Social mobilitet Social mobilitet i Danmark set i et internationalt perspektiv

Transkript

1 Social mobilitet Social mobilitet i Danmark set i et internationalt perspektiv Martin D. Munk Velfærdsfordeling Arbejdspapir 9:2003 Arbejdspapir Socialforskningsinstituttet The Danish National Institute of Social Research

2 Social mobilitet Social mobilitet i Danmark set i et internationalt perspektiv Martin D. Munk Velfærdsfordeling Arbejdspapir 9:2003 Socialforskningsinstituttets arbejdspapirer indeholder foreløbige resultater af undersøgelser og forarbejder til artikler eller rapporter. Arbejdspapirer udgives i et begrænset oplag som grundlag for en faglig diskussion, der indgår som led i forskningsprocessen. Læseren bør derfor være opmærksom på, at resultater og fortolkninger i den færdige rapport eller artikel vil kunne afvige fra arbejdspapiret. Arbejdspap irer er ikke omfattet af de procedurer for kvalitetssikring og redigering, som gælder for instituttets forskningsrapporter.

3 Om projektet Undervisningsministeriet bad i februar 2003 Socialforskningsinstituttet om at udarbejde en rapport om social mobilitet. Rapporten belyser bl.a. omfanget af social mobilitet, hvilke processer og mekanismer der hæmmer eller fremmer social mobilitet samt hvilke former for indsatser, der især synes at have betydning for omfanget af social mobilitet. Nærværende arbejdspapiret udgør delrapport I i den samlede afrapportering til Undervisningsministeriet, som i alt omfatter tre delrapporter. Dette arbejde blev afsluttet 31. marts Arbejdspapiret bygger på litteratur fra Danmark og fra internationale studier samt i mindre omfang på nye analyser på eksisterende data (herunder registeranalyser via Undervisningsministeriets statistiske kontor). Betydningen af uddannelse for social mobilitet er et centralt element. En tak rettes til stud.scient.soc. Jonas Holst-Jensen, Socialforskningsinstituttet/Sociologisk Institut, Københavns Universitet, som har udført et stort arbejde i forbindelse med udarbejdelsen af arbejdspapiret. De nye beregninger på Undervisningsministeriets registerdata med kommentarer er udarbejdet af henholdsvis cand.polit. Hans Bruhn, Undervisningsministeriet og cand.scient.pol. Jens Storm, Undervisningsministeriet i et samarbejde med fil.dr. Martin D. Munk. Cand.polit., ph.d. Azhar Hussain, Socialforskningsinstituttet, har bidraget med beregnede indkomstselasticiteter på registerdata fra Socialforskningsinstituttet. I rapporten vises, at uddannelse er en vigtig faktor i relation til social mobilitet. Faktorer som strukturelle forandringer, konjunkturudvikling, arbejdsmarkedets åbenhed og fleksibilitet mv. spiller imidlertid også ind. Konjunkturudvikling behandles i forbindelse med den forskningsmæssige belysning af faktorer, der fremmer/hæmmer social mobilitet. Når det gælder beskrivelsen af hidtidige indsatser og forslag til kommende indsatser, har arbejdsgruppen vurderet, at denne type faktorer, herunder arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedstilknytningen, kun inddrages, når der er en relation til uddannelsessystemet.

4 Indholdsfortegnelse: INDLEDNING...5 STRUKTUR...6 I DEFINITION AF MOBILITET OMFANG...7 II MEKANISMER OG FAKTORE R - BEGREBSAFKLARING...9 STUDIER AF SOCIAL MOBILITET...13 III OMFANG...13 Social position...13 Uddannelse...17 Indkomst...29 IV MEKANISMER OG FAKTORER...44 Kohorter og uddannelsesinflation...44 Uddannelsesstrukturen har forskellig betydning i de europæiske lande...48 Kognitive evner og gener...49 Processer...57 KONKLUSION OG SAMMENFATNING...58 TABELLER...66 FIGURER...88 LITTERATURLISTE

5 Indledning I notatet belyses omfanget af social mobilitet, hvilke processer og mekanismer der hæmmer og fremmer social mobilitet samt hvilke forhold, der synes at have betydning for omfanget af social mobilitet. Notatet bygger på litteratur fra Danmark og fra internationale studier samt i mindre omfang på nye analyser af eksisterende data. Betydningen af uddannelse (fx uddannelsessystemer) for social mobilitet vil være central i det omfang, der findes relevant og pålidelig viden herom. Dette skal ses på baggrund af, at den sociale mobilitet, underforstået den opadgående mobilitet, ikke er så stor som politisk ønsket. 1 Eller sagt på en anden måde: livschancerne er ikke lige store for forskellige befolkningsgrupper. Notatet indledes med en begrebsdefinition af social mobilitet. Social mobilitet i Danmark og internationalt lægges frem med hensyn til dels omfanget af social mobilitet og dels de mekanismer og processer, der fremmer og hæmmer social mobilitet i opadgående retning. Social mobilitet beskrives i forhold til de tre stationer social position ( arbejdsstilling ), uddannelse og indkomst. Disse punkter belyses navnlig i forhold til den opadgående mobilitet på hele skalaen. Det skal understreges, at faktorer her forstås som baggrundsvariable (forældreuddannelse, køn osv.). Ved mekanismer og processer forstås de samfundsmæssige strukturer, der virker og som eksempelvis kommer til udtryk ved, at børn og unge fra knapt så ressourcestærke familier, alt andet lige, har ringere livschancer end deciderede ressourcestærke familier, eller det kan være konjunkturer (fx i form af arbejdsløshed) som indebærer færre muligheder. Endvidere virker evner/dispositioner, mikro-niveau i skolen, indretning af dag- og uddannelsesinstitutioner, veje i uddannelsessystemet, uddannelsesinflation, netværk, sprog, læsevaner, aktiviteter i foreningslivet, udrustning i familien m.m. også i mobilitetsprocessen. I notatet refereres der til repræsentative danske og internationale kvantitative studier samt en række teoretiske og kvalitative studier, der forsøger at knytte de to typer af studier sammen. I Munk (1998, 1999, 2002e) findes uddybende beskrivelser og gennemgange af navnlig ældre litteratur samt teoretisk litteratur (se i øvrigt litteraturlisten). 1 Et relevant spørgsmål er, om man via aktiviteter i specielle områder, eksempelvis eliteidræt har mulighed for at flytte sig socialt, målt i forhold til et givet sæt af sociale klasser/lag (se Munk 1998). Det viser sig, at personer med en betydelig sportskapital kan anvende denne i forsøget på at skaffe sig positioner såvel uden for som inden for idrætsfeltet

6 I notatet anvendes primært nyere litteratur og forskning til at belyse social mobilitet. Den ældre litteratur og en del af den nyere litteratur har en række indbyggede problemer af teoretisk og metodisk karakter (jf. McIntosh & Munk 2002a, 2002b). I Munk (2003b) findes en teoretisk perspektivering af mobilitetsbegrebet, hvor der peges på begrebet om rekonversionsstrategier, dvs. forvandlingstrategier. I er påpeget en række af de metodiske og statistiske problemer som findes i dansk og international forskning. Struktur I notatets første hovedafsnit defineres og beskrives mobilitetsbegrebet, herunder betydningen af dette. Desuden lanceres fænomenet strukturel mobilitet, der refererer til de radikale ændringer, der har fundet sted i samfundet gennem de sidste år på grund af erhvervsstrukturen. I andet hovedafsnit (uddannelsesforløb, uddannelsesstruktur, inflation, læringsformer etc.) peges der på de faktorer og mekanismer, som fremmer og hæmmer social mobilitet. Endvidere påvises, at livsbaner kan afvige positivt fra de mest sandsynlige livsbaner, hvilket indebærer, at personer kan opleve opadgående social mobilitet, såfremt en række anerkendte ressourcer og kompetencer erhverves og udvikles. Dermed kan chancen for opadgående mobilitet øges for den enkelte person. Disse ressourcer og kompetencer defineres og fremstilles, bl.a. i sammenhæng med kognitive evner, der både skal ses som noget personligt og historisk skabt. I tredje hovedafsnit beskrives omfanget af den sociale mobilitet (social position, uddannelse og indkomst). Nye indkomstmobilitetsanalyser fra SFI er indarbejdet. Til slut diskuteres en ny undersøgelse baseret på data fra Undervisningsministeriet/Danmarks Statistik, hvor uddannelses- og indkomstmobilitet analyseres. Der er foretaget en analyse af de personer, som er opadgående mobile i fødselsårgangene , målt i året 2000, både med hensyn til mobilitet mellem forældrenes forskellige uddannelsestrin og eget uddannelsestrin samt hvorvidt de opadgående mobile personer formår at oppebære samme indkomstniveau som andre personer, som ikke har bevæget sig meget uddannelsesmæssigt. I det fjerde hovedafsnit fokuseres på de mekanismer/faktorer, som har betydning for - 6 -

7 den opadgående mobilitet, både i forhold til social position, uddannelse og indkomst. Det drejer sig om faktorer som, i hvilket år man er født og uddannelsesinflation samt -struktur. Disse fænomener fremstilles på basis af danske og internationale studier. Endeligt har vi fokuseret på mekanismer som kognitive evner, hvor også sammenhængen mellem uddannelse og kognitive evner belyses. I den forbindelse er både PISAstudiet og et videregående nyt studie præsenteret, som peger på vigtigheden af ikke alene kognitive evner, men også kulturel kapital. I øvrigt vil betydningen af familiestruktur og køn også blive belyst. I. Definition af mobilitet omfang Den sociale mobilitet udtrykker, hvor stor en andel der har byttet social position i relation til sin opvækst. Hvis denne mobilitet er beskeden, indebærer det ofte, at den sociale reproduktion er udtalt, dvs. afstanden mellem forskellige sociale grupper og generationer i samfundet reproduceres. Omvendt, hvis mobiliteten er stor, kan samfundet tolkes som værende mere åbent. En del af mobiliteten skyldes, at samfundet ændres strukturelt. Når der tages højde for dette, siger fluiditeten noget om, hvorvidt der er lige muligheder for uddannelser og arbejde, hvorved man kan sige noget om den mobilitet, der ikke er forårsaget af strukturelle forhold. I mobilitetsforskningen har man forestillinger om, at individer og sociale grupper kan være opadgående eller nedadgående. Det forudsætter, at man kan tale om sociale grupper eller lignende, idet det bemærkes at der er forskellige teorier om sociale grupper eller sociale klasser. Af tabellerne i notatet fremgår de konkrete grupperinger af social gruppe, uddannelse og indkomstgruppe (som anvendes forskelligt i forskellige undersøgelser). Social mobilitet defineres som bevægelsen af individer eller grupper fra en vis social position til en anden, men det kan også være cirkulation af objekter, værdier, kulturelle effekter blandt individer og grupper: Det kan blive betegnet som horisontal mobilitet, når individet eller gruppen bevæger sig på det samme sociale niveau set ud fra: indkomst, levevilkår-niveau, prestige, arbejdsmæssig status, uddannelsesmæssige privilegier eller når bevægelsen (transitionen), migrationen, skiftet og diffusionen af kulturelle ob

8 jekter er inden for det sociale lag i populationen. Vertikal mobilitet, som er bevægelsen af et individ, gruppe eller kulturelt objekt fra et socialt lag til et andet socialt lag, opadgående eller nedadgående, kan foregå på forskellige rangstiger: den økonomiske: når et individ, en gruppe eller kulturel værdi passerer fra en fattig til en rig klasse eller vise versa; den arbejdsmæssige: når bevægelsen er fra et lavere til et højere arbejdsstratum eller vice versa.. (Sorokin 1933: 554). 2 Den mobilitetsform, der har været den mest analyserede og diskuterede er den vertikale, idet man politisk er optaget af at skabe gode livschancer for alle. Sorokin mener, at vertikal social mobilitet stort set findes i alle samfund, idet individer flytter sig ved, at hele grupper flyttes, som fx efter Anden Verdens Krig. Så kan man spørge: Hvilke åbenbare fordele er der for høj mobilitet i et samfund? 1. Den kan øge den økonomiske effektivitet, da et samfund med en åben fluid social struktur har en større sandsynlighed for, at positioner, der kræver specielle færdigheder, faktisk besiddes af individer med disse specielle færdigheder (high abilities). Et samfund med høj fluiditet er også på den baggrund bedre til at tilpasse sig ydre og interne forandringer. 2. Set fra individets perspektiv, skal social mobilitet sikre, at færre personer kommer på den forkerte hylde, og at muligheden for at stige i status vil være til stede i enhver situation og tilskynde til en større udnyttelse af den enkelte persons kapaciteter. Som en konsekvens kan der derfor, blive tale om en mindre følelse af personlig frustration og en større mulighed for social harmoni (eller det modsatte). Man har således ofte fokuseret på at undersøge grundlaget for i hvilken grad intelligensreserven kunne mobiliseres og udnyttes optimalt, fx gennem uddannelsesforordninger (jf. også Glass 1954). Nytten af mobilitetsstudier er omdiskuteret, da der ofte er blevet fokuseret på mobiliteten af individer, og ikke på at forstå mobiliteten som en del af generelle sociale processer (jf. Mach & Wesolowski 1986; Breiger 1990b; Kelley 1990; Blackburn & Prandy 1997; Miller 1998; Munk 1998; McIntosh & Munk 2002a; Munk 2003a; DiPrete ). Det er såle- 2 Egen oversættelse. 3 DiPrete påpeger bl.a. betydningen af de enkelte landes mobilitetsregimer (systemer)

9 des afgørende ikke alene at fokusere på individers mobilitet, men også på mobiliteten som en integreret del af generelle sociale processer og strukturer. Flere mobilitetsstudier viser, at den sociale mobilitet må tilskrives ændringer af sociale strukturer, herunder navnlig arten og omfanget af erhvervsstrukturen. Opadgående mobilitet kan således i betydeligt omfang forklares ud fra ændringen af jobstrukturen over tid (jf. Munk 1998, 2002e; Hassler, Mora og Zeira 2002; Hansen 2003b). Eksempelvis er der langt færre landmænd og selvstændige i dag end tidligere samtidigt med, at der er langt flere funktionærer. Dette fænomen kaldes for strukturel mobilitet. I notatet anvendes begrebet intergenerationel mobilitet og social mobilitet synonymt og refererer ofte til mobiliteten mellem mindst to generationer, dvs. en persons mobilitet i forhold til forældre, men som antages at være medieret af forskellige forhold. 4 Det er navnlig opadgående intergenerational mobilitet, der fokuseres på i fortolkningerne af analyserne, dvs. social mobilitet mellem forældrebaggrund, typisk målt på social position, indkomstniveau eller uddannelse og egen tilsvarende position, idet mobilitetsstudier ikke alene drejer sig om at analysere mobilitet som forholdet mellem den sociale oprindelse (faderens erhverv) og personens erhverv, men som et forhold, der er betinget af flere betingelser. II. Mekanismer og faktorer - begrebsafklaring For at klarlægge grundene til, at personer og grupper flytter sig opad i det sociale hierarki, har samfundsvidenskaben etableret forskellige typer af undersøgelser. I de kvantitative studier søger man at finde de faktorer, i betydningen formelle baggrundsvariable, som eksempelvis forældres arbejdsstilling, uddannelse, tidspunkt for fuldført uddannelse, køn osv., der kan forklare mobilitet opad - og nedad. I de kvalitative studier søger 4 Desuden er man ofte interesseret i den intragenerationelle mobilitet, dvs. personens egen horisontale jobmobilitet kaldet for karrieremobilitet. Derudover eksisterer der tværgående mobilitet, dvs. mobilitet som går på tværs af henholdsvis horisontal eller vertikal mobilitet. Studier af social mobilitet har ikke været opmærksomme på, at det sociale rum tillader flere bevægelser. Det sociale rum er stedet, hvor familien reproduceres og forsøger at fastholde positioner. Reproduktionsstrategierne - overlevelsesstrategierne - afhænger af sammensætning og størrelse af kapital og af forskellige reproduktionsmidler, så som arv, skikke, arbejdsmarked, uddannelsessystem m.v., formidlet, gennem personers (dispositioners) rettethed mod fremtiden (som et svar på forventede objektive muligheder). Hvis kapitalforholdene eller disse midler ændres, er det nødvendigt at tilpasse reproduktionsstrategierne gennem rekonversion af den kapital, man besidder eller i værste fald ikke har, til andre former for kapital. Det drejer sig fx om konversion af økonomisk kapital til uddannelseskapital (jf. Munk 1998, 2003b)

10 man at finde frem til de underliggende mekanismer og processer, der yderligere kan forklare opadgående social mobilitet. Det kan være personers uddannelsesforløb fra daginstitution til videregående uddannelse, herunder overgange i uddannelsessystemet, særlige skoleformer, skoletests, personlige forudsætninger/evner, sprogforhold, interaktion, forskellige læringsformer, lærerroller, foranstaltninger som vejledning og brobygning i uddannelsessystemet, uddannelsesstruktur, uddannelsesinflation osv. I kvalitative studier kan man endvidere være interesseret i at beskrive den praksis, der indskriver sig i givne institutioner og som er afgørende for det enkelte individ i uddannelsessystemet. I nogle af disse studier har man undersøgt mønsterbrydere, et begreb der er blevet anvendt til at beskrive individer/grupper, som bevæger sig meget langt, fra en næsten umulig position (med sociale problemer) til en bedre position. Dette behandles ikke direkte her (se Munk 2001a og Jæger 2003 for en uddybning 5 ). Det er imidlertid vigtigt at forklare, hvorfor individer under givne samfundsmæssige omstændigheder bevæger sig væk fra den mest sandsynlige bane, givet social baggrund m.v. Individer kan påvirkes på den ene eller anden måde, således at kursen i livsbanen ændres og opleves som det der kaldes for livsbaneeffekt. Der findes livsbaner, der mere minder om livsbaner fra andre sociale grupper. Der findes effekter i livsbanen, som man ikke bør se bort fra, når der redegøres for en chance for en given social position samt sammenhængene mellem social position og praktiske handlinger. Sociale positioner afhænger på den ene side af oprindelsesforhold og på den anden side af livsbane. Dette indebærer, at der findes personer for hvem det lykkes at forvandle ressourcer til nye veje i samfundet (jf. Munk 1998). I mobilitetsforskningen søges de faktorer og effekter, der bedst forklarer uddannelsesniveau og senere status på arbejdsmarkedet og indkomst. Man ved fra nyere amerikanske studier (se fx. Bowles, Gintis & Osborne 2001; McIntosh & Munk 2002b), at det er nødvendigt at inddrage mange relevante forhold og karakteristika i livsbanen med henblik på at forklare succes i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet etc. På den bag- 5 jf. Elsborg et al. 1999: der er blevet kritiseret (se DPT, september 4/1997). Denne undersøgelse om mønsterbrydere, som omfatter 24 personer i alderen år, og som derfor ikke er repræsentativ, viser i og for sig ikke noget nyt. National og international uddannelsessociologisk forskning fra 1960erne og fremad har tidligere peget på, hvorfor børn af nedre sociale lag klarer sig ringere eller føler sig dårligt tilpas i uddannelsessystemet, da megen uddannelseskultur bygger på konkurrence, alliancer, uskrevne regler osv., som alle grupper ikke er forberedt på

11 grund anvendes begreberne ressourcer og kompetencer i notatet for at forklare de forhold der betinger opadgående social mobilitet, idet både ressourcer fra familien (uddannelse, indkomst, social position, kulturelt miljø, kognitive evner etc.), fra uddannelsesinstitutioner (indretning af veje, særlige skoler, pædagogik etc.) og fra personen selv (egne ressourcer, evner, kapacitet etc.) antages at være forudsætninger for opadgående mobilitet. Der er med andre ord en anerkendelsesside, som er afgørende at pege på, dvs. de værdier, egenskaber og karakteristika, der anerkendes i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet osv. (jf. Bourdieu 2000; McIntosh & Munk 2002b). Dette betinger mulighederne for opadgående social mobilitet, da det er vigtigt, at det enkelte individ i konkrete situationer ved og forstår, hvorledes man skal agere for at klare sig godt i de forskellige sammenhænge, man passerer og virker i gennem livet. De ressourcer som anerkendes er: kulturel kapital (dannelse, gefühl, kropslige ressourcer m.v.), som man typisk får adgang til via familien eller signifikante personer, uddannelseskapital via uddannelsessystemet, der er garant for titler og kvalifikationer som objektiverede kulturelle varer og goder (malerier, bøger, opslagsværker, instrumenter, maskiner, multimedier osv.), videnskapital i mere bred forstand (kognitive evner, social kapital, dvs. netværk via kontakter og foreninger) samt økonomisk kapital, defineret gennem familiens indkomst og egen indkomst (Bourdieu 1986). Besiddelse af sådanne kapitaler eller mangel på samme giver muligheder og barrierer med hensyn til at forvandle og omsætte kapital til holdbare positioner i livsbanen. Denne forvandlingsproces er en måde at anskue social mobilitet på. Derved bliver social mobilitet ikke blot opfattet som bevægelser mellem faderens (evt. moderens) sociale position og egen social position, men som noget mere komplekst, hvor flere faktorer spiller ind i en sådan proces. Det er således summen og sammensætningen af den totale kapital, som udgøres af kulturel kapital i dets forskellige former, social kapital og økonomisk kapital (medieret af den sociale oprindelse), der har betydning for uddannelsesforløb og i sidste ende positionen på arbejdsmarkedet, etc. På den baggrund er det afgørende, at de forskellige uddannelsesstrategier ses som en integreret del af de generelle forvandlingsstrategier

12 På den baggrund antages det, at kulturelle ressourcer ikke alene handler om formelle eksamensbeviser og skolegang, men ligeledes om andre former for ressourcer, fx sproglige, musiske, litterære. Men det kan ligeledes handle om at have adgang til bøger og læsevaner i hjemmet etc. Disse ressourcer kan komme til at virke som kulturelle kompetencer, der kan medvirke til at skabe grobund for lyst til at virke i sociale sammenhænge som fx. at deltage i musik og idræt, at gennemføre uddannelse over en vis tid og at udfolde sig i arbejdslivet. Vi kan således pege på tre afgørende etaper i livsbanen: I) at kapital, der arves fra familien og erhverves gennem socialisering og opdragelse i institutioner, kan virke som ressourcer for individet og samfundet, II) at ressourcer kan blive forvandlet og omsat til kompetencer, man kan anvende konkret, III) at ressourcer og kompetencer kan omsættes til strategier og forvaltning af eget liv. Kapital arves og erobres ved at skemaer bliver inkorporeret i børnene (habitus), hvorved deres adfærd ofte kommer til at ligne forældrenes adfærd og forestillinger igennem livet. Her defineres habitus som et sæt af erhvervede dybtliggende dispositioner/evner til at opfatte og vurdere verden, og dermed den intelligens en person har. Tesen fra sociologisk og psykologisk forskning er, at habitus læres i barndommen, således at social adfærd udføres på måder, der ligner forældrenes adfærd. På den baggrund vil der i notatet peges på sider af ressourcer og kompetencer, som kognitive evner og forvandlingsstrategier. Når man taler om kognitive evner, kan der være en tilbøjelighed til at fokusere på individets egenskaber og muligheder, og her er det vigtigt ikke at glemme, at disse evner skabes historisk og institutionelt - i et sammenspil mellem individualitet og kollektivitet, som allerede den franske uddannelsesforsker Émile Durkheim pegede på for ét hundrede år siden. Dermed antages både indretningen af uddannelsessystemet og indlæringen at spille en vigtig rolle (jf. Shavit & Müller 1998; Hannan et al. 2000). Opdragelsen er med andre ord vigtig, dvs.: den

13 voksne generations indvirkning på dem, som endnu ikke er modne til samfundslivet. Dens mål er at vække og befordre en række fysiske, åndelige og moralske kræfter i barnet, kræfter som dels afkræves barnet af samfundet som helhed, dels af det særlige miljø (Durkheims definition, jf. Østerberg 2002: 149). Studier af social mobilitet III. Omfang Den danske litteratur om social mobilitet er forholdsvis begrænset, idet der kun findes nogle studier. I forrige århundrede var det navnlig Kaare Svalastoga og forskere ved Socialforskningsinstituttet (Erik Jørgen Hansen) som gennemførte studier heraf, som ikke specielt fokuserede på mønsterbrydere, men imidlertid på opadgående mobilitet i forskellig henseende. I USA spillede Aage Bøttger Sørensen en vis rolle i mobilitetsforskningen, men som oftest blev dennes forskning gennemført på data fra andre lande. 6 Social position Levekårsundersøgelsen, hvor man har fulgt et panel fra 1976 til 2000, er anvendt til undersøgelser af social mobilitet. Fra tidligere og nuværende studier af social mobilitet viser det sig, at der er en sammenhæng mellem social oprindelsesklasse, erhvervsuddannelsesniveau og erhvervsplacering. Denne arv viser sig, når man sammenligner fædres og børns erhvervsplacering (Bonke & Munk 2002, McIntosh & Munk 2002a samt Munk, egne beregninger 2002; se i øvrigt Hansen 2003b). Af tabel 1 ses at selv om erhvervssammensætningen rummer langt flere funktionærjob i søn-/dattergenerationen (se tabellerne 1.1 og 1.2 bagerst i notatet for tabeller for hhv. sønner og døtre samt tabellerne for tabeller med inflow-procent), er der stadig en tydelig sammenhæng mellem egen erhvervsplacering og ens baggrund. Kun godt 7 pct. af børn med ikke-faglærte fædre bliver således overordnede funktionærer, sammenlignet med 42 pct. af de overordnede funktionærers børn. Til gengæld bliver 38 6 Se bl.a. McIntosh & Munk 2002; Munk 2000; Svalastoga 1959; Hansen 1984; Blau & Duncan 1967; Rogoff 1953; Glass 1954; Carlsson 1958; Lipset and Bendix 1959; Featherman and Hauser 1978; Bourdieu 1989; Erikson and Goldthorpe 1992a; Hansen 1984; 1995; Savage and Egerton 1997; Breen & Goldthorpe 2001; Merllié

14 pct. af børnene af ikke-faglærte selv ikke-faglærte, mens det kun er tilfældet for 9 pct. af de overordnede funktionærers børn. Denne tendens, til at jo højere faderen befinder sig i stillingshierarkiet, jo højere kan barnet forventes at blive placeret, er ganske tydelig. Rekrutteringen til de forskellige stillingskategorier viser de samme tendenser (jf. tabel bagerst i dokumentet). De ikke-faglærte arbejdere er i høj grad børn af ikkefaglærte og selvstændige i landbrug. Det ses endvidere, at egenrekrutteringen i landbruget er meget høj over 80 pct. af landmændene er landmandsbørn. De overordnede funktionærer kommer fra mange forskellige oprindelser, hvilket i høj grad skyldes, at der er sket en forøgelse af denne gruppes antal fra forældregenerationen til den yngre generation. At der er flere funktionærjob i søn-/dattergenerationen er også et aspekt, der slår igennem, hvis vi regner ud, hvor mange der er opadgående mobile. De opadgående mobile forstås som den procentdel af stikprøven, der har opnået en højere stilling end faderens. I dette tilfælde vil det sige de, der ligger over diagonalen (elementerne gående fra det øverste venstre hjørne diagonalt gående til det nederste højre hjørne) i tabellen. I dette tilfælde vil det sige de, der ligger over diagonalen. De udgør 983 personer, ud af stikprøvens i alt pct. af stikprøvens personer har oplevet en opadgående mobilitet i forhold til stilling, 34 pct. har oplevet nedadgående mobilitet, og 23 pct. har ikke umiddelbart oplevet nogen social mobilitet. I alt har 77 pct. af stikprøvens personer oplevet enten nedadgående eller opadgående mobilitet. Opdeles disse procentandele på køn, kan der spores en lille forskel kønnene imellem. Det er således 79 pct. af døtrene, som har oplevet mobilitet, mens dette gør sig gældende for 75,5 pct. af sønnerne. 44 pct. af døtrene har oplevet opadgående mobilitet, mod sønnernes 42 pct., mens sønnerne har oplevet en nedadgående mobilitet på 33,5 pct. mod døtrenes 35 pct. De immobile udgør hhv. 21 pct. hos døtrene og 25 pct. hos sønnerne

15 Tabel 1. Sammenhæng mellem faders og søns/datters social position Procentandel. Outflow-procent. Personens stilling, indhentet i 2000: Ikkefaglært Faglært Selvstændige Underordnet Funktionær Selvstændige Overordnet Selvstændig I Oplysninger i landbrug funktionær i by med funktionær i by med alt om faders uden lederansvar under 20 mere end stilling indhentet ansatte 20 ansatte i 1976: og liberalt erhverv Ikke-faglært 38,1 13,3 2,3 3,0 1,9 25,5 8,6 7,4 100 Faglært 22,9 12,4 1,5 6,4 3,4 30,7 9,0 13,9 100 Selvstændige i Landbrug 31,6 8,2 19,4 4,6 2,3 16,0 6,5 11,4 100 Underordnet funktionær uden lederansvar 20,3 10,3 1,9 6,1 5,5 24,2 7,7 23,9 100 Funktionær 18,7 9,4 3,7 18,7 15,0 4,7 27,1 2,8 100 Selvstændige i by med under 20 ansatte 13,1 13,1 1,6 0,8 2,5 32,8 14,8 21,3 100 Overordnet funktionær 8,6 7,3 1,3 4,6 3,3 22,5 11,3 41,1 100 Selvstændige i by med mere end 20 ansatte og liberalt erhverv 2,0 2,0 2,0 0 14,3 14,3 14,3 51,0 100 Pct. andelen er defineret ved forholdet mellem den enkelte værdi i rækkecellen og den samlede rækkesum i procent. Disse forhold ser imidlertid anderledes ud, hvis der tages højde for den strukturelle mobilitet, dvs. ændringen i fordelingen over tid. Den strukturelle mobilitet udgør 34 pct., hvorfor de opadgående mobile kun svarer til 24 pct. Andelen af de nedadgående mobile svarer til 19 pct. 7 Hvis man ser på de kønsopdelte mobilitetsprocenter, bliver forholdet mellem sønnerne og døtrene vendt om. Den strukturelle mobilitet for døtrene er på 46 pct., mens den kun er på 29 pct. for sønnerne. Det svarer til, at 26 pct. af sønnerne er opadgående mobilitet, mens dette kun svarer til ca. 19 pct. af døtrene. Den nedadgående mobilitet, der ikke er forårsaget af strukturelle forhold, svarer til 20 pct. for sønnerne, mens den svarer til ca. 15 pct. for døtrene. Betydningen af den strukturelle mobilitet bliver derfor særlig vigtig i forholdet mellem de to køn. 7 De reelle mobilitetsandele er alle udregnet som produktet af andelen af henholdsvis opadgående og nedadgående mobilitet og den såkaldte cirkulationsmobilitet, der generelt udregnes som forskellen mellem summen af opadgående samt nedadgående mobilitet og den strukturelle mobilitet

16 At den strukturelle mobilitet har betydning kan også spores i de ændringer, der er sket i erhvervssammensætningen over tid. Disse ændringer bliver tydelige, når det observeres, at andelen af fædrene, som tilhørte de 3 funktionærkategorier var på 20 pct., mens andelen er steget til hele 50 pct. i næste generation. Derudover er der i forældregenerationen 26 pct. selvstændige landmænd, mens der kun er 6,5 pct. i barnegenerationen. Den strukturelle mobilitet ses også af rekrutteringstabellerne (jf. tabel ). De viser, at over 20 pct. af de, der enten er blevet underordnede funktionærer eller funktionærer kommer fra ikke-faglærte forældre. Derudover viser tabellerne, at andelen af landmandsbørn er stor i alle stillingskategorierne størst i selvstændige landmænd, ikke-faglærte arbejdere og selvstændige i by med under 20 ansatte men dette kan forklares i den store andel af landmænd, der var i forældregenerationen. Hansen (2003b) forholder sig også til den store andel af ikke-faglærte landmandsbørn. Han påpeger dog, at det i høj grad er de ældste landmandsbørn, der er endt som ikkefaglærte arbejdere. Således er 30 pct. af de i år årige landmandssønner endt i kategorien ikke-faglært arbejder, mens dette kun gør sig gældende for 22 pct. af de i år årige sønner (Hansen 2003b). Hansen analyserer ligeledes i et vist omfang de opadgående og de nedadgående mobile (idet beregningsmetoden og klassifikationen af social position er anderledes end den ovenfor anvendte, hvorfor der bliver en forskel i mobiliteten for kvinder og mænd). Hansen nåede frem til, at blandt de årige mænd, der i sin tid voksede op i arbejderklassen i bred betydning, nemlig oprindelse i klassen af almindelige funktionærer og arbejdere, fik 45 pct. en placering uden for arbejderklassen. Blandt årige kvinder var det tilsvarende tal kun 25 pct. Blandt årige mænd var det tilsvarende tal 40 pct., og for årige kvinder 29 pct. 20 pct. af landmændenes børn oplevede opadgående mobilitet, mens 55 pct. børn af selvstændige var opadgående mobile (jf. -korrespondance, marts 2003). I Hansen (2003b) isoleres en gruppe af opadgående mobile, der defineres som børn af almindelige funktionærer eller arbejdere, som har destination i en af de to øverste stillingskategorier, som udgør pct. af mændene og 7-10 pct. af kvinderne, mens de

17 nedadgående mobile udgør 3-7 pct. af mændene og 6-7 pct. af kvinderne (jf. tabel 17.9). Det er umiddelbart således, at mændene i højere grad oplever en opadgående mobilitet, mens kvinderne er en smule mere tilbøjelige til at opleve en nedadgående. Der er således langt flere, der oplever opadgående mobilitet end nedadgående mobilitet. Hansen påpeger de strukturændringer, der kan have været med til at påvirke mobiliteten, idet det fremhæves, at det kan være svært at adskille den mobilitet, der er kommet af strukturelle ændringer fra den samlede sociale mobilitet. Der er dog ingen tvivl om, at den strukturelle mobilitet udgør en betydelig del af den samlede social mobilitet (Hout & Hauser 1992; Sobel, Hout & Duncan 1985; Erikson & Goldthorpe 1987a, 1987b, 1992a, 1992b; Munk 2002e). Uddannelse Den sociale mobilitet undersøges oftest ved at se på vejen fra social oprindelse til uddannelsessystemet, dvs. den sociale selektion. I begrebet social selektion ligger, at personer med mange ressourcer har bedre chancer for at klare de forskellige barrierer i uddannelserne, lige fra børnehave, folkeskole, ungdomsuddannelser, henover erhvervskompetencegivende uddannelser til doktoruddannelser (jf. Munk 2001a, 1999 for en gennemgang). Det skal understreges, at mange hidtidige studier ikke i tilstrækkeligt grad har taget højde for, at uddannelsessystemet er finmasket med mange overgange, og at man derfor nemt undervurderede eller overvurderede betydningen af social oprindelse i forbindelse med beregningen af sandsynligheden for at gå fra et uddannelsestrin til et andet uddannelsestrin, fx fra grundskole til næste trin og videre. Dette fremhæves af Breen & Jonsson (2000), som på basis af svenske data, og en modificeret version af den såkaldte Mare-model, viser, at der er problemer med at analysere ensrettede studiebaner. Derved bør den specifikke uddannelsesstruktur i et givet land medtænkes (se Erikson & Jonsson 2000). Selvom en student går igennem samme antal overgange, har de forskellige studieretninger/baner som vælges forskellig betydning med hensyn til senere muligheder på arbejdsmarkedet. Dette peges der også på i et større komparativt studie (jf. Shavit & Müller 1998), hvor Danmark desværre ikke var med

18 Det Økonomiske Råd (2001) har gennemført en undersøgelse om uddannelsesmæssig mobilitet, som giver et billede af, hvor stor den intergenerationelle mobilitet er i forhold til uddannelse. Tabel 2 viser (se de fortløbende tabeller sidst i notatet), at der er stor forskel i uddannelsesmobiliteten. Overordnet viser tabellen, at børn af forældre med videregående uddannelse har større sandsynlighed for at få en videregående uddannelse end børn af ikke-faglærte eller faglærte personer. Andelen af børn af ikke-faglærte og faglærte, som opnår en lang videregående uddannelse, overstiger således ikke populationsandelen. Det er således kun hhv. 2,9 pct. for børn af ikke-faglærte og 5,3 pct. for børn af faglærte, der opnår en lang videregående uddannelse. Derudover viser tabellen, at der er få børn af ikke-faglærte, der opnår en videregående uddannelse - andelen er omkring 17 pct., mens lidt over 26 pct. af de faglærtes børn opnår en videregående uddannelse. Dette modsvares af, at procenterne for børn af forældre med en videregående udda n- nelse er hhv. 40 pct. for børn af forældre med en kort videregående uddannelse, 56,5 pct. for børn af forældre med en mellemlang videregående uddannelse og 68,5 pct. for børn af forældre med en lang videregående uddannelse. I øvrigt er der kun ca. 18 pct. af børn med højtuddannede forældre, der ikke får en uddannelse. Uddannelsesmobilitetschancerne er ganske forskellige, alt efter hvilken uddannelse forældrene har. En anden undersøgelse (baseret på både levekårs- og registerdata) bekræfter, at der er en betydelig sammenhæng mellem forældres uddannelse og egen uddannelse, som dog også er betinget af andre levevilkår (jf. Deding & Hussain 2002). Daginstitutioner Der findes få studier af den sociale og kulturelle mobilitet knyttet til førskoleinstitutionerne, vuggestue, dagpleje og børnehave (jf. Ellegaard 1998, 2000). De vigtigste undersøgelser tyder på, at forskellige samfundsklasser bruger daginstitutionerne forskelligt, og at der dermed foregår en social selektion. Der kan i den forbindelse peges på de sociale klassers forskellige prioriteringer og opfattelser af opdragelse. Faglærte og ikke-faglærte forældre opfatter opdragelse mere restriktivt og begrænsende modsat professionerne og andre, som mere lægger vægt på fantasi og glæde (Hansen 1995: 181;

19 Hansen 1994). Analysen viser alt i alt (jf. også Jonsson 1994), at det i høj grad er middelklassens børn, som drager nytte af børnehave og vuggestue, idet det dog er relevant at notere, at data er fra begyndelsen af 1990erne, dvs. fra et tidspunkt, hvor der var færre børn pr. kvadratmeter i institutionerne. 8 Reay (1998) peger i øvrigt på, at moderens investering i børnene har en afgørende betydning for, hvorledes og på hvilken måde børnene klarer sig i livet, og det er tankevækkende, når flere og flere børn i 0-6 års-alderen opholder sig i daginstitutioner i det meste af deres vågne tid. Den sociale sortering begynder ikke i folkeskolen, den begynder før, og i denne proces virker både ressourcer og kompetencer (se også Esping Andersen 2003; 2002; Jensen et al. 2003). Uddannelsens betydning Ekspertgruppen om social arv: Social arv en oversigt over forskningsbaseret viden (1999) viste, at social baggrund betyder noget for valg af uddannelse, om man fortsætter efter grundskolen, om man har evnerne til at fortsætte, eller om man evt. dropper ud. Evnerne er betinget af social baggrund, således har børn af dårligt stillede forældre, men med gode evner, bedre muligheder for at opnå en videregående uddannelse. Social baggrund har endvidere betydning for, hvilken uddannelse man vælger efter grundskolen. Det betyder konkret, at sandsynligheden for, at børn af henholdsvis ikke-faglærte og faglærte gennemfører en mellemlang videregående uddannelse eller en lang videregående uddannelse er på hhv. 8 pct. og 19 pct. mod 53 pct. for børn af forældre med en mellemlang eller en lang videregående uddannelse. Dette underbygges af, at børn af forældrene med en lang videregående uddannelse hyppigere vælger en gymnasial ungdomsuddannelse frem for en erhvervsfaglig uddannelse. Det påpeges på den baggrund, at indsatsen skal placeres i uddannelsessystemet i form af bedre undervisning af de bogligt svage, bedre vejledning, og for de der dropper ud, skal meritoverførsel være lettere. Denne pointe ligger godt i tråd med den der fremføres af Andersen et al. (2001) jf. senere gennemgang (se i øvrigt Munk 2001a for en gennemgang af UTA-undersøgelserne og nogle af deres anbefalinger). 8 Set i lyset af disse undersøgelser kunne man på baggrund af registre foretage en undersøgelse af sådanne forhold i Danmark

20 Hansen (1995) rapporterede om den generation, der i 1968 gik i 7. klasse. Denne generation er blevet interviewet i flere omgange, bl.a. i 1968, 1976 og Samplen beskriver et udsnit på godt personer fra generationen. Undersøgelsen viser en klar sammenhæng mellem, hvilken oprindelsesklasse man kommer fra, og hvilket udda n- nelsesniveau man opnår. Klassebetegnelsen er hæftet op på stillingskategorier, således at oprindelsesklasse er udtryk for forældrenes stillinger, mens destinationsklasse er personernes egen stillingsplacering i 38-års alderen. I forhold til uddannelsesvalg slår sammenhængen mellem oprindelsesklasse og uddannelsesniveau allerede igennem, når man ser på, hvem der valgte hhv. realskole eller almen skole, og de der valgte at afbryde skolegangen allerede efter 7. klasse. Tydeligere bliver det dog i forhold til hvem, som gennemførte en studentereksamen, og hvem der ikke gjorde. For de personer, som gennemførte en studentereksamen, viser det sig, at omkring halvdelen af professionernes 9 (den øverste oprindelsesklasse) børn havde en studentereksamen som 22-årig. Dette gør sig gældende for hhv. 7 pct. (sønner) og 4 pct. (døtre) for børn af ikke-faglærte arbejdere og 17 pct. (sønner) og 11 pct. (døtre) for børn af faglærte arbejdere (Hansen 1995: 105). I begge tilfælde er der en klar forskel i forhold til køn, således at det i højere grad er sønnerne end døtre fra de laveste oprindelsesklasser, der opnår en studentereksamen. Inden dette uddannelsesvalg er der dog nogle forskelle i forhold til, hvilken oprindelsesklasse den enkelte kommer fra, som er værd at bemærke. I 1968, da personerne gik i 7. klasse, blev der bl.a. foretaget en verbalprøve. Fordelingen af resultaterne fra denne prøve viser en klar sammenhæng med oprindelsesklasse. Således var det 23 pct. af børn af ikke-faglærte arbejdere, der tilhørte den bedst tredjedel på verbalprøven, mens 59 pct. fra professionerne tilhørte den bedste tredjedel. Scoren på denne verbaltest har haft betydning for, hvilken destinationsklasse personerne er endt i. Således er der under 1 pct. af de fra den dårligste femtedel i verbaltesten, som har opnået en lang videregående uddannelse, og kun lidt over 10 pct. af disse personer har opnået en videregående uddannelse, og resten har enten fået en lærlingeuddannelse eller tilhører restgruppen dvs. de ikke har nogen uddannelse. Som nævnt, er der flere børn fra de højeste oprindelsesklasser, der gennemfører en studentereksamen. Deraf følger, at der også er flere med en høj oprindelsesklasse, der 9 Professionerne er den højeste af oprindelsesklasserne, der for forældrene til undersøgelsespersonerne indeholder: Ingeniører, arkitekter, læger, lærere, advokater, revisorer o.lign