Forord. God læselyst! Tine Aurvig-Huggenberger Næstformand i LO

Transkript

1 Hvidbog om ulighed

2 Hvidbog om ulighed Layout: LO Tryk: Silkeborg Bogtryk LO-varenr ISBN: Oktober 2007

3 Forord Beskæftigelsen har aldrig været højere, og arbejdsløsheden er den laveste siden begyndelsen af 1970 erne. Det går godt i Danmark. Men det er langt fra alle, der får del i fremgangen. Mange er fortsat fanget i udkanten af samfundet. Mange er fattige, har dårligt helbred, en ringe eller slet ingen uddannelse og har mere end svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Uligheden har bidt sig fast. Den er vokset i de senere år og den går i arv fra generation til generation. LO ønsker med denne hvidbog at tegne et samlet billede af uligheden. I stedet for fragmenter af virkeligheden og debat om brudstykker og enkelte problemer vil vi lægge op til en samlet diskussion af uligheden i Danmark og hvad vi kan gøre ved den. I hvidbogen gennemgås derfor ulighed på en lang række områder af stor betydning. Det gælder blandt andet social arv, løn, arbejdsmiljø, sundhed, fattigdom, kriminalitet og indflydelse i samfundet. Hvidbogen viser, at polariseringen i det danske samfund vokser. Antallet af fattige stiger, og der er flere, som hænger fast i fattigdom. Lønforskellene mellem direktørerne og de ansatte bliver større og forskelle i livschancer vokser, når man sammenligner børn af dårligt stillede forældre med børn af de mere velstillede. Flere politiske tiltag har givet anledning til mere udbredt fattigdom det gælder eksempelvis starthjælpen og loftet over kontanthjælpen. Hvidbogen viser samtidig, at uligheden hverken er et isoleret eller marginalt problem. Uligheden har mange ansigter. Den har store konsekvenser for de mest marginaliserede i vores samfund. Men uligheden betyder for eksempel også, at de fleste LO-grupper har et kortere liv og et væsentlig dårligere helbred end de bedst stillede. I LO opfatter vi ikke ambitionen om lighed som et udtryk for, at mennesker skal være ens. Vi er forskellige; vi har forskellige evner og interesser og vi vælger at indrette vores liv forskelligt. Men vi vil ikke acceptere, at et dårligt udgangspunkt for et barn også automatisk resulterer i et ringere liv som voksen. Derfor er der behov for særlige initiativer over for de mest udsatte. Vi fremlægger derfor også en række politiske forslag, der kan mindske uligheden og skabe et mere retfærdigt samfund. God læselyst! Tine Aurvig-Huggenberger Næstformand i LO

4 Indhold Kapitel 1. Indledning, motivation og hovedkonklusioner Øget velstand og øget ulighed Boligmarkedet en motor i uligheden Ulighed låser mennesker fast Videnssamfundet skaber nye skel Social mobilitet - ikke kun enkelte mønsterbrydere Afgørende at vi investerer i fremtiden Uligheden bliver ikke mindre, men større Det er nu, vi skal vende strømmen! Kapitel 2. Social arv og polarisering Den tunge arv Social arv og den almene ulighed i samfundet Boligområdets betydning Kapitel 3. Indflydelse på dagligdag og samfund Folketinget Erhvervslivets, mediernes og organisationernes eliter Skolebestyrelser Indflydelse på arbejdspladsen Kapitel 4. Indkomstfordeling Indkomstfordelingen Formuefordelingen Den offentlige service Lønspredning

5 Kapitel 5. De allerrigeste Aflønning af direktører og bestyrelse Den gyldne procent Kapitel 6. Fattigdom Udviklingen i antallet af fattige Længerevarende fattigdom Fattigdom og social eksklusion Kapitel 7. Arbejdsmiljø og sundhed Arbejdsmiljø Sundhed og medicinudgifter Levetid Kapitel 8. Ejerboliger og formuegevinster Ejendomsværdiskattestop har øget uligheden Kapitel 9. Kriminalitet Kapitel 10. Politikanbefalinger Folkeskolen Arbejdsmiljø Indkomstfordeling Svage grupper Boligpolitik Ligeløn Den offentlige service Lønninger til topchefer Ulighedskommission

6 Kapitel 1. Indledning, motivation og hovedkonklusioner Lighed betyder ikke, at mennesker skal være ens. Vi er forskellige; vi har forskellige evner og interesser, og vi vælger at indrette vort liv forskelligt. Dette er en fundamental frihed for den enkelte og gør os rigere som samfund. Men lighed betyder, at alle skal have lige muligheder. Det indebærer f.eks., at nogle svage grupper af børn og unge skal have særlige tilbud. Den enkeltes liv skal bestemmes af hans eller hendes evner og interesser ikke af forældrenes sociale baggrund. Det er også vigtigt, at forskellene i samfundet ikke bliver for store. Et samfund med dybe økonomiske og sociale skel er et mere usympatisk samfund. Det er også et samfund med mindre social sammenhængskraft, solidaritet og begrænset social mobilitet et samfund uden dynamik, der ikke effektivt formår at udnytte sine menneskelige ressourcer og dermed mulighederne for vækst. Denne hvidbog lægger op til en forstærket indsats imod uligheden i det danske samfund. Baggrunden er et omfattende analysearbejde, der kortlægger de økonomiske, sociale og kulturelle skel i dagens Danmark. De vigtigste resultater af denne kortlægning bringes her i bogen, men på kan du finde uddybende analyser af de forskellige sider af uligheden. Øget velstand og øget ulighed En ny kamp mod uligheden sker på mange måder fra et positivt udgangspunkt. Danmark er ikke bare et af verdens rigeste lande; de seneste årtier har også betydet store sociale fremskridt for det brede lag af almindelige danskere. Den materielle nød er stort set afskaffet. Boligforholdene er dramatisk bedre end for en generation eller to siden, det samme er uddannelsesmulighederne og kvindernes stilling i samfundslivet. Danmark har en stor og relativ velfungerende offentlig sektor, og vi har en omfattende social omfordeling fra de velstillede til de dårligt stillede. Alligevel er vort samfund fortsat præget af dybe skel. Og meget tyder på, at uligheden bliver værre hvis vi bare lader stå til. For det første er der en dyb ulighed i livschancer. Et barn, der vokser op i en parfamilie med akademikerbaggrund, har 13 gange større chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse end den jævnaldrende, der bor hos en enlig ufaglært mor på kontanthjælp! Forældrenes sociale baggrund spiller således fortsat en uhyggelig stor rolle for børnenes livsforløb. Meget tyder på, at Danmark er ved at få en ny underklasse, hvor dårlige levevilkår i vidt omfang går i arv fra forældre til børn. Undersøgelser viser, at omkring 15 procent af en årgang har markant ringere chancer end deres jævnaldrende. Disse børn og unge vokser op hos forældre, der på forskellig vis er præget af manglende uddannelse, lange perioder med arbejdsløshed og problemer i familielivet. Og meget tyder på, at sådan vil de fleste af børnenes liv også forme sig. Trods årtiers velfærdsstat har vi ikke formået at bryde klassesamfundets onde cirkel. For det andet er det danske samfund fortsat kendetegnet ved ulighed på mange af samfundslivets områder uddannelsesmuligheder, boligforhold, sundhed, kultur, indflydelse på samfundslivet og meget andet. Bare et enkelt tal fra sundhedsområdet: En 30-årig mandlig akademiker vil i snit leve yderligere 49,5 år, mens den jævnaldrende ufaglærte kun har 44,7 år 4

7 Kapitel 1. Indledning, motivation og hovedkonklusioner tilbage, altså en forskel på knap fem år. Samtidig viser undersøgelserne, at det seneste årtis stigende levealder især er kommet de højtuddannede til gode. Uligheden mellem akademikerne og de ufaglærte bliver således ikke mindre, men større. Uddannelse er ved at blive et afgørende skel i det moderne videnssamfund. De højtuddannede har ikke bare de højeste livsindkomster og de mest spændende job. De har også det bedste arbejdsmiljø, de mest attraktive boligforhold, den længste levealder, det laveste medicinforbrug og den største indflydelse i samfundets valgte organer fra skolebestyrelser til Folketinget. Det er uligheder, som har været der hele tiden, men på mange områder bliver mere markante i disse år. Vi risikerer et samfund, hvor uddannelse i stigende grad udgør skillelinjen mellem det gode liv og det dårlige liv. For det tredje præges Danmark også af voksende ulighed på det område, der på mange måder er fundamentet for det hele: Den økonomiske fordeling. Danmark har stadig mere beskedne indkomstforskelle end mange andre lande, men udviklingen går hastigt den forkerte vej. Siden 1995 har den rigeste tiendedel af danskerne haft en indkomstfremgang på kr., den fattigste tiendedel under kr., når der er taget højde for inflationen. De fleste af os bliver godt nok rigere, men uligheden i samfundet er også større end før. Samtidig har nogle af de allerrigeste haft helt uforholdsmæssig store lønstigninger. I 1983 fik et medlem af direktionen i de store selskaber i gennemsnit kroner om året, i 2006 var aflønningen steget til over 5 millioner! Mens lønningerne i industrien i denne periode steg med 4,4 procent om året, var fremgangen på direktionsgangen mere end 8 procent. En af samfundets mest velstillede grupper har taget for sig af retterne i en grad, der kun kan beskrives med et enkelt ord: Grådighed. Boligmarkedet en motor i uligheden Analyserne viser, at det frem for alt er aktiekurser og gevinster på boligmarkedet, der gør de rige rigere og trækker Danmark mere skævt. Her og nu betyder stigende indkomstforskelle, at der bliver større forskel på vores forbrugsmuligheder. Vi ser det næsten dagligt: De seneste års bredt anlagte forbrugsboom drives især frem af boligejere med store friværdier, der omsætter værdistigningerne i samtalekøkkener, eksotiske rejser, overdådige konfirmationsfester og meget andet. Og gevinsterne på boligmarkedet er uhyre skævt fordelt. Det er frem for alt ejerne af de dyre huse i hovedstadsområdet, der har tjent kassen på udviklingen på boligmarkedet. Denne ulighed forekommer med rette uretfærdig. Ikke mindst fordi mange af gevinsterne hverken skyldes personlig indsats eller kreativitet, men bunder i arbejdsfri værdistigninger. For eksempel viser analyserne i denne hvidbog, at ejeren af et parcel eller rækkehus på 130 kvm. på Frederiksberg i de seneste fem år har tjent 2,7 millioner kroner det svarer til kroner om måneden eller næsten 15 års arbejde for en LO-lønmodtager. Arbejdsfrie gevinster af denne størrelsesorden står i skærende kontrast til udsagnet om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Ulighed låser mennesker fast På længere sigt får stigende økonomisk ulighed imidlertid også en anden og mere dybtgående konsekvens: Det svækker samfundets sammenhængskraft. 5

8 Flere undersøgelser viser således, at lande med stor ulighed også har mere fastlåste sociale mønstre rejsen fra det dårlige liv til det gode liv bliver simpelthen længere. Det ses blandt andet ved, at den sociale mobilitet er højere i de skandinaviske lande end i USA og Storbritannien. Med social mobilitet forstås børnenes muligheder for at opnå en anden social position end deres forældre, for eksempel at de dårligt stilledes kvikke børn arbejder sig op i samfundet. Analyserne viser ikke bare, at indkomstforskellene i USA er større end herhjemme, børnenes position i samfundet er også mere afhængig af forældrenes i USA end i lande som Danmark og Norge. Hvorfor? Efter alt at dømme er forklaringen, at når indkomstforskellene stiger markant, så øges afstanden mellem de forskellige samfundslag ikke bare økonomisk, men også mentalt. Hvis man er vokset op i en amerikansk storbyghetto, er uddannelsesstederne i forstædernes middelklassekvarterer en helt anden verden ikke bare fysisk, men også økonomisk og mentalt. Og rejsen til denne verden bliver næsten uoverkommelig. Samtidig betyder store indkomstforskelle, at de rige lever i et helt andet univers og får mindre fælles interesser med resten af samfundet. For eksempel færre interesser i gode offentlige tilbud om børnepasning og gratis uddannelse til de unge. Det siges tit, at ulighed fører til større dynamik i samfundet. Forskellene giver de dårligt stillede et stærkere incitament til at arbejde, uddanne sig og selv gøre noget for at forbedre deres situation, lyder antagelsen. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Høj ulighed betyder, at de fattige fastlåses i dårlige levevilkår og at de rige bliver ligeglade. Den mentale afstand i samfundet bliver for stor. Erfaringerne fra andre lande viser da også, at hvis der over mange år sker en markant stigning i uligheden, så bliver den sociale mobilitet også mindre. Det skete i Reagans USA, da uligheden steg fra 1980 erne og frem. Og det skete i Thatchers Storbritannien, da uligheden også dér voksede og voksede. Begge steder så man, at de sociale forskelle i de unges livschancer blev større i takt med stigende økonomiske forskelle i samfundet. Kun en tåbe frygter ikke, at noget lignende bliver konsekvensen i Danmark, hvis uligheden fortsætter med at stige i årene fremover. Videnssamfundet skaber nye skel Samtidig blinker advarselslamperne også på et andet område. Danmark er som nævnt ved at få en ny underklasse eller det som socialforskerne kalder risikogruppen. Omkring 15 procent af de unge vokser op med markant ringere livschancer end deres jævnaldrende. Som børn har de større risiko for at blive et sagsnummer i det sociale system. Som unge har de mindre sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse. Det store flertal af unge i risikogruppen får aldrig en kompetencegivende uddannelse. Familierne i denne gruppe er kendetegnet ved en kombination af flere risikofaktorer: For det meste er forældrene gået tidligt ud af uddannelsessystemet, og tit har de lange perioder med arbejdsløshed. Ofte bor far og mor heller ikke sammen. Her finder vi endvidere de svageste dele af indvandrermiljøet. Vi finder også mange enlige mødre med etnisk dansk baggrund. 46 pct. af enlige mødre uden uddannelse er på langvarig overførselsindkomst, og den negative sociale arv slår hårdt igennem hos deres børn. Vi risikerer, at den nye underklasse vokser i årene fremover. Arbejdslivet ændres i disse år med rivende hast som følge af globalisering og ny teknologi, og kravene om uddannelse og 6

9 Kapitel 1. Indledning, motivation og hovedkonklusioner kompetencer er dramatisk voksende. Mange af de ufaglærte job er gjort overflødige eller flyttet til lavtlønslande i Asien og Østeuropa. Faren er, at denne proces hægter store samfundsgrupper af, og at det danske samfund ligefrem knækker over. Lad os sætte et billede på: For 50 år siden havde Betina, enlig mor på Vesterbro, et svært liv. Hun boede i en fugtig lejlighed uden bad og eget toilet. Sådan boede mange andre også. For eksempel naboen, der var smedesvend, faglært og dermed bedre lønnet. Men samfundets krav var mere enkle. Betina skulle sørge for, at børnene kom i skole til tiden og var nogenlunde renvaskede, så tog læreren sig af undervisningen. Og sønnen kunne gå ud af skolen efter 7. klasse, tage et ufaglært job og siden forsørge sin familie. Nutidens Betina bor i en moderne lejlighed med centralvarme, bad og toilet, men kravene til forældrerollen er anderledes komplekse. Betina skal diskutere elevplaner med læreren, hjælpe med projektet om Rifbjergs forfatterskab og rådgive om den rette fagkombination i ungdomsuddannelserne. Og børnene kan ikke bare gå ud af skolen og tage et ufaglært job. Hvis børnene skal godt i vej, må Betina også sørge for, at de gennemfører en faglig eller boglig uddannelse. Heldigvis er der politisk enighed om en vidtgående målsætning: At 95 procent af fremtidens unge skal tage en ungdomsuddannelse. Samtidig er det målet, at mindst halvdelen af en årgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Dette kommer imidlertid ikke af sig selv. Det kræver, at vi tager hul på to forskellige former for social ulighed: For det første de førnævnte socialt svage familier, der tilhører de omkring 15 procent i risikogruppen. Det er frem for alt denne del af samfundet, der er storleverandør af unge til den såkaldte restgruppe uden uddannelse. Hvis dette skal ændres, kræves der en samlet indsats. Det drejer sig både om socialpolitik, uddannelsespolitik, boligpolitik og meget andet. Det er ikke noget tilfælde, at vi nævner netop boligpolitikken. Uligheden i dagens Danmark er nemlig kendetegnet ved, at indvandrere og socialt svage danskere klumpes sammen i belastede boligområder og skoler og undersøgelserne viser, at det forstærker den negative sociale arv. Resultatet er, at mange unge forlader skolen uden helt fundamentale færdigheder; i værste fald fører ghettoiseringen ligefrem til småkriminelle subkulturer. Nøglen til at vende denne udvikling er blandt andet en ny boligpolitik, som stopper den sociale deroute, der i de seneste årtier har præget store dele af den almene boligsektor. For det andet må der gøres op med en bredere social skævhed i uddannelsessystemet, der ikke bare drejer sig om familierne i risikogruppen. Det er frem for alt de højtuddannedes børn, der får de lange videregående uddannelser - og denne skævhed grundlægges allerede i skolen. Tag bare disse tal for karaktererne i danskprøven efter 9. klasse: De ufaglærtes børn får 7,6 i gennemsnit, de faglærtes 8 - og akademikernes over 9. En vis forskel kan næppe undgås, men en socialt betinget forskel på halvanden karakter er simpelthen uacceptabel. Tallene viser, at skolen og uddannelsessystemet stadig er indrettet på de højtuddannedes præmisser og ikke i tilstrækkelig grad formår at kompensere for de sociale forskelle i hjemmet. Alt for ofte glemmes det, at op mod to tredjedele af eleverne kommer fra familier, hvor forældrene ikke har lang eller mellemlang boglig uddannelse. Hvis vi vil sikre uddannelse til alle, må det brede lag af unge fra ikke-boglige miljøer i fokus. 7

10 Social mobilitet - ikke kun enkelte mønsterbrydere For Danmarks vedkommende er globaliseringen frem for alt en konkurrence på viden og kompetencer. Danskerne skal være bedre uddannede, hvis vi skal stå stærkt i konkurrencen om de job, der kræver højt kvalificeret arbejdskraft. Og her tænker vi ikke kun på dem i toppen af uddannelsespyramiden for eksempel forskere der kan få nye ideer. Det er nok så nødvendigt med et bredt lag af højt kvalificerede teknikere og faglærte, som kan omsætte ideerne i praksis. Et sådant uddannelsesløft kræver imidlertid, at vi får sparket gang i den sociale mobilitet at børnene rent uddannelsesmæssigt når længere end deres forældre. For nogle år siden sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen, at man skal kunne gå fra bistandsklient til bankdirektør. For os er perspektivet langt bredere. Det drejer sig om at skabe en ny social dynamik, der omfatter brede lag i det danske samfund. Det betyder, at Betinas søn skal gennemføre den erhvervsuddannelse, som mor aldrig blev færdig med for eksempel som maler eller maskintekniker. Og det indebærer, at maskinteknikerens datter tager yderligere et ryk eller to for eksempel ved at uddanne sig til sygeplejerske eller gymnasielærer. Social mobilitet handler ikke om et mindre antal spektakulære mønsterbrydere, men at det brede lag af unge fra ikke-boglige hjem deltager i et massivt uddannelsesløft. Samtidig er det nødvendigt med en massiv efteruddannelsesindsats for de voksne, som allerede er på arbejdsmarkedet. Det gælder især de kortuddannede. Det er deres job, som er mest udsat for global konkurrence. Det er ligeledes dem, der som unge fik mindst andel i samfundets uddannelsesressourcer. Desværre viser undersøgelserne, at de også som voksne er dem, som får mindst efter- og videreuddannelse. Derfor har fagbevægelsen arbejdet hårdt på, at efteruddannelse er blevet en ret for det brede lag af almindelige lønmodtagere. Afgørende at vi investerer i fremtiden For store samfundsgrupper er globaliseringen lig med nye muligheder. Ikke bare større velstand, men også et mere spændende og afvekslende arbejdsliv: Rejser til udlandet, større indflydelse på eget arbejde, gode muligheder for efteruddannelse. For andre tegner fremtiden imidlertid mere usikker. De risikerer at blive hægtet af et samfund med stadig større krav om uddannelse, omstilling og personlige kompetencer. Hvis Danmark skal takle de nye udfordringer, er det nødvendigt med investeringer i fremtiden. Det drejer sig om opkvalificering og uddannelse i ordets brede forstand fra daginstitutioner over ungdomsuddannelse til efteruddannelse. Uddannelse og opkvalificering er ikke bare centralt for, at Danmark kan tiltrække investeringer med et højt vidensindhold - og dermed stå stærkt i den globale konkurrence. Det er også afgørende for, at vi ikke får et samfund med nye skarpe klasseskel. Også på anden vis er en velfungerende offentlig sektor afgørende. Det gælder for eksempel den sociale tryghed. Hvis mennesker er utrygge, tør de ikke tage chancer og møde det nye med åbent sind. Desværre er den politiske tilgang til den offentlige sektor ofte for defensiv. Besparelser og snævre rammer begrundes med økonomisk nødvendighed, men er i virkeligheden utrolig kortsigtet. En veludbygget offentlig sektor er selve forudsætningen for, at Danmark klarer sig godt i globaliseringen og at vi får alle med i videnssamfundet. 8

11 Kapitel 1. Indledning, motivation og hovedkonklusioner Uligheden bliver ikke mindre, men større Vi nævnte tidligere, at uddannelse i stigende grad er blevet en social skillelinje i det moderne samfund; der er en stor og ofte voksende ulighed mellem de højtuddannede og dem, der gik tidligt ud af uddannelsessystemet. Dette skel handler ikke bare om økonomi og adgang til de gode job, men også om indflydelsen og magten over det danske samfund. Folk med lange videregående uddannelser sidder ikke bare tungt på toppen af erhvervslivet, organisationerne og medieverdenen. Nok så bemærkelsesværdigt er det, at akademikerne også tager løvens part af pladserne i de forsamlinger, der vælges af os alle sammen fra skolebestyrelser til Folketinget. Undersøgelser viser, at over en tredjedel af folketingsmedlemmerne er akademikere, mens en stor del af de øvrige har andre former for boglig uddannelse; kun en femtedel af Folketinget tilhører således befolkningens store flertal af faglærte og ufaglærte. Samtidig ved vi, at denne skævhed bliver værre den er mere markant blandt de yngre politikere end blandt de ældre. Sat på spidsen: Mens den typiske socialdemokratiske politiker tidligere havde baggrund i arbejderklassen, og den typiske Venstre-mand kom fra landbomiljøet, så er begge i dag universitetskandidater i statskundskab! Faren er, at skævhed i rekrutteringen også bliver til skævhed i beslutningerne: Når skolebestyrelsen diskuterer regler for lejrskoler, har man de velstilledes børn i baghovedet. Og når Folketinget vedtager reformer af uddannelsessystemet, sker det samme. Ikke på grund af ond vilje, men fordi beslutningstagere på alle niveauer helt naturligt tager udgangspunkt i deres egne normer og erfaringer. På dette område er skævheden ikke blevet mindre, men større. Det samme er desværre tilfældet på en række andre områder. Vi har tidligere nævnt, at indkomstforskellene er vokset markant i de seneste ti år, og at især de allerrigeste har taget gevaldigt for sig af retterne. Vi har også dokumenteret, at mange mennesker med gode indtægter har tjent mere på at eje deres egen bolig end på at gå på arbejde. Samtidig viser analyserne, at der i mange andre dele af samfundslivet er en voksende afstand fra de dårligt stillede til de velstillede. Vi har tidligere nævnt, at det seneste årtis voksende levealder især er kommet de højtuddannede til gode. Den sociale ulighed i sundhed ses imidlertid også på anden vis hvor mange penge man må bruge på medicin, hvor tit man må til lægen, hvor længe man ligger på hospitalet osv. Mens en årig akademiker i snit bruger kroner om året på medicin, må den ufaglærte af med kroner. De seneste årtiers uddannelsesfremgang har især gavnet unge, der vokser op i parfamilier, hvor forældrene har job og uddannelse. Alle har godt nok fået mere uddannelse, men afstanden fra de velstillede til unge i risikogruppen er større end for en generation siden. I 1981 havde unge fra en familie uden»risikofaktorer«3 gange større chance for at tage en udannelse end den jævnaldrende med tre eller flere risikofaktorer. I 2001 var dette øget til 6 gange større chance! Dette hænger blandt andet sammen med en voksende social polarisering, hvor de dårligt stillede klumpes sammen i belastede boligområder og skoler. For eksempel viser analyserne, at børn af ufaglærte forældre har dobbelt så stor chance for at tage en videregående uddannelse, hvis de går på en skole med ressourcestærke kammerater. 9

12 Polariseringen medfører imidlertid, at børn af ufaglærte forældre ikke så tit går på den slags skoler og det skader deres chancer i uddannelsessystemet. Også rent økonomisk øges afstanden fra bunden af samfundet til det velstillede flertal. Fattigdommen er stadig mindre i Danmark end i de fleste andre lande, men antallet af fattige er markant stigende. Og nok så alvorligt: Det er antallet af langvarigt fattige også fra i 1995 til i På arbejdsmarkedet er der ligeledes en vis tendens til øget lønspredning. Blandt andet fordi stadig større grupper har individuel løndannelse. Derudover har de lavest lønnede blandt rengøringsfolk og butiksassistenter - hovedsageligt ufaglærte med midlertidig tilknytning til branchen haft en ringere lønudvikling end de fleste andre lønmodtagere. Forskelle i løn følges af forskel i arbejdsmiljø. Ufaglærte og faglærte har således både et fysisk og et psykisk arbejdsmiljø, der er markant ringere end de højt uddannede. Det giver sig udslag i dårligt helbred, en lavere forventet levetid og en overrisiko for førtidspensionering. Det er ikke kun et problem for den enkelte, men også en stor omkostning for samfundet. Den negative sociale arv er særlig udtalt, når det gælder kriminalitet. Børn, der er vokset op i et belastet miljø, har således en betydelig overrisiko for senere at blive kriminelle. Også når det gælder forældrenes indkomst og uddannelse, kan der spores en klar sammenhæng med efterfølgende kriminalitet. Det er nu, vi skal vende strømmen! Det er på denne baggrund, vi efterlyser en stærkere indsats imod uligheden. Danmark har hidtil været kendetegnet af mindre sociale skel end mange andre lande ikke bare økonomisk, men også i kompetencer og levevilkår. Vi har også været et relativt blandet samfund, hvor de forskellige sociale lag ofte boede i de samme kvarterer, og deres børn gik i folkeskolen sammen. På disse sider dokumenteres det imidlertid, at lighed og lige chancer er under pres. På en hel række områder oplever vi voksende ulighed og nye ulighedsformer, som vi ellers mest kender fra andre lande det er en udvikling, der både udfordrer vores retfærdighedssans og underminerer sammenhængskraften i velfærdssamfundet. Heldigvis er der også en række redskaber, der kan vende udviklingen. I bogens sidste kapitel skitseres en stribe forslag fra reformer af uddannelsessystemet til ændringer i skattepolitikken. Vi foreslår også en Ulighedskommission, der skal fremsætte en samlet plan for at bekæmpe uligheden og skabe mere lige livschancer. Andre vil givetvis have andre forslag og ideer. Lad os få dem på bordet. Hvis denne hvidbog udløser en bred debat om indsatsen imod ulighed, har vi allerede taget det første vigtige skridt. 10

13 Kapitel 2. Social arv og polarisering For at opnå de bedste muligheder for vækst i et samfund skal det være muligt for enhver at udnytte medfødte evner. I et samfund med en meget høj grad af ulighed kan det risikeres, at unge med gode evner, men med en svag familiebaggrund, ikke kan opnå den uddannelse eller indtægt, som evnerne ellers berettiger til. I dette kapitel beskrives den sociale arv i det danske samfund. Undersøgelser omkring social arv kan naturligt inddeles i tre typer af analyser: 1. Kortlægning af på hvilke områder forskelle i social, økonomisk og kulturel baggrund giver ulige chancer for de næste generationer. Eksempel: I hvilket omfang klarer børn fra ressourcesvage hjem sig dårligere i skolen end børn fra ressourcestærke hjem? Dette er en overvejende statistisk analyse. 2. Undersøgelser af hvilke mekanismer der ligger bag den ulighed i chancer, man finder. Eksempel: Hvor meget betyder skolen, lærerne, klassens sammensætning, hjemmets påvirkning. Hvad er det, der har betydning? 3. Undersøgelser af hvilke tiltag, der kan bryde den sociale arv og sikre mere lige chancer for de nye generationer. Eksempel: Sikrer man større lighed i skolen ved at indføre flere test, så svage elever hurtigt opdages og kan få en ekstra indsats? Eller er det vejen frem at fokusere mindre på test og karakterer og mere på alsidig udvikling? Dette kapitel handler overvejende om det første af disse problemområder, altså hvor kan vi faktisk konstatere ulige chancer for personer med forskellig forældrebaggrund. Den tunge arv I nogle sammenhænge fokuseres især på den tunge negative hjemlige baggrund, når man taler om social arv især for marginaliserede grupper. Tung arv handler om mere skæbnesvangre begivenheder som selvmordsforsøg, kriminalitet, vold, tidlig død, anbringelse udenfor hjemmet og lignende. I andre sammenhænge sættes der bredere lys på uligheder, der videreføres fra generation til generation. En oversigt over en række forhold, der har betydning for den tunge negative sociale arv, findes eksempelvis i Mogens Nygaard Christoffersens Risikofaktorer i barndommen (SFI, 2003). Den er et led i forskningsprogrammet om social arv og bygger på en forløbsundersøgelse, hvor man har fulgt livsforløbet for en gruppe børn født i Nogle centrale resultater fremgår af tabel 2.1 på næste side. 11

14 Tabel 2.1. Sammenhæng mellem risikofaktorer hos forældrene og forhold i børnenes livsvilkår Risikofaktor hos forældrene Påvirkning af barnets opvækst, livsvilkår. Merrisiko Mor er teenager Fængselsdom Alkoholeller stofmisbrug Mentale lidelser hos forældrene Forældre forsøger selvmord Vold i familien for død inden 27. år 1,4 1,9 1,9 2,6 2,0 1,9 for anbringelse uden for hjemmet 2,5 3,8 3,8-1,9 4,7 for familiens opløsning 2,2 5,1 5,1 2,6 6,7 4,7 for vold i familien 2,5 8,8 8,8 4,1 6,3 - for ungdoms-arbejdsløshed 1,3 1,4 1, ,4 for narkomani 2,4 3,6 3,6 2,1 4,1 4,0 for psykiske lidelser 1,8 2,5 2,5 2,0 3,7 3,2 for selvmords-forsøg 1,6 2,0 2,0 2,3 3,5 3,3 for voldskriminalitet (drenge) 2,0 2,3 2,3 1,7 2,1 4,1 Anm.: Merrisikofaktorerne kan i princippet lægges sammen. Kilde: Mogens Nygaard Christoffersen, Risikofaktorer i barndommen. (SFI, 2003) Tabellen skal forstås således: Hvis f.eks. en af forældrene forsøger selvmord, er der alt andet lige 3,5 gange så stor risiko for, at barnet eller den unge selv forsøger selvmord - sammenlignet med børn af forældre, som ikke har forsøgt at begå selvmord. Tilsvarende er der f.eks. 3,6 gange så stor risiko for, at barnet bliver narkoman, hvis forældrene er alkohol- eller stofmisbrugere igen sammenlignet med børn, hvis forældre ikke er alkohol- eller stofmisbrugere. Tabellen giver et klart billede af, at tunge belastninger i barndomshjemmet giver en stærkt øget risiko for, at barnet selv får betydelige vanskeligheder. Det er dog ikke kun de meget tunge belastninger, der sætter sig igennem i forhold til barnets risiko for en belastet barndom eller ungdom. Også mere ordinære problemer som skilsmisse eller forældre på kontanthjælp eller førtidspension øger risikoen for, at der iværksættes forebyggende foranstaltninger eller en anbringelse udenfor hjemmet. Dette er påvist af AErådet i en analyse på registerdata. Figur 2.1 viser således den sammenhæng, der i 2001 var mellem på den ene side risikoen for, at et årigt barn var anbragt uden for hjemmet eller omfattet af forebyggende tiltag og på den anden side barnets familieforhold samt forældrenes afhængighed af overførselsindkomst. 12

15 Kapitel 2. Social arv og polarisering Figur 2.1. Forældreforhold og risiko for børnesag Pct. af årige Anbragt Forebyggende tiltag 18, ,7 Barnet bor hos begge forældre. Ingen af forældrene på overførselsindkomst. 0,7 2,6 3,3 8,1 Barnet bor hos begge forældre. En af forældrene på overførselsindkomst. 3,3 Barn fra en»brudt familie«. Ingen på overførselsindkomst. Barn fra en»brudt familie«. Forælder på øverførselsindkomst. Kilde: AErådet på grundlag af IDA-registret. Det ses, at mere end hvert fjerde barn mellem 10 og 17 år er omfattet af en børnesag, hvis forældrene ikke bor sammen, og hvis den forælder, barnet bor hos, overvejende lever af kontanthjælp, førtidspension eller arbejdsløshedsdagpenge. Hvis omvendt forældrene bor sammen, og ingen af dem er på overførselsindkomst, er det under én procent af børnene, som omfattes af en kommunal børnesag. Undersøgelsen viser i øvrigt, at den sociale profil i anbringelserne stort set ikke har ændret sig fra 1981 til Endelig viser undersøgelsen, at personer, der som teenagere havde været omfattet af en børnesag, klarede sig dårligere på arbejdsmarkedet senere hen. Blandt årige, som 20 år tidligere havde været anbragt uden for hjemmet, var der i 2001 ca. 36 pct., der var førtidspensionister eller uden for arbejdsmarkedet i øvrigt. Blandt årige, der ikke havde været anbragt mv., var den tilsvarende andel ca. 8 pct. Social arv og den almene ulighed i samfundet De analyser, som er refereret ovenfor, viser betydningen af den sociale arv i forhold til risikoen for et livsforløb præget af skæbnesvangre begivenheder som selvmordsforsøg, kriminalitet, vold, tidlig død, anbringelse uden for hjemmet. Den vel nok vigtigste faktor for de fremtidige livsmuligheder for børn og unge i dagens Danmark er, om man får en uddannelse. Uddannelse betyder, at man klarer sig bedre på arbejdsmarkedet. Og klarer man sig bedre på arbejdsmarkedet, får man højere løn, mindre risiko for at blive afhængig af overførselsindkomst fra det offentlige og mindre risiko for at blive marginaliseret. Da uddannelse er så vigtig for de fremtidige livsmuligheder for børn og unge, vil analyser- 13

16 ne i resten af kapitlet være koncentreret om den del af den sociale arv, der handler om sammenhængen mellem forældrenes situation, og i hvor høj grad deres børn får en uddannelse. Disse sammenhænge er nærmere belyst i en analyse fra AErådet, hvor der er set på den familiemæssige og sociale baggrund, for de 25-årige, som i 2001 hverken havde: en studentereksamen, HF eller lignende en erhvervskompetencegivende uddannelse eller var i gang med en uddannelse Der viser sig en klar sammenhæng mellem en række baggrundsforhold og spørgsmålet, om den unge får eller er ved at tage en uddannelse. Figur 2.2 viser betydningen af den etniske baggrund. Figur 2.2. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og etnisk baggrund Ikke fra etnisk minoriet 19,0 Pct. af 25-årige, der hverken har uddannelse eller studentereksamen Efterkommer med etnisk baggrund i 3. verden 43,9 Indvandrer før 1987 fra 3. verden 46,6 Indvandrer efter 1987 fra 3. verden 59, Kilde: AErådet på grundlag af IDA-registret. Som det fremgår af figuren, er risikoen for, at indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande havner i restgruppen (dvs. ikke får en uddannelse), mere end dobbelt så stor som for etniske danskere. Figuren viser, at ikke alene mange indvandrede unge ender i restgruppen, men også en betydelig del af efterkommerne. Figur 2.3 viser betydningen af forældrenes uddannelse. Det ses, at risikoen for, at den unge står uden uddannelse som 25-årig, er næsten syv gange så stor, hvis man har ufaglærte forældre sammenlignet med, at man kommer fra et akademikerhjem. Det ses også, at unge fra hjem, hvor en eller begge forældrene har en erhvervsuddannelse, mindsker risikoen for, at den unge havner i restgruppen. 14

17 Kapitel 2. Social arv og polarisering Figur 2.3. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og forældrenes uddannelse En af forældrene er akademiker 5,5 Pct. af 25-årige, der hverken har uddannelse eller studentereksamen Ingen akademiker, men begge har en erhvervsuddannelse 10,8 Ingen akademiker, en forælder har en erhvervsuddannelse 19,5 Ingen af forældrene har en erhvervsuddannelse 35, Kilde: AErådet på grundlag af IDA-registret. Generelt klarer drengene sig dårligere end pigerne i uddannelsessystemet. Samtidig slår den sociale arv hårdere igennem for drengene end for pigerne. Det fremgår af figur 2.4. Det ses, at forskellen mellem drenge og piger er størst, hvis forældrene ikke har nogen uddannelse mens den er mindst, hvis (mindst én af) forældrene har en videregående uddannelse. Figur 2.4. Andel 25-årige der har gennemført en ungdomsuddannelse eller er i gang med en erhvervsuddannelse sammenholdt med forældrenes uddannelse Forældre har videregående uddannelse 85,6 90,1 Forældre har ungdomsuddannelse 78,1 83,4 Forældre har ingen uddannelse 59,1 68, Kvinde Mand Pct. Kilde: AErådet på grundlag af IDA-registret. 15

18 Figur 2.5 viser, at unge fra familier, der overvejende lever af kontanthjælp, har fordoblet risiko for ikke at få en uddannelse. Figur 2.5. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og modtagelse af sociale ydelser Ingen af forældrene på langvarig kontanthjælp 18,8 Pct. af 25-årige, der hverken har uddannelse eller studentereksamen Mindst en af forældrene på langvarig kontanthjælp 39, Kilde: AErådet på grundlag af IDA-registret. Endelig viser figur 2.6, at unge fra familier, hvor forældrene bor hver for sig, har dobbelt så stor risiko for at komme i restgruppen som unge, hvis forældre bor sammen. Figur 2.6. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og familieforhold To forældre, der stadig bor sammen To forældre, men de bor hver for sig Ikke to forældre 13,8 Pct. af 25-årige, der hverken har uddannelse eller studentereksamen 26,0 36,4 Kilde: AErådet på grundlag af IDA-registret For at undersøge udviklingen de senere år er der for hver person i 1981, 1996 og 2001 opgjort et antal risikofaktorer, hvor følgende forhold hver tæller som en risikofaktor: ingen af forældrene har en erhvervsuddannelse en af forældrene er på langvarig kontanthjælp forældrene bor ikke sammen forældrene bor i etagebyggeri Figur 2.7 viser, hvordan risikoen for at komme i restgruppen har udviklet sig i forhold til antal af risikofaktorer. Ved udarbejdelsen af figuren er der set bort fra unge fra etniske minoriteter, fordi disse kun udgjorde en meget lille andel af de unge i Figuren er opmuntrende læsning i den forstand, at den viser, at alle unge har fået gavn af det uddannelsesløft, som vi så fra Der er således kommet færre i restgruppen blandt både unge med en stærk hjemmebaggrund og en svag hjemmebaggrund. 16

19 Kapitel 2. Social arv og polarisering Figur 2.7. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og antal risikofaktorer hos forældre ,8 32,1 44,4 Pct. af 25-årige, der hverken har uddannelse eller studentereksamen 58,1 9, ,7 30,5 49,0 7, ,6 27,0 44, Ingen risikofaktor 2 risikofaktorer 1 risikofaktor 3-4 risikofaktorer Kilde: AErådet på grundlag af IDA-registret. Figuren er dog samtidig nedslående læsning af to grunde. Figuren viser for det første, at antallet af risikofaktorer hos forældrene har voldsom indflydelse på, om barnet får en uddannelse. Blandt de børn og unge, hvis forældre ingen risikofaktorer har, er det kun 7,7 pct., som ikke har eller er i gang med en uddannelse. Blandt børn og unge, der har forældre med tre eller flere risikofaktorer, er det næsten halvdelen helt præcist 44,7 pct. som ikke har fået eller er i gang med en uddannelse som 25-årig. Børn og unge, der har forældre med tre eller flere risikofaktorer, har altså seks gange større risiko for ikke at få en uddannelse end børn og unge, hvis forældre ingen risikofaktorer har. For det andet viser figuren, at der især er unge, der ikke har nogen risikofaktorer, der har fået gavn af udviklingen de sidste 20 år. For dem er risikoen for ikke at komme på uddannelsestoget reduceret med 59 pct.. For unge med tre eller flere risikofaktorer er risikoen kun reduceret med 23 pct. Eller sagt på en anden måde: I 1981 var sandsynligheden for, at unge med tre eller flere risikofaktorer ikke fik uddannelse eller studentereksamen tre gange så stor som for unge uden risikofaktorer. I 2001 er sandsynligheden for, at unge med tre eller flere risikofaktorer ikke får uddannelse eller studentereksamen seks gange så stor som for unge uden risikofaktorer. 17

20 Boligområdets betydning AErådet har i en analyse sammenholdt ressourcegraden forstået som andelen de årige, der er i job og/eller uddannelse i et boligområde med de unges succes med hensyn til uddannelse og job. Ressourcegraden er målt i den periode, hvor den unge voksede op. Tabel 2.2 viser resultatet af denne sammenstilling. Tabellen viser et tydeligt mønster: De unges succesrater vokser, jo højere ressourcegraden i deres boligområde er. Tabel 2.2. Sammenhæng mellem boligområdets gennemsnitlige ressourcegrad i opvækstårene og de unges job/uddannelsessituation Ovenfor er børns sociale arv i form af muligheder for at få en uddannelse - bundet op på individuelle forhold hos deres forældre. Den sociale arv er dog langt mere kompleks, idet den også er et resultat af de omgivelser og vilkår, barnet vokser op i. Den måde, bosætningen foregår på i Danmark, indebærer, at ressourcesvage og ressourcestærke ofte bor i hver deres boligområde. Dermed er der en klar sammenhæng mellem de individuelle karakteristika hos forældrene og de generelle karakteristika, der gælder for det boligområde, hvor barnet vokser op. Det betyder, at det både er forældrenes ressourcer og de normer, ressourcer og kammerater, man har i et boligområde, som er med til at afgøre et barns videre skæbne. Gennemsnitlig ressourcegrad i boligområdet ( ) Status i 2004 Gennem- (som 23-årige) Under Over 85 snit alle Andel i procent Er i beskæftigelse eller uddannelse Har afsluttet ungdomsuddannelse eller højere Er i gang med eller afsluttet videregående uddannelse Anm.: Ressourcegrad angiver andelen af årige, som er i job eller uddannelse. Kilde: AErådets beregninger på grundlag af IDA-registeret. I gennemsnit er godt syv ud af ti unge i job eller uddannelse som 23-årige, hvis de er vokset op i et boligområde med lav ressourcegrad (under 65 procent for de årige). Til sammenligning er ni ud at ti unge i job eller uddannelse som 23-årige blandt de unge, der er vokset op i boligområder, hvor ressourcegraden er høj (over 85 procent af de årige). Ser man på andelen af de 23-årige, der har afsluttet mindst en ungdomsuddannelse, viser tabellen, at denne andel er 50 procent for unge, der vokser op i ressourcesvage boligområder, mens den er 79 procent for unge, der vokser op i ressourcestærke boligområder. Og i forhold til andelen af 23-årige, der har afsluttet eller er i gang med en videregående uddannelse, er der en variation, der går fra 21 procent for de ressourcesvage boligområder til 46 procent for de ressourcestærke boligområder. 18

21 Kapitel 2. Social arv og polarisering Tabel 2.3 viser hvor i landet, de tunge større boligområder ligger. Ressourcegraden er lavest i Vollsmose og Gellerup. Det fremgår også, at fem ud af tabellens 18 ressourcesvage boligområder ligger i København, blandt hvilke ressourcegraden er under 50 procent i Kingos sogn og i Tingbjerg sogn. Tabel 2.3. Boligområder med over 2000 personer mellem 25 og 59 år, og en andel i job eller uddannelse under 60 procent, 2004 Kommune Sogn Ressourcegrad Antal Odense Vollsmose 31, Århus Gellerup 36, København Kingos 41, Kolding Simon Peters 49, København Tingbjerg 49, Esbjerg Jerne 50, Aalborg Nr. Tranders 51, København Sundby 53, København Bispebjerg (Grundtvigsk.) 54, Århus Helligånds 55, Holstebro Nørrelands 56, Silkeborg Alderslyst 56, Aabenraa Åbenrå 56, Århus Møllevang 57, Ringsted Ringsted 57, Århus Ravnsbjerg 57, Fredericia Hannerup 57, København Frederiksholm 58, Anm.: Ressourcegrad angiver andelen af årige, som er i job eller uddannelse. Kilde: AErådets beregninger på grundlag af IDA-registeret. En analyse gennemført af SFI underbygger ovenstående konklusioner. 1 Analysen viser, at børn og unge der vokser op i økonomisk dårligt stillede familier er mindre aktive i organiserede fritidsaktiviteter. Fritidsaktiviteter der ellers kunne fungere som vigtige åndehuller i en problematisk hverdag. Undersøgelser refereret i rapporten viser endvidere, at børn, der vokser op i belastede boligområder, også er begrænset i deres udfoldelse i fritiden. 1) Udsatte børns fritid et litteraturstudie. SFI 19

22 Kapitel 3. Indflydelse på dagligdag og samfund Den ulighed, der kan spores i indkomst og uddannelse, slår i stor udstrækning igennem, når der fokuseres på den indflydelse, de enkelte grupper har i samfundet. Der kan således konstateres en meget skæv fordeling i familiebaggrund, køn og uddannelsesniveau i indflydelsen på samfundet. Uligheden i indflydelse er problematisk, fordi et repræsentativt demokrati kræver deltagelse af alle grupper i samfundet. Derudover vil en skæv sammensætning i stor udstrækning påvirke, hvordan samfundet udformes og udvikles. Eliten vil bevidst eller ubevidst tilgodese deres egne i opbygningen af samfundet. I 2000 blev der gennemført en reform af erhvervsuddannelserne. Den blev besluttet i Folketinget i samarbejde med arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer. Reformen har betydet, at der stilles større krav til selvstændigheden for eleverne på erhvervsskolerne. De større krav kan godt honoreres af personer med en stærk hjemmebaggrund, men det har vist sig, at reformen har givet anledning til et større frafald blandt unge med en svag hjemmebaggrund. Denne effekt har helt sikkert været utilsigtet, men kan tilskrives en manglende forståelse for de problemer, som mange unge har i skolesystemet. I den danske folkeskole har man også i mange år arbejdet med en pædagogisk udformning omkring selvstændigt projektarbejde, dialog med eleverne og det hele menneske. Denne model virker godt for børn med en stærk hjemmebaggrund, men der bliver tabt mange unge med en dårligere baggrund, jf. i øvrigt analyserne i kapitel 2. I de danske skolebestyrelser er der en markant skævhed i rekrutteringen. Personer med en lang uddannelse er således overrepræsenteret, mens der næsten ingen ufaglærte er i skolebestyrelserne. Det kan betyde, at undervisningen, betaling til klassekasse og organisering af lejrskole bliver målrettet bedrestillede børn, og at man dermed isolerer børn med en svag hjemmebaggrund. Ovenstående eksempler viser, hvordan en skævhed i de indflydelsesrige eliter ubevidst kan påvirke den måde, som samfundet fungerer på, og dermed give anledning til at bibeholde den negative sociale arv. Eliten er i stor udstrækning selvsupplerende. Det viser sig f.eks. når erhvervsledere ansætter personer, der ligner dem selv den såkaldte Rip, Rap og Rup effekt. Eller når netværksdannelse betyder, at vigtige poster bliver besat, af personer i netværket. På denne måde bliver en skævhed i magtfordelingen, selvforstærkende. I dette kapitel beskrives fordelingen på uddannelse, køn og alder i forskellige indflydelsesrige eliter; fra Folketinget, henover erhvervslivet, pressens elite til repræsentationen i interesseorganisationer og sammensætningen i skolebestyrelserne. Folketinget På trods af, at der ingen formelle krav er til uddannelse ved valg til Folketinget, kan der alligevel konstateres en markant overrepræsentation af personer med en videregående uddannelse i det danske Folketing, jf. figur 3.1. Personer, der alene har en grundskoleuddannelse, er den mest underrepræsenterede gruppe, når der sammenlignes med uddannelsessammensætningen i befolkningen. Personer med en erhvervsfaglig uddannelse er også noget underrepræsenteret, mens alle videregående uddannelser har mere end deres andel af folketingsmedlemmer. Det er specielt personer med en lang videregående uddannelse, der er overrepræsenteret. Der er således mere 20

23 Kapitel 3. Indflydelse på dagligdag og samfund end seks gange flere folketingsmedlemmer med en lang uddannelse, end befolkningens uddannelsessammensætning umiddelbart tilsiger. Figur 3.1. Sammensætningen af Folketinget i 2005 Pct. 40 Pct GS GU Folketinget EFU KVU Befolkningen MVU LVU Uoplyst 0 Anm.: På grund af manglende uddannelsesoplysninger i datagrundlaget sammenlignes med befolkningen op til 69 år. Da de ældre generelt har en lavere uddannelse, er sammensætningen endnu mere skæv, end figuren tilsiger. GS står for grundskole, GU står for gymnasial ungdomsuddannelse, EFU for erhvervsfaglig uddannelse, KVU, MVU og LVU for henholdsvis: kort, mellemlang og lang videregående uddannelse. Kilde: Folketingets medlemmer i tal ved valget i 2005, Det danske Folketing er også skævt repræsenteret på køn, således er det kun 37,7 pct. af de valgte i 2005, der er kvinder. Erhvervslivets, mediernes og organisationernes eliter I det følgende gennemgås sammensætningen i tre udvalgte eliter i det danske samfund, nemlig erhvervslivets elite, mediernes elite og organisationernes elite. De tre eliter er udvalgt på baggrund af den indflydelse, som de formodes at have i det danske samfund. Erhvervslivets top har primært indflydelse på det danske samfund gennem beslutninger om investeringer, udflytning af arbejdspladser osv., men det må derudover antages en vis form indirekte indflydelse i det politiske system. I den offentlige meningsdannelse spiller pressen en væsentlig rolle. Medieeliten kan således påvirke holdninger og også sætte dagsorden i den politiske proces. Pressens elite kan derfor få en forholdsvis stor magt i det danske samfund. Interesseorganisationerne spiller en væsentlig rolle i det danske samfund. Det gælder både i forhold til at løfte opgaver i fællesskab og i forhold til at øve indflydelse på medlemmernes vegne i den politiske beslutningsproces. 2 2) I analysen af erhvervslivets elite tages der udgangspunkt i ledersammensætningen i de største aktieselskaber samt enkelte større anpartsselskaber. I analysen indgår administrerende direktører og formænd for bestyrelserne. Medieeliten er udvalgt blandt chefredaktører og mediepersonligheder. Der findes i Danmark omkring interesseorganisationer, jf. Den danske elite. I nærværende undersøgelse er der udvalgt 159 organisationer, primært på grundlag af medlemstal. 21