Sundhedsudgifter og finanspolitisk holdbarhed

Transkript

1 1 Sundhedsudgifer og finanspoliisk holdbarhed Marianne Frank Hansen, Danish Raional Economic Agens Model, DREAM Lars Haagen Pedersen, De Økonomiske Råds Sekrearia, DØRS Working Paper 2010:2 Sekreariae udgiver arbejdspapirer, hvori der redegøres for ekniske, meodemæssige og/eller beregningsmæssige resulaer. Emnerne vil ypisk være knye il dele af formandskabes redegørelser. Sekreariae har ansvare for arbejdspapirerne Lars Haagen Pedersen Sekreariaschef

2 ISSN (Arbejdspapir - De Økonomiske Råds Sekrearia) Fås ved henvendelse il: De Økonomiske Råds Sekreariae Amaliegade København K Tlf.: Fax: E-pos: dors@dors.dk Hjemmeside: 2

3 Sundhedsudgifer og finanspoliisk holdbarhed 1 Marianne Frank Hansen, Lars Haagen Pedersen, Working paper 2010:2 Absrac: Average growh in healhcare expendiures relaive o GDP in Denmark has been among he lowes in he OECD area since 1970, bu growh raes are rapidly increasing. This paper separaes he expendiure growh ino demographic and nondemographic facors. As an innovaion compared o previous analyses we include he effecs of so-called healhy ageing ino he demographic effecs. Annual demographic and non-demographic real growh in publicly financed healh expendiures is esimaed o be 0.4 pc and 2.0 pc. respecively for he period For he period figures are 0.2 pc. and 2.8 pc. The average annual real non-demographic expendiure growh rae exceeds he growh rae in real produciviy per working hour by pc. in he period The effecs of growh in healhcare expendiures on fiscal susainabiliy are assessed and he resuls are: Fiscal susainabiliy is robus wih respec o growh in healh care expendiures due o fuure increases in life expecancy. This is a consequence of healhy ageing and he indexaion of he sauory reiremen age o life expecancy ha follows from he 2006-welfare reform. Fiscal susainabiliy remains very sensiive o non-demgraphic facors: An increase in non-demographic expendiure growh of 0.3 pc. in excess of he produciviy growh increases he fiscal susainabiliy problem by 2.1 pc. of GDP. Doubling he expendiure growh relaive o produciviy growh o 0.6 pc. increases he fiscal susainabiliy problem by 4.8 pc. of GDP. Therefore curren growh in non-demographic healhcare expendiures canno be mainained for a longer period wihou challenging he public financing of healhcare expendiures in Denmark. Keywords: Public healh expendiures forecas, healhy ageing, wealh effecs, fiscal susainabiliy JEL: H51, I12, J14, E10, E62 1 Resulaerne, der præseneres i denne analyse, er sammenfaldende med resulaerne i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi eferår Synspunkerne i dee papir er forfaernes og er ikke nødvendigvis sammenfaldende med vurderinger fra De Økonomiske Råds formandskab. Søren Arnberg, Niels Henning Bjørn, Thomas Bue Bjørner, Anne Krisine Høj og Peer Sephensen akkes for konsrukive bidrag og kommenarer. 3

4 Indledning Sundhedsydelser er en cenral del af produkionen i alle udviklede lande. Der er en endens il, a sundhedsudgifernes andel af den samlede produkion er højere jo mere velsående lande er. I Danmark udgør sundhedsydelser omkring 10 pc. af produkionen afhængig af den konkree afgrænsning. Finansieringen af de danske sundhedsydelser er hovedsagelig offenlig, hvilke har baggrund i Sundhedsloven, der, som e vigig formål, angiver, a der skal være le og lige adgang il ydelser fra sundhedsvæsene. Hermed berages sundhedsydelser som en ydelse, der ikke skal være afhængig af den enkeles økonomiske formåen, men besem af de medicinske behov. Hvis der ages udgangspunk i sundhedslovens formål, bliver såvel sundhedsydelserne som deres finansiering cenrale områder for velfærdssamfunde. I denne arikel søger vi a vurdere den fremidige udvikling i sundhedsudgiferne på basis af dels de hisoriske endenser og dels den forvenede udvikling i befolkningens alderssammensæning. Under anagelse af, a udgiferne også i fremiden finansieres primær via de offenlige, budgeer gives en vurdering af beydningen af udviklingen i sundhedsudgiferne for de finanspoliiske holdbarhedsproblem. Analysen af den forvenede udvikling i sundhedsudgiferne baseres på esimaioner af signingen i de aldersbeingede sundhedsudgifer i den hisoriske periode. Udgangspunke er, a den forvenede fremidige væks i sundhedsudgiferne analyisk kan opdeles i en demografiskbeinge del og en reserende del, hvor sidsnævne dels kan ilskrives en højere eferspørgsel som følge af øge økonomisk velsand og dels e sørre udbud som følge af udviklingen i lægevidenskaben, som beyder, a sadig flere sygdomme kan behandles. I den hisoriske udvikling siden 1970 har de demografiske bidrag være begrænse, da perioden er præge af en mege lav væks i resleveiden for ældre sam e forholdsvis sabil anal af ældre. I samme periode er andelen af befolkningen i den erhvervsakive alder vokse som følge af, a de fødselsårgange, der har opnåe den erhvervsakive alder i perioden, har være sørre end de årgange, der har rukke sig ud af arbejdssyrken på grund af alder. Begge fænomener er ændre i de senese år således, a resleveiden for ældre siger markan og de generaioner, der i fremiden rækker sig ilbage vil være væsenlig sørre end de nuværende generaioner af ældre. Udviklingen beyder, a de forvenes, a den demografiskbeingede del af udgifsvæksen vil være sigende, fordi der er udsig il e sigende anal ældre i befolkningen, og fordi sundhedsudgiferne er voksende med alderen. En del af signingen i analle af ældre skyldes den forvenede sigende resleveid for ældre, mens den reserende del af 4

5 signingen er midleridig og skyldes de hisorisk sore fødselsårgange i 1940 erne. Der er en beydelig lieraur, som diskuerer sammenhængen mellem væksen i middelleveiden og sundhedsudgifernes aldersafhængighed. Udgangspunke for lierauren er en opdeling af sundhedsudgiferne i udgifer il såkald erminalbehandling og øvrige sundhedsudgifer, hvor erminaludgifer faslægges som sundhedsudgifer il paiener, der dør inden for en given periode. En beydelig del af sundhedsudgiferne il ældre bliver med denne opdeling karakerisere som erminaludgifer. Terminaludgifer afhænger primær af personens reserende leveid (dvs. id il død frem for personens alder). Denne effek er afgørende, når resleveiden for personer i en given alder vokser. De samlede sundhedsudgifer pr. person i en given aldersgruppe vil al ande lige falde, når resleveiden siger, ide afholdelsen af erminaludgiferne udskydes i ak med forøgelsen af resleveiden. Dee fænomen kaldes sund aldring og indebærer, a den demografiskbeingede forvenede væks i sundhedsudgiferne reduceres. Arnberg og Bjørner (2009) esimerer erminaludgifernes omfang i Danmark og vurderer beydningen for den forvenede fremidige demografiskbeingede udvikling i sundhedsudgiferne. Analysen i dee papir ager udgangspunk i resulaerne fra Arnberg og Bjørner. Den del af den forvenede fremidige væks i sundhedsudgiferne, der ikke er demografiskbeinge baseres på en esimaion af den hisoriske udvikling i denne del af sundhedsudgiferne. Analysen er en videreudvikling af meoden præsenere i Pedersen og Hansen (2006). Mens Pedersen og Hansen (2006) opdeler væksen i sundhedsudgiferne i en del, der skyldes ændre alderssammensæning og en reserende del, ages der i nærværende analyse herudover højde for den i Arnberg og Bjørner (2009) esimerede effek af sund aldring, således a den hisoriske væks i sundhedsudgiferne opdeles i en demografiskbeinge væks inklusiv sund aldring og en reserende del. Med udgangspunk i DREAMs befolkningsfremskrivning, de iniiale aldersbeingede sundhedsudgifer og esimaionerne af henholdsvis sund aldring og den reserende væks i sundhedsudgiferne kan udviklingen i sundhedsudgiferne fremskrives. Denne fremskrivning anvendes som inpu i den generelle ligevægsmodel DREAM, og udviklingens beydning for den finanspoliiske holdbarhed vurderes på basis af beregninger med modellen. Den reserende del af papire er organisere på følgende måde: I førse afsni præseneres de overordnede ræk af udviklingen i sundhedsudgiferne i en række OECD-lande herunder Danmark i perioden Ande afsni præsenerer meode og resulaer af esimaionen af den ikke-demografiskbeingede væks i sundhedsudgiferne, når der er age højde for sund aldring. I redje afsni fremskrives sundhedsudgifernes andel 5

6 af BNP, og i fjerde afsni vurderes sundhedsudgifernes beydning for den finanspoliiske holdbarhed. Analysens hovedkonklusioner sammenfaes i de afsluende afsni. Udviklingen i sundhedsudgiferne i de senese årier Sundhedsudgifernes andel af BNP har være voksende i alle OCED-lande i den periode, hvor der foreligger daa, dvs. fra 1970 il I 1970 udgjorde sundhedsudgiferne i gennemsni 5 pc. af BNP i OECD-landene, mens de i 2006 udgjorde 9 pc. i gennemsni. 2 Opgjor ved den gennemsnilige årlige reale væksrae i henholdsvis sundhedsudgifer og BNP pr. capia har alle lande en mervæks i de reale sundhedsudgifer i forhold il BNP. Sørs forskel er der for Porugal, hvor den gennemsnilige årlige realvæks i sundhedsudgiferne pr. capia er på god 5 pc., mens realvæksen i BNP pr. capia er på knap 2 pc. i samme periode. I den anden ende af skalaen ligger lande som Sverige og Danmark, hvor den gennemsnilige realvæks i sundhedsudgiferne pr. capia kun er ½-1 pc.poin højere end væksen i BNP pr. capia, jf. figur 1. Figur 1. Gennemsnilig årlig realvæks i sundhedsudgifer pr. capia og BNP pr. capia fra 1970 il 2006 Væks i sundhedsudgifer, pc Porugal Grækenland Sorbriannien Tjekkie Belgien Spanien Frankrig USA Norge Japan Danmark Schweiz Sverige Tyskland Polen Sydkorea Irland Væks i BNP, pc. Anmærkning: Landenavne er kun angive for udvalge lande. Den oprukne linie er 45-graders linien, der angiver samme væksrae i sundhedsudgifer og BNP. Kilde: OECD Healh Daa Selvom alle lande har en beydelig mervæks i sundhedsudgiferne i forhold il væksen i BNP, er der også en sor spredning, som kunne pege på, a sundhedsudgiferne i en række OECD-lande cacher up i forhold il lande, som i udgangspunke havde de højese sundhedsudgifer. Dee er i e vis omfang ilfælde, men spredningen mellem 2 OECDs opgørelse af sundhedsudgifer inkluderer flere udgifer il ældrepleje end Danmarks Saisiks opgørelse. For Danmarks vedkommende udgør forskellen ca. 25. mia. kr. i 2006, jf. DØR (2009) 6

7 landene er sor, jf. figur 2. USA skiller sig således ud som de land, der har haf den sørse væks i sundhedsudgifernes andel af BNP i perioden, selvom USA også i udgangspunke i 1970 var bland de lande, som havde de højese sundhedsudgifer. USA's sundhedsvæsen er i højere grad eferspørgselssyre end de flese andre OECD-lande, mens lande som Danmark og Sverige, der dels havde e høj udgangsniveau for sundhedsudgiferne og dels er bland de lande, der har haf den lavese mervæks i perioden, begge er relaiv udbudssyrede. Således faslægges sundhedsudgiferne i højere grad via en generel rammebevilling, der ikke afhænger af eferspørgslen. Figur 2 Væks i sundhedsudgifernes andel af BNP sa i forhold BNP-niveaue i 1970 Ændring , pc.poin Porugal Belgien Spanien Sydkorea Norge England Schweiz Frankrig Irland Tyskland USA Sverige Danmark Niveau 1970, pc. Anmærkning: Landenavne er kun angive for udvalge lande. Kilde: OECD Healh Daa Udviklingen i de danske sundhedsudgifer afviger fra den generelle inernaionale udvikling. Danmark var i 1970 de OECD-land, som havde de højese sundhedsudgifer i pc. af BNP på ca. 8 pc. Frem il saren af 1980 erne seg sundhedsudgiferne il god 9 pc. af BNP, hvorefer der skee en beydelig opbremsning i udgifsvæksen således, a sundhedsudgifernes andel af BNP gradvis fald frem mod 1995, hvor den udgjorde god 8 pc. af BNP. Fra omkring 1995 følger udviklingen i de danske sundhedsudgifer sor se de øvrige OECD-landes og særlig i de senese åri har signingen i sundhedsudgiferne være beydelig. 3 Der er o hovedforklaringer på de senese års forøgede signingsak i sundhedsudgiferne. For de førse har der være forøge poliisk opmærksomhed på sundhedssekoren bland ande som følge af fokus på a nedbringe den danske merdødelighed for cenrale sygdomsområder som hjere/karområde og senes kræfområde. For de ande er de 3 Der er e bemærkelsesværdig sammenfald mellem den relaive udvikling i sundhedsudgiferne og den relaive udvikling i middelleveiden. I perioden fra ca il 1995 seg den danske middelleveid med ca. 1 md. om åre, hvilke er væsenlig langsommere end i de øvrige OECD-lande, hvor signingen var omkring 2-3 mdr. om åre. Fra 1995 begynde den danske middelleveid a sige i samme omfang som middelleveiden i de øvrige OECD-lande. 7

8 danske sundhedsudgifer i højere grad bleve eferspørgselssyre gennem indførelsen af fri sygehusvalg og udvide fri sygehusvalg. De frie sygehusvalg indebærer, a paiener, der er bleve henvis il e offenlig sygehus har mulighed for a vælge bland de offenlige sygehuse. De udvidede frie sygehusvalg indebærer, a hvis de offenlige sygehuse ikke kan foreage behandlingen inden for de faslage idsfriser, kan paienen vælge a blive behandle på e priva sygehus eller klinik, som regionen har en afale med. Den ændrede syring af sundhedssekoren, der beyder, a sundhedsprodukionen i højere grad syres gennem veneidsgaranier, har primær før il signinger i regionernes udgifer il bl.a. sygehuse sam saens udgifer il sygesikring og medicin. Samle har den gennemsnilige årlige realvæks i de danske sundhedsudgifer være på 2,8 pc. i perioden fra , jf. Tabel 1. Tabel 1 Forbrug af sundhedsydelser Årlig Mia. kr. (2008- priser) real væks Pc Regioner, i al 69,0 95,5 65,3 3,7 Heraf: Sygehusudgifer 53,5 71,7 49,0 3,3 Sygesikring (ekskl. medicin) 9,3 13,3 9,1 4,1 Medicin 5,1 8,0 5,5 5,1 Kommuner, i al 27,8 28,9 19,8 0,4 Heraf: Plejehjem og ældrepleje a) 20,4 20,5 14,0 0,1 Ambulan behandling 6,2 7,5 5,1 2,1 Off. forbrug af sundhedsydelser, i al 96,8 124,5 85,1 2,8 Priva forbrug af sundhedsydelser, i al 17,5 21,8 14,9 2,5 Heraf: Medicin 4,5 6,2 4,2 3,6 Briller, høreapparaer mv. 2,6 3,5 2,4 3,4 Læge, andlæge mv. 8,3 8,7 6,0 0,5 Forbrug af sundhedsydelser, i al 114,3 146,2 100,0 2,8 a) Dele af de kommunale udgifer il ældrepleje regnes af Danmarks Saisik for sundhedsudgif, mens andre regnes for udgif il social omsorg. Anm.: Offenlige sundhedsudgifer er her opgjor som udgifer il individuel og offenlig forbrug. Heri indgår ikke udgifer il inveseringer mv. Medages udgifer il inveseringer mv. var de samlede offenlige udgifer il sundhed i 2008 på 131,7 mia. kr. Kilde: Miniserie for sundhed og forebyggelse (2009). -- 8

9 Mervæks i sundhedsudgifer korrigere demografi og sund aldring Med de formål a belyse årsagerne il udviklingen i sundhedsudgiferne udføres i nærværende afsni en analyse af væksen i sundhedsudgiferne i Danmark gennem perioden Analysen resulerer i en dekomponering af den reale væks i sundhedsudgiferne i bidrag, der kan ilskrives henholdsvis demografiske og ikke-demografiske fakorer. Realvæksen i de ikke-demografiske fakorer vurderes i forhold il udviklingen i imeprodukivieen i samfunde. Dee gøres med henblik på a vurdere om væksen i de aldersbeingede sundhedsudgifer pr. person i en given alder vokser hurigere end den generelle indkomsudvikling. Hvis analle af arbejdsimer er uændre, siger den samlede indkoms med samme væksrae som imeprodukivieen. De beyder, a skaeindægerne siger med samme væksrae som imeprodukivieen, hvis de yderligere anages, a skaesaserne er konsane og progressionsgrænserne reguleres med samme væksrae som indkomsen. Hvis de ikke-demografiskbeingede sundhedsudgifer pr. person vokser med samme væksrae som produkivieen, kan denne signing derfor finansieres uden, a den enkele persons sundhedsudgifer lægger beslag på en sørre andel af de samlede skaeprovenu end før væksen. Hvis de ikke-demografisk beingede sundhedsudgifer pr. person derimod udviser en mervæks i forhold il imeprodukivieen, indebærer dee umiddelbar en øge finansieringsbyrde, som enen kræver forøgede skaebealinger eller ilsvarende redukioner i andre udgifsyper. Udgangspunke for dekomponeringen er fremgangsmåden beskreve i Hagis & Kolikoff (2005), der på danske daa idligere har være anvend il analyse af væksen i sundhedsudgiferne gennem perioden , jf. Pedersen & Hansen (2006). Den her udføre analyse vil således bidrage il a belyse udviklingen gennem en længere periode, der speciel inkluderer perioden med øge eferspørgselssyring af sundhedsudgiferne. Samidig ages der i modsæning il, hvad der idligere har være ilfælde, højde for sund aldring i vurderingen af forholde mellem de demografiske og ikkedemografiske væksbidrag. Med de formål a opdele den samlede væks i sundhedsudgiferne i en demografisk del og en del, der vedrører udviklingen i de reale ydelsesniveau pr. person, ages afsæ i, a de samlede sundhedsudgifer på idspunk, E, kan skrives som summen over alder i, af produke af den gennemsnilige aldersfordele sundhedsudgif pr. person, ε i,, og analle af personer fordel på alder, P i,, E = ε P (1) i, i, i 9

10 Generel er de vanskelig a ilvejebringe daa, der for en længere hisorisk periode på en konsisen måde beskriver udviklingen i de gennemsnilige aldersfordele sundhedsudgifer pr. person, ε i,. Dee moiverer umiddelbar anvendelsen af en aldersfordeling, der er konsan over id. Sædvanligvis er de kun mulig a anvende en aldersprofil for de gennemsnilige ræk fra e idspunk i sluningen af den observerede periode, jf. Pedersen & Hansen (2006). Hvis der i den hisoriske periode er beydelige signinger i resleveiden for givne aldersgrupper, vil denne meode have endens il a indebære en undervurdering af de aldersbeingede udgifer i saren af den hisoriske periode, hvis der samidig har være endens il sund aldring. Dee giver en bias i esimaerne for den demografiskbeingede signing i sundhedsudgiferne, som indebærer en overvurdering af denne komponen. Arnberg & Bjørner (2009) esimerer imidlerid den hisoriske effek af sund aldring og muliggør dermed, a de konsane gennemsnilige aldersfordele udgifer ersaes af idsafhængige esimaer for samme. Dee gøres ved a kombinere de esimerede effeker af sund aldring med den fakiske væks i den aldersbeingede resleveid i perioden. De derved dannede esimaer for de aldersbeingede udgifer vil sammen med udviklingen i den aldersfordele befolkning og i de samlede reale sundhedsudgifer (deflaere med udviklingen i BNP kædeindekse) nedenfor danne udgangspunk for dekomponeringen af væksen i de samlede sundhedsudgifer i en demografisk del, der som noge ny indregner effeken af sund aldring og i en reserende del, der redegør for udviklingen i serviceniveaue. Til esimaionsformål opdeles befolkningen i følgende aldersgrupper: 0-14 år, år, år, år, år, år, år og år. De anages, a den reale udvikling i de samlede sundhedsudgifer kan udrykkes som 50 64, ( ) b E = ε 1+ λ α P (2) 50 64, b i, i, i εi, hvor αi, = og ε50 64,b er sundhedsudgiferne pr. person for aldersgruppen ε år i basisåre b og λ er den gennemsnilige årlige væksrae i de gennemsnilige sundhedsudgifer pr. person. Den normaliserede aldersprofil α i, afhænger som noge ny af og kan beegnes som den idligere anvende konsane profil korrigere for sund aldring. Anages de, a α = i ε i, b ε50 64, b E i (2) måles med fejl kan esimaion af de ikke-demografiske væksbidrag λ udføres med udgangspunk i relaionen 10

11 ln ( E ) ln αi, Pi, = ln ( ε50 64, b ) + ( b) ln ( 1 λ) + ν (3) i hvor ν er e søjled. Her angiver vensresiden den del af de samlede sundhedsudgifer, der ikke kan ilskrives demografiske fakorer. I nærværende analyse sammer daa for sundhedsudgiferne fra Danmarks Saisik. 4 Udviklingen over id i den relaive aldersprofil for de gennemsnilige sundhedsudgifer pr. person er for udvalge år illusrere i Figur 3. Figur 3. Relaive aldersprofiler sundhedsudgiferne korrigere for sund aldring, udvalge år Kilde: Arnberg & Bjørner (2009) sam egne beregninger Over id ses en ikke-monoon udvikling i de relaive gennemsnilige sundhedsudgifer pr. person. Fra ses en mindre signing i de relaive sundhedsudgifer for personer ældre end 65 år, mens udviklingen fra er præge af e fald i de relaive gennemsnilige udgifer for de ilsvarende aldersgrupper. A effeken af sund aldring gør sig gældende i den sidsnævne periode afspejler den samidige begyndende signing i resleveiden, som neop er mes udal for de nævne aldersgrupper. Generel er den relaive aldersprofil for sundhedsudgiferne faldende fra aldersgruppen 0-14 år il aldersgruppen omfaende de årige. Herefer er den sigende. Dee svarer il resulae for de 10 lande, der indgår i undersøgelsen i Hagis & Kolikoff (2005). Opdeles i korere aldersinervaller fremgår de, a falde i udgiferne fra den førse il den anden aldersgruppe skyldes høje sundhedsudgifer il hel små børn og er således knye il fødsel, barnepleje og vaccinaioner. 4 Pedersen & Hansen (2006) ager i modsæning il dee udgangspunk i OECD s daa. OECD s sundhedsdaa omfaer en samle opgørelse over udgifen il sundhed og ældrepleje, hvor en andel af sidsnævne hos Danmarks Saisik indregnes under social omsorg. 11

12 Relaionen (3) indebærer, a vensresiden kan skrives som en lineær funkion af iden. På danske daa synes der imidlerid a være e markan niveauskife sarende i 1993 således, a vensresiden i ligningen frem il dee år kan beskrives ved en mege flad udvikling, mens der eferfølgende kan observeres en sigende udvikling over id, jf. Figur 4. Analysen ager derfor udgangspunk i perioden Figur 4. Udvikling i de samlede ikke-demografiskbeingede sundhedsudgifer, logarimisk Anm: Figuren afbilleder vensresiden i relaionen (3). Kilde: Egne beregninger Esimaionen viser, a ud af en realvæks på 2,4 pc. årlig i perioden , kan omkring 2,0 pc. poin ilskrives ikke-demografiske forhold. Således udgør de demografiske væksbidrag, når der ages højde for sund aldring, mindre end 20 pc. Indregnes effeken fra sund aldring ikke, vil beydningen af de ikke-demografiske bidrag reduceres il 1,8 pc. poin. Udeladelse af effeken af sund aldring afsedkommer alså en ikke ubeydelig overvurdering af de demografiske væksbidrag. Signingen i de reale gennemsnilige sundhedsudgifer pr. person i en given alder udrykker den andel af den samlede væks, der kan ilskrives velsands- eller relaive priseffeker. De fundne ikke-demografiske bidrag på 2,0 pc. poin kan sammenholdes med den fakiske udvikling i den gennemsnilige årlige væksrae i imeprodukivieen i samme periode. Basere på de foreløbige naionalregnskabsal (november 2009) er denne væks på 1,1 pc.poin. Talle er dog i beydelig omfang påvirke af de foreløbige værdier for , som er bemærkelsesværdig lave. Den gennemsnilige væksrae i imeprodukivieen for perioden er il sammenligning 1,6 pc. poin. Den gennemsnilige årlige mervæks i den senese 15 års periode kan dermed anslås il mellem 0,4 pc. 12

13 poin og 0,9 pc. poin., afhængig af om de senese års produkiviesudvikling medages. Resringeres esimaionen il den senese 10-års periode , hvor udviklingen i de reale sundhedsudgifer som nævn har være præge af en relaiv markan signing, vil beydningen af de de ikke-demografiske bidrag sige, mens de demografiske væksbidrag reduceres yderligere. Ud af en gennemsnilig årlig væks på 3,0 pc. i de samlede sundhedsudgifer skal blo 0,2 pc. poin ilskrives demografiske fakorer. Da der i samme periode har være en relaiv lav væks i den gennemsnilige imeprodukivie på 1¼ pc. i perioden og på kun ½ pc. i perioden , er der ale om en mege beydelig mervæks i sundhedsudgiferne pr. person på mellem 1,5 og 2,3 pc. poin. Mervæksraer i dee omfang kan ikke fasholdes i længere perioder og kan formenlig ilskrives en uheldig kombinaion af eksraordinær høj (engangs)væks i sundhedsudgiferne som følge af overgang il delvis eferspørgselssyre sundhedsvæsen basere på overgangen il de udvidede frie sygehusvalg og en eksraordinær svag udvikling i imeprodukivieen. Fremskrivning af sundhedsudgifer Udgangspunke for fremskrivningen af de offenlige sundhedsudgifer er de aldersbeingede sundhedsudgifer pr. person i 2006, som er jusere med realvæksen i de samlede sundhedsudgifer frem il 2008 svarende il, a signingen har påvirke de aldersafhængige udgifer proporional. Væksen i sundhedsudgiferne opdeles i re elemener: En årgangseffek, en effek af sigende resleveid for ældre, som inkluderer effeken af sund aldring og en effek af mervæksen i de reale sundhedsudgifer pr. person. Alle effeker måles i dee afsni med udgangspunk i 2008 pris- og lønniveau. Årgangseffeken angiver den signing i sundhedsudgiferne, som ville komme alene som følge af, a de fremidige årgange af ældre besår af sørre fødselsårgange end de nuværende generaioner af ældre. Denne effek findes ved a fremskrive befolkningen med uændrede aldersbeingede dødeligheder og ved a fasholde de aldersbeingede sundhedsudgifer. Bemærk, a i dee ilfælde er der ingen effek af sund aldring, fordi der ikke er nogen signing i resleveiden. Årgangseffeken alene indebærer en gradvis signing i sundhedsudgiferne på 18 pc. over de 25 år fra Herefer er udsig il e svag fald, således a signingen i 2050 er på 17 pc. i forhold il

14 Leveidsforøgelseseffeken angiver signingen i sundhedsudgiferne som følge af den længere forvenede leveid, som er inkludere i DREAMs befolkningsfremskrivning fra 2009, ide der ages højde for, a signingen i resleveiden beyder, a erminaludgiferne indræder på e senere idspunk dvs. de anages, a der er sund aldring. Frem mod 2030 beyder anagelsen om sund aldring, a der sor se ikke er nogen effeker på de offenlige sundhedsudgifer af den forøgede leveid, fordi sund aldring beyder en udskydelse af erminaludgiferne. I perioden efer 2030 beyder leveidsforøgelsen en gradvis mersigning i sundhedsudgiferne, som i 2050 har før il en isolere signing på 10 pc.poin i forhold il Den samlede effek af årgangs- og leveidsforøgelseseffeken indebærer således en gradvis signing i sundhedsudgiferne, som i 2050 ilsammen udgør 37 pc. i forhold il år Mervækseffeken angiver effeken af, a de aldersbeingede reale sundhedsudgifer vokser hurigere end produkiviessigningen i økonomien. Som påpege ovenfor har der være en markan endens il signing i mervæksen i sundhedsudgiferne i Danmark i de senere år. Dee skyldes både en endens il højere væks i sundhedsudgiferne, når der korrigeres for den demografiske udvikling og sund aldring og en endens il redukion i imeprodukivieen i økonomien. Som udgangspunk anvendes en årlig mervæksrae på 0,3 pc.poin, hvilke sor se svarer il underkansskønne for mervæksen i den senese 15 års periode. 5 Som de fremgår af afsnie ovenfor, indebærer denne forudsæning en markan opbremsning i den mervæks, som har være gældende i den senese 10-års periode. Basere på de hisoriske erfaringer er en anagelse om 0,3 pc.poin mervæks i de aldersbeingede sundhedsudgifer e mege forsigig skøn. Selv med dee forsigige udgangspunk indebærer en forsa mervæks en beydelig væks i sundhedsudgiferne. Frem mod 2050 indebærer mervæksen isolere en signing i sundhedsudgiferne på 15 pc.poin. Den samlede væks i sundhedsudgiferne frem mod 2050 bliver således på i al 42 pc., når der ages højde for såvel mervæks- som leveidsforøgelsesog årgangseffeker. E alernaiv, hvor der anvendes en mervæksrae på 0,6 pc.poin for de ikke-demografiskbeingede sundhedsudgifer indebærer, a sundhedsudgiferne i 2050 er vokse med 60 pc. når der ages højde for alle re effeker, jf. figur 5. Med en mervæks på 0,6 pc.poin vil de således være mere end halvdelen af den samlede væks i sundhedsudgiferne (mål i pris- og produkivieskorrigerede enheder) frem il 2050, der kan ilskrives ikke-demografiske effeker, jf. figur 5. 5 Som nævn er der se bor fra 2007 og 2008 ved beregning af imeprodukivieen, da disse al er foreløbige og radiionel korrigeres ved overgang il endelig al. 14

15 Figur 5 Sundhedsudgifer og mervæks 2008 = Mervæks 0,6 pc. 160 Mervæks 0,3 pc. Mervæks 0 pc. 150 Mervæks 0 pc. og konsan leveid Anm.: Figuren viser effeken af mervæksen (give sund aldring) for udviklingen i de offenlige sundhedsudgifer il individuel konsum. Fas lønniveau (opgjor ved de pris- og produkivieskorrigerede sundhedsudgifer i DREAM modellen). Kilde: DREAM modellen og egne beregninger Kombinaionen af de demografiske og de ikke-demografiske effeker giver anledning il en mege beydelig signing i sundhedsudgiferne (mål i pris- og produkivieskorrigerede enheder), selv ved mervæksraer i den ikke-demografiskbeingede del af sundhedsudgiferne, som ligger e god sykke under mervæksraen i disse udgifer gennem de senese 10 år. Denne udvikling peger isolere på, a en forlængelse af den hisoriske endens vil give anledning il e beydelig offenlig prioriesproblem, hvis den hididige offenlige finansiering af sundhedsydelserne fasholdes. De er imidlerid ikke alene de demografiskbeingede sundhedsudgifer, der siger, når den forvenede leveid forøges. Udviklingen i BNP afhænger ligeledes af befolkningsudviklingen i de omfang, a denne fører il en ændring i arbejdssyrken og dermed beskæfigelsen. Arbejdssyrken vokser i ak med signingen i leveiden af o grunde. For de førse beyder den generelle endens il lavere dødelighed sammen med en anagelse om uændre aldersbeinge erhvervsdelagelse, a analle af personer i arbejdssyrken siger. Heril kommer, a signingen i resleveiden for 60-årige fører il signinger i eferløns- og folkepensionsalderen fra 2025 og frem som en følge af velfærdsreformen. Disse reguleringer forvenes a medføre signinger i ilbagerækningsalderen og dermed også signinger i arbejdssyrken. Frem il 2025 giver leveidsudviklingen anledning il, a arbejdssyrken er god personer sørre i fremskrivningen, end ilfælde ville være under en anagelse om uændre leveid. På grund af reguleringerne i eferløns- og folkepensionsalderen siger denne forskel mege hurigere i den eferfølgende periode, således a forskellen i arbejdssyrken er på knap personer i 2030 og hele personer mere i 2050, jf. DREAM (2009). Den hurigere væks i arbejdssyrken i forløbe med signinger i leveiden indebærer for konsan srukurel ledighedsprocen, a produkionen mål ved BNP også vokser huri- 15

16 gere end i alernaive med uændre leveid. De beyder, a signingen i sundhedsudgiferne i forløbene med voksende resleveid i mindre grad giver anledning il e sigende udgifsryk mål som udgifernes andel af BNP, jf. figur 6. Figur 6 Offenlige sundhedsudgifer i pc. af BNP Pc Mervæks 0,3 pc. Mervæks 0,6 pc. Mervæks 0 pc. Mervæks 0 pc. og konsan leveid 8 6 Anm.: Kilde: Den lodree sreg angiver overgangen il fremskrivning. Graferne angiver de offenlige sundhedsudgifer il individuel konsum. DREAM modelberegninger. Udviklingen i de offenlige sundhedsudgifers andel af BNP i alernaive uden mervæks og uden væks i resleveiden fra 2011 (rød kurve) indebærer, a de offenlige sundhedsudgifers andel af BNP vokser fra 6,8 pc. i 2008 il 8,0 pc. i 2020 og il e oppunk på 8,6 pc. i I ak med, a de sore årganges børn uddør efer 2040 og herefer ersaes af mindre generaioner af pensioniser, falder sundhedsudgifernes andel af BNP gradvis. Falde er dog begrænse i forhold il den forudgående signing. De afspejler, a ældreandelen i befolkningen var lav igennem 1990 erne, og a dee lave niveau ikke nås i den fremidige udvikling. Mål i forhold il udgifsrykke i 2008 er der således en signing i sundhedsudgifernes andel af BNP på ca. 1½ pc.poin fra 2008 il 2050 uden fremidig væks i resleveiden og uden mervæks i de ikke-demografiske sundhedsudgifer. Udgifsrykke for de offenlige sundhedsudgifer med sigende resleveid og en mervæks på 0 pc. pr. person i en given alder (grøn kurve) udvikler sig omren på samme måde som udgifsrykke uden væks i resleveiden. Med andre ord er velfærdsreformen i kombinaion med sund aldring ilsrækkelig il a sikre, a sundhedsudgiferne i en siuaion uden mervæks ikke vokser med en højere væksrae end signingen i arbejdssyrken som følge af den forlængede leveid frem mod I scenarie med 0,3 pc.poin mervæks i de ikke-demografiskbeingede sundhedsudgifer (blå kurve) vokser de offenlige sundhedsudgifers andel af BNP fra 6,8 pc. i 2008 il 9,6 pc. i De svarer il en eksra væks i udgifsrykke på 1,1 pc. poin i for- 16

17 hold il siuaionen uden mervæks i sundhedsudgiferne. Hvis mervæksen i sundhedsudgiferne i de kommende år i højere grad afspejler de senese års mervæks, er en mervæks på 0,3 pc.poin som nævn lang fra en realisisk vurdering. I scenarie, hvor mervæksen er på 0,6 pc.poin pr. år, udgør sundhedsudgiferne 10,8 pc. af BNP i De svarer il en eksra væks i udgifsrykke på 2,3 pc.poin i forhold il siuaionen uden mervæks i sundhedsudgiferne. Mål i forhold il 2008 siger sundhedsudgifernes andel af BNP med 4 pc.poin frem il Finanspoliisk holdbarhed For a vurdere de forskellige scenariers beydning for udviklingen i de offenlige sundhedsudgifer og dermed for de langsigede finansieringsproblem i den offenlige sekor anvendes den dynamiske CGE model DREAM, som neop er udvikle med henblik på a vurdere de langsigede konsekvenser af finanspoliikken i Danmark. DREAM er basere på en overlappende generaionssrukur og har fokus på den demografiske udvikling og den danske offenlige sekor. Overordne modelleres økonomien i DREAM som en lille åben økonomi med fas valuakurs, perfek kapialmobilie og bopælsbasere beskaning. Danske og udenlandske varer er imperfeke subsiuer således, a de reale byeforhold er endogen, og indenlandske priser og lønniveau påvirkes af de indenlandske akiviesniveau. Modellens arbejdsmarked er karakerisere ved imperfek konkurrence i form af fagforeninger, som giver anledning il srukurel arbejdsløshed. Modellens kerne er modelleringen af husholdningerne, som baseres på en dealjere befolkningsfremskrivning. Den voksne befolkning i den erhvervsakive alder er opdel i repræsenaive husholdninger for hver årgang. Sørrelsen af årgangen faslægges, så den svarer il befolkningsfremskrivningen. Børn fordeles på de repræsenaive husholdninger svarende il befolkningsfremskrivningens aldersspecifikke ferilieskvoiener. Husholdningerne inkluderer den forvenede udvikling i hussandens sørrelse i den dynamiske faslæggelse af forbrug, arbejdsudbud og opsparing, som vælges give en forudsæning om perfek forudseenhed. Husholdningernes opsparing kan placeres i ejerbolig, finansielle akiver (akier og obligaioner) og pensionsopsparing i form af såvel arbejdsmarkedspensioner som frivillige privae pensionsopsparinger. I sin basale version har DREAM o privae produkionssekorer: En bygge- og anlægssekor og en sekor, som producerer andre varer og jeneser. Ligesom arbejdsmarkede er produkmarkederne karakerisere ved imperfek konkurrence. Der er eksogene ekni- 17

18 ske fremskrid i form af arbejdskrafbesparende produkiviessigninger. Der er en offenlig produkionssekor, som producerer offenlig konsum. Herudover opkræver den offenlige sekor skaer og afgifer sam udbealer overførselsindkoms og subsidier il henholdsvis husholdninger og virksomheder. Beskaningen besår primær af saslige og kommunale indkomsskaer, moms og varespecifikke afgifer, sam virksomhedsbeskaning, ejendomsbeskaning og pensionsafkasska. Skaesaserne anages a være konsane i fremskrivningsperioden, mens progressionsgrænser i indkoms-beskaningen forskydes med indkomsudviklingen. Modellen indeholder 13 forskellige yper indkomsersaende og sam 11 yper af ikkeindkomsersaende overførsler, som udbeales il individer af hver af aldersgruppe, køn og enisk herkoms svarende il den fakiske fordeling i På samme måde fordeles de offenlige forbrug af henholdsvis uddannelses-, sundheds- og sociale ydelser il de enkele individer. Overførselsindkomserne pr. individ i en given repræsenaiv gruppe fremskrives, så de følger summen af inflaion og produkiviesudvikling. Tilsvarende fremskrives de nominelle offenlige forbrug pr. individ med inflaion og produkiviesudvikling. I denne specifikke fremskrivning gælder de dog ikke for sundhedsudgiferne, der modelleres således, a de ud over udviklingen i inflaion og produkivie også ager højde for sund aldring og afhængig af de specifikke scenario af den mervæks i den ikke-demografiske del af sundhedsudgiferne, som ligger il grund for scenarie. Finanspoliisk holdbarhed defineres som en siuaion, hvor den ilbagediskonerede værdi af de fremidige offenlige primære budgeoverskud minds modsvarer den offenlige sekors neogæld i udgangsåre. Sørrelsen af e give finanspoliisk holdbarhedsproblem præseneres som den fase årlige forbedring af de offenlige primære budge i pc. af åres BNP, som skal il for a sikre den finanspoliiske holdbarhed. Sørrelsen af holdbarhedsindikaoren inkluderer ikke de forvridningsab, som ville opså ved en fakisk finansiering af holdbarhedsprobleme gennem e sigende skaeryk, med mindre finansieringen eksplici er angive. Dee følger den eablerede fremgangsmåde, som også anvendes af Finansminiserie. Principiel gennemføres analyser af den finanspoliiske holdbarhed med en uendelig idshorison. De spørgsmål, der ønskes besvare med beregningen er, om velfærdssyseme er robus over for den forvenede udvikling i cenrale sørrelser som for eksempel sigende relaiv eferspørgsel efer offenlige sundhedsydelser i en siuaion med øge velsand og voksende middelleveid. Fremskrivningen i dee papir følger sandarden i DREAM-beregninger og berager en befolkningsfremskrivning frem il år 2100, hvorefer befolkningen anages konsan de vil bland ande sige uden yderligere væks i middelleveiden. Tilsvarende anages, a evenuelle anagelser om mervæks i den ikke- 18

19 demografiske del af sundhedsudgiferne fasholdes il år 2100, hvorefer mervæksraen er 0. Dermed vokser både offenlige overførsler og offenlig forbrug med samme rae som den generelle væks i økonomien efer år Anagelserne beyder, a økonomien efer år 2100 nærmer sig en ilsand, hvor alle økonomiske sørrelser vokser med samme rae dvs. en seady sae. Forolkningen af beregningerne er derfor, a de vurderer robusheden af velfærdssyseme give den forvenede udvikling sundhedsudgiferne i de enkele scenarier frem il år Der ages udgangspunk i DREAMs senese langsigede fremskrivning, jf. DREAM (2009). I forhold il denne ændres anagelserne om sundhedsudgifernes udvikling således, a der ses på de 4 scenarier, som er beskreve ovenfor. Dvs. e scenario uden væks i middelleveiden og uden mervæks i den ikke-demografiske del af sundhedsudgiferne. Dernæs e scenario med væks i middelleveiden og sund aldring, men uden mervæks i den ikke-demografiske del af sundhedsudgiferne og endelig o scenarier med væks i middelleveiden, sund aldring og en mervæksrae på henholdsvis 0,3 pc.poin og 0,6 pc.poin i den ikke-demografiske del af sundhedsudgiferne. Fremskrivningen af sundhedsudgiferne med konsan leveid og uden en mervæks i sundhedsudgiferne pr. person i en given alder indebærer e finanspoliisk holdbarhedsproblem på 1,0 pc. af BNP. For a finansiere de fremidige offenlige udgifer uden, a de senere bliver nødvendig a øge beskaningen, er de således nødvendig a opnå en permanen forbedring af de offenlige neoindæger på 1,0 pc. af BNP. I 2009 svarer de il en neoforbedring på ca. 18 mia. kr. I dee scenario svarer holdbarhedsprobleme sor se il den permanene signing i sundhedsudgifernes andel af BNP. Med væks i middelleveiden, sund aldring og ingen mervæks i sundhedsudgiferne pr. person i en given alder bliver de finanspoliiske holdbarhedsproblem 0,9 pc. af BNP (svarende il ca. 16 mia. kr. i 2009 niveau). Også i dee ilfælde gælder, a holdbarhedsprobleme sor se modsvarer signingen i sundhedsudgifernes andel af BNP. Resulae er bemærkelsesværdig, fordi de beyder, a velfærdsreformen i kombinaion med sund aldring neop er ilsrækkelig il a gøre velfærdssyseme robus over for ændringer i middelleveiden. Velfærdskommissionen præsenerede neop robusheden over for fremidige signinger i leveiden som en af de hel cenrale demografiske udfordringer for velfærdsamfunde, jf. Velfærdskommissionen (2006). Selvom velfærdreformen ikke løser de fulde holdbarhedsproblem, viser beregningerne således, a give de forvenede effeker af velfærdsreformen på arbejdsudbudde og de esimerede effeker af sund aldrings begrænsning i væksen i sundhedsudgiferne, er denne cenrale robushed af velfærdsordningerne opnåe med velfærdsreformen. 19

20 Velfærdskommissionen pegede endvidere på, a velsandsdilemmae i form af ønske om en mervæks i primær offenlige sundhedsudgifer i kombinaion med e ønske om lavere arbejdsid over live kunne udgøre e lang alvorligere problem for robusheden af velfærdsfunde, jf. Andersen og Pedersen (2005). Med de senese års beydelige mervæks i sundhedsudgiferne er denne del af velsandsdilemmae forsærke lang mere end forvene. En mervæks i den ikke-demografiske del af sundhedsudgiferne på 0,3 pc. poin pr. år fører il, a holdbarhedsprobleme forøges således, a de permanene finansieringsbehov bliver på 3,0 pc. af BNP svarende il ca. 54 mia. kr. i år 2009, mens en mervæks på 0,6 pc. poin giver anledning il e holdbarhedsproblem på ikke mindre end 5,7 pc. af BNP, svarende il e permanen finansieringsbehov på ca. 102 mia. kr. i år Der er således i begge ilfælde ale om mege beydelige holdbarhedsproblemer. Den isolerede effek på den finanspoliiske holdbarhed af en mervæks på 0,3 pc.poin er en forværring på 2,1 pc. af BNP. Øges mervæksen med yderligere 0,3 pc.poin opnås en eksra forværring af holdbarheden på 2,7 pc.poin. A forværringen af holdbarheden således ikke er lineær i ændringen af mervæksen skal ilskrives en mekanisk effek, der følger af, a signingen i den ilbagediskonerede værdi af sundhedsudgiferne som følge af en årlig mervæks ikke er lineær i mervæksbidrage. De er imidlerid den ilbagediskonerede værdi af de fremidige sundhedsudgifer der er afgørende for holdbarhedseffeken. Ikke-linearieen kan indses ved følgende ræsonnemen. Lad udgiferne i hver periode være 1 i udgangspunke og lad g angive mervæksen. I dee ilfælde kan den med raen r ilbagediskonerede værdi af ændringen i de samlede udgifer de over en uendelig idshorison, udrykkes som: (( g) ) 1 de = 1+ 1 (4) =0 1+ r Såfrem den vækskorrigerede ilbagediskoneringsfakor er give ved 1+ r 1+ i 1 + g kan (4) omskrives il 1 1 de = ( 1+ r) r g r Hvor de anages, a den beragede mervæks er begærnse således a 0 < g < r. De fremgår, a hvis mervæksbidrage, g går imod ilbagediskoneringsraen, r vil den ilbagediskonerede værdi af ændringen i sundhedsudgiferne gå mod uendelig. De indses le, a den førse aflede af de mh. mervæksen g er posiiv med den givne parameerresrikion. Dee indikerer blo, a ændringen i den ilbagediskonerede værdi af 20

21 sundhedsudgiferne som forvenelig siger, når mervæksbidrage forøges. Den andenaflede de mh. g er posiiv give parameerresrikionen og viser dermed, a signingen i den ilbagediskonerede ændring i sundhedsudgiferne vil være voksende i mervæksbidrage, hvilke neop fandes i fremskrivningerne. deg 2 '' = ( 1+ r) ( r g) 3 De mege markane signinger i de finanspoliiske holdbarhedsproblem, som følger af disse begrænsede mervæksraer viser, a de senese 10 års udvikling i sundhedsudgiferne med mervæksraer på 1½ - 2 pc.poin er fuldsændig uholdbar, hvis væksraerne fasholdes over bare lid længere perioder. I fravær af redukioner i andre offenlige udgifer eller beydelige skaesigninger er de ikke mulig over en længere periode a fasholde selv en mervæksrae på niveau med gennemsnie for de senese 15 år, der ligger på mellem 0,4 og 0,9 pc. Dee vil jf. beregningerne ovenfor føre il så sore behov for forbedringer af de offenlige finanser, a dee næppe kan løses ved reformer, der øger beskæfigelsesgraden og dermed skaegrundlage ilsrækkelig il a sikre finansieringen uden skaesigninger og/eller udgifsredukioner andre seder. De bemærkes, a beregningen af holdbarhedsprobleme, hvor der beregningsmæssig opgøres e permanen neofinansieringsbehov fra sar il slu, skal berages som en illusraion af, hvor beydningsfuld selv en mindre, men længerevarende mersigning i sundhedsudgiferne er for den langsigede finansiering og ikke som en anbefaling om en makroøkonomisk sraegi: En mersigning i sundhedsudgiferne på 0,3 pc.poin om åre kræver en varig redukion af de offenlige neoudgifer på (3,0-0,9=) 2,1 pc. af BNP (svarende il 37 mia. kr. i 2009 niveau) for a sikre finansieringen af de eksra sundhedsudgifer, der følger af mervæksen. Hvis man gennemfører en poliik, som indebærer, a de offenlige neoudgifer permanen reduceres med 2,1 pc. af BNP, vil de føre il en markan inergeneraionel omfordeling il uguns for nuværende generaioner og il fordel for kommende generaioner. De skyldes naurligvis, a mervæksen fører il en gradvis signing i sundhedsudgiferne, mens finansieringen kommer som en permanen ændring i de offenlige neoindæger. Som eksempel på en holdbar finanspoliik er der gennemfør en beregning, der finansierer den samlede signing i sundhedsudgiferne med en permanen signing i bundskaesasen fra Den nødvendige permanene signing i bundskaesasen er på 7 pc.poin. Finansieringen dækker således både den manglende finansiering uden mervæks og den signing, der følger af en begrænse mervæks på 0,3 pc.poin i sundhedsudgiferne pr. person i en given alder. 21

22 Imidlerid får de førse generaioner kun i begrænse omfang sigende sundhedsudgifer pr. person, fordi signingen kommer gradvis. Forskellen mellem signingen i de offenlige indæger som følge af den højere skaebealing og signingen i sundhedsudgiferne fører il en gradvis signing i den offenlige formue. Førs i 2085 er sundhedsudgiferne sege med 2,1 pc.poin af BNP, og merudgifen il sundhed er dermed lige så høj som merindægen fra skaesigningen. I perioden op il 2085 er der opbygge en eksra offenlig formue, og reneafkase af denne anvendes il a finansiere de varige eksra sundhedsudgifer, der følger af den forsae mersigning i sundhedsudgiferne fra 2085 og frem il år 2100, sam en permanen fasholdelse af dee niveau. De er næppe hverken hensigsmæssig eller realisisk a basere den offenlige udgifsplanlægning på e sådan opsparingsforløb. Sammenfaning Sundhedsudgifernes ikke-demografiske del er vokse mege markan i de senere år, hvilke il dels kan forklares ved en øge poliisk opmærksomhed på område og en overgang il en mere eferspørgselssyre udvikling i sundhedssekoren gennem indførelse af de frie sygehusvalg og de udvidede frie sygehusudvalg. Udviklingen har før il mervæksraer i den ikke-demografiske del af sundhedsudgiferne på 1,5 2,3 pc.poin pr. år i gennemsni over den senese 10-års periode. Mervæksraer i dee omfang kan ikke fasholdes i en længere periode uden a føre il omfaende finansieringsproblemer for den offenlige sekor. Selv hvis den varige mervæksrae reduceres il 0,6 pc.poin pr. år vil denne mervæks isolere bidrage il e holdbarhedsproblem i sørrelsesordenen omkring 4,8 pc. af BNP, hvilke er beydelig mere end, hvad der kan forvenes a kunne opnås gennem srukurreformer, som udvider arbejdsudbudde. Der er derfor e markan poliisk priorieringsproblem, som indebærer enen en beydelig opbremsning af udgifsudviklingen på sundhedsområde, besparelser på andre offenlige udgifsområder, skaesigninger eller indførelse af alernaive finansieringsmuligheder for (visse af) sundhedsydelserne. De er naurligvis også mulig a anvende flere af disse elemener i sammenhæng med srukurreformer på arbejdsmarkede. De er dog e lyspunk, a resulaerne i denne analyse peger på, a de markane priorieringsproblemer alene vedrører spørgsmåle om mervæksen i de ikkedemografiskbeingede sundhedsudgifer, mens velfærdssamfundes finansiering er bleve robus overfor effeken af den forvenede sigende resleveid. Årsagen il dee er en kombinaion af på den ene side den forvenede sammenhæng mellem leveidssigninger 22

23 og signinger i arbejdssyrken (og redukion i analle af pensioniser) som følger af velfærdsreformen fra 2006 og på den anden side effeken af sund aldring, som reducerer væksen i sundhedsudgiferne ved en sigende leveid. Lieraur: Andersen, T. M. og L. H. Pedersen, 2005: Demografi, velsandsdilemma og makroøkonomiske sraegier, Naionaløkonomisk Tidsskrif bd. 143, nr. 2, side Arnberg, S. og T. B. Bjørner, 2009: Esimaion af sundhedsudgifernes afhængighed af alder og afsand il død, Working paper, De Økonomiske Råds Sekrearia De Økonomiske Råd, 2009: Dansk Økonomi eferår København DREAM, 2009: Langsige økonomisk fremskrivning 2009 Hagis, C. og L. J. Kolikoff, 2005: Who s Going Broke? Comparing Healhcare Cos in Ten OECD Counries, NBER Working Paper no Miniserie for sundhed og forebyggelse (2009): De danske sundhedsvæsen i naional perspekiv. Pedersen, L. H. og M. F. Hansen, 2006: Sigende sundhedsudgifer, e aldrings- eller e velsandsfænomen?, Naionaløkonomisk Tidsskrif bd. 144, side Velfærdskommissionen, 2006: Fremidens velfærd vores valg. København 23