Debatten om Stabilitets- og Vækstpagten

Transkript

1 Deaen om Sailies- og Vækspagen ØMU'ens finanspoliiske regler drøfes i lys af gældsdynamik og finanspoliisk holdarhed. Hvad har økonomers kriik af reglernes indrening være ree imod? Med hvilke egrundelser? Deaen sæes i relaion il revurderingen af finanspoliikkens rolle som sailiseringsinsrumen. Chrisian Groh lekor, Økonomisk Insiu, Køenhavns Universie a på mellemlang sig, dvs. i gennemsni over konjunkurcyklen, ør udgee være "æ på alance eller i overskud". Dee er enseydende med e krav om, a gældskvoen på lang sig skal gå mod nul. Indledning Med en fælles møn og dermed fælles pengepoliik er finanspoliikken (red forsåe) de enese insrumen, ØMU-landenes naionale regeringer har il rådighed il konjunkursailisering. Med sailisering menes her afødning af de udsving i samle produkion og eskæfigelse, der alid har kendeegne indusrialiserede markedsøkonomier. Disse udsving kan være forårsage af inerne uligevægsprocesser eller ekserne eferspørgsels- eller ududssød. Pga. de sore forskelligheder i ØMU-landenes økonomiske srukur og omgivelser vil de forsyrrelser, landene rammes af, ofe være forskellige. Og selv ens forsyrrelser kan have vid forskellig eydning for landene, afhængig af deres specifikke forhold. På denne aggrund gjorde ØMU'ens fædre finanspoliikken il e primær naional anliggende. Men samidig indehold ØMU'en som udforme i Maasrich-rakaen fra 992 nogle overnaionale egrænsninger på finanspoliikken. De drejer sig førs og fremmes om 3 % underskudsreglen og 6 % gældsreglen. Førsnævne regel går ud på, a offenlige udgeunderskud i de enkele år højs må være 3 % af BNP. Og gældsreglen går ud på (i princippe) a lægge e lof over den offenlige ruogæld på 6 % af BNP. Med "i princippe" ænkes på, a for lande med en væsenlig højere offenlig gæld (Ialien og Belgien var æ ved de doele) er krave, a de skal fremvise en finanspoliik, der fører il nedringelse af gælden, så den nærmer sig referenceværdien på de 6 % med "ilfredssillende hasighed". (Af uransagelige grunde vedrører de 6 % den offenlige ruogæld og ikke neogælden.) Underskudsreglen og gældsreglen lev fashold i den præciserende afale, som Sailies- og Vækspagen (fra nu af SVP) udgør. SVP lev il i 997, primær på Tysklands foranledning. Udover a præcisere overvågnings- og sankionsprocedurerne, skærpede SVP gældsreglen markan for så vid angår de lange sig. SVP ilføjer nemlig e krav om, De overnaionale regler er indfør for a modvirke risikoen for, a e medlemsland kommer i gældskrise og derved skaer prolemer for hele den moneære union. E medlemsland med en sor offenlig gæld kunne komme ud for en eksrem poliisk eller finansiel krise med ruende ealingssandsning il følge. Der ville da kunne opså åen eller skjul poliisk pres på den europæiske cenralank (ECB) om a ræde il. Især hvis de drejede sig om e af de sørre medlemslande, ville lande anagelig live anse for "oo ig o fail". Redningen fra ECB kunne være i form af inflaionær poliik, der udhuler realværdien af sasgælden, eller i form af indireke opkø af sasoligaionerne. På denne måde ville landes mere eller mindre selvforskylde prolemer live overvæle på alle medlemslandene. Selv om Maasrich-rakaen klar foryder den slags faldskærms-assisance, er de ænkelig, a en forvenning om, a den alligevel vil finde sed, vil kunne øge friselsen il underskudsudgeering. Kriikken af SVP Denne egrundelse for SVP anerkendes af mange økonomer. Men selve indreningen af reglerne i SVP lev eferhånden udsa for omfaende kriik, åde fra poliisk side (især Frankrig og Ialien) og fra fagøkonomer, fx Eichengreen & Wyplosz (998), Canzoneri & Dia (2), Buier (23), De Grauwe (23), Blanchard & Giavazzi (24) sam Wyplosz (25). Kriikken har især gåe på: a) 3 % underskudsreglen er for snæver og illader for nogle lande end ikke de auomaiske sailisaorer a virke fuld ud. Der er for lid plads il konjunkursailiseringspoliik (deraf smædenavne "Usailies- og Depressionspagen"). ) De er forfejle, a 6 % gældslofe går på den offenlige ruogæld. De ilskynder lande med høj gæld il a afholde randudsalg af offenlige akiver og dermed i virkeligheden forringe den langsigede finanspoliiske holdarhed. c) SVP's regel om, a på mellemlang sig, dvs. i gennemsni over konjunkurcyklen, ør udgee være "æ på alance eller i overskud", giver for lid plads og ilskyndelse il offenlige inveseringer. d) Regelsæe mangler indygge selv-regulering. I sede er der ale om ureaukraiske overvågnings- og håndhævelsesprocedurer uden den fornødne poliiske legiimie. Noe Jeg vil gerne akke Poul Schou, De økonomiske Råds Sekrearia, for nyige kommenarer il e idligere udkas. Tilageværende fejl og mangler er hel for min egen regning. I mars 25 ilråde EU-landenes økonomi- og finansminisre (ECO- FIN) en eskeden reform af SVP. Vi vender ilage il denne reform senere. Førs vil vi se nærmere på de, der er SVP's overordnede formål, nemlig forhindring af gældskriser. Samfundsøkonomen nr. Mars Deaen om Sailies- og Vækspagen

2 Gældsarimeik og finanspoliisk holdarhed Ved rug af nogle få symoler, anfør i ael, kan holdarhedsprolemaikken klargøres. Vi anager for enkelheds skyld, a åde renen og inflaionsraen er konsane. Bemærk, a selv om G ud over offenlig forrug også indefaer offenlige inveseringer, så defineres de offenlige udgeunderskud, U, åde i ØMU-sammenhæng og i de danske naionalregnska, som om hele inveseringsudgifen i inveseringsåre er en omkosning og ikke lo afskrivningen på den offenlige kapial. Dee prolem vender vi ilage il. Førs nogle definiioner. Man siger, a saen er solven, hvis den vedlivende kan klare sine ealingsforpligelser. De afgørende for, a saen kan de, er, om gældskvoen er under konrol eller værimod enderer il a eksplodere. I sidsnævne fald vokser gælden vedvarende hurigere end naionalproduke. Da liver de før eller siden umulig a finde køere il de nyudsede sasoligaioner. Den privae opsparing kan ikke følge med. Allerede når den privae sekor indser, a denne udvikling er i sige, opsår finansieringskrisen. Og regeringen liver så vunge enen il ealingssandsning eller il a sæe udgiferne ned eller skaerne op. Ved en given forvene fremidig udvikling i de almindelige økonomiske og demografiske forhold kaldes den samlede finanspoliik holdar, hvis dens regler for G, X og T er sådan, a saen forliver solven, alså a Tael. gældskvoen ikke løer løsk. Man kalder finanspoliikken uholdar, hvis den ikke er holdar. De cenrale er, a når realrenen oversiger væksraen (r > g), fremringer "renes rene" en laen gældsusailie, som enhver ansvarlig regering er nødsage il a forholde sig il. Dee kan vi indse på følgende måde. Vi sarer ud fra ogholderiligningen D = D + U = ( + i) D + P ( G + X T ) + + Ved a dividere på egge sider med fås den reale gælds udvikling: Indil videre ser vi or fra konjunkurevægelser og anager alså Y = Y * for alle =,, 2,.... Med andre ord lader vi som om, a også de fakiske BNP år for år vokser med den konsane rae g. Ved division i (2) med Y + = Y (+g) får vi B = ( + r) B + + G + X T B + r γ + x τ Y + g + g + + = = + + hvor vi for enkelheds skyld har anage, a "udgifsrykkene", G /Y og X /Y, er konsane og lig henholdsvis og x, og a skaerykke, T /Y, er en konsan,. Differensligningen (3) har løsningen + r τ ( γ + x) = ( ) +, hvor = + g r g Dee resula viser den laene gældsusailie, der er il sede, når e land efinder sig i de for Europa almindeligvis anagne ilfælde: r > g. Den føre finanspoliik medfører, a ligevægsniveaue for gældskvoen er _ (de primære udgeoverskud 2 dividere med den vækskorrigerede realrene). Men dee er en usail ligevæg. Hvis den hisorisk nedarvede gældskvoe,, oversiger niveaue _, da vil renes rene fremringe en sneold-effek, så gældskvoen,, går mod uendelig. Den sigende kurve i øverse del af figur illusrerer e sådan forlø. I dee ilfælde er den føre finanspoliik alså ikke holdar. () P Y = P ( π ) Y ( + g) (2) (3) (4) Hvad kan en regering så gøre? Den hisorisk nedarvede gældskvoe,, som vi anager posiiv, er, hvad den er. Men regeringen kan ændre på, x og. Hvor mege én eller flere af disse paramere skal ændres, giver e mål for de såkalde holdarheds-ga. Lad os fx se på den krævede ændring af skaerykke,. Vi søger alså de skaeryk,, der Noe 2 Dvs. indæger minus udgifer, excl. reneudgifer. Samfundsøkonomen nr. Mars 28 Deaen om Sailies- og Vækspagen 43

3 skal il for a opnå finanspoliisk holdarhed ved uændre udgifsryk. Af ligning (4) ses, a dee skaeryk er τ ' = ( r g) + γ + x Med denne værdi af liver ligevægsniveaue for gældskvoen τ ' ( γ + x) ' = = r g Herefer vil den fakiske gældskvoe,, ikke længere vokse over id, men forlive på niveaue _ =, således som (4) viser. Den vandree linje i nederse del af figur illusrerer e sådan forlø. Med e endnu højere skaeryk liver ligevægsniveaue for gældskvoen _ >,og så vil afage over id, jf. den faldende kurve i nederse del af figur. Den uehagelige kendsgerning er, a jo længere regeringen udskyder ilpasningen af skaerykke, jo sørre er den krævede ilpasning. De skyldes den mellemliggende forøgelse af gældskvoen. Figur. Hvordan gældsudviklingen afhænger af finanspoliikken, når r>g Differensen,, kan ruges som indikaor for holdarheds-gae. En edre indikaor vil dog ( ) / ( ) være, fordi denne sørrelse udrykker den krævede skaesigning i forhold il de forhåndenværende råderum. 3 I lierauren liver i øvrig de for holdarhed krævede skaeryk,, ofe definere på en ilsyneladende anderledes måde end her, nemlig som de skaeryk der skal il for, a nuidsværdien af de forvenede fremidige offenlige indæger er minds lige så sor som nuidsværdien af de forvenede fremidige offenlige udgifer, incl. reneealinger på gælden. Men dee giver samme resula. Sailies- og vækspagen Budgeunderskudsreglen i SVP er en anden måde a sikre finanspoliisk holdarhed på. Reglen sæer en overgrænse på de nominelle udgeunderskud: hvor a =,3. For e land, hvor denne regel alid er indende, vil man ud fra ligning () få + + = = π der har løsningen U apy D a P Y ( + )( + g) ( + π)( + g), (5) = ( a) + a, hvor ( + π )( + g) a a a =. ( + π)( + g) π + g (6) = Langsigsgældskvoen liver alså underskudslofe dividere med væksraen for de nominelle BNP. Med a =,3, en årlig inflaionsrae =,2 og en årlig real væksrae g =.3 vil gældskvoen med iden live _ a =,3/,5 =,6. Dee er neop SVP's lof for gældskvoen. Og for e land, der alid overholder underskudsreglen og kun rammer lofe i lavkonjunkurer, vil gældskvoen på lang sig live mindre end,6. Noe 3 En endnu edre indikaor fremkommer ved i denne formel a ersae med Laffer-kurvens provenu-maksimerende skaesas -. Dee er den inerne arimeiske logik, der forinder underskudslofe på,3 med gældslofe på,6. Men en af de cenrale anker mod SVP er, jf. kriikpunk a) ovenfor, a underskudslofe på,3 ikke giver nok manøvrerum for konjunkursailisering i en lavkonjunkur. E land, der er på vej ud i en økonomisk nedur, kan af underskudsreglen live vunge il a sramme finanspoliikken, selv om siuaionen ilsiger de modsae, nemlig a der er rug for simulering af den samlede eferspørgsel. Denne asurdie skaer e afled prolem, nemlig a hele sankionsproceduren liver uroværdig. Dee er én af de omsændigheder, der fører il kriikpunk d) ovenfor, og som illusreres af forløe omkring Tyskland og Frankrigs konjunkureseme overskridelse af 3 % Samfundsøkonomen nr. Mars Deaen om Sailies- og Vækspagen

4 lofe i Kriikere (fx Canzoneri & Dia, 2), der forudså disse prolemer, fremføre, a 3 % reglen snarere urde være en 5 % regel. Alernaiv kunne man indføre e modificere underskudsegre, hvor fx kun halvdelen af reneudgifen på gælden medregnes. Så vil reglen give manøvrerum også for lande med høj gæld og derfor høje reneudgifer. På den modsae side i deaen sod fx Gros m.fl. (24), der illægger keynesiansk konjunkursailisering mindre væg og mener, a 3 % reglen ør fasholdes og undersøes af foredrede overvågningsprocedurer. Argumene er dels hensyne il roværdighed, dels en forvenning om eydelig lavere nominel BNP-væks i de næse åri i Europa end de 5 % i al-eksemple ovenfor - med deraf følgende endens il højere gældskvoe. De srukurelle udgeunderskud E mere vidgående kriikpunk over for SVP er, a der overhovede ikke ør være noge lof over de løende udgeunderskud. Dels er de alligevel kun den langsigede gældsudvikling, der har eydning for risikoen for en gældskrise (Pisani-Ferry, 22). Dels er de uhensigsmæssig a pådue landene en one-size-fis-all regel (Buier & Grafe, 24). Hvis fx den "ønskede" gældskvoe for Tyskland er,5, så skal Tyskland i al-eksemple ovenfor sile mod e udgeunderskud på 2 /2 % af BNP gennemsnilig over konjunkurcyklen. Under e økonomisk ilageslag vil udgeunderskudde så i kraf af de auomaiske sailisaorer live væsenlig over 3 %. De er også fremfør, a hvis der overhovede skal være en underskudsregel, så ør de være en regel for de konjunkur-korrigerede udgeunderskud, også kald de srukurelle udgeunderskud. For a klargøre dee synspunk foresiller vi os fra nu af, a de fakiske nominelle BNP, (PY), svinger omkring rend-niveaue, (PY) *, og a de alene er sidsnævne, der vokser med en (nogenlunde) konsan rae, = g. En konjunkur-korrigere underskudsregel kunne så være e krav om a U a(py) *. Denne regel kan også skrives U ( PY) * a ( PY) ( PY) Her er der en sørre finanspoliisk fleksiilie end med reglen (5). Thi højresiden af (7) er sørre end a i en lavkonjunkur (hvor (PY) < (PY) *) og mindre end a i en højkonjunkur (hvor (PY) > (PY) *). E yderligere skrid i denne rening er en regel direke for de konjunkur-korrigerede udgeunderskud, U * (Canzoneri & Dia, 2). Dee er definere som den sørrelse, udgeunderskudde (der, når de er negaiv, er enseydende med e de faco overskud) ville have, hvis der i de pågældende år gjald Y = Y *. Så ville reglen live: (7) En modindvending mod a asere sig på sådanne regler har være, a den eksra fleksiilie, der opnås, er på ekosning af enkelhed, ojekiv målarhed og gennemsigighed. Dee kunne svække hele ØMU'ens roværdighed (Schuknech, 25; se også Bui m.fl., 23). Fokus på de konjunkur-korrigerede udgeunderskud fører os ind på kriikpunk c) ovenfor. SVP indeholder jo som nævn en regel om, a i gennemsni over konjunkurcyklen ør udgee være "æ på alance eller i overskud". I praksis er dee udlag som, a a i (8) skal være æ på nul, hvorved langsigs-gældskvoen også liver æ på nul, jf. (6). E sådan krav om hel a afvikle offenlig gæld på lang sig erages af mange som fornufsridig. Der er ine fagøkonomisk elæg for, a den opimale gældskvoe skulle være nul, endsige a den skulle være ens for lande, der er emmelig forskellige. Ganske vis indeærer en lavere offenlig gæld når formindskelsen førs er opnåe, a den nødvendige skaeopkrævning og de deraf aflede forvridninger liver mindre. 4 Men der er også forhold, der rækker den anden vej. I de omfang husholdningerne er kredi-raionerede, kan de være velfærdsforøgende, a de i sede er de offenlige, der ager lån. Og ud fra e refærdighedssynspunk kan en vis offenlig gæld forsvares med, a de fremidige generaioner formenlig alligevel vil få højere levefod i kraf af edre eknologi. Der kan også henvises il "enefi principle in axaion". Dee går ud på, a offenlig forrug og indkomsoverførsler ør finansieres af de løende skaer, hvorimod finansieringen af de offenlige inveseringer ør fordeles ud over de offenlige kapialgoders leveid. De er i denne forindelse væsenlig, a offenlige inveseringer fylder eydelig mere på de offenlige udgeer, i de omfang egree forsås red og inkluderer uddannelse, forskning og sundhed. Normalisere ogføring af offenlige inveseringer Blanchard & Giavazzi (24) finder egn på, a SVP's regel for de mellemlange sig (a æ på nul) har være hæmmende for de offenlige inveseringer. Der argumeneres for a ekskludere offenlige neoinveseringer fra definiionen af de offenlige underskud. Privae virksomheder henregner jo heller ikke den oale inveseringsudgif il anskaffelsesåre. I sede fordeles omkosningen ud over kapialgodes leveid. For a elyse konsekvensen af e sådan regnskasprincip, deler vi de offenlige kø af varer og jeneser op i offenlig forrug, C, og offenlige inveseringer, I, dvs. = G = C +. De offenlige inveseringer fører il offenlig kapial (infrasrukur m.v.). Vi kalder mængden heraf K, så vi har: K K I K = + δ +, U * a( PY) * (8) hvor er afskrivningsraen, < <. De årlige samfundsøkonomiske Noe 4 SVP's regel for de mellemlange sig skal muligvis også ses i lys af de pres på de offenlige udgeer, der vil komme i fremiden som følge af forlænge leveid og relaiv flere ældre. Samfundsøkonomen nr. Mars 28 Deaen om Sailies- og Vækspagen 45

5 finansielle afkas (mål real) pr. enhed af den offenlige kapial kalder vi r _. Dee afkas er summen af de "direke" finansielle afkas fra rugerealing m.v. og de "indireke" finansielle afkas, der har a gøre med, a infrasrukur m.v. dels mindsker omkosningerne ved offenlige serviceydelser, dels øger den privae sekors produkivie og dermed skaeasen. De offenlige indæger, T, esår alså af skae- og afgifsprovenue, T, og de finansielle afkas, r _ K. 5 Som udgif i eregningen af de offenlige udgeunderskud lader vi nu kun afskrivningen på den offenlige kapial indgå. En regel om udgealance på mellemlang sig forolker vi herefer som en regel om, a de således omdefinerede, reale udgeunderskud skal være nul, dvs. rb + C + K + X T =. De samlede offenlige indæger, T = T + r _ K, skal dermed i gennemsni over konjunkurcyklen opfylde T = rb + C + δ K + X Lad os anage, a den offenlige kapial holder e fas forhold il rend- BNP, dvs. K / Y * = k, hvor k er en konsan. Så liver den rendmæssige udvikling i gældskvoen (se appendiks) = ( k) + k k. ( + g) (9) () Gældskvoen liver alså på lang sig de samme som offenlig-kapial-bnp-forholde, og den føre finanspoliik er holdar (med mindre k er uforholdsmæssig sor). Blanchard & Giavazzi (24) går e skrid videre og foreslår, a esluningskompeencen og drifen af de offenlige inveseringer uddelegeres il e professionel agenur. De foresiller sig e akieselska (med saen som eneakionær), der inden for poliisk fassae rammer kan age langsigede økonomiske hensyn. Mulige regler og inciamenssrukurer for e sådan offenlig inveseringsselska (inklusive de involverede risici) er nærmere skisere i deres arikel. Noe 5 Bemærk, a også i ilfælde hvor r - < r, kan offenlige inveseringer være velegrundede, da de kan have e ikke-finansiel "afkas" i form af den samfundsmæssige nyeværdi af offenlige goder. Noe 6 Efer reformen kan e konjunkurkorrigere udgeunderskud på op il % af BNP også acceperes for e land, der har opnåe særlig høj væks i kraf af infrasrukurinveseringer. Dee er vigig ikke minds for de nye, øseuropæiske medlemmer af EU. Noe 7 Da Danmark, ligesom England og Sverige, sår uden for euroen, kan sankionsproceduren (hensillinger og i sidse insans øder) ikke iværksæes over for Danmark. Alligevel er Danmark principiel forplige il a overholde SVP's underskuds- og gældsregel. Noe 8 For en oversig, se Calmfors (23). Reformen mars 25 Både den poliiske og fagøkonomiske kriik af SVP var formenlig medvirkende il, a EU-landenes økonomi- og finansminisre (ECOFIN) i mars 25 ilråde en eskeden reform af SVP. Underskuds- og gældsreglen lev i de væsenlige fashold, omend esemmelserne om undagelse, når der foreligger "e alvorlig økonomisk ilageslag" (= fald i real BNP), lev udvide lid. Og for lande med en lav gældskvoe acceperes nu e konjunkurkorrigere udgeunderskud på op il % af BNP. 6 Tillige lev overvågnings- og sankionsproceduren modificere. 7 Ifølge flere af kriikerne var reformen i visse henseender e lille skrid i den rigige rening, men heller ikke mere. Hvad angår overvågnings- og sankionsproceduren anses reformen derimod for e skrid i forker rening. I forvejen var de e prolem ved denne procedure, a de afgørende ord ilhøre de selvsamme økonomi- og finansminisre, der havde ansvare for hver deres lands udge. Med reformen er der åne yderligere op for e minefel af diskussioner og konfliker omkring forolkninger. Og den grundlæggende svaghed findes sadig, nemlig a hverken miniserråde eller kommissionen har den fornødne poliiske legiimie il a iværksæe økonomiske sankioner mod e medlemsland med skrøelige offenlige finanser. Pga. dee prolem ved hele de finanspoliiske regelsæ i ØMU'en er de leve foreslåe i sede a indføre fælles sandarder for naionale finanspoliiske insiuioner. E radikal forslag i denne rening hidrører fra Wyplosz (25), der foresiller sig indførelsen af, hvad han kalder Fiscal Policy Commiees i de enkele medlemslande. Sådanne komieer skal eså af økonomiske eksperer, der udpeges for en periode lang nok il a gøre dem relaiv uafhængige af den siddende regering. Den poliiske myndighed (regering og parlamen) skal vedage en målsæning for den langsigede gældskvoe. Den finanspoliiske komié skal så dels udarejde en prognose for den generelle økonomiske udvikling, dels ud fra åde den akuelle konjunkursiuaion og de langsigede mål for gælden eslue, hvilken sørrelse næse års offenlige udgeunderskud må have (på linje med, hvordan fx den danske naionalank selvsændig esluer sin udlånsrene inden for rammerne af de poliisk fassae overordnede mål, a kronekursen over for euro ligger fas). De er så regeringens og parlamenes opgave a faslægge, hvordan man vil udfylde den udsukne udgeramme. I hvilke omfang en sådan ordning er forenelig med demokraies grundprincipper drøfes af l.a. Calmfors m.fl. (23). Mere "løde" former for finanspoliiske komieer er også foreslåe. Spekre går fra fuld kompeence-delegering i sil med Wyplosz' forslag il lo e rådgivende organ som De økonomiske Råd i Danmark (vismændene). 8 Samfundsøkonomen nr. Mars Deaen om Sailies- og Vækspagen

6 Er finanspoliikkens sailiseringsrolle overhovede vigig? Der er ingen vivl om, a monearismens skepsis over for finanspoliikkens anvendelse som sailiseringsinsrumen har præge ØMU'en, som den er udforme i Maasrich-rakaen og SVP. Monearismens opfaelse er, a gennemførelse af finanspoliiske indgre er idskrævende og virkningen usikker. Og måske kommer virkningen for sen, nemlig når konjunkuren er ved a vende af sig selv. Så forsærker finanspoliikken are konjunkurudsvingene i sede for a dæmpe dem. E ande syn, som vi kan kalde de nykeynesianske, er, a markedskræferne ikke alid er selvregulerende, og a monearismens nedprioriering af finanspoliikken som sailiseringsinsrumen er gåe for lang. Der er rug for de auomaiske sailisaorers fulde virke (der fakisk ør udygges). Og nogle gange er der også rug for akiv ("discreionary") finanspoliik. En sådan kan sæes i værk re hurig, i hver fald i Europa, og virker også hurig. Lande i en moneær union har esseniel ikke andre konjunkurreguleringsmidler end finanspoliikken. Den fælles pengepoliik kan ikke håndere asymmeriske sød il landene. Selv for e land med egen pengepoliik er der siuaioner, hvor en konjunkursailiserende pengepoliik ikke rækker, men må suppleres med finanspoliikken. De klassiske eksempel er den såkalde likvidiesfælde, hvor den nominelle rene allerede er æ på nul, hvorfor radiionel pengepoliik ikke virker. Japans sagnaion siden saren af 99 erne er en illusraion heraf. A dæmpe en højkonjunkur ska af en oligprisole kan også være leere ved selekiv finanspoliik, der fx egrænser renefradragsreen eller øger ejendomseskaningen. Den nykeynesianske opprioriering af finanspoliikken som sailiseringsinsrumen er leve esyrke af empiriske undersøgelser af de samfundsmæssige spild ved økonomiske ilageslag. Fx finder Gali m.fl. (25), a konjunkurevægelser er forunde med sore flukuaioner i de aggregerede efficiensa (sørre end flukuaionerne i oupugae), og a finanspoliikken kan aføde disse a. Figur 2 anyder, hvad de går ud på. Udsvingene i oupu sker omkring de "naurlige" oupuniveau, alså de niveau der er forenelig med en konsan inflaionsrae. Pga. markedsmag og dermed forunde monopolisisk adfærd på varemarkede såvel som arejdsmarkede og pga. forvridende skaer er de naurlige oupuniveau lavere end de efficiene oupuniveau (hvor de marginale susiuionsforhold mellem forrug og friid er lig med arejdskrafens grænseprodukivie). Til måling af efficiensae enyes mål for markups på vare- og arejdsmarkede. De viser sig, a efficiensae udviser høj korrelaion med de radiionelle oupuga (differensen mellem de fakiske og de naurlige oupuniveau). Efficiensae er således sor i en lavkonjunkur. Ved eferspørgselssimulerende finanspoliik kan de mindskes. Disse sudier munder også ud i, a de konjunkurrensede niveau for offenlige udgifer il varer og jeneser ør oversige, hvad radiionel "offenlig økonomi" ilsiger (Gali, 25). De skyldes, a der selv ved de naurlige oupuniveau er e eydelig efficiensa. Figur 2. Konjunkurevægelser sker omkring de naurlige oupuniveau, ikke de efficiene log BNP efficien oupuniveau naurlig oupuniveau Konklusion Sige med ØMU ens udgeunderskuds- og gældsregler er a undgå, a e medlemsland kommer i sasgældskrise og dermed skaer prolemer for hele unionen. Reglernes udformning er leve særk kriisere fra åde poliisk og fagøkonomisk hold. E væsenlig kriikpunk har være, a der ikke er sikre nok plads il finanspoliisk konjunkursailisering. Heril kommer, a som 3 % reglen er udforme, indeærer den en kasse-resrikion på offenlige inveseringer, hvilke er irraionel. Og reglen om, a i gennemsni over konjunkurcyklen ør udgee være "æ på alance eller i overskud" giver for lid plads for offenlige inveseringer. Den langsigede virkning af a følge denne regel er, a gældskvoen vil gå mod nul eller evenuel live il en offenlig neofordring på den privae sekor. Der er ine økonomisk elæg for, a dee skulle være opimal. Endelig er regelsæes overvågnings- og sankionsprocedurer ureaukraiske og mangler poliisk legiimie. Den eskedne reform af SVP i mars 25 gik e lille skrid i rening af a imødekomme kriikken, men ændrede ikke afgørende på prolemerne. Kriikken af SVP er leve undersøe af en generel udviklingsendens i makroøkonomisk ænkning. Finanspoliikkens rolle som sailiseringsinsrumen er leve revurdere. Forskellige konkree forslag il ændre udformning af ØMU en er fremkomme, af hvilke nogle kan gennemføres inden for rammerne af de eksiserende rakaer. Fra SVP s forsvarere har en gennemgående modindvending være, a den eksra fleksiilie, ændringsforslagene ilsiger, vil være på ekosning af enkelhed, målarhed og gennemsigighed og kan rue ØMU'ens roværdighed. I forhold heril er de nærværende forfaers opfaelse, a der er e uudnye råderum for a kominere højere fleksiilie med enkelhed, målarhed og gennemsigighed. Tid Samfundsøkonomen nr. Mars 28 Deaen om Sailies- og Vækspagen 47

7 Appendiks: Udledning af () Indsæning af (9) i (2) giver B + = B + I K = B + K + K,hvorved den konjunkur-korrigerede gældskvoe kan skrives + B+ * K + K * = = + Y * + g Y *( + g) + Når den offenlige kapial holder e fas forhold il rend-bnp, dvs. K / Y * = k, må K vokse med samme rae som Y *, nemlig raen g. Så giver () * gk + * = + + g + g Anages realisisk, a g >, har denne differensligning løsningen (). () (2) Lieraur Blanchard, O., & F. Giavazzi (24), Improving he SGP hrough a proper accouning of pulic invesmen. CEPR Discussion Paper No Buier, W.H. (23), Ten commandmens for a fiscal rule in he E(M)U. Oxford Review of Economic Policy 9, No.. Buier, W.H., & C. Grafe (24), Paching up he Pac. Economics of Transiion 2, No.. Bui, M., S.C.W. Eijffinger & D. Franco (23), Revisiing he Sailiy and Growh Pac: Grand design or inernal adjusmen? CEPR Discussion paper No Calmfors, L. (23), Fiscal policy o sailise he domesic economy in he EMU: Wha can we learn from moneary policy? CESifo Economic Sudies 49, No. 3. Calmfors, L., m.fl. (23), Repor on he European Economy 23. EEAG Repor, CESifo, München. Canzoneri, M.B., & B.T. Dia (2), The SGP: Delicae alance or alaross? I: The Sailiy and Growh Pac, red. af A. Brunila & D. Franco, Chippenham. De Grauwe. P. (23), The Sailiy and Growh Pac in need of reform, mimeo, Leuven. Eichengreen, B., & C. Wyplosz (998), The Sailiy Pac: more han a minor nuisance? Economic Policy 26. Gali, J. (25), Modern perspecives on fiscal sailizaion policies. CESifo Economic Sudies 5, No. 4. Gali, J., M. Gerler & J.D. López-Salido (25), Markups, gaps, and he welfare coss of usiness cycle flucuaions. Mimeo, Barcelona. Gros, D., T. Mayer & A. Uide (24), The nine lives of he Sailiy Pac. Special Repor, Cenre for European Policy Sudies, Bruxelles. Pisani-Ferry, J. (22), Fiscal discipline and policy coordinaion in he Eurozone: Assessmen and proposals. I: Budgeary Policy in E(M)U: Design and challenges, red. af Miniserie van Financien, Haag. Schuknech, L. (25), Sailiy and Growh Pac: Issues and lessons from poliical economy. Inernaional Economics and Economic Policy 2, No.. Wyplosz, C. (25), Fiscal policy: Insiuions versus rules. Naional Insiue Economic Review, No Samfundsøkonomen nr. Mars Deaen om Sailies- og Vækspagen