, som er vel skolet for arbedet og kan overta ledelsen, og yngre mænd som kan bl duelge medarbedere. De vdenskabelge arbedskræfter vl vsselg maatte fnde sg, adskllg utsfcræknng at yde st bdrag tl verket for lten eller ngen pengeløn; nteressen og plgtfølelsen overfor det store tltak vl drve dem tl at ofre personlge planer og hensyn. Men endda vl utgfterne tl verket bl ganske betydelge, og det kræver derfor ogsaa samvrke av de enkeltes arbed og det offentlges pengemdler. Skulde man tænke paa at faa verket utgt utelukkende som prvat forlæggerspekulaton, maatte man slaa meget av paa alle de krav som netop skaffer ordboken den enestaaende betydnng den natonale kulturutvklng. Man fk kke ta med stort mere end det som et større publkum har praktsk bruk for hverdagslvets forskjellge gjøremaal. Men dermed blr ogsaa verkets vdenskabelge betydnng forholdsvs rnge. Selv de store landene med et mange ganger saa stort kjøpepublkum som vort, ser v ogsaa at slke ordbøker enten helt eller alfald for en stor del kostes av offentlge mdler. Det er tlfælde med alle de germanske ordbøkerne som er omtalt ovenfor. V skal bare nævne at den hollandske har faat offentlg bdrag, kke bare fra Holland, men endogsaa fra boerstaten. Den svenske ordboken kostes helt av offentlge mdler, og den har de sdste 17 aar arbedet med et budget paa gjennemsntlg omkrng kr ,00 aarlg. Efter hvad v her har nævnt, er det vstnok ndlysende at utgfterne tl en slk ordbok ogsaa hos os for en væsentlg del maa bæres av det offentlge. Paa andre vlkaar er det eftor vor menng baade uforsvarlg og umulg at sætte et slkt arbed gang. Det er ugjørlg at sætte op et nøagtg budget for arbedet paa forhaand, saa meget mer som v kke har hat mdler tl at sætte gang noget prøvearbed, som kunde ha skaffet et nogenlunde brukelg grundlag for beregnngen. Ved sammenlgnng med samme slags arbed utlandet kan man dog efter et skjøn gjøre et overslag. V tænker os arbedet utført efter følgende f : remgangsmaate Der blr nedsat en redaktonskomte, som selvstændg forestaar hele arbedet og fastsætter arbedsplanen alle enkeltheter. I spdsen for redaktonskomteen staar en hovedredaktør.

18 8 I. A. Refsdal. Det ltteratur-utvalg som skal danne g'undlaget for verket, fordeler man mellem en fast stab av vdenskabelg kvalfcerte personer, som læser gjennem hvad de har faat opgt, og merker ut ctaterne, som senere skal skrves av paa sedler. Selve avskrvnngsarbedet kan bllgere arbedshjælp utføre. Sedlerne ordner man tl bruk for vden skabelg kyndge medarbedere, som sætter op utkast tl artklerne. Derefter revderer redakconskomteen deres arbede, og gjør det hele færdg tl tryknng. Medarbederne kommer kke tl at bruke hele sn arbedstd paa ordboksarbedet, saa det blr kke tale om at lønne en hel stab med fuld aarsløn. De aarlge utgfter vl da for en del avhænge av hvor hurtg man vl søke arbedet utført, og statsmyndgheterne har det sn magt at bestemme arbedstempoet gjennem størrelsen av bevlgnngene. Skal man mdlertd kunne skre den nødvendge enhet utarbedelsen, bør arbedet nødg strække sg over et længere tdsrum end 15 å 20 aar. Det er vor forutsætnng at man gjør hvad man kan for at ndskrænke tden tl 15 aar, og v har derfor regnet med dette tdsrum vøre overslag. Fremdeles har v, efter de sammenlgnnger v har kunnet gjøre, beregnet at det færdge verk efter vor plan kommer tl at bl paa omkrng sders ark. Under dsse forutsætnnger har v beregnet at der, foruten tl tryknng og utgvelse, trænges et aarlg budget paa omtrent kr ,00. V tænker os pengene brukt omtrent saaledes: Tl hovedredaktøren kr ,00 Tl ltteraturgjennemgaaelse ved vdenskabelge medarbedere (10 mand 10 maaneder for kr. 60,00», 6 000,00 måneden) Tl ctatavskrvnng» 2 000,00 Tl revson og bearbedelse av materalet...» 1 000,00 Tls. kr ,00 Fra herr forlagsbokhandler Wllam Nygaard (H. Aschehoug & Co.), som v har forelagt vore planer og beregnnger, har v mottat følgende tlbud: (Her følger H. Aschehoug & Co.s tlbud, som det væsentlge gaar ut paa følgende:

19 En vdenskabelg fuldstændg ordbok. 9 Forlaget overtar alle utgfter tl tryknng og utgvelse, og betaler desuten et honorar paa mndst kr ,00. Sker redaktonen paa landsmaal, forfalder honoraret tl utbetalng først naar 750 subskrbenter er ndtegnet.) Det forbehold forlæggeren tar med hensyn tl maalformen verket, gjælder, som man vl se, den maalform «redaktonen skal ske paa». Maalformen den største del av ordbokens ndhold gr sg av sg selv. Opslagsordene maa selvfølgelg staa den form som de har ltteraturen, paa det almndelge bokmaal eller paa landsmaal eller paa dalekt. Det samme gjælder ctatene, som selvfølgelg maa staa nøagtg saaledes som vedkommende forfatter har skrevet dem. Tlbake staar saa den egentlge redaktonsartkel, d. v. s. oplysnngerne om ordenes betydnng, oprndelse og bruk. Det er bare for denne dels vedkommende man maa ta særsklt bestemmelse om maalformen. V har kke alle nøagtg den samme opfatnng av hvlken maalform det vlde være heldgst at vælge her. Men v er enstemmg av den opfatnng, at spørsmaalet kke er av mere væsentlg betydnng, end at v kan bøe os for en avgjørelse av stortnget, saameget mere som denne avgjørelse har betydnng netop for verkets økonom. Som man vl ha set, forutsætter v at det offentlge skal bære en væsentlg del av utgfterne tl det arbed v foreslaar sat gang. Naar det gjælder en saapas stor bevlgnng, har v mdlertd tænkt os at det vlde være rmelgere for det offentlge at træ forbndelse med en fast nsttuton, end med prvatpersoner. Det Norske Samlaget, Landsmaalslaget og Bymaalslaget forenng, har erklært sg vllg tl at være det forretnngsmæssge mellemled. V har fundet det naturlg at søke arbedet knyttet netop tl det Norske Samlaget, ogsaa av den grund at Krkedepartementet som bekjendt opnævner tlsammen 4 medlemmer av styrene de to lag. Idet v henvser tl hvad v har anført ovenfor, søker v ærbødghet om at det Norske Samlaget (Landsmaalslaget og Bymaalslaget fællesskap), ndtl Stortnget anderledes bestemmer, faar en aarlg bevlgnng stor kr ,00 tl en vdenskabelg fuldstændg ordbok tl det nynorske bokrke, slk som ovenfor planlagt. Skulde Stortnget bestemme at ordboken skal redgeres paa landsmaal, søker v om at den aarlge bevlgnng blr paa kr ,00. Forutsætnngen er da, at hvad der saaledes blr

20 jo LA. Refsdal. bevlget utover kr ,00 aarlg, skal komme tl fradrag senere, naar ordbokens tngertal naar 750. Det forutsættes at redaktonskomteen, som selvstændg leder det hele arbed, blr opnævnt av Krkedepartementet efter forslag fra de to styrer det Norske Samlaget. Eedaktonskomteen sender ved utløpet av hvert budgetaar gjennem det Norske Samlaget tl departementet regnskap og ndberetnng om hvad der er utført det forløpne aar. Krstana oktober Ærbødgst Alf Torp, professor, komteens formand. Hjalmar Falk, Gerhard Gran, Marus Hægstad, Halvdan Koht, professor. professor. professor. professor. Amund B. Larsen, I. A. Refsdal, Ddrk Arup Sep, dr. phlos. overlærer. cand. mag. Etter vedtak styret for landsmaalslaget kann eg segja f raa, at det tek paa seg såman med bymaalslaget aa staa fyre det ordboksarbedet, som er nemnt, paa det vlkaaret, at rksmagterne løyver so stort tlskot, som nemd hev gjort framlegg um. Krstana 1 november N. Gjelsvk, f. t. formann Det norske samlaget (landsmaalslaget). Bymaalslaget er vllg tl at overta arbedet efter komteens forslag sammen med Landsmaalslaget, paa samme vlkaar som av Landsmaalslaget sat. Krstana 1 novbr I formandens, prof. Falks, fravær: Karl Aubert, Amund B. Larsen, I. A. Befsdal, skolebestyrer, dr. phlos., overlærer, medlemmer av styret for Bymaalslaget. Jeg skal ganske kort gjøre rede for det forberedende arbed som er gjort, før man kunde sende nd denne ansøknngen. Mand og mand mellem har den tanke været oppe læn-

21 En vdenskabelg fuldstændg ordbok. 11 gere td, at der burde gjøres noget for at sætte et slkt arbed gang. Men man har maattet opg det, ford man kke har set nogen utve tl at skaffe de nødvendge pengemdler, og ford det ogsaa har været vanskelg at løse andre, særdeles vgtge spørsmaal, som vedkommer den praktske utførelse av arbedet. Det nye nu er at der fra prvat hold er skret et meget betydelg kaptaltlskud tl verket, saa det offentlge kan slppe en stor del av utgfterne, og fremdeles at man mener at ha løst de andre praktske vanskelgheterne. Tanken om at ta op ordboksarbedet paa den maaten som nu er skedd, blev først nævnt for professor Moltke Moe. Han var eng at det nu var det rgtge tdspunktet at ta arbedet op, og han var ogsaa eng at det burde knyttes tl Det norske samlaget. Derefter blev saken nævnt tl andre, saaledes tl professor Alf Torp, som gav tanken sn tlslutnng paa samme maate som Moltke Moe. Den 26de ma 1911 kom professorerne Gerhard Gran, Marus Hægstad, Halvdan Koht, Moltke Moe og Alf Torp, rektor M. Nygaard og adjunkt I. A. Refsdal sammen tl et prvat møte, hvor tanken blev ndgaaende drøftet. Før man skltes, samlet man sg enstemmg om følgende uttalelse: som er kommet sammen tl et møte for at «Undertegnede, drøfte tanken om at sætte gang arbedet med en vdenskabelg er kommet overens fuldstændg ordbok over norsk ltteratursprog, om følgende uttalelse: det forbere- 1. V fnder at tden nu er nde tl at ta op dende arbede tl en saadan ordbok. 2. Der bør først utarbedes en detaljert plan for selve verket, og for utarbedelsen og utgvelsesmaaten. 3. Forberedelserne bør være avsluttet saa tdlg at arbedet med ordboken kan være gang tl Arbedet bør av praktske grunder helst søkes knyttet tl Det norske samlaget, Bymaalslaget og Landsmaalslaget forenng. Man har tænkt sg at styrene begge lag forenng nedsætter et arbedsutvalg, med det opdrag at utføre det nævnte forberedende arbede, og ellers at fremme saken paa bedste maate. Dette arbedsutvalg fastsætter saa selv sn arbedsordnng, og mdler tl at fremme arbedet. Krstana 26de ma søker at fnde de bedste Gerhard Gran. Marus.Hægstad. Halvdan Koht. Molthe Moe. M. Nygaard. I. A. Befsdal. Alf Torp.»

22 3. jun Hjalmar Falk.» 12 IA. Refsdal. Professor Hjalmar Falk skulde ogsaa ha været tlstede paa møtet, men han var syk. Han gjorde derfor senere følgende tlførsel : «Undertegnede, som ved sygdom var hndret fra at være tlstede ved møtet 26de ma, tltrær ovenstaaende uttalelse. Efter dette henvendte man sg saa tl Det norske samlaget, Bymaalslaget og Landsmaalslaget, med opfordrng tl at opnævne et arbedsutvalg, saaledes som nævnt ovenstaaende uttalelse. Begge lagene holdt fælles styremøte den Ilte november Der blev vedtat at lagene skulde efterkomme opfordrngen. Tl arbedsutvalg blev : opnævnt professorerne Hjalmar Falk, Gerhard Gran, Marus Hægstad og Halvdan Koht, dr. phlos. Amund B. Larsen, professer Moltke Moe, rektor M. Nygaard, adjunkt I. A. Refsdal, overlærer S. Schjøtt, cand. mag. Ddrk Arup Sep og professor Alf Torp. Overlærer Schjøtt meddelte at han var forhndret fra at delta arbedet. Rektor Nygaard døde februar Utvalget kom altsaa tl at beståa av de øvrge 9. Det samlede utvalg valgte professor Torp tl formand. Forøvrg delte det sg 4 mndre utvalg, som fk hver sn del av arbedet at forberede. Der er holdt en række møter, dels det samlede utvalg, dels særutvalgene. Her skal bare nævnes at det særutvalg som hadde tl opgave at drøfte spørsmaalet om maalformen ordbokens redaktonsartkler, den 19de aprl 1912 fattet følgende uttalelse: «Man blev eng om at føreslåa, at forholdet mellem de to maalformer ordbokens tekst ordnes paa den ene av de to følgende maater: 1. Verket utarbedes og utgves 2 utgaver, den ene paa det almndelge bokmaal, den anden paa landsmaal. 2. Avgjørelsen av hvlken maalform verket skal utarbedes og utgves, træffes av statsmyndgheterne. Marus Hægstad. Alf Torp. Hjalmar Falk.» Man var allerede straks paa det rene med at arbedet kke; kan komme stand, uten paa det vlkaar at staten overtar den, største del av utgf terne. Men man fandt det rgtg at gjøren forsøk paa at skre tlskud ogsaa fra prvat hold. Man hen-

23 En vdenskabelg fuldstændg ordbok. 13 vendte sg derfor tl herr forlagsbokhandler Nygaard, som straks vste den største nteresse for foretagendet. Han ntførte velvllg de beregnnger og overslag som utvalget trængte, og paa utvalgets opfordrng har han, som nævnt ansøknngen, levert tlbud om at overta forlaget av ordboken. Den 28de oktbr holdt arbedsutvalget avsluttende møte, hvor ansøknngen om statstlskud blev endelg vedtat. Den 29de oktbr. blev saa ansøknngen sendt Krkedepartementet. Der kan vel bare være én menng om at dette arbed har en saa stor vdenskabelg og natonal betydnng, at naar det nu er tat op, kan det kke lægges ned gjen, før det er utført. Krkedepartementet har kke fundet plads tl det paa st budgetforslag aar. Skulde ogsaa Stortnget avslaa bevlgnng aar, kommer kravet ganske skkert gjen, sterkere og sterkere for hvert aar som gaar. Men uten alvorlg skade er en utsættelse kke. Ser v hen tl hvordan vort bokrke og vor vdenskap, haand haand med vort folks kulturutvklng paa alle omraader, det sdste hundredaaret har vokset sg frem tl at bl en selvstændg natonal aandsmagt ved sden av de andre kulturfolkenes store samfund, blr det dag for dag en forholdsvs større fattgdom at v fuldstændg mangler det natonale samlerverk og arsenal som en slk ordbok vlde være. Men dette er kanske endnu kke det vgtgste. V har for tden en kreds sprogvdenskapsmænd hvs studer dsse mænd maa være de og tdlgere arbeder vser at netop rette tl at grundlægge og lede et saadant arbed. Det uvurderlge fortrn dsse mænd har, ford de selv har levet med den nynorske ltterære, sproglge og vdenskabelge renæssance, vl senere forskere kke faa Dette er mænd som endnu staar mdt sn fulde arbedskraft, men de er kke unge længer. Det haster at ta fat. Moltke Moes sygdom og død er et saart varsel om at uerstattelge evner og umstelg arbedskraft kan bl rykket bort, før v tænker det.

24 HOLBERGS «VIR PERILLUSTRIS». Av Just Bng. I. Hr. Francs Bull skrver sn anmeldelse «Maal og Mnne» (1913 s. 37 ff.) av Olsvgs «Ludvg Holbergs unge Dage» om Olsvgs opfattelse av Holbergs første levnetsbrev. «En av Olsvgs hovedteorer helt fra 1895 av gaar ut paa at Holbergs første levnetsbrev er et forsvarsskrft mot alle hans «farlge fender», rettet tl selve kong Fredrk IV. Baade brevets ndhold og endnu mere fortelserne, har sn bestemte hensgt forsvaret, og paa denne maate lar ogsaa selvmotsgelserne sg forklare. Her er vel en anden forklarng rmelgere: Med (den foreløbge) avslutnng av sn komske dgtnng har Holberg set et avsnt av st lv som endt. Det har da moret ham at skrve en slags selvbograf, en munter eplog tl komederne, skrve den paa latn slk at den lærde verden fk rede paa, hvad han hadde gjort, og hvorfor han hadde skrevet, og slk at han vste dem at han ogsaa kunde hævde sg stllngen som professor eloquentæ (o: latnsk poes). Det er blt et verk, som kan sam-.. Vr menlgnes med Wergelands Hasselnødder, kke et paaldelg kldeskrft, men en blandng av Dchtung und Wahrhet, perllustrs er vel en fngeret person ; forsøkene paa at fnde hvem han var, synes lkesaa frugtesløse som de opkonstruerte nøkler tl Peder Paars og vsse fgurer komederne.. Olsvg anser selvbografen for næsten løgnagtg o. s. v.» I en længere anmeldelse av Olsvgs bok Morgenbl. høst (^^A- 12, 1^12-12, ^V2-13) har redaktør Nordahl-Olsen omtalt at Olsvgs de, at første levnetsbrev skulde være et forsvarsskrft, rettet tl kongen.

25 Holbergs «Vr perllustrs.» 15 er «punkt for punkt» gjendrevet av Chr. Bruun hans motskrft «Om Ludvg Holbergs trende Epstler» Han fortsætter: «Og nu? Er der senere skedd noget som har forandret dette forhold? Er de Olsvgske teorer mere gangbare nu end de har været før? Er der ndtraadt noget, der berettger Olsvg tl sn nye bok at ndblde læseren at alt er klappet og klart? Ne, absolut kke ; den eneste autortet Olsvg kan paaberope sg, er sg selv... Spørsmaalet hvem «Vrum perllustrem» egentlg er, har været drøftet frem gjennem tderne. Man vlde bl. a. ha det tl at brevet var skrevet tl Fr. Eostgaard (Bruun), grev Chrstan Eantzau (L. Daae), grev Holsten (Dr. Bng) og saa har v altsaa Kong Fredrk IV selv (Hr. Olsvg).» Redaktør Nordahl-Olsens menng er at «den høfornemme herre kke har exstert uten Holbergs fantas. Det hele er efter mn formenng en form Holberg har valgt for at gjøre sne epstler mere nteressevækkende.» Naar saaledes man uten vdere søker at fastslaa at Olsvgs de, at første levnetsbrev skulde være et forsvarsskrft, ngentng har paa sg, saa maa det være mg tllatt at fremføre de tng, som taler for at Olsvg har ret sn opfattelse av Holbergs første levnetsbrev. Jeg har nemlg før «Danske Studer» 1904, s. 80 ff. søkt at vse, at Olsvg har ret sn dé, rgtgnok med den ndskrænknng, at den «høfornemme mand» kke er kongen, men kongens svoger, grev Holsten der fra 1721 var unverstetets patron og som saadan var professor Holbergs overordnede. Spørsmaalet er mdlertd ret ndvklet. Første levnetsbrev er nemlg tydelgvs bestemt tl offentlggjørelse, og meget som fortælles der er kke andet end lystge hstorer. Det er tydelg at det kke gr sg ut for at være et forsvarsskrft, men at det ofte maskeret ndeholder et selvforsvar, vl man kunne se, naar man sammenlgner det med 2det og 3dje levnetsbrev, som har en helt anden karakter. Paa samme maate kan det være at den «høfornemme mand» kke netop er vrkelg lke ut fngerspdsene; naar der tales om «mn herres sdste brev», kan det være en ltterær talemaate. Men hans vrkelghet maa være slk at forståa at der bak det hele staar en vrkelg person. Spørsmaalet blr da at stlle slk: Dette første levnetsbrev, som tydelg adskller sg fra 2det og 3dje levnetsbrev, er det en lkefrem selvbograf, eller kan det paavses at Holberg her har vllet fremstlle sakerne anderledes end de er for at undgaa pnlg-

26 IQ Just Bng. heter? At det en ganske anden grad end 2det og 3dje levnetsbrev er et forsvarsskrft, synes jeg at man har vanskelg for at benegte. Hr. Francs Bull synes ogsaa at gaa nd paa den tanke at det ndeholder en slags habltaton som professor latnsk sprog. Gves der nu en anlednng tl at dette forsvarsskrft er ndlevert? Og kan der det paavses noget som gjør det sandsynlg at det er ndlevert tl en høere vedkommende? Naturlgvs da under forutsætnng av at det var et skrft som skulde offentlggjøres, kke en redegjørelse rettet tl enkeltraand. Spørsmaalet blr av væsentlg betydnng for opfattelsen av Holbergs første levnedsbrev som hstorsk klde. Dersom man holder sg tl hr. Francs Bulls og hr. Nordahl- Olsens forklarng, saa vl urgtgheterne de paavselge avvkelser fra sandheten, som der fndes der bare s at Holberg har moret sg ltt ved at fable paa egen haand. Men er brevet et forsvarsskrft, saa er det helt gjennem tendensøst, saa har Holberg fundet at han maatte fremstlle sg slk brevet foråt hans person skulde ta sg ut sne overordnedes øne. Er skldrngen «løgnagtg», for at bruke hr. Bulls uttryk, saa har Holberg det ene tlfælde løet uten hensgt, men det andet er usandheten planmæssg. Men da er og blr hovedspørsmaalet her: Er vr perllustrs en vrkelg person eller bare en ltterær fkton?.for kan man paa vse at der bak denne «høfornemme mand» staar en vrkelg person og da naturlgvs en høere vedkommende, da vl derved være fastslaat at Holbergs første levnetsbrev har karakteren av et forsvarsskrft. Dette skal jeg nu prøve at klargjøre. II. I Holbergs samtd og længe efter tvlte ngen paa at den «høfornemme mand» var en vrkelg person. Men man vsste kke hvem han var. En klokker paa Amager, Hallng, oplyser først at det skulde være Rostgaard, omkr Fra 1730erne har v en nots av Langebek om at det skulde være grev Chrstan Rantzau ; den er nedskrevet under et besøk hos Rostgaard:. Men da Holberg hverken første eller noget av de efterfølgende levnetsbrev gr nogetsomhelst holdepunkt tl at dentfcere manden, opgav man at forsøke paa det. I og for sg hadde det jo heller ngen særlg nteresse at faa det avgjort; det var om- (Trykt 25de mars 1914.)

27 Holbergs «Vr perllustrs.» 17 trent som at spøre om hvem der var Hekubas mor. Det synes da at ha vakt almndelg tlslut nngf, da rektor Elberlng 1857 paastod at den høfornemme mand var «Nemo» ngen en ltterær fkton. Saa var man fr den ørkesløse gjetnng. Anderledes stller mdlertd saken sg nu, naar spørsmaalet om Holbergs første levnetsbrev skal betragtes som et forsvarsskrft eller en «Dchtung und Wahrhet» avhænger av spørsmaalet om den høfornemme mand var en vrkelg person eller kke. At han er «ngen» kan naturlgvs kke bevses, det er en antagelse man er kommet tl, ford man kke fnder noget som passer. Men denne antagelse maa bortfalde trods at den er over femt aar gammel hvs der fndes det mndste, spor av bestemt antydnng brevet om, at han er en vrkelg person eller noget som kun lar sg forklare det tlfælde, at v den høfornemme mand har med en vrkelg herre at gjøre. Nu fndes der et sted, der som jeg skal vse bare lar sg forklare under forutsætnng av at v har en vrkelg person for os denne høfornemme mand. Det er det sted hvor der tales om Holbergs undertrykte unverstetsprogram. Holberg fortæller, at det blev undertrykt og at der den anlednng gk slemme rygter om ham byen. Han fortsætter saa (Olsvgs ovs.): «Om dette mdlertd er rammet mg med rette, vl du dømme av selve programmet, som her tlføes sn fulde ordlyd. Undersøg nu du, med dn skarpe forstand og dømmekraft om dette program, som her forelægges dg helt og uforfalsket, uten at saa meget som en tøddel er utelatt, synes at fortjene en saa hæsblæsende staahe. Døm du her med den samme oprgtghet som du pleer, jeg vl henholde mg tl dn dom, og gjerne ndrømme, det er en satre, hvs du Qgsaa dømmer saaledes, og lkesaa behagelg skal dn oprgtghet være for mg, om du domfælder den, som dn autortet om du godkj ender den.» (Olsvgs utgave s. 132.) Jeg bemerker hertl, at «tlføes» lnjen ovenfor stjernerne heller bør gjengs «vedlægges som blag» ; det tror jeg er den rette betydnng av ordet «subnexo». Slk som dette staar er det fuldstændg menngsløst. Holberg forklarer, at det «tlføede» (eller vedlagte) program er ufor- 2 Maal og mnne

28 18 Just Bng. falsket, kke en tøddel er forandret det. Og hvordan er saa dette program betegnet? Med fem stjerner. Det er det hele. Desuten blr dette sted endnu mere uforstaaeg efter rektor Elberlngs opfatnng av den «høyfornemme mand». Holberg underkaster sg høtdelg hans dom, og forskrer at han vl sætte lkesaa megen prs paa hans oprgtghet, om han domfælder, som paa hans støtte om han frkjender ham. Og hvem er saa denne mand?! Ingen Men stedet faar straks fuld menng, hvs man kke holder sg tl det som staar paa tryk. Antar man at der her har medfulgt en kop av Holbergs konfskerte unverstetsprogram, er det hele klart. Han henvser tl den vedlagte kop, og han forskrer høtdelg, at den er der ngen stryknnger eller ændrnger foretat. Her vser levnetsbrevet tlbake tl den tlstand, at det har været forelagt med blag av unverstetsprogrammet. Men det vl s: her kan v se at denne skjemtsomme selvbograf har været benyttet som redegjørelse. Men dermed maa det ogsaa være klart at denne «vr perllustrs» maa være en vrkelg person. Man ndsender kke en redegjørelse tl «Ingen». Hermed stemmer ogsaa den høtdelge underkastelse under den fornemme mands dom. Hvad skulde slke talemaater tl, naar denne mand er «Ingen»? Dette sted vl være avgjørende. Enten er det nonsens, eller er «vr perllustrs» en vrkelg person. For at der skal bl menng det, maa man slaa rektor Elberlngs og redaktør Nordahl-Olsens «Nemo» hjel. Vstnok er denne høy-fornemme mand et x, men det er herved g vet at x kke kan være lk 0. Men dermed maa det tllke være fastslaat at dette første levnetsbrev er et forsvarsskrft. For man ndgr kke en redegjørelse uten at man mener at maatte forsvare sg. Nu kan der paa mange steder dette brev skmtes et selvforsvar bak den lystge selvbograf. Men at forsvaret er et væsentlg moment, gr dette sted os oplysnng om. III. Dette er det negatve bevs for at vr perllustrs er en vrkelg person. Det vl av ovennævnte sted være godtgjort at han er «kke ngen».

29 Holbergs «Vr perllustrs.» 19 Men der er ogsaa et postvt bevs, som hænger sammen med spørsmaalet: naar er første levnetsbrev skrevet? Dette spørsmaal har jeg drøftet mn artkel om Holbergs første levnetsbrev Danske Studer 1904, s. 80 ff. og jeg skal her kort anføre resultaterne : Brevet er datert Prde Calend. Januar. Anno MDCCXXVII. Det vl s nytaarsaften 1727 (kke som Olsvg vl: nytaarsaften 1726). Men brevet er tydelgvs skrevet et aar før: Det omtaler Holbergs dgt Metamorphoss (annoncert som utkommet 29de nov. 1726) og motskrfterne mot det. Men det omtaler kke Holbergs skrft: Holger Danskes brev tl Burmann, som er datert «dagen før Iste Februar 1727» og utkom jun. Rmelgvs er det skrevet før dette ; vstnok nævnes Holbergs komede Pernlles korte Frøkenstand, som hadde premere Sdje februar, som opført, men det kan være en foregrpelse av begvenheten, den kan være nævnt som opført, mens man holdt paa med prø verne. Det tlsatte datum tlhører altsaa en slutredakton. Og av denne har jeg opdaget et meget vgtg spor slutnngen av brevet. Holberg nævner sn ver for st forfatterskap ; han har løn nok derfor, naar hans landsmænd kke glemmer ham. Han vl følge den «høyfornemme mands» opfordrng tl at skrve, hans ros er for Holberg utbytte nok av forfatterskapet. Skumlerer skal kke avskrække ham, han er blt hærdet dermot. Styrket ved den «høyfornemme mand»s godkjendelse, skal han fortsætte med kke alene at taale skjeldsord, men og at fremkalde dem ved ny fld. Man tror kke sn egne øne naar man saa læser den følgende og sdste sætnng: «Men spøkefulde vers og vanlg skjemt skal jeg overlate tl andre, som jeg nu mn alder bør vke pladsen og sænke flaget for, da den gamle frodghets blomstrng nu er uttørret.» Holberg slaar sg her smpelthen selv paa munden. Han blæser sne fender et stykke og vl fremdeles utfordre dem og saa opgr han st satrske forfatterskap, det eneste, hvor der er utfordrng. Dette kan umulg være skrevet samme træk; slutnngen maa tlhøre slutredaktonen fra juletder Og dette løfte om at opg sn satrske vrksomhet har vel Holberg kke slk her tl slutnng bragt offentlg frem uten efter paatryk utenfra. Endelg klager Holberg en efterskrft over at «den ven, tl hvem alene brevet var skrevet» har lat det trykke og at der ved slurv av trykkerne er kommet en hel del fel brevet. At

30 20 J^s* ^ gbrevet er skrevet tl den «høy fornemme mand» alene, er kke sandt. Det er tydelgvs bestemt tl offentlggjørelse. Dette kan bedst forklares som avtalt spl mellem den «høy fornemme mand», som mente at dette selvforsvar burde trykkes jo før jo heller, og Holberg som vlde ha set det gjennem og rettet sprogfelene brevet før det blev trykt, hvad det hø grad har trængt tl, for der er mange sprogfel noget som Hans Gram st brev tl Fabrcus klager over. V ser da: brevet har lgget henved et aar haandskrft og er saa trykt største hast uten gjennemsyn; men der er tlføet «helt om» fra den kurs han sætnnger, hvor Holberg har gjort tdlgere har holdt. Alt dette er tegn, som peker paa en vrkelg person. Har det lgget et aar, saa har det lgget hos den «høy-fornemme mand», tl hvem det har været ndlevert. Er det trykt hast uten revson, saa er det foranledget av samme «høy-fornemme mand» og naar Holberg tlslut lover at opg st satrske forfatterskap, hvad han ngenlunde agtet, da han oprndelg skrev brevet, ja^ saa er det skkert ogsaa den «høy-fornemme mand», som har en fnger med spllet ved denne ku-vendng. Ingen av delene, hverken det lange mellemrum, tryknngen uten revson eller kuvendngen kan forklares, som om Holberg av egen drft har latt det ske slk. Det forutsætter en fremmed og tllke en «høy-fornem mand», en mand med stor ndfly dese. Navnlg naar Holberg tvnger sn natur og bekvemmer sg tl at love at opg st satrske forfatterskap, maa denne mand ha været en mand, som han har følt at han maatte bøe sg for. Denne x blr saaledes en væsentlg faktor Holbergs utvklng, og v maa faa lov tl at nteressere os for spørsmaalet om hvem han er, uten at bl sat klasse med dem som spør hvem Hekubas moder var. IV Men før v ndater os paa nogen gjetnng om hvem «vr tl at perllustrs» er, maa v spørge: er der nogen anlednng Holberg ndgr sn redegjørelse og st selvforsvar? Her har Olsvg gjort en opdagelse. Ha har sat Holbergs selvforsvar forbndelse med et forslag tl en unverstetsreform, som er ndgt av Holbergs kollega og fende Andreas Hojer tl dronnng Anna Sofe.

31 Holbergs «Vr perllustrs.» 21 Her hænger ltteraturhstoren sammen med den poltske hstore. Anna Sofe Reventlovs ophøelse tl dronnng bragte hendes slegtnnger U. A. Holsten, som var gft med hendes søster, Fr. Rostgaard, som var gft med hendes uegte, men leg- tnde. Men saa kom der en tmerte halvsøster, tl magtens krse. Bskop Krstana Bartholomæus Dechmann vandt kongens og dronnngens gunst, han fk stand en»gehem» kommsson almndelg kaldet «bandekommssonen» som undersøkte forholdene den høere embedsstand, hvor flere var be- skyldt for at ta mot bestkkelser. Rostgaard blev styrtet og dermed tapte den danske skueplads sn støtte blandt magthaverne, og en av hoderne den Dechmannske klk, Mønchen, blev efter Rostgaard oversekretær det danske kancell. Tl denne klk hørte Hojer, og hans reformkommsson for unverstetet skulde Dechmann og hans svgerson, Hojer selv og Holbergs formand som professor klassske sprog, Lntrup, Holbergs gamle rektor fra Bergen og skkerlg hans uven, ha sæte. Hojers forslag er et egte koterprodukt, hvor hans egne moderne anskuelser og de gamle teologers og dsputatorers røst høres sde om sde. Mot Holberg har forslaget en brod, at de yngste professorer skulde tlholdes at habltere sg «pro loco» ( st fag). Og det hadde Holberg kke gjort, hverken før metafysk eller nu klassske sprog; han hadde været optat med sne komeder. Imdlertd, Hojers forslag er helt prvat, det er skjult under dronnng Anna Sofes skjørt. Men da det utgaar fra en som er persona grata hos en ledende klk, kan det, hvad øeblk det skal være, bl tl' offentlg vrkelghet. Derved forklares, at Holbergs selvforsvar første levnetsbrev er kacheret og at skrftet gr sg ut for en lystg selvbograf. At forsvaret sgter tl at hævde ham selv som dygtg tl sn professorstllng, kan v se av at han ^y^adg fremhæver sne studer av latnsk ltteratur. ^f Spør v derfor, hvem «vr perllustrs» kan antas at være, saa maa efter dette sandsynlgheten være for, at det er en mand, som har med unverstetet at gjøre. V. De dentfkatoner av den «høy-fornemme mand» v har fra samtden nævner to forskjellge mænd. En klokker paa

32 22 J^st Bng. Amager, Hallng (f 1737), har en bblograf nævnt Hans Mkkelsens komeder og tlføer saa: Comoede-Skrveren kj endes av Ludvg Holbergs latnske epstel tl Est. R. (Etatsraad) Frd(rk) Eostg(aard). Den anden dentfkaton er optegnet av Langebek 1738 nnder et opbold paa Kraagerup hos Rostgaard. Den lyder saa: «Holbergs Epstula ad vrum perllustrem er skreven tl Greve Eantzau, nu Stadtholder Norge». Begge dsse mænd har Holberg vstnok staat forbndelse med gjennem sn vrksomhet for «Den danske Skueplads». Rostgaards forbndelse med den er kjendt. Skuespllerne henvendte sg 1731 tl Rantzau med en ansøknng om protekton. Rantzau hadde været medlem av den søsterkommsson tl «Bandekommssonen», som skulde undersøke forholdene marnen. Ved den sdste nots forelgger den mulghet, at der kan sgtes tl Holbergs andet levnetsbrev som utkom Det kan være at Rostgaard nødg vlde ut med sproget overfor Langebek og har henvst tl Rantzau, som mulg kan ha hat en fnger med spllet med at faa Holberg tl at fortsætte st første levnetsbrev, mulg ogsaa ved dets avfattelse. Men ngen av dem kan ha været den endelge adressat. Den endelge adressat maa ha hat noget med unverstetet at gjøre. Han maa ha foranledget Holberg tl at ndsende st kasserte unverstetsprogram fuldstændg kop. Han har hat «brevet» lggende hos sg henved et aar. Han har foranledget tl Holbergs msfornøelse at det blev trykt hast uten revson. Han har faat Holberg tl slutten at avg løfte om at holde op med sn satrske dgtnng. Alt dette peker hen kke bare paa en mand med stor ndflydelse, men ogsaa paa en mand, som efter sn stllng maa ha kunnet øve tryk paa Holberg. Slk er det sandsynlg at «Vr perllustrs» første levnetsbrev har været; andet og tredje levnetsbrev kan han være en fkton eller en mand, som har opfordret Holberg tl at fortsætte. Overfor dsse sandsynlghetsberegnnger holder ngen av de to mænd maal, som samtden mente var den «høy -fornemme mand». Rostgaard var en falden mnster. Rantzau var sat nd marnekommssonen ; da man mente at han var uven med admral Gabel, antok man at han vlde faa admralen domfældt; men Rantzau var en hæderlg mand, han holdt haand over den dygtge Gabel. Forøvrg var han sden 1721 uten offentlg stllng, en stor godseer, og fk 1729 gehemeraadsttel. Først

33 Holbergs «Vr perllustrs.» 23 Krstan 6 kaldte ham atter statens tjeneste og gjorde ham 173 L tl statholder Norge. Er Holbergs første levnetsbrev sendt tl nogen av dsse, har de her skkert bare været mellemmænd. Nu er det Rostgaards kreds kke vanskelg at opdage den mand, som skulde være den endelge adressat. Det er hans svoger, storkansler grev Ulrk Adolf Holsten, som sden 1721 var unverstetets patron. Han skulde som saadan føre tlsyn med unverstetets pengemdlers anvendelse og motta ndberetnng om hvert fakultets tlstand hvert aar fra unverstetets rektor og paase at ngen blev ansat som professor, der kke var sn stllng voksen. Det er klart, at utenom ham kunde Hojer kke komme med st unverstetsprojekt. Da Holsten var blt unverstetspatron 1721 og det knkge punkt ved Holbergs forhold tl unverstetet, hstoren med det kasserte program, var foregaat 1720, er det rmelg at han har forlangt at programmet sn helhet blev ham forelagt. Da grev Holsten var en ndtl det yderste forsgtg mand, synes det rmelg at han har foranledget at Holberg avgav st løfte om at opg sn satrske dgtnng. Alt synes her at stemme. Jeg holder derfor fast paa denne hypothese som jeg har fremført Danske Studer Men bevse denne antagelse kan jeg kke. Holberg har her omgt den «høy-fornemme mands» person og st eget selvforsvar med en hemmelghetens ka ape, som vanskelg kan gjennemtrænges. Det eneste som kan bevses, er at dette skrft er anvendt som en redegjørelse og at den «høy-fornemme mand», tl hvem det er skrevet, er «kke ngen».

34 KAMP MELLEM VÆTTER. Av Georg Sverdrup. I motsætnng tl alle andre overnaturlge væsener er guden utvklngsdygtg. Han staar under forvandlngens tegn og har saaledes faat del den evne, som er menneskets adelsmerke blandt alt levende. Skjønt menneskenes herre avpasser guden sg ubevsst efter sne undergvnes behov, og kan han end kke skape kultur, er han alfald stand tl at motta kultur av menneskene. Det kan vætterne ^ kke som de vlde ; dyr sjgner de hen cvlsatonens nærhet; dem kan kulturen kun dræpe, kke grpe. Den utvklng, som guden vllg underkaster sg, er vætterne ganske umottagelge for. Gudens omdannelsesproces foregaar baade det ndre og det ytre. Som han skfter snd, skfter han ogsaa sknd. Rkest er kanske denne utvklng paa formskftets omraade for her er ; utgangspunktet tarvelgst og den oprndelge avstand mellem guden og mennesket størst. Hans første model er naturens lvløse gjenstande. Paa det andet trn er han naadd op dyrenes klasse. Saa kaster han dyrehammen og fører sg menneskeskkkelse for tlslut at overstraale menneskene selv skjønhet. Som avhængg av en konstant størrelse er naturvætten altd uforanderlg den samme. I hans ydre er hovedtrækkene større eller mndre grad hentet fra naturomgvelserne. Hans utseende røper hans ophav: at han har været hørt eller set og oplevet fute naturen. Saa avgjørende er dette sklle mellem gudemytens * Dermed betegner jeg mangel av noget bedre ord alle overnaturlge væsener, som kke dyrkes som guder. De vætter, som det det følgende nærmest vl bl tale om, burde kanske rettest betegnes som naturvætter.

35 Kamp mellem vætter. 25 Og vættesagnets væsener, at vætten kke kan bl gjenstand for dyrkelse, bl gud, uten at han tlslut rves løs fra naturgrundlaget og faar lov tl at færdes frt omkrng overalt og tl alle tder. Vætten taaler kke at opholde sg utenfor st element længere td da ; vantrves han. Skogtroldet sprækker sollyset, havfruen længter tlbake tl dypet og sygner hen blandt mennesker, huldrebruden maa forlate mand og barn og gaa berg gjen, den døde vender tlbake tl sn grav, naar han har utført sn msson. Guden dermot har kke ondt av at skfte bopæl og komme blandt mennesker; han er det hele stllet lke saa frt overfor naturen som mennesket selv. I gudemyten utvskes naturpræget, og vore dages forskere stræver haardt og ofte forgjæves med at fnde et eller andet naturfænomen som gudens grundvæsen. Myten har spundet ham nd et væv av frere dgtnng, som det skal varsomme hænder tl for at løse ham ut av. Men noget maa guden mnde om, om han overhodet skal anskues, noget maa han slægte paa, og jo mere hans stamfar glemmes, desto menneskelgere blr han. Guden faar rasepræg, saa hans modej kan skmtes bak trækkene. Av hans adfærd og utseende blr det lettere at bestemme hans menneskelge end hans guddommelge avstamnng. Der er «hvte» guder, negerguder, ndanerguder o. s. v. Denne raseforskjel gjør sg aldrg gjældende folkesagnet; det fortæller om skogvætter, havvætter, bergvætter o. s. v.; men mongolske og germanske vætter kjendes kke. En fremstllng av «den germanske vættelære» hører mg bekjendt kke tl de mange synder, som den mytologske forsknng har paa samvttgheten. Skogtroldet blr sg selv lkt overalt hvor der er skog og trold som holder tl den. Det kan kke bestemmes efter ytre merker, om det har norsk eller afrkansk blod aarerne. Men hvert folk har sn gudetype, som lgner folketypen; en hvt gud blr kke negergud, før han har skftet ham og omdannet sg sne nye herrers bllede. Da guden skapes efter menneskelge maal og med de nærmeste, hjemlge forblleder for øet, kan der kke opstaa mere end én gudeverden blandt mennesker, som dyrker fælles guder. Ganske uvlkaarlg overfører folket sne ndre og ytre egenskaper paa guderne; de hører saa at s tl samme folkeæt. Men hos samme folk kan tallet paa vætternes verdener bl lke saa mange, som der er forskjellgartede naturomgvelser landet. Hvor