HANDBOUND AT THE UNIVERSITY OF ' TORONTO PRESS

Transkript

1

2 HANDBOUND AT THE UNIVERSITY OF ' TORONTO PRESS

3

4

5

6

7 MML OG MINNE Norske Studer Utgt av Bymaals Laget ved Magnus Olsen 1. og 2. hefte 1915 Indhold: Sde Ivar Hoel: Krstansunds - maalet. 1 Helge Gjessng: Et gammelt kultsted Sanded 65 Carl. Marstrander : Tor Irland 80 Catharnus Ellng: To barneleke fra Lom 90 Knut Hopperstad: Smaa sproglge problemer 92 A.Kjær: Smaatng fra Akershus-Regstranten" Olafsen : Gamle mands- og kvndenavn Hardanger Bymaals-lagets forlag, Krstana (Majorstuveen 7 "). I Kommsson hos H. ASCHEHOUG a CO., Krstana.

8 Efymaals-lagefs skrfter. Moltke Moe: Retskrvnng og folkedannelse Utsolgt. Moltke Moe: Norsk og dansk sprogdragt. Retskrvnngssakens ve og tempo. Foredrag Bymaals-laget 31. mars (Bymaals-lagets smaaskrfter I.) Grats, porto 5 øre. Amund B. Larsen: Krstana bymaal. Vulgærsproget med henblk paa den utvungne daglgtale (Bokladeprs kr. 1,50.) 1 krone -f porto 10 øre. J. A. Schneder: Bygdemaalsdgteren Hans Hanson. I Ogsaa utgt av Landsmaalslaget; faaes ved henvendelse tl dette. Ivar Alnæs: Norsk uttaleordbok Kr Gaat over tl H. Aschehoug & Co.'s forlag. Maal og mnne. Norske studer utgt av Bymaals-laget ved Magnus Olsen (Bokladeprs for hver aargang 4 kroner). Kr. 2,40 for aargangen + porto 15 øre [for aarg porto 50 øre]. (Utkommer med ca. 15 ark om aaret, fordelt paa 4 hefter; se forøvrg omslagets 4. sde). Amund B. Larsen og Gerhard Stoltz: Bergens bymål (Bokladeprs kr. 3,00). Kr. 2,00 + porto 15 øre. KarlBjørset: Rksmålets fornorsknng. Nogen vnk (Bokladeprs 65 øre). 40 øre + porto 5 øre.

9 MAAL OG MINNE NORSKE STUDIER V, UTGIT AV BYMAALS-LAGET VED MAGNUS OLSEN 1915 KRISTIANIA. BYMAALS-LAGETS FORLAG

10 PD 1ADI M t DET MALLINGSKE BOGTRYKKKRJ

11 Krstansundsmaalet, Av Ivar Hoel. Sjælevandrng og opkaldelse. Et gammelt kultsted Sanded. INDHOLD Av Hal v dan Koh t Frugtbarhetsgudeparrets ' dyrkelse Uy- ~ "-" Ar Wpap ftftssng. «* a= \jt> Scl< 6 4 I nærværende dobbelthefte mangler ark 4, som skal ndeholde slutnngen av Ivar Hoels krstansundsmaalet". Man vlde kke la avslutnngen av denne artkel snke utsendelsen av heftet, og man fandt det ogsaa uheldg at fordele artklen paa to forskjellge hefter (uten fortløpende pagnerng). 4 vl komme næste hefte. Ark som hus, lancc^ pl ur. husar, tanar o. s. rr. s. tno. Dansk-norsk uryggelg m. m. Av Ola Skulerud 170 Søndmørsk rjød. Av Hjalmar Falk.172 Boon, Son och OSrrerr. Av Hjalmar Lndroth 174 Vers Kongespelet. Av Magnus Olsen 178 Fra Vest-Agder. Av P. Holm es land Skavhælen (s. 180). 2. Vekegrass (s. 182). 3. «R træmærra» (s. 182). 4. Trøborg (s. 183). Vetenskaplgt lv på Island under och 1200-talen. Av Nat. Beckman 193 Bokstavrm hos Peder Dass. Av Ragnvald Iversen 213 En vdenskabelg fuldstændg ordbok tl det nynorske bokrke. Av I. A. Refsdal 221 Smaastykker. I. Torre og Gjø. Av Elert Mo 223 II. Synder. Av Elert Mo 225 III. En sproglg nydannelse. Av G. Stoltz 226

12 IV. Pkkelesten. Av G. Stoltz 226 Sde V. Svensk teatergangåre. Av Ed v. Bull 227 VL «Kerrever». Av Kagnvald Iversen 228 VII. Et utrykt Dgt af Johan Nordahl Brun. Ved B. Askevold VIII. Mot maren. Av B. Askevold 230 IX. «Musen som Lokes arvtager». Av Ddrk Arup Sep 230 X. Overtro om broer. Av Ddrk Arup Sep 231 XI. Ltt om baal og brand folketroen. Av O. Nor dgaa rd 231 XII. Vers Kongespelet. Av W. A. C r a g e 232 XIII. Bjarnasona-kvæoL 1. Av Ed v. Bul Av M. 233 XIV. Gjersvk-ndskrften. Av G. Br ke an d 234 XV. Skoklefald. Av M. O 235 XVI. Olav Trygveson og trollene. Av Ed v. Bull 235 Johs. JBrøndum-Nelsen : Sproglg Anmeldelser. forfatterbestemmelse. Studer over dansk sprog det 16. aarhundredes begyndelse. Kjøbenhavn Anm. av Ragnvald Iversen 185 Catharnus Ellng: Vore Kjæmpevser belyst fra muskalsk Synspunkt. Krstana Anm. av O. M. Sand vk 188 Afmælsrt tl dr. phl. Kr. Kålunds 19. agust Gef5 ut af Hnu slenska frædafjelag Kaupmannahofn. Kaupmannahofn Anm. av Magnus Olsen 190 Forfatterne er alene ansvarlge for bdragenes ndhold.

13 KRISTIANSUNDSMAALET. Av Ivar Hoel. Indlednng. 1 Følgende fremstllng av Krstansundsmaalet er bygget dels paa drekte agttagelse av talemaalet, dels paa meddelelser fra en række personer. Det er mdlertd vanskelg at fnde folk som taler dalekten nogenlunde rent. Meddelelserne fra de forskjellge har ofte dfferert kke saa ltet. For det første er dalekten som de andre bymaal utsat for sterkere og sterkere paavrknng fra skrftsproget, paa den anden sde er der ogsaa sterk ndflydelse fra de forskjellge bygdemaal byens nærhet. Indflytnngen fra landet har nemlg været overordentlg stor sdste menneskealder. De fleste av mne meddelere hadde saaledes forældre som var ndflyttet fra bygdene. Forskjellge dalektformer fndes hyppg sde om sde ( 12, 14). Det blr derfor ofte vanskelg at begrænse dalekten opad mot skrftsproget og nedad mot bygdemaalene. Det følger av ovenstaaende at dalekten er adskllg uensartet og at den samme form ofte kan optræ flere skkkelser. Sproget tales av de enkelte mange avskygnnger efter avstamnng, samfundslag, alder og dannelse. De forskjellge lag sproget sees tydelg substantvbønngen ( 79). I uttalebetegnelsen har jeg benyttet de sedvanlge lydtegn. Tonelaget er kun betegnet naar to- eller flerstavelses ord har enstavelses betonng. Trondhjem, august «gn.» = gammelnorsk; «1. = landsmaal. 1 Maal og mnne. 1915

14 . saaledes o Ivar Hoel. Bymaalets oprndelse og forhold tl nabodalektene. dalekten ha 1. Krstansund er ngen gammel by, og derfor ntet gammelt bymaal tl utgangspunkt. Den er helt og holdent et ndflyttermaal. Folskn (Fosna) nævnes første gang omkrng De folk som gammel td bodde paa de tre øer hvorpaa byen n lgger, talte naturlgvs nordmørsmaal. Eftersom der mdlertc tl flyttet folk fra alle kanter, det der vokste frem et strand sted ved den ypperlge havn, kom dalekten tl at sklle sg fr maalene paa Nordmør flere punkter. Dog er forskjellen fn nordmørsmaalene, særlg de Ytre Nordmør, den dag dag kk< særlg stor. 2. Byen har en nteressant sproggeografsk belggenhet Den lgger trøndermaalenes dstrkt, men utkanten. Ikk< langt syd for byen tales maal som flere henseender skller s^ meget fra trøndermaalene. Særlg gjælder dette vokalkvanttet lkevegtsf ormer og apokope. I alle dsse henseender har roms dalsmaalene og sydlgere maal øvet ndflydelse paa vor dalekt Av større betydnng blev mdlertd paavrknngen nord fra, fra det lette maal som hadde dannet sg Trondhjem by og paa begge sder av Trondhjemsfjordens mundng Fosen' ( Helt fra Krstansunds første bebyggelse har der selvfølgelg flyttet nd folk fra dsse steder. Mange fskere flyttet saalede nd fra Fosen, og blandt de første beboere av strandstedet Fosn; var handelsmænd fra Trondhjem, de saakaldte utlggere. 0; helt tl byen blev selvstændg kjøpstad 1742, var den strand sted under Trondhjem. 3. Naar v sammenlgner Krstan sundsmaalet med maal førene Ytre Nordmør, er som sagt forskjellen kke stor. Fo skjellen er de fleste tlfælde begrundet den smplfserng pj tlnærmelse tl andre bymaal og skrftsproget som dalekten sor bymaal maatte undergaa. En smplfserng av sproget er de naar nordmørske vekslnger som tme- tlmpj,bækk - bæfffy bofy'a, vsa, opgves og erstattes av: tme tmen, bæjck bukh - bok' a, vsa, samt naar byen bruker adv. kor baade om stedet o: graden, mens Nordmør bruker kvar om stedet og kår om grader Naar de nordmørske pronomener e, me, de, se er fortræng av de trønderske æ, mæ, dæ, sæ, mens ho har holdt sg, har vs nok ogsaa en lgnende grund været medvrkende. De brede ly

15 Krstansundsmaulet. u falder nemlg bedre nd byens lydsystem. Her er nemlg lang e meget sjelden. Mens paa Nordmør gn. é er gaat over tl tang e, beholder Krstansund lkesom Trondhjem den brede lyd (sml. 47). Det maatte derfor bl en forenklng, naar byen ogsaa dsse pronomener hadde æ svarende tl nordmørsk é. En forenklng er det ogsaa naar nordmørske nfntver som f arr a, gravva, gnaga erstattes av forrå, grarva, gnægga. Paa den maate utvdes den assmlaton som dsse verber paa Nordmør perf. part. har undergaat med verber som bærra ogsaa tl nfntv. Desuten undgaaes vokalskfte mellem nfntv og præsens. Paa Nordmør har svake verber efter 1. konj. endelsen a præsens: Jcasta-Jcasta-kasta (præs. mperf. perf. partcp). I Krstansund har Trondhjem-Eosenf ormen trængt nd: kaste- 1 Jcasta-Jcasta (præs. mperf. perf. partcp). Paa den maate faar svake verber præs. kun en endelse. Naar byen dftongene er mer utstrakt bruk end paa Nordmør, skyldes dette paavrknng fra dftongrkere maal, særlg Trondhjems by maal og Fosenmaalet. Ogsaa dette er en vndng for maalet, det bybefolknngen hadde meget samkvem med folk som brukte dftonger større utstræknng end Nordmør. Enkelte vestlge træk som fndes paa Nordmør er avstrefet; saaledes har byen melfom, jamrfom, såmm (re. pron.), hvor Nordmør sedvanlg har bortkastet den ubetonede m. Skrftens s) og skj uttales Krstansund kun s, paa Nordmør ogsaa sj eller 4. Nordmørsk mår gå heter Krstansund mårra o. s. v. Ellers erstattes ældre former med mere moderne som brukes over store omraader og ofte stemmer overens med skrften; saaledes har byen f. eks. trætfn, fjortfy for trætå, fjorju. h, >,»>., for howa; jorra for jarra, hår for he (præs. av hå), gå for ga, sta for staren, o. s. v. 4. Paa grund av de to byers nære belggenhet og de lke forhold hvorunder dalektene har utvklet sg, kommer Krstansundsmaalet paa alle væsentlge punkter tl at staa Trondhjemsmaalet meget nær. Det ser sg selv at det maatte bl Trondhjem som den ældre og betydelgere by som kom tl at øve ndflydelse paa Krstansund. For en stor del er de to maal hvad lydlære, bønng og ordforraad angaar næsten dentske. Dog er der nogen forskjel det Krstansund har bevart nogen sydlgere former. Saaledes har Krstansund negtelses- 1 I det nordlge Fosen præs. host.

16 4 Ivar Hoel. adverbet tøe, svarende tl Trondhjems tt, ho for hu ; de avkortede pronomener nå, tå, så fndes kke Trondhjem o. s. v. Den sterke paavrknng nordenfra brytes Krstansund stadg av den fortsatte ndvandrng fra Nordmør. I mange tlfælder kjæmper derfor forskjellge former om herredømmet, saaledes fndes refleksvendelsen st ved sden av s, partcperne barre, fårre ved sden av borre og forre trønderformen ; æ fårsstovss(t)-torssa (præs. mperf. perf. partcp) ved sden av æ tør som paa Nordmør. 5. Trondhjems bymaal har hat saa stor betydnng for Krstansund ssproget at dette kke kan behandles uten man samtdg kommer nd paa det første. Saaledes maa særlg forholdet tl andre dalekter behandles under et. Dog er det første række Krstansundssproget jeg behandler. De oplysnnger jeg har om Trondhjemsmaalet, er nemlg kke saa fyldge og stammer kke fra saa mange meddelere som for Krstansundssprogets vedkommende. Desuten har jeg kke hat saa megen anlednng tl at høre det talt av personer av forskjellg alder og samfundsstllng. Mt kj endskap tl det har jeg væsentlg fra en del personer som jeg har utspurgt. 6. Trondhjem ndtar baade geografsk og sproglg en central stllng, det byen lgger omtrent mdt landet, der hvor Vestland, Østland og Nordland støter sammen. Fra syd-øst kom de gamle færdselsveer fra Østlandet, og kke langt fra byen gaar den gamle forbndelsesve mellem Vestland og Nordland. Her var derfor alle betngelser for utvklng av en nteressant dalekt. Sammenlgner v bydalekten med Bergensmaalet, er der tltrods for megen lkbet, hvorom senere, ogsaa en paafaldende forskjel. Bergensmaalet skller sg væsentlge punkter fra dalektene byens nærhet og ogsaa fra alle de øvrge dalekter landet. Trondhjems bymaal har alle de vgtgste træk tlfælles med bygdemaalene stftet (undtagen Eomsdalen). Dalekten vælger mdlertd de former som maatte være de høvelgste for et : bymaal de enkleste, letteste, mest vdtfavnende. Byen har søkt at smplfsere sn lydlære og gramm atk mest mulg. Bymaalet er en slags generalnævner for alle sprogformer befolknngen kom berørng med, kke alene dalektene byens sproglge opland Trondhjems stft, og en vdere forstand ogsaa Tromsø stft

17 Krstansundsmaalet. t men ogsaa fjernere maal, særlg bymaalene (først og fremst Bergens bymaal) og skrftsproget. Avstanden mellem Trondhjems bymaal og landdalektene er kke særlg stor, særlg gjælder dette de nærmestlggende kystmaal, som danner en overgang tl bymaalet men ; dog er bymaalet et eget, selvstændg sprog som adskller sg selv fra nærmestlggende bygdemaal ved vsse eendommelgheter, hvorom senere. 7. En del træk er fælles for alle dalekter stftet. De har ogsaa bymaalene. Det er tykke og ^-holdge lyd, bortkastelse av sdste stavelse bestemt flertal av han- og hunkjønsord (f. eks. batan, skaten). Desuten lkevegt og apokope, som v skal omhandle ltt nærmere. 8. Lke vegtslo ven gjælder for begge bymaal, det endelsens vokal mange tlfælde er behandlet forskjellg eftersom foregaaende vokal gn. var kort eller lang. Trondhjem har lkevegt omtrent samme utstræknng som kystmaalene, dog er der mange nregelmæssgheter, særlg verberne. I Krstansund er der mndre lkevegt, hvlket vel kommer av at byen lgger utkanten av lkevegtsdstrktet. Lkevegtens vrknng vser sg tydelgst verber og svake hunkjønsord, mndre tydelg svake hankjønsord. a) I verber beholdes begge bymaal endevokalen a efter oprndelg kort foregaaende stavelse: bærra, særra, færra. Efter oprndelg lang stavelse apokoperes endelsens vokal: bt, skrv, møt. Apokopen grper ogsaa ofte verber med oprndelg kort første stavelse, særlg naar vokalen er blt forlænget. Saaledes er der ofte vaklng svake verber med forlænget a stammen: smaka, gapa, saga og smak, gap, såg. Lkevegten har holdt sg bedre sterke verber; men de som staar Mellemsproget nær, apokoperer ogsaa regelmæssg her (sml Mellemsproget). Baade Trondhjem og Krstansund er der mange som apokoperer endelsen alle verber: bær, sær o. s. v. Verber som gn. endte paa -ja, apokoperer almndelg endelsen: spør, smør, væt, sæll Vaklende er: Ugg(a), lgg(d), setta, stt(a). Paa samme maate forholder sg ogsaa dætt(a) med oprndelg lang første stavelse (gn. detta). b) I svake hunkjønsord beholdes Trondhjem endelsens vokal efter kort stavelse gn., alfald mere daglgdagse ord : vækka, tørra (gn. tjara, tjoru), snarra, flua, stua, sænna (gn. Sna. Efter lang stavelse apokoperes endelsen: gryt, ***&*, vts] apo-

18 6 Ivar Hoel. kopen utvdes ofte tl tlfælder hvor vokalen er forlænget: hak (gn. haka f.), kåk (1. kaka). Substantver paa oprndelg -ja kaster væk denne endelse: Ijerk (gn. krkja), vefy (1. vækja). I Krstansund er forholdet adskllg anderledes. Lkevegtsformene fndes nok hos enkelte, da de støttes gjennem ndflytnng fra landdstrktene. Jeg har saaledes faat opgt mange former med endelsen a: vækka, fyærra, snarra, flua, stua, håssa, f arra (gn. fura). Endelsen a beholdes temmelg almndelg enkelte ord med kort rotvokal, særlg: vækka, tyærra, sjeldnere hvor første stavelses vokal er forlænget: flue, stue. Det sedvanlge er mdlertd at alle hunkjønsord med oprndelg lkevegt Krstansund nu ender e. paa Hvor dalektens ord avvker fra skrftsprogets, erstattes de ofte av dettes former; saaledes brukes almndelg uke for vækka, strbmpe for håssa, furu for farra. Efter oprndelg lang foregaaende stavelse kan endelsen apokoperes, særlg ord som brukes som andet led sammensætnnger : væjckarklåkk, kv^tkåk. Ellers brukes almndelgst tostavelsesformer paa e: gryte, Makke, f]]e. De som gn. endte paa -ja, har altd e: sælje (gn. selja, f.), vqtfye, tyerke. Mens Trondhjemsmaalet saaledes staar omtrent paa samme standpunkt som Fosenmaalet, er lkevegten ved svake hunkjønsord omtrent forsvundet Krstansundsmaalet. c) I svake hankjønsord med oprndelg kort førstestavelse beholdes endelsen a (den oblkve form) bestandg en række ord : maga (ogsaa magga), haga (ogsaa hagga), måssa (gn. mos), passa (gn. pos). Ord med oprndelg lang førstestavelse ender paa e, som kke apokoperes: tune, okse, måne, onne. Dog forekommer uttryk som to tm. Der er mdlertd lkesom kystmaalene nogen sammenblandng av de to klasser, det mange ord med oprndelg lkevegt nomnatv har seret, kke de oblkve kasus, saaledes : hane, vane, harre. Ogsaa ellers staar ofte e (undertden vekslende med -a) efter kort stavelse gn., det dsse former understøttes baade av skrftsproget og sydlgere dalekter; lkevegtsformene holder sg dermot bedre som første led sammensætnnger, saaledes hake, sj. haka (1. hake m.), tyåke, men Ijakabnn, sæte, men sæjaphm. Efter lang første stavelse gn. forekommer kun endelsen e: tanke, hanske, dog undertden bakka ved sden av bakke. I begge bymaal er der tlbøelghet tl at g hankjønsord

19 1 Kun KrstansuHlsnualet. endelsen e som skrftsproget. Lkevegtsformene har holdt s. bedst daglgdagse ord som ved sn form var bedst mot beskyttet paavrkmng fra de sydlgere maal og skrfts Droget, sml. maga haga, måssa, passa, men hane, vane, hake. Som v har set er lkevegtsloven Krstansund mest levende verber, særlg de sterke, dernæst svake hankjønsord. Vdere om lkevegt Mellemsproget Med hensyn tl apokopen gjør bymaalene noget mndre bruk av den end selv de bygdemaal stftet som apokoperer mmdst (undtagen Romsdalen og de sydøstlge maal). Som v har set apokoperer begge bymaal endevokale. verber med oprndelg lang første stavelse, mens Krstansund undgaar apokopen svake hunkjønsord. Naar Krstansund har opgt apokopen hunkjønsordene, men kke verberne, saa har vst tonelaget været en medvrkende aarsak. I Krstansund, hvor de apokoperte former ofte er blt helt enstavelses og er faldt sammen med oprndelge en sta velsesformer, vlde saaledes ubestemt form sterke og svake hunkjønsord ha faldt helt sammen, og kun været adsklt bestemt form ved hjælp av tonelaget. Istedenfor gryt, best. grøa, ved sden av skåt, bestemt skåva, faldt det lettere første tlfælde at vælge gr[/te, bestemt gry f a. Noget slkt hensyn har kke gjort sg gjældende nfntv. De svake ntetkjønsord apokoperer sedvanlg endevokalen bygdemaalene, mange steder ogsaa de som gn. endte paa, som stykk. I bymaalene er begge dsse klasser smeltet sammen og ender paa e: due, øre, jærtte, stokke, snøre, mærke. I adj ektverne apokoperer bygdemaalene endelsen e forskjellg grad efter adjektvets bruk sætnngen. Almndelgst er apokopen naar adjektvet brukes som prædkatsord. Endelsen den svake form av adjektvet apokoperes ogsaa almndelg, dermot beholdes oftere flertalsendelsen e naar adjektvet brukes attrbutvt. De to bymaal apokoperer adjektvendelsen mndre grad end de fleste bygdemaal. Kun naar adjektvet staar som prædkatsord, apokoperes bestandg flertalsendelsen. Her er ogsaa endelsen mndre nødvendg og kastes ogsaa bort Bergen naar adjektvet staar slutten av en sætnng. Endelsen e beholdes dermot den svake form og flertal av attrbutve adjektver, altsaa: d rke mnu'dn, sa 1 store Ims' an, store hus. Apokope er sjelden og skyldes ndflydelse fra landet: da stor hn/e, *) >/<«Kr. sund.

20 g Ivar Hoel. hus' an. Dermot apokoperes endelsen pronomener som all, mant], somm : all gttan, mann guta, a]vstes, marjr/stes. Bymaalene har nemlg ntet mot at la % pronomenerne være ubøede flertal. 10. V har nu behandlet tng som er fælles for størstedelen av stftet. I andre henseender er der betydelg forskjel nellem stftets dalekter. Det gjælder sær utjevnng mellem stammens og endelsens vokaler samt dftongene. Tl- eller utjevnngen er sær sterk den ndre gruppe av dalekter Trøndelagen. Paa Nordmør forekommer den sær de ndre bygder, men meget mndre maalestok. Ytre Nordmør og Fosen har ltet jevnng. Dog kan stammens vokal jevnes med a endelsen; saaledes kan forekomme former som stagga (gn. stge), makka (gn. moka), barra (gn. bora), vavra (gn. vera), navva (gn. hnef), lavva (gn. lova). Med hensyn tl utjevnngen har derfor kke Krstansundsmaalet behøvd at fjerne sg meget fra de omgvende bygdemaal. Trondhjems bymaal maatte dermot sklle lag med ndlandsmaalene Trøndelagen og vende sg mot kystmaalene. Utjevnede former som håmmår, nåvvå, måggå, stagga, båttå, våttå er mot bymaalenes væsen: at vælge de mest samlende former. Kystmaalene og bymaalene er paa dette punkt ndlandsmaalene absolut overlegne det de staar Nordlandsmaalene, Vestlandsmaalene og skrftsproget meget nærmere. De to bymaal er saaledes ogsaa med hensyn tl utjevnng kommet hverandre meget nær. De undgaar utjevnngen endnu høere grad end Fosenmaalene. De har saaledes kun: hammar, nævva, maga eller magga, stægga, bætta, vætta, bårra, låvva, værra. Dog kan undertden enkelte av de nævnte utjevnngsformer paa a a Fosen sve nd, særlg gjælder det makka som er noksaa almn delg. Mens begge bymaal undgaar utjevnngen, ford den gjør ordene ukj endelge for folk som kke er vant med dsse former, kan endevokalen vrke tljevnende, særlg sænkende, paa rotvokalen: bætta, vætta, vækka, såmmar (gn. sumar), /arra (gn. fura). Med hensyn tl dftonger slutter ogsaa bymaalene sg det hele tl Fosenmaalene; de bruker mer dftonger end flere av stftets dalekter (størsteparten av Nordmør og sydøstre del av Trøndelagen), og mndre end enkelte (Romsdalen, Namdalen). 11. Av alle stftets dalekter staar maalene paa begge sder av Trondhjemsfjordens mundng Fosen bymaalene nærmest.

21 Krstasmlsnaalet.,, Her har der fra gammel td været meget lvlg færdsel, og befolk mngen som har deltat meget de store fskerer, 'er kom.., t meget sammen med fremmede. Sproget har derfor utvklet rg under forhold som lgner meget bymaalenes. Naar dertl kommer at dstrktet lgger saa nær Trondhjem, er det ganske naturlg at dalekten saa hø grad kom tl at lgne bymaalet. Lkheten skyldes vel for den største del paavrknng fra bymaalet, men enkelte tng kan fra de samme forutsætnnger ha utvklet sg næsten lke saa tdlg Fosen som Trondhjem. Hvordan Trondhjem-Fosen-maalet utjevner motsætnnger og vælger de letteste, mest vdtfavnende former, sees tydelg av de svake hunkjønsord. 12. Paa Vestlandet og Tromsø stft utgaar de svake hunkjønsord fra den gn. nomnatv og ender derfor ofte ubestemt form ent. paa a, men da gn. an ofte blr å eller o, falder, selv naar den ubestemte form ender paa a, ofte bestemt og ubestemt form kke sammen. Der er ngen forskjel paa ord med oprndelg lang og oprndelg kort første stavelse. Endelsen bestemt form av sterke og svake hunkjønsord er ofte forskjellg (botye, vsa). Da Trøndelagen gn. an blr a paa samme maate som gn. en, falder bestemt sterkt og svakt hunkjøn sammen; men der ndtræder en spaltnng ndenfor de svake hunkjønsord. Svake hunkjønsord med oprndelg lang første stavelse kaster bort endelsen ubestemt form og faar bestemt form samme endelse som de sterke; svake hunkjønsord med oprndelg kort første stavelse har endelsen holdt sg, og de oblkve kasus har seret over nomnatv. Oftest er lkevegtsformer bestemt og ubestemt form lke (cj vs, best. vsa, et vuhhu, best. vukku; bofy'a best. form av n bok). Nordmør gaar en mellemve mellem Trøndelagen og Vestlandet. Da gn. en blr a, men an å eller o, adsklles bestemt sterkt og svakt hunkjøn. Spaltnngen ndenfor de svake hunkjønsord er dermot kke saa stor som Trøndelagen. I den bestemte form er der ngen forskjel paa ord med oprndelg lang og oprndelg kort første stavelse, det gn. an blr å eller o begge. I ubestemt form har mdlertd endevokalen holdt sg ord med lkevegt, mens den er bortkastet substantver med oprndelg lang første stavelse. Den ubestemte form maa stamme fra de oblkve kasus; sandsynlgheten taler derfor for at ogsaa den bestemte form av ord med lkevegt er fremkommet ved en sam-

22 IQ Ivar Hoel. menflytnng av nomnatv med de oblkve kasus, endskjønt den ogsaa kan forklares som opstaat av nomnatv alene. I ord med lkevegt falder almndelg bestemt og ubestemt form sammen (r vs, best. vsa eller v%80 % e vekka eller vekko, best. vekka eller vekko, botya av e bok). I Trondhjem og omkrng mundngen av Trondhjemsfjorden, hvor brytnngen mellem Vestland, Nordland og Trøndelagen var størst, maatte nu med logsk nødvendghet nomnatv sere alle svake hunkjønsord; da desuten baade gn. en og an blr a, faar man følgende meget enkle bønng r vs, best. vsa, n vækka, best. vækka; hoft' a, byene bok' a, bestemt form av bok. Paa denne maate kommer Trondhjems-Fosenmaalene tl at forene alle fordele hos de sammenstøtende dalekter: lkesom trøndermaalene har de samme endelse bestemt form sterke hunkjønsord og svake hunkjønsord uten lkevegt, lkesom Nordmørs- og de fleste trøndermaal er bestemt form av svake hunkjønsord med lkevegt lk den ubestemte, lkesom Nordland, Vestlandet og Nordmør har de samme endelse bestemt form av hunkjønsord med og uten lkevegt. De har altsaa utjevnet kløften mellem hunkjønsordene bestemt form ental. I ubestemt form er der forskjel mellem substantver med og uten oprndelg lkevegt. I Krstansund fjernes mdlertd sedvanlg ogsaa denne sdste forskjel ( 8). I flertal av svake hunkjønsord har dalektene stftet almndelg en rund vokal (å, o, u), saaledes at ord med lkevegt endelsen sedvanlg har samme vokal alle former: f. eks. vekkåvekkå, fl. vekkå-vekkmm eller vukku-vukku, fl. vukh-vukkwp^ I Fosen og bymaalene var det derfor bekvemmest at gjennemføre a overalt: vækka, vækka, fl. vækka, vækkan. Paa den maate smplfseres ogsaa substantvenes flertalsbønng. Ogsaa ellers har a fortrængt oprndelg rund vokal aksentsvak stavelse: nåkka (længre fra kysten nåkkå), mårra (Nordmør *mårgå, Trøndelagen mårra), strnatt (længre nd s tetnatt). At rund vokal kke forekommer aksentsvak stavelse er en av de vgtgste eendommelgheter som byene har sammen med Posen. Undtagelserne er faa: foruten furu som skrftsproget har jeg faat opgt sulu baade fra Trondhjem og enkelte steder Posen. a for rund vokal aksentsvak stavelse fndes ogsaa andetsteds hvor der er lvlg færdsel, saaledes omkrng Lofoten og Hammerfest nord og ved Lndesnes syd.

23 I Krstunsuulsnatlet.., 13. Den omlydte vokal rotstavelsen av substantv,- har bymaalene paa faa undtagelser nær ogsaa erstattet med a maalene gaar her kke saa vdt som bymaalene. V merker følgende ^ tlfælder : Da svake hunkjønsord utgaar fra nomnatv, har de a roten: haka, hak (gn. haka, hgku), snarra (gn. snara, snoru) ; ja blr jas eller jæ: fyærra (gn. tjara, ttøru), færra, fjæra (gn. fjara, fjom). Eund vokal tndes nogen faa ord som er kommet nd fra landet, saaledes tvårra (gn. ]?vara, f>voru) og tna (svensk tvaga, 1. tvoga). Lkedan har jeg Trondhjem faat opgt snfn. mens Krstansund har svale (hankj øn) fra skrftsproget. I flere sterke hunkjønsord har f a fortrængt de omlydte former: tayy, stayy, ta>m, lkedan adjektvet tratjtj. Alle bygdemaalene har her omlydte former: tåyr/, står/y, tråyy; de som staar byene nærmest, som Fosen, har dog tarm for tann. Hankjønsordet bark kan byene ha omlydt vokal, men har nu, alfald Krstansund, mest a: bark. 14. Bymaalene Trondhjem og Krstansund vser nogen henseender megen overensstemmelse med Bergens bymaal samt maalene Tromsø stft, hvlket let forklares av den lvlge forbndelse som der bestandg har været mellem dsse steder. Saaledes er der f. eks. stor lkhet mellem vokalkvantteten Trondhjem-Krstansund og Bergen. Jeg skal ndskrænke mg tl at omtale følgende punkter: 1. I perf. part. av sterke verber opvser trøndermaalene paa grund av tl- eller utjevnng mellem stammens og endelsens vokal forbndelse med analogsk paavrknng mellem de forskjellge klasser en mængde former. Ut av denne mangfoldghet har Trondhjems bymaal skapt et meget enkelt system, det det ogsaa her har valgt de mest samlende former. De bygdemaal som staar bymaalet nærmest, er kystmaalene, særlg de nordenfor Trondhjemsfjorden. I Bjørnør f. eks. er der efter de oplysnnger jeg har faat, megen lkhet med bymaalet; men ellers er der ogsaa Fosen adskllg forskjel fra dette. Lkheten med Bergensmaalet er stor. Paa grund av tljevnng med endelsens vokal er stammevokalen Trondhjem forblt lukket a) perf. part. med oprndelg stammen: rvv, htt,, her ogsaa med sænknng av tl e: revve, bette. I Bergen: nvvæ, bttæ med aapen.

24 12 Ivar Hoel. b) perf. part. med oprndelg o stammen; dott, slopp, borr, ogsaa dotte, stoppe, borre. Dsse partcpers analog følges kke alene av de med oprndelg a stammen som bygdemaalene : forr, forre, men ogsaa av flere som paa gn. hadde e : sott, logg, drogg, tojcjc, loss eller sotte, logge, drogge, tokke, losse. De fleste bygdemaal har beholdt e eller jevnet den med endelsen eller følgende palatal tl, mens Bergen har samme overgang sdm Trondhjem. Bergens bymaal har: dottæ, sloppæ, borræ, sotta', logga, droggæ, tokkæ, lossæ. c) verber som nfntv og præsens har y stammen har perf. part. y, det nfntvvokalen har nfluert partcpvokalen : brytt, fryss eller med sænknng av y tl o: brotte, f rosse. I Bergen: brjjttæ, frj/ssæ med aapen y. Krstansund er vaklende. Lkesom paa Nordmør kan der forekomme partcper med cl for gn. o: barre, ddtte, bratte, fråsse, og analogsk fårre. Almndelgst forekommer dog de samme former som Trondhjem, dog sænkes altd stammen tl e og y tl o, og endelsen forekommer kun e, altsaa: revve, bette, dotte, stoppe, borre, forre, brotte, frosse. 2) En lgnende overensstemmelse kommer tlsyne pronomenerne «hvem», «hver» og «eder». Dsse heter Trondhjem- Krstansund : kæmm, kvær, dåkkdr, og : Bergen kemm, kværr, dokker. Bygdemaalene omkrng Trondhjem og Krstansund har sedvanlg andre former, særlg gjælder dette dåkkdr, som heter dokk, dåkka, dåkkår. I kystbygdene og byenes nærhet brukes kæmm, mndre grad kvær. Ellers brukes hvevffl, kva?m, kvar. Formene kæmm og kvær skyldes vel landdstrktene paavrknng fra byene, de vnder stadg terræng. 3. Konsonantstamm er, som paa gn. dannet flertal ved endelsen r og om mulg omlyd av stammens vokal, beholder alle tre bymaal r baade bestemt og ubestemt flertal ; saaledes har Trondhjem-Krstansund: bok, best. boka, fl. bøk' dr, best. 'bøkdrn, og Bergen flertal bøk år, bestemt bøk' åme. Paa dette punkt skller Bergensmaalet sg fra bygdemaalene byens nærhet, mens bygdemaalene Trondhjems og Tromsø stfter staar bymaalene meget nærmere. Dog er forholdet almndelgst kke saa regelmæssg som bymaalene. Flere bygdemaal kaster væk r baade bestemt og ubestemt flertal, de fleste bygdemaal Trondhjems stft kaster væk r flere eller færre av dsse ord bestemt flertal.

25 Krstunsdsnanlct, > 15. Foruten de allerede nævnte lkheter mellem Trond hjem-krstansund og Tromsø stft skal v nævne den bestemte form av ntetkjøn flertal, som har faat tllagt n ved analog med de andre kjøn. Størst lkhet med bymaalene vser de dstrkter hvor der er mest færdsel, Senjen, Lofoten og byen Hammerfest. Mellemsproget. 16. En fremstllng av en bydalekt vl være ufuldstændg hvs man kke ogsaa tar med den tale som mer eller mndre er præget av skrftsproget det sprog som tales av voksne nden de høere klasser, eller Mellemsproget som v vl kalde det. Det sprog som barna nden dsse klasser taler, er dalekt opblandet med Mellemsproget. 17. Mellemsproget er den dag dag sterkt flytende. Det er meget.skftende og kan splle alle avskygnnger mellem dalekt og stvt boksprog. Meget kommer an paa stuatonen, emnet man taler om og øeblkkets lune. Det er desuten meget ndvduelt. Enkelte personer og enkelte famljer har udmerket og udmerker sg ved forkjærlghet for at være krstansundske st sprog. 18. Paa grund av Mellemsprogets sterkt skftende karakter kan dets eendommelgheter kun angves store træk. De agttagelser jeg bygger paa, har jeg væsentlg hentet fra Krstansund. Enkelte har jeg ogsaa gjort Trondhjem og hos folk fra landdstrktene som prøver at løfte sg over dalekten. De peker samme retnng. Der synes at ha eksstert et slags høere talesprog, som flere punkter har sklt sg fra dalektene og været fælles for store dele av det nordenfjeldske Norge. Dette sprog har flere overensstemmelser med Bergensmaalet ; saaledes mdrnrpj (for mårra), aftntj/, Mke, rt/ke transtv bruk (rffjce sgar'). Former som «trærene», «kjørene» kan man hyppg se skrft, saaledes ofte stlebøker. I fnere Krstansundstale er det alfald hos mange meget almndelg at bruke fælleskjønsformen av sterke partcper endog perf. og pluskv.fektum med «har. : ha(r) sjcrevdn, fo'rn. Det samme har jeg hørt Trondhjem, hvor almndelg det er vet jeg kke. den rolle Mellemsproget spller mdlertd kke længer Trondhjem som Krstansund, det det saakaldte dannede talesprog for en stor del er traadt steden.

26 J4 I vav Hoel. 19. Mellemsproget er en vdereførng av de samme prncpper som har ledet dalektens utvklng: avslpnng av tng som kunde vrke avstkkende, vdere utjevnng og tllempnng tl andre bymaal og skrftsproget. Me) de fjernere dalekter og skrftsproget spller en langt større rolle end den egentlge dalekt. Paa samme td søker dog sproget at bevare st hjemlge præg. Det ynder derfor mellemformer. Som karakterstske eksempler kan nævnes: Ullen og Ulla for lfylpn og Ulfya («den vesle» hankjøn og bunk j øn), båg' a for boka o. s. v. Jeg vl ndskrænke mg tl følgende træk: 1. Mellemsproget holder meget bedre paa dalektens former end ord. Man betænker sg kke paa at bruke danske ord: hø, sø, skav, brk, myre, kall (dal. kall adj.); endog måv'dr (adj.) for måg'dr er kke sjelden. Dermot søker man gjerne at gjøre dem hjemlge ved at underkaste dem dalektens sproglover: kall, vann (for dalektens vatt' r), båg' a (for bok' a), låv-låve4åya(låft)-låva (laft) for laga, lagga. 2. Dftongene brukes ltet, saaledes høres ganske almndelg: sténan for stetnan, ben' an for bnnan, vet for vet, lo//, ogsaa løg (som Bergen) for hug, logg. 3. Lkevegtsloven gjelder kke, det endelsens vokal behandles ens efter oprndelg lang og kort stavelse. Endelsen e er gjennemført alle svake hunkjønsord (som ogsaa almndelg dalekten), desuten og^aa svake hankjønsord endelsen kastes bort ; (eller beholdes som e) alle verber uten hensyn tl foregaaeude stavelses længde gn. Det typske Mellemsprog faar saaledes følgende former: f\]e, klakke, stue, flue (fnere flle, klakke, flue); bte (men kun bættagryn, en krstansundsk ret), mave, håve (for haga, hagga), vt (for v ætta), lev (for levva), jør (for jorra). 4. Sænknng av de gn. korte vokaler undgaaes eller føres kke saa vdt, saaledes: vt (for vætta), bte (for bætta), fsk, vl, hurp, Ugg, stt. Sml. dalekten hvor ogsaa vokalen er vaklende enkelte ord, særlg foran p, U, gg, tt (oprndelg gj og tj) ( 38). "Den brede æ-lyd er ofte betydelg avslepet og kan nærme sg e. 5. Tykke og -holdge lyd er noget mndre bruk end folkemaalet. 7-holdgheten har mest tlbøelghet tl at mangle efter de høe vokaler (, t): ull, stt, og mndst efter de lave vokaler (a, å): vayyn (for vatt' r), hmp (for ha?m), kall (for kall). 6. Kvantteten er paavrket av skrftsproget tostavelsesord hvor der gn. første stavelse var kort vokal fulgt av enkelt

27 Krstansunlsmaalet. - konsonant. Mens dalekten ofte har bevaret vokalens korthet, er den sedvanlg forlænget de høere klassers daglgtale: g for grovve, fro&n for frosse, bte for bétta, vt for vætta. < dalekten er der vaklng, særlg for as vedkommende; vokalens længde understøttes her baade av skrftsproget o<r sydlgere dalekter ( 26). 7. v brukes sedvanlg for g ord som: mave, håve, lav = 1) vb. for dalektens laga, lagga, 2) adj. som ogsaa folkemaalet har fortrængt låg, undtagen Idghahlt. Ofte forekommer måv'dr (adj.) og analogsk marv (for marg en bok), det ordet er sammenblandet med skrftsprogets marv, krstansundsk marg føn. mergr.). 8. I. perf og pluskv. brukes ofte f ælleskjønsformen av sterke verber: æ ha skrevdn, grbvzn, Jo rn. 20. Mellemsproget bevæger sg det hele mot skrftsproget, særlg ordvalg. Hos mange kan det komme skrftsproget meget nær, men dog er der vsse dalekteendommelgheter man nødg gr slp paa, særlg mer hverdagslg tale. 1) Hunkjøn holder sg sedvanlg godt. Karakterstsk for dette mellemsprog er at man gjerne bruker danske ord som båg, bro, kb, tro, ø, men lar dem beholde det norske kjøn: båg'a, bro' a, kb'a (for ku' a), tro' a (for tru' d), hur'va (for kårg'a), ø'a (for oj' a). Særlg bro' a er almndelg og er ogsaa dalekten mer brukt end bru' a. Hunkjønsformen føles som noget av det mest eendommelge ved dalekten. Det er derfor Mellemsproget større tlbøelghet tl hunkjønsord end dalekten. Mange som taler typsk Mellemsprog synes at føle et hunkjønsord som mere krstansundsk end et hankjønsord. Medvrkende aarsak tl denne utvdelse av hunkjønnets omraade har vst ogsaa været datvformer paa a landdstrktene, det de av byfolk, som kke bruker datv, opf åttes som hunkjønsord. Av slke ndvduelle hunkjønsord som jeg har hørt, skal jeg nævne følgende, som alle dalekten er hankjønsord ordene nævnes ental bestemt form: ll'a (gn. eldr), ktåss y a (for hfåst smak' a, frakk' a, mo' a, endog bækk 'a (for b:r>kk'dn). Endskjønt dsse hunkjønsord endnu er vl sporadske, de vstnok fremtden bevrke en forøkelse av hunkjønsordenes anta! (sml. «Kjøn»). 2) a endelsen holder sg godt, saaledes:».

28 ](} Ivar Hoel. a. ubestemt flertal av hankjønsord, svake hunkjønsord (ofte ogsaa sterke, da Mellemsproget hankjønsordenes flertalsformer almndelg overføres paa hunkjønsordene), samt ntetkjønsord paa vokal: hæsta, vsa (gn. vsor, vsur), stokka, øra, o/a (for dalektens dua). b. bestemt flertal av hankjønsord, svake hunkjønsord ( Mellemsproget ogsaa oftest de sterke) samt alle ntetkjønsord : hæstan, vsan, hus' an, barn'an (for dalektens omplan), bjan (for dalektens duan). c. mperf. og perf. part. av svake verber efter 1. konjugaton samt adjektvendelsen att (gn. -6ttr):,ruUa, tufta, tråvatt, ogsaa ofte ved analog rølatt (for dalektens rddett). Ofte foretrækker Mellemsproget mperf. og perf. part. paa t, naar ngen vanskelg konsonantgruppe opstaar: ~kah]t for balja, balet for baka, laft for laga. 3) Av pronomenerne brukes særlg ^ (dermot mndre hyppg mæ, dæ, sæ), ho, dåkkdr. Mest brukes dog dæmm, som er den eneste brukelge form talen. Ved sden av nåkka brukes som fnere form nat, som ogsaa fndes Trondhjem og mange andre steder. De personlge pronomener harm og ho brukes meget almndelg foran personnavn, ogsaa famljenavn: ho Mart, 'n J6ns'n. 4) Mellemsproget har mndre apokope end dalekten. Dog apokoperes altd endevokalen stedsadverber som betegner en væren paa stedet: ut, hm, jæmm (gn. ut, nn, hema), lkedan flertalsendelsen e adjektver som brukes prædkatvt. Endevokalen kan ogsaa apokoperes nfntv av verber, baade efter laug og kort forangaaende stavelse gn. 21. Dette Mellemsprog, som v har skldret korte drag, har aldrg været skarpt avgrænset mot dalekten, og allermndst er dette tlfældet vor td paa grund av mer skolegang og læsnng hos alle og mndre socal forskjel. Man hører derfor nu stadg Mellemsprogets former anvendt av folket, særlg naar de -vl uttrykke sg fnere end vanlg. Skrftsproget har saaledes, med de høere klassers tale som mellemled, lange tder paavrket dalekten. Skrftsproget har derfor ogsaa været en vrksom faktor dalektens utvklng. Da nu bymaalet en række tlfælde lkeoverfor bygdemaalene betegner en tlnærmelse tl skrftsproget, er paavrknng fra dette rmelg eller skker. Men de fleste tlfælde er der osrsaa en ndre (Trykt 2. mars 1915).

29 KrstansundsKalet. - grund tl at paavrknngen har fundet sted, det de nye. former som regel betegner en forenklng av formverket og saaledes o er remgaat av et slags ndre behov sproget. Som eksempler skal v nævne flertalsformer som trer, her, bygdemaalene tre, kne, præsens som for, jr, har, tar, perf. partcper som slått, full. Ogsaa enkelte tlfælde hvor bymaalets former gjenfndes en mndre del av stftet, har vel skrftsproget vrket nd, saaledes naar bymaalet har: 1) æ av gn. æ og forlænget e foran rd som enkelte steder sydvestre Trøndelagen, mens stftet forøvrg har e\ 2) fm for gn. an som nordenfor Trondhjemsfjorden; 3) negtelsespartkelen u som enkelte steder vanlg har o. Trøndelagen, mens stftet 22. De merker som dansk paavrknng har sat paa Krstan sundsmaalets grammatk er kke vdere dype. Anderledes er det med ordforraadet. Bymaalet har selvfølgelg optat langt flere danske ord og er fattgere paa norske end bygdemaalene. Tdlg begyndte danske ord gjennem admnstratonen, krken, skolen, bøker og avser at trænge nd, først de dannede klassers tale og saa folkemaalet. Med den stgende oplysnng alle samfundslag er denne strøm av ord blt større og større. Paa den anden sde har vstnok ogsaa ordforraadet tlsg fra bygdemaalene. Men lvet byene er slk at ndflytterne faar ltet brnk for store dele av st ordforraad. Dernæst gjør den overlegenhetsfølelse som byfolk ofte har lkeoverfor bønderne at man kke gjerne optar noget som vrker «bondsk». Bymaalet berkes derfor kke synderlg fra landdstrktene; tlsget tjener væsentlg tl at holde vedlke det norske sprogstof som fndes. Der har saaledes været to strømnnger, en dansk ovenfra og nedover, som stadg har drevet norske ord tlbake, og en norsk fra bygdemaalene opover, som har motarbedet den første. Resultatet er at der er blt to lag sproget. Underst lgger det norske ordforraad som blr anvendt prmtv, konkret og hverdagslg betydnng, og øverst lgger det danske som brukes overført, abstrakt og ædlere betydnng. Abstrakter, avlednnger og betegnelser for tng som vedrører kulturen er derfor gjerne danske, eller de danske ord holder paa at trænge tlbake de norske. Det norske ordforraad vor dalekt er kke vdere rkt, det vedrører særlg byfolkets eget hverdagslge lv og arbede. Danske ord brukes for tng som byfolket vl løfte op, saaledes er betegnelser for tnsr som vedrører egen person almndelg danske (slegtskaps- Maal og mnne

30 18 Ivar Hoel. forhold, klær, møbler, bolg). Betegnelser for tng vedrørende bondens lv og gjernng og landet det hele, er ofte hentet fra skrftsproget. Som eksempler nævner v: sonn, datt' dr, kone, skap, vugge, jæmm, strompe, knæ, oje; Ijyllntj, dugg, svale m. 23. De danske ord har trængt sg nd ltt efter ltt. De har ofte først været anvendt overført eller ædlere betydnng, eller nye betydnnger som folkesprogets ord kke hadde begyndelsen ved sden av de norske. Mange danske ord blev først anvendt avlednnger og sammensætnnger. Det har formodentlg været tlfældet med mange formord som fra og fræmm. De forskjellge danske ord har saaledes kke trængt lke langt ned sproget. V adskller 3 lag: 1) En del danske ord har fuldstændg fortrængt de norske, saaledes: jæmm (gn. hemr), ba (gn. bo5), vakdn, ste (gn. sta5r), sonn, datt' dr, frå, fræmm, skap (1. skap), maa (1. måla), medjc, mel, løv, løk, bo (vb.; bu er sjelden, men fndes). 2) I andre tlfælder har det norske ordet holdt sg enkelte betydnnger eller avlednnger, saaledes: lav (gn. lagr), men laghahlt, klø (baade for gn. klå og klæja), men klåjhjra, ll (det almndelgste ord er forresten varme), men: cllhs, rlltatjj. 3) I en mængde tlfælder brukes det norske ord og skrft* sprogsordet eller et derav paavrket ved sden av hverandre, saaledes: due og o/e; kne og knle; kanna, kanne (sjelden, almndelg kone); håssa, håsse (sjelden, almndelg strømpe), men håssabaypy, tru og tro; tre og træ; vatfn og vap; båwn og burm) hduk og høk; gauk og jøk; glas og glass; gras og græss; har (gn. har5r) og hår. De norske abstrakter som brått, skatt. hogd, mæn'n erstattes ofte av de danske, eller mellemformer brukes, saaledes: brudd, br ut; skudd, skut; hode, hogde; mæ^de. Undertden kan der da være nogen nuance mellem de to ^ord. Saaledes vlde enkelte meddelere helst bruke tre om stoffet, men træ om et enkelt træ; glas betydnng vndu, ellers glass; vatfn «ansamlng av vand, sjø, tjern», ellers va)n; knyt (gn. knyta), men knytt nævvan.

31 ,. Krstansundsnaalet., Lydlære. Kvanttet. 24. Med hensyn tl kvanttet stemmer Krstansundsmaalet med Trondhjemsmaalet og staar det hele paa samme standpunkt som bygdemaalene stftet, særlg kystmaalene. Dog avvker bymaalene fra bygdemaalene flertalsformer som rbttdr, ja næw'*r. Her beholder nemlg bygdemaalene vokallængden flertal saavel som ental: røt eller røt' ar; jéa eller / eller néfar. 25. Oprndelg kort vokal foran enkelt konsonant forhenges : almndelghet ddg, tal (gn. tal n.), øl, crl (adv.), gras, (/(ds, gut. Hvor vokallængden strder mot skrftsproget er der naturlgvs vaklng, tall, vrl, gnrss, glass, gutt I enkelte ord forblr vokalen kort og konsonanten forlænges, særlg foran k, t og n: brått, slått, Iptt, vett, lått (gn. hlutr), hukk, lakk; lkedan mann eller monn. kort vokal foran 26. I tostavelsesord med oprndelg enkelt konsonant første stavelse er der vaklng. Vokalen kan forbl kort eller forlænges saa den blr halvlang eller lang; den følgende konsonant kan være lang, halvlang eller kort. Her skrves enten kort vokal og lang konsonant eller lang vokal og enkelt konsonant. Der er megen vaklng vokalkvantteten. Tlbøelgheten for kort vokal er størst ord som form staar trøndermaalene nær, for lang vokal ord som form slutter sg nærmere tl de sydlgere dalekter eller skrftsproget og lettere kunde paavrkes av dsses kvanttet. De forskjellge vokaler kommer derfor med hensyn tl kvantteten tl at forholde sg forskjellg. å er kort: måssa (gn. mos), passa (gn. pos), f fatta (gn. flot); håssa, hdsse (gn. hosa); kanna, hnne (gn. kona), men kone; fårra, sjelden, almndelg furu, dog ofte fårravé. r er som regel kort: hrtta (gn. bt), nævva (gn. hnefl), Ijrrra (gn. tjara, tjoru), sænna (gn. sna) ; fjærra, fjærfe, ogsaa med lang vokal. Infntver som: bærra, færra, græwa har ogsaa almndelg kort vokal, dog fndes ogsaa halvlang. a er kort enkelte ord, særlg foran r og r: anarra, snorre (gn. snara), navvar (gn. nafarr), men er almndelghet lang, dog

32 2Q Ivar Hoel. kan ofte korte former forekomme ved sden, særlg foran g: nase, smaka, baka, haga (gn. hag), maga (gn. mag), ogsaa hagga, magga. u er lang flua, fne, tua, tue. Da vokalen forlænges enstavelsesord foran de fleste konsonanter, faar man ofte vekslng av kort og lang vokal forskjellge former av samme ord: bær, præsens av bærra, væv (gn. vefr), men verbet heter vævva; dør, men bestemt dorr' a, flertal darre. føl (gn. fylgja), præsens fole, svøl (gn. svelgja), præs. sme. Paa samme maate er behandlet den oprndelge dftong hor (gn. heyra), præsens horre. I tostavelsesformene kan da vokallængden bl vaklende, det de paavrkes av enstavelsesformene. 27. Lang vokal forkortes foran dobbeltkonsonant: grågrått, blå-blått, tru-tru44- I almndelghet ogsaa foran flere forskjellge konsonanter. Saaledes forkortes vokalen ntetkjøn av adjektver: stortt, h/st, mjukt, hokt, låkt. I enkelte holder vokallængden sg dog sedvanlg: fnt, rkt, paa den anden sde overføres vokalkortheten tl fælleskjøn gronn, begge dele overensstemmelse med skrftsproget. I mperfekter og perf. partcper som Ipft, av ]pp ; vætt av væt; spst, av sps; vst, av vs forkortes vokalen, men foran enkelte konsonanter, som v, r, l holder nfntvs vokal sg lang : kræft, av kræv ; hørt, av hør; vært, av væl (gn. velja). Vokaler aksentsvak stavelse kan være halvlange eller endog lange: skåle, pæyvå, apen, koffør («hvorfor»). Lkedan konsonantene. Her betegnes almndelghet kke længde aksentsvak stavelse. Aksent. 28. I de fleste ord er trykket paa første stavelse, hvlket wogsaa overføres paa fremmedord: papp" r, tobb' ak. Dog er trykket paa sdste stavelse ord med forstavelsen får, for, f dr : får-(fbr-, fdr-)svår', fårsæll', f årsøk!, fårnæmm'. Naar trykket er forskjellg fra skrftsproget, er der selvfølgelg megen vaklng mot dettes former, særlg Mellemsproget. I tostavelsesord, kke bare de som oprndelg har hat lkevegt, er der ofte sterkt fremtrædende btryk paa anden stavelse : bærrw, særrå', skåvé'. Dette er særlg tlfældet naar ordet staar

33 Krstansundsmaalet. > alene eller slutten av en sætnng. I utrop kan endog trykk, t y paa anden stavelse bl det sterkeste: No ra\ (TW eller Nora', Ole'. Jo sterkere trykket blr paa endelsen, jo mer økes ogsaa kvantteten. 1 sammensatte ord av mer end to stavelser, hvor skrftsproget har btryk ( skomaker hovedtryk) paa første stavelse av andet sammensætnngsled, koncentreres ofte trykket paa første stavelse, mens andet sammensætnngsled mster st tryk, som erstattes av et ltet btryk paa sdste stavelse, t eks. swmakar eller sko'makdr, ætfdrmeddåg, for-' {får-')medddg eller forråemeddag. I sætnngen mster let logsk vgtge led sn aksent og gaar op en trykgruppe, f. eks. «Olav Paa-' paa- Jardarholt», «Turnesenpaa- Nordlandet». Paa denne maate dannes let sammensætnnger fuwfjr, : rlfcmnmdrn, sahvtafesk, nfslamælk ( 82). Tonelag. 29. Dalekten har fordelng av enstavelses- og tostavelsestonelag det hele efter de vanlge regler. Tostavelses tonelag er der ogsaa : hommar (gn. humarr), peppar, snekkar, lkedan spkar (oprndelg enstavelses gn. spkr). Fremmedordet kaff y e følger almndelg de norske ord og har tostavelses tonelag; det samme er særlg ofte tlfældet flertal: s som møfrlsr, tbf ldr. I sammensatte substantver er der enkelte ord mer tlbølghet tl tostavelses tonelag end østlandsk, saaledes styreman», vllskap, MoFskap. Forøvrg megen vaklng. falder sammen med oprndelg enstavelses ord, Ord, hvs endelse er apokopert, er ofte helt enstavelses og saaledes almndelg verber som bt, skrv. stft er 30. Lkesom de øvrge dalekter Trondhjems der mange undtagelser fra den regel at oprndelg enstavelsesord har enstavelsestonelag, oprndelg to- eller flerstavelses tostavelses. En av de vgtgste grunde tl denne forvrrng er analogen, som har vrket sterkere dette dstrkt end almndelg har været understøttet av apokopen. I de høere klassers daglgtale ellers det den er fordelngen av en- og

34 22 I var Hoel. tostavelsestonelaget ofte noget anderledes end folkesproget. I substantvene agttages større tlbøelghet tl tostavelses tonelag end folkesproget. Dette skyldes skrftsprogets ndflydelse og reakton mot folkesproget, som ofte har enstavelses tonelag svarende tl tostavelses skrftsproget: datt' dr, sost'dr, hogd' a (høden), bre l dd'a (bredden). Det laa da nær at ndføre dette tonelag ogsaa hvor det kke fandtes skrftsproget, saaledes fort væk: bark' en, tappen, katt' en, sved' en (de to sdste kan skyldes sammenblandng med dalektens katte-katf a, sve'tte-sv<ht'en). Dette staar mdlertd ogsaa forbndelse med den lethet hvormed særlg Mellemsproget danner svake substantver: pske, strmle, rærjnskure, trkke («elektrsk sporve»), hæk'se («en heks»), shjte («et sklt»), f dke («et flak»). Sml. følgende og Av eendommelgheter ved tonelaget folkesproget skal v merke os følgende: 1. I forbndelse med apokopen staar sammenblandngen av sterke og svake substantver. I almndelghet er det de svake substantver som utvder st omraade. Svake er saaledes hankjønsordene: ørne, bestemt ørn' en, reve, bestemt rev' en, Masse, bestemt klass' en, samt endel hunkjønsord, som ogsaa ofte er svake : bygdemaalene talle (gn. )oll f.), sjpame (gn. spann n.) og kae («ka, brygge»), altsaa bestemt tall' a, spmm'a, ka a. 1 Mellemsproget forekommer mange, mer eller mndre sporadske, svake substantver, hvorom ovenfor ( 30). Sjeldnere har v utvdelse av de sterke substantvers tonelag. Av hunkjønsord har v tor'a (Trh. tol'a, østlandsk tbl'd). Ogsaa undertden, men sjelden, ved hankjønsord, saaledes: kåtp/dn, ved sden av kånyen. Da dalekten foran n aksentsvak stavelse ord med tostavelses tonelag kun kj ender a eller e (skarp e), mens ord paa dn, 'n har enstavelses tonelag hæstan, skålen, tmen, bækk'dn, hæstfn gr folkesproget skrftsprogsord paa dn eller n enstavelses tonelag: hel'n (gn. sjaldan), entfn, værk'dn (sml. 31.2). 2. Ord som ved apokope av endevokalen er kommet tl at ende paa dr, dl, dl, dn, 'n og saaledes let faldt sammen med oprndelg enstavelsesord med r, l, n efter konsonant, hvor der mdlertd senere mellem konsonanten og r, l, n er utvklet et <?, har sedvanlg enstavelsestonelag, saaledes: hom'dr (gn.hundra5), :vpp'dl{ ), men bestemt æpp'la (gn. epl n.), tavv'dl (gn. tafla), sægg'dl (baade gn. segl og sgla).